«kirkeklokkeklangen i den norske dal»

– en Fortælling af Vilhelm Birkedal. Odense. 1869.

Forord.

Denne Fortælling er lagt over et i Norge bekjendt Sagn om Kirkeklokken, der hørtes i Dalen, efter at den var solgt bort derfra.

Jeg har naturligviis ikke kunnet, og da heller ikke villet prøve paa, at gjengive det ejendommelige norske Folkemaal og Maade at udtrykke sig paa indbyrdes. I den Henseende gjør Fortællingen slet ingen Fordringer; kun haaber jeg, at Man vil kunne see min Bestræbelse efter at holde Karaktererne fast, og at give virkelige Billeder af forskjellige Sjæle-Tilstande og Livs-Betragtninger.

Hvad jeg forresten har ment med denne Skildring, vil af sig selv falde i Øjnene, og jeg beder om Overbærelse for de Mangler, der vistnok findes i dette lille Arbejde, hvori jeg førstegang har vovet mig ud i denne Egn ikke blot som Tilskuer ved Andres Gjerning, men selv som beskeden Arbeider.

Forf.

Det var en stille Sommerkveld, der hvilede over den norske Dal, hvorhen Læseren skal føres.

Solen var gaaet ned bag Fjeldene i Vest, og kun hist og her dvælede endnu en enkelt Solstraale paa Høiderne deroppe. Imellem de tvede Aase, som strakte sig i Nord og Syd, laae Dalen, hvorigjennem en Elv strømmede, fordetmeste roligt glidende, kun stundom med det hvide Skum og de krusede Hvirvler, der betegnede de skjulte Klippestene i Elven, hvorover Vandet fossede.

Længst mod Nord saae man en stor styrtende Fos, hvis vide, flagrende Skumbaand snoede sig over et Klippeheld, og hvis Brusen hørtes langt i det Fjerne.

Dalen selv var bestrøet med en stor Mængde Gaarde og Huse, og frodige Kornmarker strakte sig trindt omkring.

Nærmest Elven paa begge dens Sider bredte sig en grøn Eng, der næredes af dens Vande, som strømmede bort, langt bort til Verdenshavet, ret ligesom en Velgjører, der har sin Glæde i en god Gjerning, men oppebier ikke Takken.

Aasene var fordetmeste beklædte med den alvorlige Granskov, isprængt med Birke, — men nede i Dalen stod disse lyse, fornøielige Træer i enkelte Smaalunde hist og her. Mod Vest hævede paa et Par Steder Aasen sig til et mørkt, træbart Fjeld, hvoraf især eet hængde skummelt ud over Dybet, og ved hvis Fod en Sø laae med mørke Vande, fordi Klippen kastede sin Skygge over den; det var

– 2 –

som et dunket Øje, der stirrer indad i sig selv.

Tilvenstre i den lyse Deel af Dalen saae man en Kirkegaard med mange Grave; men ingen Kirke laae derhos, skjøndt Man tydelig paa Brokker og adskilligt nedbrudt Muur- og Tømmerværk kunde see, at der for ikke lang Tid siden havde staaet et Gudshuus, som nu var borte.

Paa Tunet (Gaardspladsen) i en stor Gaard var en talrig højtidsklædt Skare Mænd og Kvinder forsamlet i den stille Kveld, fordeelte i flere Smaa-Grupper, siddende paa Bænke eller gaaende imellem hverandre. Der var Bryllup den Dag i Bygden og her stod Gildet. Man va nylig kommet fra Bryllupsbordet, skjøndt det allerede var temmelig silde; thi Følget havde havt lang Vei til og fra den Kirke, hvor Vielsen var fuldbyrdet.

Der blev omdelt Øl og andre gode Sager til Gjæsterne, og Brudens Fader gik omkring og saae Folket tilgode, samt talede nu med En, nu med en Anden.

«Tag dig nu en Slurk, Even», sagde han til en Mand, der sad paa Bænken ved Siden af Brudgommen og Bruden , «– tag Dig en Slurk, og vær munter blandt de Andre. Du er jo min Broder og skal være glad med os paa denne Højtidsdag. Jeg veed nok, Du er uglad, hvergang Du skal drage herfra til Kirken hiinsides Aasen den lange Vej; men nu er jo den Færd overstaaet, og Alt er gaaet vel. Du sidder da ikke, og ærgrer Dig endnu over, at Du maatte derhen ?»

