brødrene siverud : presentert av a.chr. bang

 

– i boken : «Kirkehistoriske Smaastykker». Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. 1890.

 

– fra s. 250 – 259 :

Paa gaarden Siverud i Aas prestegjæld boede de første aartier af forrige aarhundrede bonden Erik Nilsen.

Efter at have tjent i krigen mod Karl den tolvte som dragon og efter senere at have gjennemgaaet adskillig kors og modgang, blev han greben af den vækkelse, som er særpræget for den efter aar 1720 paafølgende tid, og som visselig har som en af sine forudsætninger det opsving af nationens aandelige kraft, der blev formidlet ved og fandt sted under den store nordiske krig.

Med denne mands sønner vil vi i det følgende beskjæftige os.

Det er vistnok ikke store bedrifter eller merkelige tildragelser, vi har at skildre. Imidlertid tror vi dog, at de kjendsgjerninger, vi skal meddele, vil kaste noget lys over en tid, hvis aandelige art vi kun kjender i leselige omrids.

Abraham Eriksen Siverud var den (næst ?/red.) ældste af Erik Nilsens sønner. Han forteller om sig selv, at han fra sin tidligste barndom følte sig paavirket af det religiøse.

Medens bygdens folk paa den døde orthodoxies vis bad Gud om at blive bevaret for al tvil om sin salighed og ansaa al samvittighedsuro for at være en fristelse, var han tidlig i stor sjælenød. Hans fader, der merkede sin søns tilstand, søgte efter bedste evne at hjælpe ham, og han fik ogsaa nogen aandelig trøst, skjønt han endnu ikke havde fundet den frie naades fred for sin sjæl.

Under saadan forfatning kom han til Kristiania i urmagerlære. Den herrnhutiske vækkelse var netop da paa det mest brændende, og den unge urmagersvend sluttede sig straks til «brødrene», blandt hvijke han da ogsaa fandt, hvad han søgte for sit indre liv.

Nu begyndte ogsaa «hans faders hus» at ligge ham meget paa hjerte; gjennom brevveksling med sin yngste broder Johannes (f. 1726) erfarede han snart, at denne var begyndt at fatte alvorstanker, hvorfor han da fikk broderen ind til Kristiania som elev af kathedralskolen.

Johannes Siverud blev her grebet af den herrnhutiske vækkelse, han blev en broder og var, som det synes, gjennem sit hele liv en varm kristen af herrnhutisk farve. Efter at have deponerét tilbragte han nogle aar som huslærer paa forskjellige steder i Norge (f. eks. i Vaage i Gudbrandsdalen/Vågå/red.); 1758 blev han prest til børnehuset pan Kristianshavn, 1762 sogneprest til Gjentofte i Sjælland, 1768 magister og døde 1783. Foruden oversættelser af flere gudelige skrifter (f. eks. Taulers omvendelseshistorie 1775, som H. N. Hauge siden foranstaltede flere udgaver af) har Mag. Siverud udgivet i trykken en liden sangsamling under titelen : »Salmer om sjælens blodige brudgom» (1759), hvilken titel er betegnende baade for samlingens indhold og retning. Under sit ophold i Norge som student var Siverud til megen støtte og aandelig hjælp for de hist og her adspredte kristne af den herrnhutiske retning; med disse stod han ogsaa efter at være bleven bosat i Danmark paa mange maader i forbindelse.

Medens Abraham opholdt sig i Kristiania som urmagersvend og Johannes som elev af kathedralskolen, og begge, som ovenfor fortalt, var blevne opvakte, søgte de ogsaa at paavirke sin tredje og ældste broder Nils.

Under besøg, denne aflagde hos sine to yngre brødre, fik han da i herrnhuternes forsamlinger «høre det offentlige vidnesbyrd med kraft om syndernes retfærdiggjørelse, hvorved han blev vundet og blev en broder».

«Frelseren blev ham et og alt, og hans børn ham inderlig kjær, saa deres samfund blev ham ganske uundværligt; og kom en due fra arken til ham med et oljeblad i munden, gjorde han sig ret tilgode derved, glædede sig derover og takkede Frelseren med taarer».

Nogen tid for sin opvækkelse havde Nils Siverud, tildels mod forældrenes vilje, egtet en enke paa gaarden Fraale i Nordby anneks i Aas. Egteskabet blev ikke lykkeligt, konen var syg og blev senere saa omtrent sindssvag, gjælden paa gaarden var trykkende og stedbørnene vanartede. Efter vækkelsen blev imidlertid Fraale et samlingssted for herrnhuterne i Aas og omliggende sogne, da Nils «umulig kunde fortie den barmhjertighed som ham var vederfaret».

At han optraadte som lægprædikant, er vel neppe sandsynligt; snarere ser det ud til, at han i sine samlinger leste høit af herrnhutiske skrifter og maaske bad med egne ord. Disse sammenkomster paa Fraale vakte imidlertid adskillig opmerksomhed; lederne af societetet blev bange for, at hans optræden vilde kunne skade deres sag og paaføre ham selv lidelse; han var jo desuden ikke autoriseret af brødrene som lærer, hvorfor de ogsaa raadede ham til at holde inde med saadan iøinefaldende virksomhed.

