h.c. knudsen : hilsen fra afrika, 1842

 

–  til sine Venner i Norge 1842. Christiania. Trykt på F.T. Knudsens Forlag hos Ludvig Risum. 1843.

 

Mine inderlig Elskede i Norge !

Komaggos (Komaggas) den 17de Juli 1842.

Siden min Ankomst til Capstaden den 13de Oktober har jeg ei faaet Tid at tilsende Eder det ringeste. Siden den Tid er nu meget passeret, som for en Deel ogsaa vil kunne interessere Eder. Jeg vil derfor i Korthed meddele saa godt jeg kan.

Capstaden har vel omtrent 30.000 Indbyggere. Byen har et ganske andet Udseende, end af vore Byer i Norge. De hvide murede Huse med flade Tage (som man meget beqvemt kan gaae og spadsere ovenpaa) gjorde et glædeligt Indtryk paa mig. Nu har jeg ikke nødig at reise til Jerusalem for Husenes Skyld; thi her ere de byggede paa samme Maade, heller ikke at reise til Joppe for at gjøre mig et tydeligt Begreb om det Huus, som Petrus var ovenpaa da han bad.  — Saasnart man kommer til Lands her, bliver man paa Bryggen modtaget af en Mængde Hedninger, som meget voldsom trænge sig frem, for at bringe Pasagerernes Tøi bort.

Jeg tænkte mig Synet af de første Sorte eller Hedninger saa glædeligt og indtagende, at jeg længselfuld saae den Dag imøde, da jeg skulde have denne Fornøielse; men ak, hvilket forskrækkeligt Syn !  Hvilke vilde Udtryk i Physognomie, Tale og Gjerning. Man bliver angest og bange at høre og see dem. De fleste have et rødt Tørklæde om Hovedet, og dette er Tegn, at de ere den Løgnens Mand, Muhameds Tilhængere; men ikke alene Tørklædet, men deres hele Væsen vidne desværre om, at de have overgivet sig til hans Tjeneste. Det er forskrækkelig, hvorledes denne Løgnens Aand har udbredet og endnu daglig udbreder sig her i Capstaden og dens Omegn.

Djevelens Børn ere her virksomme; men Guds Børn ogsaa. Næsten fra alle Missionsselskaber og Kirkeafdelinger er her at finde. Guds Ord er overflødigt, saa at man hver Dag kan høre det forkynde i forskjellige Kirker; og ikke Præsterne alene har den Ære at tale Guds Ord, men ogsaa Skomagere og Snedkere, Læger og Jurister, dersom de have Aand og Lyst nok, at aflægge et Vidnesbyrd om deres Herre og Gud, kunne uden stor Møie finde Adgang til Kirken. Vel ikke til alle, allermindst til de høie engelsk-biskoppelige Kirker;  — der maa ikke Uvedkommende (d.e. Saadanne der ikke ere Ordinerede paa engelsk-biskoppelige Maade) tilstedes at nedværdige det hellige Sted (Prædikestolen), uagtet den ligesom de andre er bygget af Træe ved Menneskehænder og ikke staaer stort høiere oppe paa Væggen, end de andres.

-4-

I Capstaden bliver Gudstjenesten holdt i det engelske og hollandske Sprog med Undtagelse af de Katholske, som bekjendt, bruge det latinske, og Jøderne deres hebraiske, og Muhamedanerne det arabiske Sprog, som de alle Tre forstaae ligemeget af.

Søndag Eftermiddag og Aften bliver der i de fleste Kirker holdt Skole for Hedningerne. Og hvor glad var jeg ikke her i disse, ved at finde andre Hedninger, end de som modtoge os paa Bryggen ved Ankomsten. I disse Skoler læres kun at læse, og at forstaae Guds Ord  — som bestaaer i katechetisk Underviisning.

Af Pauli Anviisning 1. Cor. 14,26, gjøre de her flittig Brug, og hvo, der har Lyst til at tale, behøver her aldeles ikke at tie, her er aaben Mark. Saaledes holdt jeg ogsaa (efter Opfordring) i afbrudt hollandsk min første Samtale med nogle for kort Tid siden døbte Hedninger, og fik glædelige Svar.

