peder olivarius bugge : presentert i dansk biografisk lexikon

– fra s. 236 – 241 :

Bugge, Peder Olivarius, 1764-1849, Biskop, født i Holt 2. Dec. 1764, Søn af nedenstaaende Provst Søren Bugge og af hans Børn det yngste, flyttede 1767 med Forældrene til Vanse og nød Undervisning af Faderen til sit 11. Aar.

Aaret efter skulde han have været dimitteret, men Forordningen af 11. Maj 1775 nødte ham til at vente. Han blev da sendt til sin Farbroder Hans Bugge, der var Forstander for Brødresocietetet i Bergen, gjorde med ham 1776 en Rejse til Herrnhut og flere Steder i Tyskland og maatte give Spangenberg en Prøve paa sin Kundskab i det græske Testamente.

Hjemkommen til Bergen blev han privat undervist, bl. a. af Lektor F. C. H. Arentz, der gav ham det Afskedsord : «Visselig, Far! enten bliver han en stor Mand eller en stor Fant».

Han forlod Bergen 1780, tilbragte en Tid hjemme hos Faderen og et Aar i Christianssands Skole, hvorfra han med Christian Sørensen (d. 1845 som Biskop) dimitteredes af Søren Monrad 1782.

Monrad fik fra Universitetets Rektor en Takkeskrivelse for de to udmærkede Disciple.

Bugge tog Exam. philos. 1783 og philol. 1784, var et Stykke af en Modeherre og oversatte (1784) et af H. F. Möllers Skuespil, «Vikinson & Vandrop», begyndte sit theologiske Studium og sluttede sig med Iver til Moldenhawer i hans kritiske Bibelfortolkning.

Han tog sin theologiske Examen 1786, sysselsatte sig med Manuduktioner, var Huslærer for Brødrene Martin og Frederik Hammerichs Fader og tog Magistergraden i Filologi om Vaaren 1787. 27. April 1787 blev han udnævnt til personel Kapellan hos Faderen.

Han blev ordineret 1. Juni, ventede paa Skibslejlighed og – fik saa et Brev fra sin Velynder Moldenhawer, dateret fra Escurial, med Kaldelse paa Universitetets Vegne til Skuldelev Sognekald paa Sjælland. Han flyttede did og indtraadte 26. Okt. 1787 i Ægteskab med Cathrine Magdalene Koch (f. 29. Sept. 1771 d. 14. Jan. 1869), Datter af Sognepræst Hans Peter K. til Horbelev og Sophie Christiane f. Tjellesen.

Med sin unge Hustru gjorde han en Rejse til sit Hjem, sluttede i Christiania Bekjendtskab med herrnhutiske Familier, ligesom han havde underholdt Forbindelse med de spredte «Brødre» i Kjøbenhavn.

1790 drog han atter til Hjemmet, opholdt sig her en stor Del af Sommeren og prædikede jævnlig for Faderen, der maa have følt sig svag og uskikket til de farefulde Sørejser, hvorfor han 19. Avg. nedlagde sit Provsteembede.

Lidt før var B. dragen tilbage til Skuldelev, og saa indfandt sig i Kjøbenhavn en Deputation fra Vanse for at søge om, at han maatte faa Løfte paa Faderens Embede, hvilket synes at tyde paa, at denne tænkte paa at træde tilbage.

Saa var Øjestad Sognekald netop blevet ledigt, og B. indgav nu i Faderens Navn en Ansøgning om dette Kald, hvor han – fri for Sørejser – endnu en Tid maatte kunne virke. Han søgte ogsaa selv Kaldet med Bemærkning, at han ønskede Faderens Embede, om denne kunde faa hint.

Begge bleve udnævnte 29. Okt. 1790.

