brødremenigheden eller brødrevennerne : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 826 – 834  :

Som det vil erindres, er allerede tidligere  (I. Bind Side 98-120) omtalt de spredte, hendøende Rester af tidligere Vækkelser ved Hauges første Optræden. Brødremenigheden er der ofret en særskilt Opmærksomhed.

Den første Fjerdedel af det 19. Aarhundrede viser en fortsat Nedgang i den Grad, at det kun er faa og svage Spor, man da finder af Herrnhuterne.

Men saa mærkes et lidet Opsving, fremkaldt ved deres dygtige og nidkjære Forstander i Christiania, Niels Johannes Holm (min Biografi af N.J. Holm i «Folkevennen» for 1880, Side 319-330; «Ugeskrift for den ev. Kirke i Danmark», 1853; J.N. Skaar, «Norsk Salmehistorie», Side 445 flg.; J.H. Møhne, «Kort Beretning om den evangeliske Brødremenighed og dens Indgang i Norge» i «Norsk Kirketidende» for 1856 No. 29 og 30; «Brødremenigheden i Norge» af D. Thrap, Christiania 1908).

Han blev født i Søndre Farup i Nordslesvig, ikke langt fra Ribe. Faderen var en fattig Skrædder, men en alvorlig Kristen, der tidlig søgte at fremelske og pleie et kristeligt Liv hos sine Børn.

Dreven af en timelig Nød maatte han og to Sønner anstrænge sig over Evne, hvilket havde til Følge, at Nils fik en Legemsskade, der blev ham til Mén for hele Livet.

Efter sin Konfirmation kom han først i Handskemagerlære og siden til en Lakerer.

Saa drog han til Tyskland og blev kjendt med Brødremenigheden, som han sluttede sig til. Han opholdt sig i Neuwied 11 Aar, paavirkedes af Tidens Vantro og frække Spot og blev derfor med nogle andre udstødt af Menigheden.

I 1805 vendte han hjem til Slesvig og arbeidede her en Tid hos en Lakerer i Christiansfeld. Efter Anbefaling af den danske Prest J.F. Boesen blev han derefter Lærer, virkede som saadan i 10 Aar, underkastede sig 1816 en Slags Eksamen hos den bekjendte rationalistiske Generalsuperintendent J.G.L. Adler (1756-1834) og blev senere sendt til England for at virke ved Brødremenighedens Gutteskole i Fulnek (Fulneck/red.), da han efterhaanden atter var bleven opvakt til nyt Liv i Gud. Paa sidstnævnte Sted arbeidede han i nogle Aar med stor Dygtighed og til saa megen Velsignelse, at han 1820 blev kaldet til Brødremenighedens Prest i Christiania, hvor han kom i 1821.

Holm besad ingen videnskabelig Uddannelse, men havde dog paa egen Haand tilegnet sig ikke faa Kundskaber, saa han endog kunde undervise Studenter i enkelte Fag. Desuden udfoldede han i Norge ikke liden Virksomhed i flere Retninger og var yndet baade som Forfatter og Prædikant. Han reiste flittig om paa forskjellige Steder, hvor han troede, der var Tilknytning for Brødrene, omgikkes især saadanne, som stod disse nær, men vankede tildels ogsaa blandt Haugianerne baade i Christiania, Stavanger og Trondhjem.

Haugvaldstad sagde, som bekjendt, engang om Herrnhuterne : «De kan have noget at lære af os og vi af dem»; begge Retninger deltog med hinanden i forskjelligt Arbeide til Guds Riges Fremme; men nogen Sammenslutning blev der ikke.

Holm var en klog og smidig Mand med ikke liden diplomatisk Evne, hvorfor han ogsaa vandt ikke faa Venner rundt om. Hans Udtalelser om Haugianerne er af og til svævende, kan tydes paa flere Maader og er tildels ogsaa indbyrdes modsigende.

Kirkehistorikeren Oluf Kolsrud har udgivet en interessant Samling af hans Breve til Herrnhut. Holms mest fremtrædende Venner var Biskop P.O. Bugge i Trondhjem og dennes Familie samt Presten W.A. Wexels, der dog senere ved nogle af sine trykte Udtalelser om Brødremenigheden gjorde Forholdet mere kjøligt.

Paa en temmelig lang Række af senere bekjendte Geistlige øvede Holm ikke liden, tildels endog megen, Indflydelse. Af disse nævnes A. Grimelund, Brødrene Gabriel og Theodor Kielland, G.A. Lammers, N.J.C.V. Stockfleth, Carl Wulff m.fl.

