brødrevennene i bergen : presentert av daniel thrap

 

– i boken : «Brødremenigheden i Norge». Christiania 1908.

 

– fra s. 32 – 42 :

Bergen.

Det første, vi hører i Bergen fra Brødremenigheden, maa efter Hilbrandt Meyer ( N.Mag.III S. 296) være om den Johan Rypchie, der optraadte c. 1737 efter i Kjøbenhavn at have stødt sammen med Herrnhutterne.

Det maa være den samme, der omtales af Hans Strøm (Tilskueren paa Landet. I Bergens Borgerbog skrives Navnet :  Røpke) i Forbindelse med den Bevægelse, der i hans Tid fandt Sted i Nordfjord, og hvis Etterdønninger endnu kunde spores af Hans Hauge (H. N. Hauges Levnet og Rejser).

Nogen synderlig Virkning har vel neppe Rypchie havt i Bergen, hvor noget saadant som en prædikende Borger var aldeles uhørt. Det blev lidt anderledes, da Bergen 1738 fik en fuldt ud herrnhuttisk Prest i Jens Rennord, der i Kjøbenhavn havde tilhørt Enevold Ewalds Kreds (Cfr. hans Stambog i Kirkehist. Samlinger, 1870).

Hilbrandt Meyer omtaler ham som en Mand af maadelige Gaver og Studier, men roser ham ellers som from og god. Pontoppidan satte ham meget højt, om han end ikke var blind for hans Ensidighed, hvilken jo ogsaa for en ikke ringe Del havde den berømmelige Biskops Sympati.

Med Pontoppidans Ros er Rennords Navn gaaet til Efterslægten, og naar Ole Tidemand udtalte sig meget skarpt om ham, da han 1742 søgte og fik Stiftsprovstiet, har vi antaget, at hermed sigtedes til hans Evner som Administrator, medens det virkelige Forhold er bleven skjult.

Rennord begyndte strax at holde Forsamling i sit Hus og hos andre. Adskillig Opsigt vakte han ved at gaa ind i Vægternes Forsamlingslokale under Raadstuen og holde Aftenbøn med dem. Den «Gebet», de sig imellem ex officio skulde holde, synes at være bleven lil Spektakel, men det er neppe bleven bedre, da Rennord kom til, siden hans Embedsbrødre fik ham til at holde op.

Om de 2 Herrnhuttere, Krause og Piper, der 1731 kom indom Bergen paa sin Rejse lil Island, siges det, at de selv neppe kunde beskrive, hvor aabne Hjerterne var for Ordet, og hvor barnlig man modtog deres Raad. Det kan være rimeligt nok, at mange har strømmet til for at høre dem, men de egentlige Tilhængere har ikke været mange. De opgives 5 Aar efter 1743 — til omtrent 60.

Det var kun en ganske kort Tid, Krause og Piper var i Bergen. De Tilhængere, de med Rennord vandt, har væsentlig været Haandverkssvende og Tjenestepiger, og der nævnes kun et enkelt Ægtepar fra Samfundets højere Kredse, nemlig Lægen Dr. Turck og Hustru. Disse Ægtefolk maa have været stærkt grebne, og Dr. Ttlrck begav sig 1740 til Herrnhut for at besøge Menigheden og skaffe Bergen en fast Arbejder derfra.

Det lykkedes, og samme Aar blev Melchior Zeisberger sendt op «for at tage sig af Sjælene». Han blev der i 2 Aar, og under hans Ophold var der endnu 2 andre — Meisner og Amder —, Huslærere hos Mariekirkens Prest Joachim Bunemann. De to første forlod Bergen 1743, og allerede da var der bleven en «skadelig Splittelse» i det lille Samfund. Efter alt, hvad vi kjender fra andre Kanter, ser det underligt ud, at den for sin Fromhed saa høit udmabte Jens Rennord her maa have en betydelig Skyld.

Man faar i det hele af Brødrenes Indberetninger et helt andet Billede af ham end det, man har fra hans egne Meddelelser, Pontoppidan og Hilbrandt Meyer.

Allerede i Zeisbergers Tid heder det, at «han var begyndt at blive lad. ja in seinem Wandel nicht exemplarisch, sonderlich in Ansehung starker Getriincke».