«Ærgre, det er ikke ret Ord, det», — svarede Even, en høj, gammel Mand med et furet Aasyn, hvidt Haar og et Øje, hvori der laae en dyb, men mild, næsten drømmende Dunkelhed  «– det er ikke ret Ord, det. Siden jeg var Barn, har mit Sind havt hjemme i den gamle Kirke der-

– 3 –

henne, som nu er borte; alle mine Tanker har, kan jeg tro, hentet deres Solglimt fra det gamle Huus; der blev Du og jeg døbt, Broder Thorsten, der stod vi for Præsten og gjorde Haandtag med Gud; der sad Fa’er og Mo’er i Stolen, og som Lille husker jeg, hvorledes det under Sang og Prædiken lysnede fra deres Aasyn ind i min Sjæl, saa jeg gjennem det, jeg saae paa dem, mere end gjennem Præstens Ord, fik en Følelse af det Hellige; der har jeg havt min bedste Glæde som Voxen, og der har jeg følt Tyngsel, som kun engang siden, dengang Mo’ers Kiste stod for Alteret derinde, og der blev sagt Farvel til hende. Jeg husker godt, da jeg kom hjem fra de fremmede Lande, hvor jeg søgte Lykken, men fandt kun Savn, kom hid og stod paa Aasen derhenne, og saae den gamle rødmalte Kirke; da følte jeg, at det Bedste af mit Liv var gjemt derinde, der blev der givet Lysning til min Sjæl. Og nu, Broder Thorsten, er der kun et tomt Rum, hvor den stod, og Bygden har kun en Kirkegaard, ingen Kirke; mig tykkes tidt,  at Livet med Kirken er borte her hos os, og kun Døden med Kirkegaarden er bleven tilbage. Ærge mig, — nej, det er ikke ret Ord, det».

«Men den var jo gammel og skrøbelig, og vilde være falden om af sig selv. Her er jo nu Lystighed i Gaarden, og Du skal være med i den nuværende Glæde og ikke kun have Tankerne i det, som er borte. Kirken blev nedbrudt, og der kom dog en skjønne Sum Penge ind for det gamle Skramleri og Klokken blev godt betalt. Der er nu lagt noget hen, til den Tid kommer, da vi kan bygge en ny Kirke, som vil blive smukkere end den gamle. Vær nu glad».

«Jeg kan ikke» — svarede Even og rejste sig — «jeg

– 4 –

kan ikke. Troer Du, det gaaer saa let nu, da den er borte, at faae den igjen, og er Du vis paa, at den Tid kommer i dine eller mine Dage, da en ny Kirke rejser sig derhenne ? Aar for Aar taber Minderne sig, Aar for Aar vænnes Man til her i Bygden at undvære den, og, hvad mere er, kanske til at være Uden Gud og hans Ords Forkyndelse. Thi Man seer, at Man kan undvære den, og den lange Vej til det andet Guds Huus giver god Undskyldning for, at Man sjelden eller aldrig kommer der, undtagen Man nødes dertil som idag ved Bryllup eller ved andre Leiligheder. Den gamle Kirke manede og kaldte. Var den skrøbelig, saa skulde Man have støttet den, som Man støtter Folk, naar de blive gamle, giver dem en Stol og laaner dem en Haand. Man skulde have ladet det Gamle blive, og givet det en Stav at holde sig til; — saa kunde vi dog sige, at det var det samme Huus, hvori Fædrene hørte Guds Ord, og hvori vi selv fik vor første Løftelse modoven. Nu er det snart glemt med alt det Gamle, og Man vil synes, det koster for meget at bygge noget Nyt. Du taler om Klokken — ja, den hænger mange Mil herfra i en anden Kirke, og vi kan ikke høre dens dejlige Klang paa Helgedagene, eller i Gry og Kveld, der lød ud over Dalen som en Moders Røst, der kalder paa sine Børn. Vi høre den ikke — sagde jeg — og dog — «.

Man havde under denne Samtale flokket sig om de to Gamle og lyttet. Det var klart, at Emnet fyldte dem Alle, skjøndt paa forskjellig Maade. Man følte, at Ordet om, at Kirken var glemt eller nær derved, dog ikke endnu var blevet fuld Sandhed, og da nu Even pludselig taug, spændtes Ansigtstrækkene hos Flere, og Spørgsmaal laae i de Blikke, hvormed Man stirrede paa Gamlingen, mens der i Andres

– 5 –

Aasyn kun viste sig Nysgjerrighed, og hos nogle Faa et lite Spottens Glimt i Øje og om Mund.

