johannes p. lie (johs. p. lie) : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

johs.p.lie1

Johannes P. Lie

er født den 25de Marts 1861 paa Gaarden Bjerkelien i Ringsakers Præstegjæld paa Hedemarken.

Som Barn var han engang inde i Dødens Arme, idet han midt paa kolde Vinteren faldt ned i en dyb Brønd; men Herren lod ham som ved et Under drages op af Vandet.

Senere kaldte Herren ofte kraftig paa ham i Barndomsdagene og nedover, der bevirkede, at han mange Gange bad med Taarer og gav Gud Løfter om Forbedring; men da han ingen Ledelse havde, kun omgiven af uomvendte, forsvandt snart Indtrykkene, og Løfterne blev glemte. Under Herrens naadige og kraftige Kald standsede han ofte for Spørgsmaalet : Hvad skal du vælge at gjøre her i Livet ?

Svaret blev bestandig efter en Del Opregninger : Vælg, at gjøre noget, saa du er sikker om at blive salig.

Fra det, han kan erindre tilbage, havde han en higende Trang efter at blive Hedningemissionær; thi det syntes at staa klart for ham, at det største, et Menneske kunde gjøre i Livet, var at ofre sit Liv for andres Frelse Denne Trang formede sig ofte i Bøn til Herren om Hjælp; men med det blev det, indtil Herren underfuldt svarede ham ogsaa paa disse Bønner.

I sit 20de Aar reiste han til Underoffieersskolen paa Fredrikshald, hvilket hans Forældre fra først af ikke vilde, men gav senere efter og lod ham reise med indtrængende Formaninger. Hans Moder sagde ved Skils­missen med Taarer i Øinene, saaledes som en Moder alene kan sige det :  „Hvad  du gjør og ikke gjør, Johannes, saa glem ikke Gud !“

Paa Fredrikshald skulde han med nogle af sine Kammerater af Nysgjerrighed gaa og høre paa disse Methodister, som de kaldtes, og som han ingen Kjendskab havde til før. Dette var Herrens Vei med ham, som han da ikke anede, men som han omsider, da han blandt dette Folk fandt Fred med Gud under Pastor L. Petersens Ledelse, klart forstod.

Efter i flere Maaneder at have gaaet i en vakt Tilstand, fuld af Sjælekval, udkjæmpede han Jakobskampen Natten mellem den 21de og 22de Januar 1884. Han var Fortvivlelsen nær og sagde til Herren : Kan du frelse mig, da gjør det af din evige Naade og Forbarmelse nu — eller synk mig ned i Fortabelsen i denne Nat; thi mit Liv er intet uden Frelse, og skal jeg gaa fortabt, da vælger, jeg at gaa i denne Nat; thi jeg kan ikke leve og bare synde længere. Jeg er saa kjed og saa træt af Synden ! Herre, frels mig !

Da faldt hans Øine paa Rom. 8 Kap. 24 Vers : »Thi ved Haabet er I frelste. Men et Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes kan nogen haabe det, han ser. Just i det Øieblik oprandt Morgenstjernen i hans Hjerte med uudsigelig og forherliget Glæde. Glæden blev saa stor, som han selv siger, at den var ubeskrivelig. Nu stod hele hans svundne Liv for ham, og de Løfter, han havde givet Herren som et Spørgsmaal, sigende : »Vil du betale den Høieste dine Løfter ?»

Intet stod nu saa høit som dette at føre Sjæle til Jesus. Straks begyndte han at arbeide for sine Forældres, Søskendes og Slægtningers Frelse, og til Herrens Ære kan der siges, at flere af hans nærmeste er omvendte til Herren.

Den 1ste Juni 1884 blev han optagen som Medlem af den biskoppelige Methodistmenighed i Fredrikshald.

1886 blev han Formaner og om Vaaren samme Aar Lokalprædikant. I Oktober Maaned 1886 blev han af pr. Ældste, Pastor L. Petersen anmodet om at reise til Trondhjem for at være Pastor L. Doblougs Hjælper. Dette følte han sig uduelig til, endskjønt han havde en uimodstaaelig Trang efter at virke for Herren; men efter flere Brødres Raad og især under en Bønnestund sammen med Petersen gik det klart op for ham, at han skulde gaa og ofre alt for Jesus og ikke længre raadføre sig med Kjød og Blod. Han stod op fra Bønnen, styrket i Herren, og i denne Kraft gik han, og er ikke blevet beskjæmmet.

I Mai 1887 blev han optaget paa Prøve i Aarskonferensen og af Biskop Ninde ansat i Kristianssund, hvor han var i fire Aar. Hele det sidste Aar var der Vækkelse og meget Folk blev ført til Herren. I disse fire Aar blev det ogsaa bygget Kirke i Kristianssund; en Kirke, som er vakker og solid, men efter nogles Mening for kostbar. I 1889 blev han i Kongsberg ordineret til Diakon af Biskop Fowler, og i Bergen 1891 ordineret til Ældste af Biskop Walden, af hvem han ogsaa blev ansat til præsiderende Ældste for Tromsø Distrikt og Pastor for Tromsø Menighed. Han blev sendt did med det udtrykkelige Paalæg, at se om noget kunde gjøres, saa Sagen enten kunde fortsættes eller nedlægges.

»Din Rapport, vil ved næste Aarskonferense være den afgjørende», sagde Biskoppen. Han kom da til Tromsø 12 August 1891. Ikke længe havde han været der, førend en Vækkelse brød løs, og ved Aarskonferensen i Drammen var der optaget 31 i fuld Forening, samt Tomt til Kirke indkjøbt og betalt. Han maatte da rapportere „Seier“ og Seier er det der til idag. Ære være Gud !

Efter 3 Aars Arbeide, var der en efter Byens Størrelse passende Kirke bygget for Menigheden med kun liden Gjæld. Da han ved Konferensen i Fredriksstad, meget af Helbredshensyn, bad om at slippe at reise nord­over igjen, blev han ansat paa Hamar, hvor han har været i 3 Aar. Da kun lidet af hans Oplevelser kan optegnes her, skal vi kun indskrænke os til at fortælle, at han selv siger, at han har mange uforglemmelige gode Venner paa Hamar, og at han ikke har fundet sig bedre noget Sted, hvor han har været ansat.

I 1897 blev han ansat i Kristiania 3die Menighed, hvor han nu er som Forstander. Vor Bøn er, at han maatte blive tro indtil Døden og faa Naade til at være med i det store Indhøstningsarbeide for Herren, indtil han kalder ham hjem til den evige Hvile.

Stengt for kommentarer.