anders olsen : presentert i “strømme af naade”

 

– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

Fra s. 88 – 99 :

 

a. olsen1

„Mig, den allerringeste af alle hellige, er denne Naade givet at prædike Evangelium, Kristi Urandsagelige Rigdom“.

„Jeg vil ikke vide noget andet til Salighed end Jesus Kristus og ham korsfæstet”.

„Herre, jeg elsker dit Husets Bolig og din Æres Tabernakels Sted“.

 

Ifølge Bergs Sognekalds Ministerialbog blev han født den 30te August 1837 i Rokke Sogn, omkring en Mil fra Fredrikshald (Halden). Hans Fader var Husmand og ofte i trange Kaar, og han maatte som ganske ung ud for at tjene sit Brød.

I hans Barndomstid var Gudsfrygt lidet kjendt blandt Folk. En og anden fandtes der jo af «Hauges Venner«, men han kan ikke erindre mere end en eneste Opbyggelse, han overvar. Og denne Begivenhed var saa forunderlig for ham, at han ikke er istand til at beskrive den. Han var ikke uden religiøse Dragelser, noget han tror, hvad menneskelige Midler angaar, maa tilskrives hans Faders regelmæssige Iagttagelser af Andagt i Hjemmet.

Han læste de regelmæssige Dagens Tekster i Huspostillen og sang de derhenhørende Salmer og læste sine Morgen- og Aftenbønner. Og han tror, at dette — skjønt det kunde være mere Form end Liv — havde sin gavnlige Indflydelse paa hans Barnehjerte.

Saalangt han kan huske tilbage, havde han Lyst til at deltage i sin Faders og Moders Andagtsøvelser om Søndagene, og han havde tidlig Dragelser af Herren. Som liden Gut husker han, at han ofte var bevæget endog til Taarer, naar han læste i religiøse Bøger, uden at forstaa hvorfor. Der var en Længsel, et Suk efter noget, som han ikke selv kunde gjøre Rede for. Og han havde ingen til at tale med sig om eller lede sig til Gud.

Dersom der da som nu havde været saa rig Anledning til at høre Guds Ord og saadan kristelig Omgang og Virksomhed, tror han sikkert, at han vilde været bragt til praktisk kristelig Erfaring i sin tidligere Ungdom. Men som det var, holdtes han i Uvidenhed og borte fra Kristendommens levende Erfaring indtil sit 20de Aar.

Han har stor Aarsag til at takke Herren for, at han blev bevaret fra at falde dybt i Synder og Laster, at han i sit ydre Liv blev bevaret fra Udskeielser, som Ungdommen paa den Tid saavel som nu saa ofte forvildes udi.

Han anser dette som en stor Naade af Gud. Naar han nu tænker tilbage paa, hvormange onde Tilbøieligheder, der var i hans Hjerte, saa er det et Naadens Under, at han er, hvad han er, og var, hvad han da var. Hvor god Gud var, at han aldrig blev overladt til tøilesløst at følge sine Tilbøieligheder.

Thi midt i Verdens Glæde var der Uro i hans Hjerte, en gnavende Orm, der plagede ham, og han følte, at alt, hvad Verden havde at byde, var utilfredsstillende.

I  Aaret 1857 gik han en og anden Gang for at høre paa Pastor Willerup, som var kommen for at tage Ledelsen af den biskoppelige Methodistkirkes Mission i Norge. Han prædikede paa den saakaldte «Fayesal”. Men han troede jo, som de fleste andre den Gang, at Methodisterne var et farligt Folk og førte en farlig, vildfarende Lære.

Thi straks Methodisterne begyndte at virke, reistes en Storm fra Statskirkens Prester. De advarede Folket fra at gaa og høre denne «Vranglærer«, denne «falske Profet«, som var kommen til Byen og «forførte Folket« ved sine «vrange Lærdomme« og «forførende Skikke«. De mest forfærdelige Rygter og de mest komiske Ting blev udspredte om Willerup og  hans Tilhængere : De tilgav Synder, sagdes der, og de blev «fødte paany« ved at krybe igjennem et trangt Hul, «dette var den trange Port«. Ja, det er utroligt, hvad Had, Partiaand og Uvidenhed kan producere.

