hans knudsen : presentert i dansk biografisk lexikon

 

Knudsen, Hans, 1813-86, Præst og Filanthrop, blev født 11. Jan. 1813 i Kjøbenhavn af Forældrene Skibskapitajn Niels K. og Ane Cathrine f. Hall.

Han blev Student fra v. Westens Skole 1830 og theologisk Kandidat 1836.

Nogle Maaneder efter udnævntes han til Præst og Missionær i Trankebar og afrejste i 1837 til denne
fjærntliggende Virksomhed.

Paa Grund af Sygdom maatte han dog allerede i 1843 vende tilbage til Danmark. Han var senere Sognepræst i Gjerlev og Enslev 1846-53 og derefter i Bregninge og Bjærgsted til 1865, i hvilket Aar han paa Grund af Sygelighed
– en Underlivssvaghed forbunden med stærk Nervøsitet – søgte og fik sin Afsked.

Da hans Helbred atter bedredes, viste det sig, at det i alt Fald ikke var Mangel paa Virkelyst, der havde ladet
ham nedlægge sin Embedsstilling saa tidlig; thi hans egentlige Livsgjerning og den, som vil bevare hans Navn, falder først efter dette Tidspunkt.

I nogle Aar (1869–72) virkede han som Præst ved Diakonissestiftelsen, og da han fratraadte denne Stilling, hvortil han trods sin ubestridelige Dygtighed ikke fuldt passede – nærmest paa Grund af sin udprægede, stundum vel udprægede, Selvstændighed – slog han ind paa et Omraade, der hidtil havde været saa temmelig forsømt, men nu i ham fandt sin rette Mand.

K. havde ofte følt sig grebet af Medlidenhed med de mange Krøblinger, der findes i Samfundet, og som ofte i deres sørgelige Tilstand kun finde ringe Sympathi og utilfredsstillende Pleje.

Som et Bidrag til at afhjælpe denne Nød stiftede K. i Efteraaret 1872 «Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede Børn», i det han gik ud fra, at det var Børnene, som det først gjaldt om at antage sig.

Værkets Begyndelse var beskeden: den første Aarsberetning viser en Indtægt paa o. 1800 Kr.; men Samfundets Virksomhed udvidede sig hurtig. Der oprettedes en Poliklinik, hvor vanføre Børn kunde faa kyndig og stadig Lægehjælp; der sørgedes for Bandager, kunstige Lemmer, Sygevogne m. m., og der drogesOmsorg for, at saadanne Børn kunde faa almindelig Undervisning under Forhold, der passede for deres legemlige Tilstand.

Hertil kom saa efter nogle Aars Forløb Oprettelsen af en speciel Skole for lamme og enarmede Krøblinger, i hvilken disse paa hensigtsmæssig Maade uddannedes til en eller anden Virksomhed. Efterhaanden udstrakte Samfundet sin Omsorg baade til Børn fra Landet uden for Kjøbenhavn og til voxne.

Den Sikkerhed, hvormed det styrede mod sit Maal, dets snildt udtænkte Apparater og fremfor
alt dets Resultater gjorde det snart bekjendt uden for Danmarks Grænser. Særlig Opmærksomhed tildrog det sig paa forskjellige Skolemøder og navnlig paa den store Lægekongres i Kjøbenhavn 1884, og det erkjendtes mere og mere, at den Virksomhed, det udfoldede, var enestaaende og i høj Grad værdig til at blive efterlignet i Udlandet, hvor man paa dette Omraade stod langt tilbage.

