hans christensen sthen : presentert i dansk biografisk lexikon

 

Sthen, Hans Christensen, o. 1540-1610, Salmedigter og
religiøs Forfatter, var født i Roskilde. Hans Forældre faldt ham
tidlig fra. Alligevel lykkedes det ham at blive Student. Noget
af sin Studietid synes han at have tilbragt i Tyskland. Men for
øvrigt er det kun saare lidet, vi vide om ham, før han 1565 blev
Skolemester i Helsingør, en Virksomhed, hvortil han var godt
skikket, og i hvilken han vandt Yndest hos de ansete Mænd, som
den Gang beklædte Øvrighedsposterne i Byen, blandt hvilke særlig
kunne nævnes Frands Lauridsen (X, 139), Henrik Mogensen
Rosenvinge (XIV, 305) og Frederik Leiel (X, 187), hvilke han i sine
Skrifter har sat Æreminder. Med Rektorembedet var forbundet
Degnetjeneste og nogen Prædikegjerning i Byens Sognekirke og i
«Helliggejsthus». For øvrigt vides det, at S. efter Tidens Skik
med sine Disciple opførte Skuespil («Spektakel og Lege») ved Jul,
Fastelavn og Pinse til Borgernes Forlystelse og til Indprentelse af
Saadanne moralske Leveregler, som ansaas tjenlige for Samtiden.

En Prøve af et saadant moralsk-allegorisk Skuespil fra S s Haand
have vi uden Tvivl i det først i vore Dage af S. Birket Smith (i
«Danske Saml.» I) udgivne Stykke, der bærer Navnet «Kortvending»,
og som i ret flydende Vers giver Exempler paa Lykkens
Ustadighed, under Form af Enetaler, fremførte af Personer fra de
forskjellige Lag af Samfundet. «Lykkens Hjul», et Læredigt, som
S. senere (1581) udgav, behandler det samme Æmne, men mere
kortfattet. Foreløbig standsede denne dramatiske saa vel som S.s
øvrige Virksomhed ved Skolen, da han i Sommeren 1566 ved
Byøvrighedens Valg kaldedes til Kapellan ved Sognekirken i
Helsingør. Han blev ordineret i Antvorskov Klosterkirke efter at
være prøvet af Biskop Hans Albertsen. Aaret efter giftede S. sig,
men Navnet paa Hustruen, der blev Moder til en overordentlig
talrig Børneflok (af hvilken ikke mindre end 8 døde i Pestaaret
1580), kjendes ikke. 1570 maatte S. efter Borgerskabets Ønske
atter overtage Rektorembedet ved Siden af Kapellaniet, saa han
har haft nok at gjøre. Men da det i Tiden blev ham for meget,
nedlagde han 1573 Skoleembedet og holdt sig siden udelukkende
til Præstegjerningen, i det han dog tillige virkede flittig som
folkelig religiøs Forfatter og udgav forskjellige Skrifter, der synes at
have vundet megen Udbredelse. Nævnes kan saaledes: «En liden
Haandbog, som indeholder alle Haande nyttige Øvelser udi
Gudelighed og trøstelige Bønner og Lovsange» (1578 og ofte senere);
«En liden Vandrebog, indeholdende adskillige smukke Bønner og
trøstelige Sange» (i over 100 Aar optrykt mangfoldige Gange, men
de ældste Udgaver nu tabte); «En liden Trøsteskrift for alle
kristelige Forældre, naar deres Børn bliver syge og hensover i Herren,
og for alle andre Guds Børn, som med Dødsens Tanker omgaar i
denne skrøbelige Tid» (1581) samt flere Oversættelser, deriblandt
af «Joh. Avenarii kristelige og Udkaarne Bønner», der vandt stærkt
Bifald og optryktes mange Gange.

