a.g. rudelbach : presentert i dansk biografisk lexicon

 

Rudelbach, Andreas Gottlob, 1792-1862, Præst og theologisk Forfatter, var en Søn af Skræddermester Joh. Heinr. Gottlob R., en indvandret Sachser, og Birgitte Catharine f. Ørstrøm, derstammede fra Sverige.

Han blev født i Kjøbenhavn 29. Sept. 1792 og gik først i det Basedowske Undervisningsinstitut for at uddannes til
Handelen; men 1805 kom han i Metropolitanskolen, hvorfra han dimitteredes 1810. Efter at have taget anden Examen kastede han sig over Studiet af de klassiske Sprog og vandt 1817 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af en æsthetisk Prisopgave «om den dithyrambiske Digtarts Væsen og Værd».

Aaret efter tog han Del i Kampen mod Baggesen som en af «Tylvten». 1820 underkastede han sig den theologiske Embedsprøve, og 2 Aar efter fik han den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om Ethikkens Principper,
der røbede Paavirkning af Schleiermacher.

I Foraaret 1823 tiltraadte han en Rejse til Tyskland, Schweits og Frankrig, paa hvilken han navnlig fordybede sig i Middelalderens uudgivne litterære Efterladenskaber; han afskrev bl. a. Abailards «Sic et non» og hans «Decalogus inter Christianum et Judæum», som senere bleve udgivne af andre.

Efter sin Hjemkomst holdt han Forelæsninger over Indledningen til den symbolske Theologi og over den augsburgske Konfession og var tillige sysselsat med forskjellige litterære Arbejder.

Til Kieler-Universitetets theologiske Fakultet indleverede han en Afhandling «De typis ac symbolis Scripturæ S.»,
der blev antagen; men han fik alligevel ikke den theologiske Doktorgrad, fordi han ikke «beklædte et anseligt gejstligt Embede».

1825 begyndte han i Forening med N. F. S. Grundtvig Udgivelsen af «Theologisk Maanedsskrift», som han fortsatte indtil 1828 (Bd. I-XIII), fra Bd. VI af alene, da Grundtvig var kommen under Censur.

I dette Tidsskrift, der var Orthodoxiens og Lutherdommens faste Borg, skrev han en Mængde Anmeldelser, som i Regelen indeholdt Polemik mod den herskende Rationalisme.

Samtidig udgav han flere Prædikener og Andagtsbøger og oversatte J. da Costas «Aandeligt Feltraab i Kirkens Trængselsdage» (1825) som et Sidestykke til J. P. Mynsters Prædiken om den kristelige Visdom (XII, 12).

Da færdedes han mest i den Kreds, der omgav Grundtvig, og han imponerede unge Studenter, som Martensen, ved sit Udseende med den ejendommelige Forening af Alvor og Skarphed, men især ved «sin uhyre Lærdom og sit uhyre Bibliothek».

I Danmark var der for en Mand med R.s Anskuelser den Gang ikke Udsigt til en videnskabelig Ansættelse, og da en
Kaldelse til et preussisk Universitet (1827) ikke gik i Gænge, modtog han 1828 det Tilbud, den fromme Grev Ludwig af Schønberg gjorde ham om Embedet som Superintendent, Konsistorialraad og Hovedpræst
i Fabrikbyen Glauchau i Sachsen; det havde først været tilbudt Professor Hengstenberg i Berlin.

R.s Prøveprædiken i Hofkirken i Dresden og det «Colloqvium», som fulgte efter, gave Anledning til megen Omtale; thi R. kastede med stor Heftighed den ogsaa i Sachsen herskende Rationalisme Handsken, og den sachsiske Overhofpræst v. Ammon, som ledede Samtalen, følte sig personlig krænket af den djærve Lutheraner, «der kom fra det yderste Thule».

1831 dannedes, væsentlig paa R.s Tilskyndelse, den saakaldte «Muldenthaler Pastoralkonferenz», der i forskjellige Skikkelser har haft en ikke ringe Betydning for det kirkelige Liv i Sachsen.

Han virkede der efter G. H. v. Schuberts Sigende «som et Klippestykke, der falder i det stille Hav og bringer Bølgerne til at bruse».

Paa videre Kredse fik R. Indflydelse gjennem det «Zeitschrift f. die gesammte lutherische Theologie u. Kirche», som han fra 1840 til sin Død vedblev sammen med Guericke at være Udgiver af, mens Guericke alene fra 1846 varetog Redaktionen.

Deri skrev R. en Række lærde Afhandlinger og Recensioner, bl. a. en Skildring af den religiøse Vækkelse i Danmark. Fra denne Tid stammer ogsaa hans betydeligste Skrift: «Reformation, Lutherthum u. Union» (1839), en
historisk-dogmatisk Apologi for Lutherdommen, der var helliget Grundtvig som «en Mand i Luthers Aand og Kraft».

1843 indbød han, i Forening med Lindner og Delitzsch, til den første «allgemeine lutherische Konferenz» i Leipzig, hvor Lutheranere fra Sachsen, Bajern, Hannover, Schlesien osv. satte hinanden Stævne.

Han var i et Par Aar disse Møders Præsident og vandt derigjennem mange Venner.

1841 udnævnte Universitetet i Erlangen ham til Doktor i Theologien honoris causa, og man saa fra flere Sider hen
til Superintendenten i Glauchau som en kirkelig Fører.