Da Samfundet havde bestaaet i noget over 13 Aar, havde det bragt Hjælp til o. 1500 ulykkelig stillede Børn og voxne, og det havde nu en aarlig Indtægt af over 16000 Kr. Da saa dets Stifter og utrættelige Formand en Maaned efter afgik ved Døden, 16. Febr. 1886, blev det af hans Medbestyrere udtalt om ham : «Han var Skaber af den hele Virksomhed, der i de forløbne 13 Aar er udfoldet af Samfundet, og den Sag, for hvilken dette virkede, viede han indtil den sidste Dag sine bedste Kræfter. Mindet om det af ham i denne Sags Interesse udfoldede nidkjære, menneskekjærlige og opofrende Arbejde vil sent glemmes af de mange Hundrede Børn, som Samfundet har hjulpet. For dettes Virksomhed i dethele og særlig for Bestyrelsen efterlader hans Død et Savn, somingen vil kunne udfylde !»

At dette Værk var bygget paa en god Grund, har imidlertid just vist sig deri, at det ogsaa efter sin Stifters Død under kyndig Ledelse er vedblevet at gaa stærkt fremad med et stadig voxende og bestandig forbedret Arbejde.

K. var ved Siden af sin Virksomhed som Præst og Filanthrop en ret betydelig Forfatter.

I 1854, da Sindene vare stærkt optagne af de grundtvigske Reformtanker, skrev han «Grundtvigianismen, Papismen og Kirkeunionen, Bidrag til en kirkelig Tidsbetragtning». 

I denne Bog, der vakte en ikke ringe Opmærksomhed og fremkaldte forskjellige Gjensvar, lægger han grundige Kundskaber og en alvorlig Kjærlighed til vor lutherske Folkekirke for Dagen; det er hans Frygt, at den grundtvigske Retning skal føre hen imod Papismen, hvis Vildfarelser han paaviser med en ejendommelig Djærvhed.

Allerede tidligere (1853) var han optraadt som Forfatter paa Bibelforklaringens Enemærker med «Fortolkning af Jesu Bjærgprædiken», hvortil senere kom «Vor Herre og Frelsers Jesu Christi  Lignelser, udlagte og forklarede» (1868) samt «Vor Herres Jesu Christi 3 Besøg i Bethanien» (1874). I disse Skrifter har han paa en gjennemgaaende heldig Maade forstaaet at forbinde en Udlæggelse paa videnskabeligt Grundlag med en frugtbar Anvendelse af Ordets Indhold. Det omfangsrigeste Arbejde fra hans Haand er imidlertid «Om Jesu Christi Person og Liv, en Række Studier» I-III (1880-86), til hvis Udgivelse han havde ministeriel Understøttelse, men som Døden hindrede ham i at fuldføre; det bærer Vidnesbyrd om stor Belæsthed og indeholder mange fortræffelige
Enkeltheder, men dets formløse Bredde har hindret det i at faa den Betydning, det ellers kunde fortjene.

K. blev 8. Okt. 1841 (i Trankebar) gift med Adelheid Vilhelmine Hall, Datter af Bødkermester paa Christianshavn Vilhelm H.; hun overlever sin Mand og er Æresmedlem af det Samfund, hvis Stifter han var.

Ihærdig Flid og trofast Udholdenhed vare hos denne Mand forenede med en levende, i sjælden Grad uegennyttig Menneskekjærlighed og med en stor Gave til at finde de rette Hjælpere og til at tage deres Kræfter i Brug, saa at det for dem selv blev en Glæde at arbejde sammen med ham.

At han udrettede saa meget paa et i og for sig for ham fremmed Omraade, skyldes imidlertid ikke saa meget disse enkelte Egenskaber som langt mere hans hele ejendommelige Personlighed, hvis overbevisende Energi virkede saa meget bedre, fordi den var forbundet med dyb og sand Ydmyghed.

Den, der en Gang havde talt med denne Mand, glemte ham ikke, og den, der kom i nærmere Berøring med ham, kunde ikke let undgaa at faa Interesse for det, som optog ham.

Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 105 f.
Erslew, Forf. Lex.
Illustr. Tid. 1885-86, Nr. 22.
Aarsberetninger, 1-13, fra »Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæst. Børn».

V. Schousboe.

Stengt for kommentarer.