lars dahle – til tyskland i 1869

 

– fra boken av Lars Dahle : «Tilbakeblik paa mit Liv». Stavanger.1922.

 

– fra s. 114 – 165 :

 

-114-

Fra Kjøbenhavn reiste jeg over Roskilde — hvor jeg stanset litt for at bese den bekjendte herlige domkirke, med alle disse kongegraver, med tildels meget storartede gravmæler, til Korsør, hvorfra med dampskib til Kiel og videre med jernbane til Hamburg.

Saa var jeg da paa tysk grund. Og det fik jeg nok snart paa en ubehagelig maate føle, nemlig ved det nye sprog, der til en begyndelse lød temmelig uforstaaelig for mine øren. Efter den tidligere maate at undervise i levende sprog paa ved vore skoler la man kun vegt paa at læse og forstaa sproget, og til nød ogsaa skrive det, men hadde ingen taleøvelser. Man stod derfor i begyndelsen temmelig fast naar man kom til det fremmede land, selv om man kunde læse det fremmede sprog næsten likesaa let som sit eget.

Heldigvis fik jeg da ogsaa efterhaanden gjøre den erfaring at naar man allerede hadde gramma­tikken og ordforraadet inde, saa varte det ikke saa ret længe førend den praktiske øvelse gjorde resten, saa man baade kunde forstaa sproget og saa nogenlunde tale det, hvis man ikke var altfor blottet for sprogbegavelse.

Jeg blev kun nogen dage i Hamburg, da det kun var mig om at gjøre at naa frem til Hermannsburg til hedninge-missionens aarsfest, som skulde holdes litt senere paa nævnte sted.

Ved Hamburg skal jeg ikke opholde mig længe, da den berømte Hansestad er saa godt kjendt at det er unødvendig at omtale den nærmere. Den var jo allerede paa den tid

 

-115-

 

Tysklands betydeligste handelsstad, skjønt bare en ube­tydelighet mot hvad den nu er.

Jeg maatte naturligvis se litt paa byens merkværdigheter, skjønt den ikke frembød ret meget som hadde nogen særlig interesse for mig og min fremtidige livsgjer­ning. Det Nordtyske Missionsselskap hadde rigtignok oprindelig sit sæte i Hamburg, og det var hertil gamle Haugvaldstad sammen med sin yngre ven Ramsland tyet for at faa litt oplysning om missionen, da vort selskap skulde stiftes i 1842. Men det var nu for længe siden forlagt til Bremen, hvor der visst er langt mere kristelig liv.

Hamburg var og er forretningslivets, materialismens og nydelsenes — især de laveres — by i fremtrædende grad. Av det litt høiereliggende er det vel kun det æstetiske — kunsten — som øver nogen tiltrækning paa massen av den store befolkning. Det sædelige ligger nede, for ikke at tale om det religiøse. Saa var det allerede da, og det er vel endda værre nu.

Byen har nok av storartede kirker; men mindst ti ganger saa mange bordeller. Man sa at de fleste kirker stod temmelig tomme om søndagene, og at det som blev præket i mange av dem var den rene rationalisme, — mens bordellene stadig hadde «god søkning», baade av indenbys og endda mere av de tusener av sjømænd som omtrent stadig besøker stedet.

Der var dog enkelte troende prester, hvis kirker var nogenlunde godt besøkt. Der er overalt nogen som søker at mættes med livets brød.

Man nævnte især to prester, som dækket bordet med virkelig sjæleføde, nemlig Bauer og O. Gleiss. Til den sidste blev jeg introducert, og fandt i ham en likesaa varmhjertet som kundskapsrik og paa alle omraader vel orientert og tillike for missionssaken varmt interessert mand.

Han kunde derfor gi mig mange værdifulde oplysninger, ikke blot om forholdene i Hamburg, men om den kirkelige

 

-116-

 

stilling i Tyskland i det hele og om missionsforholdene i de forskjellige landsdele. Han var ogsaa særdeles godt kjendt med de kirkelige forhold i Skandinavien, da han var det dansk-norske sprog fuldt mægtig og derfor ogsaa vel be­vandret i vor litteratur, hvilket jo var sjelden at finde blandt tyske teologer paa den tid.

Da jeg skiltes fra den hyggelige Gleiss med hjertelig tak for de mange værdifulde oplysninger, hadde jeg nok ingen anelse om at jeg i ham hadde for mig den mand som ca. 25 aar senere skulde levere en fortræffelig tysk oversættelse av min bok «Livet efter døden» — likesaalitt som jeg paa den tid drømte om at jeg skulde komme til at skrive boken.

Ogsaa blandt lægfolk støtte jeg paa enkelte alvorlige kristne her. Saaledes en ældre handelsgartner som bodde litt utenfor byen, og som jeg blev sat i forbindelse med ved den norske gartner Nøvig, som jeg kjendte fra Kristiania, og som nu var ansat i hans forretning. Det var en rigtig elskelig kristen og en varm missionsven, særlig begeistret for Hermannsburgermissionen. Det hang nu sammen med at han rent forgudet dens stifter, gamle Ludvig Harms.

Dette gik nu vel vidt. Han var for ham en ganske ufeilbar autoritet. Her holdt vi næsten paa at bli uvenner. Han fortalte mig at Harms hadde git en «saa utmerket» forklaring av uttrykket «nedfor til helvede» i anden troesartikel. Han hadde sagt at betydningen av dette var at Jesus, da han hang paa korset, led helvedes kvaler, hvortil jeg bemerket at dette kjendte jeg som en reformert forklaring av dette uttryk; men at det dog var tvilsomt om det var den rette.

Da merket jeg at han begyndte at betragte mig med noget mistænksomme blik. At en ung mand som jeg kunde tillate mig at betvile rigtigheten av noget som Harms hadde sagt, forekom ham nok at være en mistænkelig selvklokskap. Jeg nævner dette lille træk, fordi det var saa betegnende for det lys hvori mange saa den kjære Harms.

 

-117-

 

Et meget interessant besøk fik jeg avlægge i «Das Rauhe Haus» ved Horn, litt utenfor Hamburg. Den bekjendte fortræffelige dr. Wichern, som man med rette har betegnet som «indremissionens far i Nordtyskland», hadde her grundet og ledet en hel række anstalter (et stort vaisenhus, et barnepensionat, en «brødreanstalt» hvor unge mænd — oftest kristelige haandverkere — faar en utdannelse i forskjellig retning, som dygtiggjør dem til senere at tjene den indre missions arbeide i forskjellige stillinger, f. eks. som forstandere for vaisenhus eller redningshjem, som menighetsdiakoner eller «stadsmissionærer» o. l. Man hadde ogsaa et «søsterhus», hvor en del unge kvinder fandt beskjæftigelse med at undervise smaapikene i vaisenhuset og samtidig selv fik videre utdannelse, for derved at dygtiggjøres til at tjene Gud i de forskjellige livsstillinger).

Endelig hadde dr. Wichern ogsaa anlagt et boktrykkeri for indremissionens blad («flyvende blade for indremissionen» – «Fliegende Blätter») og forlagsartikler, samt et bokhandelsagentur for omsætning av gode bøker, især av religiøst indhold, — altsaa noget i likhet med Lutherstiftelsens bokhandel hos os. Dette trykkeri var anlagt i selve byen Hamburg, og var be­regnet paa ikke blot at skulle fremme spredning av gode bøker, men ogsaa at indbringe noget til indtægt for indremissionen, hvad det ogsaa har gjort.

Desværre var dr. Wichern ikke hjemme, saa jeg fik ikke den fornøielse at hilse paa ham. Men det var dog alle­rede meget interessant at faa se dette sted og bli bekjendt med disse forskjellige virksomhetsgrene for Guds rike, som denne ene mand hadde skapt.

Jeg har ikke trodd her at kunne gjøre mer end kortelig nevne alt dette. Men jeg har nærmere omtalt dette som meget andet i min beretning fra reisen, som i utdrag blev indtat i en række numre av «Norsk Missionstidende» for 1870, hvortil jeg henviser.

Selvfølgelig maatte jeg, før jeg forlot Hamburg, se mig

 

-118-

 

litt om i byen, bese dens samlinger, dens monumentale bygninger (især kirkene), dens store dyrehave med det berømte akvarium o. l.

En dag fik jeg endog anledning til at komme op paa galleriene av den berømte Hamburger børs og derfra se ned i salen paa forretningslivets vrimmel. Det var den eneste anledning jeg hadde til at se noget saadant, og saa syntes jeg at jeg maatte benytte den.

Den 19 juni avreiste jeg til

 

Hermannsburg.

 

Al­lerede paa jernbanen traf jeg sammen med hr. pastor Drewes, der en tid hadde været inspektør ved et av missionshusene i Hermannsburg og endnu bodde der. Da vi kom til den station hvor vi skulde ta av til Hermannsburg, var der fremmøtt vogn derfra for at hente ham, og han var saa elskværdig at indby mig til at kjøre med. Det tok jeg naturligvis med tak imot. Det vilde ikke været saa be­hagelig for en fremmed at vandre alene over den kjedelige sandige Luneburgerhede. Men nu blev det bare en fornøielsestur.

Da vi var fremme indførte han mig til missionsinspektør Baustedt, der var forstander for det ældste av de to missionshuse, hvor jeg paa den elskværdigste maate blev indbudt til at bo sammen med missionselevene.

Det føltes underlig at være kommet til det sted hvor den Guds mand Ludvig Harms hadde nedlagt et saa stort ar­beide for Guds rike og opsendt saa mange brændende bønner for dets vekst baade hjemme i kristenheten og ute paa missionsmarken.

Jeg maatte uvilkaarlig sukke til Gud om at faa noget av hans varme missionskjærlighet og hans klippefaste tro, om jeg end ikke turde be om hans kjæmpekræfter til arbeidet i Herrens vingaard.

Og naar jeg saa mig omkring i denne lille landsby (den hadde vel paa den tid ikke meget over tusen indbyggere), der laa der paa en liten oase i en sandørken, saa blev det endda mer ubegribelig at her skulde bli midtpunktet for

 

-119-

 

missionslivet i den nordvestlige del av Tyskland. Luneburgerheden — ialfald som den var paa den tid — var jo stort set bare en ufrugtbar sandørken, med en liten oase her og der hvor der fandtes smaa landsbyer, av hvilke Hermannsburg var den ene. Hvorledes kunde her bli et midtpunkt for missionsvirksomheten ? Det maa nok være skedd «av Herren, og det er underlig for vore øine».

Og saa kom jeg til at tænke paa de mange gudsord, der netop sier os at Gud kan gjøre det under at forvandle baade de naturlig og aandelig tørre steder til en vandrik og frugtbar mark. «Han gjør en ørken til en vanddam og et tørt land til vandkilder» (Sal. 107, 35). «…indtil aanden fra det høie utøses over os, og ørkenen blir til frugtbar mark» (Es. 32,15, og mange lignende steder, f. eks. Es. 44, 3 ff.)

Og alt det store som her er skedd er jo, menneskelig talt, i sin begyndelse en enkelt mands verk. Det var den da endnu temmelig unge prest Ludvig Harms, som allerede i de fem aar (1844—49), da han var hjælpeprest hos sin far som var sogneprest i Hermannsburg, formaadde saaledes at blaase liv og missionsinteresse i sognemenigheten, at da han i sidstnævnte aar paa menighetens begjæring blev farens etterfølger, var det kommet saa langt at han kim de organisere sin menighet som en missionsmenighet, hvorpaa der kunde bygges videre i retning av aktivt missionsarbeide.

Han kjøpte derfor straks et hus som han kunde indrette til undervisningsværelse, og begyndte at holde missionsskole for nogen unge mænd — bondegutter som meldte sig til missionstjenesten — (8 stykker). Til denne skolevirksomhet fik han god hjælp av sin fortræffelige yngre bror Theodor, der blev denne skoles egentlige forstander, likesom han senere blev sin brors efterfølger baade som sogneprest og som Hermannsburger-missionens leder.

Mon hvorfra fik man midlene til det store foretagende ?

 

-120-

 

Ja, dermed saa det i begyndelsen smaat ut. Man hadde jo fra først av bare den lille Hermannsburgermenighet at stole paa, og det saa jo ikke ut til at kunne række saa langt. Men den troens og kjærlighetens ild som brændte i Harms, viste sig snart at være smittende. Den tændte i hjertene som ild i tørt græs. Midlene begyndte at strømme ind fra fjern og nær, og det uagtet Harms ikke egentlig tigget om penger. Man har det ord efter ham : Kristus behøvde ikke at betle. Det er forunderlig hvor enkelte særlig utrustede Guds mænd faar penger nok uten at tigge. Saaledes Francke til sine storartede anstalter i Halle, og saaledes ogsaa Georg Muller til sin endda mer omfattende virksomhet med utgangspunkt og hovedsæte i Bristol.

Harms fik snart penger nok, ikke bare for sin missions-skole, men ogsaa til at bygge et litet missionsskib for («Kandace»), der blev færdig samtidig med hans missionselever, og kunde nu utsendes til Sydafrika med disse og en del kristelige kolonister, som ogsaa vilde støtte missionen (1853).

Ludvig Harms maa ha været en forunderlig mand. Der skal ha været noget rent betagende ved ham. Da han døde 4 aar før jeg kom herned, saa fik jeg ikke hilse paa ham, men kun paa hans bror Theodor, der ogsaa var en meget gild mand. Men de gamle Hermannsburgere som indrømmet dette, tilføiet gjerne : «Men den gamle Harms blir han dog aldrig. Alt vælded frem av hans hjerte». Han sluttet gjerne sin præken med at si : «Jeg gaar til himme­len, det vet jeg. Og hvor gjerne vilde jeg dra eder alle med mig».

