viggo ullmann : europa etter napoleon’s fall

 

Med Napoleons endelige fall sto de allierte enda en gang foran den nødvendighet å ordne Frankrikes forhold. Der var ingen tvil blant dem om at Bourbonnerne måtte kalles tilbake, men ellers hadde sakene nå fått et nytt utseende; for Europas makter anså nå Frankrike for ansvarlig for det korte, men blodige felttog i de hundre dagene. Særlig brente Prøyssen av hat og hevnfølelse og holdt sterkt på at Frankrike skulle svekkes. Hardenberg erklærte at man bare kunne oppnå en sikker og varig fred ved å ta fra Frankrike alt landområde østenfor Vogeserne, noe som naturligvis betød det samme som en avståelse av Elsass-Lotringen til Tyskland.

I en offentlig erklæring uttalte han disse profetiske ord: «La os ikke miste et øyeblikk som er så fordelaktig både for Eu­ropa og Frankrike til å ordne en varig fred. I dette øyeblikk kan vi gjøre det. Forsynets hånd har åpenbart tilbudt oss denne anledning. Dersom vi lar den slippe ut av hendene på oss, vil det flyte strømmer av blod, før vi igjen kan oppnå dette mål, og ulykkelige ofre’s skrik vil kreve oss til regnskap for vår oppførsel.» Dette er en merkelig forutanelse om den kamp som skulle finne sted 55 år senere (den tysk-franske krig i 1870). Men det lyktes ikke Hardenberg å nå sitt mål; det ble inngått et kompromiss, der Frankrike ble stående omtrent som det hadde vært i 1790, og i tillegg måtte det betale store krigserstatninger og underholde 150 000 fremmede soldater som i et tidsrom av fem år skulle besette dets landområde.

Med undertegnelsen av denne annen traktat i Paris var et merkelig tidsrom av Europas historie forbi. Tidsrommet hadde vært fylt med en opphisselse uten like og hadde vært begivenhetsrikt som intet annet, alt sammen forårsaket av den ene merkelige mann som hadde forstyrret samfunnets nedarvede orden, hadde bragt den europeiske sivilisasjons utvikling både økonomisk og sosialt over i et nytt spor, men som samtidig hadde vakt hos statene en følelse av felles interesse og felles plikt og hos folkene en bevissthet om deres innflytelse og deres makt.

Det tidsrom som Europa nå tråtte inn i, var et tidsrom av fred. Folkene var utmattet. All den handlekraft som var blitt utfoldet, all den voldsomhet som revolusjonstiden hadde ført med seg, ble nå hos alle og enhver erstattet av en gru for krigens redsler og en lengsel etter ro og hvile, den natur­lige reaksjon mot hele den tidligere overanstrengelse. Der var en alminnelig frykt for en forstyrrelse av freden, for et nytt utbrudd av revolusjon, som gjorde det mulig for Europas fyr­ster å beherske de nye nasjonale bevegelser og stanse alle forsøk på å forandre den bestående orden.

Imidlertid ville neppe denne konservative ånd kunnet stanse alle framskritt, dersom det ikke hadde vært en enkelt mann, Metternich, som med overlegen kraft hadde forstått å stanse alt. Så sterk hadde den følelse vært som rejste seg mot Napoleons tyranni, og så sterk hadde trangen vært hos Europas fyrster til å få folkenes hjelp mot ham, at tiden fra 1813 til 1815 hadde vært en eneste appell til folkenes nasjonalfølelse og full av løfter om å skaffe dem nasjonal enhet og forfatningsmessig frihet. I den ene eller i den annen form hadde både Russland, Prøyssen og Østerrike uttalt sin sympati for den frihets- og nasjonalfølelse som overalt behersket sinnene, og direkte eller indirekte hadde regjeringene lovet de stater som manglet nasjonal enhet, noe av dette.

Følgen var at det særlig i Tyskland og Italia var en sterk bevegelse og forventning om det nye som skulle komme. Men nå reiste Metternich motstand på alle kanter, og han var ikke kun den som styrte sin egen stats politikk, men han hadde også overveldende innflytelse over de europeiske fyrster som mer eller mindre hadde vist sin sympati for den nye liberalisme. Med full bevissthet satte Metternich seg imot alle liberale bevegel­ser. For ham var opprettholdelsen av den bestående orden den eneste betingelse for fred, og det eneste han kunne se, var klasseinteressene og da først og fremst fyrstenes interesser. Som alle tenkende mennesker i samtiden var han enig i tanken om menneskeslektens utvikling, men han trodde at denne utvikling ikke hadde vært fulgt av en tilsvarende vekst i vis­dom og forstand, og derfor var for ham alle folkelige reisninger og alle uttrykk for den franske revolusjons grunnsetninger en trussel og en fare for den offentlige orden. Hans redsel for revolusjonen skrev seg fra hans lange kamp mot Napoleon, og ute av stand til å skjelne mellem keiseren og revolusjonen oppfattet han det slik at i et hvert land som Napoleon hadde kommet i berøring med var det blitt utstrødd en revolusjonær sæd med et utspring fra en revolusjonær ånd som skjulte seg bak fedrelandskjærlighetens maske.

Etter hans oppfatning var det ingen forskjell mellom frisind og anarki; begge løp ut i opphevelse av enhver autoritet og nedbrytning av ethvert styre. Denne oppfatning som han allerede hadde hatt i sin ung­dom, holdt han fast ved hele sitt liv igjennom, og derfor bekjempet han med lidenskap alt det som revolusjonen hadde gjort for Europa. Han hadde samtidig en stor overtalelsesevne og en betydelig personlig elskverdighet som gjorde hans innflytelse blandt Europas mektige enda større.

Det første Metternich da gjorde, var å utrydde all tanke på politiske forandringer i Østerrike, som etter hans mening skulle bli et eksempel på lov og orden, og dernest forsøkte han å hevde, at den stilling som Østerrike hadde hatt i kampen mot Napoleon, førte med seg at dets keiser, det vil nærmest si ham selv som keiserens representant, skulle være Europas hersker og voldgiftsmann. Dette kunne etter krigens avslutning så mye let­tere skje, ettersom kongressen i Wien hadde innført et helt nytt politisk system i Europa. I stedet for en gruppe av stater som kun var løst sammenknyttet og bestandig kjempet for opprettholdelsen av en europeisk likevekt, slik som tilfellet hadde vært i det attende århundre, var det nå opprettet et forbund mellom statene under kontrol af stormaktene som garanterte Europas fred. På den måten kunne Europa betraktes som en stor familie, styrt av et selvskapt stormaktsforbund, hvis hovedgrunnsetning var at det for alle familiens medlemmer skulle bevares fred og ro.

