chr.p. willerup : presentert i «strømme af naade»

 

– boken som er : «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Kristiania. Norsk Forlagsselskabs Forlag. 1909.

 

Sidene

 

Den 6te Oktbr. 1815 fødtes i Kjøbenhavn en Dreng, der siden kom til at indtage en fremskudt Plads i vor Kirkes Arbeide blandt Skandinaverne her og i Vesten. Det var ham, hvis Navn staar over disse Linjer.

Hans Fader var Toldkontrollør A. I. Willerup. Moderen hed Louise. De tog sig med Omhu af Drengens Opdragelse og Uddannelse. Indtil sit 16de Aar gik han i en af Kjøbenhavns bedste Skoler, hvor han udmærkede sig ved stor Flid og Læselyst.

Først forsøgte han sig ved Handelen. Men efter nogle Aars Forløb drog han, som saa mange andre i de Dage, over til Amerika. Der bosatte han sig i Savanna, en af de sydlige Stater. Her var det, at han kom til at gaa og høre Guds Ord, som forkyndtes der med stor Nidkjærhed af den ærværdige Pastor Evans. Ved denne Guds Mands Ledelse blev han snart ført til Herren. Det var ogsaa ham, som opmuntrede Willerup til at ofre sig for Prædikegjerningen.

Saa reiste han hjem til Danmark en Tur. Han følte nemlig Trang  til at fortælle sine Forældre og Søskende, hvad Herren havde gjort for ham. Paa denne Tid fandt han ogsaa sin Hustru, der siden fulgte ham og delte trofast Sorg og Glæde med ham, indtil Døden adskildte dem.

I 1847 drog han med sin unge Hustru atter over til Amerika. De bosatte sig i Byen Strausburg i Ohio, hvor han overtog en Handelsforretning og virkede samtidig i Kirken som Lokalprædikant. Snart efter modtog han Brev fra Dr. Ferry, en af vore Missionssekretærer, der havde hørt, at Willerup var Skandinaver af Fødsel. Han skrev bl. a. :          «Kjære Broder! Jeg vilde ønske til Gud, at du maatte føle Byrden saa tung, at du maatte udraabe med Apostelen : «Ve mig, om jeg ikke prædiker Evangeliet !« Tænk blot, at over 20,000 Nordmænd alene i Sommer er kommet hidover. Pastor Hedstrøms Kræfter frygter jeg for vil blive for smaa til dette store Arbeide, O, at du vilde udraabe :     «Her er jeg, send mig !«

Hvad er al anden Vinding mod det, at lede de udødelige Sjæle til den gode Hyrde !«

Willerup lagde Sagen frem for Herren. Skrev saa til Missionsselskabet og reiste snart efter til New York. I Byen Cambridge begyndte han sin Gjerning. Sent og tidlig var han paafærde blandt de mange Emigranter, især norske, som stadig kom i Mængde didover.

Efter at have reist og samlet Penge, byggede han nu en Kirke der, som altsaa blev den første skandinaviske Kirke i Amerika. Mange var ham imod, ja, Forfølgelsen vokste endog til Had, og det hendte af og til, at de stræbte efter hans Liv. Men Herren holdt sin Haand over ham og hans. Og mange blev ført til Herren.

I 1855 skrev Biskop Morris til Willerup, at de trængte en Leder for Kirkens Arbeide i Norge, Danmark og Sverige, og han spurgte, om ikke Willerup var villig til at gaa.

Willerup svarede ja, og den 6te Juni 1856 reiste han med Familie til Norge. Her blev han venlig modtaget af Br. O. P. Petersen. Mange Møder, Skarer af Tilhørere, og mange frelste — det hørte derefter til Dagens Orden i lang Tid fremover. To Aar tilbragte han væsentlig i Fredrikshald (Halden). Saa drog han til Danmark for der at vidne for sine egne Landsmænd. Han havde tænkt at besøge Norge og Sverige nu og da, men det var i de Dage ikke saa let at komme frem, hvorfor han nogen Tid efter kom og sagde Farvel til Vennerne i Norge, for saa nærmest at slaa sig ned i Danmark. Her samlede store Skarer sig om hans Talerstol, og hans Prædikener, letfattelige og overbe­visende, som de var, var til stor Velsignelse for mange.

Under denne Tid byggedes vor vakre Kirke i Kjøbenhavn. Det bragte Menigheden der i stor Gjæld, men ved den bekjendte godgjørende Konsul Dølners Hjælp blev al Gjæld fjernet.

Da nu Willerups Kræfter var meget aftaget, paa Grund af hans mange farefulde Reiser og megen Aands anstrængelse, saa bad han Missionsselskabet om at kalde sig tilbage til Amerika, hvilket de ogsaa gjorde ved at ansætte en anden Superintendent i hans Sted. Han blev ansat i Evanston som Lærer ved Universitetet og Prest dersteds, men paa Grund af hans Hustrus farefulde Helbred, forbød Lægen hende at gjøre denne lange Reise. Willerup kom da tilbage og ønskede at afslutte sin Virksomhed i Fredriksstad, hvor han begyndte den.

Glæden derved blev stor i Norge, men hans Stemme var da bleven svag, og hans Kræfter aftaget, saa at han efter to Aars Forløb maatte tage sin. Afsked, som Biskoppen gjerne gav ham, og bevidnede ham sin Tak for mange Aars tro Tjeneste og Løftet om rigelig Underhold for ham og Hustru. Willerups Hel­bred var ganske nedbrudt saavel legemlig som aandelig. Han levede nogle Aar derefter, og den 19de Mai 1886 sov han rolig ind i Jesu Arme, til Opstandelsens Morgen oprinder.

Stengt for kommentarer.