ole olsen : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

¤

ole olsen1

Paa Pladsen Vold i Lillestrømmen, ca. 20 Kilom. fra Kristiania, saa han for første Gang Dagens Lys. Det var den 16de Marts 1840. Han er altsaa, naar dette skrives, vel 57 Aar gammel.

Forældrene var jævne, brave Folk. Omvendte til Gud var de ikke; men de strævede for sine Børn, gik nu og da i Kirke, og gjorde ingen Fortræd. Moderen, en stærk Natur, en grei og retskaffen Kvinde, kunde være skarp som en Nordenvind. Faderen var derimod mere lig den lyse, blide Maisol. De, som kjender Ole, har ofte lagt Mærke til, at i hans Karakter har begge de gamle sat Stevne.

Endnu førend Ole havde fyldt sit andet Aar, flyttede Forældrene ned til Kristiania, hvor de siden forblev til deres Død. Det er derfor naturligt, at Ole altid har betragtet denne By som sit egentlige Hjemsted. Navnet Kristiania, det ved vi, vækker mange lyse, glade, men ogsaa vemodige Minder i hans Sind.

Som saa mange andre tog han desværre fat paa Livets Kamp uden Gud. Der han er, der er han tilgangs, og saaledes forstaar vi, at det gled let og raskt udover mod «Landet langt borte« (Luk. 15). Men der var altid som et høiere Streif over ham. Saaledes elskede han Theatret rent lidenskabelig. Dog, det varede ikke saalænge.

Den Gud, der vaager over Jordlivets Vrimmel og mærker sig hver enkelt, havde bestemt Ole for noget høiere og herligere.

Derfor fik han aldrig nogen Ro i Synden. Og Hjemlængselen kunde ofte vaagne med stor Styrke. Den blev ogsaa tilsidst for stærk, takket være Gud ! En Dag i 1863 maatte han staa op og gaa til Gud og bede om Naade. Han var altsaa da omkring 23 Aar gammel. Det var, siger han selv, nærmest «Guds Aands Paavirkning, Syndens Bitterhed, samt Læsning, der bevirkede denne Forandring. Han kom dog ikke paa flere Aar til nogen klar Erkjendelse af Barneret hos Gud.

Paa den Tid var den Bevægelse, som vi kjender under Navn af Grundtvigianismen, paa sit høieste her i Norden.

Det er derfor selvfølgelig, at den kom til at øve ikke liden Tiltrækning paa en Natur som Oles. Han læste meget af denne Retnings Forfattere, særlig Grundtvig og Birkedal. Men længere kom det ikke.

Dog, skjønt han ikke kunde slutte sig til de Tanker, som var Sjælen i denne Bevægelse, vil det alligevel være let at se, at den har afsat flere Mærker i hans Karakter og Tankesæt. Hans Interesse for de skjønne Kunster, for Literaturen og for Tidens Tankestrømninger tør iallefald for en stor Del henregnes dertil. Det er imidlertid hans Mening, som nedskriver disse Linjer.

Saa var det i Eftersommeren 1865, at en liden Begivenhed indtraf, som kom til at faa en afgjørende Betydning for Ole Olsens hele Fremtid. Han var nemlig allerede dengang meget interesseret i Sang og Musik. Dette var nogle unge kristelige Venner, som han netop havde lært at kjende, blevet opmærksomme paa, og de anmodede ham da om at overtage Ledelsen af en liden Sangforening, som de havde tænkt at faa istand. Han svarede ja paa denne Anmodning. Det har sin Interesse at vide, at dette var en af de allerførste kristelige Sangforeninger her i Kristiania og sandsynligvis i hele Landet.

Den holdt sine Møder i Grynerløkkens eller som det jo egentlig heder, «Dronning Louises Asyl«. Her var det, at Ole Olsen lærte at kjende sin nu afdøde Hustru Constanse Ovidia Vold, der stod som Medlem af Sangkoret. Han eier endnu en Bibel, som Sangforeningen gav ham, og hvortil hans afdøde Hustru, før de endnu var forlovet, gav en Mark.