Missionsskolen her er fordelt paa to «huse», der paa en maate danner to særskilte skoler, med hver sin hovedlærer, der ogsaa er husfar. Han besørger det meste av undervisningen; men man har jo ogsaa nogen time­lærere. Oprindelig hadde man bare ett hus, det som nu kaldes «det gamle missionshus». Men da søkningen til

 

-121-

 

skolen stadig øktes, maatte man i nogen avstand fra dette opføre et nyt missionshus.

Disse to huse stod ikke i noget andet forhold til hinanden indbyrdes end at det ene begyndte sit fire-aarige kursus, naar det andet var midt ute i sit. Derved opnaaddes at man kan ha saavel optagelse som utsendelse (avslutning) andethvert aar, Nogen avgangseksamen hol­des ikke i noget av disse huse. Men naar kurset er færdig, sendes elevene til Hannover, hvor de maa ta eksamen for en av kirkestyret dertil utnævnt kommission, og det beror da paa utfaldet om de skal kunne bli ordinert. Opnaaes ikke dette, blir de enten utsendt som skolelærere eller de løses helt fra missionen, saa de kan søke sig en stilling i hjemlandet eller reise over til Amerika, hvor der er mange tyske menigheter hvor de kan haabe at faa en stilling i menighetsarbeidet, med eller uten videre utdannelse.

Skolens ytre bekvemmeligheter syntes ikke at være særdeles gode. De to huse var toetages bygninger, hvorav den nedre etage avgav familiebekvemmelighet for hus­faren med familie, samt kjøkken for anstalten. Desuten var der i midten en stor sal, der paa en gang gjorde tjeneste baade som spisesal, undervisningsværelse og bibliotek. Den øvre etage derimot indeholdt elevenes læseværelser, samt endel skraakamre til soveværelser. De fire læseværelser var nogenlunde rummelige, og det trængtes jo vel, du de var beregnet paa 6 elever hver, saa at hvert av disse hus skulde kunne motta indtil 24 elever, altsaa ialt 48. Det vilde da visst bli vanskelig at tilveiebringe den fornødne ro for studiene. Paa vor missionsskole var der i min tid tre paa hvert læseværelse, og selv det fandtes mindre hel­dig, saa nu har vi faat indrettet det saa at hver har sit værelse, der tillike er soveværelse. Det er heldigere for studiene, og gir desuten elevene anledning til at faa en stille time til lønkammerbøn, hvilket ikke er det mindst vigtige.

Da der ikke holdtes skole i den tid jeg var der, fik jeg

 

-122-

 

ingen anledning til at høre paa undervisningen; men saavel av timeplanen som av min samtale med elevene fik jeg det indtryk at her lærtes nogenlunde det samme som paa vor skole, dog kanske litt mindre i enkelte fag, f. eks. i troes-lære, og sædelære hadde de slet ikke. I bibelkundskap blev der gjennemgaat ikke saa litet, men nok temmelig flygtig, paa grund av den knappe tid. Naar ingen forkundskaper krævdes, kurset kun var 4 aar og en stor del av sommertiden medgik til gaardsarbeide, saa vil man nok skjønne at tiden maatte bli knap.

Til skolen hører nemlig en betydelig landeiendom, der for en væsentlig del drives med elevene som arbeidshjælp, og det optar naturligvis en hel del av deres tid i sommer­tiden. Men saa skjænker da ogsaa denne betydelige eien­dom med sin store avling og sin besætning av 30 kjør og 4 hester et meget værdifuldt bidrag til elevenes underhold­ning. Denne store eiendom er nok en gave fra en bonde (W. Behrens), der selv drog ut som missionær.

Jeg kom ikke til at tale synderlig med Theodor Harms, der var den egentlige direktør for denne mission, da han var saa optat; men desto mere med de to hovedlærere og forstandere for de to huse samt med flere av elevene. Av baade lærere og elever fik jeg et levende indtryk av deres varme kristenliv og deres begeistring for missionen. Men der var dog hos elevene et par ting som ikke faldt i min smak.

De var nu for det første saa overdrevent lutherske, d.v.s. de syntes ikke at kunne erkjende at der kunde findes noget godt hvor der ikke var ren lutherdom. Saaledes som de uttrykte det i disse «B-missioner» (Bremen, Barmen, Berlin og Basel), der forsaavidt var blandet, som lutheraner og reformerte der arbeidet sam­men. Dernæst syntes jeg det ikke var frit for at de for­melig koketterte med sin egen noget mangelfulde utdan­nelse. Det kom nemlig frem overfor Leipzigermissionen. Den maatte de jo godkjende som egte luthersk. Men den

 

-123-

 

var dem saa altfor «lærd», stilet for høit. I motsætning til den betragtet de sig selv som den sande «bondemission».

Men begge disse ting, som ikke faldt i min smak, finder sin naturlige forklaring og dermed ogsaa sin undskyldning i omstændighetene.

Hermannsburgermissionens stifter, gamle Harms, var en rigtig fuldblods lutheraner. Hannover var ved siden av Sachsen det mest egte lutherske land i Tyskland, hvor og­saa kongehuset var egte luthersk, mens dette i Sachsen som bekjendt er katolsk. Men nu var jo Hannover nylig (1866) erobret av Preussen, hvis statskirke er en unionskirke, i hvilken man søker at forene den lutherske og den refor­merte kirke. Det var da saa naturlig at dette sammenrøringsvæsen blev særlig forhatt i Hannover, hvor man næret mistanke om at man fra Preussen av vilde søke at lure unionen ind ogsaa i Hannover, hvorfor man sterkt følte nødvendigheten av her at være paa vakt. Og Hermannsburg blev et brændpunkt for denne paa en gang lutherske og nationale bevægelse. Det var da ikke underlig om man her blev litt ensidig i at undervurdere hvad der ikke var egte og ublandet luthersk.

Og hvad nu det angaar at man i Hermannsburg var tilbøielig til at lægge særlig vegt paa sin mission som en egte «bondemission», saa finder ogsaa dette sin naturlige for­klaring. Denne missions elever og fremtidige arbeidere er jo næsten utelukkende fremgaat av bondestanden; det er ogsaa fortrinsvis denne som bærer denne mission, og det har været dens stifters plan heller ikke i utdannelsestiden at løsrive dem altfor meget fra denne stand, da han mente at de ogsaa som missionærer skulde vedbli at være landmænd og skaffe sig det væsentligste til sit underhold ved jorddyrkning (en tanke som forresten efterhaanden har vist sig ugjennemførlig). Jeg kan tilføie at jeg tror der er noget sandt — om det end overdrives — i den me­ning at man paa enkelte steder (f. eks. i Leipzig) la vel megen vegt paa den «videnskabelige utrustning» (navnlig i græsk og latin) for den vordende missionær.

 

-124-

 

Alle elever som utdannes for Hermannsburgermissionen har i utdannelsestiden alt frit (undervisning, kost­hold og beklædning). Men der er ogsaa enkelte som alle­rede fra begyndelsen av har meldt sig ind til utdannelse for prestetjeneste blandt tyskere i Amerika. Av saadanne var der 16. De bor ikke paa skolen, men hos private. De faar paa denne maate kun fri undervisning og en liten pengeunderstøttelse (omtrent kr. 150.00 om aaret), men maa forøvrig sørge for sig selv.

For nye elever som skal optas har man ogsaa her paa en maate et prøveaar; men det bestaar bare deri at vedkommende tilpligtes at opholde sig her et aar, saa man kan bli kjendt med ham og kontrollere hans liv. Han har i denne tid ogsaa adgang til at paahøre undervisningen paa skolen, om han vil; men forøvrig staar han ikke i noget forhold til skolen eller missionen og faar ingen under­støttelse av denne.

En betydelig mangel ved denne mission som ved de fleste tyske paa den tid var det at man ikke hadde nogen tilfredsstillende organisation, hverken hjemme eller ute paa missionsmarken. Vistnok søkte Harms i en hen­vendelse til landskirkens styre (konsistorium) i Hannover allerede i 1850 at opnaa at hans frie missionsvirksomhet paa en viss maate skulde indordnes under kirkestyret og stilles under dets kontrol, men opnaadde ikke dette. Kun i økonomisk henseende blev han støttet av et av ham selv opnævnt tolvmandsutvalg. Da dette var optat i de av regjeringen approberte statutter (forresten foreslaat av ham selv), var han i økonomiske spørsmaal forpligtet til at ta hensyn til dette «biraad» (Beirath), likesom dette ogsaa repræsenterte denne mission som «juridisk person», med hensyn til missionens eiendomme hjemme og ute paa missionsmarkene. Men forøvrig var han den enevældige styrer av missionen; han kunde selvfølgelig samraa sig med dette raad ogsaa i andre anliggender, men han var ikke bundet til dets meninger, og denne enevoldsmagt gik ogsaa over paa hans etterfølger.

 

-125-

 

Missionen hadde altsaa ikke noget kollektivt styre, men bare en enevældig direktør. De andre tyske missioner hadde dog et kollektivt styre (vorstand), om end dette som regel stadig utfyldte sig selv og ikke var ansvarlig for nogen høiere missionsmyndighet.

Hvor ganske anderledes hos os, hvor hovedstyrets med­lemmer er valgte av kredsstyrene, og disse igjen av kreds- forsamlingene, der jo bestaar av deputerte fra foreningene. Og saa er jo det valgte styre ansvarlig for den av hele lan­dets missionsmenighet valgte generalforsamling.

Det er organisation og kontrol. Av saadant har man meget litet og skrøpelig, selv i de andre tyske missioner; men i Hermannsburgermissionen intet.

Ogsaa i missionsmarkens styre gik det i denne mission ifra begyndelsen temmelig enevældig til. Da de første 8 unge missionærer utsendtes (sammen med 8 kolonister, der ogsaa skulde staa i et visst forhold til missionen) medsendte Ludvig Harms en ældre mand, som han uten videre indsatte til deres tilsynsmand («superintendent»), nemlig A. Hardeland, der før hadde virket som missionær i Barmenerselskapets tjeneste, dels paa Borneo og dels i Syd- afrika. Han var utvilsomt en dygtig mand, men hadde ord for at være en enevoldshersker, saa de unge missionærer fik visst ikke stort at si i hans styretid. Men da han fratraadte i 1864 og blev efterfulgt av Hohls, blev det noget ander­ledes. Man fik nu aarlige missionærkonferenser, hvor samt­lige fik uttale sig, og deres meninger om foreliggende spørs­maal blev referert til direktøren i hjemmet, selv om superintendenten ikke var forpligtet til i sit styre at rette sig efter dem.

 

Aarsfesten i Hermannsburg, 23—24 juni.

Jeg hadde hørt saa meget om denne aarsfest og glædet mig til at faa delta i den. Den var virkelig ogsaa en oplevelse av de sjeldne.

 

-126-

 

Tidlig om morgenen første festdag kom der en mængde tilreisende missionsvenner fra nær og fjern, gaaende og kjørende. Forresten var nok den største masse av de lang­veisfra ankomne allerede den foregaaende aften og var av missionelevene indkvarterte hos sine verter i landsbyen. Men de holdt fælles aftensmaaltid i missionsskolens hus og have, hvor der var en uendelighet av bordsætninger. Alle var denne aften missionens gjester. Der var ikke tale om deputerte som hos os; men alle som var kommet gik tilbords, uten særlig indbydelse. Det hele avsluttedes kl. 10 med en andagt (skriftlæsning, sang og knælende bøn).

Den følgende dag, som altsaa var den egentlig kirkelige festdag, holdt man gudstjeneste i kirken baade formiddag og eftermiddag, med flere taler, korsang og musik. Den ikke meget store Hermannsburgerkirke var saa stuende fuld at jeg godt kan forstaa den bemerkning jeg hørte fra en tilstedeværende, at ingen vet hvad det vil si at en kirke er overfyldt før man har deltat i en slik kirkefest som denne. Naturligvis fik ikke alle plads i kirken; men man fik pakket ind utrolig mange, da næsten alle hadde sine smaa feltstoler (taburetter) med, saa hele gulvet blev besat av disse. Jeg kan naturligvis ikke her referere de holdte taler og foredrag. Jeg vil kun si at der var en merkelig høitidsstemning over det hele. Paa eftermiddag blev der oplæst en aarsberetning om denne missions virke i det for­løpne aar.

Men det mest eiendommelige for denne aarsfest var dog den anden festdags store friluftsmøte i en lund ved den nærliggende landsby Wesen. Dette var glanspunktet i det hele. Her hadde missionselevene reist en stor platform med talerstol, og rundt denne var der en forsamling som man anslog til omtrent 6000. Her holdt man det gaaende med taler, sang og musikstykker næsten den hele dag, med blot en kortere middagshvil, under hvilken en stor del av den svære forsamling, som stod i et noget nærmere forhold til missionsarbeidet var middagsgjester hos bebo­

 

-127-

 

erne av den lille landsby, mens der ogsaa var sørget for at der var mat nok at faa kjøpt paa stedet for alle. Det bi­drog meget til at gjøre møtet festlig at et stort kor av missionselever opvartet os med flerstemmig sang, og et næsten likesaa talrikt orkester av musikanter underholdt os med fortræffelig hornmusik. Talerne som hodtes var ikke bare utlæggelse av skriftord, men ogsaa fortællinger der fremdrog slaaende træk av arbeidet i Guds rike hjemme og ute paa missionsmarken. Særlig slaat og opbygget blev jeg av en meddelelse om en forunderlig bønhørelse under overskriften: «Den gamle Gud lever endnu». Det var i høi grad troesstyrkende. Gripende var ogsaa de mange inderlige bønner, under hvilke den store forsamling knælte.

