johan oluf houen : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

johan oluf houen1

Pastor Johan Oluf Houen er født i Gjerpen Sogn 6te Decbr. 1865 af Forældrene Oline og Johannes Kittilsen.

Omtrent midt mellem Skien og Porsgrund, paa Gaarden Houen, staar et lidet hvidt Hus ligesom for sig selv. Det tagev sig godt ud som det staar der med den stærke Skiens-elv løbende lidt nedenfor, og paa de andre Kanter omgivet af skogklædte Fjelde og grønne Enge.

For ham er denne Plet det vakreste Sted paa Jorden; thi det er hans Barndomshjem. Hans Forældre tilhørte den lammerske Frimenighed, senere den frie Missionsforening. De var kristne i Ordets fulde Betydning. Deres Hjem var et Bøn­nens Hjem, og deres vigtigste Bestræbelse gik ud paa at faa sine Børn med sig paa Himmelveien.

De var af dem, der talte mindre med Børnene om Gud, end med Gud om Bør­nene. De fik ogsaa sine Bønner opfyldte, deres 6 Børn begyndte at søge Gud i en ung Alder, og 5 af dem (en død nu) forenede sig med Methodistkirken. — Johan Oluf var den yngste.

Han var allerede fra sin tidligste Barndom stærkt paavirket af Guds Aand. At være sammen med andre Børn eller deltage i deres Lege brød han sig lidet om, hans Tanker dreiede sig mest om religiøse Ting og en af hans Yndlingsfornøielser var at gaa ud i Skoven og prædike for Træerne.

Han begyndte ca. 7 Aar gammel at gaa paa Methodisternes Søndagsskole og paa deres Møder, og følte sig allerede fra den Tid mest hjemme blandt dette Folk. Skjønt han ofte bad til Gud paa sin barnlige Vis, og besluttede sig til at bli snil, blev det dog ikke til nogen Overgivelse med ham. Han var meget urolig over, at han ikke var døbt.

Engang ved 12-Aarsalderen blev han fristet til at tro, at han bavde syndet mod den Helligaand, og blev dreven til Fortvivlelse slig, at han en Kvæld gik ned til Elven med det Forsæt at gjøre Ende paa sit Liv.

Dog, Gud holdt sin Haand over ham og tillod det ikke. Aarene gik. 15 Aar gammel kom han til Skien i Sadelmagerlære. Samme Sommer var det, at det vigtige Spørgsmaal : «Gud eller Verden ?» med slig Kraft stillede sig frem for hans Sjæl, at han forstod, han maatte vælge.

Og da var det, at Velsignelsen ved at eie en bedende Fader og Moder, ret viste sig, thi det syntes ham da, at om han skulde vælge Verden og kaste sig ud i Synden, maatte han først stige over en Mur af Forældres og Søskendes Bønner.

Priset være Gud, at den Mur blev ham for høi ! Han valgte at tjene sin Faders og Moders Gud, hans urolige Hjerte fik Fred, og han følte sine Fødder «blev sat paa en Klippe», og paa den Klippe har han staaet til idag. Den har baaret naar Medgangssolen har beskinnet hans Sti og den har heller ikke svigtet naar Modgangens Storme har brust hen over hans Hoved.

«Det er en Grund, som evig staar, naar Jord og Himmel selv forgaar !»

Han glemmer aldrig sine Forældres Glæde, da han første Gang kom hjem og fortalte, at han havde faaet Fred med Gud, og da han for første Gang i sit Hjem kunde prise Gud for Frelse gjennem Jesu Blod.

Den 11te September 1881 blev han af Pastor Walle døbt, og af Pastor Johannes Olsen optaget i Menigheden. Lidt over 16 Aar gammel, fik han Klasse i Søndagsskolen. Da han var 18 Aar blev han Formaner, 22 Aar (1887) Lokalprædikant. Han var en Tid i Danmark for at uddannes i sit Haandværk. Da han var kommet tilbage derfra, reiste han til Gran paa Ringerike, hvor han virkede fra Høsten 1885 til Sommeren 1888 paa egen Sold (lønn/red.), idet han arbeidede i sit Haandværk ved Siden af.

Ved Konferencen i Kristiania 1888 blev han sendt til Flekkefjord som Pastor Gulliksens Hjælper, hvor han virkede 1 Aar, derefter ansat 2 Aar i Haugesund, 1 Aar paa Voss, 2 Aar i Egersund, 2 Aar i Drammen og er nu i Fredrikshald, hvor han ved Konferensen i Sarpsborg blev ansat. Han blev optaget paa Prøve i Kouferencen 1892, ordineret til Diakon af Biskop Newmann i Fr.stad 1894 og til ældste af Biskop Goodsell i Sarpsborg 1896.

Hvad der mellem alle disse Aarstal findes af Sorger og Glæder, Medgang og Modgang, af de forskjellige Begiven- heder, hvorpaa en Methodistpredikants Liv er saa rigt, derom vilde blive formeget at skrive. Gjennem alt lyser som en straalende Stjerne Guds Kjærlighed og ved hvert Aars­tal kan Mindestenen med «Ebeneser-Indskriften» reises (Hidindtil har Herren hjulpet/red.).

Medens han var ansat i Ekersund, døde,hans Moder, 11te Decbr. 1895 og 11 Dage derefter hans Fader. Deres Død var som deres Liv havde været, stille og fredelig.

Naar han ser tilbage paa den Tid, der er gaaet af hans Liv og paa de Aar, han har faaet Lov at arbeide i Herrens Vingaard, trænger forskjellige Følelser sig frem i hans Sjæl : Taknemmelighed til Herren for hans uendelige Naade og Trofasthed, Sorg ved Tanken paa de mange Ting, der kunde været gjort bedre, og en inderlig Længsel efter for Fremtiden at være mere ofret for Gud, og efter at faa være et heldigt Redskab i Guds Haand til at vinde Sjæle for ham, der har kjøbt os alle saa dyrt med sit Blod.

Stengt for kommentarer.