Den 3 Novbr. 1866 holdt de sit Bryllup. Det var et vigtigt Punkt i hans Liv; thi det er alle hans Venner bekjendt, hvilken Indflydelse Ovidia kom til at øve paa hele hans aandelige Udvikling. Hun havde da allerede i lang Tid vanket blandt de faa Methodister, som fandtes i Kristiania, og de kjendte hende allesammen og var meget glad i hende. Og hun paa sin Side holdt meget af Methodisterne, skjønt hun endnu ikke var optaget iblandt dem som fuldt Medlem. Det varede derfor ikke længe, før hun fik sin Mand med sig til deres Forsamlinger, og han følte sig meget snart hjemme der. Methodismens frie og dog alvorlige Aandsretning tiltalte ham.

Særlig havde Pastoren O. P. Petersen og M. Hansen afgjørende Indflydelse paa hans Livssyn og Udvikling. Han blev ogsaa snart anmodet om at overtage Ledelsen af den flerstemmige Sang blandt Methodisterne, og her var det, han formede og dannede maaske det bedste blandede kristelige Sangkor, Kristiania har eiet.

Men det tog adskillig Tid, før Ole Olsen traadte helt over til Methodistkirken. Det var saa mange stærke Baand, som bandt ham til andre Venner. I Forening med Cand. P. Hærem og andre var han med og stiftede Kristiania Ynglingeforening, og han var Medlem af dens første Bestyrelse. Han havde ogsaa Del i Dannelsen af det første Sangkor inden denne Forening og var dens første Lærer og Leder. Hans Billede findes der endnu blandt de andre Ledere, Foreningen har havt. Og at han ikke endnu er helt glemt af disse Venner, kan man forstaa deraf, at da Foreningen feirede sit 20-Aars Jubilæum, var han og hans Hustru indbudte som Æresgjæster.

Men eftersom Tiden gik, følte han stadig et stærkere og stærkere Drag mod Methodistkirken. Og endelig var Tiden inde. I et varmt Øieblik deltog han uden videre i Herrens Nadverd blandt Methodisterne. Dette blev snart kjendt, og da mente hans gamle Venner, at de ikke længere kunde tie stille. Ynglingeforeningens Bestyrelse med nogle andre havde et Møde, og den varmhjertede Cand. Hærem omfavnede vor Broder og bad ham under Taarer at erkjende sit Misgreb og love Bedring i dette Stykke.

Og da Ole Olsen med sit Syn og sit Frisind ikke kunde med et Ord erkjende, hvad de forlangte, blev han udelukket baade af Bestyrelsen og Foreningen, indtil han, efter deres Forstaaelse, kom til et bedre Syn. Men han fik aldrig dette Syn, og den 17 Decbr 1870 blev han optaget som Medlem af 1ste Menighed i Kristiania.

Han havde nu i flere Aar været Formand ved en Afdeling af Hjula Væveri, men da han syntes, at denne Stilling var skadelig for sin Helbred, vilde han bryde sig en ny livsbane. Lidt efter lidt blev han klar over, at han burde drage over Havet til New-Zealand. Saa realiserede han alt, han eiede; kjøbte sig mangt og meget, som hører til Nybyggerlivet, saasom Ridesadel, Gevær, Slagtekniver etc., og med sin Hustru og sine to Børn, Josef og Ragnhild, stod han snart færdig til Afreise. En Del Penge var endog betalt paa Billetten.

