lars petersen : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Kristiania 1909.

 

Fra s. 351 – 355 :

Lars Petersen

blev født paa Ringeriket i Nærheden af Hønefos. Den Gang, Methodistkirken begyndte sin Virksomhed der, fulgte ogsaa han med de mange, som vilde høre Evangeliet. Han blev overbevist af Guds Aand om sin Synd og overgav sig til Herren, siden den Tid var der aldrig nogen Tvivl om hans Gudsforhold.

Kaldet til at forkynde Evangeliet kom til ham, ogsaa da var han lydig. Dette skede i 1879, da han blev Pastor H. P. Berghs Hjælper i Drammen. Det viste sig snart, at Herren vedkjendte sig hans Arbeide. Mange blev vundne for Guds Rige. Den samme Aands Kraft ledsagede ham til de andre Steder, hvor han blev sendt. I 1879 kom han saaledes til Bergen hvor han blev Methodistkirkens Grundlægger. Menigheden dersteds har hædret ham med en Mindesten over hans Gravhøi; thi her var det ogsaa hans trætte Legeme fik Hvile.

Underveis til Bergen bøiede han af og besøgte Grubeanlægget paa Varaldsøen i Hardanger. En mærkelig Vækkelse brød ud blandt Arbeiderne, der satte varige Mærker efter sig. Hans Virksomhed i Bergen, det lutherske Presteskabs Modstand der, og den Fremgang, der trods dette, stadig viste sig, hører med til Methodismens Historie. Underbare Beviser paa Guds frelsende Kraft overbeviste Folket om det sande og berettigede i Virksomheden og der er Skarer som idag takker Herren fordi han sendte Methodismen til Bergen, og blandt disse er der en Mængde, som erindrer med Taknemmelighed Brydningerne og de Seire, den vandt, da den først begyndte der og da særlig ham, som var Sjælen i denne aandelige Kamp.

Petersen blev ordineret til Diakon i 1880 ved Aarskonferensen i Drammen. Derpaa kommer tre mindeværdige Aar i Fr.hald med gjennemgribende Vækkelser, hvori mange blev frelst og Menigheden storlig forøget baade i Medlems- antal og aandelig Kraft.

I 1884 blev han af Biskop Hurst ved Aarskonferensen i Bergen ansat som pr. Ældste for Kristiania Distrikt. Red. for «Kr. Tid.« bemærker herom i et Memorium, der stod i dette Blad efter hans Død :

«Dette var en vigtig og ansvarsfuld Gjerning at blive sat til i en saa forholdsvis ung Alder,  og selv følte han nok Byrden og Ansvaret mest. Men med Dygtighed og Flid har han røgtet sin Gjerning og Gud har været med og velsignet».

De mange anstrængende Reiser tog paa de allerede overanstrængte Kræfter og flere Gange maatte han sende andre i sin Plads forat holde Kvartalsmøderne, grundet Sygdom, men han sparede sig dog ikke saalænge det var mulig for ham  at holde  ud.

Han blev ogsaa pr. Ældste i Bergens Distrikt, men her svigtede Kræfterne ham aldeles og den sidste lange Reise nærmede sig hurtig. I et Brev til Br. Torjussen ved disse Tider skrev han :

«Siden Jul har jeg været meget svag, og det er vel sandsynligt, at dette bliver min Bane. Men jeg frygter ikke Døden, thi jeg ved, at det er min Vinding. Lig Apostelen faar jeg Lov at sige :  Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen og iøvrigt er Retfærdighedens Krone henlagt i Himlen til mig. O, hvor saligt at være kjøbt til Gud med Jesu dyrebare Blod, og at der venter os en evig Hvile, Herlighed og Lyksalighed. Ligesom det er sødt     for den trætte at faa hvile, saaledes føler jeg ved Tanken paa at faa fare herfra og være med Herren. Min inderlig trofaste Hustru og de kjære 5 smaa overlader jeg i Guds gode Hænder, forvisset om, at han vil være deres gode Hyrde og Tilsynsmand gjennem Livet, og da vil de ingen Mangel lide«.

Nedskriveren af disse Linier erindrer, hvorledes han ved et Besøg til Voss forsøgte at overvære et Møde der, men paa Veien hjem maatte jeg næsten bære hans skjelvende Legeme. Kort før sin Bortgang fik han en Nat et voldsomt Anfald af Smerte og troede Døden var kommet. Jeg saa ham straks efter og spurgte :  «hvordan har du det?» «O, var Svaret  —  mit Legeme er for svagt til at gaa over Gaden, men jeg er stærk nok til at gjøre en Himmelreise !»

