vilhelm birkedal : presentert i dansk biografisk lexicon

Birkedal, Vilhelm Schøller Parelius, 1809-92, Præst.

Vilh. B., Søn af Godsinspektør ved Nordfeldt og Forpagter Ludvig Harboe Birchedahl og Agathe Johanne f. Husum, blev født i Aalebækgaard paa Møen 7. Dec. 1809.

Indtil sit 13. Aar opholdt han sig hos sin Moder, der allerede 1819 var bleven Enke; men hen imod Konfirmationstiden kom han i Huset hos en Slægtning i Ringsted, og efter Konfirmationen blev han sendt over til Aarhus, hvor en ældre Broder var Læge. Sidst paa Aaret 1824 bragte Broderen ham til Kjøbenhavn for at sætte ham i Lære paa Kong Salomons Apothek,men den Virksomhed tiltalte ikke den livlige Dreng.

Efter 6 Dages Forløb meddelte han sin Broder, at han vilde til Grækenland for at tage Del i det græske Folks Frihedskamp. Ved Lægen Hans Benjamin Grams Mellemkomst lykkedes det dog at bringe den femtenaars Knøs til at opgive de krigerske Planer, og ved Grams og Professor og Hof kirurg C. Fengers Hjælp fik han Plads i den christianshavnske Borgerdydskole. Der havde han de senere Præster P. A. Fenger, Kalkar, J. G. Lindberg og L. C. Müller til Lærere, og især den førstes Religionstimer bleve af stor Betydning for hans indre Liv. I dem «ringede det første Gang til Kirke» for ham.

Efter i Aaret 1829 at være bleven Student førte han et fortroligt Samliv med en Kreds af opvakte Ynglinger, for hvilke «Digtning, Fædrelandet og Friheden vare lysende Stjærner». Foruden hans Skolekammerater C. Hall, C. E. Fenger og V. Bloch hørte blandt andre D. G. Monrad og Grev F. M. Knuth til dette «Selskab uden Navn».

B. havde besluttet at studere Theologi, men han fandt kun liden Tilfredsstillelse ved Universitetets Vejledning. «Ej en eneste Gnist – blev kastet mig i Sjælen i fire Aar for vist», klager han siden i sin rimede «Livsførelse».

Derimod havde han stort Udbytte af Martensens Manuduktion, og ved Mynsters Prædikener «ringede det anden Gang til Kirke» for ham.

Da han 1834 havde taget Embedsexamen, tilbragte han nogle Kandidataar som Lærer paa Landet og i Hovedstaden, indtil han 1837 blev kaldet til Ringkjøbing som Kateket og Førstelærer ved Borgerskolen.

Samme Aar ægtede han sin endnu levende Hustru, Emilie Christiane Meyer, Datter af Urtekræmmer
og Kapitajn i Kjøbenhavns Borgervæbning J. F. M.

Da B. rejste til Ringkjøbing, var han en Discipel af Mynster; men under Udøvelsen af Præstegjerningen og
især ved Paavirkning af en Nabopræst (Hassenfeldt i Vellinge) kom han nærmere og nærmere til den
Grundtvigske Kristendomsopfattelse.

Allerede i hans Barndom havde Grundtvigs «Roskilde-Rim» gjort et stærkt Indtryk paa ham; i Skoleaarene havde
han jævnlig hørt Grundtvig prædike i vor Frelsers Kirke, og «uden at forstaa noget af Vidnesbyrdet, der lød,» havde han «følt sig ombruset af en mægtig Aandsstrømning».

I en modnere Alder var han oftere Grundtvigs Tilhører i Frederikskirken, men endnu i 1839, da han i et Skrift om «Stænderforhandlingerne i Roskilde angaaende Sognebaandets Løsning» tog Grundtvig, Lindberg og de sjællandske Præster i Forsvar mod de bitre Domme, der vare fældede over dem i Stændersalen, især af Mynster, fralagde han sig ethvert Discipelforhold til Grundtvig.

