jacob christian lindberg

 

– hentet fra Dansk Biografisk Lexikon.

Lindberg, Jacob Christian, 1797-1857, Præst,
var en Søn af Niels L., resid. Kapellan ved Domkirken
i Ribe og Sognepræst til Seem, og Ane Magdalene
f. Jacobsen. Han blev født i Ribe 14. Jan. 1797,
og 8 Aar gammel kom han i Byens lærde Skole, fra
hvilken han 1815 afgik til Universitetet. Efter
at 2. Examen var overstaaet, fik han Plads paa
Valkendorfs Kollegium, og han kastede sig derpaa med
stor Iver ikke alene over Theologien, men ogsaa,
under Biskop Hunters Vejledning, over Numismatik
og Epigrafik; og for med Tiden selv at kunne udføre
Billederne til de lærde numismatiske og epigrafiske
Afhandlinger, han haabede at komme til at skrive,
øvede han sig ogsaa i Træskærerkunsten. 1822 tog
han med Glans theologisk Attestats. S. A. blev han
Adjunkt ved Metropolitanskolen og optraadte ogsaa for
første Gang som Forfatter, i det han, med Skolernes
og de studerendes Tarv for Øje, udgav en hebraisk
Krestomathi, en hebraisk Grammatik (2. Opl. 1828) og
en grammatisk Analyse til Genesis. 2 Aar efter skrev
han i Münters «Miscellanea Hafniensia» en Afhandling
om nogle puniske Mønter, som vakte Opsigt i den
udenlandske lærde Verden, og Vejen til Universitetets
hebraiske Lærestol syntes at ligge ham aaben.

Men der var i den unge lærde ikke alene Tømmer til en
Videnskabmand; den vestjyske Præsts Søn var tidlig
bleven grebet af Kristendommen, og han brændte
af Længsel efter at værge den gammeldags Tro over
for det moderne Fritænkeri og Rationalismens mange
Omtydninger. I sin Studentertid havde L. hørt til den
lille Flok af Akademikere, der slog Kreds om Baggesen,
og da Grundtvig

under Kampen mod «Tylvten» ogsaa stillede sig paa Baggesens Side,
kom den unge Numismatiker under denne mægtige Aands Paavirkning,
og han blev for Grundtvig, ikke hvad Melanchthon var for
Luther, men hvad Matthias Flacius vilde være blevet, hvis han havde
haft Melanchthons historiske Stilling. Da Grundtvig og Rudelbach
1825 begyndte Udgivelsen af «Theologisk Maanedsskrift», var L. den
tredje i Kløverbladet, og da «Kirkens Gjenmæle» udkom, traadte
han frem paa den kirkelige Kampplads, fuldt rustet baade med
kristen Tro og orthodox Fanatisme. Skjønt han indsaa, at alle
akademiske Sunde vilde lukke sig for ham, hvis han stillede sig
ved Siden af «Bibelens ensomme Kæmpe», betænkte han sig ikke,
men skrev først nogle «Bemærkninger i Anledning af Kirkens Gjenmæle»
(1825) og senere: «Hvad er Kristendom i Danmark? Med
Hensyn paa Professor Paulsens, Etatsraad Ørsteds og de danske
Biskoppers Ytringer om de symbolske Bøgers Myndighed og Præsteedens
Betydning i Danmark, besvaret» (1826). Dermed indledede
han en Polemik, der var lige saa ihærdig som hvas, og da Grundtvig
efter Hof- og Stadsrettens Dom trak sig tilbage, fortsatte L.
Kampen med den største Energi.