Wexels skriver bl.a. om ham : «Holm er en Mand med et opvakt Hoved, adskillige Kundskaber og varme Følelser for Guds Riges Anliggender. Hans mundtlige Foredrag om Søndags Eftermiddag besøges af endel Mennesker, vist ikke uden Velsignelse, og saavel ved sit mundtlige Vidnesbyrd, som ved sine Skrifter, har denne Mand søgt efter bedste Overbevisning at virke til Udbredelse af Kristi Kjærligheds Erkjendelse og hans Skrifter vil sikkert ogsaa kunne opnaa denne Hensigt».

Og den danske Prest P.C. Koch fuldstændiggjør disse Udtalelser med følgende : «Jeg mindes at have besøgt ham…, ved hvilken Leilighed jeg tillige hørte ham prædike. Han var ikke høi af Vekst, havde, saavidt jeg husker, mørk Hudfarve, sort Haar, smaa, skarpe, mørke Øine; bestemt, decideret, næsten umild i Ytringer og Tale mod mig. I hans Stue stod et Bord, paa hvilket der var anbragt fire forskjellige Harpestrenge, indrettet for Buestrøg. Jeg begreb, at han og tre andre Venner her spillede, naar de kom sammen, firstemmige Koraler til Kristi Pris. Jeg hørte hans Prædiken, men husker intet deraf. Hans Udtale var ikke smuk, saavidt jeg husker, eiendommelig og noget skrigende (P.C. Kocks Artikel om Holm i «Ugeskrift for den ev. Kirke i Danmark for 1853).

Fra Begyndelsen af Trediveaarene synes han at have følt sig mindre vel i Norge, vistnok fremkaldt ved timelige Tryk og Trængsler af forskjellig Art.

Maaske var han selv ikke ganske uden Skyld heri paa Grund af sin noget herskesyge og myndige Natur. Under sit Ophold i vort Land var Holm varmt interesseret i Hedningemissionen og udgav «Det norske Missionsblad», 1.-9. Aargang, Christiania 1827-1835.

Af hans særskilt trykte Skrifter er «Harpen» det betydeligste. Den udkom første Gang 1829 og var bestemt for Brødremenighedens Medlemmer og Venner og har siden oplevet fire Oplag, det sidste trykt i Stavanger 1863. De fleste af Salmerne er vistnok af ham selv, andre dels Oversættelser, dels Efterligninger af fremmede Forfatteres aandelige Sange.

Mest bekjendt er : «Hvor salig er den lille Flok», der almindelig gaar under hans Navn, samt : «Gjør Døren høi, gjør Porten vid», der gjengiver en tysk Original.

Med Undtagelse af flere Reiser hertillands og et Besøg i Christiansfeld 1830 boede han, saavidt vides, uafbrudt i Christinia indtil 1834, da han vendte tilbage til Slesvig, hvor han virkede som Eftermiddagsprædikant i Christiansfeld og fra 1836 tillige som Redaktør af et tysk Missionsblad. I 1844 paabegyndte han en «Evangelisk Missionstidende», men «døde i Fred» allerede 26. Mai 1845 efter en længere Tids Svaghed.

Hans Eftermand i Norge blev Johan Heinrich Møhne (Prof. C.P. Casparis Biografi af J.H. Møhne i «Norsk Folkeblad» for 1867 No. 24; mundtlige Oplysninger af Sogneprest Sven Brun), der var født i Ny-Herrnhut paa Grønland, hvor Faderen dengang var Missionær. Sønnen fik fornøden geistlig Uddannelse ved Brødremenighedens Læreanstalter i Tyskland, arbeidede derpaa fra 1817-1820 for Evangeliets Udbredelse blandt Grønlænderne og ophørte saa dermed. Han virkede senere som Lærer ved forskjellige af Brødremenighedens Gutteskoler i Tyskland, indtil 1834, da han flyttede til Christiania for at fortsætte Holms Gjerning.

Som saadan holdt han regelmæssige Gudstjenester, dels paa Tysk, dels paa Norsk og i lange Tider ogsaa stadig Prædikener for Børn. Desuden drev han en omfattende Sjælesørgervirksomhed og var tillige indtil Midten af Femtiaarene Lærer i Religion ved flere af Byens Pigeskoler.

Ogsaa privat gav han adskillig Undervisning. Han var en dyb, varmhjertet Kristen med stor kristelig Erfaring og en betydelig Evne til at fængsle og paavirke sine Tilhørere.

I alt sit Forhold var han fredelig og kjærlig, ydmyg og vindende. Der mærkedes ikke noget agitatorisk i hans Forkyndelse; han søgte kun at vinde Sjæle for Kristus.