Nogle af hans bekjendte blev «grebne« af Sand­heden blandt Methodisterne af «den nye Lære«. Han sagde disse, at «Læren var falsk«, og at Methodisterne var «skinhellige« og «troede sig bedre end andre«. Han udtalte skraasikkert, at de aldrig i Verden skulde faa ham til Methodist; men han blev desuagtet den første af sine Kammerater, som blev Medlem af den Kirke.

Han begyndte at læse Bibelen for der at finde Vaaben mod den «vrange Lære«, og han var sikker paa, at han nok skulde finde Argumenter nok mod Methodisternes Vildfarelser. Og han fandt noget, som han troede var afgjørende : «Naar du beder, gak ind i dit Kammer og luk din Dør«, og udrustet hermed, drog han ud paa Felten for at «knuse« Methodisterne, som jo laa og bad og græd i offentlig Forsamling, saa alle kunde høre det. Men midt under alt dette var der en indre Stemme, som hviskede til ham om Nødvendigheden af selv at blive anderledes. Nød­vendigheden af Omvendelse og personlig Frelse blev mer og mer levende. Han var ofte bevæget og følte en indre Uro og Bedrøvelse, som han ikke kunde fuldt forstaa Aarsagen til.

Ved Paavirkning af en af sine Venner blev han med denne op til en Broder, som da var en ung Mand og stod som Klasseleder i Methodistmenigheden. Han talte meget varmt og inderlig med ham om hans Sjæls Frelse, læste og gjorde sine Anmærkninger over 8 Kap. af Brevet til Romerne. Dette gjorde et dybt Indtryk paa hans Hjerte.

De fulgtes ad paa et Klassemøde, og der «aflagde han den Bekjendelse for mange Vidner« om at ville begynde et nyt Liv. Derfra fulgte han atter med op til omtalte Broder, hvor de havde en høitidelig Stund om Aftenen. En Aften, der staar som et Minde om den herligste Begivenhed i hans Liv.

Den var hans Livs store Vendepunkt. Da han den Aften gik hjem, syntes han, alt omkring sig var nyt og hans Tanker, Følelser, Forhaabninger og Formaal —  han selv følte sig som ny, som en, der nu først var begyndt at leve. De Kampe mod Tvivl og Ængstelser med Hensyn til hans personlige Gudsforhold, Barneforholdet, som en Stund efter kom over ham og Seiren over samme ved en sikker Tro og Hvile paa Kristi stedfortrædende Forsoningsdød, skal her for Kortheds Skyld forbigaaes.

Om Vaaren 1858 blev han Medlem af Methodistmenigheden paa Fredrikshald (Halden), og han blev den 66de, som var indført i Menigheden dersteds. Det var paa det tredie Aar, efter at Methodistkirken havde begyndt sin Virksomhed her i Landet.

Han begyndte snart at vidne om Herren for sine Kammerater og bekjendte; men han maa erkjende, at han havde mere Nidkjærhed end Forstand og tog det saaledes ikke altid paa den viseligste Maade.

Om Høsten samme Aar blev han Klasseleder, i September 1859 bemyndiget som Formaner og i 1860 fik han Lokallprædikants Fuldmagt. Den mest velsignelsesrige i Gjerning i Menigheden fandt han at være Klasseledervirksomheden. Fra den Virksomhed har han de mest dyrebare Erfaringer. En Klasseleder kan være af uberegnelig Nytte og Velsignelse.

Som Lokalprædikant virkede han dels i Tistedalen og Enningdalen og dels andre Steder omkring Fredrikshald.

Til Enningdalen var der en lang Vei. De havde at gaa Lørdag Ettermiddag forat være der sent paa Aften, prædike to Gange om Søndag og saa gaa hjem som oftest Søndag Aften. Men i selve Arbeidet og Anstrængelsen var der Hvile, selv om Fødderne blev saare og Struben hæs.