Vi toge nu Afsked fra Capstaden med sine 4 til 5000 Fod høie Tafelbjerge. Ikke Huustagene alene ere flade men ogsaa Bjergene (som kun omgive Stadens vestre Side) ere oventil som afskaarne efter Snor.

Vi kom nu med en simpel Vogn, men dog med 8 Hester for (efter afrikansk Viis) til Stellenbusch, vor første og største Missionsstation. Midt paa Veien staaer et elendigt Posthuus, som et af vore fattigste Skydsskafferier, og har Navnet : Halvveihuus;  — men vi benyttede den Tid vi havde at bie paa Skydsen, til at besøge vor Diana; en omvendt troende Moder (af Hedningerne) med hendes 3 eller 4 Døttre, den ved hende omvendte Muhamedaner Mart, og den af Barmhjertighed antagne lamme Slavinde.

Om hendes ringe Hytte kan man med Ret synge det norske Vers :

«I Dalens Skjød en Hytte laae Ved Bredden af en Kilde;

Dens Væg var Lær, dens Tag var Straae, dens Eng var Roser vilde;

Dens Eiers Lod var Fattigdom, Dog er hun rig, thi hun er from».

Da Slavene blev frikjendt af Guds Naade ved de Engelske og ovennævnte Slavinde, som formedelst Alderdom og Svaghed ikke kunde tjene sin Herre længere, sagde han i Bitterhed til hende : Nu kan du gaae din Vei til Dronningen i England, som har givet dig Frihed ! Al hendes Graad og Bøn hjalp hende ikke. Nu, sagde hun (saa skriver Sødster Kæhler i Stellenbusch) driver du mig ud af Verden, Baas (læs lang a. Det betyder Herre), saa jager du mig ind i Himmelen. Hun vedblev nu at nøde sin himmelske Herre og Gud, at han maatte have Omsorg for hende. Af Bedrøvelse vilde hun gaae i Seng, men førend hun besluttede dette, faldt hun ned paa sine lamme Knæe og sagde : O, Herre, her ligger jeg nu paa din Regning, jeg veed intet Raad ! Da kom hende den gamle Moder Diana i Tanker, og at hun maaske skulde ville tage hende i Huus, og udraabte : O Gud, det er fra Dig !  Bøi nu ogsaa Dianas Hjerte, at hun bliver villig, at tage imod mig. Dagen efter sendte hun een af sine Børn til Diana og lod bede om et Opholdsted bag hendes Kykendør.

Moder Diana raaber alle hendes Børn sammen og spørger : Børn ! frygte I Gud ?  — Børnene spurgte alle bestudset : Hvorfor spørger Mamma saaledes ? Hun siger : Jeg er gammel, og I maa nu sørge for mig, jeg aa saaledes være afhængig af Eder; men ihukomme : hvo der øver Barmhjertighed, skal finde Barmhjertighed; men hvo der er ubarmhjertig, skal finde en ubarmhjertig Dom af Gud.  Den gamle Kone lader bede om

-5-

et Opholdssted her hos os. Børnene sige ja, og gaae for at rydde et Sted op i deres nødtørftige Bolig.

Diana giver nu Besked, at dersom den gamle Kone kun kan lade sig føre did, saa maa hun vel komme. Efterat have erholdt denne Besked, sender de samme Bud til en anden Hedning, der har Oxer og Vogn, og denne, hvorvel han ikke frygter Gud, er strax villig at bringe hende did.

Fra denne Tid er hun nu hos Diana og er fuld af Lov og Tak; ikke saameget derover, at Herren har sørget saa naadelig for hendes Legemes Ophold, saa meget mere derfor, at hun her kan høre det glædelige Evangelium, thi Broder Lückhoff, eller en af de andre Brødre i Stellenbusch : Knab og Esselen ride hver 14 Dags Tid didhen for at holde Gudstjeneste. Siden Jordbævelsen (jordskjelvet) 1809 har hun aldrig hørt noget af Guds Ord. Hun kunde vel læse lidt, som hun havde lært i sin Ungdom, men hendes Herre, en Fiende af Guds Ord, havde borttaget næsten alle hendes Bøger.

