brødremenigheten i drammen

 

– presentert av Daniel Thrap i boken : «Brødremenigheden i Norge». Christiania 1908.

 

– fra s. 8 – 36 :

Drammen.

1721 hører vi først om religiøs Bevægelse i Drammen, da Hans Stud 10de Februar blev resid. Kapellan til Bragernes og Strømsø.

Han var en Prestesøn fra Eidsberg, født 1693, deponerede 1712 og blev Kandidat 1714 — kom hjem til Norge 1719, blev Feltprest i Marstrand og efter Freden forflyttet til Drammen, hvor han døde 11te Febr. 1729.

Han blev giftmed Anne Sibille Wiel, og ved Hjælp af sine Svogre Mads Wiel og Peter Arbo fik han oprettet en Fattigskole, hvor der bl. a. fabrikeredes gode Strømper. Den gik ind kort efter Studs Død. Stud har været anlagt paa det praktiske, og naar hans Virksomhed fra herrnhuttisk Hold siden betegnes som „Vækkelse», bliver det klart, at han har hørt til den pietistiske Kreds i Kjøbenhavn, og hans Virksomhed i Drammen er maaske den første Yttring af Pietismen i det sydlige Norge.

Vi bemærker dette, da vi rimeligvis i de vakte Sjæle fra Presten Studs Tid har Spiren til det Brødre-Societet, der en Tid maa have havt en ikke ganske ringe Betydning i og for Drammens Menigheder.

Norge havde dengang flere Prester af pietistisk Farve — Stiftsprost Anders Hoff i Kristiania (Stiftsprovst 1718—82. Se Biogr. Lex.), Christian Leth i Sandefjord (Prest i Sandefjord 1732-36, siden ved Trinitatis K. i Kjøbenhavn), Gerner (Prest i Tønsberg 1731, i Vaale 1732—38, siden Stiftsprovst i Kjøbenhavn til 1747, da han fik Anseetelse ved Brødremenigheden i Tydskland, vendte 1754 tilbage, og døde i Tønsberg uden Embede 12te Febr. 1786. Se Biogr. Lex.) og Thurmann (Brede Thurmann, Prest i Vaale 1738—57) i Vaale, Ole Tidemand (siden Biskop i Bergen og Kristiansand, død 9de Jan. 1778. Se Biogr. Lex.) i Hedrum. Overalt i disse Menigheder hører vi om Vækkelser, og senere findes i dem alle enkelte Personer, der har sluttet sig til Brødremenigheden.

Hvis det tør siges, at nogen enkelt Mand har bragt Herrnhutismen ind i Norge, saa er dette neppe Jens Rennord, der 1733 blev resid. Kapellan til Rygge og Moss, men heller den urolige Kandidat Gjert Hansen. Han er rimeligvis den Georgius Johannis, der 5te Juli 1718 deponerede fra Odense og var født 1694 (Kbhvns. Univ. Matrikul II, 416) . Han er i saa Fald Artiumskammerat med Mag. Albert Thurah, der 1ste Marts 1726 blev ham foretrukken til Leirskov Prestekald i Ribe Stift.

I September 1727 blev han Lærer ved Waisenhuset i Kjøbenhavn og maa saaledes allerede have sluttet sig til Pietisterne.

4de Maj 1729 søgte han om «et Bedested, hvor jeg med mine (Skole-)Børn kunde have frie Lader og Røst».

Han blev stærkt greben af den Konventikel-Bevægelse, der fik Magt efter Zinzendorfs Besøg 1731(Kirkehist. Saml. 4 R. 3 B. 54-58), og ansøgte samme Aar om Tilladelse til en Rejse til Halle, og 1733 drog han did tilfods, og derfor blev han afskediget fra Waisenhuset.

1734 var han Gjæst hos Søren Lintrup i Vallø Kloster og maa samme Aar være kommen til Norge, hvor han strax søgte Jens Rennord paa Moss.

Han var forlovet heroppe der er Formodning om, at han var Normand og vilde ikke svigte sin Brud, men forsøge at faa hende ind i Brødremenigheden. Hun vilde imidlertid ikke se ham, og han blev saaledes løst fra sin Forpligtelse, hvad han maaske har villet.

Det heder i en Beretning i Herrnhut, at han herved „blev sat istand til uden Hindring med endnu større Glæde at forkynde Herrens Død“.

Han blev temmelig længe i Norge, drog til Trondhjem og Bergen, og 21de April og 15de Sept. 1740 beretter Biskop Dorph om stor Uorden og Forargelse i Jarlsberg ved G. Hansen og Consorter (Kirkehist. Saml. 5 R. 2 B. 322).

Efter dette har han forladt Landet, da man samme Aar finder ham i Stepping paa Besøg hos de vakte i Vest-Jylland (Kirkehist. Saml. 5 R.2B. 612. L. Daae : Aktstykker t.d. norske Kirkes Historie. Drammen 1864).

I Herrnhut tillagde man hans vækkende Gjerning stor Betydning. Som sædvanlig var det mest blandt Kvinderne, det greb om sig, og det synes, som Gjert Hansen er den, ved hvem den bekjendte Catharine Marie Freymann blev vakt. Hun gik saa vidt, at hun endog holdt offentlige Forsamlinger. Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes dette kunde gan for sig lige under Biskopens Øjne.

I Drammen vistnok mest paa Strømsø — havde den aandelige Bevægelse bredet sig, om den end ikke paa nogen Maade havde grebet Masserne, og om den fik en større Betydning for Befolkningen, maa vel dette have sin Grund i, at flere af de rigere Borgere tidlig kom ind paa denne Vej.

Vi tænker her nærmest paa Peter Arbo, Peter Treschow, Jens Krum og senere P. v. Cappelen.

Hvis man kan tro en samtidig Brevskriver (P. Arbo 31/8 1738 – Arkivet i Herrnhut), har der 1738 været Medlemmer af Brødremenigheden i de fleste Stæder i Norge. Den største Kreds var paa denne Tid i Kristiania, hvor de ogsaa under Gjert Hansens Uphold mnatte til Forhør og blev examinerede i 6 Timer. Det endte med Mulkter, men man har aabenbart været sikker paa Bifald hos Kongen, da man ventede, at Biskop Dorph, der var Ophavsmand til den Smule Forfølgelse, skulde blive tilrettevist af Majestæten selv (P. Arbo 3/10 1739 (smst.)).