Og dette forbund fortolket Metternich slik at det ikke bare skulle gripe inn i forholdet mellem statene, men også i folkenes indre liv, og derfor krevde han at forbundet skulle gripe inn over alt hvor det i en stat var fare for de bestående forhold ved en reisning av hvilken som helst art. Og fyrstene sluttet seg villig nok til hans oppfatning; en slik inngripen i statenes indre forhold syntes dem mere og mere nødvendig, slik at alt videre utbrudd av den revolusjonære ånd kunne hindres. Det navn som denne maktenes forening har fått, er «den hellige allianse». Den var fra først av et verk av Alexander som i egenskap av keiser over alle russere inntok en ledende stilling blant fyrstene på grunn av hans andel i Napoleons fall. I sine tidligere år var Alexander under innflytelse av liberale fremskrittsideer og gjentatte ganger hadde han forsøkt å fremstille seg selv som Europas befrier.

Men utpreget ro­mantiker og mystiker som han var, hadde han liksom roman­tikken i det hele kommet mer og mer inn i en sterk religiøs reaksjon og hadde i noen tid vært under innflytelse av en utpreget religiøs svermerske, baronesse Krüdener. Ved hennes innflytelse hadde han kommet på ideen om den hellige allianse. Han så på seg selv som den engel hvis sverd hadde slått den korsikanske djevel til jorden, og mente fullt og fast at han ovenfra hadde fått det kall å beskytte Europas religion og moral. Under innflytelse av denne følelse forfattet han et dokument der han uttalte sine meninger om at politikken skulle legges på religiøs grunn, og la det frem for Østerrike og Prøyssen, og begge undertegnet det villig nok. Etterhvert ble dokumentet undertegnet av alle europeiske makter unntatt England, Tyrkia og paven. Den siste mente at det ikke kunne komme noe godt ut av et forbund mellom romersk-katolske, greske katolikker og protestanter, og England undertegnet det ikke, fordi det, som dets førsteminister sa, inneholdt grunnsetninger som ville ha ført England tilbake til Cromwells og rundhodenes dager. Imidlertid var det vel neppe noen av Europas fyrster unntatt de to romantikere Alexander og Frederik Vilhelm som tok dokumentet alvorlig og det fikk derfor ikke andre politiske følger enn at det ga maktenes forbund en viss religiøs glans og derfor en økt styrke.

Men det var ikke kun i politisk henseende at en ny tid var brutt frem; på enda langt viktigere områder sto menneskeånden i det nye århundre ved et betydningsfullt vendepunkt. For den hadde gjort seg fri og dermed var veien åpnet for alle krefter, de onde som de gode  —  det er i en sum det mektige omsving som revolusjonens tanker førte med sig. Overfor ortodoksiens «kristendom er lære» hadde pietismen stilt kristendommen opp som et liv, overfor Bibelen som en lovbok for tro, livsanskuelse og moral hadde den stilt åndens indre vidnesbyrd, overfor statskirkenes tvang og massekristendom hadde den stilt de gudelige forsamlinger med sin enkeltmanns-kristendom. Men den hadde samtidig overspent troens krav, og den hadde brutt med dannelsen og med det menne­skelige og folkelige; og nå var det dette som pietismen hadde unnsagt, det rent menneskelige, menneske-personligheten fra dens verdslige side, som i reaksjon mot dette tok herredømmet og ville bygge opp en ny verden etter sitt eget hode. I stormskritt førte den frem politisk frihet og krav på menneskerettigheter, nytt syn på en mengde ting, store og betydningsfulle fremskritt.

Men hadde pietismen kastet vrak på det menne­skelige, så gikk det nye til den motsatte ytterlighet; det skjedde et frafall som aldri før i historien. Tilsist kunne det se ut som om folkene var helt avkristnet; for mange troende, ja for mange andre også, stod det som om livet var blitt en eneste stor kirkegård. Under slike forhold ville et hvert jordisk rike ha gått til grunne, men Kristi rike ble stående. De troende av alle bekjennelser stilte seg rygg mot rygg mot den felles motstander, som én hellig alminnelig kirke. Det hadde de ikke gjort på mange tider, og hvor uklar enn troen ennå var, den viste sig allikevel allerede nå som den seiersmakt som over­vinner verden; det hadde bristet for teologien, nå var det den personlige kristendom som åbenbarte sin makt. Og allerede nå begynte dens menn etter evne å bøte på det sørgelige og skjebnesvangre brudd mellom det kristelige og det menneskelige som var inntrått, og midt i trengslene følte de seg sterke nok til ny innsats; for nå var det ikke lenger statskirkenes massekristne, nå var det frivillige og derfor trofaste og modige stridsmenn.

I spissen gikk England nå som så ofte. Også her gikk litteraturen i spissen for omslaget. Ossians dikt hadde vakt natursansen til live; den gamle, tungsindige skald, som forfat­teren MacPherson lot synge sine stemningsfylte galliske folkesanger, bragte samtiden forståelse av det opphøyde i naturen, mens det høyeste man hittil hadde følt, ga seg til kjenne i små idylliske anfall med svermeri for marker fulle av kyr, en park med svaner, en sol-oppgang. Og denne nye naturfølelse slo igjennom over hele den dannede verden. Snart vaktes også i nøye tilknytning til den forkjærlighet for folkelige min­ner, som var dukket opp med romantikken i Tyskland, den histo­riske sans, og med Walter Scotts historiske romaner skulle den snart spres ut i almenheten. Sterkt virket også den bevisste motsetning til alt fransk åndsliv og all fransk tenkemåte som krigene med Napoleon framkalte, og alt dette medførte tilsammen at deismen kom på sterkt tilbaketog og til slutt tapte sin makt over sinnene. Som tidligere nevnt hadde metodistene vakt kristenlivet igjen hos det menige engelske folk, og saa sterkt hadde bevegelsen gjennemsyret statskirken, at man nå på alle kanter vendte tilbake til kristentroen. Ganske visst er det her som ellers i Europa mye som skyldes den alminnelige politiske reaksjon og ikke personlig kristendom; toriene hadde makten, og under deres styre gjalt det for en­hver god borgers plikt å holde på det som stod i landets lover, og dermed også på statens kirkelige kristendom. Det ble derfor snart nok for en Byron å ta fatt i med berettiget hån, da han trådte fram med denne sin hjertegripende poesi som var gjennemtrengt av følelsen av den enkeltes rett og plikt til å hevde seg selv, bære sitt eget ansvar og være sin egen dommer — alt i motsetning til statskirkelig vanekristendom og politisk reaksjon, slik som disse to nå begynte å slutte forbund. Men tross alt dette var også det personlige kristen­liv med frivillighet og inderlighet brutt fram med slik kraft at den ble til en makt i det engelske samfunn den tanke at fremme hva som var godt og kristelig i verden.

Opp over alle rager en kristelig statsmann i stor stil, Wilberforce, opprinnelig påvirket av metodismen uten dog selv å være metodist, en hjertefrom, kristen menneskevenn, hvis liv i gud ble en forkynnelse, selv når det ikke kom et ord om kristendom fra ham. I parlamentet bekjempet han krigen med Frankrike, men hva som fremfor alt var hans livsmål, var opphevelsen av negerhandelen og negrenes frihet; om alle de redsler som her gikk i svang, skaffet han fram vitnesbyrd fra alle verdens kanter, og saken vokste seg større og større. En voldsom for­følgelse reiste seg mot ham, ja, han ble truet på livet, men han stod like urokket, og ofte talte han slik om saken i parla­mentet, at selv kalde forretningsmenn fikk tårer i øynene. Hans nærmeste kampfeller var metodistene, og gamle John Wesley velsignet ham på sin dødsseng. Til slutt ble negerhandelen avskaffet; den dagen var Wilberforce’s største triumf, parlamentsmedlemmene fulgte ham hjem i opptog. Så kastet han seg med samme iver og utholdenhed over fortsettelsen, negerslavenes frihet, og innen han døde var også denne saks seier sikret.