Det var navnlig Doktor Tflreks Hustru, som heraf tog Anstod, fik nogle Søstre med sig og holdt sig for sig selv, medens to af de mest fremtrædende Mænd, Kjøbmand Haslop og Fabrikejer Valentin Fasmer (Alvøen), stod paa Prestens Side.

Amders blev i Bergen til 1745, men kunde Intet udrette til Fred, «da Striden mest var mellem Kvinderne». Den maa have været alvorlig, da man 1745 fra Herrnhut sendte Biskop David Nitschmann op som Mægler og Aaret efter den ovenfor omtalte Krause. Der blev Fred, saa længe disse Mænd var der, men ikke længer.

Krause blev af Stiftamtmand Møinichen fordreven fra Bergen. Det kan ikke sees, om denne strænge Forholdsregel har havt sin Grund i det Væsen, som i denne Tid tog Overhaand i Brødremenigheden og truede med at opløse den i Sværmeri.

En Antydning hertil turde man maaske finde i Hilbrandt Meyers Fortælling om Hans Pelscli, en Kjøbmandssøn, født 1722. Han var et godt Hoved, drog 1742 udenlands — som Kargador ? — henfaldt til Spil og tabte Penge, men kom saa i Berørelse med Pietister, begyndte at 1

Ole Backers Indberetning 3dje Maj 1739 (Arkivet i Herrnhut).

 

studere, kom tilbage til Bergen og prædikede — som det synes godt. Han sluttede sig nu til Brødrene og blev Lærer i Neusaltz til 1746, siden i Zeist. 1748 kom han tilbage til Bergen, hvor han havde sin Moder ilive.

Hilbrandt Meyer fortæller, at man nu i denne Kreds fik se smukke Klæder og tækkeligere Ansigter. Dette tyder jo paa en Tilbagetræden af det mørke pietistiske Væsen og tør være et Udslag af den Sværmeriets Aand, der i saa mange Menigheder ytrede sig i en overstrømmende Glæde, smagløse Billeder og Leg med det hellige.

Efter H. Meyer erkjendte de fornuftigste blandt Herrnhutterne i Bergen, at deres Forhold i de første 6 Aar ikke var saa «rimeligt», som det skulde være. Som i alle lignende Tilfælde var det Læreembedet, man angreb, men man syntes ogsaa at ville «jage al Slags Lærdom, Flid, Studering i Landflygtighed ved at give dem foragtelige Navne».

Spliden vedvarede, og man sendte fremdeles fredsstiftende Brødre, der for den første Tid ingen Fremgang havde. 1749 kom en Rantzau, der rimeligvis har tilhørt den danske Adelsfamilie. Han synes at have havt Formue, da det var hans Tanke, naar han havde faaet udført sin Giftermaals-Plan, at kjøbe Møhlen pris med dets mange Privilegier, der i sin Tid var erhvervede af den bekjendte Christian Thormøhlen. Det lykkedes ikke Rantzau at stifte Fred, og der blev Intet af hans Giftermaal eller Kjøbet af Møhlenpris. Det havde været hans Plan her at anlægge en Koloni. Tanken om en saadan var flere Aar tidligere fremført af Jens Rennord, og senere kom den atter op, da Brødrene havde faaet Tilladelse til at anlægge Christiansfeld, og man gjerne vilde have en Herrnhutterby ogsaa i Norge, men Tiden var da bleven en anden, og Brødrenes Rolle i Bergen var udspillet.

Foruden Rennord var der 2 Prester, som ganske tilhørte Herrnhutterne, nemlig Lyder Fasting og Josvva Schaffner1. Den sidste kom til Bergen 1750 for at finde en Plads her, men det lykkedes ikke. 1756 blev han dog residerende Kapellan i I

 

Skrivelse af 5te Maj 1744 til Grev Holstein. N. Mag. s. o.

 

Haus. Han var født i Slagelse 1716, blev 1772 Sogneprest til Nykirken, hvor han døde 15de Oktbr. 1773. Han blev anden Gang gift med Anna Sophia Hager, Datter af Cancelliraad og Lagmand Johan Bager, altsaa en af Bergens fornemste Damer. Hun var bleven betagen af Rejselyst og opholdt sig længe i Udlandet. Høsten 1767 vendte hun tilbage, og det synes, som man inden Brødrenes Kreds var «forlegen» med hende. Hun var vistnok rejst fra Bergen for at finde Fred og Hvile i det herrnhutliske Søsterskab, men man havde i mange Aar ikke vidst Noget om hende. Presten Schaffner udtaler selv 22de Febr. 1768 sin «Forlegenhed» med hende, men tilføjer, at hun udtalte sig med Højagtelse om Brødrenes Samfund.

