«kirkeklokkeklangen i den norske dal»

– en Fortælling af Vilhelm Birkedal. Odense. 1869.

 

Forord.

Denne Fortælling er lagt over et i Norge bekjendt Sagn om Kirkeklokken, der hørtes i Dalen, efter at den var solgt bort derfra.

Jeg har naturligviis ikke kunnet, og da heller ikke villet prøve paa, at gjengive det ejendommelige norske Folkemaal og Maade at udtrykke sig paa indbyrdes. I den Henseende gjør Fortællingen slet ingen Fordringer; kun haaber jeg, at Man vil kunne see min Bestræbelse efter at holde Karaktererne fast, og at give virkelige Billeder af forskjellige Sjæle-Tilstande og Livs-Betragtninger.

Hvad jeg forresten har ment med denne Skildring, vil af sig selv falde i Øjnene, og jeg beder om Overbærelse for de Mangler, der vistnok findes i dette lille Arbejde, hvori jeg førstegang har vovet mig ud i denne Egn ikke blot som Tilskuer ved Andres Gjerning, men selv som beskeden Arbeider.

Forf.

 

Det var en stille Sommerkveld, der hvilede over den norske Dal, hvorhen Læseren skal føres.

Solen var gaaet ned bag Fjeldene i Vest, og kun hist og her dvælede endnu en enkelt Solstraale paa Høiderne deroppe. Imellem de tvede Aase, som strakte sig i Nord og Syd, laae Dalen, hvorigjennem en Elv strømmede, fordetmeste roligt glidende, kun stundom med det hvide Skum og de krusede Hvirvler, der betegnede de skjulte Klippestene i Elven, hvorover Vandet fossede.

Længst mod Nord saae man en stor styrtende Fos, hvis vide, flagrende Skumbaand snoede sig over et Klippeheld, og hvis Brusen hørtes langt i det Fjerne.

Dalen selv var bestrøet med en stor Mængde Gaarde og Huse, og frodige Kornmarker strakte sig trindt omkring.

Nærmest Elven paa begge dens Sider bredte sig en grøn Eng, der næredes af dens Vande, som strømmede bort, langt bort til Verdenshavet, ret ligesom en Velgjører, der har sin Glæde i en god Gjerning, men oppebier ikke Takken.

Aasene var fordetmeste beklædte med den alvorlige Granskov, isprængt med Birke, — men nede i Dalen stod disse lyse, fornøielige Træer i enkelte Smaalunde hist og her. Mod Vest hævede paa et Par Steder Aasen sig til et mørkt, træbart Fjeld, hvoraf især eet hængde skummelt ud over Dybet, og ved hvis Fod en Sø laae med mørke Vande, fordi Klippen kastede sin Skygge over den; det var

– 2 –

som et dunket Øje, der stirrer indad i sig selv.

Tilvenstre i den lyse Deel af Dalen saae man en Kirkegaard med mange Grave; men ingen Kirke laae derhos, skjøndt Man tydelig paa Brokker og adskilligt nedbrudt Muur- og Tømmerværk kunde see, at der for ikke lang Tid siden havde staaet et Gudshuus, som nu var borte.

Paa Tunet (Gaardspladsen) i en stor Gaard var en talrig højtidsklædt Skare Mænd og Kvinder forsamlet i den stille Kveld, fordeelte i flere Smaa-Grupper, siddende paa Bænke eller gaaende imellem hverandre. Der var Bryllup den Dag i Bygden og her stod Gildet. Man va nylig kommet fra Bryllupsbordet, skjøndt det allerede var temmelig silde; thi Følget havde havt lang Vei til og fra den Kirke, hvor Vielsen var fuldbyrdet.

Der blev omdelt Øl og andre gode Sager til Gjæsterne, og Brudens Fader gik omkring og saae Folket tilgode, samt talede nu med En, nu med en Anden.