Blant Wilberforce’s disipler var det særlig to hvis navn siden skulle bli berømte i det britiske samfunn, men som ennå var unge og gjærende, skottene Thomas Chalmers og Edvard Irving, hvorav den første med sin mektige veltalenhet og sitt djerve frisinn skulle lede den skotske kirke inn på nye baner, den andre med sitt sterke ord skulle tale Londons fine verden til samvittigheten.

Den angelsaksiske stamme har sterk sans for samarbeide og foreningsliv, og derfor medførte også den vekkelse som fra metodistene gikk ut over landet, at man i alle kirkelige samfunn sluttet seg sammen, menn og kvinner. Der var jo så mye å gjøre, både i England og Nordamerika. Folkemengden økte sterkt, dels i de store fabrikkbyer, dels om­kring i de amerikanske nybygder, og den legemlige nød som den åndelige var mange steder forferdelig stor; derfor begynte nå all denne foreningsvirksomhet til å avhjelpe enten det ene eller det annet eller begge dele på én gang, som er blitt et så fremtredende trekk ved hele den moderne tid; er den enn rimeligvis ute av stand til å råde bot på de sørge­lige samfunnsforhold — her skal det rettferdighet og ikke bare medlidenhet til — så er den allikevel et livskraftig utslag av den nyvakte kristentro, og mangen tåre har den tørket av.

Så reiste det seg selskaper for fabrikkarbeiderne, for skolevesenet, for å bringe evangeliet til de fattige, og mange andre. Sam­tidig ble de engelske kristne grepet av en mektig trang til å bringe kristendommen ut blant hedningene; våre dager er imidlertid neppe ennå en misjonstid, og iveren for hedningemisjonen virket derfor også mest til å vekke troslivet hjemme i Eng­land og Amerika; men i så henseende har den utrettet store ting. Ikke mindre sterk var iveren for å utbre Bibelen, og løsenet ble at den skulle bringes ut til hele verden og til alle mennesker; det løp mye uekte inn i denne travelhet; den regnet sin virksomhet ut etter mengden av de pund sterling som gikk med, den strødde Bibler og traktater ut i åndelige øde­marker og mente at nå var store ting utrettet; for Guds Ord var kommet ut til de blinde.

Den angelsaksiske stammes tenkemåte har nå engang mye av det mekaniske ved seg; men høyt stilte man seg målet og mye ble nådd. Mens man i andre land ennå måtte kjempe for kristenlivet i spredte flokker og skritt for skritt og bare den oppvoksende slekt varslet om en lysere fremtid, stod de kristne skarer i England modige og mektige. Det er derfor også fra denne tid at Englands innflytelse på de andre europeiske lands kristenliv skriver sig.

Ingen steder viste det sig klarere enn i Tyskland at alt det som åpner øjnene for livsverdiene også kan bli en vei til fornyet kristendom. Det var dette som den tyske litteratur gjorde i disse dage. Mens England hadde fått sin nye litteratur samtidig med reformasjonen, varte det hele to århundrer før den slo igjennom i Tyskland; hovedårsaken var visstnok at den latinske teologi hadde slukt alle krefter og den forferdelige åndløse latinskole hadde bragt åndslivet til å sovne. Men nå hadde med Shakespeare og franskmennene til forbilde den tyske gullalder i litteraturen brutt fram og hadde nådd sitt høydepunkt med Gothe og Schiller, som hevdet skjønnheten som et eget rike overfor tankens og troens riker. Med kristendommen hadde ingen av dem noe særlig å gjøre, det var det menneskelige, det som hittil hadde vært så sørge­lig forsømt, som det blev deres oppgave å klarne og forherlige.

Og samtidig lød midt i tidens sløvhet Kant’s røst om samvittighetens krav og ideens makt, og oppfatningen av lysten som livets mål fikk et grunnskudd. Med det nittende århundre var det som om en vår var brutt fram, og den virket direkte berusende på mange. Sehelling trådte fram med sin naturfilosofi, der «verdenssjelen» sover i steinen og drøm­mer i planten og dyret, bundet i det lavere naturliv; først i mennesket og i dets historie slår den øynene opp og blir seg selv bevisst. Gud blir således en blivende gud, og kristen­dommen er bare et anelsesfullt forsøk på å løse verdensgåten. Sehelling minner ikke lite om de gamle gnostikere; som dem omskaper han verden til et glimrende eventyr, hvori den personlige gud bare har en ganske liten plass. Men på den annen side var hans tanker en mektig motvirkning av det dybe i menneskeånden mot all tidens fantasitomme forstandsmessighet, og derfor var de et fremskritt. Omkring ham flokket seg ungdommen, og den romantiske skole fremstod, sprudlende av hva tiden ellers lot hylle av innbilningskraft og følelse, med forherligelse av middelalderen og trang til katolisisme, nedsenket i naturlivets, fjellenes, skogens dybe hemmeligheter, lengselsfull etter å smelte sammen med det store alt. Og den bragte igjen nasjonalfølelsen, tyskheten, til ære;  og mot rasjonalismen kjempet den både med alvorets og viddets våpen en kamp som renset luften.