18de August var hun allerede bleven hans Hustru og fik af Forstanderen Ole Backer del Vidnesbyrd, at hun sluttede sig godt til dem i alle Dele1.

Foruden hine 2 Presler kunde ogsaa Fredrik Fasting paa en Maade regnes til deres Tilhængere. Han var 1743 bleven personel Kapellan til Korskirken, 1748 resid. Kapellan til Nykirken, hvor han 1769 blev Sogneprest, men døde allerede 1ste Juni 1769.

Ole Backer skriver om ham, at «han forkynder Frelseren, men ikke rent, hans blodige Forsoning nævnes saa lidet». Det vil heraf forstaaes, at han ikke i et og alt har sluttet sig til Brødrene, om han end i det væsentlige sympatiserede med dem.

Lyder Fasting var død 1748, og Schaffner var paa Landet. Rennord stod tilbage som den eneste Prest, Brødrene havde at holde sig til. da her ingen Societetsforstander var. Dette synes ogsaa at have været efter Rennords Ønske. I alle Fald mente man allerede i Zeisbergers Tid, at han helst vilde være alene, og det var han da nu, men — heder det i Ole Backers Skr. af 22de Juni 1768 —  «hans Vandel blev mer og mer uexemplarisk, og hans Prædikener og Opbyggelsestaler altid aandløsere, saa at Brødrene næsten ikke mere vilde søge dem».

Det blev ikke bedre, da Doktor Ttirck, som 1750 var dragen til Zeist, vendte tilbage, ligesom ogsaa Hans Petsch, der siden 1752 var ud-

 

0. Backers Skrivelse uf 5te Oktober 1768 (Arkivet i Hernhut).

traadt af Brødremenigheden, 1750 kom til Bergen og «ikke udrettede noget godt ved sin Nærværelse». Der siges for Resten ikke, hvad han foretog sig. Det var ved denne ‘Tid, Rennord ophørle med sine offentlige Forsamlinger. Iivad han vel var nødt lil — heder det – „ford i den sande Aand var vegen fra lian», og han havde tahl sin Credit saavel hos Verden1 som hos Brodreneu. Man fandl nu, at man maatle have en Societels- forstander i Bergen, og dertil blev valgt Ole Backer. Han var født 11 te Nvbr. 1725 i Holmestrand, hvor Faderen var Kjob- mand. Ilan gik 1739 med sin Hustru ind i Brodresamfundel, som paa denne Tid bredte sig temmelig meget paa Bragernes og Strømsø. Sønnen ønskede ogsaa at blive „eiu scliger Mensch» og rejste 1743 med en „BroderMf der et Aars Tid havde været hos den», lil London. 1744 blev han optagen i Brødremenig- heden, og 21 de Juni s. A. havde han „die Gnade den Leichnam nnd Blnl Jesu zu geniessen**. 1745 kom han hjem, men med Hel fasle Forstct at gjøre sig ganske fri [for verdslig Bedrift], og Forældrenes Overtalelser hjalp ikke. 1740 kom han atter td London. — Iraf Zinzendorf og blev tugen i Tjeneste. „Sigt- ningsliden 1748—49 afløstes“ siger han — „ogsaa hos mig af en grundig Bod og en sand Begjærlighed efter at komme i Omgang med Martermanden.“ Han indehavde nu forskjellige Stillinger i London og i lydske Stæder, blev 27de Mai 1754 gift med Sus[anna?j Neumann og samme Aar Diaconus, ligesom Hustruen Diaconisse. 17r» I blev lian kaldt Lil Bergen, samme

Aar, som hegge hans Forældre døde. Man blev her til 1771 i «udvorles Trængsel, dog salig“ — brandlidl 1771 fik i Nvbr. s. A. Kald til Kristiania og 1770 tii Kjøbenhavn, 1783 til Fyn med Bopad paa Svaninge. Da bans Hustru var død 27de Dcbr. 1785. resignerede lian og døde 31te Marts 1791.

