missionær h.c. knudsen’s skrivelse til sine venner i norge. en reisebeskrivelse

 

– fraTydskland til London. Christiania . Trykt paa F.T. Knudsens Forlag hos Ludvig Risum. 1843.

 

-3-

Skrivelse fra Missionær H.C. Knudsen;

kjære Fader osv., og hvem der ellers har Lyst til at læse dette.

Düsselthal den 17de April 1841.

Da jeg har saa urimelig knap Tid, saa vil jeg begynde et Brev itide, og lidt efter lidt indføre hva der forekommer. Vi ere nu paa en liden Afskedsreise, som vi begyndte igaar. Igaar Eftermiddag og Aften opholdt vi os i Dysseldorf hos en kjær Ven, en Conditor Asckerfeldt. I denne store Bye var han lang Tid, som det syntes, den eneste levende Christen. Stor Mangel var der paa troende Præster, saa at han for een og anden Gang at blive vederqvæget maatte reise til Nabostæderne for at høre en troende Præst. Men han bad, og Herren lærte ham at tro, og nu er der flere livelige Præster der, som tør lukke Munden op, og som lader det være sig magtpaaliggende at lyse for alle i Huset, og at spørge efter dem, som frygte Gud og ville tjene ham med Glæde deres Livstid. Nu bliver der og i denne mørke Stad holdt Missionsmøder, og de rette Præster har ogsaa der Mangt og Meget at byde deres kjære Menighed, som de hjertelig elske, fordi den er saa dyrt forhvervet med Guds Søns Blod. Men denne kjære Ven Asckerfeldt, har ikke alene bedet, men har ogsaa arbeidet og ikke givet dem Roe; han har oplivet Præst og Menighed, og nu ser han Frugt deraf. Skam for os og saa Mange, som have det udtrykkelige Kald at prædikke Evangelium, at der udrettes saa Lidet ved os. Det meste Guds Værk udretter han, vor Gud, ved Skomagere og Bønder, og lader de Store og Fornemme gaae tomhændet bort. Vor kjære Asckerfeldt fulgte os paa Veien til Düsseldorf, her fandt vi flere af vore Venner, og hvoriblandt ogsaa den kjære Candidat Mejer, som er Præst paa Anstalten. Da det just var paa den Tid om Aftenen, som der holdes Aftenandagt, fulgte vi strax Klokkelyden og gik ind i Kirken med de Andre. Düsselthal var før i tiden et Kloster, og Kirkens Beliggenhed er derfor paa et Sted, som man først ved lange og trange, mørke Veie og Hvælvninger bliver ført hen til. Intet Vindue er der i dem, og ere saagodtsom underjordisk. Candidat Mejer begyndte sin Andagtstime med Sang, gjorde derpaa en Vending i sin Tale, og førte de Tilstedeværendes Opmærksomhed paa os, som

-4-

til hans store Glæde vare komne did, og opfordrede i sin Tale (til vor Forbauselse) een af os selv at tale. Vi gav Broder Hahn et Vink, og han talede derpaa i vores Navn. Derefter kom Candidat Mejer til os og var hos os ved Maaltidet, vi besøgte derpaa ham paa sit Værelse, og talede om vore og Anstaltens Anliggender.

Han gav sin Tilfredshed med Børnene tilkjende, og var vel fornøiet med Anstaltens hele Tilstand. Han tog en heel pakke med Breve frem, som Drengebørnene havde skrevet til Børnene i en lignende Anstalt i Hamburg, som disse corresponderede med. Anstalten tæller 120-130 Børn, har 2de Lærere, og mange Indretninger til Børnenes Uddannelse i forskjellige Slags Haandværk. Disse Børn, som her optages ere af det ryggesløseste Slags, og den gode Greve med sin standhaftige Tro, og hans Gemalindes kjærlige Omsorg for denne arme Slægt, har allerede stiftet megen Velsignelse ved denne lille Hedningemission iblandt de Kristne. Candidat Mejer fulgte os paa Veien til Düsseldorf den anden Morgen, og vi begav os derfra paa Veien til Gladbach, hvor der ere mange kjære Missionsvenner som vi tage Afsked fra. Om Eftermiddagen Kl. 2 havde vi endelig tilbagelagt vore 2 Miil, og var glad ved, som trætte Pillegrime, at tage Herberg hos en kjær Ven, Kjøbmand Lambers, hvor vi blev optagen med megen Kjærlighed. Vi besaae hans Bomuldsspinderie og med Forundring gav vi Agt paa, hvorledes deels ved Dampkraft, deels ved mangfoldige Hænders  hjælp (over 100 Arbeidere og Arbeidersker) fra raa Uld til fiint Garn, renses, hakkes, kartes, spindes o.s.v., ved Machinerie i saadan Mængde, paa en Gang, at 5000 Pund oparbeides i en eneste Uge.

Derpaa besøgte vi nogle Venner, og besluttede at blive Morgendagen, Søndagen over paa dette hyggelige Sted, for i kjære Venners Samfund ved Guds Naade at tilbringe en ret glædelig Søndag. I denne Egn Juliet, og fornemmelig i denne lille Bye Gladbach, hvor der er ret mange kjære Troende, bliver der udrettet ret meget for Missionen, som naturlig forbinde vore Hjerter desto nærmere til hinanden.

Den 18. April. Foruden den Glæde, som jeg havde ved at tænke paa at kjære Søster Lucia idag modtog Daabsnaaden, med et evigt Løfte, og i Aanden at være nærværende og nedbede evig Velsignelse for hende : havde vi tre Brødre her i Gladbach en saare glædelig Dag, som vi alle her tegnede os i vor lille Forglemmigejbog.  I en Kreds af Troende, hvoraf de Fleste vare Kjøbmænd, og 3 Sønner af den i legemlig og aandelig Maade rigelig velsignede Borgermester (Byefoged ?) Kühnhaus. Han har nemlig 15 Børn, 5 fra hans og 5 fra hendes første Ægteskab, og 5 sammen, og han samt Kone og Børn ere alle troende af Hjertet paa den Herre Jesum Christum. I vore Samtaler blev talt om Vigtigheden af de Ord i Ap.Gj. 2,42 : «Og de bleve bestandig i Apostlenes Lærdom og i Samfundet og i Brødsbrydelsen og i Bøn,» at disse fire forskjellige, til sand christelig Fasthed fornødne og uadskillelige Dele ikke saameget maa anvendes paa de Troende i Enkelthed, som fornemmelig til Stadfæstelse paa, hvor nødvendig det er at samles i Møder, for at nyde i Samfund med hverandre den Velsignelse, som Herren har lagt paa denne sin Forordning : «Hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt,» og : «Hvad to eller tre blive enige om at bede om i mit Navn, det vil jeg give dem.» Vi talte ifølge heraf om den overvættes store Velsignelse i vore broderlige Conferencer hver Fredags Aften i Missionshuset, hvorved Enhver kan aabne sit Hjerte, eller blive trøstet, advaret, formanet og straffet af hverandre. Vi talte om Velsignelsen af Præsteconferencerne, hvor disse ere frivillig Overeenskomst til gjensdig sand Opbyggelse. Vi talte om den store Velsignelse som er nedbedet af de (ved den paa Fleres Bøn skedte Udgydelse af den Helligaand) i Skotland fremkaldte Forsamlinger, som i dette Øiemeed

-5-

nemlig at bede om den Helligaands Udgydelse, enten over visse Personer, Menigheder eller over hele Jorden, kommer sammen eller beder hver for sig og hvis det lader sig gjøre, hver Fredag Aften Kl. 91/2, og Søndags Morgen mellom 6 og 7. Her i Gladbach fandt for Øieblikket ingen almindelig Forsamling Sted, og de besluttede nu at samles idetmindste een Gang hver Uge. Om Eftermiddagen hørte vi i Kirken en Missionsopbyggelse. Pastor Zilisen foredrog noget om min kjære Halvlandsmand Missionær Fieldstedt fra Sverrig, les fjellstedt’s selvbiografi her fornemmelig hans Bemøielse i Bulgarien at udbrede Evangelium blandt Muhamedaner, som han saa liden Frugt af. I Smyrna haaber jeg han seer meget mere Frugt af sin Taaresæd. Da vi havde besøgt Pastor Zilisen strax før Missions-Gudstjenesten, og han bemærkede os i Kirken : saa nedbad han os en Velsignelse af Herren for vort Arbejde iblandt Hedningerne, og bad ham ogsaa at være os nær, og lade os erfare hans Nærhed i mørke og eensomme Timer, saa haandgribelig og salig, som han (ifølge det Meddeelte), havde ladet Fieldstedt i en saadan Stand erfare denne sin salige og al Fornuft og Tanke overstigende fulde tilfredsstillende Nærhed.

