simon s. haave : presentert i «strømme af naade»

 

– «En Prædikensamling med Billeder og Biografier». Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

simon s. haave1Simon S. Haave

er født den 7. Juni 1858 paa Arstad i Stange paa Hedemarken 1/2 Mil fra Hamar.

Han er den yngste af 6 Søskende, og hans Fader døde nogle Maaneder, før han blev født, saa der faldt mange Taarer ved hans Vugge. Han har aldrig vidst af en Faders ledende og hjælpende Haand, dog under sin kjærlige Moders Omsorg, gik Aarene frem­over, til Skoletiden begyndte.

Her udvidste han stor Flid og opnaaede at blive Nr. 1, hvorfor han allerede i 12Aars- alderen blev taget til Hjælpelærer for de mindre Børn, og fortsatte hermed til Konfirmationen. 14 1/2 Aar gammel blev han konfirmeret i Ottestad Kirke, og allerede 8 Dage derefter var det at sige Farvel til Mor og Barn­domshjem og ud i Livet, det staar saa levende for mig, naar han har fortalt om den Dag, han drog hjemmefra med sin Bylt under Armen, og hans Mor med Taarer i Øinene udtalte sine kjærlige Formaninger og bad ham blive en god Gut, og sky alt det onde. Det var en Enke, som overlod sit yngste Barn til Livets Alvor.

Han blev ansat i Lære hos Bundtmager Jølstad paa Hamar, og nu var det, han kom i Berøring med Methodisterne.

Pastor Doblaug var just bleven ansat der, og trods mange Advarsler for den farlige Prædikant og hans Lære gik han alligevel og følte sig dragen at gaa igjen. Gud havde allerede begyndt sin Gjerning i Hjertet.

Saa var det Nytaarsdagen 1875, at Pastor Doblaug havde Møde i Pastor L. Jensens Hjem, og Guds Aand var til­stede, og Prædikanten talte i Aands og Kraftsbevisning om Jesu frelsende Kraft. Der blev Eftermøde til langt udover Natten, og der, sammen med mange andre, fik han Fred med Gud. Han var da 17 Aar. Han begyndte straks at deltage i Sangf. m. m.; men Modstand og For­følgelse begyndte ogsaa; men han stod fast. Ære være Gud !

Efter udstaaet Læretid flyttede han til Kr.ania, hvor han sammen med en anden begyndte egen Forretning. I denne Tid sluttede han sig til 1. Menighed og kom straks ind i Arbeidet som Søndagssk.lærer, derefter Klas­seleder, Formaner og virkede meget og til stor Vel­signelse paa Bjølsen og Rodeløkken. Han fortsatte med Forretningen en Tid, men den gik nok ikke, som de unge Mænd havde tænkt sig, hvorfor de sluttede. Han fik da en meget god Plads som Tilskjærer i en større Forretning sammesteds.

I denne Tid havde Pastor L. Pettersen anmodet ham om at reise til Hamar og virke for Gud ; men han undslog sig Gang paa Gang. I Juleferien 1885 reiste han efter Indbydelse til Pastor L. Jensen, der den Gang var Forstander for Menighederne i Brevig, Kragerø og Bamle for at hjælpe ham i Arbeidet.

Sjæle blev frelst baade i Brevig og Kragerø. Paa det sidste Sted tilbragte de Nytaarshøitiden. Det lille Lokale, de dengang havde, var stadig fyldt til Trængsel, og Vækkelse begyndte. Efter megen Bøn og Opfordring fra Jensen og Vennerne, be­sluttede han at forlade alt og følge Jesus helt, vie sit Liv til Synderes Frelse, og blev Br. Jensens Hjælper i Kragerø. Her var han i næsten 2 Aar, da han ved Aarskonferensen i Porsgrund 1887 blev forflyttet til Hauge­sund og Viksnæs, hvor han ogsaa var i 2 Aar, og havde en velsignet Tid.

Derfra blev han forflyttet til Bergen, hvor han var 1 Aar, fra Bergen til Kr.sand, hvor han var 4 Aar, og ved Konferensen i Drammen blev han for­flyttet til 3. Menighed, Kr.ania, hvor han var 3 Aar; derfra til sin nuværende Virkeplads Drammen. Han blev ordineret til Diakon paa Kongsberg 1889, og til Ældste i Bergen 1891.