Den første Prædiken, som hun nu fik at høre hos den gamle Diana var : «Alle Ting maae tjene dem tilgode, som elske Gud». Rom 8,28.  Nu var hun fyldt med Kjærlighed og Tak til Gud, som havde saaledes aabnet Vei for hende, at hun kunde høre Guds Ord. Diana siger : Hun er mig nu til Beskjæmmelse, og hjælper mig op, naar jeg er nedslaaet. Nylig sagde hun til mig i min Bedrøvelse : Behøver da Brudgomsbørnerne at sørge, saalænge Brudgommen er hos dem ? Jeg skammede mig og blev glad igjen.

Ved omtalte Jordbæven (epicenter near Jan Biesjes Kraal farm – now the site of the Milnerton race track north of Cape Town) er hun kommen til Sindsforandring, til Omvendelse. Hun er nu i hendes Element, og kan ikke noksom berømme Guds store Naade, som har bevaret og understøttet hende under alle Møisommeligheder. For kort Tid siden saae jeg hende hos Diana. Den stille Glæde og Rolighed, som ligger paa hendes Ansigt siger meer, end hendes Ord, men man kunde snart mærke, at hun ikke hører om noget saa gjerne, som om Jesus den Korsfæstede.

Hun er nu den 30te Decbr.1840 bleven døbt, og Broder Lückhoff har sin Glæde af hende her Gang hun med saa lysende Glæde lader sig bringe ind i Dianas Stue, hvor Forsamlingen bliver holdt.

Alt dette, som Sødster Kæhler her har meddeelt udtrykker saa gandske det, jeg kunde ville sige om denne Fredens Bolig, at jeg ikke vil tilføie andet end : Just saaledes fandt jeg det ogsaa.

I Stellenbusch ere de 3 Brødre af vort Selskab Lückhoff, Knab og Esselen stationerede. Denne Station er ogsaa den triveligste af alle vore Stationer. Her havde vi den Fornøielse at opholder os i 14 Dage. Skolen og Kirken er rigelig besøgt. Mine Forestillinger saavel om den ene, som om den anden, vare heel anderledes, end jeg fandt dem.

Kirken, hvilken jeg forestillede mig, som en ringe Hytte, fandt jeg at være saa peen og saa net, at den uden mindste Undseelse kunde staae ved Siden af hvilken som helst af vore Kirker i Norge. Den er vel ikke saa stor og rummelig at den kunde staae ved Siden, hverken af Trondhjem eller Bergen Domkirke, eller Vor Frelsers Kirke i Christiania, heller ikke i architectonsk Henseende kan de staae ved Siden af nogen af disse; thi den er bygget i egen afrikansk Smag af en Hottentot eller Bastard paa Stedet, som vel aldrig i sin Livstid hverken har hørt eller læst om Architectur; men er alligevel saa net, at en forstandig Mand maatte forundre sig over sammes Bygningskunst. Man finder baade gothiske, corinthiske, joniske og nymodisk-afrikanske Træk i behagende Ordning anbragt i samme.

Kirken er bygget i Kors; Murene saa hvide som Kridt, trende hvide Urner af Leer (leire) anbragt paa Frontispicet; men dens Tag er Straa, dog hvælvet indentil og lyseblaafarvet.

-6-

NB. I Colonien, forsaavidt vi have gjort Bekjendtskab med den, er de hverken flade eller Steentage at finde udenfor Capstaden; men fra Landdrosternes (sorenskriver) til den ringeste Hednings Bolig alle af Straa, og høiere op i vore Namaquagrændser af Buske og hvad man kan finde.

At Synet af denne Hedningeskare her i vor egen Kirke, forestaaet af vore egne Brødre, og af hvilke saa mange Hedninger allerede ere blevne omvendte til Herren deres Gud, ikke alene af Mund og Tale, men i Gjerning og Sandhed  — var mig meget rørende og oplivende, forstaaer sig af sig selv.