Om Aftenen var vi atter samlede, og iblandt det øvrige som vi fortalte hinanden, var ogsaa en kort Fortælling af vort Levnetsløb, hvorledes Herren saa trofast havde ført os , ja begyndt og fuldført vort himmelske, som og vort (jordiske) Missionskald, hvilke glædelige Erfaringer ogsaa stadfæstede vor faste Tillid, at han som begyndte den gode Gjerning, ogsaa skal herligen fuldføre og fuldende den. Mandag den 19de April reiste vi fra Gladbach. Vor kjære Broder Hahn havde forkjølet sig og faaet saa ondt i Halsen, at han ikke vovede i saadant raat Veir som vi fik i Dag, at fortsætte Reisen tilfods og foretrak at reise tilbage til Bremen igjen med næste Post.  Vi kom i stygt Veir til Rheidt, som ligger en halv Fjerding Vej fra Gladbach. Her besøgte vi et Par christelige Venner, og kom om Aftenen til Gemeiken, som ligger tæt ved Rheidt, og er Opholdssted for en stor Deel Troende. Hvad Skudernæs og Strandsogn er i Stavanger Omegn, det er Gemeiken her. Om Aftenen kom vi sammen , og da vi hørte af forskjellige Yttringer, at det her kunde være nyttig og godt at tale om det levende Gudsord, og om Retfærdiggjørelsen alene ved Troen paa den Herre Jesum Christum : saa gav os disse Stykker nok til Underholdning hele Aftenen. Vi mærkede snart, hvor let det er gjort at geraade i Qvækernes Vildfarelse, og mene at Guds levende Ord er adskilt fra det i Bibelen skrevne Guds Ord, ja at komme paa den Tanke, at man ikke behøvede Guds skrevne Ord, naar man er kommen til en levende Tro paa den Herre Jesum Christum, da Bibelen dog kun vidner om ham og viser Alle til ham, og har man endelig fundet ham, saa kunde man meene at have og besidde hvad Guds Ord vil give. Det var vel ikke kommen til denne Ringeagt imod Guds Ord; nei ! de elskede Herrens Ord og forsamles hver Uge om dette levende Ord, for at hente Liv af samme; men der blev sagt os om et Par Nyopvakte, som levede saa i Herrens salige Nærhed, at de havde nok med denne livsalige Omgang i Aanden med ham, saa de ikke just saa ofte besøgte den offentlige Gudstjeneste, men levede i stille Omgang med Herren, og gav Agt paa hvad han talede til dem umiddelbar. Vi følte os dreven til at oplyse for dem den Afvigelse, som kunde fremstaae heraf, og at gjøre dem den Sandhed forstaaelig. at Guds Aand skiller aldrig hverken sin Virkning, nemlig at forklare Jesum i Hjerterne, fra det skrevne og erfarne Guds Ords Prædiken, eller det indre levende Ord, fra det i Bibelen skrevne. Hvis den Hellige Aand paa umiddelbar Maade uden det skrevne Guds Ord vilde aabenbare sig : saa fulgte deraf, at blandt Hedningerne ogsaa maatte findes Troende Christne, hvor aldrig Guds Ord var kommen hen, men for saadan Paastand har vi ingen Grund, ei heller stemmer det med

-6-

Apostelens Ord : Hvorledes skulde de troe paa den, som de ikke have hørt om, hvorledes, skulde de : høre uden nogen prædiker ! Og Herrens Ord . «Gaae (I Apostle og Missionære) ud i al Verden og lærer alle Folk.»

Jesus selv efter han er opfaren til Himlen prædikker ikke Evangelium mere, men overlader det til sine Tjenere og siger til en Saulus kun : Saul, Saul : hvorfor forfølger du mig ! Men det Øvrige det egentlige Evangelium overlades til Ananias, han maa forkynde dette glædelige Budskab; ja selv Engle har aldrig havt den Ære at forkynde Evangelium for Syndere, og at vise Bodfærdige Veien til Syndeforladelse og Naade hos Christum, omendskjøndt de ere Guds raske Tjenere udsendt ellers til alleslags Tjenester for dem, som skulde arve det evige Liv. Vor Samtale førte os ogsaa derhen, at vi fandt Aarsag til at formode Satans listige Angreb der, hvor Ringeagt for Guds skrævne Ord indtræder.

Saasnart en troende Sjel lader denne Støtte i ringeste Maade falde, saa har den heller ikke længer nogen Støtte for sit Aandelige Liv, der er underkastet saa mangeslags Anfegtninger og Forandringer. Skeer det at en Troende af Stolthed tilegner sig det Ringeste af den Naade, som er vederfaren ham, og lader sig af Satans List forlede til at stole paa det indre nye Liv i Christo og har sin Grund og Støtte udenfor det skrevne Guds Ord, saa straffer sig en saadan selv eller bliver straffet og tugtet af Herren, og af egen Skyld igjennemgaaer mange svære Fristelser. Herren behøver blot at drage sig lidt tilbage, og ikke lade sin salige Nærhed blive mere føelt for en Tid i en saadan Sjel, saa har den strax ingen Støtte mere, eller den må føle sin Synd eller grundløse Fordærvelse, og da har han heller ingen Støtte udenfor Guds Ord. En saadan Sjel, som ikke har Fasthed i Guds Ord, falder da og let paa den Afvej, at søge og finde Støtte i Aabenbarelser og Syner, som og neppe duer at hælde sig til. Da Mange kommer paa den uforstandige Tale om det levende og det døde Guds Ord, fordi de ere vante til at misforstaae Apostelen Pauli Ord : «Bogstaven døder, men Aanden gjør levende,» saa fortalte vi dem at dette ikke siges om Bibelens skrevne Ord, som fra Begyndelsen til Enden er Liv; men at dette er sagt om Loven, og heller ikke om denne at den er Død, men tvertimod, at den er saare levende og døder og dræber og slaaer ihjel; saa er den altsaa ikke død, men levende. Vi bleve altsaa enige om, at Guds ord til vor evige Salighed og Fuldkommenhed indeholdes i det skrevne Guds Ord. At der ingen bliver salig uden ved Tro, og altsaa ved at høre dette skrevne Guds Ord, at den Helligaand aldrig forklarer Christum i Hjertet uden ved dette Ord, hvilket vel længe kan ligge dødt, førend det bliver modtaget og faar bevise sin levendegjørende Kraft; at det altsaa ikke i og for sig er dødt; men vi meer eller mindre døde eller levende, og at det indre erfarne  er det samme levende Ord, som Herren har givet os i det Skrevne, at Følelser eller Syner ikke giver os Fasthed i vor Naadesstand, men Guds Ord, som virker og giver Liv hos Alle, som ere skikkede til at modtage det, at det virkelig giver hvad det giver, om vi end ikke begribe og forstaae, at hvad det siger, det skeer; ogsaa naar det siger : «I ere Hellige og Guds Elskelige osv., osv. Saadan Støtte har vi kun i Guds velsignede Ord. Intet Under at Luther sagde, da han fik se et Syn paa Væggen : «Ach Herre Jesu, forskaan mig for Syner, du veed jo, at jeg er tilfreds med dit Ord». Følgende Historie tjente til Oplysning om det sidst Omtalte. Tro Ordet og ængste dig ikke !

En from irlandsk Bonde var længe plaget med Tvivl om sin Salighed. Det blev ham svært at tro Syndernes Forladelse, fordi han saa gjentagen blev vaer sin Synd i Hjertet, og kunde ikke fatte de Ord : «I Elskelige, nu ere vi Guds Børn (1. Joh. 3,2); da han meente, at hans indre og ytre Levnet maatte have en ganske anden Skikkelse naar han virkelig

-7-

var et Guds Barn. En trofast Gudstjener søgte at overbevise Manden om, at man maa tro Gud paa Ordet, og fortalte ham for at gjøre det anskueligt, følgende Historie :

Keiser Napoleon mønstrede engang et Regiment udenfor sit Pallads i Paris. Medens han uddeelte Befalninger lod han Hestetømmet falde af Haanden og Hesten galloperte bort. En Soldat, et færdigt Menneske sprang frem, fangede Hesten med megen Dristighed og leverte den til Keiseren, som svarede med de Ord : «Tak Capitain !» – «Ved hvilket Regiment, Sire?» spurgte Soldaten.  – «Ved Garden,» svarede Keiseren, ridende bort i Galop. Soldaten har Monarkens Ord, og forlader sig derpaa; han lægger sit Gevær paa Stedet, og begiver sig til Generalstaben i sin simple Soldatuniform. «Hvad vil dette Menneske her?» spurgte en af Generalerne. «Dette Menneske» – svarede Soldaten med Fasthed, dette Menneske er Gardecapitain. – «Du» vedblev de. «Ja, han der har sagt det», var Svaret, idet han viste hen paa Keiseren. «Ach min Herre», sagde man med Agtelse, «tilgiv jeg vidste ikke dette !» Og dog har Soldaten intet mindre end Udseende af en Capitain, han fattes baade Epaulette, Kaarde og Alt. Souvereinens Ord, paa hvilket han forlod sig, gjaldt ham mere end Uniform. Han troede.