De Vakte i Drammen sendte 1740 en indtrængemle Anmodning lil Bluhme om mere gejstlig Hjælp, og de fik da Aaret eller den pietistiske Kandidat Marcus Nexøe ansat som Kateket. Han holdt private Samlinger og forkyndte Evangeliet med Kraft. Imidlertid kan han ikke have været ganske etter de ivrige Herrnhuters Sind, da en af dem, Michael Crøger, skriver 14de Aug. 1742, at Nexøe ikke holder sig enfoldig nok til Lammets Blod og har ogaaa ført sine Venner ind paa andre Sager. Crøger man have været en af de fuldblods. Han tillige med Presten Peder Bloch (Sogneprest i Skien 1741 – 1771) var i Drammen og prædikede for mange bekymrede Sjæle, men „der var kun faa maaske 10 som var komne saa vidt, at de kunde betro sig til Lammet».

Der maa imidlertid snart have været flere af de «bekymrede Sjæle», da Elias Ostergren 18de Okt. 1745 skriver fra Drammen, at der nu er «86 Sjæle» der. Over Nexøe var der sendt Klager for Overtrædelse af Konventikelplakaten, og Stiftsdirektionen advarede ham 18de Januar 1744.

Han maa etter sin hele Maade at undervise paa ganske have sluttet sig til Herrnhutterne, og naar det heder, at han i sine Forsamlinger havde 60 Kvinder og 30 Mænd, stemmer dette Tal saa nogenlunde med de ovennævnte 80 Sjæle.

Ved sine Gebærder gjorde han sig til Skive for Gadens Ungdom, og 25de Febr. 1744 blev han af Generalkirke-Inspektionskollegiet beordret til Kjøbenhavn, hvor han 22de April 1745 blev udnævnt til Sogneprest i Vorbasse (Ribe Stift). Her døde han 1755.

Efter Nexees Afrejse fik Drammen Besøg af Elias Ostergren, der over Torneå vor dragen til Finmarken 1741 og saa til Trondhjem. Truet med Arrest, tog han over Kristiania til Drammen. Han fik overtalt Brødrene her til at andrage om en Societets-Forstander fra Herrnhut, og saa kom da Erik Brau med Hustru derop 13de August 1746, og først fra nu af er Brødre-Societetet her etableret.

Brau var født i Bergen 14de August 1714. Han gik 3 Aar i Latinskolen og kom saa i Lære hos en Parykmager. Med denne drog han til Kjøbenhavn 1728 og kom i Forbindelse med Presten Enevold Ewald og han Kreds i Waisenhuset.

1734 kom 40 Separatister fra Sverige til Kjøbenhavn. Brau kom i Forbindelse med dem, fik Skrupler over sin Haandtering, der kun tjente Forfængeligheden, vilde rejse til Herrnhut, men blev fraraadet af Professor Reusz og drog da til Kristiania. Her gjorde Presten Johannes Green ham til Skolemester i Aker, som han var til 1738, da han maatte til Herrnhut, i hvis Menighed han Aaret efter blev optagen.

13de Aug. 1741 blev han gift med Maria Elisabet Hempel. I Drammen blev han til 1702, og saa hører vi ikke mere til ham før 1782, du han faar Hvile i Christiansfeld, hvor han 13de Aug. 1791 havde Guldbryllup og døde 27de Novbr. 1794.

Det heder, at der ved Braus Ankomst var megen «Confusion»(Skr. fra Drammen 28/8 1751), og det kunde være rimeligt, da man vistnok var bleven fri for Søren Bølle og Zioniterne, men neppe for det Indtryk, disse Gjendøbere havde efterladt i mange svage Sjæle. Det var jo ogsaa i disse Aar, Zinzendorf og hans Menigheder var stærkt inde i sværmeriske Udskejelser.

Stillingen har neppe været let, og Brau, om hvis Dygtighed der ellers Intet foreligger, kan nok være bleven træt, saa han Høsten 1751 vilde forlade Drammen.

De samme Mænd, som 1746 havde faaet ham herop, gjorde nu alt for at beholde ham, og det lykkedes. Han blev her til 1762.

I en Skrivelse uden Dato fra Societetets repræsentative Mænd heder det, at Presterne 1756 (maaske er Aarstallet fejlagtigt. Et Slags Forfølgelse fra en Kapellans Side 1753 omtales S.5) begyndte en mindre Forfølgelse, da de vilde have Menighedssøsteren bort. Den kan vel ikke have været farlig. Rigtignok fortæller de om et kongeligt Reskript til Biskopen, og at Presterne forflyttedes, men noget saadant Reskript er ikke fundet 1756 og 57, og ingen af Drammens Prester blev i disse Aar forflyttet. Ellers heder det, at Øvrigheden ikke tog nogen Notits af dem og Presterne lod det gaa, som det vilde, naar de blot fik sit.

Fra Brau er der kun 2 Indberetniuger af 31te Juli 1761 og 13de Aug. 1762. Efter den sidste havde Societetet i Drammen 103 Medlemmer. Brau og Hustru rejste 2 Gange aarlig til Brødrene i Holmestrand, Tønsberg, Larvik og Skien, hvor der var nogle faa Familier. Der fortælles intet andet om Rejserne end, at der paa hvert Sted blev holdt Forsamling.

Brau havde maattet tage Borgerskab i Drammen, men hans Eftermand Jens Høyer hjalp sig paa anden Maade. Ved sin Ankomst foreviste han sit Pas som «Commissionær fra Holsten, der skulde opholde sig i Norge for Klimaets Skyld, og dermed blev det“.

Han fandt i Drammen et Societet paa ca. 100 foruden Børn. Blandt Medlemmerne fremhæver han en 82-aarig Kaptejn Lemmich, der hele Tiden bar været med dem. Der siges ellers Intet om ham, og det mærkeligr er vel kun, at han er Officier.

