h.c. knudsen : skrivelse fra bethanien i stor-namaqualand

Missionær H.C. Knudsens senere Skrivelse fra Bethanien i Stor-Namaqualand den 31te Januar 1843.

 

Oranje-revier (Oranje-elven) den 16de October 1842.

Kjære Venner i Norge !

Siden sidst I hørte noget fra mig var fra Komaggas. Det har maget sig saaledes, eller rettere sagt, Herren har lavet det saaledes, at jeg med Broder Hugo Hahn maatte gjøre mig færdig og foretage Reisen med ham til Stor-Namaqua- og maaskee Damraland. Jeg reiste ikke gjerne fra Komaggas.

Fornemmelig var det rørende at take Afsked fra de kjære Skolebørn. De gik os forivegen, kom os saa igjen imøde og toge da med bittre Taarer Afsked fra os. Men jeg haaber at see dem igjen med Glæde.

Idag efter 12 Dages Forløb ere vi ankomne. Uventet traf vi her Capitain Jan Frederik de Booi fra Bethanien med hele sit Ministerium paa Reisen til Colonien.

Vi havde den Fornøielse at have hans Majestæt paa Theebesøg hos os. Men ikke alene ham, ogsaa en stor Deel af hans Ministerium infandt sig ubudne og toge Sæde, som sædvanlig, siddende i huge paa Jorden. Tiggere, ja selv Fantefølget hos os seer ikke saaledes ud, som mange af disse Ministre; og vil man give dem noget at spise, saa behøver man slet ikke at være undseelig (sjenert/blyg). De tage det med største Forbindtlighed. Kapitainens Klædedragt er en Skindtrøie og Skindbuxe, og en hvid Hue under en graa Hat. Skjorte har han ikke. For at forsvare sig imod Kulden har han et Skinddække, som ogsaa tjener til Skjul om Natten. Dertil kommer endnu et Par Skindskoe, arbeidet paa Landets Viis at ham selv eller hans Folk, og det er da alt.

Hans Ministerium stiger gradviis nedad fra denne Høide i Klædedragt til halv og heel nøgen. Men derfor gjøre de Bevægninger med Kroppen,

-13-

som om de ikke vare de mindste Folk. Igaar foer vi over Floden. Den er nu temmelig tom, saa at man kan kjøre Vognen, som den er med hele Fragten over. Men vil man passere den paa en Tid, da den er fuld, saa har man den største Møie, der kan tænkes. Oxer og andet Qvæg maa svømme over; Vognen maa tages fra hverandre og bringes stykkevis over paa en slags Flaade, som Folket svømmer over med.

Udsigten er her, som et langt Stykke opad skal være den samme : maadelig høie Bjerge nær ved Floden, store Sandbakker og Sandbænke, Tornetræer, Ienholt og andre Træer.

Idag, Søndag, fandt vi dog blandt disse Omgivelser stor Glæde i at maatte forkynde det Livsens Ord. Tilhørernes Tal var ikke saa ubetydelig. Capitain Jan Booi, naturligviis med hele sit Følge, var nærværende.

Efter Aab. (Johannes Åpenbaring) 7,9 til Enden, fortalte jeg dem, hvad de havde at vente der hjemme og hvilke de der skulde finde og hvorledes de selv skulde kunne komme derind. Her maa man lære at tale enfoldig, hvis man ikke vil tale forgjæves. Jeg lod dem derfor vide, at ogsaa af deres Nation og af deres Tungemaal skal komme did, og at de, saamange, som græde over deres Synder skal faae Forladelse hos Frelseren og blive reen og hvid før de selv forventede det;   — men at derimod de, som blive i Synden skal smage Herrens Vrede.

Man maa behandle dem som Børn med Hensyn til deres Forstand og Evne til alt det, som godt er, men ikke forglemme (som man finder de Uforstandige der hjemme), at de ere meer end Voxne i alt det, som ondt er.  — Der hører derfor langt mere Barmhjertighed til, at overbære med disse arme Hedninger, end Mange der hjemme troe.

Mange Robinsonsindede Idealister skulde snart kjedes af de kjære Hedninger, dersom de havde dem saa nær, som vi. Dog Guds Naade ville vi prise, som gjør saa meget af intet; ja — saa meget godt af det, som er saa ondt. I bør ikke vente andet end ondt af Hedningerne, hvad der er godt, det er Undtagelse og Naadens og Guds Ords Virkning.

Disse fra Bethanien, og overhovedet her i Stor-Namaqualand havde fra gammel Tid den Vane at stjæle Qvæg fra Damraerne, og skyde disse eller tage dem til Slaver. Hottentotterne skyde Buskmændene, og disse Hottentotterne ihjel; dertil regnet al den Ureenhed og Uteerlighed (skittenhet) i Lyster og Begjeringer udvortes og indvortes : saa har man et Billede af det fra Gud fremmedgjorte Væsen, som fornemmelig her fra Floden af og dybere ind i Landet aabenbarer sig.

Broder Hahn holdt i Aften Gudstjeneste, og lod dem trøstig vide ianledning af Marc (Markus) 2, om den Verkbrudne, at Herren seer ind i Hjertet og veed, hvad vi trænge til, og dersom han den rette Trang i os finder, saa seer han til vor Nød og lyser Velsignelse, Fred og Syndernes Forladelse over os, før vi ret komme ud med Ordet. Men (for at vise Eder et Exempel) idet han forkyndte dette glædelige Budskab, saae han med sit skarpe Blik en Yngling og en Pige corresponderede med deres Øiekast paa en ilde bebudende Maade, og han sparede da heller ikke, at aabenbare deres Hjerters Raad og at sige dem deres skjulte Tanker.

Her have I da et ufuldkomment Billede af vor Omgivelse og Fremgangsmaade. Vi ere dog alligevel glade, at vi have været værdige at forkynde Herrens Navn for disse dybt nedsjunkne Slægter.

Der staaer vor Vogn. Idag flager vi det engelske, norske og preusiske Glædesflag; og bag ved Vognen ved Træerne, der er vort Kjøkken og vor Kirke.

-14-

Nu skal jeg give Eder et fuldstændigt Udtog af min tydske Dagbog at I kan høre lidt meer angaaende vor Reise osv.