Bonden forstod nu ved denne Fortælling, hvad det er at troe Gud paa Ordet. Bibelen blev ham en riig Skat, og hans Tvivl forsvandt. Han forstod nu og det Ord : I Elskelige, nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive; men vi vide at naar han bliver aabenbaret vi skal vorde ham lige. En vis forstandig Mand har engang sagt, og vist meget rigtig : Man maae læse det gamle og nye Testamente, som Arvingen læser det, og ikke som Rettens Personer læse et Testament. Dette gjælder nu vistnok saavel Bibelens Forjættelser, som dens Forskrifter og Befalninger og Domme, vel at lægge Mærke til. En Arving tør ikke forandre noget i Testamentet, eller lade uopfyldt, naar han vil have Ret til Arvedelen. Det kommer kun an paa at tro Gud paa sit gandske Ord, og ikke at være seendrægtig til at troe alt det som staaer skrevet.

Næste Aften kom flere Gudfrygtige sammen og vi holdt da en liden Opbyggelse. Naar Forsamlingen ikke er for stor, saa taler vi helst med en og anden iblandt de Forsamlede, lader opkaste Spørgsmaal som vi da søge at udlægge og anvende til alles Opbyggelse. Men det er mangengang ikke saa let at bringe dem i Tale, og det var og her Tilfældet. Da hiint store Haab om Herrens Tilkommelse, som Apostlerne saa ofte omtale og henvise til, som det eneste opmuntrende Middel til Aarvaagenhed og Munterhed i Troen, ogsaa her i vore Egne af en stor Deel tages lidet til Hjertet, saa vidste vi for Øieblikket intet bedre Thema for denne vor Forsamling end just dette. Her gives ogsaa Mange, som vove at lægge til og tage fra det, som staaer skrevet i den Hellige Propheties Bog, snart ved saakaldet aandelig Udlæggelse, snart ved Ringeagt, idet de forsegle deg Bog, som Herren har opladet, Aab.22,10, og med hver Dag mere oplader.

Ja der gives saadanne her, som agte det for skadeligt og farligt at læse og randsage den Bog, om hvilken Herren siger Aab. 3,13 : «Salig ere den, som hører, og den som læser denne Bogs Propheties Ord, og bevarer de Ting, som ere skrevne i den; thi Tiden er nær».

Da vi nu ikke tvivle om, at Tiden er nær og dog saa faa Christne ere bekjendte med de Ting, som skee skal (imod Apostelens Villie, 1. Thesal. 5,4) : saa kunde vi ikke andet end vi maatte forholde dem de herlige Forjættelser angaaende Herrens Tilkommelse og vor Forsamling til ham. – Mange er saa uvidende, at man først og fremst maa gjøre dem opmærksom paa, at der er Forskjel paa

 

-8-

 

Herrens Tilkommelse og Dommedag. De Fleste holder dette for et og det samme, alligevel der er 1000 Aar imellem begge disse Dage.

Ifølge de trende (tre/red.) Spørgsmaal Matth. 24,3 : Om Jerusalems Ødelæggelse – om Herrens Tilkommelse – og Verdens Ende, finde vi trende Svar, som vel gribe i hinanden, og uden at bestemme nogen Tid, omhandler disse tre vigtige Begivenheder; men som dog ere klare nok, for at finde Forskjellen mellem dem.

Efter den almindelige Indledning følger strax Svaret paa første Spørgsmaal. Vers 15 (Matth. 24), i Vers 27, 29 og 30 er allerede Talen om Herrens Tilkommelse og Cap. 25, V. 31 kommer da Svaret paa hvorledes, det vil gaae til ved Verdens Ende eller Dommedag. Dette forbunden med Aab. C. 19 og 20, som handler om Herrens Tilkommelse, det 1000aarige Rige og Dommedag, med nøie Bestemmelse af Tidsrom imellem Begge nemlig 1000 Aar er tilstrækkelig til at finde Forskjel imellem Herrens Tilkommelse hvor han kommer med Dom og Straf over den personlige Antichrist (Aab. 19, 20. 21.) det Syndens Menneske (2 Thesal. 2,3) med Ildslue at give Hævn osv. (2 Thesal. 1,8  Aab. 19,15); og med Naade at nærme sig til sin Flok og Skare, og lade denne nærme sig ham og aabenbares med ham (2 Thesal. 1,7.  1 Thesal. 4, 13-18) ved den første Opstandelse (Aab. 20, 5) , hvilken Paulus længselfuld og modig iler imøde (Phil. 3,11) jeg mener dette er tilstrækkeligt for at finde Forskjellen imellem denne Dag og Dommens Dag, paa hvilken alle Døde og Levende skal staae for hans Throne (Aab. 20,11-15), paa hvilken alle Folk skal forsamles for ham (Matth. 25, 31. 32.) og hvor han vil skille dem ad, som en Hyrde skille Faarene fra Bukkene, paa hvilken Dag Engle og Djevle, de i Himmelen og paa Jorden og under Jorden skal bøie Knæ, og tvungen eller frivillig bekjende at Jesus er Herren til Gud Faders Ære.

Ved Herrens Tilkommelse eller Begyndelsen af det 1000aarige Rige, som han visselig engang skal oprette, som Apostlerne og ventede og spurgte efter, (Herren gav aldrig Apostlerne Skyld for at de havde saa kjødelige Anskuelser om Guds Rige, Jesu Kongerige, Fredsriget, Sabatsriget, og oprettelsen af samme paa Jorden, som saa mange Lærde give dem Skyld for i vore Dage) ved Begyndelsen af dette Rige; hvori og Israel skal tage Deel og opnaa sin Bestemmelse som Missionsfolk for mange Hedninger, vil vel Herren samle dette sit Folk af alle Jordens Ender (Jer. 31. 7-12.13., og mangfoldige andre Steder).

Naar Hedningernes Fylde er indkommen, eller paa Vei at komme ind, saa skal al Israel blive salig. Hvo ved om ikke denne Fylde, dette visse, af Gud alene bestemte Antal Hedninger kan være fuldt og altsaa Israel snart af Herren bringes tilbage til sit Land og faae se den i Himmelens Skyer i Kraft og Herlighed, som de saa længe have ventet paa; hvis Blod da paa anden Maade, end de den Gang ønskede, skal komme over dem og rense dem fra al deres Besmittelse.

Grædende og bedende skal de komme, og han skal borttage Dækket fra deres Øine Esa. 25., naar han giver det kostbare Maaltid paa sit hellige Bjerg, og deres Gud skal være hos dem og de skal sige : see denne er vores Gud, vores Konge, vores Frelser Esa. 25.

O at og vi maatte forglemme, hvad der er bag ved, og strække os efter dette herlige Maal, o at vi maatte ret leve og vente i dette salige Haab, og have Herrens Tilkommelse ret kjær, saa vi ikke blive tilskamme i hans Tilkommelse. Men saamange af os som have dette Haab til ham rense sig selv ligesom han er reen 1. Joh. 3, 2.3. Han var Lærer paa Jorden, var Ypperstepræst paa Jorden, han skal og være Konge paa Jorden, Kongernes Konge. Han lærte, han leed, han skal og herske, og det paa Jorden, ja i Evighed paa Jorden. Aab. 5,10.

Tiden er nær ! og hvo der har Øine at see med vil snart faae at see og høre hvorledes Gud Herren udfører sin Gjerning i

-9-

Hast. Derfor lader oss ikke sove som de Andre, men lader os vaage og være ædru efter Apostelens Raad 1 Thesal. 5,6.

