«erik-jansonske bevægelse» – hentet fra «for fattig og riig» 1848 – nr. 11

 

– «For Fattig og Riig – et Søndagsblad til opbyggelig Underholdning». Udgivet af H. Halling – personel Capellan. 15de Søndag efter Trinitatis 1848.
ffr- 11-48 - jansonsk1a

«Erik-Jansonske» Vildfarelser ogsaa i Norge.

Som bekjendt har der i Sverige i dette Aarhundrede hersket megen religiøs Bevægelse, og, som paa saamange Stæder hvor aandeligt Liv er vakt, saa har ogsaa der mange stærke Vildfarelser gjort sig gjældende.

De farligste af disse ere de Vildfarelser, som en svensk Bonde ved Navn Erik Janson har fremkaldt, ved sin Lære om de Gjenfødtes Syndefrihed, en Lære, der lige meget tiltaler de kjødelige Lyster og det menneskelige Hovmod og som derfor ogsaa fandt mange Tilhængere.

I et af de følgende Numere af dette Blad skal jeg meddele mine Læsere noget udførligere om Erik Janson og hans Lære; jeg skal idag kun forløbogen gjøre opmærksom paa, at en af hans Disciple, hvis Navn skal være Nylund, i afvigte Vinter har fremtraadt i Menighederne i og ved Stavanger, søgt af udbrede Erik Jansons Lære og det ikke uden Frugt, og skal nu have begivet sig østerover og taget Veien til Christiania.

Allerede tidligere er det mig bekjendt, at ligeledes et Par af hans Disciple havde af og til indfundet sig i Tryssild i Østerdalen og rimeligvis paa flere Steder nær den svenske Grændse, uden at dog, som det synes, deres Lære der har villet finde nogen Indgang.

Deres Hovedlære er : at de Troende, som ere fødte af Gud, ikke kunne synde, hos dem findes ingen Synd, de ere som Adam før Faldet; de have ingen Syndelyst og kjende kun Fred og Fryd i den Hellig Aand; Erik Jansen er sendt af Gud for at lære Folket Skriftens Lære og oprette Christi Kirke; hvem der følger Erik Jansons Lære kan ikke tage feil, og alle de Bøger, der stride mod denne Lære, maae opbrændes.

Herrens Bøn, det hellige Fadervor, kunne de ikke bruge, da de jo som syndefrie ikke kunne bede : forlad os vor Skyld.

Johan Arndts, Luthers, Linderoths og lignende Mænds herlige Skrifter opbrændte de i Sverige paa store Baal; man skulde vente, at Bibelen havde faaet samme Skjæbne, da vel den maatte stride imod den nye Lære; men tvertimod, den bygge de paa, dens Sprog vide de paa fri Haand at benytte og fortolke, som de finde dem passende paa deres Lære.

Nogle af dem – saaledes ogsaa den ovenfor nævnte Person – give sig ud for at kunne spaae og at have faaet et saa stort aandeligt Lys, at de kunne udlægge Johannes’s Aabenbaring. Med denne Lære. som de skulle søge at udlægge med en ualmindelig haardnakket Paatrængenhed og en fast mageløs Iver forenet med en eiendommelig Art Aandelighed, hvori de iføre sig, skulle de ogsaa forbinde Daab, hvori gjennem de optages i den nye, sande Kirke, og efter denne Daab paastaae de, at de ikke mere synde.

Saavidt mig bekjendt har dog ikke den nævne Discipel her i Landet, forrettet nogen Daab.

Du ville maaskee sige trøstigen, min Læser, at en mod Guds hellige Ord og vor christelige Troesbekjendelse saa stridende Lære umulig kan anrette nogen Skade iblandt os, da Ingen vil hylde den; men det er desværre altfor vist, at der heller ikke her tillands vil mangle Jordbund, hvor den fordærvelige Sæd vil kunne spire og bære sin Frugt.

Det har, som bemærket, allerede viist sig, og skjøndt de fleste af dem som Nylund vandt for sin Lære, have, efter hvad der er mig berettet, indseet Vildfarelser og vendt tilbage til den hellige almindelige Kirkes Skjød, og de, der endnu ei have gjort det, ved Guds Naade haabes ræddede, vilde det nok kunne vise sig, at dette ikke saasnart vilde skee paa mange Steder her i Landet, hvor de Vildfarende ikke maatte blive behandlede med den varme Omsorg og Kjærlighed, som Tilfældet har været med dem paa Vestlandet.

Og har Læren saavel i Sverige som i Danmark fundet talrige Tilhængere, saa skulle vi ikke mene, at den hos os vilde være uden Indflydelse, men betænke, hvilke Afskyeligheder, den kunde frembringe, naar den faldt i usædelige Folks Hjerter, som paastode, at de ikke kunde synde.

Derfor, kjære Christne, lader os vaage over os selv og med hinanden, og i Bønnen holde os nær til Ham, som alene kan bevare os fra al Vildfarelse !

Lader os ret alvorligen bede Herren ved sin Hellig Aand hjælpe os Alle til i den sande Tro at holde fast ved den gode Bekjendelse, vi have aflagt i den hellige Daab, saa vi maae blive Sandheden troe og lydige !

 

Øffr- 11-48 - jansonsk2c

 

 

 

Stengt for kommentarer.