Med fyldt Hjerte bragte jeg min Hilsen, saavel fra mig, som fra vort rhinske Missionsselskab, og talede nogle Ord til dem om hans Dyder, der har kaldet dem ud af Mørket til sit underfulde Lys. 1. Pet.2,9. Men ikke alene om Kirkebygningen havde jeg gjort mig alt for ringe Forestillinger; ogsaa Menigheden selv fandt jeg at være meget talrigere, mere ordnet og i det Udvortes anseeligere, end jeg havde indbildet mig.

Her i Kirken saavelsom i Skolen søgte jeg forgjæves efter halvnøgne, med Pjalter beklædt og i Skind indhyllede Mennesker. Dette er noget, som bliver opbevaret den Reisende til han kommer længere op mod Grænserne af Colonien. Og her i Namaqualand er det mig nu ikke mere paafaldende, at see Børn til deres 12 Aar splitter nøgne, eller med et lidet Stykke Skind for sig, som i de Fleste Fald ikke er tilstrækkelig til at skjule deres Skam. Hottentotterne, som ere i Tjeneste hos Bastarderne (disse Bastarde holde sig for at være af høiere Rang), seer man sjelden, ja jeg tør sige, aldrig anderledes klædt, end med et Skind over sig. Manden med et Stykke Skind for sig, eller med et Par gamle forrevne Buxer (naturligviis af Skind, alt er her Skind); Konen ligeledes gandske nøgen under sit Faareskind med et i lange Trævler udskaaret Stykke Skind for sig, og en Dug paa Hovedet; men sjelden uden en hob Perler.

Ja man har vel sommetider den kuriøse Fornøielse, at see en  nøgen Mand blot med en Skindtrøie; eller den væmmelige Fornødenhed, at see nøgne Koner med et Skindskjørt, og de lange Bryster, som hænge ned ad Legemet i en Længde, at der ere istand til at give Børnene Die, som sidde paa Ryggen i et dertil indrettet Skind.

Men jeg førte Eder for vidt af fra vor velordnede Hedninge-Menighed i Stellenbusch, hvor saadant nu for Tiden er useet og uhørt. Alle ere de klædte paa den netteste og anstændigste Maade, som man kun vil ønske sig — ihvorvel det er sandt, at mange have en peen Kjole og et smukt Silketørklæde, men intet Linned paa Kroppen.

Saaledes, som jeg blev overrasket i Kirken, var ogsaa min Overraskelse ved Indtrædelsen i Skolen, saavel over det store Antal, som deres Klædedragt  og Udstraktheden af deres Underviisning. Skolen er inddelt i trende Classer, og har to af vore trende Brødre (som ogsaa ere beskjæftigede i de kirkelige Forretninger), til Lærere.

Foruden Kirke og Skole holde de til forskjellige Tider Opbyggelse hos Bønderne i Nærheden, som ogsaa hver 14de Dag i det omtalte Kreulschrivier hos Diana. Stellenbusch ligger skjult og indhyllet af Ege-Alleer i Enden af en Dal, og de hvide Frontispicer, som hyppig kige frem blandt Træerne, giver den et meget livligt Udseende.

Det er ikke muligt for de Troende af Indbyggerne i Stellenbusch, som i Capstaden og i Palæstina, at stige op paa Taget for at tale med Herren i deres Bønner alene, som mange af dem, Gud skee Lov, gjøre flittig Brug af. Men Herren er ikke alene nærværende ovenpaa Tagene, han er ogsaa nærværende under Taget hos alle dem, der paakalde ham, og vist meg-

-7-

et gjerne og føleligt er han nærværende i mange af disse Fredens Boliger. Og have de Lyst alene at underholde sig med ham : saa ere de vel bekjendte med deres lille Skov, som de have udseet sig til denne Underholdning. Derfor var det dem saare imod, da Broder Lückhoff vilde lade samme omhugge, og de vedbleve saa længe med deres grundige Indvendinger til samme (Lückhoff) maatte godvillig afstaae fra sligt Forehavende.