Ud fra denue kreds gik den reformerte præst Schleiermacher, hovedkjæmperen for det religiøse livs fornyelse. Han blev op- draget i en hernhutisk skoleanstalt, og selv tillagde han hele sit liv igjennem sit ungdomsliv mellem liernhuterne en afgjø- rende betydning for sit aandelige liv; ti den hernhutiske religiø­sitet med dets inderlige følelsesliv og dets bestræbelse for, at dette liv maatte gjennemleves i sjælens inderste, gav ham et præg, som han aldrig mistede. Men ellers blev hernhutisraen ham altfor snæver, og der rørte sig hos ham en trang til tænk- ning, som førte ham ud over dens ængstelighed for alt intel­lektuelt liv. Saa kom han under indfiydelse af Kants filosofi. Uden nogensinde at opgive den overbevisning, at i følelsen lever menneskets inderste liv, og at den alene bringer det i umiddelbar forbindelse med det højeste, lærte han af Kant de grænser, som den menneskelige erkjændelse er underlagt, og hævdede endnu skarpere end han, at alle forestillinger, som gaar ud over erfaringen, kun bar billedlig, symbolsk betydning. Hvad den rationalistiske kritik havde frakjændt virkelig sand- hed, det behøvede da ikke for ham at miste sin religiøse værdi, naar det kunde staa som billedligt udtryk for en erfaring, men­nesket gjør i sit inderste følelsesliv. Og disse følelseserfaringer, de var for ham det egentlig religiøse — deri laa baade hans styrke og hans svaghed. Hvad der drog ham til den roman­tiske skole, var dens bestræbelse for at se hele tilværelsen som en sammenhængende enhed, og fornemmelig følte han sig til­trukket af Steffens’s grundtanke, at der i naturen, fra de laveste trin til de højeste, og gjennem jordklodens og det organiske livs fremadskridende udvikling viser sig en tilbøjelighed til at lade alting blive mere og mere individuelt, mere og mere udpræget ejendommeligt. I sine skri Eter fra denne tid — før 1814 — «Taler om religionen til de dannede blandt dens foragtere» og «Monologer*, forkynder han, fuld af harme over tiden, religi­onen som noget fra erkjændelse og moral skarpt adskilt, og hævder, at religion er den afhængighedsfølelse, der lader men­nesket med hele sin personligbed føle sig som ét med det evige og uendelige; samtidig ivrer han for, at menneskeheden skal ikke være en ensartet masse, men hvert enkelt menneske skal have en personlig selvstændighed og betydning, «udtrykke menneskeheden paa sin maade». Han begynder det første af de to skrifter med at «retfærdiggjøre sig», fordi han har ind- ladt sig paa noget saa uventet og underligt som at forlange ørenlyd hos dannede mennesker for en saa fuldstændig ringe- agtet gjenstand som religionen, og han har heller ikke stor tro paa, at hans foretagende vil lykkes. De dannedes liv er jo nu langt borte fra alt, som har den mindste lighed med religion. Det har lykkedes saa udmærket at gjøre jordelivet rigt og skjønt, at man ikke mere trænger til evigheden, det ved han godt, og dog føler han sig af en indre uimodstaalig trang drevet til at tale. Det er imidlertid ikke den gamle religiøse tro, han vil tvinge frem igjen; dens dogmer og systemer vil han ikke have noget at gjøre med, ti beklage maa enhver, som har sans for alt, hvad der fremgaar af sjælens inderste, og for hvem det er alvor, at enhver side af mennesket skal uddannes, at den høje og herlige side, den religiøse, skal berøves sin frihed for at holdes i trældom under barbariske og kolde tiders skolastiske aand. Ti hvad er disse teologiske lærebygninger andet end kunstværker af en beregnende forstand, disse teorier om ver­dens oprindelse og afslutning, disse undersøgelser om guds natur, hvori alting løber ad paa en kold argumenteren og det højeste i verden blir behandlet som en skolestrid. Men alt dette er ikke religion, og foragter man dette, saa foragter man ikke derfor religionen. Det er det indre indenfor alt dette ydre, som man skal trænge ind i, — i menneskets inderste hjærtedyb finder man religionens rød der. I de forskjellige positive religioner er det, at denne almene religiøse følelse skaffer sig sit udtryk, alt efter de enkeltes personlige trang. Medens man altsaa ellers i denne tid saa dybt ned paa de positive religioner, men derimod talte med agtelse om «den naturlige religion», vendte Schleier­macher forholdet om, idet han hævdede, at netop de positive religioner er de bestemte skikkelser, hvori religionen maa frem­stille sig, medens derimod den saakaldte naturlige religion ikke kan gjøre fordring paa noget saadant, men kun er en ubestemt, tarvelig tanke, som ikke har noget tilsvarende i virkeligheden.

 

I Schleiermachers taler finder vi et paalideligt udtryk for alt det, som ved aarhundrede-skiftet begyndte at arbejde sig op i sindene. Bogens fortjeneste er, at den har aandelig- og inder- liggjort det religiøse, dens store fejl er, at den har forflygtiget det og gjort det uklart. Allermest har han forflygtiget kristen­dommen; den er for ham ikke troen paa Kristus og hans gjen- løsningsværk; men alle kræfter, hvorved det guddommelige træder i forbindelse med verden, er for ham kristendom. Men naar Schleiermacher 22 aar senere i fortalen til tredje udgave af talerne siger, at naar man nu ser sig om blandt de dannede, skulde man snarere anse det for nødvendigt at skrive taler mod hængehoder og bogstavtrælle, saa har i dette omsving -talerne havt en overmaade stor andel, og trods hans spottende beteg* neise af den forandring, der var foregaat, havde forandringen ogsaa i bøj grad berørt ham selv; ti da hans gjæringstid var over, var han blevet en stærk og klar personlighed og med en ganske anderledes udpræget forstaaelse af, hvad den historiske kristendom er, end hvad tilfældet var i talerne, men ganske vist ogsaa fri for alt hængehodevæsen og al bogstavlærdom.

Saaledes havde literaturen vakt det dybe i menneskenaturen, som rationalismen havde ført krig mod, og kunsten stillede sig paa dens side, malerkunsten, gjenfødelsen af den gotiske kirke­bygning og først og fremst musiken. I Mozarts Don Juan og Rekviem, i Haydns SkabeUen, i Beethovens symfonier og Kristus paa Oljebjcerget strømmede der frem et væld af toner, hvis mage aldrig før var hørt, og slægten lyttede med begejstring.

Men hele dette omslag i det menneskelige aandsliv vilde ikke have gagnet kristendommens sag, bvis den ikke selv bele tiden havde levet i flokke af troende, som midt under frafaldet havde bekjændt sin herre. De reformerte, navnlig i Schwejts og Rinlandene, gik bedst igjennem ildprøven, hos luteranerne spillede teologien en overvældende stor rolle, og naar der nu var fare paa færde, maatte det have været teologerne, som i kraft af sin ledende stilling skulde have gaat forrest i kampen og derved godtgjort sin ret til det herredømme, teologien havde øvet i flere hundrede aar. Men dens aandelige magt var for liden, den turde ikke træde i skrankerne, den havde ikke mod til at lide spot for Jesu navns skyld, og derved undergrov den baade sin egen og kristendommens stilling, idet den firede og læmpede paa alle kanter. Den var jo ogsaa selv for nær be- slægtet med rationalismen, idet den ligesom denne saa paa kri­stendommen som lære, som forstandighed, som moralens vogter, nyttig for staten og oplysningen. Derfor maatte der nu i farens stund frivillige frem, som kjæmpede ikke i kraft af sin stilling, men i kraft af sit grebne sind, og de kom fra alle kanter, luter- anere, reformerte, katoliker, lægmænd saavelsom præster, modige, fromme følelsesmennesker, ikke faa forfattere og digtere, grebne af troen paa en levende gud og kjæmpende for hjærtets sag paa jorden. Og det menneskelige aandsliv, som var blevet saa rigt i Tyskland, gav dem ævne til at forene kristendommen med dannelse og humanitet og derved overvinde ligesaavel pie- tismen*som rationalismen. I dette fromhedsliv var der en vel­gjørende mangfoldighed i modsætning til det trættende ét og det samme hos pietister og metodister, og sin indflydelse viste det ligesaa vel opover blandt overklassen som ude i det me­nige folk.