Bethanien i  Januar 1843.

«Du skal vel bygge et Huus, men ikke faae boe i samme.» Dette Forbandelsens Ord 5 Mos.(Mosebok) 28,30 er opfyldt i Velsignelse paa mig i Komaggas. Mangen Svededaabe havde jeg nedlagt ogsaa paa et Forsøg til et Gjerde om min Have; men maatte for lutter Velsignelse forlade Alt og foretage Reisen med Broder Hugo Hahn dybere ind i Landet.

Aarsagen var denne : «Marken er stor, men Arbeiderne ere faae.» I Komaggas nød jeg megen Glæde i Omgang med den kjære gamle Schmelen; i Menigheden og fornemmelig i Skolen med mine kjære Børn. Skolen er dog det vigtigste her i Landet, da Folkets Forstand og Fatteevne saa saare trænger til Vækkelse for kun at modtage de nødvendigste Kundskaber af Guds Ord.

De Fleste forstaae Guds Ord og det nye Liv af samme, hvilket de uden ret Erkjendelse, dog ere i Besiddelse af mere i en Tilstand af Indgivelse, end Modtagelse fra Kundskabens Side.

Dette er vel Herrens store Naade, som giver Liv paa det at han kan kjendes (Se Joh. 17,3 i Grundtexten); men det er fra deres Side dog en Mangel, som vist saa snart som mulig bør søges at raade Bod paa ved megen Møie og Udholdenhed i Skolen. Af dette, sidst oventil anførte, lader sig nogenlunde forstaae, hvoraf det kommer, at Mange saalænge de ere ved Guds Ord, ere de maaskee fuld af aandeligt Liv og neppe ere de en Uge, en Maaned eller vel et Aar borte fra Guds Ord : saa er alt tabt.

Som det nu seer ud med Erkjendelsen, maa man ikke vente formeget i Katechisationen og vel lægge Mærke til den indre Nexus (forbindelse/anknytning), den skjulte Forbindelse. Saa fik jeg f.Ex. engang det Svar paa et ganske andet Spørgsmaal : Naar der kun er saadant Stykke imellem (idet hun viiste paa Fingerspidsen, hvormeget) saa kan jeg ikke sige noget. Af disse faae Ord, som dertil ere udtalte paa næsten uforstaaeligt hollandsk, maa man da udtage hendes rette Mening og den er : «Naar der er noget imellem mig og den Herre Jesu at jeg er mig selv bevidst at have syndet mod ham; eller at mit Hjerte ikke staaer ret til ham, og maatte der end være nok saa lidet, der kom imellem : saa har jeg dog ingen Frimodighed at tale eller at sige noget om Jesus, førend han glæder Hjertet igjen.»

De skjønneste Dage, som jeg opplevede i Komaggas var Juledagene ved vor Ankomst 1841; Broder Kleinschmidts Ordination, 1 Confirmationsdag og vore Afskedsdage. Fornemmelig var sidste Søndag for os og dem en ny og herlig Dag. Eftermiddagen var til Børnefest bestemt , da 2 af dem vare udvalgte for at drage med Broder Hahn og af ham at forberedes til Missionstjenesten; dersom Herren giver sin Lykke til.

Først blev der da holdt en Examen i Læsning; Bibelsk Historie, Geographie, Kirkehistorie, Regning og Sang. — Meget kunde vi ikke vente af dem. Med Hensyn til Festen blev der holdt tvende korte Taler; og derefter Sang og Bøn og de 2de Børns Overgave fra Forældrenes Side sluttet; og Børnene indbudne efter 1/3 Times Forløb at komme igjen for at drikke en Koppe Thee med hverandre til Afsked.

De forsømte ikke at komme og snart vare de 3de Borde langs Kirkegulvet besat med glade Gjæster, iblandt hvilke vare mine 3 Confirmander et voxent Skolebarn, som samme Dag var døbt og Førstegrøden af de Unge for Missionstjenesten, Daniel og Kabus.

 

-15-

 

 

Broder Schmelen var syg : saa at han ikke kunde tage nogen personlig Andeel i vor Glæde. Før vor Afreise holdt vi for sidste Gang Missionstime. Tirsdags Morgen vare vi for sidste Gang i Broder Schmelens Stue for i Samfund med hverandre at fremlægge for Herren hver for sig sine Sager i hjertelig Bøn.

Saasnart Vognen var færdig og Oxerne indspændt blev der ringet med Klokken for at kalde Menigheden, som allerede var samlet ved Vognen, ind i Kirken, for der at sige dem nogle Ord til Afsked. Efterat vi da her samfundsmæssig havde bøiet vore Knæe for Herren, toge vi Afsked fra dem Alle med haandslag udenfor. De vare meget bedrøvede. Vognen drog allerede langsom iforveien, hilsede flittig med sit engelske, norske og tydske Flag. Fra Stationen hilsedes den igjen med hollandsk Flag, da der intet andet var forhaanden.

Vi kom endelig udaf Synet af disse Bedrøvede; men for os bleve vi en Hob vaer, som ogsaa skulde hilses. Det var vore største Skolebørn, som var gaaed forud, og nu kom os imøde med deres Afskedshilsen; men de stakkels Børn vare saa i Graad, at de ikke kunde sige os et enkelt Ord. Vi hastede til Vognen og disse sidste, vore kjære Skolebørn forlode os grædende og hulkende. O, at Herren maatte regjere baade deres Hjerter og Taarer.

Vi forlode Komaggas den 4de October (1842) og kom efter en 14 Dages Reise til Oranje-revier. Herfra er det igjen en 14 Dages Reise til Bethanien. Paa denne Tid af Aaret er den sletteste Tid at reise, da der overalt er Mangel paa Vand, og tildels saa slet, at man maa holde Øinene igjen og Næsen til, førend man vover at drikke det.

Da Solen er altfor brændende midt paa Dagen, saa bliver sædvanlig Morgenstunden og Atentimerne, ja vel hele Natten benyttet; derimod lader man sædvanlig Oxerne hvile og græsse om Dagen fra Kl. 9- 2.3.4, efter Middag, eftersom Vinden begynder at blæse; som sædvanlig hver Dag begynder henved Kl. 2 eller 3. Man maa da ogsaa passe paa at spende fra paa et Sted hvor der en nogenlunde Græsgang og, hvis mulig, Vand.