Af Høyers første Indberetning faar vi lidt Besked om de andre Byer, og det viser sig, at ogsaa Kristiania paa denne Tid havde et Societet paa ca. 100 — mest gifte Folk. Der var kun 6 Ungkarle. De fleste var vundne ved Johannes Green, der 1742 var bleven resid. Kapellan til Aker og 1766 Slotsprest (om ham se D. Thrap : Slotspresterne paa Akershus. Personalhist. Tidsskr. V, 211).

Naar Brødremenigheden tidligere svækkedes i Kristiania end i Drammen, bør vel dette for en Del tilskrives Greens Personlighed. Jens Høyer omtaler ham som mistænksom og lader til at have havt Strid med ham, da han — 18de Juli 1765 — skriver, at han under et Besøg i Kristiania havde Fred med ham, og at det gik bedre, end vi ventede. Høyer havde sagt ham, hvad der var hans Fare, og han tog det smukt. Han udøvede ikke mere det Herredømme, han tidligere havde havt.

Der klages over Mangel paa Personer, der kan tage sig af sine Brødre. Societetet synes her kun at have bestaaet af Haandverks- og Arbejdsfolk. I Skien var der hele 40 Personer, men her var ingen Organisation. De var vakte ved Peder Bloch (om hans Familie se Wiberg : Alm, dansk Prestehistorie I, 521), en dansk Mand, der 39 Aar gammel var bleven Sogneprest her 1741 og blev her til sin Død 16de Juni 1771. Han arbejdede ikke blot i sin egen Menighed, men rejste ogsaa til andre Byer, hvor han fandt beslægtede Sjæle. Han var strax efter sin Ankomst paa Rundrejse med den ivrige og meget kritiske „Broder“ Michael Crøger.

I Skien vedblev Bloch at holde Forsamling, «til Alder og Svagheed forbød det». De betydeligste af Societetet her var Brødrene Peter og Realf Boysen. En Datter af sidstnævnte blev gift med Otto Ottesen, der 1709 blev Kapellan i Skien og 1791 Sogneprest til Fet, Stamfader til den vidt forgrenede Familie Ottesen.

I Brevik var der 1 Kjøbmand og 4 Ungkarle.

I Larvik, der endnu var forenet med Hedrum, havde Ole Tidemand virket fra 1734 til 1743 og vakt en Skare, der for en Del gik over til Herrnhutterne.

I Tønsberg var der adskillige Brødre, der vel sagtens var selvhjulpne, da ikke mindre end 3 Prester hørte til dem. Det var Henrik Gerner, Sogneprest til Vaale, siden Stiftsprovst i Kjøbenhavn. Paa Grand af sine herrnhuttiske Sympatier maalte han tage Afsked 1747 og begive sig til Brødrene i Tydskland. Af en ganske ejendommelig Grund skiltes han fra dem. En Arv tilfaldt hans Hustru, og den fik han ikke Lov at nyde i Udlandet, hvorfor han bosatte sig i Tønsberg 1754.

Provst Jens Caspersen Müller, en dansk Mand, var fra 1751 tiI sin Død 1773 Sogneprest her. Rektor Peter Wulfs- berg blev 9de Marts 1768 ordineret som dennes personelle Kapellan. Til disse sluttede sig Sogneprest Clemet Thue Samsing i Tjølling, en Larviksmand. Han var personel Kapellan paa Nøtterø fra 1751 til 1774, da han fik Tjølling. Udenfor Gejstligheden nævnes Byfoged Schindler og en Proprietær Knap.

I Holmestrand havde man 3 Brødre og 2 Kvinder. Denne Kreds samledes om Ole Backer, der aldrig omtales uden med Ros.

I Landdistrikterne var der Brødre i Vaale, hvor Sogneprest Brede Thurmann (død 1757), tidligere Kapellan hos Henrik Gerner, synes at have været meget ivrig, ligesom i Andebo Peter Crøger, der dog ikke naaede sin Broder Michael (se overfor S. 11).

1765 blev Hans Hammond resid. Kapellan til Bragernes og Strømsø. Det lod til, at man var bange for ham, og i alle Fald troede man, at Modstandere søgte at hidse ham paa Brødrene, men H. var efter alle Vidnesbyrd en Mand, der gik meget viselig frem og kun fik Raseriet i sig, naar han skulde skrive (se Artikelen om ham i Dansk biogr. Lex. Hans mest bekjendte Skrift er Missionshistorien, hvori mange Bemærkninger vidner om Mangel paa Selvbeherskelse).

En Bekjendt fra Trondhjem, Skibskaptejn Dickson, kom til Drammen som Gjæst i Hammonds Huus og fik stemt ham gunstig for Brødrene, saa han nu endog i sine Prædikener lagde Kjærlighed til dem for Dagen.

Da Høyer forlod Drammen 15de Okt. 1767, fik han en Takkeskrivelse fra Peder Hesselberg(fra Decbr. 1766 Aftensangspredikant og Rektor paa Strømsø), Peter Treschow, Mads Klein, Jens Krum, Gunder Pedersen. Nicolai Arbo, T. Bentzon, Christen Backer, Ole Alsing, Søfren Wulfsberg og H.I. Hesselberg (Peder N. H.s Broder, Lærer ved Skolen og Organist, 1773 Broderens Eftermand, blev 1776 ordineret, død 1800 som Sogneprest til Spydeberg).

En Broder Hasing bar sendt den følgende Indberetning for Tiden fra Novbr. 1767 til Marts 1768. Den fortæller kun at Presten Hammond havde været meget venlig, og at han selv havde været paa Rejse til Skien og Brevik. Hasing maa allerede 1768 have forladt Drammen, thi den næste Beretning, der meddeler, at Biskop Nannestad holdt Visitats 6te Juni 1768, er undertegnet af Cornelius Green og Dorothea Green samt Menighedssøsteren Anna Lund. Denne Beretning er meget vanskelig at tyde, skreven i et Sprog og med en Retskrivning som af en 11—12-aarig Skolegut.