I 1862 forlod han Fredrikshald og bosatte sig i Kristiania og fortsatte med sit Haandværk, paa samme Tid som han virkede som Lokalprædikant.

Broder Østerlund, en For­maner fra Fredrikshald, havde begyndt at prædike og havde den Gang Forsamling i Pipervigen. De virkede sammen, indtil Østerlund flyttede fra Kristiania. Siden var han alene og virkede saa godt han kunde, indtil Pastor Steensen blev ansat som den, der skulde søge stiftet en Methodistmenighed. Men da Br. Steensen var syg, maatte Br. Olsen derfor varetage Møderne. Der blev derfor ikke dannet Menighed, førend i Begyndelsen af 1865. Under hans Virksomhed som Lokal­prædikant havde de en særlig god Tid. Mange Sjæle blev frelste. Og der var en 60 Personer, som stod rede og ventede paa, at en Menighed skulde dannes. Men da det gik i Langdrag hermed, blev der jo ikke saa mange, som blev færdige til at optages, da Menigheden endelig blev dannet.

Som Lokalprædikant under hans Ophold i Kristiania havde han rig Anledning til at virke for Herren, og han arbeidede haardt. Havde Møder to Gange om Søndagene, Prædiken, Klassemøder og Sangøvelser om Ugeaftenerne, arbeidede som Skomager for sit daglige Brød, læste Theologi, lærte engelsk og norsk Grammatik, alt ved Selvstudium saaat han tilsidst blev meget svækket til Helbreden. Men i alt var Gud ham nær og styrket baade Legeme og Sjæl.

Om Sommeren 1865 blev han paa Anbefaling af Pastor Steensen anmodet af Superintendent Pastor Willerup om at gaa til Fredrikstad som Menighedsforstander, og i September dette Aar reiste han en Tid forud, før hans Familie kom efter, og den 5te September holdt han sin første Tiltrædelsesprædiken som Menighedsforstander.

Dette var  hans første Virkefelt. Mange behagelige Minder har han fra dette Sted. De bedste og største er de, der knytter sig til den herlige Vækkelse, der udbrød det sidste Aar, han var der. Vor Kirke blev indviet i November 1868, og udover Vinteren gik der en Vækkelsesbølge gjennem Forsamlingerne, og mange Sjæle blev vundne for Gud og Kirken.

Han var i Fredriksstad i fire Aar. Det første Aar havde han 800 Kroner i Løn og siden fik han 1200 Kroner, og havde fem skolepligtige Børn. Han blev saaledes ikke bortskjemt i sin Ungdom. I 1869 blev han af Pastor O. P. Petersen, som nys var kommet fra Amerika for at overtage Pladsen som Superintendent over Missionen i Norge istedetfor Willerup, der var blevet forflyttet til samme Stilling i Danmark, forflyttet til Arendal. Her var han i tre Aar og havde en særlig velsignet Tid, især efter vor Kirke blev færdig, da der brød ud en herlig VækkeIse. Han havde Møder næsten hver Aften rundt omkring paa de forskjellige Steder, og Husene var fulde overalt.

I Aaret 1872 blev han forflyttet til Kristiania 1ste Kirke –  der havdes den Gang kun én Menighed —. Han tog Farvel med Arendals Menighed allerede i Juni Maaned; men da Br. Steensen, som den Gang var stationeret paa Horten, var en Tur i Amerika, tog han ind paa Horten, hvor han overtog Menigheden indtil Oktober Maaned. De tre Maaneder, han tilbragte paa Horten var en meget hyggelig Tid.

I Kristiania forblev han kun et og et halvt Aar. Der havdes da som Forsamlingslokale 2den Etage i den Gaard, som nu eies af Traktatforeningen. Kirken blev paabegyndt, men blev ikke færdig, førend han forlod Stedet.

