peder nyborg hesselberg : presentert av daniel thrap

 

– i boken : «Bødremenigheden i Norge». Christiania 1908.

 

– fra s. 25 – 26 :

Scharinghausen maa antagelig være rejst 1803, da Beretningen for 1804 er undertegnet N. Staunager. Tonen er nu langt mere forretningsmæssig end før. Stort Tab led Samfundet ved Christen Hesselberg (død 25de Maj 1804) og Peder Nyborg Hesselberg (død 3dje Juni 1804).

P. N. Hesselberg havde prædiket 27de Maj, men var syg det hele Aar. Ved et ulykkeligt Fald skadede han sin Hofte og var fra den Dag Krøbling. Imidlertid lod han sig 24de April kjøre til Kirken, hvor 3 Mænd førte ham paa en Stol for Alteret, hvorfra han holdt en gribende Tale til sin Menighed og derpaa Konfirmationstale, medens Kapellanen udførte den hellige Handling.

Han har — som bekjendt Fortjeneste ved sin Strømsøs Beskrivelse. I denne har han (S. 127) indført sin Autobiografi i ganske nøgterne Utlryk. For Arkivet i Herrnhut har han leveret en anden, der vel oprindelig har været bestemt kun for de Indviede. Det heder her : «. . . Paa min 23de Fødselsdag, da Herren i sin korsfæstede Skikkelse med sine 5 Vunder aabenbarede sig for mig, — ak hvor lyst blev det ikke da i mit arme Hjerte. 1740 var jeg saa at sige alene ledig Broder i Holmestrand, som jeg forlod 3dje Novbr. og blev Informator i Drammen hos Madam Else sal. Angel for 3 Sønner og 1 Datter. 1754 var Sigtelsesaar for Sødskende i Drammen. Satan søgte ved en fiendtlig Kapellan (Andreas Boyesen blev resid. Kap. til Bragernes og Strømsø 9de Febr. 1753. Han døde 1ste Novbr. 1755 (Hesselberg : Strømsøs Beskrivelse. S. 126) ganske at ødelægge Br. Brau og den hele Hob af vakte Sjæle. Det var en stor Naade, at jeg fik Del i den Vanære, man vilde tilføje Herren, og at jeg hørte til det foragtede Folk. I Februar blev jeg anklaget for Separatisme, kaldt for Biskopen og maatte prædike for ham ! Biskopen blev aldeles indtagen i min Prædiken og bad mig blive ved. Jeg fik et Brev med til Kapellanen, som jeg leverede om Aftenen, da han var ganske frisk. Morgenen efter var han død . . . 1764 vilde jeg forlade Brødresamfundet og blive Organist paa Bragernes».

Han var Organist paa Strømsø, hvor han oftere prædikede, og han skrev til Herrnhut om Tilladelse til at søge Embedet. Den blev given paa den Betingelse, at «Herrens Sag ikke derved maatte lide, og det kan ske uden Opsigt».

Han blev det dog ikke, da det gik anderledes. 15de Decbr. 1766 døde Dieteric Anchersen, Aftensangsprædikant og Rektor paa Strømsø, og Hesselberg fik nu Brev fra Fader Biskop Johannes og Broder Beyer (Navnet er utydelig skrevet), at de «heller saa, at jeg blev her i Norge som Jesu Vidne for mine Landsmænd».

Han blev nu rolig, og efter Borgernes Stemmegivning blev han 22de Decbr. 1766 ordineret af Biskop Nannestad. — Naar man her ser, hvor trofast og lydig en Tilhænger af Brødremenigheden Hesselberg var, kan man forstaa, hvilket Tab Brødrene i Drammen har lidt ved hans Bortgang. Det skyldtes vel ogsaa for en stor Del ham, at Brødresocietetet i Drammen fik en saa vidt fast Holdning, og at det omfattedes med Agtelse i Menigheden. I dette Stykke tør Hesselberg have udmærket sig fremfor samtidige herrnhuttiske Prester.

Stengt for kommentarer.