helge ristvedt : presentert i «strømme af naade»

 

– «En  osv…

 

Fra s. 396 – 402 :

helge ristvedtPastor Helge Ristvedt

blev født den 17de Juli 1852 paa Gaarden Ristvedt, Ekers Prestegjæld, i Nærheden af Drammen.

Allerede som meget ung følte han en forunderlig Dragelse, som han godt forstod var Kald fra Gud. Det var en gammel Kone, som Herren brugte som Redskab til at drage hans Sind til de guddommelige Sandheder, som hun ofte talte om. Alt troede han ligetil og bogstaveligt. Naar han i Skumringen gik hjem fra hendes Hus, og der laa Kviste og lignende paa hans Sti, maatte han gaa ud af Veien for ikke «at træde paa Jesus,« da Jesus jo efter hans Mening kunde ligge derunder; thi han var jo «alle Steder og saa god.« I den Alder bad han til Gud og læste i Guds Ord sent og tidlig. Men Tiden gik og han begyndte at deltage i de almindelige verdslige Fornøielser, indtil han aldeles glemte baade Bøn og Læsning. Dog, laa noget og ulmede, som nok ikke, ham ubevidst, var hendøet.

Lidt over 20de Aar besøgte han en Folkehøiskole tæt ved Drammen. Skolens Leder fik ham meget kjær, og denne øvede en stor Indflydelse paa ham, uden at det dog kom til noget Gjennembrud.

I Aaret 1874 reiste han til Kristiania, hvor han fik Plads paa et Kontor. Hvilke Midler Gud kan betjene sig af, naar det gjælder at lede os bort fra Syndens Vei! En Dag fik han se, at der udenpaa et Skildt stod

<Ølost,« og det fik ham til at gaa ind.                                    Værtinden var

Methodist, og her fik han Logi, og i hans Værelse var lur bestemt Klassemøde paa Forhaand.    Hvilket under-

ligt Møde! Ben og Vidnesbyrd om, hvad Gud havde «jort for deres Sjæle, var noget aldeles ukjendt for ham, IIvor han græd, og hvor Minderne fra Barndommens Dage • lukkede frem. Han følte sig saa langt borte fra Gud. Da han havde overværet flere Møder, syntes han, det blev vel vurmt for sig. Han vilde dele sit Hjerte og glæde sig med Verdens Børu, og han fik en stor Kamp. Ingen var mere ulykkelig i hele Byen end netop han. Ingen Fred hverken iikkI Gud eller i Synden. Han var meget lei, fordi han var kmnmen til Kristiania og forsøgte nu at døve og tilintetgjøre IIorrens Gjerning. Men lovet være Gud! priset være hans dtore og herlige Navn! han var saa usigelig barmhjertig og I mgmodig. Og næst Guds Bistand og Hjælp har han Muthodisterne at takke for, at han ikke aldeles kom bort ii’jun. Deres Møder og deres Indflydelse var et Middel til ul føre ham til Gud. Synden blev levende kjendt i hans jul. og han begyndte at raabe til Jesus om Naade og Tilgivelse. Der var mange Kampe og indre Anfægtelser, lom kun Gud fik vide, som han i Lønkamret lagde frem, men Herren hjalp ham. Br. O. Levorsen tog si gtrofast af ham og n|ununtrede ham ofte. Han fik tro, at Jesus havde tilgivet Imm, men undertiden vilde Yantro og Tvivl forstyrre hans Kred og Glæde, men han bad og bad, og Gud hjalp ham til at seire over Fristelserne. Han tegnede sig paa Prøve liirat optages i Methodisternes Menighed, og han takker tind inderlig, fordi han førte ham iblandt dette Folk. Han Mev ofte opmuntret og fik et Hjem iblandt Guds Folk. Hvilket Gjærde det var for ham! HHvor elskelige er ikke Herrens Boliger*! Han havde endnu ikke Frimodigned til ut sige sine Forældre eller Søskende, at han havde begyndt I>iui en bedre Vei, men da Julen kom, og han havde tænkt ul reise hjem, blev det lagt saa tungt paa hans Hjerte, at

han skulde fortælle sine bekjendte der hjemme om, «hvor store Ting, Herren havde gjort for ham« ; men han eiede ikke Frimodighed og vilde ikke reise hjem forat slippe at optagn dette Kors. Han gjorde da Gud det Løfte, at hvis han blev opfordret til at holde noget Møde, saa skulde han gjøn» det, men det syntes han at være fri for; thi ingen vidsto noget om hans Omvendelse. Men Herren tog ham pa» Ordet. Det gik saa forunderligt til, at han blev anmodet om at holde Opbyggelse paa den største Gaard i Bygden — der, hvor der aldrig havde været noget lignende Møde. Han var nu i en haard Prøve, men var fast bestemt paa at holdo Gud sit Løfte. Tidea kom, og Gud velsignede dem storlig. Hundreder af hans bekjendte i hans Hjembygd flokkede sig om Ordet, og priset være Herren for alt godt! Saaledtis begyndte han efter Opfordring at holde smaa Forsamlinger hist og her. Om en Tid (i 1877) fik han høre, at der skulde oprettes en Missionsskole, men han vilde ikke fortælle nogon om sin Lyst til at komme did, men bad inderlig til Gud, at hans Vilje maatte ske i dette Stykke uden hans Bestræ beiser. Han blev spurgt, om han ønskede at begynde pmt nævnte Skole, og med Tak til Gud tog han mod Kaldel. Hans Principaler maatte han fra; de var meget gode mod ham, og fordi han frygtede Gud, eiede han deres udelte Tillid. Efterat have gaaet paa Skolen knapt et Aar, blev han i 1878 ansat som Menighedsforstander i Brevik, som altsaa blev hans første Virkested.

