c. brun : methodismens historiske forudsætninger i den engelske kirke

 

I den første halvdel af det 18de aarhundrede var det kristelige liv inden den engelske kirke i en saadan tilbagegang, at en vækkelse til nyt liv og nye kræfter i høi grad maatte trænges.

Ser vi tilbage paa den forangaaende tid, for der at finde forklaringen til de religiøse og sedelige tilstande, vil Cromwells tidsalder danne det naturlige udgangspunkt for vor fremstilling.

Ikke paa noget tidspunkt i det 17de aarhundrede havde det kristelige liv udfoldet sig rigere og kraftigere end under Cromwells regjering. Gjennem Cromwell føres den store tanke, som puritanerne havde kjæmpet for, tros- og samvittighedsfrihedens princip, ud til virkeliggjørelse. Alle kristelige partier undtagen katholikerne fik fri religionsøvelse. Cromwells tid danner i denne hen­seende et lyspunkt under de religiøs-politiske kampe: Forfølgelserne ophørte, evangeliet kunde forkyndes frit og uhindret.

Regjeringen virkede med stor kraft for at skabe en virksom religiøsitet og rense sederne. Den var sterkt interesseret for at faa ansat dygtige, alvorlig kristelige, for sit kald nidkjære prester. I 1654 nedsattes en kommissjon til prøvelse af de geistlige. Det var ikke nærmest den theologiske kundskab, som var gjenstand for undersøgelse, men den personlige tro, dens ægthed og sandhed. Af den beretning, som kommissjonen selv afgav over udførelsen af sit hverv, fremgaar det, at de spørgsmaal, som den stillede, fornemmelig bevægede sig paa hjertelivets, de indre erfaringers omraade. Der blev saaledes spurgt:   Er De gjenfødt ? Naar skede det ?

Hvor gamme! var De den gang? Er De vis paa, at De har Guds naade i Deres hjerte?[1]) Disse spørgs­maal minder levende om de spørgsmaal, som John Wesley, methodismens grundlægger, i 1746 opstillede for dem, «som tror at være drevet af den Helligaand og kaldet af Gud til at prædike».[2] Selv om man ikke vil antage en ligefrem gjenoptagelse af den cromwellske kommissjons tanker, vidner dog forholdet om den indre sammenhæng, det aandelige slegtskab, som forbinder methodismen og den gamle puritanisme. Resultatet af den af kommissjonen



[1] Sc Hermann Weingarten, Die Revolutionskirchen Eng­lands p. 154. Leipzig 1868. — 2 Se Abel Stevens, The History of the Religious Movement of the Eighteenth Century, called Methodism, I, p. 246; London 1878; L. S. Jacoby, Geschichte des Methodismus, I, p. 124; Bremen 1870.

 

brugte fremgangsmaade, hvis inkvisitoriske aand vist nok maa vække betænkelighed, synes i det hele at have været et særdeles gunstigt. «Jeg tror ikke,» siger Richard Baxter, den fremragende presbyterianske forfatter (t >691), «at England nogensinde har havt saa retskafne og dygtige geistlige som dengang».1

Og den samme iver vistes paa sedelighedens omraade. Det var for puritanismen en hjertesag at bevare og styrke nationens sedelige kraft. Men man gik frem med stor ensidighed. Alle fornøielser blev forbudt, theatret blev lukket, søndagene feiret med det mørkeste alvor.

Men en saadan ensidighed hevner sig, kalder til live de usedelige kræfters reaktion. Virkningerne maatte blive saa meget skadeligere, som puritanismen nu, da den ikke længer var undertrykt, men havde svunget sig op til magt og herredømme, fik hele rækker af uværdige tilhængere. «Naar en sekt bliver mægtig, naar dens gunst baner veien til rigdomme og værdigheder, da trænger verdslige og ærgjerrige folk sig hen til den, taler dens sprog, retter sig nøie efter dens skikke, efterligner dens eiendommeligheder og overgaar ofte dens agtværdige medlemmer i alle ydre tegn paa iver».2 Det er dette, som sker her. At presse sig ind i puritanske livsformer, bliver den nødvendige betingelse for at kunne naa frem til magt og indflydelse. Man bør vel ikke med Macaulay ligefrem betegne tiden for puritanernes herredømme som en «hykleriets tidsalder».3 Det vilde

1 Se Herzog, Abriss der gesammten Kirchengeschichte, II, p. 369. Leipzig 1892. —      1 Macaulay, The History of England, I, p. 163. Leipzig 1849. —  3 I, p. 395.

 

være en uretfærdighed overfor de ædle kræfter, som puritanismen virkelig indesluttede. Men aabenbart er det dog, at hykleriet vokser frodig frem under puritanismens herredømme. Hykleriet styrker den naturlig fremtrædende reaktion, giver den endog en vis sandhedens ret, saa seieren lettere vindes.