Først var Professor Clausen Gjenstand for skarpe Angreb, der
kulminerede i Skriftet: «Er Dr., Prof. theol. H. N. Clausen en ærlig
Lærer i den kristne Kirke?» (1829). Efter at der for længst var
groet Mos paa L.s Gravhøj, erklærede Clausen, at denne Modstander var
ham en psykologisk Mærkværdighed. «Han forstod», skriver Clausen
(Optegnelser S. 117), «med uopslideligt, prokuratorisk Talent at
holde Striden staaende i 5 samfulde Aar. Saa ofte som den syntes
at ville dø hen, var han til rede med et nyt Flyveskrift; han var
uudtømmelig paa Variationer over det samme Thema, og han vidste
at spekulere i Læsemængdens Smag ved pikante Titler og de mest
nærgaaende Sigtelser.» Og denne Virtuos i Polemikken var Clausen
«meget besværlig». Det ovennævnte Skrift med den nærgaaende
Titel blev først undertrykt af Censuren, og det blev overdraget
Generalfiskalen at anlægge Sag mod Forfatteren. Men Dommen,
der faldt 19. Jan. 1830, gik ud paa, at tiltalte burde være fri for
Generalfiskalens Tiltale i denne Sag, hvorpaa det undertrykte Skrift
blev frigivet og læst med saa stor Begjærlighed, at der i 8 Dage
udkom 3 Oplag af det. Da Tiltalen var rejst, blev L. suspenderet
fra sin Adjunkts tilling; da Frifindelsen kom, blev han efter
Ansøgning i Naade entlediget fra sit Embede (1830).

I de næste 14 Aar levede han som Privatmand i Kjøbenhavn,

optagen af lærde Studier og kirkelige Stridigheder. 1828 havde han
erhvervet Magistergraden ved en epigrafisk Afhandling; 1830
udarbejdede han «Katalog over Etatsraad B. Thorlacius’ Mønt- og
Antikvitetssamling», og i de følgende Aar godtgjorde han paa flere
Maader sin numismatiske og epigrafiske Lærdom. Men hans
Hovedsyssel var Angreb paa Rationalismen i dens forskjellige Forklædninger
og Forsvar for Lutherdommen og den ejendommelige
Kristendomsopfattelse, Grundtvig efterhaanden udviklede. I
«Maanedsskrift for Kristendom og Historie» (1830-32) og navnlig i «Den
nordiske Kirketidende» (1833-40), foruden i flere Flyveskrifter,
brugte han uforfærdet sin spidse Pen til Angreb og Forsvar.
Præsterne P. C. S. Gad (V, 526), C. H. Visby og Stiftsprovst H. G. Clausen
bleve i Løbet af faa Aar kaldte frem til Regnskab for deres
egenmægtige Ændringer i Liturgierne, naar de stode for Alteret
og ved Døbefonten, og til Tider fik denne Kirkekamp Udseende
af en Familiefejde, fordi flere af de angrebne ikke alene vare
sammenknyttede ved Rationalismens, men ogsaa ved Slægtskabets
Baand. Men samtidig rakte L. en trofast Broderhaand til den
overvintrede Kristendom, der den Gang gav sig Livstegn blandt
Almuen ved de gudelige Forsamlinger i Jylland og Fyn, og trods
Grundtvigs Betænkeligheder (VI, 237) holdt han i sin Bolig i «Lille
Rolighed» paa Kalkbrænderiet Forsamlinger for Smaaborgere og
Haandværksfolk, som længtes efter en Forkyndelse, der bar et
tydeligere kristeligt Præg. Disse Kalkbrænderiforsamlinger vare
Vuggen for den frie Menighed, der senere samlede sig om Grundtvig
i Frederiks tyske Kirke og Vartov Hospital, og ved dem blev
der ogsaa givet Stød til en hyppigere og lødigere Salmesang i
Hjemmene og i Kirkerne. 1831 udgav L. baade «Nogle danske og
tyske Salmer til Brug ved Husandagt» og Samlingen «Zions Harpe».