Men da Kilderne ere 1,2 -3 Dagsreiser fra hverandre, saa maa man indrette sig derefter. Lader man Oxerne trække midt paa Dagen uden at naae Vand samme Aften, saa forgaae de snart for Tørst; man maa derfor heller benytte hele Natten og altid søge at reise ved Maaneskin; som vel er farligere end om Dagen for Løver og andre Udyr; men alligevel det bedste Middel og sommetider næsten uundgaaelig.

Dertil kommer nu, at man aldeles ikke kan forlade sig paa Folket, de ere Børn liig i deres Bedrifter og man er nødsaget selv at føre Comando, om man forstaaer det eller ei.

Man maa ike forudsætte at finde ordnede Tanker og ordentlig overlagte Handlinger hos dem, ellers er man istand til at græmme sig Lungen udaf Liver over deres Handlemaade. De ere istand til at bringe Mennesker i den største Nød, ja i Livsfare uden at gjøre sig den mindste Tanke derover. De vide vel altid at hjælpe sig selv; men ogsaa med Hensyn til deres Eget leve de ogsaa paa den Maade : «Gaaer det godt, saa gaaer det godt».

Den hele lange Dag kan de sidde og prate og tøve sammen med saadan Ivrighed, at det er en Lyst at høre dem: Have de Mad, saa spise de ogsaa den hele Dag, men have de ikke, saa ere de lige glad og kunne uden videre Betænkning hungre 5-10 Dage. Have de Tobak, saa løber Piben i et fort rundt iblandt dem.

 

-16-

Deres naturlige Characteertræk er kort sagt : Dovenskab, Tankeløshed og Tøvagtighed, Vaas.

Jeg har nu fortalt Eder om vort Ophold ved Floden. Omgivelserne paa nordre Side af Floden er af en ganske anden Natur end i Syd for samme. Med Hensyn til Bjergene kan man inddele Veien fra Floden til Bethanien i 3de (trende) Variationer. I Begyndelsen synes de ligesom satte ned paa Jorden, paa begge Sider af dem er Dalstrøg og da igjen Bjerge af samme Skikkelse. Dette varer 2-3 Dagsreiser. Her begynder et andet Slags nemlig Tafelbjerge, der se ud ligesom lange Fæstningsværker og Skandser, og løbe for det meste parallel i Nord i en Afstand fra hverandre af 5-30 Minutters Vei. Endelig løse sig disse Slags Bjerge op i pyramidalske Spidser og endelig i Bakker og Sletter i 2-3 Dagsreiser Syd for Bethanien.

Den lange Slette, eller Dalstrøget fra Floden til Bethanien bliver kun engang afbrudt ved en Forhøining eller Plateau 2-3 Dages Reise fra Floden, eller der, hvor Bjergene faa Skikkelse af Fæsningsværker.

Træer finder man her sjelden udenfor Floderne eller Elvene. Bliver man hær Træer vaer, saa kan man næsten sikkert gjøre Regning paa, at der er en Elv; men NB intet Vand i samme, uden ved høi Regnetid. Træerne finder man ligesaa isoleret og alene staaende som Bjergene, og dette bidrager til at den nøgne Slette, hvor paa mange Steder kun er Sand og Smaasten at finde, viser sig for Øiet i sin fulde Nøgenhed. Græsset og Græsmarkerne selv staae ligesaa skarp afsondret, som hiint. Man tænke sig ikke her i Namaqualand skjønne grønne Enge. Græsset er sædvanlig gult (eller hvis det er Aarsgammelt, da graat) og staae i smaae Buske, en eller flere Fod fra hverandre. Finder man nu Elve eller Floder og Græsmarker i Nærheden af omtalte Bjerge, saa har man i dette Tilfældet mangengang et ligesaa smukt, som ellers i modsat Tilfælde hæsligt Prospect.

En Dagsreise i Syd for Bethanien begynder en Tafel-Bjergkjæde i skjønnere og breliantere (mer brilliant) Tone og Stiil og løber paa høire Side af Bethanien en 3 Ugers Reise i uafbrudt Linie  lige imod Nord.

Paa vor Vei fra Oranje-Floden kommer man til et Sted (eller Kilde) som kaldes Huns.

Her opholder sig (for at tale paa Landets Viis) «tamme» Buschmænd; men deres Tamhed er ikke meget at stole paa, thi da Broder Kleinschmidt 2 Maaneder for os var draget  derigjennem, havde han den ubehagelige Forretning at trække Landsen (lansen) med dens forgiftede Spids udaf Livet paa Een, som i Fordagens indbyrdes Krig var bleven saa uheldig saaret. Naar Namaquarne vil tæmme Buschmænd, saa gjøre de Jagt paa dem, og dersom de faae dem fat, saa forære de dem et eller andet, give dem Mad og tale fredelig med dem, og lade dem saa gaae.

Nogle af disse Buschmænd besøgte os og vi gjorde et Besøg til dem igjen. Broder Hahn lod dem komme sammen for at erfare deres Antal; som vi da fandt beløb sig til omtrent 60 med stort og smaat. Derpaa talte han til dem, og lod sin lille Daniel tolke for første Gang. Endelig lod han een af Buschmændene vise os, hvorledes de skyde med deres Buer efter Fugle, vilde Dyr og i Krigen.

De gjorde forunderlige Maneuvrer ved deres Skydning. Det ligner næsten en Hallingdands, de sætte sig i Huge og hoppe med mueligste Hurtighed, snart til den ene, snart til den anden Side; springe (hopper) da igjen hurtig i Veiret og slaae snart med den ene, snart med den anden Fod imod Sædet. Aldrig staae de paa et Sted stille, men bevæge sig uden Afladelse og synge og raabe, idet de med Buen forfølge det andet Parti, der er ligesaa ivrig i Bevægelse for at undgaae Pilen, som de.

Huns er rig paa Vand og, som det lader til, ogsaa skikket for en

-17-

Missionsstation. Græsset staaer vel noget fjernt og Veien er «skarp» d.e. smaasteenagtig, fuld af spidse Stene. Ellers er Huns, naar man fraregner de hæslige , umaleriske Steenbakker, ret smuk. De mange Træer og meget Siv giver den et maleriskt Udseende.