Bugge kom nu til Vanse i Sommeren 1791 og begyndte strax at tage Del i de herrnhutiske Forsamlinger, som under hans Fader havde taget sin Begyndelse. Samtidig udkom hans Postille, som af Nyerup er tillagt Faderen, men som efter hans egne Ytringer baade paa Prent og privat er hans Arbejde, tilblevet paa den Maade, at han om Vinteren 1790 skrev en Prædiken hver Aften.

En Sammenligning mellem Sproget i Postillen og i Faderens 30 Aar tidligere udgivne Skrifter viser ogsaa tilstrækkelig, hvem der er Forfatteren. Den er oversat paa Tysk og Finsk.

B. vandt sin Menigheds Kjærlighed i overmaade høj Grad, men blev udsat for skarp Kritik i sit Annex, den blomstrende lille Stad Farsund.

Dette nedslog ham, han blev menneskesky og vilde bort, men det lykkedes ikke. Saa slog han sig paa Forfatterskab, skrev en Disputats for den theologiske Doktorgrad «de perversitate humana morali» (1796), der blev honoreret af Gøttingens Universitet og skaffede ham 29. April (1796) lige Friheder og Rettigheder med Doktorer fra Kjøbenhavns Universitet.

De her udtalte theologiske Anskuelser (rationalistiske) stode i skærende Strid med, hvad han udtaler i den 1795 paa ny udgivne Postille, og paadroge ham den skarpeste Kritik af Malthe Møller i hans «Repertorium».

Dette havde imidlertid ingen Indflydelse paa hans Stilling i Menigheden, hvor han fremdeles prædikede for sine herrnhutiske Bønder til stor Tilfredshed. Det viste sig til fulde, da han 1797 var udnævnt til Sognepræst til Eker, og Menigheden i de varmeste Udtryk søgte Kongen om at faa beholde ham, hvilket han da ogsaa selv gik ind paa og blev der endnu i 2 Aar, til han 4. Jan. 1799 blev Sognepræst til Trinitatis Kirke i Fredericia.

I Fredericia tilbragte Bugge for en væsentlig Del sin Tid med theologiske Arbejder, Oversættelser med Forklaring af nytestamentlige Bøger, Jacobs Brev (1799), Galaterbrevet (1800), Johannes’ Evangelium (1803), 1.-2. Korinther- og Hebræerbrevet (1803).

De røbe megen Læsning, stor Dristighed og en fuldstændig rationalistisk Opfatning. Ellers kjender man kun lidt til hans Virksomhed her, hvor han 1803 blev Provst i Elbo Herred, og foruden ved sine Skrifter gjorde han sig kun bemærket ved sin Taksigelsestale for Freden 1. Jan. 1802, da han optraadte imod den overvættes Lovprisning af Heltene fra 2. April, om han end tog Del i deres Berømmelse.

Han havde stor Familie og maatte se sig om efter noget bedre, – rejste Høsten 1803 til Kjøbenhavn for at søge Stiftsprovstiet der og Randers Sognekald, gik til Frederik Moltke og modtog af ham den Underretning, at han ikke fik noget af disse Embeder, da han skulde være Biskop i Throndhjem.

Han vilde det nødig, men afslog det ikke og blev udnævnt 30. Decbr. 1803, ordineret 10. Maj 1804 og ankom efter en besværlig Rejse til sit nye Hjem 2. Sept. s. A.

Han fandt Embedets Sager i stor Uorden, og dets midlertidige Indehaver, Stiftsprovst H. J. Wille, var i Kjøbenhavn. Det lader sig ikke nægte, at Wille her havde megen Skyld, men Striden mellem de to høje gejstlige blev heftig, og de bleve aldrig Venner.

Kancelliet blev draget ind i Sagen og lærte snart B.s skarpe Pen at kjende. Endnu mere blev dette Tilfældet ved Sagen om det nedlagte Lektorats Gods, som efter Forslag af Bugges Formand var frataget Bispestolen og lagt til Latinskolen.

Indtægterne heraf vare løselig anslagne til 400 Rdl., men det viste sig nu, at man ikke havde vidst, hvad man gjorde, og det til Lektoratet virkelig hørende Gods gav kun 50-60 Rdl. af sig.

