anna dorthea thurmann : presentert av a.chr. bang

 

– i boken : «Kirkehistoriske Smaastykker». Kristiania. 1890.

 

– fra s. 259 – 263 :

 Anna Dorthea Thurmann.

En levnetsbeskrivelse, forfattet i 1811 af hendes mand, kjøbmand i Kristiania Erich Thurmann.

Forfatteren af den her meddelte biografi, Erich Thurmann, var en i sin tid meget agtet borger i hovedstaden baade paa grund af sin dygtighed og sin moralske vandel; at han var en religiøs mand af herrnhutisk farve, er ogsaa en bekjendt sag. Det nedenfor aftrykte aktstykke giver os et noksaa klart billede af hans indre liv og standpunkt, paa samme tid som det spreder en smule lys over stillingen og forholde inden de herrnhutiske kredse i hin tid.

— Jeg meddeler biografien ordlydende efter Simen Jensen Opstads afskrift; kun retskrivningen er moderniseret.

Min til salig hvile hjemgangne kone Anna Dorthea Lerche haver, saavidt mig bekjendt, ikke efterladt noget skriftelig om sin gang i denne verden- hvorfor jeg kostelig vil anføre, hvad mig ved samtale er bleven bekjendt.

Hun er fød i Oslo den 13de marts 1744, opdragen i sine forældres hus, der var bekjendt med livets veie, og hun kom i unge aar til eftertanke om sin usalige tilstand, samt nød den naade at blive følbar overbevist, at hendes skabers lidelse og død var det eneste middel til salighed for hende og den ganske verden.

Ved sl. pastor Green (om ham, se L. Daae, Aktmessige bidrag, Theol. tidsskrift VII. 343 fg., samt mit skrift om H. N. Hauge, side 89 fg.), søster Freyman (om hende, se mit skrift om H. N. Hauge, side 81 fg.) og andre menigheds-søskende nød hun anfattelse og opmuntring til at blive hendes naadevalg tro.

Udi juli 1764 indgik hun første gang egteskab med Adolph Gotfred Warnicke, som blev velsignet med otte børn, hvoraf trende endnu lever.

Dette egteskab varede 9 aar, udi hvilken tid hun prøvede mange gjenvordigheder baade ved mislykket handel, der bragte dem i armod og nød, men og ved egne svære sygdomme, samt hendes mands langvarige svaghed, til hvem hun bragte sin endnu levende søn Adolph Gotfred Warnicke samme dag, som han gik af tiden, en tildragelse, der bedre kan forestilles end beskrives.

Fem aar levede hun i enkestand, ernærede sig og sine trende smaa børn med sparsomhed og møisommelighed.

Den 29de mai 1778 blev jeg med hende forbunden i egtestand. Vi var begge lige rige; thi vi eiede intet uden hendes trende born, hvoraf den ældste, Andreas Warnicke (nu gift og bosat i Moskou), samme aar blev sendt til opdragelse i Christiansfeldt.

Vores virkekreds var i begyndelsen liden og derfor fortjenesten ringe, saa vi med megen bekjømring og sparsomhed slog os igjennem.

Hun var immer uforsagt og ikke modløs. Vores egteskab er bleven velsignet med tvende sønner og tvende døttre, hvoraf de tvende sønner og en datter rnodtog hende i fredens lyse boliger hos den Herre og Frelser, som haver kjøbt dem ved sit eget kostbare blod.

Den 10de april 1787 blev vi næsten med hele kvartalet tugtet med ildebrand, som berøvede os bolig og alt, hvad vi eiede, samt paabragte os en skyld af circa 5000 rdr. mere, end vi eiede værdi for. Med denne skyld begyndte vi straks at tænke paa bygning af denne min nu beboende gaard udi tillid til den trofaste himmelske Faders hjælp, der heller ikke har skuffet vor fortrystning paa ham, men saaledes velsignet vore uformuende bestræbelser, at vi ikke alene har kunnet betale vores paadragne skyld, men faaet mere tilovers, end vi havde ventet og begjæret. Hans navn være evig priset !