På det Lokale, de havde, erfarede han Herrens mægtige Nærværelse til Sjæles Frelse. De havde Vækkelse den hele Tid og optog mange Medlemmer paa Prøve og i fuld Forening.

Aarsagen, hvorfor han forblev saa kort denne Gang, var, at der fra Stavanger var stærke Begjæringer om, at der skulde begyndes Virksomhed. Han havde nemlig, medens han var i Arendal, været en Tur derborte som Deputeret fra Arendals Totalafholdsforening til Generalmødet, som holdtes paa Sandnæs Sommeren 1871. Under hans Ophold blev han opfordret til at tale paa det lutherske Bedehus, og Følgen blev, at han blev anmodet ogsaa at komme til Stavanger.

Ordets Dør syntes opladt, og In­teressen for Sandheden vaktes. Der kom flere og flere Skrivelser med Ønske om, at han skulde besøge Stavanger og Sandnæs paany. og derfor tog han atter en Tur i 1873. Han prædikede paa Sandnæs paa det lutherske Bedehus, og paa et stort Lokale eller Lagerrum, der tilhørte Potteriet, og en Søndag i fri Luft, hvor en stor Skare Mennesker var samlede. I Stavanger prædikede han paa Afholdslokalet og paa Frimenighedslokalet. En saadan Interesse for Ordet og en saadan Indflydelse havde han sjelden seet.

Nu kom der fornyet Opfordring, at en Methodistprædikant maatte blive sendt forat optage fortsat Virksom­hed, og da de havde lært ham at kjende, ønskede de, at han maatte komme derhen. Følgen var, at Pastor M. Hansen, som da var Superintendent, anmodede ham at reise til Stavanger forat optage Virksomheden i 1874. Og saa skede.

Her virkede han i to Aar dels paa Sandnæs og Jæderen og dels i Stavanger, som jo egentlig var Hoved­kvarteret. I Stavanger var Totalafholdsforeningen saa venlig at leie ham sit Lokale, og her holdt han Gudstjenester for fuldt Hus fra Søndag til Søndag til manges Frelse, indtil de om vel et Aars Tid efter fik sin egen Kirke færdig.

Der knytter sig en interessant Historie til det Afsnit af hans Liv, som han tilbragte i Stavanger forat plante Methodismen der, men skal for Kortheds Skyld gaa det forbi og kun bemærke, at trods den voldsomme Modstand, der reistes fra statskirkelige Prester, samlede de paa korte to Aar nogle og otti Medlemmer, vandt mange solide Venner og byggede en Kirke, hvortil de samlede over fem tusind Kroner.

Det sidste Aar, han var i Stavanger, var han ved Siden af Forstander for Menigheden ogsaa pr. Ældste for Porsgrunds Distrikt — det nuværende Bergens Distrikt, som fra Benævnelsen Porsgrund gik over til at kaldes Kristianssands og sidenefter Bergens Distrikt.

I 1876 blev han ved Konferensen, som det Aar blev organiseret under Forsæde af Biskop Andrews, frem­deles ansat som pr. Ældste for Porsgrunds Distrikt, som da strakte sig fra Horten til Stavanger. Han forblev udelukkende pr. Ældste i Porsgrunds Distrikt indtil Aarskonferensen 1880, da han atter blev ansat som Forstander i Arendal og ved Siden deraf pr. Ældste for Porsgrunds Distrikt, som fra nu af blev kaldt Kristianssands Distrikt, der strakte sig fra Arendal til Bergen.

Han havde længe længtet efter at faa en Menighed at betjene istedetfor dette omflakkende pr. Ældsteliv, og han var nu glad for, at han forsaavidt havde faaet sit Ønske opfyldt, omend ikke helt. Denne Dobbeltstilling indehavde han indtil ved Konferensen 1882, da han blev ansat for anden Gang som Forstander for 1ste Menighed, Kristiania.

I 1884 blev han valgt til Delegat til Generalkonferensen i Filadelfia, Amerika, og havde en interessant og nyttig Tur dertil. Han forblev i Kristiania denne Gang i tre Aar og havde en i enhver Henseende velsignet Tid.