Da vi kom tilbage fra vor lille Afskedsreise erfarede vi, at vi havde havt besøg af de for os alle i Missionshuset vigtige Personer : dr. Barth, og Inspectør Hoffmann i Bassel, samt Missionær Fieldstedt med Hustru fra Smyrna (Fieldstedt er fra Sverrig og i den lille Bog : «Das Waldmeisterlein», staaer hans meget interessante Levnetsløb.)

Da de ville bivaane Festerne i London, i Begyndelsen af Mai og vi snart kommer samme Vei : saa har vi det Haab, at finde dem endnu, førend vi for Alvor tage Afsked fra Europa.

Den 2den mai holdt vi vor Afskedstale paa Dönenberg, den lille Menighed 1/4 Miil fra Barmen, hvor en af os prædiker hver Søndag, for en talrig Forsamling. Ved disse Leiligheder er Kirken neppe halv stor nok. Derfor holder vi vor Afskedstale paa fri Mark, naar Veiret kun nogenlunde tillader det. Vi havde et deiligt Veir og en hel Skare havde forsamlet sig; jeg tænkte paa Findø (Finnøy/red.) og Talgø, hvor jeg forrige Aar i begge Pindsedagene holdt Forsamlinger paa fri Mark, for en stor Mængde Folk fra Findøe og Naboøerne.

Just i Begyndelsen og og under Afskeden tordnede det over os og regnede til begge Sider, uden at vi bleve foruroligede. Vinden tog temmelig i Træerne, som vi havde forsamlet os under og gjorde det svært at tale, dog var det mindende, at høre Herren i Tordenlyd over os, vidne om sin Nærhed idet vi just talede om at blive ham tro indtil Enden.

Den 6te Mai var vor Ordinationsdag; denne vigtige Dag. Om Morgenen skjænkede Herren mig en velsignet Forordination. Herren velsignede med sin salige Fred og Glæde, som han udgjød over mig og lod mig føele sin Nærhed, saa jeg blev opfyldt med Lov og Priis til ham – for alle hans utallige Velgjerninger imod mig. I saadan oprørt og urolig Tid, som den sidste sædvanlig er, trænge vi saa saare til saadanne Velsignelser af ham. Om Eftermiddagen Kl. 5 forsamledes vi i Kirken i Untherbarmen, i Nærheden af Missionshuset : Den foregaaende Dag var vor aarlige Bod- og Bededag som og Pastor Ball tog Anledning af, og kaldte vor Ordinations-Dag : vor Takke-, Bod- og Bededag.

Han gjorde os opmærksom paa, at Paulus, dette Herrens udvalgte Redskab, havde sagt : Mig den ringeste blandt alle Hellige, er given denne Naade, at prædike Evangelium for Hedningerne; og lod os nu mærke deraf, hvor meget mere vi havde Aarsag til at love og takke for denne Naade; men og at ydmyge os for Herren ligesom Esaias paa sin Ordinationsdag Esa. 6, hvor han i Guds Herligheds Glands saae sin og sit Folks Elendighed udbrød : Herre jeg maae døe, thi jeg har urene Læber og boer iblandt et Folk af urene Læber. Da vil og Herren anrøre vore Læber med en Glød fra sit Altar og vi vil da og blive istand til at sige, naar det gjælder Svaret paa det Spørgsmaal : Hvem skal vi sende ? «Her er jeg Herre send mig !» og hvad vi skulde bede om paa denne Dag vilde han neppe sige os, men forestillede os Jacob som streed med Gud uden at give efter, men sagde : «Jeg forlader dig ikke førend du har velsignet mig !»

Hr. Superintendent Hülsmann meddeelte os Ordinationen med det Sprog 2. Kor. 5,20. Han forelagde os Embedet under Haandspaalæggelse af de Ældste d.e. Præsterne og Menighedens Bøn. Derefter overgav Hr. Pastor Leipold Instructionen for vort Hyrdeembede iblandt Herrens Faar med det Spørgsmaal : «Har du mig kjær !» men det gik os og med Svaret, som det gik med stakkels Petrus. Nu kom vor kjære Hr. Inspector (Richter/red.) og overgav sine og Jesu Christi Stridsfolk, som han agtede os for at være, Guds Ord, som er det Sværd, hvormed man kan gjennemtrænge indtil Marv og Been, og lod os drage bort fra sig til Strid. Broder Hahn talte derpaa i sit og

-10-

vores Navn til Menigheden, om det sande Brød som vi skulde sende over Havet, Præd. 11,1, og fremhævede dette og dets Velsignelse i Modsætning af det falske og tog Afsked fra de Deputerede, fra Inspector og hr. Richter (inspektøren’s bror/red.) og Brødrene af Missionshuset. Til Slutning holdt Pastor Fieldhoff Bøn, og stillede os frem for Herren, saa ussel og elendig, som vi vare og spurgte Herren, om ikke disse ringe Redskaber skulde blive brudt, om ikke Djevelen vilde komme til at opsluge dem, osv, og sluttede os tilsidst ind i hans (Gud’s/red.) trofaste Arme og velsignede os og den hele Menighed. (Dette er skrevet paa Veien fra Düsseldorf til Rotterdam i Dampskibet).

Den 23de Mai vare vi forsamlede i Missionshuset for med vore kjære Fædre og Forstandere at nyde den hellige Nadvere og at tage Afsked med dem. Hvilken Møie og hvilket Arbeide disse kjære have paataget sig for vor Skyld, det bleve vi først vaer idet de overleverede os vor Reiseinstruction. O hvor godt er det, naar alle Kræfter blive helliget til Herren vor Guds Ære.

Ogsaa Kjøbmændene kunne udrette store Ting i Guds Rige. Den Bestemthed og Nøiagtighed i al deres Vei og Værk kommer her ret tilpas. Ogsaa med Hensyn til denne Deel af Guds Medarbeidere finder jeg, at Stavanger er Hovedstaden for Missionssagens Fremme. Med hvilken kjærlig og faderlig Omsorg vi bleve affærdigede af disse Kjære, kan jeg ikke beskrive. — Vi følte saa ret grandgivelig at vi vare forenede i at udrette Herrens Villie.

Den 24de Mai kom endelig vor Afreisedag. Vor kjære hr. Inspector kunde for Sygeligheds Skyld denne Gang ikke, som ellers følge med os til Düsseldorf, vi toge derfor en hjertelig Afsked fra ham i Missionshuset. Ogsaa mange andre Venner havde indfundet sig for at tage Afsked med os. Vi kjørte saa til Elberfeldt i Følge med vor kjære hr. Richter (Inspectors Broder) og 7 af vore Missionsbrødre, 2 maatte være hjemme og passe Huset. Omtalte fulgte os til Düsseldorf. Her kom og en Deel Venner sammen og vi tog nu samme Aften en hjertelig Afsked fra dem alle og reiste om Natten Kl. 12 med Dampskibet til Rotterdam, hvor vi maatte vente 2 Dage førend vi kom afsted med Dampbaaden til England. Kjedlen var gaaen istykker, og vi maatte oppebie et andet Dampskib, for at tages over paa samme.

Den 29de Mai reiste vi Kl. 4 om Eftermiddagen til London. Dagen efter kom vi til London. Paa hele Reisen havde vi det deiligste Veir, og om Natten som vi drog med Dampbaaden over Canalen til England havde vi et saa roligt Veir at næsten ingen blev søsyg underveis.

Om Aftenen førend vi gik til Kois sang vi ved Solens Nedgang : Goldene Abendsonne, wie bist du so schön ! Nie kann ich ohne Wonne deinen Glanz ich seh’n usw., og en anden tydsk Psalme.

Det er i en saadan Blanding af forskjellige Folkeslag , som var paa Skibet : Franske, Tydske, Engelske og Hollandske, ikke noget paafaldende, om i en eller anden Side av Skibet et Par tager sig fore at synge , allerhelst paa en Dampbaad, hvor Hjulene klapper i et væk, og paa Havet, hvor Bølgerne, ogsaa i et skjønt Veir foraarsager Susen og Uro. Med Hensyn til vor Underholdning med Folk ombord gaaer det ikke ret godt, naar man ikke er færdig i Sprogene. Med nogle Jøder havde jeg en udførlig Underholdning om Messias, om hans Lidelse og herlige Aabenbarelse. De lod sig sige og gav mig Ret; men om de have annammet Sandheden, ach det tør jeg neppe tro.