Her var han ansat i to Aar, hvoraf han i det sidste halve Aar var i Bergen og betjente Menigheden dor under L Petersens Sygdom. Len 11te August 1880 blev han i Brevik ægteviet med Ida Elise Johnsen, der den hele Tid har staaet ham bi som en trofast Hustru, der altid har havt en levende Interesse for Guds og vor Kirken Sag! Fra Brevig blev han forflyttet til Kragerø, hvor han virkede kun et Aar.

Ved Aarskonferensen i Fredrikstad 1881 blev han sendt til Trondhjem, efterat være bleven optaget i fuld Forening og ordineret til Diakon af Biskop Peck. I Trondhjem var ingen Medlemmer af vor Kirke, om end nogle Prædikanter Imvde virket der en kort Tid. Den 6te Novb. 1881 blev Muthodistmenigheden stiftet med 22 Medlemmer. Efterat Moderne var afholdt i leiet Lokale kjøbte man nuværende Kiendom, i hvis 2den Etage i Hovedbygningen indrededes hokale. Ved Indvielsen indkom der Kr. 1000,00 i Kollekt.

Efterat han havde været i Trondhjem i to Aar, blev hun forflyttet til Horten, efter at han 1883 i Arendal var lileven ordineret til Ældste. Paa Horten var han i to Aar.

I 1885 blev han ansat som Bestyrer for «Den nilgiøse Traktatforening« i Kristiania samtidig som han «kulde betjene II Menighed som dens Forstander. Straks nfter reiste daværende Redaktør af «Kristelig Tidende» og Hornenes Søndagsblad« til Amerika, og nu faldt det i liims Lod at overtage Redaktionen af begge disse Blade, l)a han nu havde det samme Arbeide som tre Brødre før Imm, arbeidede han vist vel meget, men Herren hjalp, takket være hans Navn! Af de tre Aar, han var i Forretningen, var han Menighedspastor der et Aar og Redaktør i to Aar.

Til Arendal blev han forflyttet i 1888. Havde været der for en kort Tid under Ferien paa Skolen og kjendte nn Del Venner. I 1889 blev han igjen ansat i Arendal, mon til alles Forbauselse paa egen Sold, idet den Hjælp, Nom Menigheden før havde havt til sin Pastors Afløning, Irutoges ham. Dette var jo ingenlunde Missionsselskabets Skyld. Men Gud er en underlig Gud, og aldrig kan Imn glemme, hvad de kjække og staute ledende Brødre alle nom en -— af hele sit Hjerte gjorde den Gang! De lniHtemte, at han skulde erholde sin fulde Andel og intet Inrlise for denne ufattelige Ordning. Og foruden at samle Midler til dette og andre større løbende Udgifter betalte de ul Kirkegjæld (ca. Kr. 7000,00) samme Aar. Ære være Gud!

I 1890 blev han ansat som Forstauder for II Menighed i Bergen. Her virkeae han i to Aar med Ungtagelse af nogle Maanedevs Ophold i Stavanger som Forstander for Menigheden der.

Ved Aarskonferensen i Drammen 1892 blev han valgt til Bestyrer af Traktatforeningen igjen. Næste Aur ligesaa; men fik da samtidig at varetage II Menighed, Kristiania, som dens Forstauder. Det tredie Aar, nemlig 1894, blev han paa Aarskonferensen i Fredriksstad ligelede» gjenvalgt, men da den præsiderende Biskop fandt, at det vilde være mere gavnligt, saa ansatte han ham som pr. Ældsto for Trondhjems Distrikt, idet han samtidig skulde være Forstander for Menigheden i Trondhjem. Denne Dobbelt­stilling indehavde han i to Aar, idet han hven Aar havd» en Broder som Hjælper under sit Fravær paa sine Reiser. Altsaa efter tretten Aars Forløb blev han fra samme By, nemlig Fredriksstad, sendt til Trondhjem. Møderne havde den hele Tid være afholdt i det gamle Lokale, men nu troede man, at Tiden var inde for at faa et større og men» tidsmæssigt Hus. De bad til Gud, planede og tog fat med al den Energi, de eiede, og ved Herrens Hjælp og Venners Offervillighed baade uden- og indenom Menigheden, kundo de begynde Gjerningen, og den 17de November 1895 havde den store Glæde at faa indvie et stort, pent og tidsmæssigt Hus, hvor Menigheden og andre kunde faa samles om Herrens Ord.

I 1886 fik han kun at varetage Trondhjems Distrikt som dets pr. Ældste. Det samme blev Tilfælde i 1897, og da han tænkte, at han mulig kunde faa nogen Tid tilovers fra sine Reiser og virke lidt paa Molde, hvor de hidindtil ingen Virksomhed havde havt, flyttede han Aar 1897 did

Maatte vi da alle tilslut, naar den sid.ste Flytning skal foretages, faa samles i Himlen med den frelste Brude skare, naar Jordelivets Strid hernede er endt for Jesu Kristi Skyld!

Stengt for kommentarer.