«Har Du hørt den ?»  – spurgte dæmpet en Gut, der stod nærmest. Han spurgte næsten sky, som om han var bange for sin egen Tanke eller for at blive til Latter, mens dog en indre Magt tvang dette Spørgsmaal frem. — «Har Du hørt den, Even ?»

«Ja, jeg har» — svarede Even alvorlig — «og det meer end eengang. Jeg har hørt Klokken ringe heri Dalen ved Kveld, og det var mig, som den ringede alle mine gamle Dage op igjen».

«Jeg har ogsaa hørt den» — raabte en ældre Kvinde, der havde trængt sig frem mellem Skaren. Hendes Aasyn var farveløst, men med en bleg Underglød, hendes Øje lyste af en utrolig Ild, der ligesom flagrede hid og did, hendes Ord bleve stødte frem med en haard, klangløs Røst, der havde noget skjærende ved sig. — «Jeg har ogsaa hørt Klokkeklangen i Kveld og om Natten, naar Fjeldene stod mørke derhenne, og Maanen var som Blod over Dalen. Men jeg hørte det saa, at Klokken ringede til Doms over denne Slægt, der lod Guds-Huset nedbrydes, og gaaer hen ad den brede Vej til Fortabelsen; ja, jeg hørte Dommedags-Klokken lyde og kalde frem for Herren, der vil sige : Gaaer bort, I, forbandede, i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle !»

«Nej, nej», — udbrød Even, og rejste sig til sin fulde Højde; hans Øjne tindrede og en dyb, stille Vemodsklang var i hans Røst. «Nej, nej, saaledes har jeg ikke hørt det. For mig var det som en mild, blød Stemme, der kaldte; for mig var der i Klangen en Moders Kjærligheds Graad, naar hun tænker sig sit Barn blandt Fremmede,

– 6 –

som har kun Kulde og ikke Varme at byde det. Den Klokkeklang, jeg har hørt, kaldte ikke frem nogen Dom eller nogen haard Tanke over Bygden og Folket; men den vakte en Længsel, maaske stundom en inderlig Medynk med mig selv og denne Dal, der maatte savne det, hvorom Klokkerøsten talte. For mig var det, som hørte jeg Herren sige : «Kom til mig, du Besværede, jeg vil give dig Hvile for din Sjæl !»

«Skal da ikke Dommen komme – skreg Kvinden – skal da den Ugudelig, der bygger sine egne Huse med Pagt, men lader Helligdommen synke i Grus, skal han ikke ligge paa sine Gjerninger ? Er det ikke sandt endnu, hvad Herren siger hos Profeten : Dette Folk siger : Tiden er ikke kommet til at bygge Herrens Huus. Er det da Tid for Eder, at boe i Eders panelede Huse, men mit Huus ligger øde. I vendte Eder efter Meget, men see, der var Lidt, I bragte det til Huse, men jeg blæste paa det ? hvorfor det ? varsler Herren, Almægtigste. For mit Huus, som er øde, og I løber Hver til sit Huus. Derfor negter Himlen Eder Dugg og Jorden negter sin Grøde; og jeg kaldte ad Tørken over Landet og over Bjergene, over Kornet, over Mosten, over Olien og Alt, hvad Jorden frembringer, og over Mennesker og over Dyr og over al Hænders Arbejde. — Jo, til Doms ringer Kirkeklokken over denne Slægt, og Herren siger : See. Eders Huus skal lades Eder øde, fordi I kjendte ikke Eders Besøgelses Tid. Men Herren kjender Sine, og der er vel en lille Flok heri Dalen, som har vendt Hjertet til Ham fra den onde Slægt, og som ikke forhindrer sine Læber fra at udtale Ordet om Herrens Vrede, — den vil han frelse som en Brand af Ilden, men alle de Andre gaaer under».

– 7 –

«Stille» – bød Even med høj Røst, mens hans Legem rystede — kald ikke Dommens Rædsel frem før Tiden; Herrens Barmhjertighed er stor og Naadens Tid er ikke udrundet».