Her møder vi Claudius, «der Wandsbecker-Bote», af søn- derjysk byrd, lægmand uden eksamen, bladudgiver, en ægte søn af Luther, fri, from, munter og frejdig, urokkelig i sin hævden af den positive kristendom og lige langt borte fra ortodoksiens dogmatiske forstening og fra ratioualismens udtynding af det kristelige livsindhold. I sit ejendommelige barnligt-naive og dog saa dybsindige sprog, med sin vittige, tilsyneladende saa enfol­dige satire blottede han i smaa fortællinger, digte og fabler tidens opstyltede tomhed og stillede op i modsætning dertil den hellige skrifts simple storhed. En dyb naturfølelse gaar paa den inderligste maade sammen hos ham med en levende guds­tro, med tak og glæde hviler hans øje paa alt skjønt i naturen som i menneskelivet, ligesaa vel i den hedenske oldtid som indenfor den kristne menighed, og intet menneskeligt er ham fremmed, ligesaa lidt kunsten som filosofien. Han er en af det nittende aarhundredes skjønneste skikkelser.

Her møder vi ogsaa den urolige, sønderrevne Hamann fra Østprøjsen, af borgerlig stilling pakhusforvaUer, med en fylde af kundskaber fra den menneskelige videns mest forskjellige egne og en frugtbar forfatter. Hans store fortjeneste er hans arbejde for at forlige det, som tiden havde stillet saa fiendtlig op mod hinanden, det kristelige og det menneskelige, og i Luthers aand viser han hen til Kristus som den, i hvem alt guddommeligt og menneskeligt kommer til aabenbaring. Det lykkedes ham imidlertid aldrig at arbejde sine tanker sammen til enhed og harmoni, og derfor blev det blot ved den rigdom af aandfulde, men spredte tanker, som gliintede frem i hans vanskelig tilgjængelige skrifter, at han indvirkede paa sin sam­tid; men de største aander i tiden, som Gsthe og Herder, hyl- dede ham som en mester.

En fuldstændig modsætning til Ilamann er Jung-Stilling, først skolelærer, siden læge og professor. Opfødt med mystik, folkesagn og folkesange vedblev han hele sit liv igjennem at være mystiker og skrev en hel række teosofiske skrifter; men ved siden heraf gaar hans urokkelige tro paa guds forsyn, der er grundnerven i hans hele livsopfatning; efter hans inderhge over­bevisning giver dette forsyn sig vidnesbyrd i alle et menneskes forhold, de største som de mindste, hvorfor ogsaa hans levnets- bog blev en af samtidens og eftertidens mest læste opbyggelses- bøger. Fra barndommen af var han blevet indforlivet i de pietist ske kredse, og derfor kunde han i sine senere aar, da han h ivde tilegnet sig hele sin tids menneskelige dannelse, give et goc ; oplysende og sundt dømmende indblik i disse kredse, vise d res fortjenester af kristenlivet, men ogsaa deres svaghed i miskjændelsen af det menneskelige. Fra 1793 lige til hans død i 1S17 udgav han et tidsskrift, hvis hovedformaal var at forsvare kristendommen. Uagtet Jung-Stiliing af mange blev betragtet blot som en overspændt sværmer, fik han dog en over­ordentlig indflydelse paa en hel række mennesker i sin samtid.

Fra Schwejts kom Lavater, refonneret præst, rigtig en mand af den nye tid, frisindet til fingerspidsene, oprørt over al træl­dom og al traditionel fordom. I hans øjne bavde alt, hvad der gjør et menneske til menneske og hjælper ham til at blive sig sin værdighed som menneske bevidst, en uendelig værdi; selv hans bekjændte fysiognomik (at kunne læse menneskets karakter ud af hans ansigt) havde egentlig den hensigt at fremme menne- skekjærligheden, idet den gjennem alle fordrejede og varisirende træk, som en ugunstig natur, ugunstige ydre forhold eller liden- skabernes magt havde paatrykket et menneskes ansigt, dog be­standig stræbte efter at udfinde det ædle menneskelige. Lige- ledes var han en ivrig skolemand og sluttede sig i saa maade med varme til den retning, Basedow havde brudt vejen for i den t}’ske skole, og som i opdragelsen hævdede legemets ret og angreb samtidens barbariske skoletugt og dens mekaniske hukom-

V. Ullmann : Hoandbog i verdenshistorie. XII. 31 melses-undervisning — altsaa den fra Rousseaus Emil udgaaede bevægelse. Ogsaa tolerancen, tidens store lesen, fandt en varm forkjæmper i Lavater, og det venskab, ban nærede f. eks. for flere katoliker, blev taget ham ilde op af mange. Men fordi han var tolerant, var han ikke slap eller ligegyldig, hans kristne tro brændte i ham, hans liv var et bønnens liv og midt i mange trængsler idel glæde i gud; derfor var der ogsaa ved hans per- sonlighed noget vidunderligt, som tiltrak alle. Intet kan klarere bevise, hvor langt man i datiden var kommet bort fra det gamle evangelium, end at man undrede sig som over noget nyt og uhørt ved den side af Lavaters forkyndelse, at for ham var ikke Kristus blot den historiske personlighed, der engang havde levet, men han tager stadig paany skikkelse i mennesket, bor i dets bryst og har ikke blot engang i fjærne tider helbredet blinde og lamme, men er endnu bestandig livets lys for alle hans troende, gjennemstrømmer dem som livskraften og mætter og vederkvæger dem. Alt dette, som nutildags hele den kristne menigbed anser for kristendommens ejendommelighed og dens indhold, det forekom datiden, naar Lavater forkyndte det, som et underligt sværmeri, selv om der var dem, der som Gothe forstod at sætte pris paa den begejstring, hvoraf disse tanker udgik.

I Elsass sad «fader Oberlin», der forvandlede den ørken, som hans præstegjæld bestod i, til en smilende have, en bolig for fromme og flittige mennesker, hvor der før havde været raaskab og ladhed; selv levede og virkede han som en hjærte- kristen, og skjønt afgjort protestant besøgtes ban af katoliker, og ved hans grav pristes han af alle uden forskjel.

Omvendt søgte ogsaa protestanter hen til den katolske bi­skop Sailer i Regensburg for af ham at lære, at kristendom er liv, og i Mynster dannede der sig en romersk-katolsk kreds om fyrstinde Galitzin, der havde forladt Voltaire og oplysnings- filosofien for med hele sin sjæl at vende sig til kristendommen. Livet i denne kreds tiltrak ogsaa mange protestanter; særskilt stor opmærksomhed vakte det, da digteren grev Stolberg ved den paavirkning, han havde faat fra kredsen, gik over til katolicismen, fordi han fortvilede over den protestantiske van­tro; hele hans liv blev et kjærlighedens liv; «vi tænker, altsaa er yi, — vi elsker, altsaa vil vi vedblive at være» var hans valgsprog.

I det hele er det en fremtrædende ejendominelighed blandt tidens protestantiske kristne, at de opgav den fordømmelse af al katolicisme, som det sekstende og syttende aarliundredes teo­loger havde indført; i spidsen for dette gik den historiske viden- skab, som begyndte med uhildet blik at sætte pris ogsaa paa alt det store og mægtige, som var fremkommet indenfor den romerske kirkeafdeling, endog i modsætning til protestantismen. Ogsaa paa dette oinraade brød man med oplysningsfilosofien, der altid havde stødt i basun mod paven og jesuiterne og den middelalderske teologi.