Den Mand, som viiste os deres Maneer ved Skydningen (et skjønt, ungt Menneske) havde paa sin venstre Haand 3 Remer. En for at undgae Slaget af Buen, en anden for Stads og en tredie, som der hang en liden Grævlingfod fast i. Paa Broder Hahns Spørgsmaal, gav han til Svar, at denne skulde give ham Lykke, naar han er ude for at søge Honning eller hjælpe ham mod vilde Dyr osv. Dette var det første, som jeg hidindtil var bleven vaer af Fetischtjenesten; senere har jeg bemærket at de ogsaa sætte deres Liid til smaa Horn, Oxegalle osv. Paa Broder Hahns Tilraab, hellere at bede til Jesum, og at kaste disse hjælpeløse Ting bort, saadan en død Tingeste osv., har han strax taget det bort. Han sagde, at han i Begyndelsen var bange for os, men nu glad; udtalte Jesu Navn med synlig Glæde og viiste mod Himmelen.

Nu reiste vi videre og kom den 3die Novbr. til Bethanien. Broder Kleinschmidt kom os en halv Dags Reise imøde og hentede os med Rideoxe.

Broder Schmelen har for mange Aar siden anlagt denne Station. Dengang vare her 3 Capitainer med deres Folk nærværende. Ved Broder Kleinschmidts Ankomst var her ikke et eneste Menneske; men der samledes snart Mennesker, og kommer endnu hver Uge Nye. Fra gammel Tids Velstand var her intet andet at finde, end et afbrændt Huus, og tvende andre Ruiner.

Den 11te reiste Broder Kleinschmidt, hans Kone og Broder Hahn til Junker Afrikaner, jeg blev altsaa alene igjen. Paa hvert nye Sted, hvor jeg kommer er jeg bange og forsagt, saaledes ogsaa her.

Jeg var saa lykkelig at arve et Mattehuus efter Broder Kleinschmidt som Folket havde lavet tilrette for ham. Men denne Lykke er ikke betydelig; thi regner det, saa er man aldrig ganske fri for Draaber, kommer der en stærk Vind, saa flyver den ene Matte efter den anden bort, og da er der et Skrig og en Allarm af alle de hjælpsomme Koner (dette er deres Arbeide) som om man var paa Havet, og i den største Fare.

Om Natten kunde jeg neppe sove for de mange udmavrede tyvagtige Hunde, som plagede mig, og det som værst var, Kalver og Bukker gav mig heller ingen Roe; men tyggede snart her, snart der et Stykke af Huset op, og i den korte Tid, jeg boede i samme, havde de dog tygget op tvende (to) nye Døre.

Jeg maatte under disse Omstændigheder begynde at sætte Tag over Broder Schemelens Ruiner, saa snart som muligt; men dette har da taget min Tid bort; thi, som oventil bemærket, maa man her gjøre alting selv eller dog idetmindste føre Comandoen, — Alting maa afrisses (avtegnes) saa nøiagtig for dem, at de ikke kan tage feil. Vil man have en Stoel eller et Bord, saa maa man selv udsøge Træe, og bestemme Længden, Høiden, Bredden osv. og selv sætte det sammen, som man vil have det, ellers bliver det ikke liigt til nogen Ting.

Kort Tid efter Broder Hahns og Kleinschmidts Afreise havde jeg en Forsamling af de vigitigste iblandt mit Folk, for i samme at udvælge et intreemistisk Raad, som saa længe skulde staae ved Magt indtil nærmere kunde blive bestemt angaaende det rette Kapitainskab. Den Kapitain Jan Booi eller Fredrik, som vi mødte ved Oranje-Floden er ikke den rette Kapitain og heller ikke nærværende. En Anden paastaaer at have Kapitainsret, indtil hans Brodersøn, et Barn omtrent 14 Aar gammel, kommer til sin Alder og bliver myndig.

-18-

En Mand, som jeg ikke vidste at faae Bugt med, blev snart derefter overgivet til det nye Raad. Denne Mand havde Koner; men 2 havde han allerede givet Afsked. Han vilde absolut have den yngste og lade den ældste fare, men dette kan vi ikke tillade. Med Guds Ord kunde jeg ikke overbevise ham; thi han tvivlede om det var Sandhed, hvad vi fortalte ham, og sagde til Svar paa mine Forestillinger, om han vilde synde imod Gud : «Ja kan det ikke skee paa anden Maade, saa vil jeg dog hellere synde imod Gud, end afstaae fra min yngste Kone». Den Stakkel, han kjender ikke Gud.

Mit nye Raad beviiste sig virkelig bestemmelig i denne Underhandling, og ved deres historiske Forestillinger angaaende Aarsagen, hvorfor en Missionær var kommen til dem og havde foretaget en saa stor og farlig Reise, blev han overbeviist og overvunden.

Her er ikke Pauli Ord : «Hvad angaaer mig de, som ere udenfor», at bringe i Anvendelse; thi de som ere her paa et Sted tilsammen, ansees i mere eller mindre Grad, som vare de i nogen Maade allerede inde i Menigheden; derfor bør hellere Herrens Ord her benyttes og bringes i Anvendelse : «En liden Surdeig kan gjennemsyre den hele Deig».

Nogle Mennesker paastaae, at man ikke bør drive med Magt paa Afskaffelse af Fleerkoneriet, da samme kan give Anledning til større Uorden og Synd, idet mange afsatte Koner for Nærings Skyld saa lettelig blive Horer og Forførere for Andre. Dette er vist at tage i Betænkning, hvor Omstændighederne fordre samme, dog saaledes, at man ikke tillader dem, der skulde døbes, at beholde deres flere Koner; men at sætte dem til Side og at underholde dem. Ellers gives Anledning til stor Uorden.

Men her i denne Deel af Afrika er det aldeles nødvendig at drive med Magt paa Fleerkoneriets Afskaffelse og ikke paa nogen Maade at tillade samme, fordi de selv alle meer eller mindre ere overbeviiste om af Guds Ord (hvis Lyd de dog have hørt) at dette er Synd.