«Tag dig nu en Slurk, Even», sagde han til en Mand, der sad paa Bænken ved Siden af Brudgommen og Bruden , «– tag Dig en Slurk, og vær munter blandt de Andre. Du er jo min Broder og skal være glad med os paa denne Højtidsdag. Jeg veed nok, Du er uglad, hvergang Du skal drage herfra til Kirken hiinsides Aasen den lange Vej; men nu er jo den Færd overstaaet, og Alt er gaaet vel. Du sidder da ikke, og ærgrer Dig endnu over, at Du maatte derhen ?»

«Ærgre, det er ikke ret Ord, det», — svarede Even, en høj, gammel Mand med et furet Aasyn, hvidt Haar og et Øje, hvori der laae en dyb, men mild, næsten drømmende Dunkelhed  «– det er ikke ret Ord, det. Siden jeg var Barn, har mit Sind havt hjemme i den gamle Kirke der-

– 3 –

henne, som nu er borte; alle mine Tanker har, kan jeg tro, hentet deres Solglimt fra det gamle Huus; der blev Du og jeg døbt, Broder Thorsten, der stod vi for Præsten og gjorde Haandtag med Gud; der sad Fa’er og Mo’er i Stolen, og som Lille husker jeg, hvorledes det under Sang og Prædiken lysnede fra deres Aasyn ind i min Sjæl, saa jeg gjennem det, jeg saae paa dem, mere end gjennem Præstens Ord, fik en Følelse af det Hellige; der har jeg havt min bedste Glæde som Voxen, og der har jeg følt Tyngsel, som kun engang siden, dengang Mo’ers Kiste stod for Alteret derinde, og der blev sagt Farvel til hende. Jeg husker godt, da jeg kom hjem fra de fremmede Lande, hvor jeg søgte Lykken, men fandt kun Savn, kom hid og stod paa Aasen derhenne, og saae den gamle rødmalte Kirke; da følte jeg, at det Bedste af mit Liv var gjemt derinde, der blev der givet Lysning til min Sjæl. Og nu, Broder Thorsten, er der kun et tomt Rum, hvor den stod, og Bygden har kun en Kirkegaard, ingen Kirke; mig tykkes tidt,  at Livet med Kirken er borte her hos os, og kun Døden med Kirkegaarden er bleven tilbage. Ærge mig, — nej, det er ikke ret Ord, det».

«Men den var jo gammel og skrøbelig, og vilde være falden om af sig selv. Her er jo nu Lystighed i Gaarden, og Du skal være med i den nuværende Glæde og ikke kun have Tankerne i det, som er borte. Kirken blev nedbrudt, og der kom dog en skjønne Sum Penge ind for det gamle Skramleri og Klokken blev godt betalt. Der er nu lagt noget hen, til den Tid kommer, da vi kan bygge en ny Kirke, som vil blive smukkere end den gamle. Vær nu glad».

«Jeg kan ikke» — svarede Even og rejste sig — «jeg

– 4 –

kan ikke. Troer Du, det gaaer saa let nu, da den er borte, at faae den igjen, og er Du vis paa, at den Tid kommer i dine eller mine Dage, da en ny Kirke rejser sig derhenne ? Aar for Aar taber Minderne sig, Aar for Aar vænnes Man til her i Bygden at undvære den, og, hvad mere er, kanske til at være Uden Gud og hans Ords Forkyndelse. Thi Man seer, at Man kan undvære den, og den lange Vej til det andet Guds Huus giver god Undskyldning for, at Man sjelden eller aldrig kommer der, undtagen Man nødes dertil som idag ved Bryllup eller ved andre Leiligheder. Den gamle Kirke manede og kaldte. Var den skrøbelig, saa skulde Man have støttet den, som Man støtter Folk, naar de blive gamle, giver dem en Stol og laaner dem en Haand. Man skulde have ladet det Gamle blive, og givet det en Stav at holde sig til; — saa kunde vi dog sige, at det var det samme Huus, hvori Fædrene hørte Guds Ord, og hvori vi selv fik vor første Løftelse modoven. Nu er det snart glemt med alt det Gamle, og Man vil synes, det koster for meget at bygge noget Nyt. Du taler om Klokken — ja, den hænger mange Mil herfra i en anden Kirke, og vi kan ikke høre dens dejlige Klang paa Helgedagene, eller i Gry og Kveld, der lød ud over Dalen som en Moders Røst, der kalder paa sine Børn. Vi høre den ikke — sagde jeg — og dog — «.

