bone falck rønne

 

– fra Dansk biografisk Lexikon – side 499 – 501 :

(1764-1833).  Præst, Søn af Klokker,

Maler og Forgylder Albert R. og Bolette f. Lumholtz, er født i

Fredericia 20. Dec. 1764. Han blev Student 1784 og tog
theologisk Embedsexamen 1790. S. A. blev han Lærer for den senere
Konge Christian VIII, der da kun var 4 Aar gammel. I den
følgende Tid underviste han ogsaa hans Søstre. 1794 blev han
Sognepræst i Tjæreby og Alsønderup og 1802 i Kongens Lyngby, hvor
han døde 13. Maj 1833. Han ægtede 1794 Frederikke Marie Brandt
(f. 1767 d. 1839), Datter af Sognepræst Chr. Fred. B. i Maarslet.

R. var en Mand med en overordentlig stor Virksomhedstrang.
I den første Tid, han var Præst, kastede han sig som saa mange
andre af hans Standsfæller over Agerbrug, Fattig- og Skolevæsen.
Han var 1815-16 Medlem af det kongl. Landhusholdningsselskabs
første Agerdyrkningskommission, udgav en «Vejvisning for den
hæderlige Landmand til at behandle sine Bier med Klogskab» (1809),
«Vejledning til at dyrke Vinter- og Sommerraps» (1821) m. m. For
Skolen skrev han «Læsebog for Bønderbørn» (1796; 6 Oplag) og
«Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn, som kun have
liden Skolegang» (1797; 3 Oplag). Da Fattigloven 1803 stillede
Præsten i Spidsen for Fattigvæsenets Bestyrelse, organiserede han dette
i Lyngby Sogn, og i flere Aar udgav han saa vel dets som
Skolevæsenets aarlige Regnskaber. Men han klagede tillige over,
at det optog hans hele Tid 2-3 Maaneder af Aaret og indviklede
Præsten i mange ubehagelige Forhold, og han nærede Frygt for,
at det tvungne Fattigvæsen skulde blive den kristelige Kjærligheds
Grav. Under Krigen med England 1807 kom han ind i Forhold,
der bragte ham adskillig Fortrædelighed. Da Kjøbenhavn
indesluttedes af Fjenden, var Amtet forladt af sine fleste juridiske Embedsmænd, der enten boede i Hovedstaden eller vare flygtede til denne.

Der var derfor ingen, med hvem den engelske Intendantur
kunde forhandle om Troppernes Indkvartering, Foderleverancer
o. dsl., og de fjendtlige Officerer truede med at tage sig selv til
Rette. 3 Mænd paa Lyngbyegnen, Etatsraad de Coninck paa
Dronninggaard (IV, 77), Grev Schulin paa Frederiksdal og R.,
sluttede sig da sammen for at ordne disse Sager, saa Befolkningen
kunde befries for Vold og Plyndring. Dette lykkedes dem, men
selvfølgelig havde de mange Plager med Fjendens Vilkaarlighed,
og da de henvendte sig til General Peymann, svarede denne dem,
at han «maatte ynke de Personer, der ved at paatage sig
Øvrighedens Roller tvært imod Landets Love i sin Tid vilde udsætte
sig for at blive behandlede med Strænghed». Denne Forudsigelse
gik i Opfyldelse; Frederik VI betragtede deres Handlemaade som
Forræderi, og der blev anlagt en Sag imod dem, i hvilken de dog
bleve frikjendte.

R. opgav ikke sine Bestræbelser for at gavne paa alle
verdslige Omraader; men i de senere Aar blev det dog Hovedsagen
for ham at fremkalde en kristelig Vækkelse først i sit Sogn og
om muligt i videre Kredse. Herved blev han egentlig den første
Ophavsmand til de senere Arbejder baade for indre og ydre
Mission. Han stiftede 1817 Bibelselskabet for Lyngby og Omegn, 1820
det evangeliske Traktatselskab i Lyngby og 1821 det danske
Missionsselskab. Alt saadant var den Gang nyt og uvant. Han havde
ondt ved at faa 5 Mænd til at indtræde i Traktatselskabets
Bestyrelse, fordi de frygtede for, «at Folkemængden kunde tillægge
Traktatselskabet en alt for stor Avtoritet, lig den, Kirken i de pavelige
Stater og flere Lande har haft, og at man saaledes mod sin Vilje
kunde begrunde noget urigtigt». Ogsaa ovenfra betragtedes hans
Bestræbelser med mistænksomme Øjne. Kort efter Missionsselskabets
Stiftelse opfordredes R. til at komme til Fyn for der at vække
Interessen for det, og der blev i nogle Præstegaarde opsat Bøsser,
hvori der kunde lægges Gaver til Missionen. Biskop Plum klagede
derover til Kancelliet; i hans Øjne var hele Missionsvæsenet
unyttigt, og han fandt det oprørende at lade Landalmuen bidrage
dertil paa en Tid, da der kun med stor Nød kunde skaffes Penge til
Skolernes Reparation og Lærernes Lønning. Biskop Münter var
vel ikke enig med ham heri, men han nøjedes dog med at anbefale
R. til Kancelliets Mildhed. Dette anerkjendte vel R.s gode
Hensigt, men i Henhold til en Plakat, der i øvrigt var udkommet efter hans fynske Rejse, og som indeholdt Forbud mod fra
Prædikestolen at opfordre Menigheden til Gaver «til en vis Person
eller Indretning, være sig indlandisk eller udlandisk», maatte
Missionsbøsserne i de fynske Præstegaarde nedtages. Ogsaa
Traktatselskabet havde været i Fare, thi 1820 affordredes der Plum og
Münter Erklæringer om det; men der blev dog intet foretaget mod det.

R. har en Lighed med de mange særdeles virksomme Præster,
der vare opstaaede i den filanthropiske Tid: ogsaa over ham var
der en urolig Iver og en stor Lyst til at kaste sig over nye
Foretagender, ligesom det tit kunde skorte ham paa Takt og
Betænksomhed. Men det er især i de sidste Aar en anden Aand, der
gaar igjennem hans Bestræbelser. Det var hans faste Tro paa, at
Gud kan gjøre langt mere, end vi bede og forstaa, der bar hans
mange Foretagender. Disse bragte ingen stor paaviselig Frugt,
men de fandt Tilslutning i troende Kredse, og de bleve ikke
ødelagte af den Mistillid, de mødte hos dem, der endnu sade mer eller
mindre fast i de gamle rationalistiske Forestillinger, eller af de
Hindringer, Regeringen i sin Frygt for selvstændig kirkelig
Virksomhed lagde i Vejen for dem.

Erslew, Forf. Lex.
Hist. Maanedsskr. IV, 176 ff.; VI, 33 ff. 39 ff.
Kirkehist. Saml. 3. R. III, 708 ff.
H. F. Rørdam, Peter Rørdam III, 7.

L. Koch.

 

Stengt for kommentarer.