martinius olsen : presentert i «strømme af naade»

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

Fra. s. 251 – 255 :

 

Pastor Martinius Olsen

er født i Kristiania den 24de Oktober 1846. Sin Børneundervisning fik han i Almueskolen, hvorfra han udgik ved sin Konfirmation i 15-Aarsalderen. Da hans Fader var Bud, begyndte han allerede som en liden Gut at hjælpe ham, og saaledes blev ogsaa dette hans Beskjæftigelse.

Da han tog ud i Missionsgjerningen, havde han efter sin Stand en meget god Plads ved Kristiania Byret. Hans Liv blev dog ikke hele Tiden tilbragt i dette Arbeide. Blandt andet var han i Amerika i henved 2 1/2 Aar. Nu og da søgte han at samle sig Kundskaber, som senere er kommet ham meget til Nytte.

Han kan godt erindre, at han i sin Barndom blev mindet af Gud om at vandre paa den gode Vei; men den syndige Natur fik dog helt Overhaand. Frygten for Gud, Døden og Dommen svandt mere og mere, og han blev revet med i Syndens Malstrøm. Dog, Gud ske Tak, endskjønt han løb bort fra ham, saa blev han ikke træt af at gaa efter ham. Ved den Helligaands alvorlige Paavirkning blev han bragt til Eftertanke og erkjendte, at han havde misbrugt sin Tid, sine Evner og Kræfter, og han følte sig ulykkelig i sin forladte, syndefulde Tilstand.

I sin Nød bad han Gud, at han vilde spare hans Liv, og han tog Bestemmelsen, at han skulde blive et andet Menneske. Alligevel forblev han i to Aar i denne Tilstand, uden at han formaaede at rive sig løs fra Verden og at overgive Synden. Næsten stadig lød Dommen i hans indre, og han følte sig ofte ganske fortvivlet, og dog var der en Stemme, som saa kjærlig talte til ham og indbød ham at komme.

O, hvor ofte han tænkte, hvor godt det vilde være for hans oprevne Hjerte og Sind, om han dog med fuldt Alvor kunde adlyde Herrens kaldende Røst; men det blev kun ved Sorg og Suk og gode Beslutninger.

Omsider fik dog Gud Bugt med hans forvendte Hjerte, og han fik Naade til at tage Korset op og gaa over paa Herrens Side. Det stod samtidig levende for ham, at han maatte søge sin Plads blandt Guds Folk, og han valgte Methodistmenigheden i sin Fødeby (Kristiania). Han forstod naturligvis, at Gud havde sine Børn ogsaa i andre Forsamlinger; men der var noget, som særlig drog ham til dette Folk, og Gud være takket ! blandt dem fik han erfare Sandheden af disse Apostelens Ord : «Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, sker ved Guds Ord».

1ste Paaskedags Formiddag i 1873 prædikede Pastor M. Hansen over Jesu Lidelse, hans Død og Opstandelse og om Guds underfulde Kjærlighed til fattige Syndere. Ved at lytte til dette velsignede Evangelium fyldtes hans Sjæl med Fred og salig Forvisning. Han fik tro, at ogsaa han uværdige var Gjenstand for hans store Kjærlighed, og Glædens og Taknemmelighedens Taarer strømmede ned over hans Kinder.

Den 28de Septbr. samme Aar blev han optaget i Menigheden. Et Aar efter blev han bemyndiget som Formaner og blev ved den Tid ogsaa Klasseleder og Aaret derefter fik han ogsaa Lokalprædikant-Bemyndigelse.

I Begyndelsen af 1878 blev han gjennem den pr. Ældste, A. Olsen, opfordret af endel Venner paa Sandnæs til at reise did for at virke. Efter at han han havde prøvet sig i Bøn til Gud, modtog han Opfordringen og reiste did i Marts s. A. Efter  1 1/2 Aars Forløb blev han forflyttet til 2den Menighed i Kristiania, hvor han virkede i 2 Aar paa 3 Maaneder nær, i hvilken Tid han midlertidig var i Trondhjem. Paa enhver af disse Steder ned han mange Velsignelser og faar haabe, at han ogsaa var til nogen Velsignelse. Han fik ogsaa mange Venner, som han har i dyrebar Erindring.