Man havde under denne Samtale flokket sig om de to Gamle og lyttet. Det var klart, at Emnet fyldte dem Alle, skjøndt paa forskjellig Maade. Man følte, at Ordet om, at Kirken var glemt eller nær derved, dog ikke endnu var blevet fuld Sandhed, og da nu Even pludselig taug, spændtes Ansigtstrækkene hos Flere, og Spørgsmaal laae i de Blikke, hvormed Man stirrede paa Gamlingen, mens der i Andres

– 5 –

Aasyn kun viste sig Nysgjerrighed, og hos nogle Faa et lite Spottens Glimt i Øje og om Mund.

«Har Du hørt den ?»  – spurgte dæmpet en Gut, der stod nærmest. Han spurgte næsten sky, som om han var bange for sin egen Tanke eller for at blive til Latter, mens dog en indre Magt tvang dette Spørgsmaal frem. — «Har Du hørt den, Even ?»

«Ja, jeg har» — svarede Even alvorlig — «og det meer end eengang. Jeg har hørt Klokken ringe heri Dalen ved Kveld, og det var mig, som den ringede alle mine gamle Dage op igjen».

«Jeg har ogsaa hørt den» — raabte en ældre Kvinde, der havde trængt sig frem mellem Skaren. Hendes Aasyn var farveløst, men med en bleg Underglød, hendes Øje lyste af en utrolig Ild, der ligesom flagrede hid og did, hendes Ord bleve stødte frem med en haard, klangløs Røst, der havde noget skjærende ved sig. — «Jeg har ogsaa hørt Klokkeklangen i Kveld og om Natten, naar Fjeldene stod mørke derhenne, og Maanen var som Blod over Dalen. Men jeg hørte det saa, at Klokken ringede til Doms over denne Slægt, der lod Guds-Huset nedbrydes, og gaaer hen ad den brede Vej til Fortabelsen; ja, jeg hørte Dommedags-Klokken lyde og kalde frem for Herren, der vil sige : Gaaer bort, I, forbandede, i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle !»

«Nej, nej», — udbrød Even, og rejste sig til sin fulde Højde; hans Øjne tindrede og en dyb, stille Vemodsklang var i hans Røst. «Nej, nej, saaledes har jeg ikke hørt det. For mig var det som en mild, blød Stemme, der kaldte; for mig var der i Klangen en Moders Kjærligheds Graad, naar hun tænker sig sit Barn blandt Fremmede,

– 6 –

som har kun Kulde og ikke Varme at byde det. Den Klokkeklang, jeg har hørt, kaldte ikke frem nogen Dom eller nogen haard Tanke over Bygden og Folket; men den vakte en Længsel, maaske stundom en inderlig Medynk med mig selv og denne Dal, der maatte savne det, hvorom Klokkerøsten talte. For mig var det, som hørte jeg Herren sige : «Kom til mig, du Besværede, jeg vil give dig Hvile for din Sjæl !»