Efterhaanden aftog Menighedens egentlige Medlemmer ved Dødsfald; i 1840 var kun 17 ilive. Der blev derfor knapt i timelig Henseende. I 1856 fandtes kun syv Medlemmer tilbage og Aaret efter bare fem, som ydede ham lidt Offer; derfor led han nu virkelig Nød. Da søgte i 1857 Professorerne C.P. Caspari og Gisle Johnson, Presterne Svend Brun og A. Bøyesen, Raadmand O.F. Ebbel og Bogtrykker P.T. Malling det Offentlige om en aarlig Understøttelse «til Fortsættelse af hans Virksomhed ved Afholdelse af Opbyggelsesforedrag i det norske og det tyske Sprog» under Christiania Biskops Overtilsyn.

Andragendet anbefaledes af alle Autoriteter, og 10. December 1859 blev der bevilget Møhne 250 Spd. (1000 Kroner) aarlig. Man hørte heller ikke andet end Tilfredshed hermed.

Sin velsignelsesrige Virksomhed fortsatte han til et Par Maaneder før sin Død, der indtraf 25. Mai 1867. Han var Udgiver og Redaktør af «Det norske Missionsblad» fra 1836 til 1849, da det blev Organ for Israelsmissionen.

Professor C.P. Caspari skrev efter hans Bortgang en vakker Biografi af ham i «Norsk Folkeblad».

Enken fik straks en liden Pension af Staten.

Saa sendte Brødremenigheden Pastor Christian Jensen herop (Oplysninger og Meddelelser fra Samtidige; personligt Bekjendtskab). Han var en fuldt theologisk uddannet Mand og virkede nærmest blandt de mange herboende Tyskere.

Jensen gjorde god Fyldest for sig, underviste i Skoler og var altid velseet af Byens Prester. Selvfølgelig betjente han ogsaa de faa Meningsfæller, som boede i Byen. Han forlod Christiania i Marts 1886, flyttede til Zeist i Holland og døde der 12. Mai 1901.

Brødremenighedens sidste Prest i Norge var Herman Rømer (Oplysninger fra forskjellige af hans Venner; personligt Bekjendtskab), som med Ære havde taget sine Theologiske Eksamener. Ogsaa han vandt Venner og virkede dygtig her indtil 1902, da han reiste hjem til Tyskland.

Menighedens sidste Medlemmer i Christiania var allerde afgaaet ved Døden i October 1880.

Det gamle, kjendte Lokale i Nedre Slotsgade 15 blev solgt og er senere nedrevet for at give Plads for en stor Forretningsgaard, og Brødremenighedens lange og trofaste Virksomhed i Hovedstaden var hermed afsluttet.

Brødresamfundet i Drammen blev ophævet i 1810; det stiftedes 1746; efter 1814 fandtes her kun nogle faa. Det samme gjælder Tønsberg og Skien. I Vanse, hvor der var mange Brødre i Søren Bugges og P.O. Bugges Dage, aftog Tallet efterhaanden meget. I 1805 kaldte man Hans Peter Bau til at betjene Forsamlingen der. Han blev født 13. Juli 1765 i Haderslev og vokste op i et fattigt, men gudfrygtigt Hjem; 1782 optoges han i Brødremenigheden. Under Opholdet i Vanse arbeidede Bau stille og dygtig, men under trange økonomiske Kaar. Som Forsamlingssteder nævnes Knivsland og Raastad. Krigen og tildels Stridigheder voldte Vanskeligheder. Paa Grund af Svaghed indstillede han Møderne paa Raastad, forlod Vanse Sommeren 1830 og drog til Christiansfeld, hvor han døde 26. Mai 1837.

Siden ledede Vennerne paa Stedet de kristelige Sammenkomster, især Bonden Ole Stave, der var en dyb, begavet og kundskabsrig Mand, som endog har efterladt sig gode, skrevne Prædikener.

Samfundet her blev opløst 1830; men der har indtil Nutiden levet enkelte, som i aandelig Henseende staar Brødrene nær (forskjellige Meddelelser fra Samtidige; Oplysninger fra Gaardbruger Birkeland).

Nogen herrnhutisk Bevægelse i Stavanger spores neppe før efter 1826. Foged Søren Daniel Schiøtz («Meddelelser angaaende sværmeriske og sekteriske Vildfarelser i vort Fædreland» af Pastor Chr. J. Sandberg paa mange Steder; disse findes trykte i «Tidsskrift for Kirke-Krønike» af W.A. Wexels III. Bind 1839, Side 1 flg.; «Norsk Kirketidende» for 1863 (af Th. Chr. Bernhoft) Sd. 136-139; Oplysninger og Meddelelser fra forskjellige Samtidige, især Mægler Iver Siqveland) var, saavidt vides, Brødremenighedens første Tilhænger der.

Han blev født i Thingvold paa Nordmøre 13. Marts 1796, tog Præliminæreksamen 1816 og i September 1818 norsk juridisk Embedseksamen. Saa tjenestgjorde han en Tid som Copist i Christiania og paavirkedes først af Kvækerne og saa af Haugianerne. Her lærte han imidlertid at kjende N.J. Holm og sluttede sig snart helt til hm og Brødremenigheden.