Dette kan være rimeligt nok, thi Cornelius Green, som var født i Bergen 14de Juni 1713, kom som Skrædderlærling 1732 til Kjøbenhavn, saa til Holland, blev 1738—89 kjendt med nogle af Brødrene og 13de Novbr. 1741 optagen i Menigheden. 1747 blev han Enkemand og opgav Haandverket, blev 1751 Medlem af et «Betergesellschaft». Han synes at have været et uroligt Hoved. Om Skoledannelse har der hos ham ikke været Tale, og først 1766 fik han en Kaldelse til Holsten, hvor han kun blev 1 Aar, da han blev sendt til Drammen og Kristiania. Da hans Hustru var død 1774, forlod han Pladsen og drog til Barby, men fik 1776 Kald til Sverige. Han tog 1780 Afsked og fik Hvile i Herrnhut, hvor han døde 13de Okt. 1783. Baade hans Skrift og hans Stil tyder paa ringe Dannelse. Green blev her til 1774. 1770 klager han over, at Brødrene er udsatte for mange Afvigelser og især maatte den opvoxende Ungdom volde dem Smerte. Der er Vidnesbyrd nok om den overordentlig strænge Levemaade, de gamle førte og vel forlangte af sine Børn, men jo længer man kom frem i Aarhundredet, desto vanskeligere har det vist sig at faa Ungdommen med.

Efter Green kom Johan Nicolaus Hansen, hvis første Indberetning af 15de April 1774 er meget vel skreven og tyder paa en dannet Mand. Han gjorde strax i Februar 1774 sin Rejse til Skien, hvor Sogneprest Blochs Eftermand Hugo Hjorthøy ikke var dem god. Rejsen fra Skien til Larvik var farlig paa Grund af Issvul, og — vi kan vel tilføje — Vejenes sørgelige Tilstand i de Dage. I Andebo havde Sogneprest P. Crøger nu 10 Bønder, der havde sluttet sig til Brødrene. Til Tønsberg kom han ikke. Provst Gerner havde bedet ham rejse forbi, da han havde faaet en Brodersøn, der var Officier, i Indkvartering. Ellers troede man, at Hindringen laa hos Provstens Datter, der skulde være et fuldstændigt Verdensmenneske. Et andet Indblik i Brødrenes huslige Forhold giver os en Mand ved Navn Sti Grønhof i Aasgaardstrand, der maatte drive sit herrnhuttiske Væsen i Hemmelighed for sin Hustrus Skyld. Om Menighedslivet hos den lille Flok er der naturligvis lidet at fortælle.

De bekjendte Kjærlighedsmaaltider i Brødremenigheden har vel sagtens fundet Sted i Drammen den hele Tid, men først 4de Maj 1774 nævnes et saadant med hele 36 ugifte Søstre. Her maa have været Gjæster fra Kristiania, hvor Antallet af ugifte Søstre (Tjenestepiger ?) var stort.

Det er maaske det store Antal, som har gjort det værdigt til at nævnes.

— 1775 fik Societetet sit eget Hus tilhørende Mdm. Arbo «gamle Mor Arbo» — Huset havde fra 1752 været Brødrenes Tilholdssted. Det var den 79-aarige Karen Arbo ( hun var født 4/8 1694, død 2/1 1779), Enke efter Evert Arbo og Moster til Peter Treschows Hustru, Anna Juditte Nielsdatter Hegdal, der blev hendes Universalarving. Den gamle Kvinde skjænkede Brødremenigheden sit Hus som Gave, og hendes Søsterdatter var dermed tilfreds. Huset var faldefærdigt, men Brødrene havde selv bygget den Sal i dets Have, der gik under Navnet «Mor Everts Kirke» hvori de nu i saa mange Aar havde gaael ud og ind.

Hansen var 2den Juni 1777 bleven Enkemand. Han kom 11te Juli 1778 til Skien, hvor der havde været stor Brand. «Kirken var brændt, men det Hus, hvor de Hellige kommer sammen, har han ladet blive staaende». Antallet af Medlemmer i Drammen, Jarlsberg og Bratsberg i 1777 var 280.

Til Kristiania var i Juli 1777 kommen en Broder Pihl, med hvem Hansen stod i Forbindelse ved Breve og hyppige Besøg til 1781, da han 6te Maj forlod Drammen, og Pihl indtog hans Blads.

Societetet i Kristiania har vel sygnet hen efter Johannes Greens Død 1771. Pihl havde ved Juletid besøgt Hammond, der nu var Sogneprest til Bragernes, og fandt i ham en lærd, ærlig, ligefrem Mand, som ingen Hindringer lagde dem ivejen. Bekymrede Sjæle viste han til P. N. Hesselberg, som sagde han «her kan tale bedre end jeg».

Man begyndte ved denne Tid (1780) paa Østlandet ligesom i Bergen at tænke paa Oprettelsen af en Brødremenighed. Det er aabenbart Anlægget af Christiansfeld, der har fremkaldt Tanken.

I Bergen havde man Øje paa Møhlenpris, en Ejendom, som jo dengang laa temmelig langt fra Byen. Her tænkte man paa Larvik. Det var en Student Gjelstrup (saa skrives hans Navn i lndberetningen for 1780. Han var da 30 Aar gammel),  havde udkastet Tanken, og Hansen var enig og troede, at Grev Danneskjold-Laurvig «ogsaa økonomisk» kunde være tjent dermed. Brødrene har visselig paa denne Tid havt store Tanker om sit Samfunds aandelige Magt, og del er vel ikke alene Hansen, der kunde mene, at «før der kommer en Menighed i Landet, bliver lntet ret, thi alt er nedsunket i Vellyst Herren forbarme sig !»

Man tænkte sig maaske, at en formelig Menighed vilde trække Folk ogsaa fra Udlandet, medens Brødrenes Tal herhjemme aftog stærkt. De Gamle gik bort, og Ungdommen indtog ikke de ledige Pladse.

30te Decbr. 1782 døde Jens Krum, der fra sin Ungdom havde indtaget en af de første Pladse i Samfundet. Han var født 1ste Septbr. 1712 og 1738 gift med Anna Erslev. Han holdt paa at blive fangen af Separatisterne, men blev reddet ved Nexøes Forkyndelse.

16de Januar 1746 gik han med Familie o.fl. om Aftenen over Isen fra Bragernes til sit Hjem paa Tangen. Isen brast, og de faldt alle i. Hans Hustru, 3 Børn og deres Lærer, Boysen, druknede, medens Krum selv og en Pige Ingeborg Hofland blev reddet ved tilkastede Touge.