Ligeledes lavede det sig at jeg fik tale med en gammel hollandsk Skipper, som og fortalte mig om Skipper Visser, som jeg reiste første Gang med fra Fahrsund til Holland, at han er ilive og boer i Antwerpen. Denne Mand gav tilkjende, at han inderlig længtes efter Naaden Christo Jesu. O, sagde han, var jeg kun saa lykkelig at have mine Synders Tilgivelse og Fred med Gud. Jeg talte vel med ham om Troen paa den Herre Jesum, og om Forsoningen i hans Blod, som allerede er skeet, og som vi, saa mange som troe, skal an-

-11-

-namme ufortjent og alene af Naade uden Værdighed, uden Godtgjørelse, fra vor Side; men jeg blev ikke vaer at Naaden aabnede hans Hjerte, eller at han selv aabnede sit Hjerte for den. Jeg frygter for at han er holdt fangen i de Mening, at vi ikke ved Troen, men at vi ved forud besluttet Raad fra Guds Side blive salige ved Guds Kraftes Virkninger. Vel er det saa, at vi blive levendegjorte til det evige Liv ved den samme Kraftes Virkning, ved hvilken Faderen opreiste Sønnen fra de Døde, det er og sandt, at  vi ikke kan troe, hvad Tid vi vil eller foretager os; men det er ligesaa sandt, at vi alene ved Troen paa Jesu Christi Fortjeneste skulle blive Salige, og at saa Mange som troe skulle blive salige, blive frelste.

Disse arme Mennesker kommer saa let i den Stand at de ikke føle, ja ikke engang kunne føle deres store Vantro imod Gud og bie efter Herren medens han med Smerte bier paa dem. Dog ere Guds Raad til vor Salighed forunderlige, hvo kan udgrunde dem. Men Herre, du gjør alting saare vel, «og saa høit, som Himmelen er over Jorden, saa høie ere og dine Tanker over vore».

Men jeg vil gaa tilbage igjen til vor Reise over Canalen til London. Da vi om Morgenen kom op paa Dækket omskinnede Solen den hele os omgivende Verden saa yndig, at det var en sand Fornøielse at være der. Vi haabe at Herren gav os Anledning i denne Stund at tale nogle Ord med en tydsk Familie om Pietisterne eller de Hellige. De maatte give efter (og gjorde det med Formøielse (med stor uvilje/red.)) at de oprigtige saakaldte Hellige formedelst den store Kamp og Strid, som de føre mod Synden og Ugudelighed, ere langt bedre end alle de Andre, som skamme sig ved at være Hellige, ja de tilstode, at disse med større Frimodighed kunde see Døden imøde og er bedre beredt til at indgaae i det evige Liv, end alle de Andre.

Vi havde allerede naaet Mundingen af Tames-Floden uden at vide det. De mange Fartøier som passerede, de utallige Dampbaade, (60 a 80 passerede os foruden de mange som laa stille) forkyndte snart at vi nærmede os Veien til London.

I samme Grad, som vi ilede op ad Floden, tog den og hastig af i Bredheden. Det varede ikke længe, førend vi saae Land til begge Sider, snart efter antog vi Bredden til 1 Miil og efter et Par Timers Fart var dens Bredde neppe 1/2 Fjerding.

— Jeg er ikke istand til at beskrive vor behagelige og interessante Fart op ad Floden; dog maa jeg forsøge at give en Slags Forestilling deraf. Jeg har allerede bemærket, at vi havde deiligt Veir, — og ifølge deraf kan Enhver let forestille sig at det hele Perspectiv, hvis Oplysning varierede i de behageligste og luftigste Farvespil, gav Anledning til Beundring og Glæde.

De mange smaae Skibe, som ved hvert Vindpust bøiede sig og med fordoblet Fart ilede hid og did, de mange Dampbaade i Røg og Damp indhyllede, som lig levende Væsener med vældige Skridt toge den Vei de vilde, snart hid snart did, bidroge hvad de kunde til at sætte Liv i det døde Hav, og til at forestille os de interessanteste Gjenstande i deres Forhold til hinanden, i deres høist paafaldende Belysning og i deres mangfoldige Retninger, hvorved de frembød for de forskjellige Øine, de forskjelligste Gjenstande.

Naar vi nu betænker den Forbindelse, nei de mange tusinde Forbindelser, som disse udvirke for de forskjellige Folkeslag i den hele Verden, hvor de føre Mennesker, enkelte eller i Masse; hen og hvorfra de føre dem tilbage, og betænke vi hvilke Mennesker og hvilke Hensigter de drives af, hvormange gode, hvormange onde, hvormeget godt, hvormeget ondt der bliver udrettet af dem, og betænke vi, at Herren vor Gud vor Frelser, er Gud og Herre over dette altsammen, og i denne store Vrimmel holder Alt i Ordning efter sin Villies Raad, da forekommer han mig saare stor, og de omfarende Skibe forekommer mig som de vare hans Skibe, som de vare hans tjenstbare Aander, og det hele

 

– 12 –

Folk, som var det hans Folk, som maatte det udrette hans Befalinger !

Og saa er det og; thi ham er given al Magt i Himmelen og paa Jorden, Djævle, Engle, Ugudelige og Hellige (i Christo Jesu) maa Alle tjene ham og endelig bekjende, salig eller fordømt, at Han er Herren til Gud Faders Ære.

O, hvor lykkelig ere hans velsignede Folk, det Folk, som frygte ham; thi alle, derfor og disse Ting, skal tjene dem til det Gode.

— Her saa vi et Syn i dette Syn saa stort og saa herligt, det var et heelt Syn, og dog saa stykkeviis, det var baade for Kortsynede og for dem som havde Naade at see ud i Herrens umaadelige Skatkammer og skade at jeg er saa kortsynet, og mine Briller ach de duer ikke til at overskue det Hele ! Dog den Tid skal komme, og dertil glæde vi os, at vi uden Briller og uden Dække skal kunne skue ham herlighedens Fader og hans elskelige Søn og den Helligaand; hvor vort «Øie skal beskue, hvad Engle-Øine seer»;  — derfor : «Bryd ud i hellig Lue min Sjel midt «af dit Leer»; omfavn din Salighed, den Deel af Himlens Ære, som engang du skal bære». Vær vaagen, strid og bed !

Vi kom til London den 28 Mai og blev hjertelig optagen af en tydsk Missionsven, som i Samfund med andre tydske og fornemmelig engelske Missionsvenner her i London har oprettet en Forening for Missionærer fra alle Egne, som ved deres Udgang eller Tilbagekomst reise over London, og som vil sørge for deres Ophold saa længe de blive i denne grumme Stad.

Dette er en herlig Indretning, og vil spare mange Penge for Missionssagen, da det koster overordentlig mange Penge at opholde sig her i Byen. Og da de fleste Missionærer komme denne Vei, saa vil det tjene til stor Lettelse om Herren velsigner denne deres Gjerning. Det vil og med Guds Hjælp tjene til at forene de forskjellige Selskaber til venlig og kjærlig Samqvem med hinanden, hvor der maatte findes Mangel paa saadanne nødvendige og sande christelige Dyder i et eller andet Selskab til Guds Riges Udbredelse.

Denne Mand heder Menge, har før været i det biskoppelige Missionsselskab for at blive uddannet til Missionær, erholdt og første Ordination nemlig til Diakon, men blev ikke saa længe i Missionshuset, at han blev ordineret til Præst. Han er nu gift og har 3 Børn, og ernærer sig og sine med at give privat Undervisning. Det lader til at han er en meget duelig Mand, kan mange Sprog, og jeg haaber at Herren ikke vil lade ham være uden Velsignelse i sit Rige. Hans Fader er den berømte Mineralolog Menge, som er en troende Mand.

Nu vil jeg fortælle hvorledes vi fandt det her ved Ankomsten. — Fra Bremen var der allerede skrevet til Broder Menge og Missionær Isenberg fra Abyssinien med hvilken Dampbaad vil skulde komme til London, men da vi i Rotterdam blev opholdt en heel Dag over Tiden, og maatte vente paa et andet Dampskib, som tog os med til London : saa havde disse kjære Venner ventet forgjæves den hele Dag paa os. — Broder Isenberg er fra Bremen, og da vi kjende hans Broder og Moder der godt, saa var det baade for os og ham glædeligt at møde hinanden.

Fra Gossner i Berlin var 6 Brødre og 4 Søstre ankommen  til London, hvoraf trende var i Broder Menges Huus. Een af dem, som var gift tog de 3 andre ugifte, for Missionærer, fra Gossner, i Indien bestemte Søstre med og reiste over Bristol; de andre 5 Brødre toge med et Skib herfra. — En af disse var saa god og ventede paa os i Broder Menges og Isenbergs Sted; men strax førende Dambaaden kom overdrog han dette til en Mand som tager imod saadanne Bestillinger og gik bort for et Par Timers Tid. I hans Fraværelse kom vi just og blev af den Fremmede modtagen paa allerbedste Maade.