Schiøtz var en varmhjertet Mand; Stemningerne og Følelserne var altid stærkt fremtrædende; Forstandsevnerne og Dømmekraften mærkedes mindre; men han eiede altid en brændende Omsorg for sine Medmenneskers timelige og evige Vel. Hans væsentligste Virksomhed tilhører Stavanger og Omegn, hvor han arbeidede utrættelig for at vække og fremme et kristeligt Liv i herrnhutisk Aand.

Høsten 1826 fik Byen Besøg af Carl Gustav v. Bülow, Colportør for «The continental Society» i London. Han optraadte denne Gang forsigtig og fik samlet ca. 20 kristeligsindede Mænd, baade Haugianere og saadanne, der stod Brødremenigheden nærmere. De stiftede 5. December 1826 «Stavanger Missionsforening».

Til Medlemmer af den første Bestyrelse blev valgt S.D. Schiøtz, daværende Postfurldmægtig, senere Postmester Caspar Kruse Kielland, Kjøbmand S.E. Svendsen og Sogneprest til Finnø Gabriel Kirsebom Kielland.

Bülow reiste Januar 1827, men kom tilbage det følgende Aar. «Han optraadte da som en Sværmer og Sekterer, der endog fornægtede viktige kristelige Sandheder»; derfor fik han nu ikke synderlig Indflydelse.

I 1836 bestod Missionsforeningens Bestyrelse af C.K. Kielland, S.E. Svendsen, S.D. Schiøtz, Michael Svendsen og Engel Hansen; de to sidstnævnte var Haugianere.

Brødremenighedens Medlemmer og Venner holdt først sine Sammenkomster paa Bakkesalen, i et Søhus paa Skagen. Da Schiøtz i 1830 var bleven Foged, lod han bygge et mere bekvemt Lokale, hvor der hver Søndag Aften holdtes Opbyggelse ved ham selv, S.E. Svendsen eller Sogneprest G.K. Kielland, naar denne havde Anledning til at komme ind fra det nærliggende Finnø.

Brødrene og Brødrevennerne satte efterhaanden igang forskjellige Virksomheder, hvori de ogsaa fik Støtte af flere Haugianere.

Den 9. Februar 1826 grundlagde de «Stavanger Bibelforening», der afholdt Aarsmøde hver 31. October.

«Stavanger Traktatselskab» blev oprettet 13. August 1832; Bestyrelsen bestod i 1836 af S.D. Schiøtz, C.K. Kielland, S.E. Svendsen, G.K. Kielland, J. Haugvaldstad, Michael Svendsen, R. Tørrisen, H. Rønneberg og Engel Hansen; de fem sidstnævnte var Haugianere.

Desuden blev «Stavanger Maadeholdsselskab» stiftet 12. April 1836 og «Det norske Afholdsselskab» oprettet 6. Juni 1844.

«Stavanger Missionsforening for Israel» grundlagdes 12/6 1844.

Disse Virksomheder var vistnok hverken store eller almindelige; Foreningerne tællede ei heller mange Medlemmer; men Arbeidet bar Frugt og fik Betydning, særlig for Stavanger og nærmeste Omegn. «Bibelforeningen» virkede dog ogsaa paa fjernere liggende Steder, som i Tromsø og Finnmarkens Amter, ved sine Emissærer Ole Kallem, E.O. Lima, Hans Wasmuth, E. Leine m.fl. («Stavanger Bibelforenings Aarsberetninger»; Oplysninger fra Mægler Iver Siqveland og Frøknerne Svendsen i Stavanger).

Virksomheden vakte Opsigt i den nærmeste Kreds, ja endog udenfor denne. Biskop J.S. Munch, der var kirkelig Tilsynsmand i Christianssand fra 1823-1832, optraadte ved en Visitats i Stavanger 1826 skarpt mod Brødrevennerne og deres Forsamlinger, ja befalede endog i en Skrivelse, dateret Christianssand 16. Juni 1828, Sogneprest G.K. Kielland at ophøre med de Bibellæsninger og andre kristelige Sammenkomster, han holdt i sit Hjem for sine Husfolk og Medlemmer af sin egen Menighed.

Hertil kom en hvas Kritik i 1834 og 1835 over Brødrenes Lære og Virksomhed. Den skrev sig fra Foged S.D. Schiøtz’s Svoger, den unge, begavede, kamplystne  Sogneprest i Haa paa Jæderen, Christian Juel Sandberg, der havde sluttet sig til Wexels og Grundtvig.