I det hele var det en herlig dag. Og dog hørte jeg en av de gamle uttale at «det dog ikke var som i gamle Harms’ dage». Han hadde jo netop været sjælen i disse friluftsfester. Han var jo likesom en brændende vulkan, der uvil- kaarlig spredte lys og varme rundt sig til alle sider.

Efter disse to festdage holdtes ogsaa en pastoralkonferens, da der var fremmøtt en mængde prester. Ogsaa den fik jeg anledning til at overvære. Jeg skal dog ikke omtale denne nærmere, men blot nævne som karak­teristisk for stillingen at hovedemnet til behandling var : «Hvad er de lutherske geistliges opgave overfor Unionen ?»

Før jeg forlater Hermannsburg faar jeg vel nævne at man i forbindelse med denne mission ogsaa har et tryk­keri og en forlagsvirksomhet med bokhandel, der gir nogen indtægt til missionen.

Jeg føler at jeg maa gjøre undskyldning for at jeg har dvælet uforholdsmæssig utførlig ved Hermannsburg. Der kan jo ikke bli tale om at ofre saa meget paa de andre tyske missioner jeg besøkte. Men det er jo ogsaa noget eiendommelig at en hel missionsvirksomhet av et saa stort omfang er saa at si skapt av en enkelt mand, og det i en liten landsby med bare et a to tusen indbyggere. Desuten er vel netop denne mission og dens geniale stifter kanske

 

-128-

 

den som netop i vort land har vakt mest opmerksomhet av de tyske missioner, likesom Harms’ prækensamling i tid­ligere tid har faat stor utbredelse blandt vort kristenfolk. Endelig er dette besøk i Hermannsburg ogsaa for mig selv personlig blit av ikke saa liten betydning, som et led i min forberedelse for missionstjenesten. Det blev mig et levende pust fra missionslivet og et trøsterikt vidnesbyrd om hvad der ved Guds naade kan utrettes ogsaa ved smaa midler, naar troens kraft forenes med den glødende kjær­lighets ild.

Den 26 juni forlot jeg Hermannsburg og gik til

Berlin.

Her tilbragte jeg omtrent en uke. Hvad der her som overalt var mig om at gjøre var at faa et førstehaands kjendskap til de herværende missioner og missionsskoler.

Paa den tid var der i Berlin to missioner med hver sin skole, nemlig det gamle Berlinerselskap (Berlin I), der blev stiftet i 1824, og Gossnermissionen (Berlin II), der har sin oprindelse fra 1836, da Gossner skilte sig fra det gamle Berlinerselskap, fordi han syntes det la for megen vegt paa bekjendelsen og stilet for høit med hensyn til de vor­dende missionærers utdannelse, og derfor satte igang en egen mission.

Først langt senere (1886) fik man ogsaa et tredje missionsselskap i Berlin (Berlin III), der var stiftet særlig for at drive mission i den tyske koloni «Tysk Øst-afrika».

Saasnart jeg hadde sikret mig logi, opsøkte jeg det gamle missionsselskaps missionsskole ved Sebastiansgate. Det var en bygning som i meget mindet om vor egen mis­sionsskole; men der var ikke saadan enhet i den, idet man efterhaanden hadde maattet opføre tilbygninger. Det viste sig forresten senere at man heller ikke derved opnaadde at faa en fuldt tilfredsstillende bekvemmelighet for skolen, og

 

-129-

 

man besluttet derfor at opføre en ny bygning paa et andet sted. Den blev færdig i 1873 og er rigtig imponerende.

Men tilbake til mit besøk. Jeg blev mottat med stor hjertelighet av dens to lærere («inspektører») Kratzenstein og Plath, av hvilke den første ogsaa var forstander og husfar, og jeg fik av dem alle ønskelige oplysninger baade om skolen og selskapet. I de første fem aar hadde selskapet ingen skole og ingen missionærer. Hvad penger man kunde samle ind sendtes til andre missioner, just som man gjorde hos os fra stiftelsen av den første missionsforening (Stav­angers) i 1826, til selskapets grundlæggelse i 1842; men forskjellen var den at man hos os oprettet skole straks man hadde stiftet selskapet. Men hos begge maatte man begynde meget smaat — med blot tre elever (hos os de senere missionærer Oftebro, Larsen og Udland), og i leiet lokale.

Det var først i 1837—38 man i Berlin fik opført denne skolebygning som man nu benyttet. Det var to troesfriske lægmænd, som ifra 1834 av begyndte at samle midler til dette foretagende. De hadde vel neppe villet vaaget det om ikke gamle Gossner hadde sat mod i dem. Det gik heller ikke saa fort med indsamlingen, men med taalmodighet og utholdenhet gik det dog. Gud lot ikke deres tillidsfuldhet bli til skamme. Men nogen større bi­drag indkom der ikke, saavidt jeg hørte.

Det var «de mange bække smaa» som skapte «den store aa». Det var i den henseende anderledes da man samlet bidrag til det meget større missionshus som blev færdig i 1873. Da skjænket en enkelt rikmand omtrent 50 000 kroner. Saaledes hadde missionskjærligheten og offerviljen vokset i de mellemliggende 35 aar.

Men tilbake til skolen. Den gamle bygning med tilbygninger avgav plads til undervisningssal, samt bede- og forsamlingssal og de fornødne elevværelser (4—6 paa hvert værelse); dertil familiebekvemmelighet for de to faste lærere. Men da var jo ogsaa det hele godt utnyttet.

Kurset var paa 5 aar. Fagene var omtrent de samme

 

-130-

 

som hos os; dog blev bibelens grundtekst kanske noget mer benyttet, skjønt jeg hadde det indtryk at man heller ikke her bragte det synderlig vidt i dette. I dogmatik fik man visst noget mindre end ved vor skole. Etik læstes slet ikke.

Det læste blev ikke som hos os gjennemgaat eksaminatorisk for hver dag; men man hadde en slags maanedseks- amen. Derimot hadde man ingen aarseksamen eller avganseksamen ved kursets slutning. Men naar kurset var færdig blev elevene fremstillet for en av kirkestyret opnævnt eksamenskomite, bestaaende av et par professorer og et medlem av konsistoriet. Det var dog i regelen læ­rerne som eksaminerte og kommissionen var kun censu- rerende. Og den synes som saadan at ha været meget hensynsfuld, saa det visst sjelden hændte at nogen ikke bestod eksamen, hvilket jo var betingelsen for at kunne bli ordi­nert.

Da det ikke var en eksamen som skulde aapne adgang til nogen embedsstilling i hjemlandets kirke, synes kommissionen at ha gaat ut fra at naar elevene efter lærernes mening, som kjendte dem bedst, tilfredsstiliet fordringene fra det selskap som skulde bruke dem, saa var dette hoved­saken. Og deri hadde den visselig ret.

For tiden var der 15 elever ved skolen.

En besynderlighet var det at uagtet man ikke her — som f. eks. ved missionsskolen i Basel — hadde særskilte aarsklasser, saa optok man nogen elever hvert aar og lot nogen utgaa hvert aar. Dette maatte da medføre at naar en elev kom ind da det kun var et aar igjen av det femaarige kursus, saa maatte han faa gjennemgaa først hvad der burde komme sidst. Dette var naturligvis meget uheldig — allermest for sprogene. Man maatte da ogsaa tildels gi de nyoptagne nogen ekstraundervisning ved siden av for at de kunde følge med i kursets almindelige under­visning.

Grunden til denne besynderlige ordning var naturligvis den at man syntes det var ondt at der skulde medgaa saa

 

-131-

 

Iang tid som 5 aar mellem hver optagelse, og at der skulde utsendes en saa stor flok som 15 stykker paa en gang.

Endelig skal jeg, hvad missionærutdannelsen angaar, bemerke at man en tid (fra 1850 utover) synes at ha ment at skolen blot behøvde at utdanne lærere, da man forhaabentlig vilde faa nok av fuldt utdannede teologer til at utsende som ordinerte missionærer. Men man fik snart se at dette ikke gik. Der meldte sig næsten ingen teologer til missionstjenesten.

Det var interessant at erfare at der ved dette selskaps stiftelse var en samvirken mellem teologer og lægfolk, just som hos os, bare at her var «lægfolkene» høie juridiske eller militære embedsmænd (som Bethmann-Hollweg og Gerlach) og altsaa ikke som hos os lægmænd i almindelig forstand. Det var mig ogsaa en særlig glæde at de to teologer som stod i spidsen for foretagendet var profes­sorene Neander og Tholuck, der begge utmerket sig like meget ved sin fromhet som ved sin lærdom.

Dette missionsselskaps kirkelige stilling, er det et luthersk, et reformert eller et blandet selskap ? I Hermannsburg ansaa man det væsentlig for det sidste. Det kan forsaavidt ogsaa sies, som det jo formelt staar indenfor den saakaldte «Preusiske Union», der jo er en sammenslutning av lutherske og reformerte kristne, som et kongebud hadde tvunget til at slutte sig sammen i fælles menigheter og gudstjeneste, mens alle inden disse unerte menigheter kan fastholde luthersk eller reformert tro. Det glædet mig ogsaa at forstaa at flertallet av dem som bærer dette selskaps mission er lutherske, og at dette navnlig ogsaa er tilfældet med de styrende, med skolens lærere og elever, hvilke sidste ogsaa uttrykkelig forpligtes paa den Augsburgske bekjendelse og Luthers lille katekisme, altsaa de samme bekjendelser som i vor norske lutherske kirke.

Det maa altsaa sies i det væsentlige at være et luthersk selskap.

 

-132-

 

Ledelsen av selskapets anliggender :  Denne maa elter vore begreper sies at være litet tilfreds­stillende, ialfald den i hjemmet. Der er ingen organisation av missionsforeningene som kan sætte dem istand til direkte eller indirekte at vælge de styrende. Der er nok et hoved­styre som har møter en gang om maaneden. Men dette styre har valgt sig selv, utfylder sig selv, og er ikke an­svarlig for nogen myndighet.

Dette var, saavidt jeg forstod, den sedvanlige ordning av ledelsen i de tyske selskaper. Den har vel gjort sig selv, idet oprindelig nogen fremragende mænd har sat missionsarbeidet igang, og saa er disse til at begynde med blit de selvskrevne ledere, og saaledes har man fortsat. At kræve et mer demokratisk styre laa vel ogsaa tyskerne temmelig fjernt, da de var vante til ogsaa i det politiske at regjeres fra oven.

Ute paa missionsmarken var der dog i de fleste sel­skaper, og saaledes ogsaa i dette, mere av organisation, idet hvert større distrikt hadde sin tilsynsmand (superintendent) og sine aarlige missionærkonferenser; men det har dog ikke været mig mulig at faa rigtig rede paa hvilken magt der var tillagt hver av disse to led i styret derute eller hvilken andel konferensen hadde paa valget av sin tilsynsmand.

Jeg nævnte at der allerede paa den tid ogsaa var en anden Berliner-mission, nemlig Gossnermissionen. Den hadde hat store vanskeligheter at kjæmpe med. Da Gossner i 1836 hadde skilt sig fra Berlinerselskapet av de allerede anførte grunde, blev han snart av unge mænd an­modet om at gi dem den aller nødvendigste utdannelse og saa hjælpe dem til at komme ut til missionsmarken. Han tok straks fat, og fort gik det !

Efter vel 6 maaneder hadde han utdannet og kunde utsende 18, og i løpet av 10 aar hadde han alt utsendt 80. Før sin død i 1858 hadde han utsendt ca. 140.

Naturligvis maatte den boklige utdannelse han paa

 

-133-

 

nogen maaneder kunde gi, bli høist tarvelig (omtrent som ved et kursus paa en «bibelskole»). Mange av hans elever hadde dog nogen almenkundskaper paa forhaand, likesom de naturligvis hadde gode almindelige kristendomskundskaper. Forresten var flerheten av dem flinke haandverkere. Derpaa bygget Gossner sit haab om at de skulde kunne ernære sig ved sit arbeide, saa det bare gjaldt at faa dem utsendt. Ogsaa enkelte teologer sluttet sig til Gossners mission.

Men hvorhen skulde nu alle disse arbeidere sendes ? Dermed gik det som det synes, temmelig planløst til. Nogen gik til Nordamerika, andre til Vestafrika; atter andre til Australien, væsentlig for at drive opbyggelig virksomhet blandt kolonistene. Ikke saa faa gik til de hollandske be­siddelser i den indiske øverden. Alle disse synes at være gaat tapt for Gossnermissionen. De traadte efterhaanden ind i andre stillinger eller i andre selskaper. Men saa gik en stor del til Indien, og flerheten av disse kom til at danne hvad vi nu kalder Gossnermissionen. Nogen av disse ned­satte sig oppe ved Gangesfloden, hvor de vistnok fik sat igang en mission, men dog ikke vandt nogen større til­slutning. Det blev derimot i høi grad tilfældet med de mange som fra 1845 optok sit arbeide blandt Kolsfolket, et nabofolk til Santalerne, med hvilket det ogsaa er nær beslegtet, da de begge hører til Indiens urbefolkning, der synes indvandret før Draiderne, som nu indtar den sydlige del av Indien, og de endda senere indvandrede Hinduer, som nu befolker den nordlige og nordøstlige del av dette store land.