Den dybere grund til det store omslag, som indtræder i nationens stemning, ligger dog i det nederlag, som rammede selve independentismens ideer. Trosfrihedens princip blev vist nok ved Cromwell bragt til anerkjendelse. Men ellers led de høitspændte kirkelige og politiske idealer, som independenterne havde sigtet paa, i det hele et totalt skibbrud, da Cromwell brød med partiet og opkastede sig til Englands protektor. Deres magt var fra den tid af brudt. Folket, en tid revet med af partiets begeistring og dets uklare planer, vendte sig med sin interesse og længsel tilbage til de tidligere tilstande og satte sit haab om en tryg og sikret til­værelse alene til gjenoprettelsen af de historiske grundlag, som den engelske stat og kirke var bygget paa.

Den reaktion, som der saaledes er banet vei for, møder os ved restaurationen, det stuartske kongehuses gjenoprettelse under Karl II (1660). Den optræder med én gang saa rigt udviklet, at den klart viser sig, længe at have været forberedt i det skjulte. Dette kommer særlig til syne paa det sedelige livsforholds omraade. Den kraft, hvormed der her brydes med den puritanske aand, vidner om det tryk, som har hvilet over sindene. Det er, som man nu først aander rigtig ud. Man slipper sig for alvor løs, giver begjæringerne og lidenskaberne de frie tøiler.

«Menneskene styrtede sig,» siger Macaulay, «ind i frivole adspredelser og forbryderske fornøielser med en begjærlighed, som lang og paatvungen afholdenhed naturligen fremkalder».1 Ingen tid i Englands historie er saa dybt sunken som denne. Usedeligheden breder sig som en flom, der skyller sine vande ind paa alle felter. Klarest faar denne tidens sedelige fordærvelse sit udtryk i skjønlitteraturen og navnlig i lystspildigtningen, hvis indhold er præget af en oprørende frækhed og liderlighed».2 Theatrene, som aabnedes igjen, blev «plante­skoler for lasten- , der snart gjennem fremstillingernes usedelighed fordrev alle anstændige mennesker, for kun at beholde tilbage de letsindige og udsvævende.3

Det sedelige forfald vokser end mere ved kongens eksempel. Ukjendt med selvbeherskelsens evne hengav denne muntre regent, «the merry monarch», sig aabent og uden sky til sanselige nydelser. Da grev Shaftesbury en dag traadte ind i kongens værelse, raabte denne ham spøgende i møde:    «Se, der kommer den liderligste blandt alle undersaatter!» Shaftesbury bøiede sig dybt og svarede:  Ja, Sire, blandt undersaatterne. 4 Fra det fordærvede hof trængte saa tøilesløshedens aand ned i folket og gav den almindelige fordærvelse næring og magt.

Idet restaurationen søger overalt at bringe de gamle forholde tilbage, faar nu ogsaa den episkopale kirke igjen de rettigheder, som var røvet den i firtiaarene. Var episkopalisterne tidligere blevet undertrykt af puritanerne, saa vendes nu forholdet om. Mange puritanske geistlige maa

1 I, p. 177.    2 Hettner, Litteraturgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, 1, (Die englische Litteratur von 1660—1770) p. 106. Braunschweig 188r. — 3 Se Macaalay, I, p. 395. — * Se Hettner, I, p. 108.

 

forlade sine stillinger, idet de biskoppelige drager ind igjen i de embeder, som de havde tabt. Men menighederne vinder ikke ved byttet. Straks efter restaurationen sker der vist nok en tilnærmelse til den mere maadeholdne puritanisme, der navnlig repræsenteres af Baxter, for at tilveiebringe en art union mellem den og episkopalismen. Men denne forsonlighedens stræben har neppe havt nogen dybere grund. Den holder sig derfor ikke længe, men viger for forholdsregler, der viser, at den episkopale kirkes uvilje mod de afvigende partier er lige sterk og levende. Uniformitetsakten af 19de mai 1662 hævder den episkopale kirke som den ene berettigede. Den udelukker fra det geistlige embede enhver, som ikke har modtaget ordination af en biskop, har underskrevet de 39 artikler, som danner den engelsk-episkopale kirkes bekjendelse, og skriftlig udtalt sin oprigtige tilslutning til alle bestemmelser i Common prayer-book.1 Følgen var den, at mere end 2000 puritanske geistlige, der negtede at underskrive, paa en og den samme dag, den 24de august 1662, — efter Weingartens træffende udtryk, de engelske dissenteres Bartholomæusnat 2 — maatte forlade sine embeder. Den engelske kirke taber derved sine bedste kræfter. Heri ligger en væsentlig grund til, at det religiøse og sedelige forfald vinder en saa sterk

 

1 The book of common prayer, den almindelige bonnebog, er den engelske kirkeagende, der baade indeholder bestemmelser om gudstjenestens ordning og den anglikanske kirkes tros- bekjendelse, de 59 artikler. Den udkom 1548, blev revideret først i 1552, derpaa 1559, og endelig i 1662 fik teksten den form, som gjaldt lige til 1872, da den blev underkastet en sidste forbedring. — 2 Weingarten, p. 527.