Mange af dem har man ikke nødig at advare, som hiin Kaffer (afrikaner) af Omsorg for sin troende Broder advarede  ham, da han  mærkede hans Efterladenhed i Bøn og Guds Aands Liv og sagde : «Broder, der voxer Græs paa din Gang», nemlig paa Veien til det Sted, hvor han sædvanlig pleiede at bede.

O, hvor skrækkelig skal ikke disse Hedninger optræde imod mange af vore lunkne, saakaldte Kristne, der have Naadens Fylde og træde den under Fødder. Men det er Tid at forlade Stellenbusch og see, hvorledes det seer ud paa de andre af vore Stationer i Sydafrika. Vi rede nu i Nord til Tulbagh og derfra i Øst til Worchester paa et kort Besøg. Om Stationen i Worchester kan jeg næsten sige det samme, som om Stellenbusch, med Hensyn til det Udvortes og sammes Størrelse og Indretning, saavel i Kirke, som Skole, med den Undtagelse, at det aandelige Liv i Christo og af ham, ikke saa lysende har aabenbaret sig, hverken her eller paa nogen af de andre Stationer, som i Stellenbusch. Broder Külpmann og Andreas ere her stationerede.

I Tulbagh Broder Zahn. Stationen i og for sig er ubetydelig imod de andre. Kirkebygningen og Menigheden er liden; men Skolen er i god Stand. Hvad der giver Menigheden nogen Betydning er de Lemmer, der samle sig fra Omegnen; og Broder Zahn, der med megen Iver har søgt at vinde alle, om muligt var, har derfor sin største Virksomhed rundt om Stationen ved Besøgsreiser.

Vi komme nu til vort afrikanske Wupperthal. Her er Virksomheden noget mere udvidet, og Indretningen institutmæssig. Der paa Stedet arbeide ogsaa flere af vore Brødre, som Haandværkere, f.Eks. Broder Leipoldt, som Præst og Garver; Hefele, som Skomager; Wagener, Snedker; vor danske Petersen, Hattemager; Schreuder, Oeconom og alle Tobaksfabrikanter.

Broder Leipoldt er mest alene for de kirkelige Sager; Broder Budler der tillige har den Bestemmelse at opprette et Seminarium, er paa Instituttet til Opdragelse af Indfødte til Nationalhjælpere  — for Skolevæsenet.

Instituttet ligger i en dyb Dal, trang omsluttet af høie Bjerge. Her begynder allerede Spor af mindre Sivilisation og Nethed i det Udvortes hos Folket, hvilket kjendemærker Coloniens Grændser.

Nu passere vi endnu vor 5te Station Eben-Ezer, og saa holde vi vor Indtrædelse i Komaggas i Namaqualand. Dette Eben-Ezer er opprettet af den utroe Broder : Her. Baron von Wurmb, og har kostet vort Missions-Selskab meest Møie og Penge af alle vore Stationer.

Det er et øde Sted tæt ved Elephantfloden eller Olifanto-rivir; ikke et eneste Træe er der at see. Den virksomme Broder Samuel Hahn har gjort sig megen Møiefor at hæve Stationen; har bygget en Mølle, en større Kirke og andre Bygninger. I 7 Aar have de arbeidet paa denne Station med Haab imod Haab; men det lod til, som om Forbandelsen hvilede over dette Sted; dog lader det nu til at Herren vil velsigne baade Land og Folk.

Vi etterlode her vor Broder Lütz, som med stor Glæde flere Gange i Breve har udtrykket sig til os med lignende Ord : «Det lader til, som om Herren løser den ene Forbandelse efter den anden fra vort Sted. Det var

-8-

umuligt at et Land, et Folk, et Huus kunde bestaae, der var uens med sig selv.»  Disse to Brødre (Hahn og Lütz) arbeide nu som i een Aand og med een Sjel. Fra Eben-Ezer toge vi med en saakaldet Oxevogn, der er en lang 4Hjulet Vogn med et hvælvet Tag af Spiler, overtrukket med Seildug, og 12-14 eller 16 Oxer for.