Som disse Mænd saa han ikke med videre blide Øine hverken paa kristelig Vækkelse eller gudelige Forsamlinger. De vidtløftige kristelige Forhandlinger, Sandberg førte med sin Svoger S. og tildels ogsaa med flere af hans Meningsfæller, offentliggjorde han i Wexels’s «Tidsskrift for Kirkekrønike» 3. Bind 1839 under Titel : «Meddelelser angaaende sværmeriske og sekteriske Vildfarelser i vort Fædreland», en Afhandling paa ca 166 store Sider.

I samme Bind findes af Sandberg «Yderligere Oplysninger angaaende Traktatselskabet og Missionsforeningen i Stavanger».

Sidstnævnte Forfatter overgaar langt sine Modstandere i skarp og klar Opfatning af Læren og lægger idethele for Dagen en betydelig Evne til at se tildels i forstørret Maalestok det uklare, skjæve, ensidige og ligefrem feilagtige ved de nævnte Mænds Lære og Praksis; men han skriver i en Tone, som ikke virker saa tiltalende paa Læserne. Han er selv ensidig i sin Fremstilling og fortolker Modpartens Ord og Udtalelser med Skarpsindighed, men lidet velvillig og forstaaelsesfuldt og trækker Slutninger at deres ofte svævende og uklare Ytringer, som de ikke vilde vedkjende sig.

Deres Udviklinger og Breve er rolige, kjærlige og meget sympatiske, et Mønster paa en kristelig Meningsutveksling.

Brødrene, Sognepresterne G.K. Kielland og Jan Theodor Kielland samt Sogneprest B.J. Flood hører blandt vort Lands mest tiltalende Personligheder; de udmærkede sig særlig ved Gudsfrygt og opofrende, selvforglemmende kristelig Virksomhed.

Der er mange, som overgaar dem i naturlig Begavelse, uagtet ogsaa de eiede en betydelig Evne til praktisk kristeligt Arbeide for Guds Rige; men ikke mange norske Prester i hin Tid naar dem, og neppe nogen overgaar dem i kristelig Idealitet, om man i denne Forbindelse tør bruge dette Udtryk.

De foran nævnte var ikke Forstandsnaturer, men Hjertemennesker; deres aandelige Udrustning ikke dyb, klar, original Tænkning, skarp Dialektik eller en udviklet Dømmekraft, men rige, Hjertets Gaver, som de med Troskab brugte til Guds Ære og sine Medmenneskers Vel. Derfor var den harde Dom, Sandberg fældte over dem, lidet forstaaelsesfuld, ufortjent, ja endog tildels ligefrem uretfærdig.

Sidstnævnte blev i 1837 befordret til Fredrikstad og i Haa erstattet med Jan Theodor Kielland. Broderen G.K. Kielland forflyttedes 1837 til Lyngdal; til hans Eftermand paa Finnø blev udnævnt B.J. Flood; den begavede, myndige Stavangerprest Alexander Lange befordredes 1839 til Asker og blev erstattet af den milde, velvillige M.A. Gjør (Gustava Kiellands «Erindringer»; Sandbergs foran anførte Afhandling i Wexels’s «Tidsskrift»; Breve fra Gabriel Kielland og Biskop J.St. Munch; A. Faye, «Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie», Side 469 flg.). Herved indtraadte roligere Forholde for Brødremenigheden og dens Venner i Stavanger og Omegn.

De kunde nu næsten uforstyrret fortsætte sin opbyggelige Virksomhed baade inden den snævre Kreds og tillige mere udad, saameget mere som den nye Biskop i Christianssand fra 1832 til 1840, Mathias Sigwardt (Faye, «Stiftshistorie», Side 476 flg. Meddelelser fra Samtidige), vistnok saa paa Vækkelsen og dens Ledere med andre Øine end sin Forgjænger; ihvertfald lod han de, saavidt vides, være i Fred.

Hans Eftermand, Jacob v.d. Lippe (Faye, «Stiftshistorie», S. 481 flg; personligt Bekjendtskab; Meddelelser fra Samtidige), Biskop i nysnævnte Stift fra 1841 til 1866, optraadte heller ikke paa den gamle Maade hverken mod Brødrevennerne eller Vækkelsen og Opbyggelsesforsamlingerne idethele, om han end vistnok saa paa de aandelige Livsbevægelser med Kritik og stillede sig noget kjølig overfor dem ved given Leilighed, som t.eks. i Sætersdalen under Forklaringsstriden.

Han var en myndig Stiftsstyrer, begavet som Taler, en udmærket Kateket samt særdeles ivrig og dygtig til at fremme Skolevæsenet.