Den 20. December 1890 blev han ægteviet til Frk. Jenny Hendrikke Jacobsen fra Bergen, der i Ordets sande Betydning har været ham en tro Medhjælp i Ar­beidet, og hvis glade Hjerte har været til stor Opmuntring baade for ham og de mange hun er kommen i Berø­ring med. De lever et lykkeligt for Gud ofret Liv.

 

Efterskrift.

Pastor Haave indgik til Hvilen den 19. Mai 1904. Han blev angrebet af Tyfus og døde efter 3 Ugers Sygeleie. Hans sidste Ord var : «Fuld Fred, Seier ved Kor­sets Fod».

«Død, hvor er din Braad !»

Hvor forskjellig er ikke Livsopfatningen hos en kristen og en ikke-kristen. Grænsen her er skarp og tydelig.

Den ene lever for og med Gud. Den anden uden Gud. Den ene er lydhør til Jesu Ord : «Samle dig Skatte i Himlen». Den anden lever for Jorden og Jordens.

Men saaledes som Opfatningen af det at leve hos en kristen og en ikke-kristen er saa forskjellig, saaledes ogsaa Opfatningen af det at dø.

En Fritænkers sidste Ord var : «O, om Graven, som den gjemmer mit Legeme ogsaa, vilde gjemme min Sjæl ! Jeg skulde da dø nogenlunde tilfreds. Men Evighed, Evighed, forferdelige Evighed».

En stakkels Kvinde, som udelukkende havde levet for denne Verden, og som i den Henseende desværre er typisk for Tusinder.

Hendes sidste Ord var : «Jeg kan ikke dø. Jeg vil ikke dø».

Hvor anderledes en Kristen — en sand Kristen.

Oppe i Hammerfest blev jeg en mørk, stormfuld Høstnat hentet til en døende Mor. Hun var fattig. Boede i en Barakke, som var opført lige efter Branden, Et Værelse blev benyttet til Dagligstue, Spisestue, Soverum og tildels som Mandens Værksted.

Hun havde saa vidt jeg erindrer 7 ukonfirmerede Børn. Med det samme jeg kom ind, siger hun :                             «Pastor, hjælp mig og syng. Nu skal jeg reise hjem».

Søster, hvad vil du jeg skal synge, spurgte jeg. O, syng :

«Frydefuld, frydefuld gaar jeg i Tro. Did hvor forklarede Aander nu bo

Snart skal jeg juble blandt Englene glad frydeful i. frydefuld, udi Guds Stad.

Her som en Pilegrim, vandrer jeg frem, snart skal jeg bo i mit himmelske Hjem

Der skal jeg Glæde og Salighed faa, og iblandt Helgener herliggjort staa».

 

Jeg sang, og hun sang med, og saa om nogle Øieblikke tog hun Farvel med Mand, Børn og mig, foldede sine Hænder og reiste hjem, hjem til Gud. Der hvor der er mange Værelser.

Det var en Kristens Død.

Hvor frimodig ser ikke Paulus paa det at dø.

«Hvor er din Braad ?« Spør han. Og videre. «Det at leve er mig Kristus. Det at dø en Vinding».

«Om min Hyttes jordiske Hus brydes ned, saa har jeg en Bygning af Gud, som ei er gjort med Hænder, evigt i Himlene».

Og endog med Tanken paa sit forsmædelige En­delikt udbryder han og siger : «Jeg ofres allerede, og min Opløsningstid er nær. Jeg har stridt Striden, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. Jeg ved at Retfærdighedens Krone er henlagt for mig i Himlen».

Ja slig var Paulus’s Dødsopfatning. Sangeren, naar han skal fortælle om det at dø for en Kristen, saa laver han dette vakre Vers :

Jeg ved en Stund, naar Bud der kommer

om Hvile efter Dagens Strid

Da flygter Verdens Vintertid for Evighedens glade Sommer

Da foldes Blomsterknoppen ud

og Rosen blomstrer skjønt hos Gud

da har den sprængt sit Fængsel.

 

Det er vemodigt, naar vore kjære dør og gaar fra os  Det er naturlig at sørge og føle Savn efter dem.

Men de har det godt.

Velsignet være vore afdøde Prædikanters Minde !  Vi savner baade Pastor Haave og de andre som lagde ned. Nogle af dem midt i sin bedste Arbeidskraft.

UnderIigt skal det bli at mødes med dem igjen i det store, evige himmelske Stevne.

Abraham.

Stengt for kommentarer.