For det andet ventede de allerede foriveien at Missionærerne ikke skal tillade dem det, og her i Bethanien skaffede de friskt deres overflødige Koner bort, saasnart de fik Nys om at der kom en Missionær til dem. De gaae her i dette Tilfældet tilbage til deres Folk eller Sted. For det tredie er Forbindelsen mellem disse Mænd og deres mange Koner saa løse, at det ikke koster megen Møie at skilles fra hverandre. Kun det koster dem mange Gange Kamp, at give Slip paa den Yngste og beholde den Ældste.

Et Gode er dog her i Namaqualandet, at Folket i Almindelighed lade sig overbevise, naar man giver dem fuldkommen Grund i Sagen. En Missionær her i Landet maa derfor flittig benytte denne Omgangsmaade, ved Aandens Overbeviisning, som heller ikke er svær, da Folket hidindtil ikke har Evne nok til at give gyldige Indvendinger. Have de desuaget een eller anden Gang en grundig Indvending, saa giver man sig med Glæde tabt; og fornøier sig over at de dog begynde  at bruge deres Forstand.

Men naar man vil overbevise dem om en Sandhed, saa maa man ikke spare paa Tiden; men NB. hvad der kunde siges i tre Ord, det maa man ved mange Omskrivninger og indlysende Exempler og Beviser søge at gjøre dem klart.

De som forstaae Hollandsk have derved dog mange forkeerte Ord, hvis Mening i deres Sind man maa kjende for ikke at tage feil, — f. Ex. «Jeg vil ikke gaae» betyder : «Jeg vilde dog ikke gjerne gaae»; «Jeg vil have det», ogsaa udtalt i streng Tone, betyder dog ikke andet end : «Jeg vilde dog gjerne have det, eller det».

Fra den Største til den Mindste ere de at regne som Børn, som de selv og sige. Dette maa en Missionær her aldrig forglemme; men de ere

-19-

heller ikke altid lydige Børn liig; men  just meget ofte det Modsatte. Derfor maa man behandle dem med saavel Skarphed, som Mildhed og vel vide, hvor man vil, tør og kan see igjennem Fingrene med dem. Det er et frygtsomt og forsagt Folk (uden paa Jagt); men derfor forsøge de dog at udfordre deres Missionær, og at forsøge ham, om han er bange eller ikke, omtrent saaledes som udartede Skolebørn deres nye Lærer. Øver han nu sin Magt ud over dem, saa kommer han først ret i Anseelse og Respect hos dem.

Vi leve her i Dommernes Tid : «Hvermand gjør, hvad han synes ret»; derfor maa da Missionæren ogsaa gjøre hvad der synes ham ret og godt at være. Han nødes da mange Gange til at være Feldtherre og Missionær, eller, som det bedre lyder : «Dommer og Frelser» i een Person.

Hans Virksomhed er for stor, at han ikke i mange Stykker, hverken kan (eller tør) beholde den alene.

Den Velsignelse, som man kan vente sig af en Øvrighed maa han benytte, hvor der er en Øvrighed, men hvor ingen er, der maa han søge at faae en istand.

Og just for at komme ud af mange Ubehageligheder, som det kunde bringe med sig, idet han nødes til at optræde som Feldtherre, maa han først gjøre sig til saadan en, og siden, naar han er saa lykkelig at have en Magt udenfor sig — kan han da let træde fra og være Missionær alene. Men saalænge nødes han at være souverain Konge, ja han maa være Alt; — Bonde, ja ogsaa Gadelægger og Bygningsstriel. Vistnok vil det vare en Tid, førend han kan alene være Missionær og udenfor de andre Sager, just af den Aarsag, at han maa være Alt for dem. De komme med deres Sager til ham ligesom Israelitterne i Ørken til Moses, og hvad skal han gjøre, han nødes til at følge Jethroes’s Raad 2. Mos.14-23. Det er og det bedste.

Øvrigheden selv grunder og forsvarer sin Auctoritet i Missionærens Afhængighed. Det er en ganske anden Sag med Høvdinger, som allerede længe har bestaaet, og som Saadanne af Folket er anerkjendt og auctoriseret. Hvad jeg her siger, angaaer (vel at mærke) for det første kun Bethanien og en Deel af Namaqualand og med Anvendelsen heraf paa andre Steder og under andre Omstændigheder, fornemmelig inden Coloniens Grændser er at overveie først.

Men her maa vi paa denne Maade søge at komme ud af Dommernes Tid, og ind i den meget ønskeligere, hvor nemlig hver Mand kan boe sikkert under sin Viinstok og sit Figentræ, og dertil hjælpe os Gud i Naade. Amen.

——————————————-

Nu noget af min Dagbog.

Fredag deb 18 Novbr. 1842. I Aftengudstjenesten fortalte jeg dem (Dagen gav Anledning dertil) hvorfor vi vare komne til dem og advarede dem for Skibsfolkene ved Søen, som de sommetider komme i Berørelse med. Let Graad forekom og meget stærk i Slutningen.

Løverdag den 19de. Prædiken over 5 Mos. 5,29. «Ak, at I havde saadanne Hjerter», osv.

Søndag den 20de. Lidelseshistorien. Om Eftermiddagen havde jeg en Samtale med nogle af Menigheden over deres Sjelstilstand.

Mandag den 21de. Aftengudstjeneste, ret evangelisk, dog græd den gamle Sara meget smertelig.

Tirsdag den 22de. Efter Gudstjenesten atter en Grædende.

NB. Denne stærke Graad, som overfalder Konerne under Guds Ords

-20-

hørelse er meget paafaldende. Jeg tænkte sommetider, at de vare faldne i en Slags Afmagt; thi de kan, naar dette overkommer dem, ilkke staae paa Fødderne; men de falde ned og skrige, bæve (rister) og græde; men strax bemærkede jeg under deres Hulken, at de bad Gud om Naade, eller lovede og takkede ham.

Jeg befordrer aldeles ikke denne Graad; men søger heller ikke at hemme den.

Fra Broder Kleinschmidts Ankomst her, indtil paa denne Dag, hører jeg Mænd, Koner og Børn at bede rundt om mig næsten efter hver Gudstjeneste. Bønnen er heller ingen hemmelig Gjerning iblandt dem; men aldeles aabenbar. Ja sommetider ere de neppe komne ud af Kirkedøren, saa begynde de med deres Anliggende til Herren.