Her fandt de en arbeidsmark som vistnok i begyndelsen saa litet lovende ut (i de første 5 aar ingen tilslutning), men efterhaanden utviklet sig til at bli en av de frugtbareste missionsmarker i verden. (Man opgir nu over 90 000 døpte der).

En stor svakhet ved denne mission var dens mangel paa en fast organisation. Hjemme var Gossner selv alt.

 

-134-

 

Han sier selv at han var «sin missions missionsskoleforstander, lærer, sekretær og pakæsel», og det vedblev han at være indtil sin død, da han var 85 aar gammel ! Han synes at ha været en uopslitelig arbeidets og bønnens mand. Noget selskap vilde han ikke danne; men efter paatryk av regjeringen maatte han dog danne en «missions- forening», da man ikke vilde tillate at en saa omfangsrik virksomhet bare skulde avhænge av en enkelt mand.

Men faktisk vedblev han dog at styre alt til sin død. Og ute paa missionsmarken var der heller ingen ordning som anviste enhver arbeider hans stilling hverken til det øvrige arbeide eller til styret i hjemmet. Men alle vedblev at staa i et per­sonlig forhold til «fader Gossner». Og naar det tegnet sig til usamdrægtighet mellem hans missionærer, truet han med at han da vilde ophøre at be for dem. Og det hjalp altid; ti dette turde man ikke risikere !

Nu ja, slikt kunde gaa saa længe Gossner levde; men heller ikke længer. Man maatte da faa et ordnet styre baade hjemme og paa missionsmarken.

Der blev da dannet et slags styre («curatorium») i Berlin, tildels av yngre mænd. Men det viste sig vanskelig for dette at skaffe sig respekt blandt missionærene. De var for længe vante til at gaa paa egenhaand. Desuten var de jo økonomisk for en stor del henviste til at maatte greie sig selv, da de fik saa liten støtte hjemmefra. Og det er ikke saa underlig om den som i det væsentlige skal under­holde sig selv, ogsaa vil styre sig selv. Der opstod derfor ikke saa liten strid baade indbyrdes og i forhold til styret i hjemmet, og enkelte traadte da ut og gik over i andre selskapers tjeneste eller begyndte at arbeide paa egen­haand. Deriblandt var ogsaa vore to bekjendte skandi­naver, Børresen og Skrefsrud, der var utsendt av denne mission, men snart forlot den, arbeidet en kort tid sammen med baptistene og derefter grundet en selvstændig mission i Santalistan.

Styret i hjemmet skjønte nu at noget maatte gjøres for

 

-135-

 

at faa istand en bedre og fastere ordning. Det utsendte derfor sin sekretær, pastor Ansorge, for at forsøke at faa istand en slik ordning. Det lykkedes ogsaa, men vakte saadan misnøie blandt en del av missionærene at 6 av dem forlot denne mission og traadte over til den engelske kirke og gik i dens missions («Propagation»-selskapets) tjeneste, og endel av deres menigheter fulgte dem. Dette var i 1868, og da jeg besøkte pastor Ansorge var han nylig kommet tilbake fra sin reise og var ret mismodig over de paa denne gjorte erfaringer. Ogsaa økonomisk hadde hans mission betydelige vanskeligheter. Tilgangen paa nye mis­sionærer var visst heller ikke stor. Ved sin lille missionsskole hadde Ansorge da blot tre elever.

Denne mission har, saavidt jeg vet, ogsaa senere hat ikke smaa vanskeligheter at kjæmpe med; men den kan se tilbake paa rigtig velsignede resultater, ved Guds naade opnaadde ved forholdsvis smaa midler.

Jeg skal ikke hefte mig ved min anvendelse av tiden forøvrig i disse dage i Berlin, da det væsentlig kun var missionssaken som var mit maal.

Det er en selvfølge at jeg, saa langt tiden rak, søkte at faa se det meste av den store bys seværdigheter, som monumentale bygninger, statuer, museer og allehaande sam­linger, av hvilke de temmelig rikholdige fra utgravningene i Ægypten interesserte mig mest, fordi de kastet lys over enkelte punkter i Mosebøkene.

Til at høre forelæsninger ved universitetene blev der jo ikke tid. Jeg fik kun høre et par av de to berømtheter Dorner og Trendlemburg.

 

 Wittenberg.

Mit maal var nu Leipzig, hvor vi har det ældste og mest anseede egte lutherske missionsselskap. Men like ved jern­banelinjen dertil fra Berlin av har vi det av alle lutherske teologer kjendte Wittenberg, reformationens fødested og

 

-136-

 

vor lutherske kirkes vugge. Der maatte jeg jo stanse litt, skjønt det for længe siden er en falden storhet, som væsentlig kun har interesse ved sine historiske minder.

Den er nu bare en liten by med ikke stort mer end 10000 indbyggere, beliggende paa en sandig slette ved en bugt- ning av floden Elben. Der findes endnu et gymnasium og et pastoralseminarium. Det er næsten det eneste som er igjen, som minder litt om den tid da denne by fremfor nogen anden var baade lærdommens og Lutherdommens berømteste sæte i Tyskland. Det herværende universitet blev først oprettet i 1502. Men da Luther og Melanchton nogen aar senere blev kaldt til professorer her, strømmet snart studenter til i hundrevis, og det følgende aarhundrede steg det nok til et par tusen.

Denne høie og centrale stilling beholdt Wittenberg ikke blot det 16de aarhundrede (reformationsaarhundredet), men ogsaa gjennem det 17de og til langt ind i det 18de. I hele denne tid hadde det staat som den lutherske rettroenhets faste borg, og selv mange av de berømteste teo­loger i vore skandinaviske land tyet hertil for at fuldende sine studier, især i reformationstiden, men ret ofte ogsaa senere.

Men saa begyndte det efterhaanden at gaa nedover. Det kraftige forsvar for den evangeliske sandhet utartet mer og mer til haarkløveri og spidsfindigheter og utidig stridslyst og rethaveri. Reformationstidens aand og liv var borte. Dets tid var forbi. Og da det saa i 1815 blev bestemt at det nu skulde forbindes med det yngre universitet, Halle, saa skjønte enhver at dette var en «anstændig begravelse» av det allerede døde; ti det ophørte nu at eksistere som universitet.

Det er altsaa bare endel minder om fordums storhet som endda staar tilbake. Det er kun disse den besøkende nu speider efter, og det var da ogsaa kun enkelte av disse jeg fik den vemodige glæde at betragte.

Allerede utenfor en av portene (Elsterporten), møter

 

-137-

 

vi et saadant minde. Her er en liten indgjerdet plads under et eketræ, hvor Luther den 10 decbr. 1520 i spidsen for sine studenter og ledsaget av sine medarbeidere brændte de pavelige dekretaler (retsbøker) samt pavens mot ham selv utstedte bulle, i hvilken 41 av hans (Luthers) frem­satte læresætninger fordømtes som kjætteri. Ved denne dristige og opsigtsvækkende handling fik Luther offentlig frasagt sig alt fællesskap med paven og pavekirken.

Like indenfor den nævnte byport har vi det gamle Augustinerkloster hvor Luther først bodde som munk av denne orden, og som han efterat bygningen var blit tømt for munker, fik sig av kurfyrsten anvist som professorbolig.

Her hadde han da først levet i 17 aar som ungkar, nemlig fra sin ankomst hertil i 1508 til sit giftermaal i 1525; der- efter som gift mand indtil sin død i 1546, altsaa 21 aar. Her førte nok den store mand et meget tarvelig liv, især i sine ungkarsdage. Da hændte det nok ikke saa sjelden at han var saa træt av studium og arbeide at han fuldt paaklædt kastet sig ned paa sit leie og sovnet ind; og der hengik nok ofte lang tid mellem hver gang sengen blev opredt. Med kosten var det vel ogsaa saa som saa. Men efterat han var blit gift blev det jo meget bedre, da konen nu passet godt paa ham.

Denne klosterbygning er jo siden Luthers dage meget forandret. Men der er dog et værelse som man har latt staa i sin gamle skikkelse, nemlig den saakaldte «Lutherstue», som staar aapen for besøkende. Det var et temmelig stort værelse i nederste etage. Det var antagelig familiens dag­ligstue. Om det tillike hadde været Luthers kontor og arbeidsværelse er man ikke saa sikker paa. Men det skjelnet man vel ikke saa nøie i de dage. Selv den lærde Melanchton saaes ofte sittende ved sit spædbarns vugge, som han satte i bevægelse med den ene haand, mens han i den anden holdt den bok hvori han studerte. Og saa var det vel ogsaa med fader Luther.

Nævnte værelse hadde ikke nogen andre møbler end et

 

-138-

 

bord og en kakelovn, der skal ha staat der siden Luthers dage. Gulvet var temmelig grissent og meget slitt ved gangen paa det.

Det var underlig at staa i det værelse hvor Luthers reformatoriske vennekreds saa ofte hadde været samlet for sammen med ham at drøfte samtidens store spørsmaal og søke lys og kraft fra Gud til at løse dem; fremdeles det sted hvor Luther selv i en tid av 38 aar har arbeidet og bedt, lidt og stridt, og hvorfra hans mere end 350 skrifter er utgaat og har spredt straaler av lys og varme i rikt maal saa viden om.

Her var i sandhet et stort aandens verksted !  Ved at staa overfor slike minder om de store aandens kjæmper i Gudsriket, føler man sig selv saa uendelig liten. Og det har man godt av. Det driver til ydmyghet og til inderlig bøn til den store Gud som kan bruke ogsaa de smaa kræfter i sit rikes tjeneste.

Fra «Lutherstuen» gik jeg til markedspladsen foran Raadhuset, hvor vi har billedstøtter av Luther og Melanchthon. Der er ogsaa en av Bugenhagen, som næst de to var den berømteste av vore reformatorer. Han var baade pro­fessor og byens sogneprest, Luthers skriftefar og stadige ven og raadgiver. I vort lands kirke har vi desuten særlig grund til at mindes ham med inderlig taknemmelighet, da det var ham som rigtig befæstet reformationen i den dansk­norske kirke og indviet dens syv første evangeliske tilsynsmænd («superintendenter») i 1537. Efter at ha betragtet disse standbilleder avla jeg et flygtig besøk i den saakaldte Stadtkirche, d.v.s. byens egentlige sognekirke. Det var ikke egentlig noget særs merkværdig ved den; men jeg visste at saavel Luther som Bugenhagen stadig med liv og kraft hadde forkyndt livets ord fra dens prækestol, og at det var her Luther ved sin tilbakekomst fra sit tvungne ophold paa fæstningen Wartburg præket hver dag 8 dage i træk og derved fik tilveiebringe ro og orden i menigheten, der just da var i høi grad forvirret av sværmer-aandene.

 

-139-

 

Men jeg har gjemt det bedste tilslut, nemlig mit besøk i den saakaldte slots- og universitetskirke, der gjemmer paa de aller dyreste minder fra reformationstiden — min­der som er knyttet baade til indgansdøren, til prækestolen og til kirkegulvet.

Det var paa denne kirkedør Luther den 31 oktober 1517 opslog sine 95 teses (læresætninger) om den katolske kirkes misbruk (navnlig avladshandelen), som han dog endnu haabet den selv vilde rette paa. Det er fra dette opslag man pleier regne den lutherske reformations begyndelse. Da denne kirkedør ved en ildebrand blev øde­lagt, skjænket preusserkongen i 1858 en metaldør paa hvilken disse 95 sætninger var indgraverte.

Kommet ind i kirken blev vort blik først fanget av præ­kestolen, hvorfra Luther saa ofte hadde vidnet; men dernæst i nærheten av samme et par gravplater i gulvet ved siden av hverandre, som viste at herunder hvilte støvet av Luther og hans hjertensven og medarbeider Melanchthon. Den første blev stedt til hvile her i 1546 og den anden i 1560. Det var underlig at staa ved disse graver !  Her hadde Bugenhagen staat, og med graatkvalt stemme holdt liktalen paa tysk til det store følge der repræsenterte ikke blot byens menighet, men hele den sørgende lutherske kirke. Og her hadde Melanchthon paa latin bragt universitetets sidste farvel til ham som hadde været dets pryd og dets straalende lys, og ved hvis side han 14 aar senere selv skulde finde sit hvilested.

Som jeg stod der ved Luthers grav, maatte jeg uvilkaarlig mindes og i tankene gjenta Grundtvigs herlige mindedigt over Luther og hans grav, hvis første vers som bekjendt lyder :

I Wittenberg i Saksenland, Der er en grav tilskue.

Der hviler sig en from Guds mand  Alt under kirkebue.

Hvad her han hed, det ved enhver Som har sin Gud og bibel kjær.

Men hvad han heder nu hos Gud, Skal engle for os sjunge ud,

Naar vi med ham forsamles.

 

-140-

 

Med dette syn og dette indtryk maatte jeg avslutte mit faa timers ophold i Wittenberg og reise videre. Det blev desværre det eneste sted hvor jeg fik fornye mindet om vor store reformator. Hvor gjerne vilde jeg ikke ogsaa besøkt andre slike steder (f. eks. Eisleben — hvor Luther baade fødtes og døde — Mansfeld, Magdeburg, Eisenach, Erfurt, Worms, Wartburg, Marburg og andre). Men tiden tillot det ikke. Min reises maal var jo fremfor alt erhvervelse av kjendskapet til missionsforholdene. Det maatte jeg huske og indrette mig derefter. Desuten maatte der tas hensyn ikke bare til tiden, men ogsaa til reiseutgiftene.

 

Leipzig.