«Skal da ikke Dommen komme – skreg Kvinden – skal da den Ugudelig, der bygger sine egne Huse med Pagt, men lader Helligdommen synke i Grus, skal han ikke ligge paa sine Gjerninger ? Er det ikke sandt endnu, hvad Herren siger hos Profeten : Dette Folk siger : Tiden er ikke kommet til at bygge Herrens Huus. Er det da Tid for Eder, at boe i Eders panelede Huse, men mit Huus ligger øde. I vendte Eder efter Meget, men see, der var Lidt, I bragte det til Huse, men jeg blæste paa det ? hvorfor det ? varsler Herren, Almægtigste. For mit Huus, som er øde, og I løber Hver til sit Huus. Derfor negter Himlen Eder Dugg og Jorden negter sin Grøde; og jeg kaldte ad Tørken over Landet og over Bjergene, over Kornet, over Mosten, over Olien og Alt, hvad Jorden frembringer, og over Mennesker og over Dyr og over al Hænders Arbejde. — Jo, til Doms ringer Kirkeklokken over denne Slægt, og Herren siger : See. Eders Huus skal lades Eder øde, fordi I kjendte ikke Eders Besøgelses Tid. Men Herren kjender Sine, og der er vel en lille Flok heri Dalen, som har vendt Hjertet til Ham fra den onde Slægt, og som ikke forhindrer sine Læber fra at udtale Ordet om Herrens Vrede, — den vil han frelse som en Brand af Ilden, men alle de Andre gaaer under».

– 7 –

«Stille» – bød Even med høj Røst, mens hans Legem rystede — kald ikke Dommens Rædsel frem før Tiden; Herrens Barmhjertighed er stor og Naadens Tid er ikke udrundet».

Det var bleven Tavshed i den store Forsamling. Men kunde høre et Blad falde. Skyggerne bredte sig ud over Dalen, og Maanen, klar og bleggul kom frem over Aasen, som vilde den forkynde Fred og Mildhed. Men nu begyndte Spillemanden inde i Huset at lokke sine Toner frem af Fiolinen. Det Trykkende, som havde lagt sig over Folket, begyndte at gjøre Plads for Følelsen af Øjeblikkets Glæde. Men, idet især de Unge lavede sig til at følge det muntre Kald, bemærkede En af Gjæsterne :

«Men, lad os idog være fornuftige. Kirkeklokken er jo solgt for længe siden og hænger nu i en anden Kirke mange Mile borte. Hvor kan Man da nu høre dens Ringen heri Bygden ? Det maa jo kun være Indbildning og saadant Tøjeri kan kun gjøre Folk forrykte i Hovedet, saa de gaae i Drømme ved højlys Dag. Siig mig, Even,  — thi jeg veed, at Du er den Første, der har udbredt den Tale om Klangen fra en Klokke, som ikke er til hos os — sig mig, hvor kan Du høre den, naar den er borte ?»

«Det veed jeg ikke» — svarede den Gamle stille – «og der er meget jeg ikke veed, skjøndt jeg troer det; der er meget imellem Himmel og Jord, som hverken Du eller jeg forstaaer, Guttorm, men som dog er til. Men vil Du vide, hvordan det kom, at jeg førstegang hørte det, da skal jeg gjerne sige Dig det. Jeg gik for et halvt Aar siden en Nat over Aasene derhenne hjem. Jeg kom fra min eneste Søsters Dødsleje, hvor jeg havde vaaget tre Nætter itræk. Nu var hun død, og jeg vendte hjem; jeg gik og tænkte paa, hvor

– 8 –

vi to havde levet sammen fra vi var Spædbørn, hvor god hun altid havde været mod mig, og hvor hun var den Eneste, der kunde trøste mig, da vor Mo’er døde. Da tænkte jeg, da vi stod sammen i Kirken Haand i Haand, og jeg mindedes, hvorledes hun, da hun saae mig staae der ved Kisten for Alteret maalløs og hulkende, havde peget opad og hvidsket : Mo’er er kun gaaet ind i en anden Stue, men i samme Huus som vi; Døren skal nok gaae op engang, da skal vi see hende ! Under disse Tanker stod den gamle Kirke lyslevende for mig, og jeg havde i den Stund glemt, at den var borte. Nu, tænkte jeg, skal hendes Kiste snart staae paa samme Sted, og jeg staae der uden hende; men da vil jeg huske paa, hvad hun har sagt : Jeg er gaaet ind i en anden Stue, men i samme Huus. Jeg stod just paa Højden derhenne, hvor hele Dalen ligge aaben, og i min Forglemmelse saae jeg derhen, for at faae Syn af Kirken;  — men jeg saae kun Gravstenene i Maanelyset. Der lagde sig en Tyngde paa mig og jeg blev saa underlig tilmode, der var som Alverden var tom som det tomme Sted. Men som jeg stod der, da hørte jeg ganske tydelig Klokken ringe, og jeg blev blød, jeg følte igjen mit Hjerte slaae, og i al min Sorg fik jeg en underlig Trøst med den kjære, gamle Klokkeklang, og det var, som Noget sagde til mig : Hvad der er borte, er ikke derfor tabt».

