«virksomhetens (metodistkirken) tre første aar 1856 – 59» : presentert av j. thorkildsen

 

– i boken : «Den norske Metodistkirkes historie», Oslo 1926.

 

fra s. 58 – 82 :

Menighetslivet. Motstanden. En ny menighet stiftes.

 

1. Menighetslivet.

Det aandelige liv inden de to nystiftede menig­heter var friskt og frugtbærende. Der blev holdt gudstjeneste hver søndag formiddag kl. 10 og ettermiddag kl. 5, samt hver onsdag aften, først i de leiede lokaler og siden i de opiørte kirker. Foruten disse møter blev der holdt fiere klassemø­ter ihver uke omkring i husene samt endel c^pbyggel- seismøter ibaa.de i byen og utover landsbygden. De offentliiige gudstjenester var som regel godt besøkte, især søndag eftermiddag. Av og til kom der per­soner som baddte til hensigt ait forstyrre møtet, men Guds ord og aand virket slik paa dem, at de isteden bad om de troendes forbøn, blev frelste og siden forenet sig med mlemigheten.

Disse gudstjenester var meget enkle. Man begyndte med at synge en salme, hvorefter prædikanten holdt bøn og læste et skriftavsnit. Saa sang man atter en salme og prækenen fulgte, hvor paa atter salmesang, hvorunder kollekten blev optat. Møtet avsluttedes med bøn av prædlikanten eller en anden

 

– 59 –

 

broder, samt salmesang og den apostoliske velsig­nelse.

Man hadde hverken sangkor eller musik av nogen slags. Indtil metodistene fik sin egen salme­bok, brukte man Johnsens (J. Johnsen samlet og utgav, efter fleres ønsker, en samling salmer «Til bruk ved husandagt». Bokhandler Wm. Gram kjøpte forlagsretten av Johnsens arvinger og utgav salmeboken i 3. oplag 1859), der indehold 683 sal­mer, nogen paa over 20 vers. Men det var sjelden at de sang mer end 4 a. 5 vers ad gangen, som det ogsaa den tid stod i vor disciplin. Forøvrig blev der sunget endel sange, forfattet av de haugianske ven­ner. Sangen blandt metodistene fik et foetydelig ra­skere tempo end i de haugianske forsamlinger.

I møtene søndag eftermiddag og onsdag aften blev der som regel git anledning til at. avlægge vidnesbyrd og holde bøn, hvilken anledning blev benyt­tet baade av mænd og kvinder. Disse enkle vidnesbyrd fra de nyfrelste grep mange hjerter, og som oftest blev sjele vakte av syndesøvnen og ropte til Gud om frelse, og da gik det nok ofte litt støiende til, saa det skurret i manges ører.

Menighetene var inddelt i mindre avdelinger, kaldet klasser, for hvilke der var ansat ledere. I Sarpsborg var der otte klasser, hvorav den ene eller kanske to, var (ble holdt) i Fredriksstad, og i Fredrikshald fire eller fem. Disse klasser møtte omkring i husene paa en bestemt aften i uken. Og det var aandelige plan­teskoler for menighetene. Disse klassemøter blev i almindelighet ledet paa følgende maate : Lederen tok plass ved et bord, mens de øvrige fandt sig tilrette hvorsomhelst i værelset. Han opgav en salme, som blev sunget, og ledet i bøn.

Derpaa læste han et skriftavsnit, hvortil han knyttet nogen praktiske vink, formaninger og opmuntringer. Atter en sang. Nogen ledere brukte at nævne en ved navn, som da begyndte, mens andre ledere opmuntret hvemsomhelst til at begynde. Og saa fortalte den ene efter

 

 

– 60 –

den anden om sin erfaring «siden forrige klasse­møte». Nogen kunde fortælle om seier og glæde, andre om nederlag og sorg; nogen jublet av taknemlighet, nogen var nedbøiet og følte sig ulykkelige.