Bugge søgte i Lempelighed at faa Fejlen rettet, men fik kun til Svar, at det skulde forblive ved det, som var bestemt. Han søgte nu om Tilladelse til at faa Spørgsmaalet afgjort ved Retterne, men fik intet Svar. Sagen blev staaende til 1810, da han personlig vilde fremlægge den for Kongen, og man endelig tillod, at den kom for Retten.

Bugge skrev selv sine Indlæg og vandt Sagen baade ved den nedsatte Kommission og ved Højesteret, saa hans Eftermænd have ham meget at takke for. B. var saa uegennyttig som nogen, men han led Nød, og Ærgrelsen over det store Pengetab, da han maatte modtage de under Navn af Lektoratgods afgivne Indtægter for 8 Aar i Bankosedler af 1812, gjorde ham bitter.

Han havde vænnet sig til i Kancelliet at se «Gejstlighedens værste Fjender» og sparede det ikke i sine Skrivelser. Han tog ikke Kancelliets vanskelige Stilling i Betragtning, navnlig naar det ved enkelte Lejligheder lod Præster lide paa Grund af sit Ubekjendtskab til Forholdene i de fjærne Egne.

Enkelte Ytringer i hans Skrivelser kunde tages for Sigtelser og vakte Kongens højeste Mishag. Det tilkjendegav sig ikke blot ved paafaldende Tilsidesættelse, i det B. var den eneste af Rigernes Bisper, der ikke blev Danebrogsridder, medens han maatte se en af Throndhjems Kapellaner dekoreret, – men end mere ved en alvorlig Forhandling om hans Afskedigelse i Slutningen af 1812.

Bugge forklarede sine Ytringer med megen Frimodighed og stilistisk Mesterskab, og det endte da med, at han i Nov. 1813 fik en – efter Kongens egne Ord – «fortjent og alvorlig Irettesættelse».

Dette vor gamle Konges Afskedsord gik ikke Biskoppen synderlig nær. Han fik det gjennem Statholderen, Prins Christian Frederik, der samtidig kaldte ham til Christiania for at raadslaa med den Mand, hvem han fra 1806 kjendte gjennem en Mængde – til Dels meget fortrolige – Breve.

Det blev snart bekjendt,  hvor højt han stod i Prinsens Gunst. En foreløbig Ordning af de kirkelige Anliggender – efter Kieler-Freden – var omtalt mellem dem, og Prinsen tænkte paa at stille ham i Spidsen for den kirkelige Styrelse som summus theologus.

Forhandlingerne maatte imidlertid afbrydes, og Prinsen rejste i Jan. 1814 til Throndhjem. Han var Gjæst i Biskoppens Hus, drak «Venskabs Skaal» med ham og hilsedes med en af ham skreven Sang, der i tydelige Ord pegede paa Norges Krone.

Bugge gjorde alt for at faa Prinsen til at antage Kongenavn, først i Kraft af sin Arveret, siden efter Folkets Ønske og Vilje. Han var ukjendt med Forhandlingerne i Ejdsvoldsmødet 16. Febr., men strax efter dette kaldte Prinsen ham atter til sig og bad ham skrive et Grundlovsudkast.

I 14 Dage gjorde han et færdigt, nærmest efter svensk Mønster – Stænder og en meget stærk Kongemagt –, indfandt sig hos Prinsen og var hos ham paa Ejdsvold uden at være Medlem af Rigsforsamlingen.

Man har ikke vidst, hvad han der havde at gjøre uden at være til Opmuntring ved sit ustandselige Vid, men Oplysninger fra de nyeste Tider om Prinsens hemmelige Forhandlinger med Selvstændighedspartiets Ledere antyde klart nok hans Plads som Raadgiver.

Ved Bugges Hjemkomst fik han mærke, at man gav ham Andel i Frihedsværket, skjønt han altid var misfornøjet med Grundloven, og han blev meget populær.