Efter Indbydelse fra Universitetet tog S. 1580 Magistergraden.
1583 kaldedes han af Borgerskabet i Malmø til Sognepræst i denne
anselige Handelsstad. Inden hans Bortgang fra Helsingør forsynede
Borgmestre og Raad ham med et meget smukt Skudsmaal, hvori
de bevidnede, at han baade som Skolemester og som Præst i alle
Henseender, «med ærligt Levned og kristelig Omgængelse, med
flittig Lærdom og Undervisning», havde gjort sig vel fortjent af
Menigheden, saa man gjærne havde beholdt ham. – Ved Overtagelsen
af Præsteembedet ved St. Peders Kirke i Malmø, hvormed Provstiet i Oxie Herred sædvanlig var forenet, forbedredes S.s ydre
Kaar betydelig; men sine bedste Aar havde han dog vistnok haft
i Helsingør, hvor han havde vundet mange Venner og i det hele
været meget afholdt, medens han i Malmø til Tider mødte en
Modstand, der gjorde ham bitter og bragte ham til at bruge
skarpere Ord, end han maaske ellers vilde have anvendt, naar han
i sine Prædikener straffede Synden. Sin Forfattervirksomhed
fortsatte han i samme Stil som forhen, men ikke i samme Omfang,
hvad enten nu hans Arbejdskraft og Lyst til litterær Virksomhed vare
formindskede, eller Embedsgjerningen i den folkerige Stad lagde
mere Beslag paa hans Tid og Kræfter. Det sidste gjøres sandsynligt
ved Antegnelser, der findes i Stadens Raadstuebøger, hvoraf
fremgaar, at S. 1586 maatte bede sig fritaget for noget af
Søndagstjenestens vidtløftige Arbejde, medens han dog samtidig fik drevet
igjennem, at der Lørdag Eftermiddag eller Aften skulde prædikes
i Kirken, for at «den gamle adamiske Grovhed og det kjødelige
Menneske kunde i nogen Maade tvinges og drives til Undergang».
Mærkeligt finde vi følgende Brev, som Christian IV 1600 tilskrev
Lensmanden paa Malmøhus: «Vid, at Borgmestre og Raadmænd i
Malmø have givet os til Kjende, hvorledes deres Sognepræst, Mester
H. C., nu med Svaghed og Alderdom fast belades, og med Tiden
vil falde ham meget besværligt hans Præsteembede og den store
Menighed der i Byen med tilbørlig Tjeneste at kunne forestaa, og
efterdi han i det hellige Prædikeembede og Skoletjeneste ustraffelig
har ladet sig bruge i 36 Aar, og der nu skal vacere 2 Sogne
uden for Malmø, Tyelse og Klagstrup, ere de begjærende, at vi
naadigst vilde anse hans flittige, lange og tro Tjeneste, saa og
denne hans høje Alderdoms Skrøbelighed og naadigst bevilge, at
han til samme 2 Sogne maatte blive befordret, paa det han i hans
tilstundende besværlige Alderdoms Tid kunde have hans nødtørftige
Ophold og Underholdning.» – Skjønt Kongen bevilgede denne
Ansøgning og befalede Lensmanden at tage sig af Sagen hos
nævnte Landmenighed, forblev S. dog i Malmø, hvad enten han
nu ikke selv har delt Borgmestres og Raadmænds Ønske om hans
Forflyttelse, eller Valgmændene i Tyelse og Klagstrup have
foretrukket en yngre Mand. S. var da heller ikke svagere, end at
han 1602 paa sin gamle Biskops, M. Mogens Madsens, Vegne
kunde i Bare Kirke holde en meget kraftig, senere udgiven
Ligprædiken over Fru Mette Ulfstand. Men siden toge hans Kræfter
dog saaledes af, at der 1605 (eller maaske før) maatte adjungeres ham en Medtjener, den som Salmedigter bekjendte Hans Hansen
Ravn (XIII, 539), der overtog alle Præste- og Provsteembedets
Forretninger, da S. 12. Okt. 1607 ganske nedlagde Embedet.

S. døde 1610. Han var 3 Gange gift. Hans 1. Hustru døde
1602; s. A. ægtede han Elline, Datter af Kanniken Oluf Stisen i
Lund, og da hun døde 1607, blev han endnu s. A. gift med
Kirstine Andersdatter. Den Omstændighed, at S. havde Børn i alle
3 Ægteskaber, voldte ham mange Bryderier med Skiftesager og
andre Fortrædeligheder i hans sidste, svage Aar.

Hvad der giver S. Adkomst til Ihukommelse, er især de
smukke Salmer, der findes indflettede i hans Andagtsbøger. De
ere uberørte af en nyere Tids Kunststil og forbinde paa en
ejendommelig, tiltalende Maade noget af vore gamle Folkevisers
trohjærtige Udtryksmaade med et dybt religiøst Indhold, hvorfor de
i vore Dage ere komne til Ære, efter at deres Forfatter længe
havde været saa godt som forglemt.

Brandt og Helveg, Den danske Psalmedigtn. I.
Kirkehist. Saml. 3. R. IV.
Brandt, Salmedigteren H. C. S. og Udvalg af S.s Salmer og aandelige Rim (1888).
Weibull, Skånska Saml. IV, 2, 32 ff.

H. F. Rørdam.

Stengt for kommentarer.