Da vi var næsten færdig kom Broder Menge selv, og nu var vi ganske i Sikkerhed. Det er ingen behagelig Følelse at lande paa et saa vildt frem-

– 13 –

med Sted som London var for os.

Alt synes at staae i Oprør, og man veed for Skrig og Støi ikke hvad man skal tage sig for. Er man lidt bekjendt saa er det egentlig saare let. Man bliver bragt iland paa en Baad og betaler derfor 6 Pens (omtrent 15 Skilling). Alt tøiet, med undtagelse af Regnhat og Mantel, og saadant Smaat, som man kan tage paa Armen, bliver tilbage ombord.

Nu gaar man ind i Costomhuset (eller Toldboden), afleverer sit Pas, hvis man har noget, ellers kommer det ikke stort an paa her, om man har Pas med eller ikke. Her paa Toldboden faaer man en Seddel, at man kan opholde sig i Staden. Tøiet er imidlertid kommen lige fra Dampbaaden, og man bliver opraabt ved Navn, hvorpaa man indfinder sig og lader sit Tøi visiterer.

Vogne er der no af og hjælpsomme Hænder ligesaa. Man er nødsaget til at give 4 Pens for hvert enkelt Stykke, stort eller lidet, som de bære fra Toldhuset til Vognen. Disse har bragt Tøiet iland og saaledes er man nødsaget at give dem denne Betaling, om man og selv vilde bære sit Tøi. Har man nu den rigtige Adresse, saa bliver man kjørt hvorhen man vil for 6 Pens pr. Miil, omtrent for hver Person med Tøi og Alt.

Broder Menge kjørte med os og vi kom efter 4 Miils Kjøren til Broder Menges Huus, hvor hans kjære Kone, som allerede havde ordnet vort Logi tog os venlig imod. Man lever her meget simpelt : om Morgenen Kl. 8 fiint Smørrebrød. Kl. 1, 2 eller 3 Middag : Kjød og Potetes og Hodekaal uden Suppe til; om Eftermiddagen Thee og fiint Brød igjen, og om Aftenen Kl. 10 atter fiint Brød og Øl. Disse Retter faaer man Dag ud og Dag ind.

Om Søndag Aften vare vi i Kirken hos den kjære gamle Dr. Steinkopf, som er Præst for en af de tre, fire tydske Menigheder her i London. Vi tre Brødre fra Barmen og de 5 fra Berlin og Broder Menge gik alle 9 til Alters der. Om Eftermiddagen besøgte vi den kjære Broder Isenberg, han har længere Tid arbeidet sammen med Gobat i Abyssinien. Gobat er nu paa Øen Maltha og forsøger der i Herrens Navn at forberede og opdrage christnede Ynglinge, af forskjellige Folkeslag til Arbeidere iblandt deres Landsfolk. Isenberg kom ikke tilbage for Sundhedens Skyld, som Gobat, men blev fordrevet ved katholske Missionærer, som kom did og bidroge til at sætte Folket op imod de protestantiske Missionærer. Han er nu her og oversætter Bøger i det abyssinske Sprog, og arbeider paa en Ordbog i samme Sprog, som han lader trykke.

I denne kjære tydske Familie vare vi atter som hjemme. Her røgte vi vores Pibe Tobak, som er aldeles imod den engelske Mode. Iblandt de høiere og lavere Folk, skal det ikke være saa aldeles sjelden at der røges Tobak; men iblandt Middelstanden er det neppe mulig at røge en eneste Pibe i London, derfor lod vi den smage os ved denne tydske Leilighed.

De Missionærer, som udsendes fra det biskoppelige Missionsselskab blive først ordinerte til Diakoner, og har da Ret til at læse Evangelierne og Liturgien ved hver Gudstjeneste, som varer overordentlig længe. Menigheden beder sommetider høit med; men for det meste svarer to Afdelinger gjensidig med syngende Læsen.

Ved den anden Ordination lægger Biskoppen og nogle andre af Præsterne deres Hænder paa dem, meddeler dem den «Helligaand» (jeg troer dog ikke at de nægter at de Ikkeordinerte jo og kan have den Helligaand), og giver dem Magt at lukke op og lukke til, og at prædike Guds Ord, og uddele Sakramenterne. Igaar bivaanede vi en saadan Ordination, 42 bleve ordinerede, hvoriblandt 8 Missionærer, som maa aflægge samme Examen og faaer samme Ordination som Præsterne, og samme Ret.

Da Broder Isenberg ogsaa havde modtaget denne Ordination, saa er han nu tillige Hjelpepræst ved en Kirke her. Vi fulgte ham om Aftenen til Kirken. Det lyder for en Tydsker overmaade katholsk; disse lange Bønner og den hurtige Læsning. For

– 14 –

mig var det ikke saa paafaldende, da baade vor Præstestads og Messe i Norge seer ganske katholsk ud.

I Vestpreussen gaae Præsterne bare med sorte Præstekjoler, uden hvidt og rødt med meget rummelige Ærmer og to hvide smaa Kraver, som see ud som Snipper af en Halsdug med den Forskjel, at de ere lige brede oppe og nede, og but afskaarne nedentil.

Messe eller Sang for Alteret af Præsten veed man heller intet om, idet mindste i den Deel af Preusen hvor vi var. I den biskoppelige Kirke saae jeg heller ikke at Klokkeren løb frem og tilbage, som hos os, for at klæde af og paa Præsten medens han staar for Alteret. Saa naragtig som det sesr ud at hænge paa sig alslags Stads for Alteret : saa er det dog ikke at nægte, at det bidrager meget til Agtelse og Ærbødighed for Præsten, dog var det vel bedre at de agtede ham som Herrens Tjener, end for hans Klæders Skyld, som vel de Fleste gjøre, og det er vel altforsandt, at jo mere Stads og Fjas der er i det Udvortes, desto mindre Indvortes, og at jo mere man lægger Vægt paa udvortes Værdighed og Stand osv., desto mindre paa sand indre Værdighed og Aandelighed.

Dog hvad har jeg nu skrevet til ingen Nytte; ikke vil jeg forandre, og endnu langt mindre kan jeg forandre, hvad jeg efter min Mening syntes at kunne være anderledes. Saadanne, som gjerne vil, og tillige kan gjøre det, er der vel nok af, og hvad disse gjør, er jo heller ikke altid som Andre vil have det; men det faldt mig ind idet jeg tænkte paa, at det f. Ex. i den biskoppelige Kirke af denne Aarsag af Stivhed i deres Formvæsen er kommen dertil med dem, at de heller kan gjøre fælleds (felles/red.) Sag med Katholikerne end med Lutheranerne, og turde vel lade en katholsk Præst prædike i deres Kirker; men ingen, idetmindste ingen tydsk Protestant; hvorfor ?

Fordi disse ikke have den rette Ordination, fordi de ikke ved Biskop have modtaget Haandspaalæggelse og den Helligaand.

Naturligviis tør heller ingen af Dissenterne prædike i de biskoppelige Kirker; det vilde vel kaldes «at nedværdige Prædikestolen».

Gave de dog Tilladelse til at idetmindste ordinerte Præster maatte prædike saa vilde jeg ikke sige noget  derimod, saa havde de dog en Grund i Guds Ord, hvor det heder : at de Ældste lagde Hænderne paa dem. Ældste og Biskopperne vare ligemeget (sidestilt/red.), og Diakonerne vare heller ikke saa langt tilbage, ogsaa disse havde samme Ordination, f. Ex. Stephanus. Men nei, nok af det Slags.

Jeg vil nu fortælle lidt om en independent Forsamling, som vi var i, og hvorledes det gik til.

Jeg troer gjerne at disse kjære Folk kan have forkastet mangt, som ikke var forkasteligt, idet de søgte at forkaste  og at udrydde det Onde og virkelig Forkastelige. Dog glædede jeg mig mere i denne Kirke over det frie utvungne Væsen, end i hiin høie Biskoppelige. Men Herren har ligesaalidet forkastet denne, som fremfor alle udvalgt hiin, ingen af dem er vel ustraffelig for Herren vor Gud, og han vil vist gjerne hjælpe dem begge. Derfor tugter han den ene ved den anden, derfor velsigner han den ene ved den anden, han lader dem gjensidig vogte hinanden, lære hinanden, formane hinanden, osv.