Vi haver saaledes draget byrden med hverandre i noget over 32 aar og tilbragt baade mange glædes og bekjømrings dage. Men ak, hun er nu ikke mere her !

Vi skal af pur barmhjertighed samles for hans naadethrone.

— Af naturen var hun hastig og heftig, kunde let forløbe sig, men ligesaa hastig fortrød hun det og henfløi til den rige naades kilde, som formaar at afvaske alle forseelser; det gjorde mig ofte meget beskjemmet.

En særdeles gave besad hun at sige ligefrem, baade hvad der angik hende selv og andre. Hun var velmenende imod alle og tog del udi deres lidelser og vilde gjerne være sine venner og bekjendte tro til trøst og hjælp, om det end kosted møie.

Alle hendes børn laa hende særdeles ømt om hjertet ikke saameget for deres timelige som evige vel, hvorover hun har fældet mange hede taarer aarle og silde, naar hun syntes, de drog ud fra livets veie og henreves af dette jordiske, der smertelig byrdede hendes hjerte flere gange; men resultatet blev : vi forenedes og saa godt, som os blev skjænket naade, angelegentlig anbefalede dem alle til den store sjælehyrde, at han ikke vilde aflade at gaa dem efter, men bevise dem barmhjertighed og benytte de øieblikke, som han bedst kjender, til at give dem et levende indtryk af hans kjærlighed og skjænke dem en fuld overbevisning om deres værende beklagelige forfatning, og at intet uden hans fuldgyldige forsoningsoffer kan give dem adgang til den salighed, han har tilberedt sine børn. Ja kjæreste børn ! Saa svag og ufuldkommen denne bøn end haver været, saa tror og haaber jeg ganske vist, den ikke skal have været ganske forgjæves. Ak, støder dog ikke den gode Helligaands naadedragelser og paamindelser bort med den forvovne tanke : Her er endnu tid nok ! Hvad sikkerhed haves for den dag imorgen ? Deslige udsættelser bliver bitterlig fortrøden og kan ikke kaldes tilbage.

Lad mig og være erindret i eders bønner, at den tro sjælehyrde ikke vil slippe mig ud af sit faderøie de faa levedage, jeg maaske haver tilbage, men mere og mere forbinde sig med mig i kjærlighed og naade, at jeg hisset med frydefuld stemme kunde udraabe : Herre, her er jeg og de børn, du haver givet mig. Dette mit ønske er, kjæreste børn, ikke alene ment eder, som er kjød af mit kjød, men og eder, jeg haver blevet sat i faders sted for. Jeg tror, de ere overbevist om, jeg haver elsket eder og ingen forskjel gjort, men af ganske hjerte saavidt jeg formaaede, befordret eders vel.

Anledningen til min kones sygdom tror og er jeg overbevist om, min søn Bredes hjemgang haver meget bidraget. Thi fra den tid af var hun ikke rigtig, uagtet hun ikke meget undlod sig dermed.

Udi hendes sidste sygdom syntes hendes gemyt ganske at være forandret fra det heftige til det langmodige, var ganske overladen, bekjømrede sig intet om det nærværende, var stedse blid og venlig. Om hendes forestaaende vandring talede hun ikke meget; men naar jeg spurgte hende herom, svarede hun gemenlig : Den lange syge, den visse død; Herrens vilje ske, jeg er fornøiet !

Vi syntes ofte, hendes lidelser vare mange; men hun klagede sjelden. Hendes opløsningstime indtraf den 17de juli 1810 om morgenen kl. henimod 1. i en alder af 66 aar og 4 maaneder.

Saa hvil du da, min ven, i Jesu arm;

hans unåde lede os og sig forbarm,

at vi maa samles der,

hvor Jesus hyrden er !

Stengt for kommentarer.