Men allerede 1. Sept. 1845 nedlagde R. temmelig brat sit Embede i Sachsen. Han vilde ikke gaa med til den betingede Afskaffelse af det apostolske Symbol ved Konfirmationen, som nogle Medlemmer af Konsistoriet havde foreslaaet (jvfr. hans «Ueb. die Bedeutung des apost. Symbolums», Leipz. 1844), og han vilde hverken aabne sin Kirke for eller udføre kirkelige Handlinger for de saakaldte Tysk-Katholikker, som den Gang vakte stor Sympathi hos Sachsens Rationalister.

Fra Glauchau rejste R. tilbage til Kjøbenhavn; men ogsaa her mødte han Vanskeligheder. Med Grundtvig var det kommet til et aabent Brud, fordi R. ikke kunde gaa ind paa Grundtvigs Betragtning af det apostolske Symbol som det levende Ord, og mange her hjemme havde følt sig stødt ved R.s Omtale af danske Forhold i de tyske Præsteforsamlinger.

Christian VIII vilde gjærne have skaffet ham en Ansættelse i det theologiske Fakultet; men Fakultetet, med Clausen i Spidsen, havde ikke Lyst til at aabne Døren for en «Calovius redivivus», og det frygtede for, «at en Retning, der stillede sig i et exklusivt og polemisk Forhold til den friere Udvikling i Kirke og Videnskab, vilde frembringe de samme Virkninger i Danmark som andensteds og give de falske protestantiske Emancipationstendenser Næring ved at give dem et Skin af Berettigelse» (Kirkehist. Saml. 4. R. V, 130 f.).

1847-48 holdt R. som Privatdocent Forelæsninger over nytestamentlig Isagogik, Pastoralbrevene og Johannes-Evangeliet; men da Fakultetets Modstand viste sig uovervindelig, opgav han Tanken om en fremtidig akademisk Virksomhed i Kjøbenhavn og blev 1848 udnævnt til Sognepræstved St. Mikkel i Slagelse. Der døde han 3. Marts 1862, efter at først mindre Skrøbeligheder og til sidst et Slaganfald havde lammet hans Arbejdskraft.

28. Juni 1822 havde han ægtet Elisabeth Marie Bønsøe (f. 1803 d. 1867), Datter af Skibskapitajn Nic. Chr. B.

Efter Opgivelsen af Stillingen i Glauchau vedblev R. at staa i livlig Forbindelse med Tyskland og de tyske Præstekonferenser, paa hvilke han jævnlig gav Møde, og flere af de Skrifter, han skrev efter sin Hjemkomst, bleve strax oversatte paa Tysk, enkelte ogsaa paa Svensk.

Det var væsentlig Grundtvig og den grundtvigske Kristendomsopfattelse, hans Kamp gjaldt, da han skrev om
«Kristendom og Nationalitet» (1847) og «Om Sognebaandet og om Ordinationens Væsen og Betydning» (1852); han sigtede videre, da han udsendte Skriftet om «Den evangeliske Kirkeforfatnings Oprindelse og Princip» (1849), der skulde være «et udførligt kirkeretligt og kirkehistorisk Votum for virkelig Religionsfrihed», og da han
skrev Flyveskriftet «Om det borgerlige Ægteskab» (1856) og det lærde Værk «Om Salmelitteraturen og Salmebogssagen» (1856).

Ingen vil kunne nægte, at der er meget at lære af disse og andre Skrifter, som R. med korte Mellemrum udgav; men de virkede forbavsende lidt. Fremstillingen var tung, ofte skæmmet af udanske Udtryk og Vendinger, og de fleste af R.s litterære Arbejder vare, som Martensen siger, snarest at opfatte «som forberedende
Materialsamlinger for en, der agter at skrive en Bog over disse Gjenstande».

Hans Bøger strutte af Lærdom og især af lærde Anmærkninger, men der savnes ikke sjælden Aand over Vandene; man er ofte til Mode, som om man stod over for en Række vel fyldte Excerptskuffer.

Fagmænd ville dog ikke gaa disse lærde Stofsamlinger forbi, og hans «Kristelig Biografi» (1846), der desværre kun blev et eneste Bind, fortjener endnu at finde Læsere; hans forskjellige Prædikensamlinger skulle ogsaa endnu i visse Egne af Tyskland have en Plads ved Siden af de lutherske Andagtsbøger.

Derimod ere vist alle enige om at betragte hans Monografi om «Savonarola og hans Tid» (1836) som et væsentlig forfejlet Forsøg paa at gjøre den politiske Opvækkelsesprædikant i Florents til Reformationens Mand.

Men om en forholdsvis stor Del af R.s rige Forfattervirksomhed end hurtig er sunket i en ikke helt uforskyldt Glemsel, bør det ikke glemmes, at R. paa et Tidspunkt, da mange af Tysklands Theologer med den berømte Erlanger-Exeget Hofmann i Spidsen mente at kunne sætte sig ud over Sandheden ved spidsfindige
Fortolkninger og jesuitiske Kunstgreb, i et «Sendebrev til Claus Harms» (1851) om Lydighed mod Øvrigheden og Edens Betydning slog et djærvt Slag for sit Fædrelands Ret og Ære.

Rudelbach, Confessionen (1792-1810), i «Zeitschrift f. luth. Theol. u. Kirche» 1861-62;
en Fortsættelse (1810-20) foreligger i Haandskrift.
Erslew, Forf. Lex.
Kirkelig Kalender f. Norge 1875.
C. R. Kaiser, A. G. R. (Leipz. 1892).
H. Martensen, Af mit Levnet I, 277.
H. N. Clausen, Optegnelser om mit Levnets og min Tids Hist. S. 114 f. 311 f.

Fr. Nielsen.

Stengt for kommentarer.