Den «fornuftige» Mand rystede lidt paa Hovedet, men var for godmodig til at sige Even imod. Men hiin Kvinde udbrød nu :

«Jeg hørte det den Nat, jeg havde været hos Bera Sigurdsdatter og seet hende dø. Jeg havde talt til hende om Døden og Dommen, og formanet hende til Omvendelse og sagt : Endnu er det Tid; men døer Du uden Bod og

– 9 –

Syndsbekjendelse, da gaaer Du til Helvede. Men hun sagde blot : Jeg er saa træt, tal mildt til mig om min Frelser. Det kunde jeg ikke; thi hun trængte ikke til det Milde, men til at skjælve. Saa døde hun midt i alle sine Synder. Og da jeg gik hjem og tænkte paa Menneskenes Synd og det fordærvede djævelske Hjerte hos dem og hvor Faa der heri Bygden tænke paa at give Gud Æren, tænkte ogsaa paa den Blodsynd, der her er begaaet, at Guds-Huset er nedbrudt og ligger øde, — da hørte jeg grangiveligt Klokken ringe, med det var med Dommedagsklang den lød, som vilde den kalde Levende og Døde for Herrens strenge, retfærdige Dom».

«Ti» – sagde Even – «Du forstyrrer Freden i min Sjæl !»  — Og dermed gik han ind i Gjæstestuen.

Længst henne paa Tunet, dog nær nok til at kunne denne Samtale, sad en Gut og en Jente. Han va stor og stærkt bygget, en mandig Skikkelse, med mørkt Haar, der krusede sig om Panden, og et stærkt Blik, hvori en mægtig Lyst paa Livet stod prentet, med en fast Læbe, og Mundviger, hvis Udtryk med den ejendommelige Linier tydede paa en Villie, der nødig lod sig bøje. — Hun var en attenaarig Jente, der ganske havde det Præg, vi tilskrive den nordiske Kvindeskjønhed : lyst, askegraat Haar, der i fyldige Lokker svulmede frem under Huen, hun bar, med det mørkeblaa Øje og den fine, klare Hud, hvid og rød, rank og fyldig; hendes Pande var reen og med en ædel Bøjning, og hendes Mund havde det Uskylds-Præg, der betegner det jomfruelige Sind. Det var et smukt Syn at see disse to Unge, og det var klart af deres Blik og Stilling, at de stod i Hjerteforhold til hinanden.

«Har du hørt, hvad de talte om derhenne, Thorolf ?» — spurgte Jenten – «og hvad siger du dertil ?»

 

– 10 –

«Eli, naar jeg er hos Dig, da hører jeg kun lidt, hvad Andre sider. Jeg seer og hører kun Dig. Naar du taler, da veed jeg ikke engang, om nogen Anden siger Noget — det er som med Fossen derborte, der bliver ved at suse, men vi lægger ikke Mærke dertil; og naar Du tier, da seer jeg paa Dig og spørger mig selv : Hvad mon hun nu tænker paa og hvad mon hun nu snart vil sige til mig ?»