 

magt i denne tid. Og stedse videre skrides der frem i forfølgelse mod dissenterne. Vist nok bringer Karl II’s indulgensakt af 15de marts 1672, der erklærede alle straffe­love mod dissenterne for suspenderet, en kortvarig lettelse. Men kongen havde i virkeligheden herved kun katholikerne for øie, og forfølgelseme begyndte paa ny efter udstedelsen af testakten af 1673 der foreskriver, at alle personer, der beklæder et borgerligt eller militært embede, skal aflægge suprematseden (d. e. den ed, hvorved man erkjendte kongens overhøihed over kirken), underskrive en erklæring mod transsubstantiationen (den katholske kirkes lære om brødets og vinens forvandling til Jesu legeme og blod) og nyde nadveren offentlig efter den engelske kirkes ritus.[1] Man regner, at under Karl II’s regjering var                       det mere end 8000 dissentere, der sad fængslet, og mere end 60000, der led straf paa anden maade.[2]

Det er en erfaring, som den kristne kirkes historie ofte rækker os, at forfølgelsen af en religiøs retning, saa langt fra at dræbe dens kraft, meget mere har styrket og renset den, saa den i forædlet skikkelse er gaaet ud af de strenge lidelsesfulde tider. En saadan virkning kan vi ikke her iagttage hos de engelske dissentere.

Vist nok viser de megen taalmodighed og from hen­givelse under sine trængsler, men deres kraft er dog brudt. Det er, som om den mathedens og slaphedens aand, som i det hele karakteriserer tiden, ogsaa har kastet sig over dem. Dette finder sin forklaring deri, at puritanismen under borgerkrigens kampe havde ført



[1] Se Macaulay, I, p. 219 — 3 Weingarten, p. 328.

 

sine ideer frem til en saadan enthusiasmens høide, at et tilbageslag med endog temmelig hurtig synken af livs- kræfterne maatte være en naturlig konsekvens, fra den tid af, det blev klart, at ideerne ikke lod sig realisere. Al deres livsinteresse samler sig nu om kampen for deres eksistens.

I den grad er alle kræfter optagne heraf, at driften til videre at udarbeide de tanker, som de tidligere havde kjæmpet for mod episkopalismen, ikke længere har den samme magt hos dem. Den religiøsitetens ild, som under de foregaaende kampe havde blusset saa sterkt op og lyst saa klart, synker nu ned til en svagt brændende lue, der ikke er i stand til længere at varme hjerterne, ikke magter at fortære tidens slette elementer. Saaledes taber dissenterne i denne tid sin indflydelse over folkets religiøse og sedelige liv og bliver udygtige til at trænge tilbage den fordærvelse, som havde vundet en saa stor magt.

Men heller ikke den herskende episkopale kirke formaaede at løse denne opgave. Puritanismen var for den fienden, der frem for alt maatte tilintetgjøres. Til kampen mod den opbrugte den al sin kraft. For det maal, som foresvævede den, at hæve og befæste episkopalismens magt som den ene raadende i det engelske samfund, traadte arbeidet baade for sedernes renselse og for et kraftigt religiøst liv i skyggen. Hertil bidrog ogsaa den omstændighed, at de laster, der skulde modarbeides, aabenbarede sig sterkest netop hos de klasser inden samfundet, der havde hjulpet episkopalismen til seiren, og som den derfor stod i taknemlighedens gjæld til. Den følte sine hænder paa forhaand bundne overfor de fornemmere samfundskredse, hvorfra hjælpen var tilflydt den i nødens tid. Den savnede frimodighed til at tale det djerve ord, der her trængtes. Den lod sig nøie med den udvortes orthodoxi, der gav sig til kjende i uviljen mod det puritanske væsen og i villigheden til at støtte den episkopale kirkes herredømme.

«Det er», siger Macaulay, «en utvivlsom og meget lærerig kjendsgjerning, at de aar, da det anglikanske hierarkis politiske magt stod i sit zenith, netop er de samme aar, i hvilke nationens dyd laa lavest nede.»[I] Dette er visselig sandt, men vi vil tilføie, at den lærdom, som her gives, straks bliver os saa meget klarere, fordi et saadant forhold ikke er nyt i kirkens historie. Thi det er det samme fænomen, som møder os i middel­alderens historie, idet vi ser den middelalderlige kirkes store magt udvikle sig jevnsides med det dybe sedelige forfald inden folkelivet. Men overalt, hvor vi finder en saadan fredelig samtidighed af disse, som det skulde synes, modstridende kræfter, der bærer dette vidnesbyrd om, at udvorteshedens aand har gi vet den kirkelige magt sit præg. Den anglikanske kirke havde saa ivrig tilstræbt de ydre formaal, med saadan lidenskab beilet til magten og æren, at den, om ikke helt glemte, saa dog forsømte sit høieste, sit væsentlige kald, at løfte nationens liv religiøst og sedeligt ved sandhedens og livets ord.