Man havde allerede i den Første Tid — under Zeisberger — imlfort de ejendommelige Former, som Brødremenigheden har

Del er gjeiiuemgauende i denne Tid. at de lierrnlmttiske Brevskrivere karukleriserer alle, der ikke tillierer deres Samfund, som „Vordens Burn», „kjodelige“, ..naturlige Mennesker». Især forekommer den sidste Betegnelse hyppig. Se o. S. 22.

 

38

holdt fast ved til denne Dag. Man havde inddelt de faa Venner i Kor (wBanden“)1, man gjorde Husbesog, havde offentlige Op- hyggelser og private „Singestundc“2 i Rennords Hus. Disse op* hørte pan Grand af Rennords Forhold, men el lidet Parti søm- ledes hos Doktor TOrck. Det san ud lil Opløsning, og Ole Backer siger, at Gemytterne var i Forvirring, da han korn til Bergen, hvor „der leichte Gang und die lustige Periode von 1748—49“ ogsaa kunde mærkes. Petsch beskyldes ogsaa for al have forvirret Hovederne ved sit Besøg 1756. Rennord sagde strax til Backer, at han var træt af at holde Forsamlinger, da ikke mange nu spurgte efter dem. lian var ogsaa kornmon lil ilen Frkjendelse, at det var bedst, at Enhver sørgede for sig selv i Salighedssagen. lian var ikke glad over, at Backer var kummen, og lod ham forstaa, at det var heldigt. om han vilde for- svinde. Backer gik nu sin egen stille Gang, besøgte hegge Partiers Folk. og del lykkcdes ham at vinde Kjærlighed hos dem alle. Doktor Tttrck var død, og saa var Kjærlighedsvejen bleven lettere. Backer optog atter den gamle Inddeling i smaa Kredse, „som de bedst kunde passes sammen», men lil offentlige Forsamlinger havde de ingen Plads, <>g der var ingen Udsigt lil at erholde noget Lokale. I Rennords Hus vor der ikke Anledning „i del mindste ikke lil Herrens Ære efter bans Situation4*. Alte de andre var fattige, og del vor ofte vanskeligt nok al tinde Plads lil de smaa Selskaber. Fredrik Fasting havde vist nok tall lil dem om at holde Forsamlinger i sil Hus, men del kunde ikke blive lil Noget. Da det sees, al de af Brødrene, som ejede lidt, blev ruinerede ved den store Ildebrand 1756, maa «let milages, at de for den storstc Del har lilhort Nykirkens Sogn. da det var her, del brændle. Fasting holdt af Brødrene og respek- terede dem for deres Vandel, der for ham var Hovedsagen. Det kunde «log ikke hl i ve lil Noget. Havde Scbnffner været der. saa havde de været hjulpne, da han var *et redeligt Hjerte og en sand Evangelist». Del sees her, at de ikke kunde lunge andre Mænd end de. som i el og alt var deres, og Fasting maa, efter

 

1 De ugifte Mænds Kor, de do. Kvi tiders. Hornenes, gifte Micnds o. s. v.

2 Ophyggelsesforsomtinger, hvori der udehikkende synges Salmer.

 

hvad ovenfor er sagt, ikke have gaaet vidt nok i Blodtheologien. Mer maa derimod Rennord have været fast. Ole Backer skriver1, at de Heste af Bergens Prester — der var 13 — kun prædikede tør Moral, og at enkelte af dem behandlede sit Embede meget letsindig — „hlandt dem var gamle Provst Rennord, der fortjener stor Medlidenhed. I lan er dog den, som paa del enfol- digste forkyndér Frelseren, men han bliver foragtet“.

Da Ole Backer havde været i Bergen i 8 Aar, var ca. 70 Sjæle med dem forbundne, men kun Halvdelen var inddelt i Kredse og saaledes virkelige Brødre og Søstre. Næsten alle var over 50 Aar, ja de Heste over 00. Af Medlemmer ndenfor Ar- bejdsklassen synes der ikke at have været andre end en gammel Lojtnant Bugge, der boede paa Landet, den gamle Fasmer i Alvøen, der havde overladt P’orretningen til sine Born, og Kjob- mand Haslop2. De færreste af Brødrene og Sostrene havde Glæde af sine voxne Born, hvilket ofte havde sin Grund i Meningsforskjel mellem Ægtefællerne. I Familierne Bugge og llaslop fulgte Bomene sine Forældre.