Efter 8 Dages Reise kom vi endelig den 24de Decbr. 1841 til Komaggas, det Sted, som vort Selskab i Herrens Navn har bestemt for og anviist mig til Opholdsted, for der at kundgjøre Guds Rigdoms Dyd og hans Veies Mangfoldighed for dem, der ere kaldte og skulde kaldes af Guds Naade. Med hvilken Glæde jeg satte min Fod ned paa Komaggas Grund, kan jeg ikke udsige; og alt, hvad jeg her hørte og saae gjorde mig mere glad, end Nogen kan gjøre sig Tanke om.

Vor første Gang var til Kirke. Her hørte vi Guds forunderlige Naade forkynde med forunderlig Lyd. Den gamle kraftige Broder Schmelen forkyndte i det Hollandske, og en af Folket oversatte samme, saa flydende i Landets Sprog (kun Søndags Aften i Almindelighed, ellers bruges det Hollandske alene); at jeg aldrig tvivler paa, at vor Tolk skulde være istand til at staae ved Siden af den allerfærdigste Translateur. Broder Schmelen siger en fuldkommen Sætning, og uden et Øiebliks Betænkning oversætter Tolken samme i Namaqua- eller Hottentot-Sproget. I Endelsen af hver udtalt Sætning hører man disse Stavelser med barsk udstødt Lyd : «ti» eller «iiti», som betyder : Det har han sagt, det er hans Mening.

Jeg er ikke istand til at give nogen egentlig Beskrivelse over Udtalen af dette Sprog. De fire Sorter Tungeslag, af hvilken den ene slaaes mod Tænderne, den anden mod Gummen i øvre Munnen, med spidset Tunge; den tredje imod Himmelen, med sammenrullet Tunge, og den fjerde paa venstre Side af Munden, have megen Lighed med den Lyd, som man giver fra sig, ved at anfriske en Hest til at løbe, eller som uvilkaarlig udsmattes ved en bedrøvelig Overraskelse.

Disse Toner, som for en Fremmed næsten er umulig at lære og at anvende i den Hast, som det nødvendig udfordres, høres i hvert Øieblik under Talen, som skeer med stort Eftertryk og ligesom med visse Stød og en behagelig og naturlig Gesticulation. Men endnu mere har jeg bemærket denne nøiagtige Accentuation i deres frie Samtaler.

Vort «L», saaledes som det udtales i Tellemarken forekommer i deres Sprog; ligeledes det tydske «Z»; og det hollandske og hebraiske «ch», saaledes som jeg har hørt Jøder udtale «Mardo ch ai».

Namaqua og Hottentotsproget er et og det samme. Folket sige her, at oppe i det store Namaqualand (som begynder ved Storefloden, eller Grootrevier eller Oranje-revier og strækker sig i Nord til Damraland), tales det rigtig og i den høie Tone, her i Lille-Namaqualand  (i Syd for Groot-revier eller Oranje-revier) tale de kun det lavere. Men forskjellen er ubetydelig. I Damraland er et ganske andet Folk og et ganske andet Sprog, uden disse Tungeslag, og lyder meget behageligere end Hottentot-Sproget. Damraerne ere kulsorte og store; og staae i Rang lavere end Namaquaerne, disse staae igjen lavere end Bastarderne og de frikjendte Slaver. Basch-mandem eller Buskmænderne og Hottentotterne ere alle Mænds Tjenere og de Ringeste.

Men alligevel de er hverandres Tjenere, ja dømt til at være Tjeneres Tjenere : saa ere de dog alle saa fuld af National-Stolthed, at de ikke vide paa hvilken Fod de vil staae.  — Men tilbage igjen til Kirken.

Overraskende var det os, at høre dem ved Udgangen af Kirken, med behagelig Lyd, at synge to- og trestemmig : «Nu takker alle Gud med Hjerte Mund og Hænder», og : «Lover den Herre den evige Konge med Ære» —

-9-

(NB paa Hollandsk) og i syngende Flokke at see og høre dem nærme sig deres Mattehuse, saa at hele Dalen fyldtes med deres Lov og Priis.