I 1885 blev han for anden Gang sendt som For­stander til Fr.stad og var her kun ét Aar, da han blev sendt til Bergen, hvor han ogsaa var kun ét Aar, da han paa Konferensen i Porsgrund 1887 blev valgt til Redaktør for «Kr. Tid.« (Kristelig Tidende) og «Børnenes Søndagsblad«. Denne Stilling beholdtes kun et Aar, da han ved Konferensen i Kristiania næste Aar blev ansat som pr. Ældste for Kristiania Di­strikt, som da strakte sig fra Skiensfjorden til Kristiania og herfra til Fr.hald, samt Odalen, Hamar og Eidsberg. Dette Distrikt betjente han i fire Aar, indtil han ved Kon­ferensen i Drammen 1892 for anden Gang blev valgt til Redaktør af «Kr. Tidende« og «Børne-Vennen«. Dette Aar var han igjen en Tur som Delegat til Generalkonferensen, der afholdtes i Omaha, Neb., og forrige Aar som Delegat til Generalkonferensen i Cleveland, Oh. Siden Aaret 1892 har han indtil nu fortsat i denne Stilling, hvoraf et Aar tillige som Bogagent, og nu det sidste Aar ogsaa som Bestyrer for den theologiske Skole.

Naar man nu kaster et Tilbageblik paa de Afsnit af hans Liv, som denne korte Biografi saa flygtigt berører, saa kaldes mange Begivenheder frem for Erindringen. Der fremkommer Erindringer om Oplevelser under hans Virken og Erfaringer paa hans aandelige Livs Omraade, der vækker dybe og alvorlige Følelser, Følelser af Taknemmelighed til hans gode Fader i Himlen for alle aabenbare og skjulte Barmhjertigheder og rige Velsignelser mod ham baade som Menneske, kristen, Methodist og Evangeliforkynder; for al hans Overbærenhed med ham under hans Livs Mangler og Virkens Ufuldkommenheder. Og han føler til at udraabe af sin Sjæls Dyb : «Jeg er ringere end alle dine Miskundheder«.  Jeg er intet; du er mit alt !

Hans første Bestemmelse om at høre Gud til, har han ved Guds Hjælp aldrig sveget og aldrig tænkt at svige. Og Gud har aldrig sveget ham. Det er det største.

Under hans Gjerning har han altid velsignet ham; og han har aldrig været ansat paa noget Sted uden Vækkelse og Fremgang. Dette omtales forat rose, ikke ham selv, men hans Herre og Mester, som har seet til sin Tjeners Ringhed og ikke handlet med ham efter hans Fortjeneste, men i stor Naade og Miskundhed.

Han er nu i sit sekstiende Aar, har ofret Ungdoms og Manddoms Kraft i Herrens og Kirkens Tjeneste, men efter alle disse Aar føler han at sige :  «Jeg er en unyttig Tjener«.

Han ønsker at fyldes med en endnu større Fylde af Guds Naade og være saftig og grøn indtil sin sidste Dag, til at fortælle, at Herren er min Styrke og der er ikke Uret i ham«, og at faa staa i sin Lod ved Dagenes Ende.

Og vil man vide hans Grund til  Salighedshaabet, saa er den ikke i ham selv, ikke i dogmatiske Satser, i Kirke og kirkelig Bekjendelse, omendskjønt han er helt konservativ i Læren, Kirkepolitiken og en Elsker af kirkelig Orden. Men som han har sunget helt fra sin første Tid af sit kristelige Liv, saa synger han nu og vil han synge :

„Den Grund, hvorpaa jeg bygger, Er Kristus og hans Død.

I Jesu Pines Skygger Er Sjælens Hvile sød,

Der har jeg fundet Livet, Selv er jeg intet værd.

Hvad Jesus mig har givet, Gjør mig for Gud saa kjær“.

Skriv inn søkeord..