Denne skare af ligesaa aandfulde og dannede som fromme kristne meunesker er en fremtoning, som i disse tider er ejen- donnnelig for Tyskland og lidet tilsvarende har andensteds; alle samlede de skarer af troende om sig, og midt i rationalis- mens mest gyldne dage hører vi derfor ogsaa om store væk- kelser baade blandt katoliker og protestanter rundt om i Tysk­land ; det var de gamle bøger og de gamle salmer, som endnu mest var i brug, men med Claudius, Lavater og fornemmelig Gellert brød der dog ogsaa frem en ny salmesang. Gellerts hovedfortjeneste er, at han forstod at gjengive de kristelige følelser og anskuelser i det daværende moderne sprog saa sim­pelt og klart, at ethvert barn kunde forstaa det; som et ægte barn af sin tid drog han moralen ind i sin salmedigtning, ganske vist ofte prosaisk nok, men i almindelighed dog uden at glemme det dybere religiøse grundlag, som maatte give taukerne gjen­klang i ligestemte sjæle.

Saaledes stod den gamle slægt, saa godt den kunde, imod rationalismens opløsnings-arbejde, og imidlertid var den yngre slægt vokset op med et syn paa livet, der var den franske op- lysningsfilosofi modsat, ja fiendtligt. Allerede var de unge mænd begyndt at virke, som skulde gaa i spidsen for det store omslag, og blandt dem først og fremst Harms, en møllersvend, der havde forladt sin mølle og var blevet præst; det første lys i hans sjæl blev tændt af Schleiermachers «Taler», og nu stod han paa prækestolen, en folkets mand, i hvem der var noget af Luthers ild og kraft. Hans maade at tale paa var aldeles ny og uvant. Tidligere havde det hørt til god præketone at levere af hand­linger, der bevægede sig systematisk fremad og gjennemførte et bestemt emne efter en vel gjennemtænkt plan i stræng logisk orden og med bestemt adskilte afdelinger; alt kjærnefuldt og

31*

slaaende, alt personligt og originalt blev omhyggelig undgaat som upassende. Men alle disse skolelænker kastede Harms af sig og talte lige ud af leveren og henvendt til menneskenes følelse; ligesom Luther gav lian nøje agt paa menneskenes dag­lige maade at udtrykke sig paa og brugte i sine taler denne udtryksmaade. Felgen var da ogsaa, at hans kirke var prop- fuld baade af høje og lave.

I Danmark var ved Henrik Steffens’s forelæsninger kampen aabnet mod de gamle guder; ganske vist var vækkelsen væsent- lig æstetisk, men den maatte ogsaa berøre det religiøse, idet den protesterede mod hele rationalismens prosaiske, idéforladte tanke­gang. Den gamle slægt, selv de bedste blandt dem, forstod imidlertid ikke det nye. Johan Nordal Brun var en varmhjærtet og kraftig forkynder, og ingen af alie samtidens kristne digtere har sunget fuldere end han, da han midt under frafaldet istern- mede: «Jesus lever, graven brast», men Steffens’s forelæsninger følte han blot forargelse over. Den gamle stridsmand biskop Balle bavde slaat saa mangt et slag mod det attende aarhun- dredes tankegang, dels gjennem sine bibellæsninger, dels i sit ugeblad «Bibelen forsvarer sig selv»; men nu syntes han, det nittende aarhundrede begyndte med ligesaa store forvildelser. Anderledes var det derimod med den yngre slægt, og frem af den traadte særlig de to stærke kjæmper for kristentroens sag, Mynster og Grundtvig.

I Mynster ser vi fremfor i nogen anden, hvorledes roman- tikens nye tanker tages i kristendommens tjeneste. Han havde som student levet med i hele den kreds af unge mænd, som siden flokkede sig om Oehlenschlager, og var senere blevet præst. Endnu hørte han til dem, som søgte sandheden, men ikke havde fundet hvile i kristendommen; «hans religiøsitet var kun den søgende religiøsitet, anelsens og længselens religiøsitet, der ikke selv formaar at nævne sin længsels ord og derfor ikke kommer til troen i dette ords kristelige forstand» — eller med andre ord, det var romantiken, som vendte sig mod det religiøse. Da for det en dag med ét gjennem hans sjæl som et lyn fra det høje: «Du skal bøje dig for gud, ganske og uden forbehold overlade dig til ham», og denne manende røst kunde han ikke slippe, men han maatte mere og mere træde i et personligt forhold til Kristus, indtil han af fuldt hjærte kunde juble: Jeg har en gud og frelser! I hans prædikensamling kom det saa frem, hvad der boede i ham. Præknerne er en tiltale til de dannede, som stod paa tidens standpunkt, men i hvis hjærte der kunde vækkes en højere længsel. Han siger ikke til dem, at deres tro er bygget paa en feilagtig grundvold, men at de er blevet staaende stille for tidlig og for let og hurtig er blevet færdige med sin samvittigheds fordriDger; derfor maa de nu prøve dem en gang til, og de skal da se, at disse fordringer fører dem videre frem. Det er med andre ord sin egen opvæk- kelseshistorie, han vilde have de dannede i sin egen samtid til at gjennemleve. Og det lykkedes ham i rigt maal, samtidig som det vistnok er sjeldent, at en opvækkelsesprædikant har vakt saa lidet anstød og kunnet vinde saa alment bifald.

Da var det noget andet med N. F. S. Grundtvig; han var og blev en forargelsens klippe. I hans barndomshjem raadede der en varm kristentro, og han drømte sig i sin opvækst som vaabendrager hos Balle i kampen mod vantroen. Men efter- haanden blev han selv smittet af tidens fornægtelse, og da han i 3 800 blev student, var han efter sin egen udtalelse «en hed­ning», selv om han til trods for sin ligegyldiglied besluttede sig til at studere teologi. I sin studentertid blev han stærkt paa- virket af alle tidens forskjellige retninger, og særlig grebes og henreves han af Steffens og den aandelige bevægelse i Tysk­land, hvoraf denne var udgaat, saavelsom af den bevægelse, han vakte i Danmark. Og saaledes stod han splittet, fanget som han var i den rationalistiske tænkemaade, som dog hans poetiske natur stadig gjorde oprør imod. Hvad hau imidlertid i disse aar blivende tilegnede sig, var den kjærlighed til fædre- landet og dets minder, som senere hele hans liv igjennem blev en af livsnerverne i hans virke. Men endnu var denne kjær­lighed ikke bragt i forbindelse med, indforlivet i kristenlivet og forstaaelsen af guds førelse med menneskeslægten, men den hvilede udelukkende paa det syn, han tidlig havde faat for den nordiske oldtids poetiske lierlighed. Med rette er det derfor sagt, at hans digtning fra denne tid er, som da nordmændene paa hedensk vis begrov Haakon Adelstensfostre og Ejvind Skalde­spiller digtede et kvad om, hvorledes han blev modtaget i Val- hal. Hvorledes kristendommen imidlertid begyndte at banke paa hos ham, ser inan af hans «Optrin af kjæmpelivets under­gang i Norden», der betegner overgangen i hans udvikling, idet kristendommen her besejrer hedenskabets stærke kjæmper; men de dele af digtet, hvor dette skildres, er de svageste; skildringen af det hedenske kjæinpeliv er ganske anderledes levende og frisk. Men han var nu imidlertid «nys blevet rørt paa det ømme sted, hvorved alt kommer op, som ligger i os» — det var en ulykkelig forelskelse, han sigter til i disse ord — og heller ikke behøvede man at være digter for at se, hvor aand- løs rationalismen var, eller historiker for at se, hvor langt borte den var fra den oprindelige kristendom, og Grundtvig var baade digter og historiker.