En Christelig Frihed, som der gjøres liden Brug af i Europa !  — Om af den Aarsag, at de ikke vil, eller ikke tør, skal jeg lade usagt. — Her have vi den Glæde at ville, at torde, at kunne gjøre det. Hvilken Modsætning af vore afskyelige Gadesange i Europa og ansteds. Der vilde man holde det for en Skam, at synge en gudelig Sang, her paa Komaggas ville de holde det for en Skam at synge en ugudelig.

Ja jeg skulde have Lyst til at sige, at vore Bjerge og Dale, og Luft og alt ere her helligede til og med Guds Lov. Men saa langt fra, at ville lyve, maa jeg derfor ogsaa tilstaae, at her ere andre Synder, som forpæster vor Luft og ere skrigende nok; med hvor saae man Lyset alene ? Lyset kom ud af Mørket ved Guds store Magt, og hverken kan eller skal det komme andetsteds fra blandt Menneskenes Børn.

Men nu maa jeg fortælle Eder lidt om den gamle Broder Schmelen, at Iærer at kjende ham nogenlunde. Han har i mange Aar (og i et Strøg 17 Aar uden Brød), underkastet mange Gjenvordigheder, gjennemreist vort Namaqualand. Siden 10 Aars forløb har han nedsat sig her i Komaggas og samlet denne Menigheden om sig. Ihvorvel Menigheden tæller 400 Sjæle : saa ere dog faa af samme udenfor Kloetis (læs Klutis) Familie. De have Navn af «Bastards» eller Bastarder, som her betegner Saadanne, der nedstammer fra Europæere, som retmæssig eller uretmæssig have avlet Børn med Indfødte.

Brøder Schmelen er nu 65 Aar gammel, men endnu meget kraftig for sin Alder. Hans Foredrag er meget simpelt; men dog saa, at han udtaler høie Ting med lave Ord; ikke som mange andre, der gjøre det Modsatte og udtale lave Ting med høie Ord, til liden Nytte for dem, der høre dem. Hans Person, saavelsom Foredrag, har megen Lighed med med gamle Haugvaldstad i Stavanger. Under Gudstjenesten, eller rettere sagt, under Opbyggelsen, blev jeg saa levende erindret om gamle Haugvaldstad, at jeg var som nærværende hos dem.

Dersom jeg skal gjøre nogen Undtagelse : saa var det kun denne, at jeg med frie og overstrømmende Ord hørte Tale om Christi Blod og Retfærdighed, som det eneste Middel til vor evige Salighed, og med en afskyopvækkende Advarsel hørte ham straffe al falsk Hellighed og Egenretfærdighed, som jeg ikke har fundet at have været Hoved-Gjenstanden i de (mig ellers elskelige) Haugianer-Forsamlinger.

Men Broder Schmelen skal heller ikke trække Retfærdighedens Klædning ovenpaa den af Synden besmittede Kjole; nei først træk den gamle af; eller som Bozatsky siger : «Rein ab u. Christum an, so ist die Sach’ getan»  — er hans rette Mening.

I denne Henseende ligner han ogsaa vore Venner af Hauge, at han ved flere Leiligheder, fornemmelig Søndagsmorgen, i Bedeforsamlingen, og hver første Mandag i Maaneden, i Missionsforsamlingen, opfordrer af Tilhørerne den ene eller anden til at bede; og jeg har tit forundret mig over den Guds Naade, der har aabenbaret sig i de brudte hollandske Ord og Udtryk, som har fremvældet af disse Enfoldiges Hjerter.

Foruden et kort Besøg i Omegnen af Steenkopf, hvor Broder Lütz havde Bestemmelse at nedsætte sig, men af viktige Aarsager lod sig bevæge til at afstaae fra, og at blive i Eben-Ezer, har jeg opholdt mig den meste Tid her paa Stationen. Saavel Stenkopf, som det hele Land heromkring er nu vores Virkekreds og staaer aabent for os. O, maatte det behage Herren, at sende os Hjælp ogsaa fra Norge. Her er nok at gjøre.

Min anden Reise- og Missionsbroder Hugo Hahn (ikke at forvexle med

-10-

Samuel Hahn i Eben-Ezer) har ogsaa for nogen Tid siden forladt mig og med min Forgjænger Broder Kleinschmidt, fra hvem jeg sendte Eder Syd-Frugterne, draget op ad Landet for i Herrens Navn at søge Indgang med Guds Evangelium iblandt de med Guds Ord hidindtil aldeles ubekjendte Hedninger i Damraland.