«Jeg veed ikke, Thorolf, om jeg skal være glad eller bedrøvet over, hvad Du der siger. Men siden Du ikke har hørt, hvad der blev talt derhenne at min Farbro’er Even og af Inggjærd Baardsdatter, saa maa jeg vel sige Dig det. Det var om den gamle Kirkeklokke, som nu er borte, og de sige, at de har hørt den ringe heri Dalen ved Kveld. Det er nu et halvt Aar, siden den Tale kom ud i Bygden, og jeg bliver saa underlig derved, og veed ikke, hvad jeg skal tænke derom. Men det tykkes mig tidt, siden jeg hørte derom, at der er noget Hemmeligt, Usynligt her i Bygden, at der er som et Teppe, der skiller to Verdener fra hinanden, og at der begved Teppet gaaer noget for sig, jeg ikke forstaaer, men som jeg synes, har Noget at gjøre med os stakkels Mennesker, som færdes paa den anden Side. Thorolf, har Du hørt Klokken ringe ?»

«Jeg har jo sagt Dig, Eli, at jeg har kun Øje og Øre for Dig — for mig er det ogsaa, siden jeg fik Dig kjær, som om der er to Verdener : een, hvori jeg de lange Dage har et kjedsommeligt Stræv med at pløje og saae, høste og kjøre ind i Laden, og een, hvori Du er og fylder det hele, saa de bliver slet ingen Plads for noget Andet. Du staar bag Teppet; men Gudskelov, jeg faaer dog Lov til at smutte derbagved og idetmindste een Gang om Ugen

 

– 11 –

 

at være med Dig. Og Du er ikke usynlig, skjøndt rigtignok er der noget Hemmeligt, der betager mit Hjerte, mit Hoved og alle mine Sandser, naar jeg er sammen med Dig eller blot tænker paa Dig. Hvad har jeg med denne Kirkeklokke at gjøre ? Jeg har aldrig hørt den; skulde jeg fæste Tro til den Snak, da maatte det være, om Du havde hørt den, Eli — thi hvad jeg skal tro paa og eje, det maa jeg have gjennem Dig. Har Du hørt den ?» — Han bøjede sig og vilde kysse hende.

«Lad være, Thorolf» — hviskede Eli og saae sky og skræmt ud — «nu bliver jeg igjen bange for Dig; husk paa, at vi ikke er ene. Du spørger, om jeg har hørt den ? Jeg veed ikke ret, om jeg har; det var en Kveld, Du havde besøgt mig mod min Villie; thi Du veed, at jeg er ræd for disse Møder, og der er altid Noget, der staaer imellem os, naar vi saaledes kommer sammen uden Fa’ers og Mo’ers Videnede. Da du var gaaet, var jeg bedrøvet; thi Du havde igjen været vild og voldsom og der var ikke stilt og roligt i Dig og i Din Færd imod mig. Jeg var da bedrøvet, og jeg vidste ikke bedre end at gaae til Gud og bede for Dig og mig, Thorolf. Jeg bad da om, at Vorherre vilde gjøre vort Liv lykkeligt, fredeligt med Solskin; jeg bad for Dig, Thorolf, at Gud vilde gjøre Dig mild og stille som et Lam, og at vor Kjærlighed maatte være ham velbehagelig, saa vi engang som gode Mennesker kunde staae for Alteret i Kirken sammen. Og jeg veed ikke, hvordan det var, men som jeg bad derom, stod den gamle Kirke saa levende for mig og den Time, vi skulde staae der Haand i Haand og vies tilsammen kom mig saa nær. Og saa — jeg saa veed jeg ikke — men paa engang kom det mig for, at jeg hørte Kirkeklokken svagt og sagte at ringe. Om det

 

– 12 –

nu var Indbildning eller ikke, kan jeg ikke sige; men siden den Kveld maa jeg altid lytte til denne Tale om Klokken, og tidt tykkes det mig, at jeg først kan blive glad med dig, Thorolf, naar vi staae i den Kirke og den gamle Klokke kimer for os paa vor Bryllupsdag».