Efter et smertefuldt Sygeleie, der varede i 10 Dage døde han tilsidst saligt den 20te Jan. 1889 Kl. 9 1/4 Form. Lige før Døden saa han hen for sig som om Øiet opdagede andre Væsener tilstede og idet Haanden udraktes udbrød Han : «Er det dig,Jesus ?»

Han faldt tilbage i Sengen og sovnede hen.

Han var kun 35 Aar gammel, da han kaldtes Hjem. Hans Begravelse i Bergen foregik under en ualmindelig Deltagelse den 5te Februar. I en Korrespondanse til Kr. Tid. fra Bergen om samme heder det :

Følgende af hans Brødre i Evangeliets og Kirkens Tjeneste var nærværende ved denne Anledning. Pastor M. Hansen fra Kr.a, O. Kristensen fra Stavanger, S. Haave fra Haugesund, T. B. Barrat fra Voss og A. Halvorsen, Bergen.

Efterat Sangforeningen havde afsunget en for An­ledningen forfattet Sang, aabnedes Sørgegudstjenesten med Bøn af O. Kristiansen, hvorefter S. Haave læste af 1. Kor, 15, 45—58; derefter holdt M. Hansen en alvorlig, indtræn- gende og trøstefuld Prædiken over disse Pauli Ord til Timotheus «Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og

bevaret Troen » Efter at atter en Sang var afsunget blev den blomsterbedækkede Kiste, der indeholdt hans jordiske Levniuger, baaret ud af Sørgehuset og sat paa Ligvognen af de foran nævnte Brødre, samt en Prædikant fra den frie Mission, som ogsaa           var nærværende.                                                 Derefter sattes det

ualmindelig lange Sørgetog sig i Bevægelse henimod Begra- velsespladsen, hvor den aabne Grav modtog hans afsjælede Legeme for at gjemme det til Opstandelsens Morgen. Jord- fæstelsen forrettedes af Stedets Forstander, A. Halvorsen, hvorefter T B. Barratt holdt en kort, men alvorlig Prædiken over disse Ord:   «Min Sjæl dø den retfærdiges Død, og mit

endeligt vorde som                    hans,» hvorefter Sangkoret sang en

Sang og M. Hansen sluttede med den apostoliske Velsig­nelse.

Deltagelsen i denne Begravelse var stor, og jeg tror alle Troesbekjendelser paa Stedet         var repræsenteret;

thi foruden, at saa mange, som vist kunde komme ud, af Methodistmenigheden     var med, saa          saaes Lutheranere,

Baptister, Frimenighedens Medlemmer og frie Missionsvenner i stort Antal, hvilket maa vidne om god Forstaaelse mel- lem de kristne i Bergen og hjertelig Sympathi med den hensovedes efterladte Familie, som vistnok kommer til at føle Savnet tungest her ved Tabet af en god Fader og en kjær­lig Ægtefælle. Men han, som har lovet at være Enkers Trøst og de faderløses Fader vil vist ogsaa her drage Om­sorg for hans efterladte i Verden.

Ved Aarskonferensen i Kongsberg blev følgende Mindeskrift vedtaget under dyb Bevægelse:

«Br. Lars Petersen, pr. Ældste for Bergens Distrikt er overflyttet fra den stridende til den triumferende Menighed i dette Aar. Han blev omvendt til Gud for omtrent 17 Aar siden og var endnu en ung Mand, da Herren kaldte ham hjem. I noget over 11 Aar virkede han sOm Arbeider i Kirkens Tjeneste, hvoraf 472 som pr. Ældste, og han var altid virksom, tro og samvittighedsfuld.

Han følte Sygdomsspiren lang Tid i sit Legeme, men især i de to sidste Aar af sit Liv fornam han det gik stadig nedad. Han var derfor vel forberedt paa at vandre bort, da Budskabet kom, og lykkelig i Troen saa han sin Opløsningsstund imøde. Hans sidste Ord var:    «Pris       ske

Gud, min Strid er slut, alt er vel.«

Ved de ømmeste Baand var han knyttet til sin efterladte Hustru, der med fem smaa maa beklage Savnet af en øm og trofast Ægtefælle og Fader. Vi udtaler vor dybeste Medfølelse med vor sørgende Søster og haaber, Herren i rigt Maal vil vise hende, at han er Enkers For­svar og de faderløses Fader.»

Stengt for kommentarer.