Han drog kort efter med Ostergren ud til forskjellige herrnbuttiske Menigheder, og siger han – «Mein Gemuth und Gedancke wurde die ganze Zeit vom Heilande umschlossen».

Hjemkommen i August sendte han strax sin lille Søn til Brødrene. 10de December 1740 blev han gift med Else Nielsen fra Kristiania, «der blev friet fra Forældrene, som ikke vilde tillade hende at omgaaes med Brødrene». Hun døde 1771.

Det maatte være smerteligt, naar en af de faa Prester, der havde sluttet sig til Brødrene, gik bort, og det var ogsaa i anden Henseende et stort Tab, da Presten Wulfsberg i Tønsberg døde 26de Aug. 1784. Han var Prestesøn fra Eker, født 29de Marts 1715, var Rektor i Tønsberg, før han blev Prest.

Han havde studeret Medicin, og blev den eneste Læge i Tønsberg og vel i adskillige Kvadratmiles Omkreds. Den lille Hob i Tønsberg holdt sammen efter hans Død. De mødtes 2 Gange ugentlig, læste Efterretninger fra Herrnhut og havde det meget vel.

I Drammen fik man en Tilvæxt, der syntes at maatte være af Betydning. Blandt de mest kjendte Navne i denne Tid var den rige Kjøbmand Omsted, der af Pihl skildres som «ein sehr hubscher naturlicher Mensch». Det er bekjendt, at Brødrene ansaa Enhver, der ikke sluttede sig til dem, for «et naturlig! Menneske». Imidlertid har de været forsigtige med at bruge dette Udtryk i sine mer eller mindre officielle Skrivelser.

Ved 1780-Tiden forekommer det hyppigere. Omsteds Hustru var «overbevist og stundom urolig», men hun hang ved Verden. Pihl sendte sin Hustru til hende, og de talte sammen, men der hørtes ikke videre før 5te Februar 1788, da hun var bleven Enke og bad Fru Pihl komme. Det blev dog ikke mer end flygtige Besøg, «da hun ikke vilde lade Verden fare».

Imidlertid vedligeholdt Pihls Omgangen med hende, og 3die Juni 1789 var de paa hendes Landsted sammen med begge Presterne. Aaret efter bad bendes Søn om at faa være med i Brødrenes Forsamlinger, men da Pihl fik høre, at han havde været paa Bal og dandset hele Natten, sendte han ham et høfligt Brev med den Besked, at sligt gik ikke an. Senere høres ikke mere til dem.

En Tilvæxt af Betydning fik det lille Samfund i denne Tid, da den unge Peder v. Cappelen (død 1837 i Drammen) var indtraadt i «de ledige Mænds Klasse». Han blev Juledag 1783 gift paa Austad med Christine Marie Klein (død 1849 i Christiansfeld), der tilhørte Samfundet.

Han blev viet af P. Hesselberg, og Brylluppet var stille, men Dagen efter var der stort Selskab, hvor skriver Pihl — «vi ikke vilde komme, da der var 28 Personer, meist naturliche Menschen». — Ægteskabet var kommet istand efter Phils Forslag for Brudens Forældre. Det faldt dem ikke altid let at holde sig inden den pietistiske Strængheds Skranker. 12te Januar 1789 kom Stiftamtmand Grev Moltke til Drammen og tog ind til de unge Folk, der af Cappelens Fader havde faaet Paalæg om at huse ham og gjøre Ære paa ham.

Hele Strømsø var illumineret, og ude paa Elven laa et Skib og saluterede med 9 Skud. Følgende Dag var der Borgermiddag, Taffelmusik og Skyden. 17de Januar kom den unge Fru Cappelen og klagede : alt hvad hun havde gjort for Stiftamtmauden var urigtigt. «Jeg raabte til Frelseren» blev hun ved — «og da var det, som han svarede : alt dette lader jeg komme, for at du ikke skal faa Lyst lil Verden». Hun mente, at hun vilde have været et helt Verdensmenneske, om hun ikke havde hørt Brødrene til.

Dette havde ogsaa Pihl forstaaet baade for hendes og hendes Mands Vedkommende, og derfor havde han ogsaa gjort sig Umage for at faa dette Ægteskab istand. De var formuende og stod i Fare for at blive «reven med af Verden». Vi kan forstaa den unge Kones tunge Vandring og angerfulde Udtalelser, naar vi hører, hvad der er gaaet forud, og ved, hvor godt man ved denne Tid i Brødremenigheden passede paa sine Folk. Det maa have været dette Ægtepar, som 28de Febr. 1788 omtales under Betegnelsen «Geschwister C».

Det var en «ulykkelig Sag», og Fru Pihl havde paa Grund af sin Mands Svagelighed holdt den skjult for ham, men endelig maatte hun frem med den. Medens Pihl var paa Rejsen til Skien, Larvik o. s. v. i Januar Maaned, havde Cappelen havt Selskab af «naturlige Mennesker, som havde spillet Kort». Disse «Verdensmennesker» skulde ogsaa have ytret sin Glæde over, at C. og Hustru ikke var saa «absurde» [som de andre «Brødre»].

«Det er tydeligt nok», — skriver Pihl — «hvorfor dette er skeet : l har ikke kunnet taale, at Verden taler ilde om eder, og derfor vilde I heller fornegte den kjære Frelser i eders Liv». Fru Pihl havde talt herom med Cappelens Svigermoder, der vilde undskylde de unge Folk paa Grund af deres Familieforhold, men «dette kunde umuligt gjælde for Guds Børn».

— Det kan i forbigaaende bemærkes, at det 1814 faldt i Fru Cappelens Lod at huse Christian Fredrik, der efter at han havde besteget den danske Throne blev yderlig overrasket, da han paa Besøg i Christiansfeld hørte, at hun levede og boede her. Han gjorde hende en Kaffevisit i hendes Enkebolig (meddelt af Provst Peter Blom, der selv som Elev i Christiansfeld fik besvare Kongens Spørgsmaal efter Fru C. med den overraskende Meddelelse, at hun var her i Huset lige overfor).

Efter Afsendelsen af dette Brev fik Pihl vide, at ogsaa Svigermoderen havde havt «Gjæstebud for Verdensmennesker paa 20 Personer», der ogsaa havde spillet Kort.

