ole kristensen : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Kristiania 1909.

 

Fra s. 642 – 646 :

 

Pastor O. Kristensen.

Han er født i Hagen ved Odals Værk den 22de Novem­ber 1853. Her ledsagede han som liden Gut sin Moder til Methodisternes Forsamlinger.

Paa dette hans Fødested herskede dengang et dybt aandeligt Mørke, som ikke engang Methodisterne ved sine alvorsfulde Prædikener formaaede atadsprede; men derimod 1/2 Mil fra hans Hjem greb den hellige Ild, som disse meget omtalte Folk optændte, i en saa betænkelig Grad om sig, at baade Præster og Lægfolk anspændte alle sine Kræfter for at slukke den.

Dette lykkedes nok ikke saa ganske alligevel; thi Historien viser, at i Aaret 1863, altsaa ved hans 10de Aar, blev en Menighed paa 30 Medlemmer stiftet, 2 Bedehuse opførte, og Værket gik frem med Kjæmpeskridt, trods al Modstand paa disse Steder.             „

Herfra springer vi over et Tidsrum af 10 Aar, hvori der paa hans Hjemsted ikke hørtes stort til Methodisterne. Denne Tid var ogsaa en tung Prøvelsestid for Methodistmenigheden i Odalen, da den tildels var uden Forstander, og desforuden tabte flere af sine Medlemmer, ved Udvandring til Amerika. Men ved Udløbet af denne Tid nærmede sig atter en Vederkvægelsens Tid for den lille Menighed. Ved Br. Jørgensens Virksomhed tog atter Verket et nyt Opsving. De gamle Venner oplivedes, og en Vækkelse begyndte, som særskilt paa hans Fødested greb om sig i vidt Omfang. Mange blev vakte af Syndens Slummer, og ikke faa blev paa dette Sted i den nærmeste Fremtid lagt til Menigheden. Blandt de første, som paa Stedet blev om­vendt til Gud og lagt til Menigheden, var ogsaa O. Kristensen.

Han blev optaget som fuldt Medlem af Menigheden i Odalen i Julen 1876 og straks derpaa ansat som Klasse­leder. Den 2die Juli 877 blev han bemyndiget som Formaner. Den 22de April følgende Aar (78) blev han Lokalprædikant. Høsten samme Aar kom han ind paa den daværende Missions-skole i Kristiania. Da Skolen var tilende, tilbragte hanen Tid i Brandvold og dels ved Menigheden i Odalen, indtil han kort før Jul 1878 blev sendt til Brevik for som midler­tidig Forstander at betjene Menigheden der under Br. H. Ristvedts Fravær i Bergen, hvorhen denne blev sendt paa Grund af L. Petersens Sygdom.

Efter nogle Maaneders Ophold i Brevik blev han af pr. Ældste A. Olsen sendt til Flekkefjord for atter at optage Virksomheden der, som efter nogle Maaneders Begyndelse var bleven afbrudt ved Br. Chr. Olsens Sygdom. Efter vel et Aars Virksomhed paa dette Sted, blev han paa Konferencen i Fredriksstad 1881 optaget paa Prøve i Konferencen og ansat i Sandnæs.

I 1882 blev han paa Konferencen i Laurvik ansat i Hauge­sund. Paa Konferencen i Arendal 1883 blev han optaget som fuldt Medlem af Konferencen og ordineret til Diakon af Biskop B. S. Foster og atter ansat i Haugesund.

Siden har Br. Kristensen virket paa forskjellige Steder til megen Velsignelse. I Høland og Eidsberg, Kristianssund og Stavanger vil han mindes med Glæde og Taknemmelighed af mange, som ved hans Vidnesbyrd blev vækket til Eftertanke om sin Sjæls Frelse og endnu mere af dem, som ved hans dybe, indholdsrige Prædtkener blev opbyggede, opmuntrede og veiledede i Herrens Sandhed.

Hans Styrke laa fornemmelig i klart og grundig at forklare og udlægge Herrens Ord. Med Flid og Iver kastede hau sig over de Studier, som han ansaa vilde blive ham til Nytte i det Øiemed og havde samlet et godt Forraad af Kundskaber i forskjellige Retninger. Det var derfor et Tab for vor Konference at miste ham, da han ifjor ved Aarskonferehcen ansøgte om at blive overflyttet til Amerika; men som en ung, fremadstræbende Mand ønskede han at lære at kjende lidt mere af Verden, og ønskede derfor, vel nærmest for sin Udviklings Skyld, at komme over til den store Republik i det fjerne Vesten, og blive bekjendtmed dens frie Institutioner baade i politisk og religiøs Henseende og for nærmere at lære vort store og fremgangsrige Kirkesamfund at kjende i dets egentlige Hjem.

Men hvor underlige vore Planer ofte gaar overstyr ! Han skulde derhen for snart at ende sin Vandring. Det ser næsten ud som det var ganske bestemt, at han skulde bort der til Utha Bjergene for at dø. Ja han, som har talt vore Dages Tal, beder os være færdige og det er derfor et Varsko til os om at være rede naar Budet kommer.

En Forkjølelse, som han paadrog sig straks efter sin Ankomst, tog saadan Overhaand, at Doktor og Medicin lidet kunde hjælpe. Under Sygdommen var nogle af Vennerne altid omkring ham, og de sidste Dage holdt Brødrene Mørk og Heckner ham med Selskab. Han havde haabet at komme over Sygdommen; men det Haab gav han op i de sidste Dage og udtrykte sin Tilfredshed med at gaa hjem til det bedre Land.

Natten før han døde, udbrød han med mat Stemme og et udtryktsfuldt Blik, at det nok snart vilde være over. Paa Spørgsmaal, om han da gjerne vilde gaa til Hvilen, nikkede han med Bifald og et let Smil paa Læberne. Saavidt man forstod, havde han ikke megen Pine, men Kræfterne aftog gradvis, indtil hans Liv udsluktes stille og rolig.

Som det altid er med Dødens Budskab, det er smerteligt naar det kommer, saa har det ogsaa været med mange af os overfor den kjære hedengangne Broder. Vi havde saa gjerne ønsket og haabet atter at se ham betræde vore Strande igjen, men nu vil det ikke mere ske; dog vi skal møde ham igjen hos vor Gud og da vil vi bedre forstaa hvorfor ogsaa han skulde kaldes bort i sit Livs kraftig­ste Arbeidsdag.

Imidlertid vil vi takke Gud for, hvad han var, og for hvad han udrettede iblandt os den Tid, vi havde den Glæde at have ham i vor Midte. Han hjælpe os, som er tilbage, at være tro, «at have vore Lænder ombundne og vore Lys brændende og være som de Tjenere, der venter paa deres Herre !»

Stengt for kommentarer.