 

1771 blev Ole Backer kaldt til Kristiania, efler at hans Smule Ejendom var hrændt. Stillingen maa være bleven meget forandret, da Fredrik Fasting var dod 1769 og Jens Rennord 1770, medens Joswa Schaffner var kommen til Bergen som Fastings Eftermand. 1772 tik Backer en Eftermand i Hans Wilhelm Bugge. Han var Farbroder til Biskop P. O. Bugge og bull i Kristiania 27. Sept. 1725. 1739 døde hans Moder.

Faderen henfaldt i Melankoli, og Hans Wilhelm maatte styre Kjøbmandsforretningen3 til Faderens Dod 1744. Han fik nu Lyst til al studere og blev stærkt paavirket af Slotsprest Johannes Green, men forst 1747 gik han til Brødrene i Kjøbenhavn,

 

3dje Maj 1769 (Arkivet i Herrnhiit).

! f 1773.

Den skal huve havl sit Lokale i Kirkegaden nær Torvet etter Provst S. B. Bugges Meddelelse.

 

hvor man fik ham til al tagé artium. Ved denne Tid giver han os el Exempel paa Herrnhutternes drastiske Udtryksmaade. .Jch fiihlte kraftig Absolution und komite mich mil all meinem Elend in Jesu Tod versenken, und es war mir oft als wenn ich ihn in seiner Marter leibhaflig umfassen konnte». 20de Juli 1751 kom han til Herrnhut, blev 1758 Lærer ved Waisenhuset i Kjøbenhavn. drog 1756 aller til Herrnhut og blev optagen i Menigheden 12te Juli ved en Tale af Zinzendorf. kom saa til Niesky, 1760 til (ir. Ilenner.sdorff, led af Tungsind, blev Syge- plejer og siden Husbestyrer for de ledige Brødre (Ungkarlene) i Gnadenberg, saa Bestyrer af Borneanstnlten i Gnadenfrey, hvor han forblev som Skolelærer, til han 1772 blev kaldt til Bergen, hvor han maatte beklage sig over megen Forfølgelse. 1776 blev lian kaldt ned til Herrnhut og tog med sig sin Brodersøn Peder Olivarius Bugge, der var i hans Hus for al faa en yderligere Uddannelse af Lektor F. C. II. Arentz. Paa denne Reise fik lian 6te Maj sin Hustru Edle Maria Hanierum. Han blev nu i Bergen lil 1784, da lmn blev kaldel. lil Kristiania, hvor han virkede, lil han 1792 resignerede. Han døde i Christiansfeld 19de Oktbr. 17f>2.

Ved II. W. Bugges Ankomst synes det, som Brødresam- fundel har laget et lidet Opsving. Ilte Jan. 1778 skriver han. al de har faaet 6 nve Sødskendpar (Geschwister, Ægtepar). En rig Kjøbmands Hustru, Fru Benedicte Krohn, Agent VVol- lert Krohns Frue. en Kammerraad Ramshart og en Procurator Reuss vilde være med og blev optagne i Samfimdet kort efter. Schaffner, der nu var Sogneprest til Nykirken, spurgte Bugge, om han skulde holde Forsamlinger, og han synes saaledes al være kommen langt ind i Brodresamfundets Lydigheds-Aand. naar hau kunde gjøre eu Socieletsforstander et saadant Spørgs- maal. Bugge holdt imidlertid selv Forsamling hos el Par Søstre, der havde Skole. Deres Hus maatte snart forlades, men en Maler, der havde meldt sig lil Optagelse, vilde skaffe dem „en Sal“ samt Logis lil Forstanderen. Det synes, som man har sat Pris paa Bugge, der skriver: „Jeg troede, at jeg skulde komme hertil som en fattig Pilegrim, men ansees for en rig og fornem

Studiosus og lider ingen Mangel.“ Del kan have sin Interesse nt se Fortegnelsen over flere de fleste? af Samfnndets Medlemmer. De, vi har fundet, er, formlen de 3 ovennævnte, Enke Nieolay[a?J Maria v. Gflliek (t 18de Sept hr. 1782). Fru (Lector) Gorlin, Soren Nielsen, Margrethe Meyer, en Kjohnmnds- kone. Hebekka Strasherg (f 17de Marts 1774), Mdm. Grethe Kotel (Monden, Skibsklarerer, havde give! hende Tillndelse), Karen Povels (f. 2den Febr. 1709, t 10de Dcbr. 1782), Enken Alida Dollmann (f. 8de Aug. 1705, t 25(10 Dchr. 1782), Elling Mol le (t Ode Jan. 1774) og hans Hustru Johanne Molle (f 4de April 1774).