Og ser vi hen til den karakter, som hin tids episko­pale theologi havde, vil det end mere indlyse, hvor uskikket den engelske statskirke var til at øve en virke­lig vækkende og gjenfødende indvirkning paa de reli-



[I] Macaulay, I, p. 179.

 

giøse og sedelige tilstande. Vist nok kan den episkopale retning med stolthed pege paa mange ved lærdom frem­ragende mænd, som den i hin periode tæller inden sin midte, mænd som John Lightfoot (1602—1675), John Pearson (1612—1686), Henry Dodwell (1641 —1711) m. fl., der navnlig paa den patristiske litteraturs, dogme- historiens og den kirkelige archæologis omraade har indlagt sig store fortjenester. Men hvad der ovenfor blev bemerket om puritanerne, har ogsaa her sin anvendelse. Retningens egentlige grundtanker bliver ikke dybere ud- viklet. Man søger kun at støtte episkopalismen ved de lærde beviser. Men idet interessen flvtter sig fra dogmet ud i disse længere bortliggende egne i theologiens rige, bliver ogsaa disse lærde videnskabsdyrkere stillet i et fjernere forhold til menigheden og udenfor den levende indflydelse paa den.

Mere og mere vinder dog en mere mæglende ret­ning magten inden theologien, den saakaldte latitudinarisme. Som dens grundlæggere nævner man John Hales (1584—1656) og William Chillingworth (1602—1644). Først efter restaurationen begynder den at udfolde sin egentlige kraft og arbeider sig lidt efter lidt frem til den herskende retning inden episkopalismen. Dens eiendommelighed er udtrykt i dens navn. Man kaldte dens tilhængere men of latitude, Latitudinarians. Det betegner dem, gunstigst seet, som mænd med et vidt, aabent blik, der ikke var bundne af det enkelte partis sneversyn, men i stand til at give sandheden ret, hvor den traadte dem i møde, eller fra modstandernes synspunkt af, inden hvis leir navnet havde sit udspring, som mænd, hvis aandelige «vidde» var saa stor, at den bragte dem til at overse de karakteristiske forskjelligheder.

Skjønt i virkeligheden oprigtige tilhængere af det episkopalistiske system, er de dog mindre bundne af dets ensidighed, forsonligere overfor dissenterne, villigere til at erkjende det gode og berettigede i deres stræben. De søger med forkjærlighed at hente frem sandhedselementer inden den hedenske verden, i den førkristelige filosofi, i den prisværdige tanke, derved at befæste den kristelige aabenbarings magt. Men ved siden af disse fortrin og nær grænsende ind til dem ligger ogsaa den svaghed, modstanderne vilde betegne ved det navn, de gav dem. Thi i sin stræben efter at erkjende det gode hos alle udvisker de ofte de eiendommelige merker og gjør alt flydende og ubestemt til skade for sandheden. De har sky for at lade den kristelige trossandhed fremtræde i en bestemtere, mere udpræget skikkelse, lægger derfor ikke synderlig vegt paa de differenser, som har udviklet sig mellem de for­skjellige partier, men holder frem det fælleskristelige som den forenende magt. Det er deres hovedinteresse at hævde kristendommens moralske karakter i modsætning til den strengere dogmatiske opfattelse.

Trossandhederne indskrænkes derfor til det mindst mulige og henstilles i en ubestemt almindelighed, der aabner rum for de for­skjellige meninger. Deres betydning afsvækkes i det hele for bevidstheden, idet de baand, som sammenknyttede dem med de ethiske kræfter, mere og mere løsnes. Var theologien allerede herved kommet ind paa en bane, der let kunde medføre kristendommens omdannelse til en rent «naturlig religion», denne fra det 18de aarhundrede saa vel kjendte fremtoning, der viser os filosofiens mislykkede forsøg paa i religionens dragt at spille religionens rolle i menneskelivet, saa maatte denne fare lægges end nærmere derved, at disse theologer gjennem sin tilslutning til den lockeske filosofi lededes til at søge kristendommens forsvar og støtte i de historisk-fomuftmæssige beviser.1

Denne retning talte inden sin midte mange fromme, hæderlige og dvgtige mænd, men overfor tidens fordærvelse stod de dog i det hele magtesløse. De dybe saar, som tiden led af, kunde ikke læges ved rationelle beviser og moralske formaninger, som i mere eller mindre grad var løste ud fra sin inderlige sammenhæng med den kristelige tros grund. Dette er erkjendt ogsaa af en forfatter som Lecky, der i sit store verk Englands historie i det 18de aarhundrede» er saa sympathetisk stemt for den latitudinaristiske bevægelse og roser det frisind, den dygtighed og praktiske sans, den rationale og moralske kristendomsopfattelse, som karakteriserer denne retnings mænd.