Hvad «brødrene» havde frygtet for, syntes ogsaa at skulle blive til virkelighed, idet en af nabopresterne indgav klage om ham til Kristiania biskop med begjering om, at «denne mands foretagende i tide maatte hemmes».

Biskopen oversendte klagen til sognepresten i Aas, hr. Stoltenberg (1758—1805); men da denne udtalte sig med megen anerkjendelse om Nils’s virken og personlighed og endog udtrykte et hjerteligt ønske om. at han maatte have flere saadanne medhjelpere i sin menighed, saa blev der fra stiftets side intet foretaget mod ham.

Skjønt noget nedslagen ved «brødrenes» raad fortsatte han nu, som han havde begyndt, vandrede ogsaa omkring i omegnen og havde især en eiendommelig gave til at fortælle de smaa om Jesus; hvor han traf børn, enten det var inde eller ude, i marken eller paa veien, gav han sig i samtale med dem, lærte dem at synge Jesu-sange og gav dem bøger, hvoraf børnene senere sang hjemme for sine forældre. Engang han sidder hjemme og skaver bark til sine kreaturer, kommer naboens lille gut springende til ham. Nils begynder straks at fortælle gutten om ham, der havde ladet vokse de grønne kviste, han, som blev et barn og var sine forældre lydig, som gjorde sine kjærlighedsundere, og som tilsidst blev hængt paa et kors, «saadant som dette her», siger han, idet han tager et par stokke og lægger dem i kors.

Gutten blev greben af disse ord og var fra den stund en stø kristen.

Efterat have brugt Fraale i nogle aar overgav han gaarden til sin ældste stedsøn. Som ældste søn skulde han nu overtage sin faders gaard Siverud; men da han paa grund af sin kones tilstand ikke turde indlade sig herpaa, overlod han denne gaard til sin ovenfor omtalte broder Abraham, til hvem han ogsaa senere flyttede, medens konen forblev hos sin søn paa Fraale.

Abraham Siverud havde ikke broderens livlige gemyt eller hans trang og evne til aandelig virksomhed. Imidlertid var han en stø kristen og maaske af større aandsdybde og mere begavelse end sin ældre broder. Han brugte Siverud til sin død, henimod slutningen af forrige aarhundrede. I manuskript har han efterladt sig et par sange, af hvilke jeg som prøve skal meddele et par vers :

#

»Vis mig, o kjære Helligaand bestandig blodets strømme,

at hjertet heri leve kan, ja ganske overstrømme.

#

«O lad mig da, min Jehova, ved dine fødder ligge,

lad mig dem naa og kysse paa, derom vil jeg ret tigge.

#

Dig evig, evig ære ske, hav tak for al din naade,

o søde, søde Frelsere, som frier fra al vaade.

#

Jeg giver mig da barnlig o lam, i dine hænde,

som frelste mig, som elskte mig, som elsker indtil ende».

#

Efter at være flyttet til broderen kunde Nils Siverud ret faa udfolde en virksomhed efter sit hjertes trang, «han gav sig ingen rolighed, men flittig besøgte dem, som forlangte det, og lod sig ikke holde tilbage ved besvær eller farer, ja det syntes, som det altid var en vederkvægelse for hans hjerte, naar en forsagt og bange sjæl fattede mod til at vende sig til Frelseren med tillid til hans blod og saar».

Der lagdes da ogsaa flere til broderflokken baade i Aas og omegnen; sognepresten, provst Henrik Stoltenberg, der selv tilhørte den herrnhutiske retning, lagde selvfølgelig ingen hindringer i veien for Nils, «han havde fri indgang og udgang i prestens hus og var altid velkommen»; presten lod sine husfolk deltage i hans samlinger og henviste ofte bekymrede sjæle til hans veiledning.

Paa udflugterne omkring i omegnen fulgte undertiden broderen Abraham med ham. En vinter havde de begge besøgt Drøbak. Da isen just havde lagt sig paa fjorden saavidt, at den med forsigtighed kunde gaaes, vilde de nytte leiligheden til at se til en opvakt kaptein, der boede paa den anden side af sundet, og som havde sendt bud efter Nils. Da de henimod aftenen skulde gaa tilbage til Drøbak, vilde «en jomfru endelig følge med for at høre noget mere om Frelseren». Isen var saa svag, at de ikke turde gaa ved siden af hverandre, men maatte holde sig i nogen frastand, og mørket faldt paa. Abraham spørger jomfruen, om hun var bange; hun svarer : «Falder jeg nedi her, saa kommer jeg til Frelseren, just som jeg er».

Men hele tiden underveis gik Nils og bad at ingen maatte komme i ulykke for hans skyld, og de kom da ogsaa lykkelig frem.

