eurpeisk misjon/internasjonal misjon

 

Les også :

 

Denne presentasjon er en del av prost Halfdan E. Sommerfelt’s bok fra 1865 :

«Et Tilbageblik paa de første 20 Aar af det Norske Missionsselskabs Virksomhed»

AVSNITT : Missionens Kaar efter Reformationen.

Naar vi betragte Missionens Kaar efter Reformationen, opdage vi en mærkelig Forskjel i de katholske og protestantiske Lande. Da Luther havde begyndt at ryste i den katholske Lærebygning, saa det saa ud til, at det hele Hus ved hans vældige Tag skulde styrte sammen, viste den katholske Kirke atter sin Kløgt ved at velge det ene rette Middel til at styrke sig baade indad og udad. Den tog sin Tilflugt til Missionen.

I sine Munkeordener havde den gode Krefter til at drive Værket, og bedre fik den i de nye Ordener, som nu oprettedes, og som den ikke undlod at benytte. Især fik Jesuiterordenen snart en uhyre Indflydelse. Ved denne og andre Ordeners Hjelp lykkedes det Katholicismen ikke alene at befeste sin Magt i de Lande, hvor den endnu havde fast Fod, men ogsaa at tilbageerobre allerede protestantiske Lande, paa samme Tid som den ivrig søgte at udbrede Kirkens Herredømme ogsaa blandt Hedningerne. Som det syntes, forsvandt den Rystelsen snarere end man kunde have ventet, og hvad den havde tab paa den ene Side, gjenvandt den paa den anden. Og det var heller ikke blot under denne Krise, den katholske Kirke havde Brug for Missionen. Dens Missionsiver var ikke en blot forbigaaende Kraftanstrengelse i Farens Stund, men vedligeholdt sig bestandig med ny Kraft og var stedse en af denne Kirkes væsentligste Støtter. De Resultater, den har at påvise, have til alle Tider været forbausende. Hvad Hedningemissionen angaar, viste de sig især, efterat en storartet «Stiftelse til Troens Udbredelse», den katholste Propaganda, havde begyndt sin Virksomhed i Rom, hvor den har et Seminarium, ved hvilket hedenske Ynglinge fra alle Lande opdrages til Missionspræster i sin Hjemstavn. Maaske maa det indrømmes, at disse Resultater og i det Hele den katholste Missionsiver kan synes at være større, end den er, og at de katholste Missionærer nu som før lade sig nøje med en for meget udvortes Antagelse af Christendommen uden foregaaende grundig Belærelse og Omvendelse, saa at Virksomheden med Rette faar Navn af en Martha-Travlhed ; men det er dog vist, at den katholste Mission stedse har udmærket og fremdeles udmærker sig ved stor Udholdenhed og Selvfornegtelse, og at den protestantiske Mission har overordentlig Meget at lære af den. For Tiden findes i den katholske Kirke ikke mindre end 30 „Dannelsesanstalter»  for Hedningemissionen, fra hvilke der udstrømmer Missionærer og Pengemidler i rigelig Mængde.

Ligeoverfor denne storartede Virksomhed have de protestantiske Kirkeafdelinger i de tre fyrste Aarhundreder efter Reformationen meget Lidet at opvise af Arbejde for Missionen.

Især staar den reformerte Kirke tilbage i denne Henseende, uagtet den ved sine Kolonier havde større ydre Opfordring til at missionere end den lutherske. Nederlandene havde i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede en Mission i Ostindien, og de Engelske, der udvandrede til Nordamerika, tog sig med Iver af Missionen blandt Indianerne. Det er det Hele. Noget Mere udrettede dog den lutherske Kirke. Det forste Spor til Missionsvirksomhed indenfor den finde vi i Sverige, hvor Gustav Wasa allerede 1559 lod Evangeliet prædike for Lapperne. Denne Mission foresattes siden af Gustav Adolf.

Ogsaa Danmark understødde den, og Norge skjenkede den dens Apostel, Thomas von Westen, i 1727. I det 18de Aarhundrede oplivedes Iveren for Missionen som for al praktisk Christendom ved Pietismen, og Frederik den 4de af Danmark og Norge grundede Aar 1706 en Mission i Trankebar for sine Besiddelser i Ostindien, hvortil han fik fortræffelige Arbejdere fra Francke i Halle. Blandt disse maa især nævnes Ziegenbalg og Schwartz, under hvem denne Mission havde sin Blomstringstid. Den Sidste tjente Missionen i næsten 50 Aar. En anden Mission fra samme Aarhundrede er Professor Callenbergs Jødemission, det fyrste Forsøg til Israels Omvendelse. Stefan Schultz udsendtes som Missionær og berejste i 20 Aar Europa, Asien og Afrika fordetmeste tilfods i utrettelig Søgen efter «de fortabte Faar». Endelig have vi ogsaa at nevne den grønlandske Mission. Allerede i det 11te Aarhundrede var Evangeliet prediket paa Grøland, men siden var denne Kirke glemt. Denne Christenhedens Forsømmelse lagde sig tungt paa den norste Prest, Hans Egede, og han besluttede at drage derover. Vi kjende Alle de mangfoldige Hindringer, han havde at overvinde, førend han kunde komme afsted, og de uendelige Savn og Møisommeligheder, under hvilke han arbejdede, efterat han med Familie var kommen over og havde fundet ethvert Spor af tidligere Christendom udslettet; men vi kjende ogsaa, hvorledes han, stærk i Herren, holdt ud, indtil han vandt Sejer og kunde se velsignet Frugt af sin Gjerning. Alle disse 3 Missioner, især Jødemissionen, lede mod Aarhundredets Slutning forferdeligt under nationalismens Stormløb; dog kunde de ikke ganske kues og have i den senere Tid gjenvundet sin Kraft. Heldigere modstode to andre Missioner fra denne Tid den fremtrængende Vantro. Den ene, den herrnhutiske Brødremenigheds Mission udviklede fra 1732, da dens første Missionærer udsendtes, en beundringsværdig Kraft gjennem det hele Aarhundrede og til alle Sider. Den har saaatsige omspendt den hele Jord og næsten overalt arbejdet med stort Held. En lignende betydelig Virksomhed udgik fra den omtrent samtidig med Brødremenighedens Stiftelse (1727) fremtredende Methodisme, der ogsaa kunde opvise rig Frugt af sit Arbejde, men hvis største ære dog er den, at den ligesom Brødremissionen bevarede sin Tro og sin Kjærlighed under det forferdelige Mørke, der omhyllede al anden protestantisk Mission.