Samme Aar gjorde han imidlertid en Rejse til den Del af Sydsjælland, som Mynster spottende kaldte «det hellige
Land», og paa denne traadte han i nøje Forhold til den sjællandske Vækkelse og især til flere af Grundtvigs
Venner, der vare Ledere af de vakte Kredse.

1840 ombyttede han Kateketembedet i Ringkjøbing med en mere selvstændig Virksomhed som Sognepræst for
Sønder Omme og Hoven Menigheder, og hans Navn blev nu kjendt i videre Kredse. Forskjellige Indlæg i
Dagens Stridigheder røbede hans Slagfærdighed og hans brændende Nidkjærhed, og flere Prædikener, blandt andre Begyndelsen af den ypperlige Postil «Synd og Naade» (1848-49), viste hans sjældne Gaver som Prædikant og hans kristelige Alvor.

I 1849 blev han kaldet til Sognepræst i Ryslinge, og der fik han en stadig voxende Indflydelse paa en stor Kreds af det fynske Kirkefolk. Langvejs fra strømmede man til Ryslinge Kirke for at glæde sig over B.s vækkende
Prædikener, hvis Indhold i stigende Grad lagde for Dagen, at Prædikanten var bleven Grundtvigs Discipel,
paa samme Tid som deres Form viste, at han ogsaa skyldte Oehlenschläger og Ingemann meget.

B.s Styrke som Taler er en smeltende Varme. Hans Kristendomsforkyndelse har en ejendommelig Baggrund
af Frihedssans og Fædrelandskjærlighed, og baade i hans Prædikener og Foredrag, der foreligge i flere
«folkelige Julegaver», mærker man Romantikkens Aandepust.

I 16 Aar udfoldede B. som Præst i Ryslinge en betydelig Virksomhed i den kristelige og folkelige Vækkelses Tjeneste, og i Aarene 1864-66 var han tillige Medlem af Rigsraadets Folketing.

Det var Ønsket om «at vidne ud af sit danske Hjærte», der havde bragt ham til at søge Valg; og kun ved
Forhandlingen af de to store Sager, Fredslutningen og Grundlovsforandringen, tog han Ordet i længere Foredrag.

Da Fredslutningen i Nov. 1864 forelaa til endelig Afgjørelse, udtalte han «et varmt og kjærligt Nej til Danmarks Dødsdom», og under Kampen om Forfatningsforandringen brød han gjentagne Gange en Lanse for den gamle Grundlov.

Da han i Sommeren 1864 vendte hjem fra Rigsraadets første Samling, sluttede han en Søndag den sædvanlige Kirkebøn med Ordene : «Gud give Kongen et dansk Hjærte, om det er muligt». Nogle i Sognet indkvarterede Artillerister meddelte dette til deres Kapitajn, og der blev indledet en Undersøgelse. Denne førte dog foreløbig kun til, at B. i en Erklæring til Provst og Biskop forklarede det Udtryk, han havde brugt.

Men da han i en Rigsraadstale 2. Sept. 1865 havde rettet et skarpt Angreb paa Ministeriet og dets Politik, fik han 22. s. M. sin Afsked.

En stor Del af Sognemenigheden i Ryslinge vilde imidlertid ikke skilles fra ham, og han vedblev at holde Gudstjenester, først i private Huse, senere i en Lade ved Boltinggaard i Ringe Sogn, og 8. Aug. 1866 indviedes en Kirke, som hans frie Menighed havde ladet bygge i Ryslinge. Forholdene i B.s gamle Sogn vakte flere Steder i Landet et levende Ønske om at tilvejebringe en Lov, der, ved at tillade Dannelsen af Frimenigheder inden for Folkekirken, kunde bevare Forbindelsen mellem B.s Kreds og den danske Folkekirke, og efter mange Kampe paa og uden for Rigsdagen gjennemførtes Valgmenighedsloven af 1. Maj 1868.