Thi han udtaler dog, at om end de afhandlinger, som i den større halvdel af det 18de aarhundrede blev foredraget fra den engelske kirkes prædikestole, kunde være skikket til at danne den moralske smag og at give dyden rationelle motiver, saa var de dog aldeles ikke i stand til at omdanne folkets karakter, at stanse de dybt fordærvede og føre dem ind paa en bedre vei.

Men selv om disse theologer med det friere og videre syn havde forbundet en klarere, en bestemtere og varmere kristelig overbevisning, end de i virkeligheden eiede, saa var der dog en omstændighed, som vilde have



[*] Sml. mit skrift <Oplysningens tidsalderdens religiøse ideer i deres historiske oprindelse og karakter, p. 27. Kristiania 1886.           3 Se Lecky, A History of England in the eighteenth century, II, p. 545. London 1878.

 

hindret den dybere gribende indflydelse fra den episkopale geistligheds side, nemlig den skarpe adskillelse mellem den høiere og den lavere geistlighed. Thi hine lærdere og mere dannede theologer fandtes omtrent udelukkende ved universiteterne og de større byer, navnlig i London, medens geistligheden paa landet, levende i mislige økono­miske kaar, kun havde de tarveligste theologiske kundskaber og en meget ringe dannelse i det hele. Macaulay har rigtignok fremhævet, at landsgeistlighedens indflydelse dog var overordentlig stor, fordi den dannede en fast, tæt sammensluttet korporation, og fordi den stod det folk, den virkede iblandt, meget nær i social stilling.1 Men hertil maa dog bemerkes, at denne indflydelse kun laa indenfor det politiske omraade og paa det religiøse felt kun forsaavidt gav sig til kjende, som der fra disse geistlige udgik den sterkeste modstand mod dissenterne. En indvirkning af dybere aandelig art, en vækkelse af de religiøse og moralske kræfter laa baade over deres evne og udenfor deres interesse. Uvidenheden og sløvheden lagde sig her lammende over dem og negtede deres prestelige gjerning dens frugt.

Samtidig med latitudinarismen vokser der frem en anden aandsretning, der vist nok  er beslegtet  med den, men dog forfølger videregaaende tendenser.

Det er deismen, der ikke blot betegner en afsvækkelse af kristen­dommens magt, men et fuldstændigt brud med dens grundtanker. Den har sin rod i hele den udvikling, som det engelske kulturliv paa de forskjellige omraader, baade det filosofiske, religiøse og politiske, har gjennem-

 

1 Macaulay, I, p. 5 28.

 

gaaet fra reformationens tid af. Vi skal ikke her frem­stille denne udvikling i det enkelte, men kun pege paa deismens almindelige sammenhæng med tidens religiøspolitiske kampe. Den fremtræder her som en frugt af tidens sterke gjæring. Den bitre lidenskabelige strid mellem partierne, der for de koldere, for de kristelige livsspørgsmaal mere fremmede naturer syntes kun at være et spild af folkets aandelige kræfter, fremkaldte en naturlig trang til fred og forsoning, en længsel efter et neutralt religiøst felt, der kunde samle de stridende. Dette mente de at kunne finde ved, fra religionens positive bestemmelser at søge tilbage til de fælles religiøse grundtanker, som laa i menneskenaturen selv.

Saaledes opstod det deistiske system, der opstiller moraliteten som religionens egentlige væsen og stiller i udsigt sjælens udødelighed som den løn, Gud, den retfærdige dommer, rækker den sedelige stræben. Kristendommens positive elementer søgte deismen dels i stilhed at omdanne i den naturlige religions skikkelse, dels gjorde den dem til gjenstand for heftige angreb. Men enten forholdet var et udvortes venligere eller et mere fiendtligt, saa møder os dog i begge tilfælde et afgjort frafald fra den kriste­lige tro, et sterkt vidnesbyrd om de sygelige tilstande inden den engelske kirke.[I]

Fra Wilhelm III’s tronbestigelse af (1689) begynder der, som vi senere nærmere skal paapege, at vise sig visse tegn til en forandring i den religiøse og sedelige atmosfære. Men et afgjørende brud med de fordærvede



[I] I henseende til deismen, sml. Oplysningens tidsalder, p. 8—40.

 

tilstande, en virkelig aabenbar vending a f tidens strøm indtræder dog ikke. Tiden har ikke kræfter til et saa vældigt arbeide. Det er først methodismen, som bliver i stand til at fuldbringe den mægtige religiøse omveltning.

Vi har fra tiden mellem den engelske revolution1 og methodismens optræden mange vidnesbyrd om, at den sygdom, som efter restaurationen havde trængt saa dybt ind i det engelske folk, fremdeles tærede paa folkets kræfter. Det er først efter revolutionen, at den deistiske litteratur vinder sin høieste blomstring. Den øver navn­lig indilydelse paa de høiere klasser og fjerner dem fra kristendommen. Vi hører derfor høilydte klager over de aandelige tilstande inden de fornemmere kredse, over indifferentismen og vantroen, tugtløsheden og den sede­lige slaphed. De klasser inden folket, som det forholds­vis stod bedst til med, var mellemklasserne — sikkerlig en eftervirkning af den puritanske bevægelse, som netop inden disse klasser havde havt sin bedste støtte. Hos de høiere og lavere derimod havde den sedelige fordærvelse fundet den største indgang.