Det var da almindelig, at klasselederen hadde et passende ord til hver enkelt. De som var godt kjendt i sin bibel anvendte som oftest et skriftsted. Indimellem blev der sunget et salme- eller sangvers, som hvemsomhelst istemte. Ofte kom der uomvendte mennesker til disse møter, og det var sjelden, at de gik hjem igjen, før de hadde bestemt sig for at vende sig til Gud. Klassemøtene var derfor som. oftest vækkelsesmøter.

Der var ikke andre organisationer i menighetene end søndagsskolen, ikke engang sangkor eller kvindeforening. Derfor blev disse almindelige møter om­fattet med levende interesse av alle medlemmer. Var nogen borte fra et møte, kom straks klasselederen og spurte : «Hvorfor var du ikke paa møtet ?» Ja, medlemmene hadde ogsaa sig imellem slik omsorg for hverandre, at de besøkte den, der uteblev fra et møte.

De elsket hverandre og søkte efter evne at opmuntre hverandre til «kjærlighet og gode gjerninger», til at være tro mot Gud og kirken.

Ledermøter og kvartalskonferanser blev vistnok holdt nogenlunde regelmæssig. Den første kvartalskonferanse blev holdt i Sarpsborg den 26. november 1856, under pastor Willerups ledelse. Medlemmene var: menighetens pastor O. P. Petersen, A. Haagensen, P. Johannessen, Ole Bakken, Ole Svendsen Lundestad, L. Dobloug, P. Jensen, Ole Olsen Dam­men, Carsten Eliassen Sandtangen, Lars Eriksen og Iver Porsmyr. Av disse blev A. Haagensen og P. Jensen prædikanter i Amerika, og L. Dobloug prædikant her i landet.

Det første referat av nogen kvartalskonferanse i Fredrikshald er datteret 28. mars 1859, men det er sandsynlig, at der er blit avholdt flere før den tid. Ved ovennævnte konferanse førte ogsaa pastor

– 61 –

Willerup forsætet. De øvrige medlemmer var : L. Dobloug, F. Mathisen, P. Olsen, den første lokalprædikant, og de to siste formanere. Desuten var der tre kirkevergere og otte klasseledere. Menighetens forstander var da A. Cederholm. Den her nævnte P. Olsen blev likesom L. Dobloug, prædikanter blandt os her i landet.

Den første søndagsskole blev stiftet i Sarpsborg allerede 1855 av pastor O. P. Petersen med A. Haagensen som bestyrer. Etpar aar efter rapporteres, at skolen har 34 elever. I Fredrikshald stiftet pa­stor Willerup søndagsskole straks efter sin ankomst til byen 1856. Paa den tid var der neppe mer end to søndagsskoler i landet, en i Stavanger, stiftet 1844 av kjøbmand S. E. Svendsen og Stephan Due, som tilhørte brødremenigheten. Og i Drammen var der vistnok stiftet en søndagsskole av den bekjendte kandidat Hærem. Nu findes der glædeligvis, søn­dagsskoler over hele landet, baade inden statskirken og blandt de forskjellige dissentersamfund.

De unge menigheter forsøkte sig ogsaa med dagskolevirksomhet, som dog maatte indstilles. I Sarps­borg gjorde man begyndelse i 1857 og den førnævnte A. Haagensen var den første lærer. Siden var Edv. Nilsen, H. P. Bergh og M. Hansen lærere.

I Fredriks­hald finder vi H. J. Petersen, Edv. Nilsen, løitnant Berg, Lorents Skou og Trine Solberg som lærere. Der holdt man vistnok paa omtrent 15 aar — den længste tlid nogen menighet holdt ut. I Horten hadde H. J. Petersen skole nogen faa aar, hvorefter han saa begyndte i Fredriksistad, hvor han efterfulgtes av J. Thorkildsen. Skolen der blev nedlagt 1874 og med dens nedlæggelse blev dagskolespørsmaalet blandt os ganske gravlagt.

De første brødre, der blev bemyndiget som lokalprædikanter var E. Arvesen, A. Haagensen og L. Dobloug, — alle tre ved kvartalskonferansen i Sarpsborg 1857. Disse virket da omkring i landdistriktene, saavelsom hjalp pastoren i byen.