I Kraft af denne anerkjendtes den frie Menighed, der havde samlet sig om Nasareth-Kirken i Ryslinge, som en Valgmenighed inden for Folkekirken og B. som dens Præst.

I de følgende Aar fortsatte B. ogsaa sit Arbejde for den folkelige Vækkelse, og Sønderjyderne og Forsvarssagen have i ham haft en djærv og utrættelig Talsmand.

Da det var blevet forbudt danske Præster at prædike i Sønderjylland, ordinerede B. 30. Juli 1874 paa Askov Folkehøjskole Cornelius Appel fra Rødding (I, 296) til Fripræst for nogle af den preussiske Statskirke udtraadte Sønderjyder. Dette Skridt gav imidlertid Anledning til en Provsteretssag, som endte med, at Højesteret (18. April 1877) idømte B. og de andre præstelige Deltagere i Ordinationen en Bøde.

Som Politiker havde B. hørt til det saakaldte «nationale Venstre», men efter at dette var gaaet op i «det forenede Venstre», var han ofte misfornøjet med Partiets Holdning. For at modarbejde den i hans Øjne for Folk og Fædreland fordærvelige Politik, som Venstrepartiet fulgte, stillede han sig gjentagne Gange til Folketinget som Høgsbros Modkandidat; men han opnaaede ikke Valg.

Derimod fik han Lejlighed til i Tale og Skrift at gjøre Indsigelse imod de Skridt fra Venstres Side, som han misbilligede, og han har i flere djærve Smaaskrifter foreholdt sine Venner deres Forsømmelser og Forsyndelser.

Hans uforbeholdne Optræden mod det, der efter hans Mening var forkasteligt, bragte ham ogsaa lidt efter lidt i en stærk Modsætning til en stor Del af hans egen Frimenighed, som billigede det forenede Venstres Politik; men til Trods for den politiske Uenighed holdt det kirkelige Samfundsbaand.

Efter nogle Aars Forløb fandt B. det dog rigtigst, ogsaa af Hensyn til sin høje Alder, at skilles fra den Kreds, for hvilken han i en lang Række af Aar havde været saa meget, og han tog da (1885) Afsked med sin Valgmenighed. Siden den Tid har han boet paa Vældegaard Højskole i Gjentofte, hvor der er indrettet en Forsamlingssal, i hvilken der én Søndag hver Maaned samles en stor Kreds fra Hovedstaden og Landet om den gamle Præsts Prædikestol; og B. har ogsaa efter Nedlæggelsen af sin Præstegjerning taget Del i Drøftelsen af kirkelige og nationale Spørgsmaal.

Af hans rige Forfattervirksomhed maa det her være nok, foruden Postillen «Synd og Naade» (6. Opl. 1883), at nævne hans anden Postil «Naadens Sorg og Sorgens Naade» (1855-57) og hans «Daglig Husandagt til Oplysning og Opbyggelse for troende og døbte» (4. Opl. 1879), der have fundet stor Udbredelse i hele Norden.

Ogsaa som Digter har B. forsøgt sig, og som saadan er han bedst kjendt ved sin Missionssalme «O Herre Krist ! din Stjærne staar» og Fortællingen «Kirkeklokkeklangen i den norske Dal» (4. Opl. 1876).

Han døde 26. Juli 1892.

V. Birkedal, En Livsførelse, I-II, Odense 1863-64.
Samme, Kongen har dømt – Folket skal dømme, 1866.
Samme, Frits Boisen, en Ven skildret af en Ven, 1884.
Erslew, Forf. Lex. Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 416 ff.
L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. eft. Reform. II (2. Udg.), passim.
L. Frederiksen, Den kirkelige Bevægelse i Ryslinge i Fyen fra 1849-68,
Odense 1880. Illustr. Tid. XXVIII, Nr. 28.

Fr. Nielsen.

Stengt for kommentarer.