Her hadde jeg besluttet mig til at stanse nogen uker, da jeg her ikke bare ønsket at studere missionssaken, men ogsaa se mig litt om paa det berømte universitet og høre en del professorer som jeg kjendte av deres skrifter, og som jeg desuten tildels hadde anbefaling til fra professorene Caspari og Broch.

Min første gang var naturligvis til missionshuset, hvor jeg blev mottat med stor elskværdighet av direktør Hardeland, en bror av den tidligere omtalte Hardeland, som blev Hermannsburger-missionens første superintendent. Han gav mig straks gode orienterende oplysninger om deres selskap og missionsskole, samt indbød mig saa ofte det faldt mig beleilig at komme og spise middag paa skolen, saa jeg kunde lære den bedre at kjende og stifte nærmere bekjendtskap med dens elever; en indbydelse som jeg mottok med tak og ikke saa sjelden benyttet mig av. Forresten maa jeg oplyse at her egentlig ikke var nogen missionsskole i ordets sedvanlige betydning. En saadan hadde man tidligere hat, og fik det ogsaa senere; men hadde det ikke for nærværende.

Sammenhængen hermed er den at man nu hadde be­sluttet kun at utsende fuldt utdannede teologer som mis-

 

-141-

 

sionærer. Skolen var altsaa bare et gymnasium som for­beredte til artium, hvilken eksamen dens elever maatte ta ved statens gymnasium, da skolen som en privat anstalt ikke hadde eksamensret. Fra et almindelig gymnasium adskilte denne «missionsskole» sig væsentlig kun ved sin mere avgjort kristelige aand samt derved at elevene i det sidste aar fik litt undervisning i talmudisk grammatik, da det var paa talmudersproget i Indien de som missionærer skulde prædike evangeliet.

Saasnart elevene hadde tat artium gik de over til uni­versitetet for der at studere teologi. Da kom det visselig vel med at de paa denne skole hadde faat en saa grundig undervisning i de klassiske sprog (græsk og latin), hvori de virkelig syntes at drive det vidt. Jeg hørte paa under­visningen i øverste klasse, hvor den øiensynlig meget flinke filolog, som her var lærer, gjennemgik et stykke av en av de græske tragikere (Sofokles) og eksaminerte paa latin i græsk grammatik. Det sidste syntes dog at ligge vel høit for hans elever, skjønt de utvilsomt var langt kommet.

Under sit universitetsstudium vedblev de fremdeles at ha sit hjem paa skolen, hvor de hadde alt frit.

Av og til hændte det ogsaa at der meldte sig til denne mission færdige teologiske kandidater. Saadanne opholdt sig gjerne en tid her i missionshuset for at leve sig bedre ind i missionssaken.

Sluttelig skal jeg bemerke at det ikke var altid man hævdet at der kun burde utsendes teologer. Fra først av, da denne missions sæte var Dresden og ikke Leipzig, hadde man der en almindelig missionsskole, der helt ut utdannede sine missionærer. Og senere (fra 1879 av) saa man sig nødt til atter at opgi den regel kun at utsende teologer og vende tilbake til den oprindelige praksis at la selskapets missionærer faa sin hele utdannelse ved en dertil oprettet missionsskole, som de andre tyske selskaper. Kun derved kunde man faa et tilstrækkelig antal missionærer.

 

-142-

 

Den som fik gjennemført den ordning som endnu var gjældende i denne mission, da jeg besøkte stedet, var den usedvanlig fremragende dr. Karl Graul, der var denne missions leder (direktør) fra 1844—1860, av hvilken tid dog omtrent fire aar (1849—53) optokes av hans inspektionsreise til Indien. Han fik i 1848 vedtat at missionens sæte skulde forlægges fra Dresden til universitetsbyen Leipzig.

Missionsskolen i Dresden, der hadde været i gang siden 1836, skulde nedlægges og missionen skulde for eftertiden kun drives av teologer, og den missionsskole man hadde hat i Dresden skulde nu erstattes med en i Leipzig, der kun skulde være forberedende for det teologiske studium, med andre ord et gymnasium.

Graul hadde desuten en meget omfattende plan. Han vilde gjøre Leipzigerselskapet til midtpunkt for al luthersk mission, og det ikke blot i Tyskland, men overalt. Ogsaa missionsvirksomheten i de skandinaviske land skulde bli underbruk under Leipzig. Det smaker litt av det man nu kalder «pangermanisme» (alt skal være tysk eller komme under tysk indflydelse). Graul mente det dog ikke saaledes. Men han trodde bedst at sikre enheten i missions­virksomheten, naar alt stod under én ledelse. Det egte lutherske trodde han ogsaa bedst betrygget naar alt stod under en egte luthersk ledelse, som den i Leipzig skulde bli. Endelig mente han man maatte være bedst sikret mot at faa umodne arbeidere i missionen, naar man vedtok den regel at kun mænd med universitetsutdannelse skulde ut­sendes.

Han opnaadde jo ikke alt hvad han hadde tat sigte paa, men dog ret meget av det. En stor del av missionsvennene i Mellemtyskland og i de russiske østersjøprovinser sluttet sig til Leipzig. Danmark overlot ham hvad der endnu var igjen av dets mission i Trankebar, og han fik ogsaa nogen støtte fra Sverige; men han kunde ikke helt vinde den lutherske missions befolkning i det rent lutherske Hanno­ver, der for en stor del sluttet sig til Hermannsburg.

 

-143-

 

I Nord-Tyskland sluttet ogsaa mange lutheranere sig til et av de to Berlinerselskaper. Derimot sluttet de lutherske missionsvenner i Sachsen og Bayern sig til Leipzigerselskapet.

Styret for dette selskap var som for det i Berlin et selv­valgt og sig selv stadig supplerende. Dette styre stod nok i forbindelse med en hel del missionsforeninger utover landet, der sendte saakaldte «deputerte» til selskapets «årsfester», men disse hadde ingen indflydelse paa styret, men paahørte blot oplæsningen av dets aarsberetning og bragte besked herom til sine foreninger.

Selskapets arbeidsmark var Tamulerlandet i det sydøstlige Indien.

Jeg benyttet disse uker i Leipzig til at høre nogen forelesninger ved universitetet her, for dog at faa en liten smakebit av tysk universitetsliv (mere blev det jo ikke). Jeg hørte Delitzsch — til hvem jeg hadde anbefaling fra Caspari — over Davids salmer, Luthardt over etik og Kahnis over kirkehistorie, hvilket sidste især var overmaate interessant — en meget livfuld fremstilling. Delitzsch var selvfølgelig meget lærd, men kunde dog med hensyn til det aandelige indhold neppe sættes ved siden av Caspari. Luthardt var meget humoristisk, saa han ofte fik hele tilhørerskaren til at le. Han læste over egteskapet og uttalte sig sterkt imot egteskap mellem slegtninger. «Og saa er det disse kjære kusiner ! Mine herrer, dere behøver slet ikke at fri til kusiner; ti der er saa fuldstændig nok at faa av andre, som ogsaa meget gjerne ønsker at faaes !»

Jeg hørte ogsaa i en del timer forelæsningene i ara­bisk av prof. Fleischer, til hvem jeg hadde anbefaling fra Caspari og Broch, der begge hadde været hans elever. Han læste paa den tid over en av ham utgit arabisk kom­mentar (av Beidhawi) til den arabiske koran. Men jeg skjønte jo straks at dette laa altfor høit for mig. Hos prof. Broch hadde jeg vistnok læst noget av koranen paa arabisk; men det var dog for intet at regne mot det som her blev foredradd.

Ofte kunde timen medgaa bare til gjennem-

 

 

-144-

gaaelsen av et par vers. Til belysning av de forskjellige avskygninger av bare et enkelt ords betydning fik vi citater av alle mulige arabiske forfattere.

Og alt syntes han at ha lagret i sin ubegripelige hukom­melse. Det var et ocean av lærdom, som maatte vække den høieste forbauselse og beundring.

Hans elever var da ogsaa bare en liten utvalgt kreds, som forberedte sig til en professors stilling ved et eller andet universitet.

Men uagtet det hele laa for høit til at jeg kunde ha syn­derlig nytte av det, var det dog interessant for en gangs skyld at faa se denne samtidens største arabist og faa et indtryk av hans uhyre lærdom. I en henseende fik jeg dog ogsaa litt praktisk nytte av hans lærdom. Da jeg nemlig ved studiet av madagassisk stødte paa uttryk som aabenbart var av arabisk oprindelse, men hvis grundbetydning jeg dog ikke kunde faa tak i, og jeg henvendte mig herom til professor Broch, hændte det at ogsaa han stod fast og maatte ty til Fleischer, der altid greide det for os.

Fra Leipzig tok jeg en liten avstikker til Halle, væsentlig for at bese Franckes storartede stiftelser (vaisenhus o. l. med ca. 2000 barn), dette storslagne vidnesbyrd om hvad tro og bøn formaar at iverksætte. Jeg fik her ogsaa en kjærkommen anledning til at hilse paa og høre en forelæsning av den gamle Gudsmand prof. Tholuck, om hvem kirkehistorikeren Kurtz sier at han ved sine skrifter og sine forelæsninger og sin omgang har «ført mange tusener til Kristus eller befæstet dem i ham».

Før jeg forlot Leipzig fik jeg ogsaa opleve en akademisk høitidelighet av rang, nemlig en latinsk disputats for licen- tiatgraden i teologi, og det av ingen ringere end den den gang endnu unge, men senere saa berømte Emil Schurer. Hans fremlagte latinske avhandling gjaldt paaske-stridighetene i den gamle kirke, hvortil endnu var føiet nogen teser (sætninger) utenom dette emne, som han paatok sig at forsvare, og det var ikke saa greit for den unge

 

-145-

mand at skulle forsvare sig mot alle 7 professorer som opponenter. De var alle fremmøtt i «Domus Academica», hvor handlingen foregik, og det i sin fulde stas og med alle sine ordener. Navnlig hadde den berømte Tischendorf sit bryst helt bedækket med saadanne, og det fra de for­skjellige land i Europa. Den unge mand syntes at bite fra sig ganske godt. Men han hadde øiensynlig adskillig van­skelighet med sproget — likesom enkelte av professorene.

Latinen var jo ikke længer forelæsningssprog her heller, og det kunde nok kjendere merke. Saaledes bemerket en lærd gammel latiner, som i sin ungdom hadde hørt gamle professor Winer tale latin, at det var øiensynlig at det nu gik nedover med færdigheten i at tale dette sprog. Men dette kunde dog øiensynlig ikke sies om Tischendorf, ti av ham strømmet det som fra et fossefald, saaat stympere som jeg umulig kunde følge med, hvad jeg dog til nød saa nogenlunde kunde gjøre med de andre.

Handlingen varte i 5 timer og det i den sterkeste som­merhete. Men da var vi ogsaa alle grundig trætte. Det var derfor ingen av «auditoriet» (tilhørerne) som følte sig fri­stet til at forlange ordet da disputationens leder spurte om dette. Det hele forekom mig mest som en festlig utstilling av akademisk lærdom. Men det var jo noksaa interessant for en gangs skyld at ha været tilstede ved en slik handling.

 

————————————-

Mot slutten av mit ophold i Leipzig kom ogsaa pastor Klaveness hit. Vi fik da være meget sammen, til gjensidig hygge. Og da der om kort tid skulde holdes en stor missionsfest i Dresden, reiste vi sammen dertil. Men da der endda var nogen dage til denne, bestemte vi os til først at ta en fottur sammen paa landet henimot Bøhmens grænse (imot Erzgebirge). Her var sundt og friskt, og turen gav os ogsaa anledning til at se litt av bondelivet. Desuten fik vi paa steder som Annaberg og især Freiberg en forestilling om tysk bergverksdrift. Paa sidstnævnte sted fik jeg tilbringe flere timer under jorden, iført en berg-

 

-146-

mandsdragt og ledsaget av en bergmand med sin lykte om halsen. Det var ikke netop nogen lystreise. Men naar man vet hvor mange millioner mennesker maa søke sit livserhverv ved grubearbeide av forskjellig art, vil man dog gjerne faa et indtryk av hvorledes dette arbeide drives. Bjergarbeiderne gjorde paa mig et meget alvorlig indtryk. Bare den maate hvorpaa de stadig hilste paa hinanden i forbigaaende — ønsket hinanden lykke paa veien og Guds varetægt («glück auf !» «Grüss Gott !») — bekræftet dette indtryk. Deres ensformige og tildels farefulde arbeide bi­drar vel ogsaa sit til dette.

Ankomne til Dresden fik vi to leiet os et par billige værelser sammen, og indrettet os forøvrig saaledes at vi fik vore maaltider hvor det faldt bekvemmest. Vi vilde gjerne stanse nogen dage her, baade av hensyn til den allerede nævnte missionsfest, og fordi Dresden frembyr saa meget tiltrækkende. Den er vel kanske den smukkeste by i Tysk­land, og den har en usedvanlig rik samling av natur- og kunstgjenstande som vel fortjener at sees, men som jeg dog ikke skal opholde mig ved.

Missionsfesten varte i to dage og var særdeles godt be­søkt. Den skulde være baade en missionsfest, en bibelfest (for Wurttembergske bibelselskap), og en fest for Israelsmissionen. Endelig avsluttedes den med en pastoralkonferance, hvori flere hundre prester deltok og som optok hele den anden festdag.

Det var naturligvis en meget interesant fest, og ikke litet lærerik, især for en vordende missionær. Og dog kunde jeg ikke negte at jeg savnet et par træk som gjør vore generalforsamlinger og kredsforsamlinger saa betydningsfulde.