Vi vil anføre nogle af hine vidnesbyrd fra samtidige til karakteristik af den tid, som kalder methodismen frem til dens epokegjørende gjerning.

Saaledes skriver biskopen af Salisbury, Gilbert Barnet (*j* 1715):    «Jeg kan ikke uden den dybeste sorg se paa den fordærvelse, som truer denne kirke og

 

1 Den engelske revolution er for englænderne ikke opstanden mod Karl I, men begivenheden i 1689, Wilhelm af Oraniens tronbestigelse / kraft af parlamentets valg efter det stuartske hus’s fald i 1688

 

som følge deraf den hele reformation», og i henseende til geislligbedens tilstand udtaler han: «Den             allerstørste del af den er i en næsten ubegribelig grad uvidende».1 Denne klage, der stadfæster den ovenfor givne karakteristik af den lavere geistlighed, viser hen til de elendige tilstande, som raadede ved universiteterne. Gjennem hele den første halvdel af det 18de aarhundrede klages der over det store moralske og intellektuelle forfald, som universiteterne, planteskolerne for den engelske theologi, er kommet i.2  Professorerne forsømmer sine pligter, disciplinen er slappet, og deisme, vantro og tøilesløshed griber om sig hos den ungdom, der her faar sin ud- dannelse.

I samme retning gaar ogsaa nogle udtalelser fra en noget senere tid. Saaledes erklærer erkebiskop Secker: «Man kan ikke tage feil af, at en aaben og frit udtalt ringeagt for religionen af forskjellige ulykkelige aarsager er blevet det karakteristiske merke ved den nærværende tidsalder.»

«Saa stor,» siger han, «er udsvævelsen og foragten for principer hos de høiere klasser og ryggesløsheden, umaadeligheden og den forbryderske frækhed hos de lavere, at der maa blive en fuldstændig ødelæggelse, dersom ikke denne ugudelighedens strøm stanses» . . . «Kristendommen bliver med meget lidet forbehold og dens lærere uden al sky gjort til gjenstand for latter og spot.»8

Og omtrent samtidig hermed bemerker bi­skopen af Durham .Joseph Butler (7 1752) i fortalen til sit verk «Analogv»4, der udkom i 1736, at «det nu er

 

1 Se Stevens, 1, p. n. — a Lecky, II. p. 554. — 3 Se Stevens, I, p. 12. — 4 -The analogy of religion, natural and revealed, to the constitution and course of nature,» The Works of J. Butler, I, der ansees for det grundigste stridsskrift mod den engelske deisme.

 

kommet saa vidt, jeg ved ikke hvorledes, at det af mange ansees som en given sag, at kristendommen ikke længer er gjenstand for undersøgelse, men at dens falskhed nu endelig er bevist.»

Disse skildringer giver et saa mørkt billede af tidens religiøse og sedelige tilstande, at de ingen lyspunkter frembyder for øiet. Det maa imidlertid erindres, at en saadan almindelig karakteristik mere har sin betydning deri, at den er en gjengivelse af det indtryk, tidens aand i det hele giver, end at den skulde kunne gjøre krav paa at være et fuldstændigt billede af tiden selv med de forskjellige kræfter og strømninger, som der kan gjøre sig gjældende.

Det vilde være en historisk uretfærdighed, om man vilde miskjende, at der bag tidens sterkeste strøm, den, som mest falder i øinene, efter Wilhelm IlI’s tid i stilhed arbeider sig frem en kraft af modsat art, en gudfrygtighedens og sedelighedens magt, der vel lidet formaar mod tidens herskende onder, men dog forbereder methodismens vældige opposition. Det er en feil, som navnlig methodistiske historikere har gjort sig skyldig i, at man har fremstillet methodismens optræden altfor uformidlet. Det forringer ikke methodismens fortjeneste, om man gjennem det mørke, som raader, da den træder frem, dog ser enkelte lys blinke, der bebuder en klarere dag. Og udviklingen fra Wilhelm IIIs tid maa i det hele snarere siges at bøie af, om end kun langsomt og svagt kjæmpende, fra den dybe forvildelse i Stuarternes

 

2 — Methodismens oprindelse.

 

sidste tider, end at fremstille for os en stadig fortsat vekst af religiøs og sedelig fordærvelse, — saa det med sand- hed ikke kan gjælde, hvad Stevens bemerker, at det almindelige forfald havde naaet toppunktet, da Wesley og hans medarbeidere optraadte».[1]

Methodismen har sine historiske forudsætninger, ikke blot i de sunkne tilstande, som paakalder dens kraftige hjælp, men ogsaa, hvad vi nu nærmere vil vise, i en religiøs og sedelig bevægelse, der baner vei for den kommende dybere forandring i kirkens liv.