Da kommer netop Pastor M. Hansen hjem fra en af sine Reiser og faar høre dette. Han er straks hos ham og, med den Handlekraft, som var denne Herrens Tjener egen, faar han ham med megen Møie til at afstaa fra sit Forsæt, og istedet gaa ud som et Herrens Vidne. Den 1ste Juli 1872 fikik han sin første Ansættelse, og han kan altsaa iaar feire sit  25-Aars Jubilæum som Forstander

Pladsen tilsteder os ikke at dvæle udførligere ved vor Broders Virksomhed i den nu henrundne Tid. I Porsgrund, hans første Plads, var han indtil Juli 1874. Saa finder vi ham i Fredrikshald (Halden/red.) for et Aar. Derfra bar det til Horten for ni Maaneder, idet han allerede i Mai 1876 flyttedes til Stavanger, hvor han forblev til 1879. Her hviler ogsaa tre af hans Børn, som han maatte begrave paa en Dag. Saa igjen til Porsgrund for anden Gang. Blev der kun et Aar, og nu bar det til Kristiania 1ste Menighed. To Aar derefter er han atter paa Reisefod, idet det nu gjælder Fredriksstad. Men neppe var et Aar gaaet, før han maa afsted langs Kysten til Bergen. Det var i 1883. Her forblev han i tre Aar. Atter gik Turen til Kristiania 1ste Menighed; men kun for et Aar; thi nu blev han efter Begjæring af Superintendent Karl Schau ansat ved Menigheden i Kjøbenhavn, hvor han forblev i tre Aar.

I 1890 finder vi ham atter i Bergen som Forstander for 1ste Menig­hed. Aaret efter begjærede han og fik overtalligt Forhold, og tog nu Plads som Søndagsskolemissionær for den engelske S. S. Union (Sunday School Union). I denne Stilling streifede han om i alle Vest­landets Byer og Bygder i tre Aar. Men saa finder vi ham igjen for anden Gang som Forstander i Fredriksstad. Dog, ikke heller denne Gang blev han gammel der; thi allerede næste Aar valgte Aarskonferensen ham til Bestyrer af vor Bogforretning i Kristiania.

Nogen synderlig Lyst til denne Stilling havde ikke Ole Olsen. Hans spesielle Kald er at prædike Evangeliet og lede en Menighed. Dog tog han fat paa den nye Bestilling med Iver og alt gik vel, indtil hans elskelige og trofaste Hustru den 7de Januar 1896 pludselig forlod ham og gik ind til Guds Hvile. Dette bevirkede, at han stadig længedes efter at komme ud blandt Venner i Menighedsarbeidet og derude dulme det bitre Savn i Kampen for Sjæles Frelse. Derfor bad han Konferensen i Sarpsborg 1896 indstændig om at blive løst fra denne Bestilling. Dette blev da indvilget, og ved samme Konferense blev han ansat paa sin nuværende Plads som Forstander for 2den Menighed i Kristiania.

I Løbet af denne Tid har han altsaa været ansat ved de fleste af vore større Virkepladse, Vi kunde gjerne sige, at det har været et eneste Felttog for Sjæles Frelse; thi allevegne, hvor Ole Olsen har været ansat, der har han været helt, og Herren har stadig givet ham Sjæle som Frugt af sit Virke, og Menighedernes og udenforstaaendes Kjærlighed har været Kransen om hans og hans afdøde Hustrues Dagværk iblandt os.

I 1884 var Ole Olsen delegeret til den evangeliske Alliances Møde i Kjøbenhavn. I 1895 valgtes han som Deltager fra Norge i Centralkonferensen i Berlin. Ved Aarskonferensen i Stavanger blev han valgt som Suppleant til Generalkonferensen.

Af Pastor Ole Olsens Familie hører flere til vor Kirke. Hans Broder, M. Olsen, er for Tiden Forstander i Horten, hans ældste Søn Josef er ansat som saadan ved vor Menighed i Moscow i Amerika, og hans ældste Datter, Ragnhild, er gift med Pastor Emil Halvorsen ved 1ste Menig­hed i Kristiania. Endelig er hans Søster og Svoger Med­lemmer af Menigheden i Horten og hans Søster Nicoline saavelsom hans Forældre var Medlemmer af 1ste Menighed i Kristiania og døde lykkelig i Herren.

Den 26de Januar iaar blev han gjengift med Søster Charlotte Johansen, der var Medlem af Menigheden i Fredrikshald, og det ser ud til, at dette Ægteskab skal blive ligesaa lykkeligt som det første.

Stengt for kommentarer.