Det synes, som Dugge i Begyndelsen har helnndel sig vel i de surna Forhold, lian havde endog den store Ghede al se Kammerrnad Hnmshnrls dyhl sunkne Son optagen i Samfuudel efter en Sygdom. Man var glad over Anlægget af Christians* feid og optog den gamle ‘lanke om et lignende Anlueg paa Mohlonpris, men del kom ikke videre. Ethvert Forsog paa at realisere denne Tanke vilde sngtens være hleven nedtordnct af Joh. Nordahl Brun, som nu var hleven Sogneprest lil Korskirken. Del var imidlertid snarl forbi med Boligheden. Enken Hebekka Strasherg, 60 Aar gammel, havde siden 1741 tilhørt Samfuudel, været anseet og elsket. Iluu holdt Syskole, hvori hun ogsua berte Hornene Kristendom. 17de Marts 1774 faudl man hende dod (druknet?) „ved en Klippe ved el Vmid“ (Svurtediget?). Samtidig forkortede en anden Person, der ikke slod i Forbindelse med Samfuudel, sit Liv. Saadanl moatte vække Opmærksom* lied, og da man kjendto Hebekka Slrasberg som Medlem af Hrodresamfundel, blev detle Gjenstand for Spot, og Politiet faudl sig foranlediget lil al passe paa Brødrene og notere deres Navne. Sliflamlmaml Levely.au Imvde (all om den ulykkelige Begivenhed i et Sclskab hos Biskop Arenlz og herunder gjort opmærksom paa, at iler ogsaa i det Sogn, hvor hau boede, blev holdt Forsamling (i Hugges Logis). Iluu havde ogsaa drevet paa, al Politiet skulde sende Betjente og Biskopen en Prest til Under* sogelse. Biskop Arenlz forsikrede, at Brødrene var gode Folk, som fryglede Gud og søglo hans Hus, men lovede nt kalde

 

Bugge lil sig. Der kom ingen Prest lil dem, men Provst Kroglt sogte Fru Krohn og lalle om Rchekka Strnshergs Selvmord. Fru Krolm liavde liorl, at Rchekka 8 Dage for sin l)od liavde hort Provsten prædike over Lidelseshistorien og sagt, al han ikke kumle forsikre, at alle Selvmordere gik fortabt, da de ikke er ved sig selv. Del er ogsaa Idol Judas, som kaldes ,.Forlaholscns Barn». Biskopens og maaske ogsaa Provst Kroghs Ord man have havl Virkning; thi Forsumlingerne blev imlstillede. Bugge frvgtodo ogsaa for Kommaudanlen, Oberst og Kammerherre v. Kos», der antoges at ophidse Almuen og soge Lojlighed lil al sætte Bugge fast. Agent Krohn forbød sin Frue at soge For* samlingerne, og Mænd, hvis Hustruer hørte Sainfundel lil, mnalle udstaa megen MBagvadskelse“. Om nogen „Forsamling» tales ikke videre, men 14de Juni 1774 skriver Bugge, at do har havl. „MødeM i Ramsharts llus, hvor In<lgangeu kan observeres fra Præsidentens Kontor.

Viden- om Sociototel foreligger ikke. Naar hensees lil Med- lemmernes Alder, ria det var i sin Bcgyndelse. man ilel rimeligvis nu være avundet iud, og da Bugge 1784 hlev kaldet lil Kristiania, hlev Soeietetet ophævel1. Den sidsle, der liavde liorl det lil, hai* vel værel den Maren Boes, der liavde tjent hos Pontoppidaii og siden salle llans Hauge island lil al hogvmle sin I landelsvirksomhed i Bergen 1801.

Stengt for kommentarer.