Wilhelm llls regjering (1689—1702) aabnes med en i Englands kirkehistorie epokegjørende begivenhedT toleranseakten af 1689. Macaulay har paavist, hvorledes denne akt lider af de mest aabenbare feil, at den vrimler af modsigelser og inkonsekvenser, men at den med sine mangler dog var en særdeles praktisk bygget lov, der bragte samvittighedsfrihedens princip til den udførelse, som tiden kunde bære, og saaledes ganske svarede til tidens krav.[2]

Det er denne reforms store betydning, at den ender kampen mellem episkopalisme og puritanisme, med én gang stanser de forfølgelser, som havde raset siden re-



[1] Stevens, I, p. 11. – 2 Testakten ophævedes ikke, dissen­terne var fremdeles udelukkede fra statsborgerlige rettigheder, de maatte underskrive de 59 artikler, dog med undtagelse af forskjellige artikler for de forskjellige sekter, de maatte erlægge afgifter til den biskoppelige statskirke. Men dersom akten ikke havde indeholdt disse og lignende indskrænkninger, saa viIde der «hver søndag paa 10000 prædikestole være blevet prædiket mod den som gudsbespottelse, den viIde være blevet brændt af pøbelen paa 1000 markedspladse». Macaulay, IV, p. 88.

 

formationens begyndelse, og aabner for dissenterne — katholikerne dog undtaget — den frie religionsøvelse og den frie styrelse af deres egne religiøse anliggender. Om end slaphed og mathed fremdeles breder sig over det kriste­lige liv, om end saaledes reformens følger for folkets religiøsitet ikke straks kommer til syne, det er dog en betydningsfuld forberedelse for en ny aands frembrud, at forudsætningerne nu er givne for en fredelig udvikling af de religiose kræfter, England eiede.

Men det er dog ogsaa aabenbart, at en virkelig forandring i livssyn og seder fra hin tid begynder at give sig til kjende. Mod theatrets usedelighed reiser Jeremias Collier i 1689 en energisk protest i sin bog «En kort oversigt over den engelske scenes tugtløshed og urenhed». Heitner udtaler om denne bog, at om den end er præget af sterk ensidighed, idet Collier ikke alene bekjæmper det frække og lastelulde, men ogsaa ivrer mod theatret overhovedet, saa havde dog hans bog den gavnligste indflydelse til theatrets sedelige forædling, saa dannelse og gode seder er  ham stor tak skyldig.1

I aaret 1704 udstedte dronning Anna (1702—1714) en udtrykkelig befaling om, at herefter skulde intet frem­stilles paa theatret, som var imod religion og gode seder.2 Kort efter begyndte de moralske ugeskrifter af Steele og Addison at udkomme. De virkede kun i faa aar (1709—1714), men deres indflydelse var over­ordentlig stor. Deres virkefelt er, som det udtales i deres navn, det moralske omraade. De beskjæftiger sig navnlig med det huslige og                    selskabelige livs forskjellige

 

1 Heitner,        I, p. 125. — 3 I,   p. 263.

 

forholde, de her fremtrædende feil og laster og søger ved indtrængende, levende skildringer af sederne at hæve disse til et høiere trin. Selv en frugt af den efter revolutionen indtraadte sedelige forandring, tjener de til at befeste og udvide bruddet med den tidligere tugtløshed og styrker den sedelige følelse i vide kredse. Nathan Drake, forfatteren af disse ugeskrifters historie (1805), priser Addison og Steele som Englands, ja den hele menneskeheds største velgjørere, der har fremkaldt den gavnligste omdannelse af den kunstneriske smag og den hele sedelige og politiske tænkemaade.

Vi peger saa meget hellere paa disse moralske indflydelser, fordi deres betydning for den religiøse vækkelse saa ofte oversees, idet man kun tillægger de ligefrem religiøse foreteelser den forberedende magt. Kristen­dommen bør imidlertid med glæde hilse enhver moralsk bevægelse, selv om den optræder med ganske svag eller uden sammenhæng med religiøsitetens aand, fordi den sedelige bevidstheds gjenoplivelse, driften til at bryde med det onde og gjøre det gode i virkeligheden danner det religiøse livs forudsætning. Den er en frugt af Guds forberedende og styrende naade, hvis virken i det almindelige menneskeliv i det hele bør være gjenstand for opmerksom iagttagelse fra kristeligt hold og specielt bør være et led i den kristelige historiske betragtning, hvis glædelige resultat da vil blive en nøiere sammenknytning af kirkehistorien og den almindelige kulturhistorie.