Det var bleven Tavshed i den store Forsamling. Men kunde høre et Blad falde. Skyggerne bredte sig ud over Dalen, og Maanen, klar og bleggul kom frem over Aasen, som vilde den forkynde Fred og Mildhed. Men nu begyndte Spillemanden inde i Huset at lokke sine Toner frem af Fiolinen. Det Trykkende, som havde lagt sig over Folket, begyndte at gjøre Plads for Følelsen af Øjeblikkets Glæde. Men, idet især de Unge lavede sig til at følge det muntre Kald, bemærkede En af Gjæsterne :

«Men, lad os idog være fornuftige. Kirkeklokken er jo solgt for længe siden og hænger nu i en anden Kirke mange Mile borte. Hvor kan Man da nu høre dens Ringen heri Bygden ? Det maa jo kun være Indbildning og saadant Tøjeri kan kun gjøre Folk forrykte i Hovedet, saa de gaae i Drømme ved højlys Dag. Siig mig, Even,  — thi jeg veed, at Du er den Første, der har udbredt den Tale om Klangen fra en Klokke, som ikke er til hos os — sig mig, hvor kan Du høre den, naar den er borte ?»

«Det veed jeg ikke» — svarede den Gamle stille – «og der er meget jeg ikke veed, skjøndt jeg troer det; der er meget imellem Himmel og Jord, som hverken Du eller jeg forstaaer, Guttorm, men som dog er til. Men vil Du vide, hvordan det kom, at jeg førstegang hørte det, da skal jeg gjerne sige Dig det. Jeg gik for et halvt Aar siden en Nat over Aasene derhenne hjem. Jeg kom fra min eneste Søsters Dødsleje, hvor jeg havde vaaget tre Nætter itræk. Nu var hun død, og jeg vendte hjem; jeg gik og tænkte paa, hvor

– 8 –

vi to havde levet sammen fra vi var Spædbørn, hvor god hun altid havde været mod mig, og hvor hun var den Eneste, der kunde trøste mig, da vor Mo’er døde. Da tænkte jeg, da vi stod sammen i Kirken Haand i Haand, og jeg mindedes, hvorledes hun, da hun saae mig staae der ved Kisten for Alteret maalløs og hulkende, havde peget opad og hvidsket : Mo’er er kun gaaet ind i en anden Stue, men i samme Huus som vi; Døren skal nok gaae op engang, da skal vi see hende ! Under disse Tanker stod den gamle Kirke lyslevende for mig, og jeg havde i den Stund glemt, at den var borte. Nu, tænkte jeg, skal hendes Kiste snart staae paa samme Sted, og jeg staae der uden hende; men da vil jeg huske paa, hvad hun har sagt : Jeg er gaaet ind i en anden Stue, men i samme Huus. Jeg stod just paa Højden derhenne, hvor hele Dalen ligge aaben, og i min Forglemmelse saae jeg derhen, for at faae Syn af Kirken;  — men jeg saae kun Gravstenene i Maanelyset. Der lagde sig en Tyngde paa mig og jeg blev saa underlig tilmode, der var som Alverden var tom som det tomme Sted. Men som jeg stod der, da hørte jeg ganske tydelig Klokken ringe, og jeg blev blød, jeg følte igjen mit Hjerte slaae, og i al min Sorg fik jeg en underlig Trøst med den kjære, gamle Klokkeklang, og det var, som Noget sagde til mig : Hvad der er borte, er ikke derfor tabt».

Den «fornuftige» Mand rystede lidt paa Hovedet, men var for godmodig til at sige Even imod. Men hiin Kvinde udbrød nu :

«Jeg hørte det den Nat, jeg havde været hos Bera Sigurdsdatter og seet hende dø. Jeg havde talt til hende om Døden og Dommen, og formanet hende til Omvendelse og sagt : Endnu er det Tid; men døer Du uden Bod og

– 9 –

Syndsbekjendelse, da gaaer Du til Helvede. Men hun sagde blot : Jeg er saa træt, tal mildt til mig om min Frelser. Det kunde jeg ikke; thi hun trængte ikke til det Milde, men til at skjælve. Saa døde hun midt i alle sine Synder. Og da jeg gik hjem og tænkte paa Menneskenes Synd og det fordærvede djævelske Hjerte hos dem og hvor Faa der heri Bygden tænke paa at give Gud Æren, tænkte ogsaa paa den Blodsynd, der her er begaaet, at Guds-Huset er nedbrudt og ligger øde, — da hørte jeg grangiveligt Klokken ringe, med det var med Dommedagsklang den lød, som vilde den kalde Levende og Døde for Herrens strenge, retfærdige Dom».

«Ti» – sagde Even – «Du forstyrrer Freden i min Sjæl !»  — Og dermed gik han ind i Gjæstestuen.

Stengt for kommentarer.