Efter Konventionen i Moss blev han opfyldt af den yderste Forbitrelse, der gav sig til Kjende i hans Tale i Videnskabsselskabet paa Kong Christian Frederiks Fødselsdag.

Til det overordentlige Storting vilde han ikke lade sig vælge, men mødte paa det første ordentlige, 1815-16, efter at han havde gjennemgaaet en haard Tid. Som Christian Frederiks Ven var han stærkt mistænkt af Carl Johan, og den Omstændighed, at han nølede med sin Troskabsed, tør have bidraget sit til at styrke Mistanken.

Han blev forbigaaet ved det store Stjærnefald – 7. Jan. 1815 –, og der var Tale om hans Afskedigelse.

Gjennem en ny Ordning af Videnskabsselskabet kunde han dog snart bane sig Vej til Carl Johan, og med hans Naade kunde han som Nordstjærneridder træde frem paa Stortinget, hvor han spillede en stor Rolle som Oppositionsmand og en Tid Præsident.

Han kom imidlertid i et meget godt Forhold til Regeringen, der viste ham megen Tillid, modtog – som de andre Bisper – en stor Pengegave af Carl Johan, blev 1817 Kommandør (*c: Storkors) af Nordstjærnen og – tabte sin Popularitet i den stærkt antisvenske Befolkning. Det viste sig bedst, da hans Vinduer bleve slagne ind efter hans Prædiken ved Carl Johans Kroning 7. Sept. 1818.

Denne Begivenhed gik B. nær, om han end kunde omtale den paa en spøgende Maade. Han følte sig isoleret og trak sig ud af Selskabslivet.

Mere betydningsfuld blev dog hans Tilbagevenden til Herrnhutismen og hans fuldstændige Brud med sine tidligere rationalistiske Anskuelser. Han søgte at faa fat i sine Bibelforklaringer og brændte dem, var den første i Norge, som begyndte med Bibellæsninger og Arbejde for Missionen (Herrnhuternes).

Han har sikkerlig prædiket mere end nogen anden norsk Biskop og i den forholdsvis golde Tid 1820-40 udrettet meget for Guds Rige ved sit tiltrækkende og interessante Foredrag, hvori den enfoldige Christus-Forkyndelse aldrig faldt ned i det platte.

Paa de kirkelige Anliggender fik han stor Indflydelse, og Kirkestyrelsen søgte og fulgte i vigtigere Sager hans Raad, men det blev snart vanskeligt for ham at rejse paa Visitats, da han led af Sten og ikke taalte at kjøre paa de bakkede Veje.

Han maatte saaledes i de sidste 20 Aar af sin Virksomhed indskrænke sig til at rejse did, hvor han kunde komme til Søs. Han fik paa Grund heraf Mindelse om at træde tilbage og tog Afsked 15. Avg. 1842 efter 55 Aars gejstlig Virken, hvoraf 17 som Præst og 38 som Biskop.

Bugge var et af de skarpeste Hoveder og uden Tvivl den lærdeste Biskop, Norge har ejet i det 19. Aarhundrede. Hans Iver for Skolevæsenet, de klassiske Studier og Præsternes Dannelse var lige saa stor som hans Humanitet over for sine Medtjenere i Kirken.

I Traditionen vil han leve længe, væsentlig paa Grund af sit sprudlende Vid, der fulgte ham overalt og stundum bragte ham Fortræd.

Han døde 6. Dec. 1849. – Han havde 6 Sønner og  5 Døtre. Af hine bleve Frederik og Søren B. fremragende Filologer, den sidste tillige en betydelig gejstlig Taler.

[F. M. Bugge,] Charakteristiske Træk af Biskop Bugges Liv og Virksomhed, 1851.

Halvorsen, Norsk Forf Lex.

Fra Biskop Bugges Haand, Breve og Taler, udg. af D. Thrap, 1886.

D. Thrap.

Skriv inn søkeord..