Hoffet var nu ogsaa blevet et ganske andet end i Stuarternes tid. Om end Wilhelm IIIs privatliv havde sine pletter, saa var han dog en behersket personlighed, som vidste at hævde kronens værdighed. Og at han med sine udprægede politiske interesser dog havde fuld forstaaelse af, hvor nødvendigt det var, at den religiøs-ethiske aand fik næring og styrke, det fremgaar, foruden af hans kirkelige reformarbeide i det hele, særlig af det edikt, som han i 1697 lod udgaa, hvori det heder:  «Vi kundgjør herved, at det er vor kongelige vilje og beslutning, at undertrykke og straffe alle laster, ryggesløshed og ugudeligt væsen hos alle personer, fra den laveste stilling til den høieste, især hos dem, som om­giver vor kongelige person, og at til desto større fremme af religion og gode seder vi ved enhver leilighed vil foretrække gudfrygtige og dydige folk for andre.»[I]

Men ogsaa inden den episkopale kirke selv viser der sig, trods al udvortes verdslig stræben og al aandelig svaghed, dog tegn til, at det kristelige livs kraft ikke er gaaet under. Der har ogsaa her været kredse, som har bevaret fromhedens aand, og hos hvem den har faaet vekst under den religiøs-politiske strids trængsel. Og den kamp, som den episkopale kirke gjennem sine ledende mænd under Jakob II’s regjering (1685 —1688) maatte føre mod dennes katholske tendenser, en kamp, som vidnede baade om mod og protestantisk sindelag, har sikkerlig styrket sansen for kirkens selvstændighed og frihed, virket til en større adskillelse af de religiøse og politiske interesser og draget de rent kirkelige opgaver mere frem i forgrunden som gjenstand for kirkens arbeide.

Vi ser et betydningsfuldt vidnesbvrd herom deri, at



[I] Se Tholuck:, Das kirchliche Leben des siebzehnten Jahrhunderts, II, p. 2,. Berlin 1862.

 

ved denne tid udfolder forskjellige kristelige selskaber en ikke ringe virksomhed.

I 1696 stiftedes selskabet til fremme af kristelig oplysning, der virkede gjennem udbredelse af bibler og traktater, men særlig indlagde sig fortjenester af hin tid ved oprettelse af skoler for fattige, og i 1701 stiftedes selskabet til udbredelse af evangeliet i fremmede lande. Begge disse selskaber havde sine rødder i de tidligere stiftede selskaber til reformation af sederne, der under den forangaaende religiøse forfaldstid havde været arnesteder for den levende religiøse og moralske interesse og vernet om den hellige ild for de kommende bedre tider.

Disse selskaber var oprettede i 1667 af dr. Horneck. Deres tal var i slutningen af aarhundredet vokset, saa der i London var ikke mindre end 40 i virksomhed. I den første tid var den religiøse interesse helt overveiende, idet man samledes til opbyggelsesmøder, for at vække og styrke det kristelige liv. Senere og navnlig fra 1695 af vendte de tillige sin opmerksomhed mere udad, for ved hjælp af lovens og rettens magtmidler at modvirke den dybe sedelige fordærvelse. De satte sig det til opgave at opspore og anmelde for øvrigheden enhver strafbar krænkelse af de sedelige love. Hvad de i denne henseende udrettede, var ikke lidet. Lecky oplyser, at ofte blev i en eneste uge 70 til 80 personer i London og West­minster straffet for banden og svergen; søndagsmarkeder, som til den tid ikke havde været usedvanlige, blev afskaffede, hundreder af berygtede huse blev undertrykte, og i den firtiende aarsberetning for selskabet til sedernes reformation, som udkom i 1735, konstateres der, at tallet paa retslige forfølgelser for liderlighed og ugudelighed alene i London og Westminster siden selskabernes stiftelse har beløbet sig til 99380.1

Men fra denne tid af taber disse selskaber til sedernes forbedring sin betydning, baade paa grund af den upopularitet, som hefter ved angiverens rolle, og fordi den fremspirende methodisme drager deres bedste kræfter til sig, idet den, med afstreifelse af udvorteshedens udvekster, gjenopliver selskabernes rent religiøse formaal.

Disse selskaber baner vei for methodismen. Denne finder i dem det naturlige tilknytningspunkt for sit arbeide. Det er til dem, brødrene Wesley søger hen, da statskirkens prædikestole negtes dem, det er i en af selskabernes for­samlinger, at John Wesley vækkes til det sterke gjennembrud i sit kristelige liv, der for ham staar som dettes fødsel. Hvad disse selskaber eiede af aand, det opstaar i methodismen til kraftigere og virksommere liv, og for methodismens udsæd beredede selskabernes virken jordbunden i de kredse, som deres indtlydelse var naaet hen til.

De forberedende momenter, vi her har pegt paa, er dog kun som lysende glimt i det mørke, der hviler over kirken. Der trængtes en sterkere magt til at føre et nyt liv ind i det af slaphedens og mathedens aand overvældede samfund. Dette er methodismens historiske ret, dens store gjerning i Englands kirke.

* Lecky, II, p. 547.

 

 

Stengt for kommentarer.