Flere af vores bedste og trofaste Folk følge med dem; deriblandt vores ene TolkGert Zaal (læs lang «a»). De have naaet, under mange Viderværdigheder og Tab af Oxer, Groot- eller Oranje-revier; hvorfra samme Gert Zaal bragte os Tidning (de maatte her vente til Floden er afløbet, hvilket paa denne Tid af Aaret vilde udkræve 3 a 4 Ugers Tid), og før sin Afreise holdt en oplivende, men simpel Afskedstale til de Forsamlede i vores Kirke.

Men Afskedsdagen, da alle toge Afsked fra os, var dog usigelig vigtigere baade for os og Menigheden, da samme var forbunden med Broder Kleinschmidts Ordination. En Dag, der aldrig før har været holdt i Namaqualand med saadan Guds Aands Salvelse; en uforglemmelig Dag !  —  Paa Komaggas lever jeg nu et stille Liv i Omgang med den kjære Familie Schmelen. Uagtet jeg endnu beboer et Værelse af Broder Schmelen, saa er jeg dog kommen saa vidt, at jeg har bygget mig et 24 Fod lang og 12 Fod bredt Huus med Hjælp af mine Skolebørn. Mit Huus er inddeelt i trende Værelser, det Væg er Leer (leire), dets Tag er Buske.

Her gjør man alt selv, og saare nødvendigt er det, at vise dette, af Naturen dovne Folk, hvormeget de selv kunde gjøre. Dette er heller ikke forgjæves og nogle have allerede givet deres Mattehuse Farvel, og blive flittigere i at dyrke deres Land. Komaggas er stort i Udstrækning. I Skolen har jeg stor Fornøielse af mine Børn, de lære flittig og vi synge allerede vort norske «Amen» 4stemmig, just saa godt, som jeg hørte det i Christiania. Foruden nogle af de unge, der have begjært at døbes, og andre, som jeg agter at confirmere, har jeg hidindtil kun døbt to Voxne og et Barn; copuleret et Par; og bragt en af vor Menighed til Jorden.

«Markerne ere hvide til Høsten», Joh.4,35-38. Jeg høster, hvad jeg ikke har saaet; «men hvo der høster faaer Løn og samler Frugt til et evigt Liv; paa det, de skal glæde sig tilhobe, baade den som saaer, og den som høster».  Ja Amen !

Tag nu tiltakke med disse faa Meddelelser, angaaende vor Reise gjennem denne Deel af Colonien. Hvad det Udvortes angaa, f.Ex : «at gjøre Eder bekjendt med Veien fra Capstaden til Komaggas, og efter bedste Evne at lede Eder igjennem vore Stationer, at forestille Eder vore Kirker og Skoler og andre huuslige Indretninger, at vise Eder vore Børdre og Søstre i deres Arbeid, og efter Evne at gjøre Alt, hvad en Reisende ere sine Medreisende skyldig» — dette kunne I finde i min Dgabog til det Rhinske Missions-Selskab fra den 13de Oktober til 21de December 1841.

Dersom jeg vidste, at det interesserede mine Venner, at følge os Skridt for Skridt paa denne Vandring, saa skulde jeg ikke være uvillig, at afgive mine halvudførte Udkaster, saavel over Landskaber, som Personer, der høre til samme Dagbog; men da jeg frygter for Omkostningerne for Trykken, saa henviser jeg Eder til de Tegninger, der maatte udkomme fra Barmen.

-11-

Endelig lader min gamle Broder Schmelen hilse dig, min kjære Fader, tilligemed alle andre Venner, saavel af Brødrenes, som Hauges og andre, med hvilke jeg har gjort ham bekjendt, og lader Eder bede, at tænke paa os her i Komaggas og ikke at forglemme at bede for os til Velsignelse for vort Land og vor Menighed, for ham og mig.

Eders forbundne  H.C. Knudsen 

Stengt for kommentarer.