Her var for det første ikke spor av nogen diskussion som tok sigte paa beslutninger, som skulde staa i tjenende forhold til ledelsen og den gjerning som hadde foranlediget møtet, idet denne ledelse helt og holdent var i hændene paa et selvvalgt og enevældig faamandsstyre. Det kunde ikke tiltale en «demokrat» som mig.

 

-147-

 

Dernæst var det mig paafaldende hvor litet det egent­lige lægfolk kom til orde i den første meningsutveks­ling. Talerne var prester og professorer. Der forelaa visst ingen regel som hindret almindelige lægfolk fra at forlange ordet. Men de vaaget sig ikke til. De var for beskedne. Det var visst ikke nogen betydelig forskjel i religiøs opfatning som dannet nogen kløft mellem prester og lægfolk. Det var vistnok mer dette at man var saa vant til at styres fra oven; i staten, kommunen og kirken, — ialfald paa disse kanter (i Hannover og Württemberg spil­ler lægfolket en mer fremtrædende rolle i det kristelige ar­beide, ogsaa blandt dets ledende kræfter).

Disse festdage aapnedes med en utmerket præken av hofprædikant Langbein. Iblandt talerne forøvrig var de mer fremtrædende professorerne Luthardt og Delitzsch og missionsdirektør Hardeland. Denne sidste var nylig kom­met tilbake fra en inspektionsreise til selskapets mission blandt Tamulerne i Sydindien, hvor det hadde 9000 døpte. Hans meddelelser derfra med en meget anskuelig fremstilling av de forskjellige hindringer missionsarbeidet her hadde at kjæmpe med, var for mig som vordende mis­sionær uten sammenligning det interessanteste og mest lærerike av alt som blev talt i disse to dage.

Prof. Delitzsch talte om jødemissionen, og navnlig dens historie i nyere tid. Han indledet dette ved oplæsning av en av Davids salmer, og det var ganske fornøielig at han begyndte at oplæse den utenad paa hebraisk, idet han rent hadde glemt at han her stod paa en prækestol og ikke paa uni­versitetets kateter. Dette mindet mig om hans ven Caspari, «om godt kunde tænkes i aandsfraværelse at ha gjort det samme. I den grad levet disse mænd i den Hellige Skrifts grundsprog.

I Bøhmen.

 

I Dresden skiltes jeg med min ven Klaveness. Vi tænkte os begge til Kirkedagen i Stuttgart; men han vilde

 

-148-

 

lægge veien gjennem Thüringen, mens jeg vilde reise over Bøhmen. Jeg reiste da med dampskib paa Elben gjennem det fantastiske «Sachsisk Schweitz» til Bøhmens grænse og derefter med jernbane til Prag.

Naar jeg la min rute over Prag, saa var det ikke nær­mest for at faa se den gamle og berømte stad, og heller ikke for at faa anledning til at iagtta folkelivet blandt en gren av den store slaviske race som jo bøhmerne er. Nei, det var for at lete efter mindene fra de to første evange­liske blodvidner, som hadde talt saa kraftig sandhetens sak mot pavedømmets vildfarelser omtrent 100 aar før reformationen begyndte i Wittenberg.

Det var Johan Huss og hans ven Hieronymus. Begges virksom­het faldt i begyndelsen av det 15de aarhundrede; de blev begge dømt til døden paa baalet av Consiliet i Constantz, den første i 1515, den sidste i 1516; begge døde med stor frimodighet. Huss hadde jo av keiser Sigismund faat leidebrev; men det hjalp ikke, da keiseren av de katolske fædre lot sig indbilde at man ikke behøvde at holde et løfte som man hadde git en kjætter !

Av historien kjendte jeg naturligvis til hvilken storm disse henrettelser vakte blandt de to mænds venner i Bøh­men og de derved foranledigede krige og den heftige mot­stand mot katolikkene her. Det var likeledes en bekjendt sak at det var flygtninger fra en gren av disse folk (de bøhmisk-mæhriske brødre) som foranlediget dannelsen av «Brødremenigheten», som er den ivrigste missionskirke i hele verden. Men hvad jeg ønsket at faa mere lys over var dette : Hvorledes staar det for tiden med det evangelisationsarbeide som nu drives i Bøhmen ? Hvem er lederne av det ? Hvilken fremgang har det ? Finder det nogen til­knytning i den fra Huss i sin tid reiste bevægelse.

Herom hadde jeg allerede under mit ophold i Leipzig faat en del oplysninger, navnlig av dr. König, redaktør av bladet «Daheim». Han visste ogsaa at dette evangelisationsarbeides øverste leder var en reformert hollandsk prest,

-149-

 

van Andel, der dog fik sin økonomiske støtte fra en­gelske og skotske kristne. Han kjendte denne arbeidets leder personlig og medgav mig hans adresse og nogen linjer, hvori han anbefalte mig til ham. Det var jeg taknemmelig for, og det viste sig at jeg hadde god nytte av det.

Ved min henvendelse til den meget elskværdige og sær­deles vel orienterte prestemand, fik jeg straks meget værdifulde oplysninger om det som mest interesserte mig. Og senere fik jeg ogsaa anledning til at tilbringe en meget hyggelig søndagsaften i hans hjem og familie, hvor jeg ogsaa traf sammen med en del av hans medarbeidere i evangelisationsarbeidet, efter først at ha deltat i gudstjenesten i hans kirke, hvor jeg maatte tale nogen ord og bringe en hilsen fra protestanter i mit hjemland.

Det var meget glædelig under dette samvær med disse arbeidere for evangelisationen av dette land, hvor Huss var optraadt som reformator, at høre at den ild han hadde tændt endnu ikke var utslukket, men fremdeles ulmet under asken og her og der ogsaa flammet op.

Saaledes fortalte man mig at der oftere, dels i kredser hvor der endnu var spredte levninger av Huss’ tilhængere fra gamle dage, men dels ogsaa fra væsentlig rent katolske kredser, hvor man mere tilfældig hadde hørt om hans virksomhet, og der var opstaat trang til at lære forkyndelsen av evangeliet nærmere at kjende, ikke saa sjelden kom anmodninger til van Andel og hans medarbeidere om be­søk, eller ogsaa om at skaffe dem en evangelisk prest som kunde slaa sig ned hos dem. Dette har man dels ogsaa kunnet gjøre ved midler som engelske kristne hadde tilveie- bragt.

Det viste sig at der i Bøhmen var stor begeistring for Huss blandt folket, ja, saa stor at endog katolikker reves med av den. Men disse søkte navnlig at fremstille ham som en bøhmisk national helt, der ved universitetet i Prag hadde optat en kraftig kamp mot den paa hans tid altfor

 

 

-150-

 

store tyske indflydelse og var faldt som martyr i denne sin berettigede kamp.

Ellers var jo katolikkene her temmelig fanatiske og dypt nedsunkne i overtro og helgendyrkelse. Da vi saaledes en­gang sammen med en evangelisk prest gik over en meget gammel bro over floden Moldau — der flyder gjennem byen — hvor der var opstillet et billede av den meget sagnagtige helgen Nepomuk, der her skulde ha lidt martyrdøden, bemerket presten at vi blot for nogen faa aar siden vilde risikert at bli gjenstand for et opløp, hvis vi hadde gaat forbi dette billede uten at ta hatten av og ærbødig hilse paa det. Siden krigen i 1866 mellem Preus­sen og Østerrike var dette blit noget anderledes, idet man efter den tid hadde fundet at maatte lægge noget mere baand paa katolsk fanatisme.

Ogsaa ved en anden leilighet fik jeg et talende eksempel paa hvor indgrodd helgendyrkelsen er i den katolske be­folkning her. Jeg skulde gaa op i taarnet paa domkirken for at nyde den herlige utsigt over byen og omegn man kunde faa herfra. Jeg fik da med mig en halvvoksen gut, hvis forretning det var mot en liten godtgjørelse at ledsage de besøkende her. Under den lange opstigning maatte vi passere flere her opstillede helgenbilleder, og den øien- svnlig meget fromme gut maatte da ved hvert av dem stanse litt og forrette sin andagt. Dette fandt jeg gik vel langsomt, og jeg skyndte litt paa. Men da blev den fromme gut al­vorlig, og jeg glemmer ikke den troskyldige mine hvormed han vendte sig til mig og sa : «Nei, min herre, dette gaar aldrig !» Han mente aabenbart at det var litet sandsynlig vi vilde komme vel fra op- og nedstigningen, naar vi ikke viste alle helgenbilleder den efter hans mening skyldige ære.

Jeg stanset bare et par dage i Prag, og de benyttet jeg da til at se det merkværdige ved denne gamle by; men jeg vil ikke dvæle nærmere ved noget av dette, der ikke hadde nogen særlig betydning for min reise.

-151-

 

Fra Prag reiste jeg til Erlangen. Jeg vilde gjerne se denne lille universitetsby, der saa længe hadde været et arnested for egte troende luthersk teologi, og hvor ikke faa teologer ogsaa fra Norge har studert kortere eller længere tid. Det var ogsaa her vor kjære professor Gisle Johnson opholdt sig en tid i sin ungdom, og det var her han sier han fandt det eneste teologiske fakultet, som helt bestod av rettroende lutheranere. Det føles ogsaa paa hans mundtlige foredrag og hans skrifter at han har været sterkt paavirket av disse mænds aand («Erlanger- skolen»), og jeg erkjender med taknemmelighet hvor meget jeg ogsaa selv skylder disse mænds skrifter, mest kanske den berømte dogmatiker Thomasius, men ogsaa Harless, Schmid, Hofmann, Hofling, Frank og Zezschitz.

Jeg hadde især glædet mig til at kunne faa hilse paa Casparis svoger, professor Zezschitz, til hvem jeg hadde anbefalingsskrivelse med fra Caspari. Men uheldigvis var han, som alle andre professorer her, med undtagelse av Frank, bort­reist, da feriene alt var begyndt. Jeg blev meget venlig rnottat av hr. Frank, der gav mig anledning til at bese universitetet og meddelte mig adskillige gode oplysninger ikke blot om Erlangen, men om den lutherske kir­kes stilling i det hele i det saa aldeles overveiende katolske Bayern.

Mit næste maal var Neuendettelsau; men for at komme derhen maatte jeg reise om Nürnberg, og jeg fik saaledes anledning til at bese denne gamle eiendom­melige og paa middelaldersk vis bebyggede stad, med sin høie og brede bymur med de mange taarn paa, og husene tildels hængende utover muren, og mange av dem øien- synlig meget gamle. Det hele hadde et middelaldersk præg. Noget mer moderne var jo de ikke faa fabriker, hvorav mange producerer hvad vi kalder «Nürnbergerkram» (f.eks. leketøi og lignende).

Men jeg skulde jo til Neuendettelsau. Men kan der da

 

 

-152-

 

være noget særs merkværdig at se i den lille landsby ? Ja, det var der virkelig, nemlig pastor Löhe og alle de anstalter han her har skapt: Et diakonissehus, en lærerindeskole, et sindssykeasyl, et gravkapel, et kvindehospital, en skole til utdannelse av prester for tyske menigheter i Amerika. Og alt dette har denne ene mand likesom tryllet frem av jorden. Han minder i denne henseende saa meget om Ludvig Harms i Hermannsburg. Og dog, hvor ulike er dog ikke de to !

Harms var en folkets mand, som alene virket ved sin prækens overvældende kraft og litet brydde sig om former og ceremonier; mens Löhe derimot la overmaade stor vegt paa dette; ti han var en æstetiker, rigtig en kristelig «skjønaand», likesom ogsaa hans person var saa vakker at det var en ren nydelse bare at faa se ham, især paa prækestolen. Og hans hele fremtræden bar præget av hans fine smak og noget visst aristokratisk, hvor­for man med rette sa om ham at han var «en egte kirkefyrste». Og denne mandens eiendommelighet satte ogsaa sit præg paa hans anstalter, idet det skjønne og det ceremonielle her fik en bred plads. Den lille bedesal, hvor man samledes til morgen- og aftenandagter, var smukkere utstyrt end de fleste av vore kirker, og der var selv ved slike smaa andagter mere av det liturgiske end ved en høimessegudstjeneste hos os. Det var vakkert og høitidelig, men det gjorde paa mig indtrykket av noget stivt og ufrit.

Löhe selv var visselig en rettroende lutheraner i læren, men han beskyldtes dog for i visse henseender i sin hele holdning at røpe en viss forkjærlighet for meget av det som mindet om romersk-katolsk væsen. Det var det samme man trodde at finde hos enkelte andre ellers meget høit agtede teologer i vor kirke, som professorene Stahl, Vilmar og Kliefoth, hvilke man tildels pleiet at betegne som «Ny-lutheranere». Hvad man har bebreidet disse mænd som ensidigheter har fornemmelig været at de har ofret «kirken» som samfund langt mere opmerksomhet end de enkelte kristne; fremdeles at de saaledes har be­-

-153-

 

tonet baade sakramentene og det ceremonielle i guds­tjenesten saa sterkt at det kunde være fare for at ordet, som dog er det aller vigtigste naademiddel, kunde komme til at træ i skyggen; endelig at de tildeler det geistlige embede en saadan stilling at det likesom kommer til at svæve over menigheten, istedetfor at være fremgaat av den og være bestemt til at være dens tjener. Derved blir det, har man sagt, nødvendigvis en stor kløft mellem det kristelige lægfolk og det geistlige embede.