Da Foged Schiøtz’s Børn blev saa store, at de behøvede en Huslærer, skrev Faderen til Christiansfeld efter en saadan og fik en dansk Broder Peter Lorentzen. Denne skal have været en begavet og musikalsk Yngling, der baade underviste Børn og ledede Opbyggelsesmøderne sammen med de førnævnte. Han omtales af Samtidige som en vakker Mand med langt, sort krøllet Haar og et venligt, kjærligt og hjertevindende Væsen. Han mindes som en usædvanlig elskværdig Bekjender, der havde let for at drage Folk til sig, opnaa deres Fortrolighed og vinde dem for Kristus. Han døde imidlertid allerede 1840 under et Besøg hos sin Forlovede i Gøteborg, Frøken Herbrecht, som var Gouvernante der.

Saa skrev Schiøtz, Postmester C.K. Kielland og Kjøbmand S.E. Svendsen sidstnævnte Aar til Herrnhut for derfra at faa en Medarbeider i Virksomheden, hvilken de lovede at skaffe Hus og Løn.

Omtrent samtidig kjøbte man en Tomt og byggede et Hus i Asylgaden, paa Hjørnet af Brødregaden. De fornødne Penge faldt det i de daværende gode Tider ikke vanskelig at indsamle.

I 1834 kom saa Slesvigeren Stephanus Jensen Due derop. Han overtog Søndagsskolen og en hel Del Privatundervisning; hermed fortsatte han til sin høie Alderdom.

Due var født 1806 og døde 1892. Han eiede neppe store Evner, men var en alvorlig, kristelig, elskværdig og almindelig agtet Mand, Medlem af Missionsselskabets Hovedstyre m.m. I sine sidste Leveaar trak han sig helt tilbage og flyttede ud til en Landeiendom i Nærheden af Stavanger. Det Hus i Byen, hvori han saa længe havde boet og tillige holdt sin Privatskole, og hvori ogsaa fandtes et Lokale for opbyggelige Sammenkomster, den bekjendte «Duesal», blev nu solgt til Stavanger Ynglingeforening. Af de Midler, som indkom ved Salget, dannedes et Fond; iberegnet nogle andre Beløb, der tidligere var skjænket af flere Brødrevenner, utgjorde Summen for faa Aar siden henved 50.000 Kroner.

Efter Forslag af Generalsekretær L. Dahle blev Mesteparten anvendt til et Menighedshus for Domkirkens Sogn; Renterne af den tiloversblevne Kapital bruges til at støtte den Virksomhed, som drives i Menighedshuset (Meddelelser fra en Række Samtidige i Stavanger).

Foged S.D. Schiøtz fortsatte sit mangeartede Arbeide i Missions- og Bibelforeningen samt «Stavanger Traktatselskab» etc. Ligesaa ledede han «Stavanger Forening for Israels Venner», kjøbte 1830 «Det norske Missionsblad», omdannede det til «Missionsblad for Israel» og redigerede nysnævnte Organ til sin Død i Stavanger 4. Januar 1863.

Den mest tiltalende, beskjedne og ydmyge af alle Brødrevennerne i Stavanger var vistnok Kjøbmand S.E. Svendsen. Han blev født der 16. Januar 1805. Forældrene, Kjøbmand Erik Svendsen og Hustru Oline, født Aasvold, synes begge at have været gudfrygtige Folk, der gav sin Søn en god, kristelig Opdragelse.

S.E. Svendsen var i sin Opvekst en alvorlig, stilfærdig Gut med et eksemplarisk Liv. Han udvikledes langsomt og i Stilhed; først over i England 1825 kom det til fuldt kristelig Gjennembrud med ham ved den bekjendte Prædikant Newman Hall. Han opholdt sig her et Aars Tid for at lære Sproget, «som han talte meget flydende og korrekt».

I England lærte han ogsaa at kjende Søndagsskolen.

Efter Hjemkomsten i 1826 begyndte han selv en lignende Virksomhed, først i et privat Lokale og siden meget udvidet paa Dues Sal fra omkring 1842. Dette Arbeide blandt de Smaa havde han særlig Kjærlighed til og fortsatte dermed, saa længe han eiede Kræfter.

Ved Siden heraf deltog han sammen med sine førnævnte Venner i de forskjellige, allerede omtalte kristelige Arbeider til Guds Riges Fremme, især Udbredelsen af den hellige Skrift blandt vort Folk.

Hedningemissionen laa ham ogsaa varmt paa Hjerte.

Lige fra 1826, da «Stavanger Missionsforening» blev stiftet, var det magtpaaliggende for ham at fremme den. Han deltog i den grundlæggende Missionsgeneralforsamling Sommeren 1842, da «Det norske Missionsselskab» blev stiftet. Siden arbeidede han trofast for denne Sag baade som Medlem af Hovedbestyrelsen og paa anden Maade lige til sin Død.