 

 

– 62 og 63 –

A. Haagensen reiste samme aar til Amerika, hvor han virket som prædikant i mange aar. Aaret efter finder vi Dobloug ansat i Enningdalen ssom «kolpor­tør». Her var han vistnok i stadig virksomhet et aars tid. Derefter var han etpar aar i Fredrliksstad, indtil han i 1861 blev ansat i Kjøbenhavn.

E. Arvesen virket nærmest i sin hjembygd Skjeberg, indtil han 1858 blev ansat som forstander i Porsgrund.

biskop mathew simpson1Sommeren 1857 hadde Norge besøk av den før­ste metodistbiskop. Det var den veltalende Mathew Simpson. Willerup møtte ham i Kjøbenhavn. Da sorenskriverens frue, som bodde i anden etage i Fayegaarden, hørte om bispebesøket, fik hun sin mand overtalt til at skaffe metodistene et an­det lokale, idet hun paastod, hun slet ikke kunde taale at høre ham præke.

Hun blev i almindelighet syk under Willerups prækener, og da mente hun, det maatte bli endda værre, naar en biskop skulde præke. Sorenskriveren fik da utvirket, at byens klublokale — storklubben kaldt — blev overladt for biskopens møter. Klubbens medlemmer lot lokalet pynte, og man la endog tepper ved de øverste bænke, da de visste, at metodistene knælte, naar de bad til Gud. Lokalet var aldeles overfyldt, og mange stod utenfor og lyttet. Biskopen talte ikke selv, men lot pastor O. P. Petersen tale form. og J. P. Larsson efterm. Biskopen talte dog litt efter med pastor Willerup som tolk. Det var en søndag, og mandag besøkte han Sarpsborg, hvor pastor Willerup talte. Her som i Fredrikshald talte biskopen litt efter.

Baade i Sarpsborg og Fredrikshald begyndte man snart at tænke paa kirkebygning. Og biskop Simpsons besøk har uten tvil sat fart og styrke i denne tanke; ti paa begge steder gaar man ivei med at bygge. Menigheten i Sarpsborg faar sig tomt i by­ens bedste strøk, og kirken blir færdig til indvielse 1. november 1857. Huset var fyldt til trængsel og

 

 

– 64 og 65 –

pastor Willerup præket. Den 14. s. m. skrev han til missionsbestyrelsen bl. a.: «Den første biskoppelige metodistkirke i Norge blev indviet til den almægtige Guds tjeneste den 1. november. Huset var overfyldt. Jeg antar, at der var omkring tusen menne­sker inde i kirken, og der var en stor mængde uten­for; nogen av dem hadde reist tre norske mil. Vi hadde en velsignet tid, som jeg haaper mange aldrig vil glemme, hverken i tid eller evighet. Ved nadverens utdeling var alle medlemmer nærværende, og det var en vederkvægende tid».

I Fredrikshald blev endel av den saakaldte «Dam­haugen» indkjøpt, hvor et forsamlingshus blev byg­get. Dette blev høitidelig indviet i julen samme aar. Dette hus var vistnok noget enklere end Sarpsborgs. Det var uten taarn og kaldt «Bedehuset paa Dam­haugen». Pastor Willerup ledet ogsaa her indvielseshøitideligheten, mens vistnok pastor O. P. Pe­tersen præket.

I 1865 blev huset flyttet dit, hvor det nu staar, idet man gjorde væggrne litt høiere og tilsatte en taarnbygning (indviet av Willerup 6. november 1865). Senere blev der opført galleri og i 1886 blev taket hvælvet, og kirken flik det utseende den nu har.

I 1858 om vaaren ved konferansen i Beloit, Wis , blev pastor S. A. Stensen av biskop Morris overflyt­tet til Norge. Likeledes blev A. Cederholm, svensk av fødsel, overført. Stensen blev pastor Petersens hjælper og Cederholm fik Enningdalen som virkeplass, indtil høsten, da han blev ansat i Fredrikshald og Willerup flyttet til Kjøbenhavn.


 

Stengt for kommentarer.