Efter det som foreligger fra disse mænd, dels fra deres mundtlige vidnesbyrd og dels gjennem deres skrifter, tror jeg ikke man kan avvise disse anker som helt uberettigede – undtagen kanske for Kliefoths vedkommende (om ham er det ialfald tvilsomt om ankene er berettiget).

Da jeg ikke blev nogen søndag over her, fik jeg ikke den fornøielse at høre Löhe præke; men jeg fik dog alli­kevel høre ham tale fra prækestolen. Det var nemlig hans vis paa en ukedag at holde foredrag over et eller andet emne, som særlig bevæget tiden. Denne gang talte han «imot simultanskoler», d. v. s. skoler hvor undervis­ningen var saaledes indrettet at den passet like godt for barn av forskjellige kristelige bekjendelser, ja, endog for saadanne som ikke tilhørte noget kristelig samfund (altsaa jøder og hedninger). Det er klart at hvis der her skulde undervises i «religion», saa maatte den bli meget avbleket. Der maatte da kun bli tale om almindelig religiøsitet og moral.

Mot slike skoler optraadte Löhe selvfølgelig med den største bestemthet. Og det var en tale med kraft og begeistring. Argumentationen grundig, tankene klare, formen skjøn og utførelsen mønstergyldig. Det var et foredrag som det var en sand nydelse at høre. Jeg husker at han sluttet det med den bestemte erklæring : «Saa længe jeg er eders prest, faar dere ingen simultanskoler her, — det indestaar jeg for («dafür bin ich»). Det var øiensynlig en mand som hadde opgjort sin mening og visste hvad han vilde !

 

 -154-

 

Som prædikant var Löhe overmaade beundret, kanske mere end nogen i sin samtid. Og det fortjente han visst ogsaa. Han var vistnok ingen saadan henrivende folketaler som Ludvig Harms, og hans prækener laa kanske vel høit for menigmand. Men for dem som kunde følge hans dype og aandfulde fremstilling av de kristelige sandheter, maa han ha staat meget høit. Det vil nok enhver maatte forstaa som har læst hans utgivne utlæggelse av kirke- aarets evangelier og epistler. Som sjælesørger for sin me­nighet skal han ogsaa ha utmerket sig ved stor nidkjærhet og en merkelig pastoral visdom. Endelig hadde han en usedvanlig evne til at styre og lede. Det var da ogsaa i høi grad paakrævet for at kunne lede sine mange anstalter som han gjorde det. Men med sit overvældende arbeide blev han tidlig brutt. Da han døde i 1872 var han blot 64 aar gammel.

Det var for mig en oplevelse at ha set og hørt denne mand. Det var baade til opmuntring og til ydmygelse.

Her traf jeg atter sammen med pastor Klaveness. Vi skulde nu begge til kirkedagen i Stutgart, hvortil vi allerede fra Leipzig av hadde meldt os og fundet gjestevenlig indkvartering. Men vi hadde endnu et par dage igjen til den skulde aapnes. Disse vilde Klaveness benytte til en liten trip til badestedet Boll for at gjøre sig bekjendt med den eiendommelige der drevne virksomhet, hvorom mere siden — mens jeg i denne mellemtid vilde besøke

 

den lille lands­by Kornthal,

 

om hvis merkelige menighetsforholde jeg hadde læst adskillig og ønsket at kjende dem nærmere.

Det er i virkeligheten en meget eiendommelig foreteelse. Hvad vi her støter paa er en halvveis luthersk frimenighet, ved hvilken det eiendommelige er at denne frimenighet falder sammen med en kommune — som den som bekjendt paa det nærmeste ogsaa gjør i vor statskirke — men saaledes at det er menigheten som dominerer og gjør kommunnen helt avhængig av sig.

Dette eiendommelige forhold synes at være opstaat paa følgende maate :

 

 

-155-

I begyndelsen av det 18de aarhundrede var rationalismen begyndte at trænge sig ind ogsaa i Württemberg, og navnlig da i kirkestyrelsen. Og da denne omkring 1810 tillot sig at forandre den gamle og for alvorlige kristne me­get kjære salmebok, sala blev der smuglet rationalisme ind i den omtrent som ved «den evangelisk-kristelige salme­bok» hos os, og da man samtidig ogsaa indførte saadanne forandringer i den offentlige gudstjeneste forøvrig som bar merker av en ny aand, saa blev misnøien blandt de kristne av den gamle uforfalskede tro stedse sterkere, og pro­testene mere høilydte. Og da man under denne misnøie endog begyndte at true med utvandring i stor stil, hvis man ikke fik beholde sin gamle kristendom ukrænket — saa blev ikke blot kirkestyrelsen, men ogsaa kongen og regjeringen i det hele yderst betænkelig og begyndte at spekulere paa hvad man skulde gjøre.

Efter lange forhandlinger blev det omkring 1820 ordnet saa at de misfornøiede, som hadde tænkt paa muligens at mnatte utvandre, fik anlægge en egen by med eget kirkestyre og med egen av dem selv valgt prest og en ganske selvstændig menighetsordning og kirketugtsbestemmelser. Her skulde menighet og kommune helt falde sammen, idet Ingen fik lov til at nedsætte sig her uten han tillike blev godkjendt som medlem av denne menighet og forpligtet sig til at godkjende dens menighetsordning.

Og dersom han senere stelte sig saaledes at menigheten ikke længer kunde godkjende ham som menighetslem, saa maatte han paa forlangende ogsaa fraflytte stedet. Han kunde da sælge sine faste eiendomme i denne by, men kun til en saadan som menigheten fandt at kunne anerkjende som menighetslem. Fandt han ikke selv nogen saadan, saa kunde menigheten selv kjøpe eiendommene. For saadanne tilfælder hadde regjeringen dog fastsat visse bestemmelser som skulde sikre vedkommende mot vilkaarlig behandling økonomisk tap.

Denne by og menighet blev da Kornthal.

 

-156-

De som nedsatte sig her, var da saadanne som enten var «strenge pietister», som navnlig var sterkt paavirket av mænd som Spener og Francke og deres aandsbeslegtede og som derfor ikke blot tok anstøt av det rationalistiske element som hadde ind sneket sig i den Wurttembergske landskirke, men ogsaa tok forargelse av dens sørgelige mangel paa kirketugt som gjorde «menigheten til verden». Begge dele haabet de at faa rettet paa ved en menighets-ordning som den i Kornthal, hvor der toges sigte paa at grunde og vedlikeholde en muligst ren menighet, bestaaende kun av virkelige og levende kristne.

Men foruten disse «pietister» sluttet der sig til menig­heten i Kornthal folk som, foruten som disse at ville ha en menighet med ren lære og rent liv, dog tillike hadde et andet særpræg. Det var folk som ventet at Herrens gjen­komst til oprettelse av tusindaarsriket stod for døren. Der fortaltes om enkelte av disse at de endog litet brøt sig om at bygge sine huse videre solide; ti de var jo kun beregnet paa den korte tid indtil Herrens gjenkomst, og det vilde vel kun bli nogen faa aar !

Det var altsaa folk av noget forskjellige anskuelser som her sluttet sig sammen. Men de var dog enige om det væsentligste : at en kristen menighet maatte ta alvorlig sigte paa ren lære og rent liv. Det var da ogsaa dette som skaffet den megen deltagelse og respekt hos alvorlige kristne i videre kredse, selv om de ikke kunde være enige med dem i et og alt eller melde sig ind i deres menighet, der ikke fik noget stort omfang.

Hvad bekjendelsen angaar, saa vilde de kun være en luthersk menighet, hvorfor de da ogsaa vedtog den Augs- burgske bekjendelse som sit symbol.

Forresten lægger de visst ingen særlig vegt paa sym­bolene i sammenligning med den kristelige forkyndelse og det kristelige liv. De minder i denne som i andre hen­seender meget om Brødremenigheten som visst ogsaa har været deres forbillede.

 

-157-

Overfor statens kirkestyre staar Kornthal helt selvstændig og uavhængig. Kun har regjeringen forbeholdt sig adgang til at gripe ind hvor det gjælder spørsmaal som og­saa staten har særlig interesse av (f. eks. skolene).

Spørres der saa : Hvad er blit det praktiske resultat av denne eiendommelige menighetsdannelse i Kornthal ?

I det hele godt. Jeg fik ved mit besøk her indtrykket av en usædvanlig varm hjertekristendom og et rent kristen­liv, og det samme hørte jeg uttalt av andre som hadde besøkt stedet. Jeg kjender ikke nærmere til hvorledes det staar til nu. Men prof. H. Schmidt i Breslau uttaler ialfald omkr. 1880 følgende om Kornthal : «Denne menighet staar der som en mønstermenighet, i hvilken der ikke fore­kommer nogen processer, nogen uægte fødsler, nogen kneiper, nogen forkomne personer, nogen fritænkere eller religionsspottere».  En god attest ! Han lægger dog ikke skjul paa at en menighetsordning som den i Kornthal ogsaa kunde ha sine farer, og att den vel neppe kunde gjennemføres i store menigheter.

Kornthal var et merkelig stille og fredelig sted, og jeg kunde derfor saa godt forstaa at det blev fremstillet som et rigtig ønskested for en alderdomshvile. Det gjorde i den henseende omtrent samme nytte som gode klostre i den katolske kirke, især i middelalderen. Hit tydde mange fromme mennesker hen — især ældre — som var trætte av livets kamp og tummel og søkte sig et stille og fredet sted. Man fortalte at der var adskillige saadanne som hadde nedsat sig i Kornthal. Og av saadanne traf jeg ialfald én som det var mig en glæde at faa hilse paa, nemlig den bekjendte tidligere missionær Krapf der i mere end en menneskealder hadde arbeidet i det engelske «kirkelige» missionsselskaps tjeneste. Han var fra Wurttemberg og hadde faat sin utdannelse dels paa missionsskolen i Basel og dels ved universitetet i Tübingen. Av nævnte selskap blev han først sendt til Smyrna, hvor han en kort tid virket sammen med den bekjendte dr. Fjeldstedt. Men

 


-158-

siden sendtes han til Abessinien (Etiopia), dels for at forsøke at faa indgang der og dels med den tanke herfra at kunne trænge frem til Gallafolket. Men begge dele mislykkedes for ham som for andre. Han reiste da til Mombas (Mombasa/red.) for at forsøke om han derfra kunde arbeide sig nord­over og derfra trænge frem til Gallerne eller ogsaa kunne aapne en mission i de indre dele av Østafrika. Ingen av delene lykkedes. Han, og senere ogsaa hans medarbeider Rebmann, maatte indskrænke sig til at anlægge en station nær Mombas og der arbeide blandt forskjellige kyststammer — men næsten uten synderlig synlig resultat.

Det blev nærmest en ventetid for videre fremrykning. De benyttet dog denne tid til grundig at studere disse stammer og lære deres sprog, og Krapf der var en betydelig sprogmand, kunde allerede i 1850 offentliggjøre en sammen­lignende ordbok over 6 av dem, av hvilke det betydeligste var Suahelisproget (swahili/red.), der ogsaa nogenlunde blev forstaat av en hel del stammer langs kysten og tildels ogsaa langt ind i landet, da det er et slags blandingssprog, hvortil flere stammer — og ikke mindst araberne — har levert sit bidrag og som brukes som et slags fælles forretningssprog, omtrent som hindustani i Ostindien.

Desuten har Krapf og hans allerede nævnte medar­beider fra sin station foretat meget utstrakte missions- og undersøkelsesreiser som betydelig har utvidet kjendskapet til de før ganske ukjendte strøk av Afrika. Saaledes opdaget de allerede i 1849 de 5—6000 meter høie og paa toppen helt snedækte fjeld Kenia og Kilimandscharo, og de var ogsaa de første som bragte Europa underretningen om tilværelsen av Afrikas største indsjø, Viktoria Nyanza, paa hvis nordside strøket Uganda ligger, hvor missionen, som bekjendt, senere har faat en av sine frugtbareste arbeidsmarker. Det fortjener ogsaa at bemerkes at disse meddelelser fra de nævnte missionærer gav støtet til meget betydelige fremtidige forskninger av andre i de samme egne.

 

 

-159-

Efter i en aarrække at ha arbeidet trofast, om end til­synelatende med liten frugt, paa den haarde og usunde mark, kom han i 1850 hjem og virket nu en tid baade i England og Tyskland til belivelse av interessen for ar­beidet paa denne missionsmark.

Men uagtet han nu var saa helsesvækket at han kunde hat god grund til at slaa sig til ro, maatte han endnu ut igjen. Det var først i 1867 han kom hjem for godt, fordi helbreden var saa knækket at han ikke længer kunde fortsætte derute. Nu opslog han da sin bolig i Kornthal og blev boende her like til sin død i 1881. Disse aar skulde være en alderdomshvile; men han vedblev dog ogsaa i denne tid at arbeide til bedste for sin kjære mission saa langt kræftene rak. Det var skriftlige arbeider han nu utførte.

Det var da fornemmelig sin store engelske Suaheli-ordbok han nu utarbeidet paa grundlag av det paa missionsmarken indsamlede rike materiale. Den utkom først aaret efter hans død. Dette omfangsrike verk har ikke alene faat stor betydning for det fremtidige missionsarbeide paa Afrikas østkyst, men har ogsaa vist sig at ha megen interesse for studiet av Madagaskarsproget, i hvilket ikke saa faa Suaheliord efterhaanden er trængt ind, noget som jeg fik god anledning til at se under mit senere studium.