Om Nils Siveruds ydre kaar er fremdeles at melde, at han efter at have boet hos broderen i nogen tid flyttede som gaardsfuldmægtig til en aldrende jomfru paa gaarden Greverud i Næsoddens prestegjæld, hvor han forblev til sin død. Han følte sig aldrig ret hjemme her af den grund, at en af de opvakte, som han havde skaffet tjeneste paa Greverud, og i hvem jomfruen troede, hun havde fundet en tjener, som hun især kunde forlade sig paa, faldt i aabenbar synd, og Herrens «sags kredit fik et merkeligt stød».

Siden dette skede, «stundede han efter søndagens komme for at være blandt sine venner».

Efter at ugens strid var til ende, gik han gjerne tidlig søndags morgen «mødig, træt og fastende», hvordan end veiret var, til broderen paa Siverud; efter at have vederkvæget sig her aandelig og legemlig tog han da videre til et af naboprestegjældene forat opbygge brødrene og saa hjem igjen til Greverud følgende nat.

Somoftest fik han dog paa disse sine udflugter skyds af broderen. Undertiden tog han til Kraakstad, hvor han mellem presten Hørbye og hans venner sammesteds blev opbygget og opbyggede.

Henimod slutningen af november 1782 blev han liggende syg, og broderen besøgte ham flere gange under hans sygdom. «Vi erindrede da hinanden», fortæller Abraham, «om det blod, som taler bedre ting for syndere end Abels blod, og sang nogle vers med hinanden, som han med sammenfoldede, opløftede hænder stemmede i med sin svage tunge».

Hans kræfter svandt efterhaanden, indtil han den 13de december samme aar hensov «stille og ligesom inde bos Frelseren».

Han blev begravet ved Nordby kirke i Aas. Provst Stoltenberg holdt en hjertelig ligtale over ham. Efter Abraham Siveruds referat skal jeg gjengive talen for med det samme at opfriske talerens, en af de bedste herrnhutiske presters, minde.

Efter at have talt længe om Pauli og Guds børns længsel og lyst efter at fare herfra og være med Kristus og efter at have skildret Pauli strid, vaaben og seir, reiser og trængsel, længsel og vished om kronen, erklærede han. at han aldrig havde kunnet holde ligprædiken over nogen med større frimodighed, end over den afdøde. Han var vel ingen Paulus, han gjorde ingen reiser fra det ene land til det andet; men om den afdødes fodtrin ved nat og dag fra gaard til gaard i disse præstegjæld var lagt sammen, det vilde udgjøre en lang vei. Taleren fremholdt derpaa, hvad der drev den bortvandrede under hans virksomhed, hvad han søgte at opnaa derved, og hvilken velsignelse der havde flydt deraf. Og efter at (have/red.) skildret hans troskab, venlighed og milde omgang endte han med at pege paa hans salige død og hans evige liv hos Herren, der vandt ham kronen.

Nils Siverud har efterladt sig flere aandelige sange, af hvilke en her skal meddeles :

#

O kjære Helligaand det gjør, som vi nu bede dig,

oplade hvert et hjertes dør, og øiensalve giv

#

at se, hvor yndigt lammet er i sine blodig saar,

og gjør dem inderligen kjær for hvert et fattigt faar.

#

Forklare lammets ribler saa for arme syndere,

at de fortrolighed kan faa og skjul i vunderne.

#

Giv dem og alle dage her ny sang i lammets blod

og hungers lyst, hver dag især at drikke af den flod,

#

som vælder ud af lammets saar til hungrig’ trøstende;

del føder, lædsker Jesu faar,  saa de sig salig se.

#

Bevar de smaa, o Jesu kjær, saa som ditt øiesten

iblandt lin lille skare her ret bøiet, salig, ren

#

udi dit dyre korses blod, indtil at tiden her

omveksles med den salig’ lod at se dig, som du er.

#

 

Som det religiøse liv i landsbygderne i den tid. her omhandles, skyldte paavirkninger fra brodreme- nigheden sin tilværelse, saa var livet ogsaa, som ovenfor paapeget, fuldstændig i hernnhutisk stil. «Lam og blocb er themaet, der varieres; der er

varme og inderlighet! i hjerterne, Frelseren er sjæle- nes elskede brudgom. Man staar i forbindelse med og i et vist afhængighedsforhold til societetcrne > i byerne, især det i Kristiania, hvorfra man modta- ger lærere til sin Opbyggclse; en lægmands-virksom- hed som Xils Siveruds er. saavidt mig bekjendt, ganske enestaaende. Og for at-gjøre billedet af hernnhutismen fuldkommen, saa viser det sig, at de opvakte i landsbygderne benyttede sig af brødreme- nighedens Losungen.*

Hvad ovenstaaende skisse angaar, da hviler den væsentligst paa en levnetsbeskrivelse af Nils Siverud, forfattet af broderen Abraham, en levnetsbeskrivelse, der sammen med en hel del andre papirer fra hernn- hutismens tid er ble vet opbevaret i afskrifter af en bonde i Tune i Smaalenene ved navn Simen Jensen Opstad. en mand, der var sengeliggende i en række af aar. og som fordrev tiden med at afskrive, hvad han fik fat paa af trykte og utrykte sager.

Stengt for kommentarer.