Eli havde talt dæmpet, men inderligt; tilsidst brast hun i Graad.

«Eli, hvorfor gæder Du ? Er Du vred paa mig ? Veed du ikke nok, hvor jeg holder af Dig ? Holder du ikke saameget af mig som før ?»

«Jo, jeg troer det, Thorolf; men der er Noget, jeg ikke ret kjendte hos Dig først og som nu saa tidt gjør mig skræmt og angst. Jeg veed ikke ret, hvad det er, og jeg kan kun ringe udtale det — det staaer stundom for mig, som om Du kun seer det, der er foran, ikke det, som er bagved, baade naar Du er hos mig og naar Du har med Andet at gjøre. Jeg har kun lidt Forstand paa det, men jeg føler, at det var tungt og græsseligt at leve, hvis der ikke var Noget bagved. Sommetider kommer jeg ogsaa til at tænke paa : Naar to Folk er blevet gamle og Teppet er blevet forslidt og rynket og hullet — hvor skulde de kunne holde Livet ud sammen, naar der ikke  er Noget bagved ?»

Thorolf blev alvorlig og et smærteligt Træk om Munden kom frem. I dette Øieblik dæmrede der ligesom en Anelse op i ham om, at der var Noget, der stod imellem ham og Eli; og som han nu sad der, lignede han En, der ellers stedse er hjemme og Herre i sit Huus, men som har faaet en Høibaaren til Gjæst og træder tilbage for den Herligere og Mægtigere og lader ham styre. Det var, som havde der rejst sig i ham en ukjendt og dog ikke helt fremmed Magt, der tog Spiret; den forrige Livs-Lyst i hans

 

– 13 –

Aasyn var bleven afløst af Anelsenom en ædlere Livs-Lyst, som det stundom kan skee i et Øjeblik, at selv et dagligdags Aasyn kan faae et Udtryk, der viser, hva Vorherre har tænkt med det Menneske. Det Gamle stod bøjet, det Nye stod opreist.

Han vilde til at svare, da Thorstens, Elis Faders, Røst, lød hen til de To : «Sid ikke længer der, men kom ind til de Andre. Nu begynder Dandsen».

Gutten og Jenten reiste sig og gik over Tunet henimod Gjæstestuen. Men nu var ogsaa Thorolfs ukjendte Gjæst borte, og med det sædvanlige Blik fulgte han Elis Gang, Bevægelser og Skjønhed.

 

———–

Der gik et Aar. I denne Tid var der foregaaet en stor Forandring i Thorolfs udvortes Stilling og Forhold til Eli. Kort efter den Bryllupsfest, ved hvilken vi sidst saae ham, havde hans Fader, den rige Bonde Øjsten, besluttet at sende sin Søn til en større Landbrugsskole sydpaa, mange Mile borte fra Hjemmet, for at han der skulde faae større Indsigt i og Dygtighed til at kunne drive den store Fædregaard op, som han, den eneste Arving, skulde tage i Besiddelse efter Faderen.

Det var en haard Skilsmisse for de to Unge, der paa Grund af den lange Afstand nu ikke i et helt Aar skulde see hinanden.

Dog, Eli bøjede sig blu og hengiven for den stærkere Villie, medens Thorolf havde ondt ved at bøje sig, og kun efter mange Kampe gav efter for Faderens Bestemmelse.

Afskeden var tung : mild og inderlig dyb-vemodig fra Elis Side, lidenskabelig og stormende fra Thorolfs; det var næsten, som skulde han knuse hende i sit Favntag. Men da den var overstaaet, følte Eli alligevel en Lettelse : hun kunde nu, tyktes hende, ganske give

 

– 14 –

 

sig hen til sin varme Kjærlighed, uforstyrret af hans saa ofte voldsomme Elskov og stærke Kjærtegn, der var hendes kvindelige Væsen imod.