Det var med inderlig taknemmelighet jeg gik fra besøket hos den gamle ærværdige dr. Krapf. Det var nu for det første en oplevelse bare at faa se en saadan missionær-skikkelse, der hadde utført et saa stort arbeide for Guds rike. Desuten er det en selvfølge at det netop for en ung­dom, der just stod i begrep med at tiltræ sin arbeidsdag i missionen, maatte være særlig kjært at faa møtes med en mand som nu hadde en saadan arbeidsdag med alle sine kampe og erfaringer bak sig.

Jeg fik et levende indtryk av dette allerede av hans mundtlige meddelelse og endnu mere ved at læse utførligere om alt dette senere i den bok hvori han hadde nedlagt sine erfaringer fra sit missionsliv, og som han forærte mig til avsked. Den blev mig et rigtig kjært minde om dette besøk.

 

 

-160-

Den «Evangeliske kirkedag» i Stuttgart som jeg dernæst deltok i, blev for mig noget av en skuffelse. Naturligvis var det interessant at delta i en saa vældig forsamling av fremragende og varmhjertede læge og lærde kristenfolk (ca. 5000) og paahøre de mange vegtige indlæg over vigtige spørsmaal; men jeg fandt mig dog ikke rigtig hjemme der. Det var et temmelig blandet selskap, ialfald i konfessionel henseende.

Denne kirkedag var en avfødning av den saakaldte «Gustav Adolf forening» der stiftedes paa denne store heltekonges 200-aarige dødsdag 16de november 1832. Formaalet for foreningen var at fornye mindet om den berømte svenske konge der frelste protestantenes sak fra katolik­kenes rasende forsøk paa med vold og magt at slaa den ned.

Men foruten at hædre og fornye mindet om ham vilde foreningen tillike gjøre noget til fremme av den sak for hvilken han levde og døde. Man vilde derfor hjælpe og støtte protestantiske meget betrængte menigheter i katol­ske land.

Og da katolikkene — og især jesuitene iblandt dem — fremdeles fanatisk bekjæmpet den evangeliske sandhet ved alle de midler som endnu stod til deres raadighet, saa vilde man søke at samle alle evangeliske kristne til kraftig kamp mot denne fælles fiende. Men saa var man heller ikke uopmerksom paa at der var andre fiender som ogsaa var fælles, og som det derfor gjaldt at bekjæmpe kraftig i fællesskap, nemlig vantroen og de voksende sædelige og sociale onder.

Og saa mente man at denne fælleskamp vilde vinde i styrke, om man samlet i den de alvorlig interesserte til et større møte f. eks. en gang aarlig. Saa besluttet man at gjøre et forsøk med dette. Saaledes kom den første evangeliske kirkedag istand i Wittenberg i 1848. Sammesteds ogsaa det følgende aar. Saaledes fort­satte de aarlig sine møter paa forskjellige steder de første 7 aar. Senere indskrænket man sig til møter andethvert aar. Det gik forresten efterhaanden øiensynlig nedover, og med møtet i Halle i 1872 ophørte denne «kirkedag». Den sygnet hen og døde «straadød».

 

 

-161-

Hvad var grunden til dette ?  Formaalet, hvorfor man arbeidet, var dog ubestridelig godt. Det kom efter min mening væsentlig derav at denne forsamling bestod av for ulikeartede elementer. De som var indbudte til del­tagelse i denne kirkedag var følgende : 1. Avgjorte luther­anere. 2. Avgjorte reformerte. 3. Unerte (den «preusiske unions» folk). 4. Brødremenigheten, der vistnok forsaavidt er luthersk som den bekjender sig til den «Augsburgske konfession», men lægger liten vegt paa bekjendelsen i forhold til livet.

Det var da meningen at alle disse fire klasser skulde kunne arbeide sammen paa grundlag av det som var fælles for dem og la sine særmeninger holdes utenfor som noget uvæsentlig hvorom der ikke skulde strides.

Men det vilde ikke gaa i længden. Det viste sig snart at de avgjort lutherske og de avgjort reformerte trak sig tilbake, fordi de mente at dette fællesskap savnet den dypere enhet. De to andre retninger som stod igjen, var ikke sterke nok til at bære saken frem. Saa faldt det sammen.

Allerede ved den kirkedag jeg deltok i, viste der sig en sterk mangel paa indre enhet. Den unge prof. von der Goltz holdt et langt og veltalende foredrag, hvori han søkte at bevise at læreforskjellen mellem lutherske og reformerte ikke længer hadde nogen betydning, hvorfor de to godt kunde arbeide sammen. Men dertil kunde den luth. prof. Kahnis fra Leipzig ikke tie. Naar der spørres om vi i nadveren faar Jesu legeme og blod, saa svarer det ene parti ja og det andet nei. Men forskjellen mellem ja og nei er ikke noget uvæsentligt og vil aldrig bli det, hvor sterkt og ofte man end paastaar det, sa han.

Men da blev der liv i leiren !   De som var enige med von der Goltz søkte at hysse han ned; men det viste sig snart at der var endnu flere (vistnok avgjorte lutherske) som gjerne vilde høre ham og som skrek av fuld hals : «Fortsæt !» Kahnis lot sig ikke forbløffe. Han stod rolig paa taler­stolen indtil skraalerne var færdige, og fortsatte saa sit foredrag.

 

 -162-

Jeg nævner dette som et eksempel paa heftige sammen­støt ogsaa i en forsamling hvor man paa forhaand var gaat ut fra at man var enige i det væsentligste og derfor kunde undgaa al strid.

Naturligvis var man ogsaa ganske enig i mange praktiske spørsmaal. Mest føltes dette hvor der blev tale om indre- missionen og nødvendigheten av at drive den kraftigt. Jeg mottok megen belærelse og opbyggelse av hvad her blev uttalt. Men i det hele fik jeg det indtryk at det praktiske resultat av forhandlingene ikke var ret stort. Jeg syntes de ord var ganske træffende som gamle Blumhardt uttalte i sin præken ved slutningsgudstjenesten : «Hvad er dog egentlig en slik kirkedag ?  Den kan vel nærmest sammenlignes med et fyrverkeri som frembyr et vakkert skuespil mens det avbrændes; men bakefter staar man der i samme mørke som før».

Mit besøk hos Blumhardt i Boll.

Dertil reiste jeg fra nævnte kirkedag. Og det var tilfældet ogsaa med mange andre som hadde deltat i den.

Denne pastor Christoffer Blumhardt var en merkelig per­sonlighet. Som ung kandidat var han lærer ved missions skolen i Basel, for hvilken hans onkel av samme navn var bestyrer. Derpaa blev han utnævnt til prest i den lille by Møttlingen i Schwarzwald (Wurttemberg). Men i denne stilling blev han kun et par aar; ti her støtte han paa noget som førte ham over i en helt ny virkekreds.

Der var i denne hans menighet en fattig tjenestepike som han maatte ta sig av. Hun led baade av aandelige anfegtelser og legemlig sygdom, der begge syntes at samvirke til at nedbryte hende. Hun maatte snart gaa til sengs, og tilstanden blev efterhaanden saadan at lægerne ganske maatte opgi hende. Der syntes at være noget overnaturlig med i spillet. Der hørtes støi inde i den sykes værelse, uagtet intet menneske var der uten hende selv, og hun følte sig besat av onde aandsmagter, som hun selv og andre trodde maatte være usalig avdødes

 

 

-163-

fredløse sjæle. Av og til taltes der ut av hendes mund med stemmer som øiensynlig ikke var hendes egen, og der ut­støttes frygtelige forbandelser, saa alle som hørte det blev forfærdet i høieste grad. Men det var naturligvis ikke mulig for nogen at avgjøre om der her forelaa en besættelse av en ond avdøds sjæl eller av en dæmon (en djævelsk ond aand) — eller kanske ingen av delene.

Men ialfald følte Blumhardt sig forvisset om at der her var onde aandsmagter som var i virksomhet, og han begyndte at kjæmpe med disse i alvorlig bøn i Jesu navn. Det syntes længe ikke at frugte; men efter vel et aars bønnekamp skedde der noget merkværdig. Fra den sykes mund utgik et meget sterkt utrop med en stemme som aabenbart ikke var hendes egen : «Jesus er seierherre !»   Da føltes det som om den onde aand slap taket i hende. Og han kom ikke igjen mere. Fra nu av var hun helbredet (der foreligger fra de forskjellige tider beretninger om lig­nende „besættelser“. Men jeg skal ikke her anføre nogen av disse, men blot nævne at der just her i Stavanger, mens jeg var ved missionsskolen, forekom et tilfælde som mange ansaa for besættelse. Forstander Eckhoff, som kjendte omtalte tilfælde i Møttlingen, an­saa dette for at være av samme slags, forsøkte at helbrede vedkom­mende kvinde med bøn; men det Iykkedes ikke).

Blumhardt selv opfattet det skedde som et bønnens underverk, og han mente dette var et forbud paa at apostel­tidens undergaver var i begrep med at vende tilbake, og dette, mente han, stod igjen i forbindelse med at Herrens gjenkomst var nær for haanden.

Dette skedde mot slutningen av 1843.

Rygtet om det stedfundne under spredtes hurtig i hele omegnen og fremkaldte stor vækkelse, og saavel herfra som fra større og mindre kredser viden om kom der folk som dels var i syndenød og begjærte aandelig hjælp og trøst og dels var legemlig syke og bad om hjælp til helbredelse.

Pastor Blumhardt tok sig kjærlig av dem alle, og det med paatagelig god frugt. Mange haardt anfægtede blev under hans veiledning og forbøn trøstet og fik fred, og mange syke vendte hjem helbredet. Dog var der blandt disse sidste,

 

 

-164-

saavidt jeg kunde bringe i erfaring, ikke nogen «besatte» som den omtalte pike i Møttlingen.

Men tilstrømningen til Blumhardt fra nær og fjern blev snart saa overvældende stor at det blev klart at han ikke længe kunde magte den, naar han tillike skulde være menighetens prest. Hans hus var jo helt beleiret av hjælp- søkende fra morgen til kveld.

Det blev derfor ogsaa betydet ham av hans overordnede at enten fik han slutte med denne ekstraordinære virksom­het eller ogsaa søke sin avsked som prest. Han valgte det sidste, da han til denne særlige gjerning, til hjælp for aandelig og legemlig nødlidende, mente at ha faat et særlig Guds kald som han ikke turde vise fra sig.

Der blev altsaa nu spørsmaal om at finde et sted hvor han kunde fortsætte denne virksomhet. Et rigtig ønskested hertil fandt han efter nogen tid i et gammelt ubrukt slot nær landsbyen Boll, som kongen, der interesserte sig for hans gjerning, overlot ham paa meget rimelige vilkaar. Stedet var sundt, naturskjønt og fredelig, og i nærheten var der allerede et badested (en svovelkilde) som ogsaa kom vel med for et kursted. Slottet kunde let indredes til det nye bruk. Balsalen blev til bedesal, og der var en masse værel­ser som kunde indredes til rum for de besøkende som vilde søke Blumhardt og faa del i den velsignelse som paa for­skjellig vis utgik fra ham. Og det var ikke bare syke, men ogsaa sunde, især prester og professorer, som i sommer­feriene tilbragte nogen dage eller uker her for at søke aandelig og legemlig forfriskelse, træffe likesindede kristne venner og befrugtes av den aand som her raadet med pastor Blumhart som midtpunkt. Stedet var forsaavidt et slags kristelig pensionat, hvor man hadde det rigtig trivelig og koselig. Saavel værelsene som bevertningen utmerket sig ved enkelhet og en dertil svarende billighet.

Dagen begyndte med en fælles frokost, ved hvilken Blumhardt var husfar. Som saadan aapnet han maaltidet med en ikke ganske kort, men særdeles hjertevarm andagt.

 

 

-165-

Først oplæstes skriftstedene for dagen efter Brødremenighetens kalender. Derpaa gav han os en praktisk utlæggelse av det oplæste. Den utmerket sig ved enfoldighet i god forstand. Der var ikke spor av hvad man vilde kalde resul­tat av «videnskapelig forskning». Alt var øiensynlig be­regnet paa kristenlivets praktiske krav og gav et sterkt indtryk av at vælde frem av et gudfyldt kristenhjerte. Derfor blev det saa gripende. Saa oplæste han fortegnelsen — med navns nævnelse — over alle legemlig eller aandelig nød­lidende som hadde bedt om forbøn. Det hele sluttet da med brændende forbøn for alle som trængte det, og særlig for disse nødlidende som hadde bedt om det.

Dette var det offentlige og fælles. Men han forhandlet nok særlig og paa tomandshaand med enkelte anfægtede og syke som ofte var kommet langveis fra for at søke hans hjælp. Haandspaalæggelse under bønnen anvendte han visst nu bare naar vedkommende uttrykkelig begjærte det. Forresten hørte jeg ikke nu om nogen mere paafaldende helbredelser av syke ved Blumhardts bøn og haandspaalæg­gelse. Han skal ogsaa selv ha uttalt at han ikke trodde at han nu længer hadde den undergave til at helbrede som tidligere; hvad han nu utøvet var mere en almindelig opbyggelsesvirksomhet. Og med denne fortsatte han ufor­trødent her i Boll til sin død i 1880, og er utvilsomt blit mange til velsignelse.

Hvad der især slog mig i Boll, var Blumhardts jevne, rolige og ædruelige og helt gemytlige optræden. Intet av dette sværmeriske forcerte jag som vi ellers er vant til at er forbundet med djævleutdrivere og andre «mirakel-makere». Besøket her blev mig til virkelig opbyggelse, og jeg forlot stedet med stor taknemmelighet for hvad jeg hadde set og mottat.

 

Stengt for kommentarer.