Sin timelige Virksomhed drev han længe med Samvittighedsfuldhed og Dygtighed, indtil han i Alderdommen mest mulig søgte at trække sig tilbage fra Forretningerne. Hustruen døde mange Aar før ham; men trofaste Døtre hyggede om den Gamle paa det vakre Egelund, hvor der var et sandt Bethanien, elskelig og godt at være; man mærkede tydelig, at Herren var der.

Her døde han fredfuldt 21. Juni 1881 (Meddelelser fra forskjellige Samtidige, især Mægler I. Siqveland og Frøknerne Svendsen; Faderens (S.E. Svendsens) Familieoptegnelser).

Den oftere foran omtalte Gabriel Kirsebom Kielland blev født 26. Januar 1796 i Stavanger, hvor Faderen var Postmester. Sønnen gik først paa en Realskole i sin Fødeby, fik derefter Friplads i Herlufsholm Latinskole paa Sjælland og tog Artium 1816 ved Kjøbenhavn Universitet. Saa blev han indskrevet som akademisk Borger ved det unge norske Universitet og studerede her Theologi under Professorerne S.B. Herslebs og S.J. Stenersens Veiledning.

I disse Aar lærte han at kjende N.J. Holm og gik ind i Brødremenigheden. 1823 tog han theologisk Embedseksamen og udnævntes det følgende Aar som Sogneprest til Finnø.

Den 21. Mai 1824 ægtede han Gustava Blom, der er fordelagtig bekjendt baade som Stifter af den første Kvindeforening for Hedningemissionen og gjennem sine livfulde «Erindringer fra mit Liv», Christiania 1882.

Paa Finnø tilbragte de nogle lykkelige, men tildels trængselsfulde Aar, indtil han 2. Marts 1837 blev Sogneprest i Lyngdal.

Paa begge Steder virkede han som en nidkjær og begavet kristelig Folkeprædikant, førte en udstrakt Brevveksling med kristelige Venner baade her og i Udlandet og interesserede sig særlig for Hedningemissionen.

Han døde 20. April 1854 i Lyngdal; Hustruen hensov i Skien 28. Februar 1889 hos sin Svigersøn, Provst Andreas Hauge (Axel Kielland, «Efterretninger om Familien KIelland» i «Stamtavle over Familien Kielland»; anden Udgave; Gustava Kiellands «Erindringer»; Mandens Selvbiografi i Finnø Kaldsbog samt Breve).

Nysnævntes yngre Broder Jan Theodor Kielland blev født i Stavanger 1803, kom som syvaars Gut efter Faderens Død til Morbroderen, Myntmester Kruse paa Kongsberg. Det var dennes Ønske, at Søstersønnen skulde studere Bergvidenskab, hvorfor han 1821 blev sendt til Christiania. Dette Studium havde han imidlertid ingen Lyst til; derfor tog han Artium 1824, greb med Lyst og Iver fat paa Theologien og underkastede sig Embedseksamen i Juni 1829 med bedste Karakter.

Under Opholdet i Hovedstaden blev han som sin førnævnte ældre Broder paavirket af og vundet for Brødremenigheden. Han var først nogle Aar pers. Kap. hos Sogneprest H.O.F. Heyerdal i Øier, blev 5. Marts 1834 befordret til res. Kap. i Melhus og 29. Marts 1838 udnævnt til Sogneprest i Haa paa Jæderen.

Paa alle disse Steder virkede han som en begavet, varmhjertet og nidkjær Prest, der omfattedes med stor Agtelse og Kjærlighed af alle, som kom i Berørelse med ham.

Hans Forhold til Brødrevennerne i Stavanger er tidligere omtalt. Han døde i sine bedste Aar 1. December 1844. Af hans Børn nævnes Jan Olaus Kielland, født i Øier 1833 og død i Brønø som Sogneprest og Provst i søndre Helgelands Provsti, efter tidligere at have virket som norsk Missionær i Zulu fra 1863 til 1874. En yngre Broder var Paul Gabriel Theodor Kielland, født i Haa paa Jæderen 1843 og død som Sogneprest i Asker tidlig paa Vaaren 1911 (A. Kielland, «Stamtavle over Familien Kielland»; Oplysninger af Sønnen, Provst Theodor Kielland, efter Moderens mundtlige Meddelelser).

Nærmest i Forbindelse med Brødrevennerne maa endnu i Korthed omtales Boye Joachim Flood, født i Skien 10. August 1806.

Forældrene var Stadskaptein Peder Jørgensen Flood og Hustru Inger Jørgine, født Wesseltoft.

Efter at have gjennemgaaet Skiens Borgerskole kom Sønnen Høsten 1821 til Christiania og blev Student fra Kathedralskolen sammesteds 1823. Saa tog han Andeneksamen og var derefter i to Aar Huslærer hos Postmester F. Løvenskiold paa Rafnæs.