Saaledes gjør han det med alle sine Hellige, de ere vel dyrebare i hans Øine, men gjøre meget forkeert, derfor tugter han dem, og ingen af dem kan sige tilsidst : Jeg var uskyldig.  — Ikke engang i Kamp og Strid for Guds Riges Sag.

O, hvor meget kjødeligt, hvormegen Egensindighed løber imellem og faaer mangengang et gandske andet Navn. Dog føler hvert Gudsbarn om Herren tugter ham, vel oss om vi da følge og lade os sige, det er saare svært at give efter, at give sig ud for Feilende, allermeest da, hvor man har stridt og kjæmpet for er vis Mening.

«Guds Ord de vel skal lade staa og ingen Tak dertil have osv.», men vi vil desværre ogsaa ofte at de skal lade vort Ord staa, og det er til liden Nytte. Dog glæder jeg mig som sagt saare i denne Independentforsamling, thi den er dog ikke uafhængig af Biskoppernes Biskop i Himlen, Jesus Christus.

De 5

– 15 –

Missionære fra Gosner og vi 3 vare nærværende. Forsamlingen aabnes med Sang. Her i London synge de ikke langsomme Melodier, som i Tydskland og hos os i Norge, men friske Melodier, aandelige Viser kan man kalle dem. Efter Sangen gjorne en Kjøbmand Jackson Forsamlingen bekjendt med Aarsagen til vores og deres Sammenkomst, og omtalte at disse Sendebud for Øieblikket fra meget forskjellige Egne havde indfunden sig, og ere paa Veien for at gaae til Hedningerne.

Efterat han havde talt, traadte en Missionær op som var kommen hjem igjen, og holdt en Bøn. Derefter besteg Missionær Frimann Prædikestolen og talte lidt angaaende Missionssagen i Sydafrika, og fordrede alvorligt op til Hjælp og Flid i Herrens Gjerning (Han har i længere Tid været i Sydafrika og paa Madagaskar); efter ham traadte frem en Forstander i Traktatselskabet og takkede Herren for hans store Naade, lovede og prisede ham, at han lod dem se saadanne Ting, at fra Rusland, Schweiss, Norge osv. Arbeidere blive udsendt i Herrens Viingaard; omendskjøndt jeg ikke forstod Sproget saa godt som jeg ønskede, saa kunde jeg dog føle hans hjertelige Tak til Gud og Glæde over at Herrens Navn blev bragt til Hedningerne.

Nu traadte en Missionær frem, Campbell fra Indien, og fortalte om Missionssagens Fremgang der, derpaa Dr. Steinkopf. Han formanede os til indbyrdes Kjærlighed, og at tage af Herrens Haand Naade for Naade. At lære af Herren selv at bede, at tro, at lide, at taale.

Ogsaa talte han om at der var en Tid, nu allerede 40 Aar forleden, da hørte han i sit Fødeland Wurttenberg om Herrens Gjerning i England, om deres skjønne Missionsfæster, og ønskede at kunne deeltage i dem, og saa rigelig er hans Ønske bleven opfyldt, saa mange Missionære fra alle Verdens Dele, har han seet komme og gaae, og er ofte bleven opmuntret til Lov og Priis til Herren som sendte dem : naar de komme saaledes tilsammen paa et Sted sagde han, saa synes det at være saa mange; det er da ligesom naar man komme ind i en Havn, og seer der f. Ex. ved London, en saadan Mængde af Skibe, de synes da at være saa mange, fordi man seer dem paa eet Sted; men seer man dem ude paa Havet, da forsvinde de næsten, da synes de saa faae.

Saaledes er det ogsaa med Missionærerne, de synes i Havnen saa talrige, hvor man seer dem paa eet Sted; men ude paa det vide Hav — af Nationer og Slægter og Folk og Tungemaal — der forsvinde de næsten.

Her opmuntrede hver Mand den forsamlede Menighed at see hen til det som Herren udretter i andre Lande, og jeg maatte høilig forundres over, at de her opmuntredes paa samme Maade, som vi blive opmuntrede.

De glædede sig her ligedanne over det som Herren gjør i Tydskland og Helvetien og Norge, som vi glæde os i Norge over det, hvad Herren ved England osv., har udverket, og fremdeles udverker. Ak lader os ikke blive for dovne i Herrens Gjerning. Jeg har nu seet og hørt at Englands Verksomhed for Missionen osv., er tildeels forbunden med meget Arbeide, med Slid og Strid. Herren har velsignet deres Arbeide, det er sandt, og dersom han ikke velsignede det, saa arbeidede isandhed Arbeiderne forgjæves.

— Men dog troer jeg, at hvis vi Norske, om vi vare i England, og ikke vilde være flittigere i Norge, end vi nu have været : saa skulde vi ikke have gjort de Gjerninger som ere gjorte i England, og dersom Engelskmanden ikke vilde være flittigere i Norge, end vi har været : saa skulde han aldrig udrette i Norge, hvad han dog alene ved Guds Naade har udrettet i England.

Det troer jeg vist, at under saadanne Omstændigheder, som nu hos os i Norge, de Engelske allerede længe havde forenet sig i Guds Navn, eller i hans Navn med Bøn og Paakaldelse begyndt at udsende Arbeidere til Hedningerne.

«Altfor utidig Betænkning er slem !» sier Broerson vel med Rette.

Gud

– 16 –

give vi maatte begynde noget alvorligere i Norge. «Han høster der, hvor han ikke saaede; og samler :» derfor : —

Igaar var Broder Hahn og jeg i en liden Forsamling af Tydske. Her er vel en 40.000 Tydske og 4-5 Præster iblandt dem. I England ere disse Tydske mine Landsmænd. At tale med Tydske, at synge Tydsk, det klinger her som Modersmaal. Jeg følte mig og saaledes om Hjertet, som om jeg havde haft mine Landsfolk med mig i en Haugianerforsamling; og blev paa nye erindret om vor Reise iblandt Hans Hauges Venner, og om vore Forsamlinger iblandt dem.

Vi forelagde dem Livets Vei, saa godt vi kunde; søgte at oplade for dem Himmerigets Døre, og at nøde dem til gaa ind, eller saa evig at blive udelukt. Vi fortalte dem at Alt er beredt, at det nu gjælder at tro Alt som skrevet staaer, og hvorledes vi skulde blive salige af Naade alene. Vi førte dem hen paa den store Dag, den store Forsamling- og Skilsmissedag, og lod dem svare den retfærdige Dommer, og lod dem vide at Ingen bestaaer der, at Alle skal blive funden for let i Veieskaalen, som ikke have gjort deres Klæder hvide (hvite/red.) i Lammets Blod.

Vi glemte derfor ikke at sige dem, at Herren kjender Sine, og at hver den, som nævner Herrens Navn skal træde af fra al Uretfærdighed.

I forrige Uge havde jeg den Fornøielse at bivaane en Forsamling i «Exeter Hall», et meget stort Værelse, hvor de fleste Missionsfester holdes (i Mai Maaned). — Salen eller Værelset var propfuldt, og paa Talestedet optraadte den ene efter den anden, 9 i Tallet. Jeg forskrækkedes over den Støi og Allarm, som de holdt mangengang, saasnart der kom noget i Talen, som de tyktes godt om, eller forundrede sig over. Sommetider raabte de høit : hear, hear ! hør, hør ! da begyndte de at klappe med al Magt i Hænderne, at vifte med Hattene, og Damerne at svinge deres Tørklæder; og det som gjorde værst Spectakel var Kirketjenerne, en heel Mængde hver med sin lange Stok, naar de begyndte at støde i Gulvet med al deres Magt.

Saa galt gaaer det nu ikke til ved Missionsmøderne, der hører man vel en og anden Gang et Udraab, og tildeels og lidt Larm; men dette var en anden Forsamling, i Grunden aldeles Politisk. Dog er Deltagerne af den biskoppelige Kirke, og de Talende vare af Londons ypperligste Mænd, for størstedelen Præster.

Forsamlingen kalder sig : Protestant operatives associations, det virksomme Protestantselskab. Deres Hensigt er at arbeide hemmelig og aabenbar med al mulig Magt mod Katholicismen. Nogel Katholiker havde ogsaa indfunden sig, og engang raabte En høit og tydelig : «Det er ikke sandt !» Derpaa vendte Taleren sig til Forsamlingen og spurgte om det ikke var sandt, men da skulde I have hørt det Ja-Skrig !