Jeg har engang gjort dem opmærksom paa Pharisæeren og Hykleriets Afskyelighed og sagt, at dersom de følte den ringeste Selvophøielse osv., eller følte, at de i nogen Maade bade saa, for at blive hørt; de da strax maatte afstaae derfra og søge et ensomt og stille Sted at bede paa; — men de bede af anden Grund end Pharisæeren, derfor føle de ikke nogen Irettesættelse derover, og bede som før.

Det er uimodsigelig Guds Gjerning, som her er begyndt, og min Mening er, at man bør udføre Herrens videre Gjerning med dem i Hast.

Der ere mange Mennesker, som advare meget for at døbe Hedningerne førend de have en grundig og levende Erkjendelse; og ja, hvor godt er det ikke, dersom Naturevnen tillader samme !  Men hvid disse Mennesker før maatte døe, og blive aandelig død igjen, førend de faae en bogstavelig Erkjendelse – hvad skal man da gjøre ?

Jeg holder af gandske Hjerte med Pastor Stier i Barmen, som midt i Kjernen af Christenheden (idetmindste Tydsklands) tør paastaae med Hensyn til en overveiende bogstavelig Erkjendelse, at «Kjærlighed til Jesum er allerede Gjenfødelse». O hvor meget mere tør vi da ved den store Mangel af Erkjendelse her i den mørke og dystre Hedningeverden paastaae at «Kjærlighed til Jesum er Gjenfødelse og Liv af Gud».

— Og herfra nedad kunde vi alene beregne Omvendelsen og Opvækkelsen.

Med dette gjøre vi; vi holde dem i Underviisningen ligesaavel efter som før Daaben, efter Herrens Ord Matth. 28 : «Gaaer hen og lærer alle Folk, idet I døbe dem i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn; og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet Eder».

«Guds Rige er liigt et Garn, som kastes i Havet, hvori samles alleslags Fiske. Matth. 13. Udsøgningen og Oprykkelsen har heller ikke Herren nærmest anbetroet os; men Samlingen. Matth. 13, 28-30 og V. 49.

Fredag; den 9-16 December har jeg flittig bygget.

Hele Natten igjennem (den 16de) have de sunget rundt om mig, som jeg ikke var ret tilfreds med. Sanna Bantom var Anførerinden. De bleve (som jeg lod mig fortælle) modtagne i flere Huse (eller Hytter) med Sang og Bøn af forskjellige Huusfædre, som da formerede Følget og drog videre med dem til de andre Huse. Det var ikke ilde meent, og de gjorde dette af Glæde; men jeg forbød dem at bruge Natten dertil.

Søndags Aften den 18detog jeg Afsked med dem fra det gamle Kirkehuus, et Skjul eller Tag med Siv bedækket, og paalagde dem at bede om Velsignelse for det nye, som vi agtede at holde Julefest i næstkommende Søndag.

Løverdag den 24de. Juuleaften.

Med megen Møie fik jeg Huset under Tag til i Aften og just saa vidt, at vi kunde brænde Lys deri. Nogle bibelske Stykker, som jeg havde fra Tydskland, bleve ophængte. Til Juletræe søgte vi iblandt Tornetræerne et

-21-

ud og smykkede samme ud med Lys, tørrede Frugter, Rosiner og nogle Hvedekavringer, som jeg havde opbevaret mig fra Komaggas. Fugle vare jo ogsaa deri naturligviis.

Værelset var allerede hvidet, 7 Lys rundt paa Væggene og min Hornlaterne midt i Taget.

Derpaa blev Hornet blæst og forsamlede Alle i en Hast for Kirkedøren, hvor de maatte bie (vente) saalænge til alle vare komne for med een Gang (samtidig) at nyde Beskuelsen af denne Herlighed. Med stor Opmærksomhed hastede de da ind. Jeg fortalte dem da Betydningen af Juletræet, takkede Arbeiderne for deres store Møie og forklarede dem, at den Herre Jesus endnu meget bedre forstaaer at oplyse en gammel Synder, og at gjøre ham hvid og skjøn end vi dette Møghuus. Vi bade at Herren vilde hvile med sin Velsignelse over dette Huus ialt, hvad vi deri foretage.

Derefter talte vi frit med hverandre om den anden Herrens Tilkommelse. Endelig kom Risengrynsgrøden til stor Glæde for Børnene og andre, som hjertelig gjerne toge Deel deri. Tilsidst bleve Frugterne af Juletræet uddelt og da jeg spurgte dem, om dette altsammen var jilt (stas) : saa raabte de alle med mangestemmig Jublende Ja. «A. Amma Amma».

Paa mit Spørgsmaal svarede nogle, at Juletræet havde behaget dem meest, andre og vel de Fleste syntes dog bedst om Billederne. Vi sang da de Par Sange, som de havde lært, og gik fornøiet hver til Sit.

Julemorgen kom vi sammen igjen og hørte Dagens Historie. Sidenefter talte jeg meget med Fire, som jeg havde forberedt til Daaben : Christian, Piet, hans Kone Sara og Sanne (Bantams Kone). De belovede efter nøie Overveielse iblandt andre Synder ogsaa at afstaae fra Brændeviin, Honningøl og Dacha, NB for bestandig og hvor de befinde sig.

Mine Flag blev nu ophissede og efter Middag gik vi atter til Kirke. Prædiken over Joh. 3,16.  Jeg lod Christian og Piet selv fortælle Menigheden, hvilke de havde været og hvad de nu ved Herrens Naade i den hellige Daab agte at blive. De vare frimodige i deres Fortælling og afvexlede hverandre flere Gange. De bleve nu hver især spurgte og døbt, og fik til deres gamle Navn hver sit nye; som de havde udvalgt : Christian Petrus, Piet Saul, Sara Maria og Sanna Martha.

Siden efter kom vi sammen paa Theebesøg, hvor de udtalte sig med megen Glæde og Tilfredshed. Fornemmelig indskjærpede jeg dem, at de nu ere reene, og Guds Børn.

Til Forberedelse paa Nadverens Nydelse læste jeg med dem en Deel af Luc. 22.