I den første Tid under Adskillelsen kunde hun meget bedre dvæle i sin Tanke ved hans mandige Skikkelse og det Ædle, hun havde opdaget i hans Natur, end mens han havde været tilstede, og saa tidt overskyggede dette Dybereliggende med sin hensynsløse Lidenskabelighed.

Hans Breve fra det nye Opholdssted tilfredsstillede hende vel ikke ganske : der var deri for mange Udbrud af den brusende Bølgegang i hans Sjæl, Længsel efter Gjensyn og Lovprisning af hendes Udseende, samt en Dvælen just ved de Minder fra Fordums-Tid, som hun mindst var glad over; og det bevægede sig undertiden i hende, at det dog var underligt, at han havde saa lidt at sige hende om det dybere, skjulte Aands- og Hjerteliv; hun kunde ønske, at han talte noget mindre om hende og sin Kjærlighed, og noget mere om, hvad der af Livets Alvor og Stræben maae gaae igjennem et Menneske.

En Mand skulde dog have lidt mere at leve for og i end de ungdommelige Kjærligheds-Tanker.

Men deels var hun selv for lidt udviklet til at gjøre sig klart Rede for sine Savn og Længsler i den Henseende, dels trøstede hun sig med, at det hun savnede, nok skulde komme.

Lidt efter lidt blev ogsaa Thorolfs Breve alvorligere og demed tillige kortere.

Og saaledes gik nogen Tid hen. Saa fik hun en Uro af en anden Art. Da der var gaaet et halvt Aar, syntes hun at mærke, at Thorolfs Skrivelser udebleve i længere og længere Mellemrum, og at de tillige bleve paafaldene koldere; tillige var der Noget i Tonen, som forekom hende skarpere, end hun ønskede, ja, ofte skjærende strengt i Omtale af Ting, Personer og Tilstande i det Hele.

Et Brev lød saaledes :

 

– 15 –

«Kjære Eli !

Jeg har længe ikke skrevet, og det er, fordi der var Mangt og Meget, der laae saaledes over mig, at jeg kunde ikke gjøre mig fri til at tage Pennen, ja, endnu mindre gjøre Dig det klart, hvad det var. Det var ikke Arbejdet paa Skolen, der gaaer sin vante Gang, uden at jeg dog synderlig mere kan tage Deel deri med Glæde, da jeg har noget større at tænke paa. — Eli, Du sagde engang til mig, at jeg skulde see og lægge Mærke til, hvad der er bagved. Det har jeg faaet at see; men det var ikke noget Godt, jeg der fik at see. Jeg har seet at det er Djævelskab, der er bagved — og at det Teppe, der skjuler det for os, er Øjens Lyst og Kjøds Lyst og Livets Hoffærdighed. Thi det er en djævelsk Verden, vi lever i, og der er intet Godt i os. Her er kommet en Mand, udsendt fra Hovedstaden, og han har nu i nogen Tid holdt Forsamlinger heri Bygden. Hans Tale er som Lyn og Torden, og hans Ord har kastet Lys for mig paa det Altsammen, saa jeg nu seer, at hvad jeg hidtil ha levet i, det er, som jeg sagde, Djævelskab — ikke et Eneste i mig har været Andet end Sorthed. Vi skal hade os selv og Alt i Verden. De tale her paa Skolen om Naturens Skjønhed — Slangen fra Paradiset hvidsker gjennem den og hans Gift er i det Altsammen, i Blomst og i Fugl — der er en Raaddenskab bagved og Naturen er et Aadsel. De tale om Fædrelandskjærlighed — det er at stjæle Kjærligheden  fra det himmelske Fædreland og give den til Moabs Land, som er forbandet. De tale om Kjærlighed til Fader, Moder og Sødskende — det er jo at bedrive Utugt med sit Hjerte, der kun skal elske Eet, Gud, og kan det endda ikke; thi Herren siger : Hvad som ikke hader Fader og Moder, Søster og Broder for min Skyld, er mig

 

– 16 –

 

 

 

Stengt for kommentarer.