«Vi blev dobbelt forskrækket»;— skriver Pihl til hende — «du har undskyldt dine Børn med deres Ungdom, men dig selv ? du er jo gammel nok og er en Enke, der har sat dit Haab til Gud ! — Dette er jo en stor Smerte for Frelseren og tillige for os, at du har givet Verdens Aand saa megen Plads i dit Hjerte». For nogen Tid tilbage havde hun været i Selskab hos Kjøbmand Arbo, og her havde Ungdommen af Hensyn til hende undladt at spille Kort.

«Det var et daarligt Selskab, blev der sagt men det var dog en stor Ære for os. Nu har du selv sat Spillebordet frem, medens dog mange tænkte, at dit Hus var et Guds Hus».

Baade Fru Klein og hendes Børn kom strax efter denne Salve som arme Syndere med mange Taarer og lovede Bod og Bedring. Det var imidlertid ikke let for den unge Madam Cappelen at holde sig indenfor de skarpt afstukne Grændser. Hendes «naturlige Familie» gav hende ikke Ro. Hun havde ladet dem vide, at 3 Gange om Ugen, naar hun gik i Forsamling, kunde hun ikke tage imod dem. Nu havde de meldt sig til en Søndag. «Jeg tænkte», siger hun – «kjære Frelser ! hvorfor lader du disse Folk saaledes plage os ? Da lød det indeni mig : jeg  lader det blive ved for at se, om du rent vil forsage Verden. — Jeg : ak ja, det vil jeg !»

— Hun skrev derpaa, at hun ikke vilde forsømme Forsamlingen. Hun maatte siden bære en Slægtnings Barn til Daaben, og det er vel den herved foranledigede verdslige Selskabelighed, der har ligget hende paa Sam- vittigheden og bragt hende til denne Henvendelse. Det har hidtil kun været Kortspil og Dands, der har været Tale om som de store Farer i Selskaberne hos eller med «naturlige Mennesker», men man gik videre. I Begyndelsen af 1789 havde Pihl for sig en Broder, om hvem han havde hørt, at «hans store Munterhed vist ikke var af den rette Art, thi den er langt fra, hvad Frelseren siger : lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Naar Sødskende», føjer han til — «der har faaet Grund i Frelseren, ser din Munterhed, saa tro de, at den er uden Salvelse og stemmer ikke overens med Guds Ord». Manden gav sig naturligvis strax, og der høres ikke mer om Beskyldningen for Munterhed.

Man ser, at Societetet holdt sine Folk i stramme Tøjler, og naar saadant lod sig gjøre saa langt frem i Tiden som 1788, tør man vel heri se et Vidnesbyrd om, hvor langt man var fjernet fra de kulturelle og rationalistiske Strømninger, som bredte sig over Europa.

Pihl var Nytaarsaften 1790 75 Aar og hans Hustru 2den Februar s. A. 63. Han maa have havt en stor Personlighedens Autoritet ved Siden af Alderens. Hans sidste Indberetning er af 1ste Jan. 1791 og slutter med en sørgelig Begivenhed. Der udbrød Ild i en Bagbygning hos Tobakspinder Ole Wegner paa Bragernes, og hans Hustru, Agnete W. f. 20de Maj 1734, indebrændte. Familien maa rimeligvis have tilhørt Brødrene. Der var 9 Børn. En Rigmand mødte W. paa Gaden og stak 100 Rdlr. til ham, siden gjorde en anden det samme, og en af Brødrene tog den yngste Datter til sig.

Da Pihl forlod Drammen, var Societetet svundet ind til 68 Personer. Den næste Indberetning, der ikke er underskreven, har Datum Jan.—Maj 1792, og der er saa et slort Hul til den følgende, dat. Juli 1798—31te Decbr. 1798. Denne er undertegnet af Georg Heinrich Scharinghausen, som antagelig er kommen efter Pihl. Den nye Tid gav sig nu snart tilkjende.

Paa sin første Rejse til Skien Januar 1792 traf han sammen med den unge Emmich Hjerm (f. 1757, død 1803 som Sogneprest til Onsø), der allerede havde et Navn som en kundskabsrig og talentfuld Prest. Han var siden 1786 resid. Kapellan til Hof (Solør) og gift med en Skiens-Dame Martha Wegner.

Han var undervist af P. N. Hesselberg paa Strømsø — maaske den dygtigste af alle de herrnhuttiske Prester i Norge i 18de Aarhundrede, og han kunde saaledes neppe være uden Sympati med Brødrene.

Det blev derfor ogsaa et meget venligt Møde med ham, men han greb Lejligheden til at bede dem undgaa saadanne anstødelige Udtryk som «han er et naturligt Menneske», «et uomvendt Menneske» o. s. v.

Man tilføjede, at saadant hørtes mindre nu end tidligere. Tiden var en anden. Han mærker, at Neologerne bar indfundet sig, og del er som med et Suk der tilføjes, at man i Drammen endnu hører Evangeliet, og at en og anden Sjæl vindes derved.

Da han senere i Juli 1792 atter traf sammen med Hjerm, fik han et andet Indtryk af Manden, der fremdeles var meget venlig, men undgik enhver Lejlighed til at komme ind paa Hjertesager. Hans Orthodoxi var nu bleven tvivlsom, og han havde sit Studerekammer fuldt af de nyeste tydske Skrifter, «hvis Gift han havde indsuget».

I materiel Henseende var ogsaa Aaret 1792 ulykkeligt for Brødrene. I Larvik brændte 52 Huse. Branden opkom i et Pakhus hos Kjøbmand Balthasar Hanson (han var gift med Anna Maria Treschow, D. af Peter Tr. i Drammen. Hans Søn var Peter Treschow Hanson, en i sin Tid bekjendt Litterat og Sproglærer, død 1843), betydeligste Mand paa Stedet. Foruden sit Hus havde han ogsaa mistet et Skib.

I Skien havde Vandflom bortrevet 7 Møller for Didrik v. Cappelen, der — gift med Realf Boysens Datter Christiane Elisabet (Ording) ogsaa hørte Samfundet til.