2den Juledag. Flagene bleve ophissede, Kirken opryddet og Prædikestolen belagt med en skjøn rødagtig Borddug, som jeg kort iforveien havde faaet fra Komaggas. Jeg forklarede dem Fodetvetten (fot-vasken) Joh. 13, fornemmelig det 10de Vers, og viiste paa Daaben i Gaarsdagen, som den fuldkomne Renselse, der aldrig mere gjøres behov; men at vi daglig komme og lade vore Fødder (den Besmittelse der klæber ved os paa vor Vandring) afvaske af Herrens tilgivende Naade. Ogsaa omtale jeg den Forskjel, der er imellem at vaske hverandres Fødder og —hverandres Hoveder. Nu blev Nadveren nydt, og de Tilstedeværende formanet til at komme og smage hvor venlig Herren er.

Siden efter kom vi atter tilsammen paa et lidet Theebesøg, hvor vi atter kaltes sammen. De vare virkelig fulde af den Hellig Aand. Sara Maria sagde, hun forstaaer nu, at hun alene skal hænge sig paa Herren; Piet Saul, at Herrens Naade er for stor, som har opbevaret og spart ham til saadan Velsignelse; Christian Petrus, Guds Øine ere saa store, og ser

-22-

alt og det gjør, at vi ogsaa see os selv og lære os selv at kjende; (med andre Ord : «I dit Lys, see vi Lyset») ellers var han saa fuld (av d.H. Aand). Og Sanna Martha var vred paa sig selv, at hun saa længe havde været Herren imod. Vi vare virkelig salig.

Jeg fortalte dem af 1.Joh.3,1.2., at vi ere Guds Børn osv., men at vi maa ansee os selv som smaae Børn; thi saaledes ere vi i Jesu Øine; som er en stor Trøst for os. Et lidet Barn kan ikke selv gjøre sig reen, saa og vi. Christian Petrus loe i sit Hjerte af Glæde og Sara Maria ligesaa. De lyste alle af Glæde.

Om Aftenen var Mandfolke-Forening (den maanedlige) for at tale sammen om Børneopdragelse osv.

Nytaarsnatten. Kl. 11 1/2 var Kirken oplyst og min La(n)terne optrukket i Spidsen af Flagstokken (som er fast paa Huset) til Lygte for dem, som kom til Kirken. Hornet blev blæst og der kom en Deel.

Jeg talte til dem om Herrens anden Tilkommelse ved Midnat, Math. 25,6., lod to af dem bede og derpaa sluttede vi med «Nu takker alle Gud osv.».

Nytaarsmorgen 1843 holdt gamle Tibot Gudstjeneste, d.e. han læser et Capitel, beder og synger med dem. Han er en Hedningekristen, som kan læse og var her paa Besøg. Her er endnu ingen som kan læse.

Siden efter nød vi den hellige Nadvere, men ikke saa velsignet som forrige Søndag. Et Spørgsmaal af Christian Petrus før Nydelsen af den hellige Nadvere glædede mig meget. Jeg havde sagt til dem førend de bleve døbte, at de maatte prøve sig selv, om der ikke maaske var noget tilbage, som de ikke gjerne gave slip paa. Noget, og var det end det kjæreste, maa vi slippe for Jesu Skyld. Han var herover kommen i Forlegenhed. Hans Kone var denne Gang ikke bleven deelagtig i Daabens Naade, hvorvel hun ikke er langt borte. Han tænkte nu, at han maaske  maatte forlade hende fordi hun var udøbt, og at dette maaske var meent med det allerkjæreste, som de skulde forlade for Jesu Skyld. Han glædede sig over Pauli Erklæring herover i 1.Cor.7,12.

Den 3die Januar 1843. Nye Daabscandidater. Skolen inddelt i 2de Afdelinger; 2de Ynglinge sat over 1ste Afdeling, den anden beholder jeg selv.

Onsdag den 4de. Begyndelse med en Syeskole. Sanna Martha Bantam sattes derover.

Ugen igjennem blev arbeidet flittig paa en Stoel og et Bord. Søndag den 8de gik jeg og spadserede et lidet Stykke, da hørte jeg at der blev bedet i det lille Huus ved Veien. Jeg besøgte Christian Petrus og fandt ham, hans Kone og nogle andre ved ABC. Christian Petrus gjør mig megen Glæde ved sit stille Væsen og sin Tjenstvillighed. For min egen Person havde jeg denne Dag stor Bedrøvelse, Anger og Glæde.

Tirsdag den 12te arbeidede jeg paa Gadedøren og et Slags Spisekammer. Tvende Dage i Forveien blev et lidet Barn begravet. Jeg tog Børnene med og holdt Katechisation derover ved Graven. Daniel meente, at han havde været i Helvede, hvis han havde været afdød i forrige Nat.  — Jeg trøstede ham.

Onsdag den 18de lod jeg mit Mattehus nedrive og flyttede i mit nye Muurhus.

I Daabscandidaternes Underviisningfik jeg glædelige Svar, f.Ex. af Kaatje Omkyk : «Hvem skulde ikke altid tænke paa Jesum» osv. Sara Maria var kommen over hendes Datter i Samtale med Christian Petrus’s Datter. De talte om, at de endnu vare Børn; men dog alligevel Syndere, og om vel Jesus vilde antage dem ?

-23-

Søndag den 22de. I Børneskolen eller Katechisationen havde jeg den Fornøielse at høre af Børnene, at de bade for sig alene, eller tilsammen, saa som det træffer sig.

Mandags Aften den 23de Mandfolkeforening igjen. Den løb vel af. Mange vare nærværende. Vi talte om Børneopdragelse og om Husbygning osv., men der feiler dem Krudt for at jage Kost sammen til Arbeiderne; ogsaa lidt Lyst. Der blev ogsaa talt om Bidrag til at kjøbe Bibler og Bøger for.

Tirsdag den 24de 5 Par copuleret (gift). Siden Koneforening. Spurgt efter deres Opdragelsesmaade (som sædvanlig er meget slet). Fortalte dem, hvorledes de skal ansee deres Børn (De ere meget børnekjær). Deres egen Synd i Børnene og Jesu Kjærlighed til dem, osv.