Han underkastede sig i Januar 1823 theologisk Embedseksamen med bedste Karakter. Den 26. November samme Aar blev Flood udnævnt til pers. Kap. hos Torkild Halvorsen Aschehoug i Rakkestad (1756-1838) og tilbragte her nogle rige og betydningsfulde Aar, der vekslede med Sorg, Glæde og vigtige Oplevelser.

Hans første Hustru døde her efter neppe et Aars lykkeligt Ægteskab.

Den 10. Juni 1837 blev han Sogneprest til Finnø i Ryfylke og giftede sig 8. Februar 1838 med Inger Laurine Wright, født i Langesund 8. Januar 1819, Datter af Grosserer Simon Larsen W. og dennes anden Hustru Petronelle Blom.

Under 29. Januar 1842 blev han Provst i Stavanger Provsti. De Aar, som de tilbragte her, var sjelden lykkelige. Deres vakre og enestaaende Prestehjem stod aabent for Menigheden og tilreisende Venner fra nær og fjern; det var et Midtpunkt for kristeligt Liv og Virksomhed, hvorfra ogsaa god kristelig Oplysning spredtes til Menigheden.

Gjennem Prædikener, Samtaler og Sjælesorg blev Flood Middel til at lede de tidligere Vakte i sunde Spor og fremkalde nyt Liv.

Med Haugianerne og Brødrevennerne stod de i Venskabsforbindelse; de arbeidede trofast og broderlig sammen, uden at han derfor tog afgjort Parti hverken for den ene eller anden. Han var alle Dage den lutherske Kirke trofast hengiven.

Den 19. August 1844 blev Flood Sogneprest til Hitterdal i Thelemarken. Her blev de om muligt end mere for sin Menighed. Hans Kristendomsforkyndelse og hele Virksomhed slog godt an og fremkaldte en betydelig Vækkelse. Der var et skjønt Forhold mellem dem og Menigheden, som mellem Forældre og Børn. Alle agtede og saa op til de kjære Prestefolk, hvor Gjæstfriheden og den kristelige Offervillighed næsten ikke kjendte nogen Grændse.

Guds Ords Forkyndere og andre kristelige Venner kom did i Flokke, blev der ofte i flere Dage, deltog paa Opfordring i Virksomheden og havde aandelige Høitidsstunder der. Folk fra de omkringliggende Sogne strømmede til for at høre Prestens varmhjertede, vækkende og veiledende Prædikener.

Under 12. August 1862 udnævntes han som Sogneprest til Hedrum ved Laurvig. Ogsaa her indtraadte snart et lignende Forhold som paa de tidligere Steder. Ikke bare Menigheden med Sandhedssøgende og Naadehungrige langveis fra flokkedes om hans Prædikestol; han havde rigelig aandelig Næring for alle og et Ord i rette Tid til hver især.

Kjærlighedens inderlige Omsorg for Sjælene og en dyb og rig kristelig Erfaring samt et mærkelig alsidigt Syn paa Kristendommen og Menneskelivet traadte stærkere og stærkere frem i alt hans Arbeide.

Ogsaa her blev der Vækkelse og voksede frem et sundt Kristenliv, som ytrede sig i dygtig og opofrende Virksomhed for Guds Riges Fremme. Prestegaardslivet var, som paa tidligere Steder, af skjønneste Art. Baade Presten og Fruen var Lys for sine Omgivelser saavel ved Ord som Eksempel, men bevaredes i Ydmyghed og gav Gud Æren for alt.

Den 24. Januar 1873 gik Flood «ind til den evige Juleglæde».

Hustruen flyttede nu til Christiania, hvor hun boede længst i Wessels Gade No. 9. Hun forstod som før at samle gamle og nye Venner om sig og fylde Huset med sin Kjærligheds Rigdom og rige Skat af Oplevelser fra et langt Liv i Samfund med Herren. Hun var i Sandhed en Kvinde, der under Travlheden forstod som Maria at sidde ved Frelserens Fødder og lytte til hans Tale.

Fru Inger Flood opnaaede en høi Alder, blev hædret af Geistlige og andre Venner ved høitidelige Anledninger og døde «i Troens fulde Forvisning» 9/10 1910.

Af deres mange Børn maa nævnes Johannes Flood, født paa Finnø 1842; han virkede i lang Tid som nidkjær og dygtig Prest paa forskjellige Steder, sidst ved Trondhjems Domkirke, og døde 28/1 1917.

En anden Søn er Kand. theol. Immanuel Flood, Overlærer ved Sagene Folkskole (Sønnen, Johs. Floods Biografi af Faderen i «Maanedstidende for indre Mission» 1874; udkom ogsaa som Særtryk; Hustruens Oplysninger til denne Bogs Forf.; Meddelelser af en Række Samtidige).

Stengt for kommentarer.