Der er nu — som antydet — et. Hul i Beretningerne, og vi hører Intet til Brødrene før Juli 1798, da Forstanderen begav sig paa den sædvaulige Rejse. I Skien tog han nu Herberge hos Kjøbmand Jacob Jebsen, men han bedrøvedes meget over det «Verdenssind, han maatte bemærke hos sine Venner». De vilde ikke høre tale om Helliggjørelse. «Gjæsteri»— siger han — «er Normænderne ejendommeligt, og i dette maa ogsaa Børnene — til sin Fordærvelse tidlig være med. Hel skrækkeligt er det, naar en Enke af Samfundet, der levede af sit Haandarbejde, lod sin eneste Søn, der havde faaet god Undervisning, gaa i — Dandseskole !»

Det blev sagt hende, hvad Følgerne vilde blive, og hun hørte det med Taarer. Kan man tro Manden, blev det unge Menneske totalt fordærvet, saa Moderen ønskede sig Døden for hans Skyld.

Scharinghausens sidste Beretning ender med nogle Ord om det nyeste Fænomen paa det religiøse Gebet i Norge : «—- De ejendommelige Uroligheder vedbliver i Landet især blandt Bønderne. For nogle Uger siden (det man formentlig være Novbr. 1798) er Hovedpersonen Hans Nielsen Hauge efter i Bergen at have udrustet 2 Disciple, der skulde fortsætte hans paabegyndte Gjerning, her igjen med en Sæk fuld af Bøger paa Ryggen— tilfods ankommen. Han har her og i Landdistrikterne omkring holdt ualmindelig talrige Forsamlinger, hvori mange Taarer, hvorover Presten saa meget mere undrede sig, da han med al sin Prædiken ikke kunde bringe en eneste til Taarer. Nogle Prester skal holde med ham, ja endog Officierer og Soldater hænger ved ham og holder op med sit ryggesløse Liv. Der er visselig noget ejendommeligt i hans Gjerning, hvilket med Tiden vil udvikle sig. En alvorlig Rystelse er her nødvendig. Menneskene har ganske ejendominelige Saligheds-Grunde her. En gammel Kapitalist var altid venlig mod mig — som næsten alle. Han kom engang til mig, og jeg vilde benytte Lejligheden til et Ord til Velsignelse, men han var ganske vis paa sin Salighed, da han havde havt en retskaffen Fader, der var død salig. Han blev ved dette. Paa Spørgsmaal, om han ikke var gangen ud af Verden som en arm Synder, svarede han : «nej som en stor Helgen ! Det viste sig, at han ved en «arm Synder» forstod en Mand, som skulde hænges».

Indberetningen for 1800 begynder trist nok. I Tønsberg, hvor den trofaste Wulfsberg havde lagt en Sæd, der endnu spirer, lyder ikke mere Evangeliet. Her er oprettet el Skolelærerseminar (Seminariet oprettedes 1797 under Sogneprest Frants Hoppstock som Inspektør. Det blev nedlagt allerede 1802), der dirigeres af Neologer.

Forstandige Folk bæver for Fremtiden, andre — ogsaa Bønder glæder sig over «det trøstefulde Lys».

Ogsaa i Larvik maatte det med Smerte siges, at der var intet Evangelium. Brødrenes første Mand paa Stedet, Kjøbmand Balthasar Hanson, sagde : «Her er intet Guds Ord. Vi forfølges ikke mere for vore Forsamlinger, thi vi har ingen mere».  I Skien fandt de sin gamle Vært Jacob Jebsen i en Husdrikkers bedrøvelige Tilstand, hvorfra han dog siden rejste sig. Paa Larvikskanten havde de en gammel Bonde, der allerede fra C. M. Leths Tid (1740-Aarene) havde tilhørt Samfundet, men var i den Grad besat af Gjerrighed, at han faldt i det komiske.

En anden Original inden Samfundet var den gamle Prestekone Olea Grøger, f. Styhr, gift med Sogneprest Peter Crøger i Andebo (død 1793), en trofast Broder, der havde samlet Tilhængere lige fra Midten af Aarhundredet. Olea Crøger havde flere Gange været fra sig selv og i saadan Tilstand endog farlig. 1791 kom Scharinghausen til Prestegaarden, men blev paa en bydende Maade afvist. Som Enke flyttede hun til Drammen, havde Formue og stor Pensjon. Pengene gik og Krediten med, men Sønnen, Johannes Crøger (død 1830 som Sogneprest til Røken), hjalp hende. Hun døde 18de Decbr. 1800, 89 Aar gammel.

Scharinghausen maa antagelig være rejst 1803, da Beretningen for 1804 er undertegnet N. Staunager. Tonen er nu langt mere forretningsmæssig end før. Stort Tab led Samfundet ved Christen Hesselberg (død 25de Maj 1804) og Peder Nyborg Hesselberg (død 3dje Juni 1804).

P. N. Hesselberg havde prædiket 27de Maj, men var syg det hele Aar. Ved et ulykkeligt Fald skadede han sin Hofte og var fra den Dag Krøbling. Imidlertid lod han sig 24de April kjøre til Kirken, hvor 3 Mænd førte ham paa en Stol for Alteret, hvorfra han holdt en gribende Tale til sin Menighed og derpaa Konfirmationstale, medens Kapellanen udførte den hellige Handling.

Han har — som bekjendt Fortjeneste ved sin Strømsøs Beskrivelse. I denne har han (S. 127) indført sin Autobiografi i ganske nøgterne Utlryk. For Arkivet i Herrnhut har han leveret en anden, der vel oprindelig har været bestemt kun for de Indviede. Det heder her : «. . . Paa min 23de Fødselsdag, da Herren i sin korsfæstede Skikkelse med sine 5 Vunder aabenbarede sig for mig, — ak hvor lyst blev det ikke da i mit arme Hjerte. 1740 var jeg saa at sige alene ledig Broder i Holmestrand, som jeg forlod 3dje Novbr. og blev Informator i Drammen hos Madam Else sal. Angel for 3 Sønner og 1 Datter. 1754 var Sigtelsesaar for Sødskende i Drammen. Satan søgte ved en fiendtlig Kapellan (Andreas Boyesen blev resid. Kap. til Bragernes og Strømsø 9de Febr. 1753. Han døde 1ste Novbr. 1755 (Hesselberg : Strømsøs Beskrivelse. S. 126) ganske at ødelægge Br. Brau og den hele Hob af vakte Sjæle. Det var en stor Naade, at jeg fik Del i den Vanære, man vilde tilføje Herren, og at jeg hørte til det foragtede Folk. I Februar blev jeg anklaget for Separatisme, kaldt for Biskopen og maatte prædike for ham ! Biskopen blev aldeles indtagen i min Prædiken og bad mig blive ved. Jeg fik et Brev med til Kapellanen, som jeg leverede om Aftenen, da han var ganske frisk. Morgenen efter var han død . . . 1764 vilde jeg forlade Brødresamfundet og blive Organist paa Bragernes».