Onsdag den 25de kom min Oxe-vogn tilbage fra Junker Afrikaner, hvis Sted de havde givet Navnet Elberfeld (dagens Klein-Windhoek), med de bedste Tidninger fra Broder Hahn og Kleinschmidt. De før saa fiendtligsindede Damraer (Hereroene) vare komne i Skareviis for at søge Fred. Herren lukker Dørene vidt op for Korsets Ord. En Damrahøvding lagde Haanden paa Brystet paa een af Medhjælperne, som er med Broder Hahn og Kleinschmidt, og sagde idet han viiste paa Broder Hahn og Kleinschmidt (dog uden Ord) at de maatte følge ham til hans Land. Idet han vinkede dem viiste han henimod sit Land. Men de turde ikke forlade Junker.

«Halleluja den hele Jord skal høre

Det store Ord om Syndres Frelsermand».

Idag bragte ogsaa Christian Petrus sin Violin for at lade den brænde. «Det var ham, som om jeg havde lagt noget paa ham», idet jeg sagde for 2 Dage siden, om han kunde bringe det over sit Hjerte, at forlede Andre til Synd for en Oxes Skyld, som han kunde faae for sin Violin. Den Aften, da jeg talede med ham herom havde han spillet aandelige Sange, men som hørte sig for mine Øren reent hedensk. Jeg havde før givet ham Lov at spille alle de Sange og Psalmer, som de lære i Skolen osv., men dengang vidste jeg ikke , at aandelige Sange, spillet paa deres Viis paa Strenge, som de selv havde tilberedet (Violinen var ellers god) faaer saadant noget hedensk ved sig.

Jeg gjorde ham opmærksom paa Faren deraf for hans egen Person, da han før har drevet det temmelig vidt paa hedensk Viis; og sagde, uden just at tænke saa stort derved : «Den har nu gjort Synd nok, lad ham døe; set Ild paa ham».

Men hertil var han ikke bered, og sagde, at dersom han ikke bruger den til Synd, saa har baade jeg og Schmelen og Andre sagt, at den i og for sig selv ikke er syndig. Men jeg blev ligevel ved at paastaae, hvad jeg havde sagt og lod ham betænke, om ikke hans Hjerte hængte ved Violinen. Han kunde ogsaa let give et slet Exempel, idet andre, som hørte ham spille, kunde tænke som jeg nu, at det var de hedenske Horeviser han spillede. Da kom han med de Ord, at han da heller vilde hænge den op og ikke bruge den meer eller sælge den for en Oxe. Hvorpaa jeg svarede ham, som oventil sagt. Han indsaae snart sin Uret, og lovede at betænke sig.

En anden spurgte mig en Dag, om han torde øve sig paa Violinen at spille : «Den bedste Ven er nu i Himlen», som jeg tillod ham, men en anden fortalte mig senere, at «da han havde taget Violinen i Haanden, saa faldt ham strax alle de djævelske Sange ind, som han før havde spillet, og da han mærkede Lysten dertil, lagde han Violinen ned».

Denne Hjælper mig i Skolen og kan maaske senere ved Guds Naade blive en Hjælp for os.

Om Aften fortalte jeg i Kirken, om den herlige Indgang til Damraland (Hereroland). Jacob Lamberts, hvilken jeg (som Øievidne) lod fortælle videre, tænkte paa Broder Schmelens Ord (han har været hos Schmelen her (Bethanien) :

-24-

«En Ulv kan ikke blive sammen med Lammene i een Stald; men Herren kan dog lave det saaledes, at de kan blive sammen, det saa han nu iblandt Damraerne. Under Bønnen faldt atter en heftig Graad over flere Koner og Børn. De søgte at holde sig, men kunde ikke. Tilsidst bleve de indbudne til at tage Deel i at forbrænde Christian Petrus’s Violin. Det var og min kjære Søster Anna Katharinas Fødselsdag idag.

Torsdag den 26de Januar. Først blev der gjort en stor Ild; derpaa sang vi omtrent saaledes :

O kom, O Helligaand kom dog, og giv min Sjel din Fred.

Jeg hader Synden, som borttog mit Hjertes Salighed.

Min Hjertens bedste Afgud tag, hvad Afgud det end er

Og styrt ham med stort Nederlag; du selv min Glæde vær.

Derpaa talte jeg til de Forsamlede over Marc. 9,42-44. Luc. 14,33, og Josva 7,24.25. Hovedsagen deraf var : Den har bragt Andre til Synd (hedensk Spil er som oftest med Horerie forbunden osv.) og kan blive skadelig for os selv, og fortjener desaarsag ligesaagodt, som de uskyldige Faar, Oxer, Huus og Mantel af Achan Ilden.

Derpaa gav jeg Christian samme, og efterat han selv havde sagt det han vilde over den, lagde han den paa Ilden. Forbandelsen blev høitidelig udtalt over den : «Fordi du ahr fordærvet til Ilden : saa fordærve dig den evige Ild». Medens den brændte sang vi :

«Saa synes os ei Skade Hvad vi for Jesus lod

Vort Hjerte maa vel hade Hvad Jesus stod imod».

Jeg gav ham siden en gammel Harmonika, og sagde, at denne var hidindtil ikke brugt til Synd, og derfor liig en reen Jomfru, tag den. Saaledes høitideligholdt vi da her i Afrika vor kjære gamle Kong Carl Johans Fødselsdag 26de Januar 1843. Jeg forglemte heller ikke dig kjære Broder G. Kielland.

Onsdag den 27de solgte jeg en Deel Tørklæder, Knive osv. for Slagtfæe. Idag var min kjære gamle Bedstemoders Fødselsdag. O Herre lad os arve Velsignelsen ogsaa (2 Tim. 1,5). Men Herre tilgiv mig ogsaa min Synd for idag. Jeg har været saa rasende utaalmodig i Skolen idag.

 Tirsdag den 31te. Lovis, klagede over sin Kone for mig, at hun ikke vilde garve Skind for ham til Buxe. Jeg tiltalte hende først meget venlig men da sagde hun reent ud : «Nei, jeg vil ikke»; men da jeg strengelig befalede hende at tage Skindet; idag at gjøre samme færdig og i Aften at vise mig det færdig, saa var hun lydig og bragte det færdig til mig om Aftenen. Nu kunde jeg da berømme hende igjen. Saaledes ere de, og saaledes maa man omgaaes med dem.

Eders forbundne 

H.C. Knudsen

Stengt for kommentarer.