Saa begyndte da, hvad han selv kalder «hjemgangen til kristendommen», og da han tilsidst havde besluttet at «dimit­tere menneskefrygt og lempning efter verden», saa holdt han i 1810 sin dimispræken:        «Hvi       er herrens ord forsvundet af

hans hus?» — et angreb i djærve og veltalende ord paa rationalismen, og dermed var krigen erklæret, ti præsterne saa i prækenen et angreb paa «den hele stand af religionslærere». Grundtvig fik en offentlig irettesættelse og var nu stillet paa den isolerede plads, som lian i saa mange aar senere skulde staa paa. Men netop i denne ensomhed blev hans egen er- kjændelse af sandheden dybere. Hidtil havde det fornemmelig været ad historisk vej, han var kommet til forstaaelse af ratio- nalismens tomhed, nu vakte modgangen ham til en personlig erfaring om, hvor stort alvor der var i det spørsmaal, han ved sin dimispræken havde vakt.

Om dette afgjørende gjennembrud i hans liv fortæller han selv: «Jeg sad en aften alene og læste i Kotzebues historie af Prøjsen, som var den nyeste over dette land, og som jeg, skjønt jeg dybt foragtede navnet, mente som lærer i historien af pligt at maatte benytte; men jeg var ikke kommet læn- gere end til det trettende aarhundrede, da de tyske riddere indtog og med sværdet kristnede Prøjsen, ti her havde Kotze­bue plantet en af sine giftblomster under hvad han kaldte «det visne kors», og derved løb det mig koldt ned ad ryg­gen, saa at jeg ikke blot smed bogen fra mig, men sprang op som grebet af en mægtig aand, der kaldte mig til reformator. Derpaa fulgte et par maaneder af stolt, men stille sværmeri, hvori jeg for første gang siden min barndom for alvor læste bibe­len, især profeterne, Luthers og Kingos salmer, bad og grublede over, hvordan en reformation især med pen og blæk i vore dage lod sig udføre. «Nytaars-nat» er i læseverdenen det eneste spor af dette sværmerliv, ti det endtes pludselig, da jeg med ét blev sønderknust ved de spørsmaal: Er du selv en kristen? og har du dine synders forladelse?— samvittighedsspørsmaal, der faldt mig som stene, ja som klipper paa hjærtet. Da lukkede jeg alle bøgerne, lod alle stolte planer fare og skyndte mig hjem til min gamle fader, som havde nedlagt embedet, da man den- gang, langt fra at gjøre ære ad jubellærere, ei engang vilde lade ham faa sin søn til kapellan, fordi der var ledige kapel­laner i stiftet. Nu havde jeg imidlertid netop mod paa at blive kapellan, naar vorherre blot vilde antage mig til sit ords tjener, og saasnart mit sind var blevet lidt roligere, tog jeg det for et tegn paa, at vorherre ikke rent havde slaat haanden af mig, hvis jeg, trods al rimelighed, kunde skaffe min fader hans em- bede igjen og blive hans medhjælp. Det lykkedes, saa jeg blev præst og kunde godt baade slaa mig til ro med vore gamle tre trosartikler og forresten lade den helligaand og bibelen raade, ti det lærte jeg snart, at det var dog ikke nær saa meget «søn­nen» som «den helligaand», man hos os rent havde tabt troen paa, hvorved baade troen og skriften var blevet døde og mag- tesløse, saa at, naar man med Luther igjen tog begge dele fra første haand, fra aanden, som levendegjør, da blev de ogsaa levende og sattes i kraft.»

Som præst lod han straks baade i prækenen og ved kon­firmationen «de gamle toner lyde», men mærkede snart, at der var liden virkning deraf; det var ikke ved at det gamle gjordes op igjen, at den nye tid skulde vindes. Heller ikke kom han langt ved de voldsomme angreb, han rettede paa tiden, særlig i sin Verdenshrønike i 18124 hvor han syntes, han «som kristelig skriftklog nødvendig maatte gribe lejlig- heden til at afmale især det ugudelige attende aarhundrede», og hvor han derfor fra sit «strængt luthersk-bibelske stade med navns nævnelse uden skaansel gav vore dalevende digtere, teo­loger og andre navnkundige mænd deres skudsmaal paa graat papir». Bogen vakte en rasende forbitrelse, og da han ved præstemøder og alle andre lejligheder vedblev at rette samme voldsomme angreb paa samtiden, kom det did, at omtrent hele den dannede verden havde brudt med ham som han med den. Efler sin faders død havde han taget bolig i Kjøbenhavn for at virke der, men snart blev det ham ikke længere muligt at faa en prækestol, og havde han i de sidst forløbne aar været

 

højt oppe, saa følte han sig nu dybt nede, ensom og ydmyget. Men netop gjennem disse trængsler blev han ført ind paa den bane, som skulde give hans liv dets største betydning; fremfor alt var det den ting, der blev følgen af hele hans stilling, at han vendte sig fra de akademisk dannede og æstetisk interes­serede, som han før udelukkende havde henvendt sig til, og i stedet i skrift og tale vendte sig til det hele folk, brød «stands- baandet», en dengang uhørt ting, og rejste blandt de danske bønder og andre i lignende stiliing en mægtig kristelig og folke­lig bevægelse. Men det hørte en senere tid til.

For Norge fik hans kamp i disse aar en ikke liden betyd­ning derved, at de to første teologiske professorer ved dets nye universitet, Hersleb og Stenersen, var stærkt paavirket af Grundt­vig og betragtede ham som sin aandelige lærefader. Om den indflydelse, de øvede paa sit fædrelands kirke, skrev W. A. Wexels senere: «Deres eftermæle vil være venligt; det vil med sanddru røst forkynde, at de første aartier efter oprettelsen af Norges højskole stod midt i en vantro og højst bevæget tid to venner ved hinandens side som præstelærere ved skolen og vid- nede redelig om den gamle enfoldige, af verden forkastede kri­stendom som lysets og livets, visdommens og retfærdighedens, kraftens og frihedens guddommelige kilde; og herren var med dem, og deres virksomhed blev af ham velsignet og bidrog kraftig til at danne ham redskaber til hans navns forkyndelse blandt Norges fjælde.»