Han var Organist paa Strømsø, hvor han oftere prædikede, og han skrev til Herrnhut om Tilladelse til at søge Embedet. Den blev given paa den Betingelse, at «Herrens Sag ikke derved maatte lide, og det kan ske uden Opsigt».

Han blev det dog ikke, da det gik anderledes. 15de Decbr. 1766 døde Dieteric Anchersen, Aftensangsprædikant og Rektor paa Strømsø, og Hesselberg fik nu Brev fra Fader Biskop Johannes og Broder Beyer (Navnet er utydelig skrevet), at de «heller saa, at jeg blev her i Norge som Jesu Vidne for mine Landsmænd».

Han blev nu rolig, og efter Borgernes Stemmegivning blev han 22de Decbr. 1766 ordineret af Biskop Nannestad. — Naar man her ser, hvor trofast og lydig en Tilhænger af Brødremenigheden Hesselberg var, kan man forstaa, hvilket Tab Brødrene i Drammen har lidt ved hans Bortgang. Det skyldtes vel ogsaa for en stor Del ham, at Brødresocietetet i Drammen fik en saa vidt fast Holdning, og at det omfattedes med Agtelse i Menigheden. I dette Stykke tør Hesselberg have udmærket sig fremfor samtidige herrnhuttiske Prester.

Om Johannes Green finder vi Bemærkninger, der efterlader Tvivl, om hans Dygtighed har svaret til hans Iver, og da Brødresamfundet her — i Autoritetens Stad — kun bestod af Haandverks- og Arbejdsfolk, kunne det neppe gaa synderlig frem.

I udvortes Henseende synes ikke det strænge Forbud mod Forsamlinger, som udgik efter Hans Hauges Fængsling (Okt. 1804), at have havt nogen skadelig Virkning for Brødrene i Drammen. Sogneprest Søren Tybring tog sig af dem og satte Pris paa dem, medens han i et stort Selskab — sagde, at Hauges Parti skulde landsforvises. Ogsaa Amtmand Rafn erklærede, at Forbudet kun gjaldt Hauges Tilhængere. For disse maa dette Forhud have faldt meget tungt. Hauge havde mange Efterlignere, som havde Trang til at opbygge sine Brødre, men de maatte jo have Folk at tale til, og nu var der ingen. En Del af dem henvendte sig i sin Nød til Herrnhutterne, som de havde dømt saa haardt, og det fra selve Tune, Hans Hauges Fødebygd, hvor det sees af Forhøret efter hans Fængsling, at der var hele 23 Lægprædikanter.

I Staunagers Beretning fra 16de Juli 1805 til 12te April 1806 fortælles, at man havde læst i Forsamlingen et Brev, som de vakte i Tune havde sendt til herrnhuttiske Brødre paa Fyn. Det hed heri, at de var over 100 Sjæle, der som Faar uden Hyrde var bekymrede for sin Salighed.

«Kjære Brødre», — heder det videre — «giver os et godt Raad om, hvorledes vi skal indrette os, at vi som de evangeliske Brødre kan have vore Forsamlinger og Opbyggelsesmøder, thi vi ere fattige og uerfarne Bondefolk. Den største Del af os er vakte ved H. Hauges Prædiken, men da vi derved ingen Ro har fundet for vore Hjerter, saa har vi skilt os fra ham» . . Brevet vakte stor Glæde, men om nogen Tilslutning til Brødrene fra Haugianernes Side høres der Intet i den følgende Tid, og Grundene hertil har vel været flere.

Hesselbergernes Bortgang blev for Brødrene i Drammen et stort og smertefuldt Tab, og det hed, — 14de August 1805 — at Drammen er ikke mere, hvad det har været. Ligegyldighed mod Gud og hans Ord, Fritænkeri, Kulde, Vantro tager Overhaand, og det mærkes ogsaa blandt Brødrene. En overhaandtagende Ligegyldighed for de 3 ugentlige Forsamlinger betog Lederne Modet. Den saakaldte «Hus-Conferense», der før var til saa megen Velsignelse, hørte op. Man havde ikke Tid.

4de Septr. 1805 maatte Staunager lægge Brødrene paa Hjerte, at deres hele Væsen nu vanærede Herren istedenfor at glæde ham. Vilde de beholde Brødre-Navnet, saa maatte de prøve sig selv for Herren. Der blev megen Graad.

Mellem Brødrene i Kristiania og Drammen opstod en Strid om Betalingen for de Efterretninger fra Herrnhut, der udgjorde en saa væsentlig Del af den opbyggelige Underholdning i Forsamlingerne. Disse Udgifter, som man nu ikke vilde nævne, har været nok saa betydelige paa den Tid med de vanskelige Postforhold. Det blev besluttet, at saalænge der findes Menighedssødskende i begge Societeter, skulde hver af dem udrede den halve Def af Beløbet, medens Brødrene paa Vanse skulde slippe.

Foruden den ovennævnte „Hus-Conferense“ var der ogsaa en «Hjælpe-Conferense». Den var efter P. N. Hesselbergs Død behandlet med Ligegyldighed og tilsidst ophørt, men 1806 kom den i Gang igjen — formodentlig for med det hele Societet at sygne hen i Krigsaarene. Den sidste Beretning, der kun lidet indeholder, gaar til 16de Februar 1807, og 1810 er Societetet i Drammen ophævet (Cfr. J. H. Møhne i Norsk Kirketid. 1856, S. 343).

Stengt for kommentarer.