Ved Aarskonferensen i Fredriksstad i 1881 blev han af Biskop Peck ordineret til Diakon og forflyttet til Kr.sand, hvor han var i tre Aar. Dette Sted var en haard Arbeidsmark, da Folket iallefald den Gang, var fuld af Fordom imod os.

Alligevel kunde han dog glæde sig ved at se Sagen fremmet. Jo længere han forblev der, jo mere følte han sig bundet til Vennekredsen, og det var tungt for ham, at tage Afsked fra dem. Ved Aarskonferensen i Arendal 1883 blev han af Biskop R. S. Foster ordineret til Ældste. Fra Kristianssand blev han forflyttet til Sarpsborg, hvor han ogsaa var i tre Aar. Det var ikke saaliden Forandring paa Forholdene, at flytte fra et forholdsvis nyt Virkested til det ældste i Landet; men han blev mødt med broderlig Kjærlighed lige fra den første Dag og blev snart fortrolig med Vennerne. Han havde der, som andetsteds sine Modgange og Skuffelser; men følte sig ofte velsignet og opbygget blandt de mange trofaste og snille Venner. Afskedsfesten, der staar for ham i uforglemmelig Erindring.

Hans næste Virke­felt var Porsgrund, hvor han ligeledes var i tre Aar. Vi havde havt vor Aarskonferense der i Slutningen af Mai, og St. Hans Aften kom han flyttende; isandhed en behagelig Tid paa Aaret at flytte i. Han har mange dyrebare Minder fra dette Sted. Ikke saa faa Sjæle blev omvendt til Gud under hans Virksomhed der, og blandt Vennerne nød han mange Velsignelser. Naar han om Søn- og Helligdagene i den skjønne Natur og freidige Omgivelser gik til Kapellet, hvor Bethelflaget altid var heist, og de samledes i Herrens Hus, fyldtes ofte hans Sjæl med Lov og Tak til Gud for al hans Godhed. Tiden kom, da han ogsaa maatte skilles fra disse kjære Venner, og nu skulde Fredriksstad blive Stedet for hans Virksomhed i to Aar.

Han forsøgte med de Evner og Kræfter, som Gud gav ham, at virke baade blandt store og smaa, og han haaber paa den store Dag ogsaa at have nogen Frugt fra dette Sted. Han kan give Menigheden det Vidnesbyrd, at der blev vist ham megen Venlighed og Deltagelse, og han vil altid føle sig bundet til den med Kjærlighedens og Taknemmelighedens Baand.

Ved Aarskonferensen 1892, som blev afholdt i Drammen, blev han forflyttet til Stavanger. Derfra forflyttedes han til Horten, hvilken Menighed han for nærværende betjener. Og i al denne Tid har han, Gud ske Tak, erfaret Herrens Hjælp og Velsignelse. Han er lykkelig i Gud og arbeider i Haab og Tillid om Fremgang og Seier.

Saa staar da kun tilbage at fortælle lidt om hans Familieforholde. Hans Hustru har hele Tiden maattet dele de Besværligheder og Vanskeligheder, der staar i For­bindelse med Flyttesystemet. Af hans 10 Børn er tre døde, hvoraf et i Sarpsborg og to i Porsgrund. I Løbet af de tre sidste Aar er hans kjære Forældre døde, ligesaa hans yngste Søster. Den svundne Tid har ridset sine Mærker i deres Livs Løb, dels med lyse, dels med mørke Træk, og Hjertet bliver saa vemodig stemt, naar de lader Minderne svæve forbi deres Betragtning. Man mødes, og vi skilles med Slægt og Venner, og Minderne er tilbage. Gud ske Tak for hans Naade indtil nu! Maa vi alle engang samles hjemme hos Gud med megen Frugt af vor Gjerning.

Stengt for kommentarer.