Jeg maatte holde for Ørene; der stod just en ved Siden af mig som klappede saa vældigt i Hænderne, at jeg maatte rykke lidt tilbage. En talte meget for Folket i Irland og om deres store Nød, fordi de ere berøvede Guds Ord og spurgte, som hver af de Talende, hvad skal vi gjøre, vi Engelske maa gjøre noget derfor, og alle gav Svar med «Ja» og «Hør» og med Klapning, Banking og Viften.

— Middelet var : Ikke med Sværd og Magt, men ved «Guds Aand, ved at sende dem Guds Ord».

En Anden talede om hvorledes det bør os at prise Gud, ikke alene i Kirken, men og hjemme, saavel ved religieuse som politiske Sammenkomster, og man gav ham ofte Bifald.

En Tredie afmalede med stærke Træk Pavedømmets Skikkelse og dadlede deres egen Ligegyldighed, at de havde tilstædet Katholiker at tage Deel i Parlamentet og derved aabnet dem Vei til selve Thronen. Det lød snart alvorligt, snart spøgende, dog skammede Ingen sig for at give Gud vor Frelser Æren. Men det glædede mig dog at høre, at det ikke ved Missionsfesterne gik saa urolig til. Dog skal man kunne forestille sig de engelske Missionsfester, naar man har bivaanet denne Fest.

De Engelske

– 17 –

kunne ikke lade være at bifalde og at yttre deres Bifald eller misnøie ogsaa i Forsamlingen; men det bringer Liv og holder vaagen, ellers kunde de neppe holde ud at høre opmærksom til 4-6 Timers Prækning.

Jeg havde her endelig og den Glæde at see Barth fra Wurtenberg og Inspector Hoffmann fra Basel. De reiste bort strax efter vor Ankomst. Missionær Fjeldstedt fra Sverrig og Jætter fra Tydskland, som nu begge ere fordrevne fra Smyrna, har vi flere Gange talt med, disse boer saa temmelig nær at vi kan besøge dem oftere, ellers kan man løbe lang Vei for at gjøre et Besøg. Byen er en norsk Miil fra den ene Ende til den anden, og da vi boer her i den nordre Ende, saa er vi mangengang nødsaget til at gaa en heel Miil for at besøge Andre, som boe i den andre Ende.

Vi havde ogsaa den Glæde at finde Broder Moffet (Moffat/red.) og hans Kone her. Han er her som allersnareste. Han har besøgt de Egne, som vi drager hen i, og har opholdt sig som Missionær 23 Aar i Sydafrika. Det er ikke sjelden her, at Missionærer tage forskjellige af deres Familie med til Hedningerne, og vi have talt med flere saadanne, som i længere Tid har været iblandt Hottentoterne og Betschuanerne i Sydafrika. Ved saadanne Leiligheder har jeg tænkt meget paa dig kjære Fader; hvem veed om du ikke endnu kan faae dit Ønske opfyldt, og endnu komme til Hedningerne.

«Gud kan alting mage, som os alle Dage favner i sit Skjød».

Han har allerede gjort langt over det vi have bedet, og langt over det vi kunne forstaae, det er i hans Haand at gjøre Alt hvad de gudfrygtige begjære, allerhelst hvad de begjære efter hans gode, velbehagelige og fuldkomne Villie.

Men nu vil jeg ile til Ende med min Skrivning for denne Gang, til jeg senere hen fra Afrika kan skrive Eder Noget, som maatte glæde og opmuntre Eder. Men førend jeg slutter maa jeg fortælle Eder Et og Andet af interessante Ting, som vi saae her i London, f. Ex. Slottet, det gamle.

Der viser man de gamle Sager, Rustninger, Dronning Elisabeth, som indførte Reformationen, osv. Hun sidder til Hest, og en heel lang Sal er fuld af saadanne Folk fra gamle Dage, alle i deres fulde Rustning, og for det meste til Hest. Her viser man Kanoner og Krigsrustninger fra de forskjellige Tider, Skydegevære, Pistoler, Sable, osv. ere her opstillede til almindeligt Brug i Krigens Tid. Disse 150.000 Gevære som her i de nydeligste Former vare opstillede, tog sig ret godt ud, sammenstillede saae de ud som blanke Orgelpiber, og dannede alle tilsammen et Orgel, som hvis det lod sig spille, som et saadanligt maatte give de meest yndige og oplivende Toner.

Men desværre, dette Orgel vil, om det engang skal sættes i Bevægelse, ikke udbrede yndige og oplivende, men Forskrækkelsens Toner, derfor ønskede jeg, de maatte staae urørte indtil «Fred og Retfærdighed skal kysse hinanden, indtil Sorg, Skrig og Pine skal ikke være mere».

Nu saae vi og endeel Kroner og Sceptere osv., af Guld og Ædelstene af utænkelig Værdie; de vare deilige, men dog kun forgjængelige og lidet værd mod den Krone, for hvem «alle Perlers Pragt maa blegne, og Demant (diamant/red.) kun som Støv at regne».

Vi forlod det ene Mærkværdige, og kom til det andet. Tunnelen under Tames eller Temsen. Dampmachineriet var i fuldt Arbeide ved Indgangen, og holder uafladelig paa at bortskaffe det overflødige Muld og Gruus. En Snegleformig Trappe førte os dybt ned i Jorden, hvorfra Dampmachinen med sine forfærdelige Arme bringer Gruset op fra Dybden.

Nu var vi under Temsen. Luften var ikke behagelig, omtrent som naar man er kommen ind i en fugtig Kjælder, ellers saae den ganske saa ud som jeg har seet den aftegnet. Inden nogle Maaneder vil den være ganske færdig, at man kan gaae heelt igjennem. De har kun lidt over 30 Fod tilbage førend de er igjennem, det er er vældigt Arbeide; men dog ikke stort nok, og man siger at de tænke paa at arbeide en Tunnel under Can-

– 18 –

nalen fra Dower til Calais, og den vil blive over 30 Gange saa lang som denne.  Franske Privatfolk er det, hørte jeg, som har anlagt Tunnelen under Temsen.

Vi holdt vort Maaltid under Floden; Smørrebrød som vi havde taget med os paa denne Beskuelsesreise. Tilsidst besøgte vi ogsaa en Dyrhave. Her saae vi mange Slags levende Fugle og vilde og tamme Dyr : Elephanter, Tigre, Løver, Aber, Zebraer osv., osv.

Vi have ogsaa seet Londons Museum , og et Billedgallerie, og vi saae her meget som var værd at see; men dog have vi meget tilovers her i London, som for en billig Betaling bliver forevist, men som vi ikke vide om vi faaer at see siden Tiden er knap, og vort Skib snart vil tage afsted, og Øiet seer sig desuden aldrig mæt, og Øret hører sig aldrig træt, siger Salomon med stor Ret, saa at om vi faae al Verdens Herlighed, saa vilde det dog ikke strække til, at tilfredsstille et Menneskes Hjerte.

Kun et Syn tilfredsstiller gandske, Synet af Ham den Smertens Mand, som bar vore Overtrædelser og tog vore Smærter paa sig. Den har seet det deiligste Syn, som fik see ham «ret deilig at smile», og siden efter af gandske Hjerte kunde sige : «O Jesu !  al min Glæde ! naar kommer dog den blide Stund, at jeg derop skal træde og prise dig med Engle-Mund; naar skal jeg brudesmykkes, og den Forandring skee, naar skal det for mig lykkes, at jeg dig faaer at see ! O und mig snart den Ære i Frydens Paradiis, min Seierskrands at bære, dig selv til evig Priis !

O hvor sjelden kan jeg synge dette Vers med fuldt Hjerte af sand Længsel efter Frelseren. Kjed af Verden og Længsel efter Frelseren, ere to saare forskjellige Ting. O, hvor liden sand Længsel der er i mig efter Forening med min Gud, min Frelser, hvor liden Spørgen efter hiin blide Stund, naar jeg derop skal træde, naar jeg skal faa ham at see ! og nu de to følgende, de to sidste Stropher : O, und mig snart den Ære osv., og kun af Længsel efter Jesum ! Ak, ak, hvor svært at sige : O, Jesu al min Glæde».

Dog Gud være lovet for sin Naade, Amen.

Vi reiser herfra i næste Uge, i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli Maaned. I det heele komme vi vel til at blive 5 Uger i London, og naar vi have været 10 Uger paa Havet, haabe vi at være i Afrika.

Herren velsigne vor Indgang. Herved hilses om det er mulig alle dem jeg har truffet paa min Reise i Norge, og som ere Deeltagende. Overfarten koster 40 Pund Str, for hver Person. Glem ikke Eders

H.C. Knudsen

 

Stengt for kommentarer.