I Begyndelsen af 1844 blev L. uden Ansøgning, men ikke mod
sin Vilje, kaldet til Sognepræst i Tingsted paa Falster, og i den
idylliske Landsbypræstegaard, som han selv lod opføre, fuldendte
han sit Livs Hovedværk, en ny Oversættelse af det gamle og det
nye Testamente, uden de gammeltestamentlige Apokryfer, som han
ikke fik Tid til at oversætte. I Løbet af 16 Aar (1837-53) blev dette
Arbejde, der udkom i Hæfter, fuldført, og derved fik den danske
Kirke en Gjengivelse af det bibelske Ord, der vel ikke er uden smaa
Unøjagtigheder og store Smagløsheder, men som, hvor Oversætteren
naar højest, har noget af den lutherske Oversættelses Vaarfriskhed

og folkelige Tone over sig. Og ved den blev den
hellige Skrift daglig Læsning i mange danske Huse
(2. Opl. 1857-58).

Idyllen i Tingsted blev dog af og til forstyrret
ved svage Dønninger af Kirkestriden i Kjøbenhavn, i
det den ovennævnte Præst Gad, som L. i sin Tid havde
angrebet for hans Færd ved Herrens Alter, blev Biskop
over Laaland-Falster og derved hans foresatte. Men
L. følte sig trods alt saa lykkelig i Tingsted, at
hverken Christian VIII’s Tilbud om det sjællandske
Greve og Kildebrønde eller Monrads om det laalandske
Dannemare og Tillitse kunde friste ham, og da Koleraen
1853 hærgede hans Menighed, viste han sig som «de
angrebnes Læge og utrættelige Sygevogter».

Fra den falsterske Præstegaard havde han ogsaa med
livlig Deltagelse fulgt den politiske Udvikling. Som
Grundtvig var han oprindelig en konservativ af det
reneste Vand, fuld af Beundring for Enevælden; dog
var der den Nuanceforskjel mellem ham og Grundtvig,
at den højtdannede Christian VIII nærmest var hans
Ideal af en enevældig Fyrste, medens Grundtvig, som
bekjendt, især var begejstret for den landsfaderlige
Frederik VI. I mange Aar betragtede han den politiske
Liberalisme og Radikalisme som et vanvittigt Forsøg
paa at faa Træer til at voxe med Toppene nedad og
Rødderne opad; men som Grundtvig blev ogsaa han
ved Forholdenes Magt omskabt til en Ven af Frihed
og Lighed. 26. Febr. 1853 mødte han paa Tinge som
Folketingsmand for Nakskov, 27. Maj s. A. blev
han gjenvalgt, og han vedblev at være Medlem baade af
Rigsdagen og Rigsraadet lige til sin Død. Sin
Rigsdagsvirksomhed ofrede han mange Kræfter; han tog
ofte Ordet og var Medlem af mange Udvalg og livlig
interesseret i flere af de store statsretlige og
nationale Spørgsmaal, der satte Sindene i Bevægelse.

1857 brød han op fra Tingsted for at overtage
Præstegjerningen i Lille Lyndby og Ølsted i
Nordsjælland, men da var hans Kraft brudt. Inden
Aaret var omme, døde han, 10. Dec. 1857, i sin nye
Præstegaard. Ved hans Grav priste Grundtvig ham som
«en trofast Ven, en udmærket dygtig Arbejder og en
navnkundig Stridsmand for Vorherres gode Sag». –
1826 havde han ægtet Anna Cathrine Elisabeth Hansen
(Datter af Destillatør J. P. H.), som han havde lært
at kjende og elske fra hendes tidligste Ungdom.

Erslew, Forf. Lex.
Højskolebladet 1888, Nr. 42 f.
I. Barfod, Den falsterske Gejstligheds Personalhist. II, 169 f.
H.Jørgensen, Et Par Ord til Dr., Pastor J. C. L.s Eftermæle (1858).
N. F. S. Grundtvig, Kirkelige Lejlighedstaler S. 128 f.
Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Reform., 2. Udg., II.
L. Koch, Den danske Kirkes Hist. 1817-54.

Fr. Nielsen.

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.