Disse sparsomme og spredte Missionsforsøg, der ligeover for Katholicismens almindelige Missionsiver synes endnu svagere end de ere, var Alt, hvad Protestantismen kunde pege paa af Missionsarbejde ligetil Adgangen af det 18de Aarhundrede. Man har villet undskylde dette. Man pleier i den Henseende at anføre, at Protestanterne ikke havde den ydre Opfordring til Mission som den katholske Kirke med sine Staters mange Kolonier og Handelsforbindelser, og for den lutherske Kirkes Vedkommende kan dette vistnok have et Slags Vægt; det er ogsaa saa, at Protestanterne manglede det Værktøj til Arbejdet, som Katholikerne havde liggende færdigt i sine Munke; og det kan endelig ogsaa medgives, at det længe var naturligt for de protestantiske Kirkeafdelinger at have Blikket henvendt paa sin indre Styrkelse og Befæstelse; — men Protestantismen kan alligevel slet ikke sige, at den i dette Stykke ligeoverfor Katholicismens Martha-Travlhed er Maria. Thi den havde med Rette havt sine Dine henvendt paa først og fremst at sidde stille og lytte til Ordet, men den fad saalænge, at den tilsidst blev M. Den glemte, at Ordet vil have Anledning til at vise sit Liv og sin Kraft i Tjeneste, og at man vistnok er sig selv nærmest, men dog ogsaa har Pligter mod Andre. Siden dette Aarhundredes Begyndelse har Protestantismen dog forsøgt paa at gjenoprette, hvad den har forsømt i denne Retning, og store Ting ere skete. Først og fremst maa vi i denne Henseende nævne de ivrige Bestrebelser for Udbredelsen af den hellige Skrift, uden hvilken hverken den indre eller ydre Mission kan komme nogen Vej.

Allerede 1719 havde den tydske Friherre Canstein anvendt alle sine Midler til dette Viemed, og fra Halle har paa denne Maade kunnet udgaa Millioner af Bibler; men den mest storartede Virksomhed have dog Bibelselskaberne lagt for Dagen, og navnlig det store ,,britiske og udenlandske», der oprettedes 1804. Samtlige protestantiske Bibelselskaber have i det sidstforløbne halve Aarhundrede udbredt over 50 Millioner Bibler og Ny-Testamenter i 200 forskjellige Sprog.

Ligesaa storartet har Protestantismens Virksomhet» veret for den indre Mission. Især have England, Tydskland og Nordamerika udmærket sig, og disse Lande ere ligesom oversaaede med Redningsanstalter af alle Slags. Theologiske Kandidater toges herved ofte i Beslag og anvendtes desuden Fcengster, Fabriker og ved jernbanearbejder. Bibellesninger bleve stedse almindeligere. Traktater udbredtes i Millionvis, og de fortrinligste Troesskatte fra Reformationstiden kunde ved sin Prisbillighed blive Hvermands Ejendom.

Haand i Haand hermed gik da ogsaa den ydreMission. Denne fik især et Opsving ved Stiftelsen af det almindelige Londonner-Missionsselstab», 1795, der allerede Aaret efter udsendte det første Missionsskib med 18 Missionærer til Sydhavsøerne. Dermed var Stedet ligesom givet til at gribe Sagen fat ogsaa for de øvrige Protestanter, og Skotland, Holland, Tydskland og Amerika kappedes snart med Londonnerne om at vise sin Deltagelse for den hellige Sag. Iveren tiltog ogsaa stedse og synes indtil denne Time at have været i bestandig Stigen. Missionsselskaberne øges Aar for Aar.

Der findes i den protestantiske Verden for Tiden omtrent 40 Missionsselstaber, hvis enkelte Foreninger næsten ere utallige, der aarlig anvende omtrent 8 Millioner paa Missionen og underholde henimod 3000 Missionærer og ligesaa mange indfødte Medhjælpere paa 1400 Missionsstationer.

Stengt for kommentarer.