Det attende aarhundredes officielle kristendomsopfatning lagde sig i Sverige aller tydeligst for dagen i de kommissjoner, som under Gustav den tredje nedsattes til at udarbejde en ny bibel oversættelse, til at omordne gudstjenesten og til at udgive en ny salmebog. Stilen i den nye bibeloversættelse fremgaar klart nok af dens begyndelse:  Da Gud i begyndelsen havde skabt himlen og jorden, var jorden endnu aldeles øde og tom, et hav, overalt bedækket af mørke, og en sjø, over hvilken et guds vejr vidt og bredt viftede idelig».

I samme aand skulde ritual og liturgi moderniseres, alt gammeldags eller fomuftstridigt skulde fjærnes, og den gamle salmebog blev af den ned­satte komite renset og omarbejdet i samme stil, i smag med den evangelisk-kristelige salmebog i Danmark og Norge. Prækenen var enten en tør, jordkrybende moraliseren eller en pa­tetisk deklamation i fransk stil. Men ogsaa i Sverige skete som i de andre lande og ud fra de samme forudsætninger som i disse det nye aarhundredes gjennembrud. Det knytter sig frem­for alt til navnet Wallin, en dalkarl af fødsel, en storskaaren, drøj bondenatur, gjennem en inderlig elsket moder opdraget i gudsfrygt og stræng moral. Som ung blev han stærkt paavirket af Rousseausk følelses-sværmeri, og hvad der især slog ned i ham, var den borgerlig-demokratiske opposition mod luksus og fordærvelse, irreligiøsitet og usædelighed. Men til bevidst kristeligt liv kom han først gjennem voldsomme sjælelige kriser, fremkaldt af private ulykker. Han var da allerede præst, berømt som digter og medlem af det svenske akademi. Det, hvori hans nye udvikling første gang lagde sig for dagen paa en afgjørende maade, var salmebogs-spørsmaalet.

Han optraadte med en protest mod den nedsatte komites salmebogsforslag og ned­lagde ialfald indsigelse mod, at flere af ham selv forfattede salmer blev medtaget, da han ikke længere vilde godkjænde dem. Under udfoldelse af en ganske overordentlig virksomhed udarbejdede han et helt, eget salmebogsforslag baade af gamle og nye salmer, og alle, selv komiteen, maatte erkjænde dets overlegenhed; det blev antaget og stadfæstet og er den dag i dag en af de vakreste salmebøger, nogen landskirke ejer. Ved siden af dette kjæmpeværk udfoldede han ogsaa hele sin mægtige veltalenhed som præst i Stockholm under voksende tilløb og virkning og gjorde, ligcsom Schleiermacher og Grundtvig, op med den franske oplysning, med rationalismen og den slags forkyndelse, der «som en klog lods laverede frem paa det aande- lige farvand mellem dogmatikens skjær og efter at have gynget sine tilhørere behagelig en stund paa fantasiens følelses bølger førte dem i god behold tilbage i den velkjændte havn — en magelig sædelære».

Hans standpunkt blev grundlæggende for den svenske kirke i det nittende aarhundrede; med en rastløs virketrang og en samvittighedsfuldhed, som aldrig kunde gjøre sig selv fyldest, opbød han hele sin jernvilje for at paa virke, reformere, beherske menneskene for at indpode i dem sin egen uforsonlighed overfor det onde og pjaltede i dem og ruske deres moralske og religiøse behov op. Han elskede det stramt tøjlede, det fast beherskede, alt det, som betinger og udtrykker energi, og derfor blev han ogsaa efter hele den aandelige opløsningstilstand en ordenens og autoritetens haandhæver, der slog den gamle lutherdom uden fremskridt, uden optagelse i sig af det nye, som oplysningstiden havde bragt frem, fust i Sverige; politisk som religiøst vendte han tilbage til tiden før revolutionen.

Den religiøse bevægelse i de protestantiske lande søgte altsaa gjennemgaaende at knytte en levende og personlig kristen­tro sammen med syn og sans for det ædle menneskelige; men ingensteds havde den dog endnu formaaet at fortsætte reformationens værk og tilgodegjøre for det religiøse liv de store befrielses- og fremskridtstanker, som det attende aarhundrede liavde slaat til lyd for; det, bevægelsen stræbte efter, var gjen­nemgaaende at komme tilbage, springe over, hvad der i revo­lutionen var ført frem.

Endnu videre gik den tilsvarende be­vægelse i de katolske lande; der stræbte man helt tilbage til middelalderen og det middelalderlige og afskar sig derved den mulighed, som de protestantiske lande dog skulde beholde og senere virkeliggjøre, at finde en form for det religiøse liv, som kunde optage i sig de menneskelige fremskridt i viden, kunst, politik, almendannelse; de katolske lande var ved sin holdning dømte til at se kristendom og menneskelige fremskridt falde fra hinanden i to stykker som uforsonlige og uforligelige fiender.

Det første og klareste udtryk for dette var den hyldest, man kunde sige den forgudelse, som paany blev paven tildel; man saa ikke blot i ham martyren fra Napoleons tyranni, men ogsaa kirkefyrsten, repræsentanten for alle de religiøse interesser, der skulde bruges til at kurere den nye tids tanker og bringe middelalderske følelser frem igjen. Man vilde indgyde folkene «en trældomsaand atter til frygt», og til det kunde den pavelige autoritet bruges. Derfor var hans tilbagetog til Rom et triumftog, fyrsterne hyldede ham, og folkene knælede for ham. Og hvorledes han selv opfattede sin opgave, og i hvilken aand han skred til dens løsning, kunde han ikke lægge tydeligere for dagen end derved, at hans første pavelige handling efter tilbagekomsten til Rom var under stor højtidelighed at oprette igjen jesuiterordenen og indsætte den i alle dens forrige rettigheder.

Og samme aand raadede overalt i de romanske lande; i Spanien indførte kong Ferdinand endog igjen inkvisitionen, og straks udstedte storinkvisitoren edikter mod de nye og farlige lærdomme, som paa en saa sørgelig maade havde styrtet største­delen af Europa i fordærvelse og nu ogsaa truede Spanien. Ja, selv i Frankrige rejste der sig en bevægelse for at faa ophævet Napoleons konkordat med paven og afslutte et nyt, hvorved bispedømmeme skulde øges i tal og vokse i magt og de gal li­fe anske rettigheder ofres for den pavelige enevælde; men der rejste sig et saadant skrig fra hele den liberale del af landet, at man ikke vovede at virkeligggjøre planen.

Men trods al reaktion var den civiliserede verden, som nævnt, kommet did, at menneskeaanden havde gjort sig fri og krævede at tro, tænke og handle under eget ansvar og i kraft af sin egen samvittighed. Derved er de følgende menneskealdre blevet en tid saa fuld af bevægelser paa aandslivets omraade og af begivenheder i det ydre liv, at dette korte tidsrum i omfang og vigtighed kan maale sig med hvert af de store hovedafsnit, hvori man deler verdenshistorien, og derfor baade kræver og fortjener sin egen særskilte skildring.

 

Stengt for kommentarer.