h.c. knudsen : artikkel i «helgelands tidende» 1915

 

– utgitt i Mossøen (Mosjøen) 6te april 1915. Av Marius Hustad.

«Hustad var redaktør av Helgelands Tidende i årene 1896 – 1914. I sine seinere år var han medarbeider i Nordlands Folkeblad, foruten at han virket som misjonær for avholdssak og indre- og ytremisjon» (opplyst av historiker Kjell Jacobsen, Mosjøen).

Jacobsen skriver videre at «Hustad burde ha de beste forutsetninger til å skrive om (H.C.) Knudsen, men han gir altså her (i artikkelen) ingen opplysninger om at Knudsen kom til Hattfjelldal som privatlærer hos sogneprest Schelderup. Så den opplysningen må skrive seg fra annet hold.. Den lærer O.A. Ingebrigtsen som det vises til i artikkelen var født og oppvaksen i Utigarden i Hattfjelldal og var dermed nær nabo til prestegarden og burde ha svært godt kjennskap til forhold i Hattfjelldal i 1860-åra».

 

Missionær Knudsen.

Arbeidet i Syd-Afrika, druknet i Hatfjelldalen.

Den mand, som kan siges egentlig ga støtet til, at missionsskolen for «Det norske Missionsselskap» blev oprettet i Stavanger aar 1868, var Hans Christian Knudsen, der arbeidet som missionær en tid i Syd-Afrika og endte sit livsvirke i Hatfjelldalen, hvor han omkom ved drukning i Skarmodalselven (Vefsna).

52 aar er gaat siden. Jeg har ikke tidligere havt kjendskap til nævnte mands tragiske endeligt og har først derfor nu anstillet endel undersøkelser, hvis resultat jeg tror vil interessere «Tinas» læsekreds.

¤

Den første norske missionsforening stiftedes i Stavanger den 5/12 1826. Foreningen fandt efterhaanden større og større tilslutning, og efterat den i 1834 havde utstedt en offentlig indbydelse om at delta i dens arbeide og var kommet i brevveksling med flere utenlandske missionsselskaper, vaktes opmerksomheten for den i videre kredse ogsaa her tillands.

Farver Knudsen i Farsund anmodet da foreningen om at anbefale hans søn : Hans Christian Knudsen til det Rhinske missionsselskap i Barmen i Tyskland, for at denne kunde bli optat som missionselev der.

Da den unge mand hadde særdeles gode vidnesbyrd fra troende mænd i hans fødeby (Bergen), efterkom foreningen i Stavanger farens anmodning, og Knudsen blev optat av det Rhinske m.selskap og støttedes av foreningen i Stavanger med pengemidler under sin skolegang.

Han bestod sin eksamen i 1839 og kom derpaa tilbake til Norge paa et besøk, før han som missionær reiste ut til Syd-Afrika. Her hjemme reiste Knudsen omkring og talte missionens sak med den følge at flere missionsforeninger blev stiftet.

Da var det, at Knudsen opfordret missionsforeningen i Stavanger som den ældste til at oprette en norsk missionsskole, hvilket ogsaa som bekjendt skedde i 1868. «D.n.missionsselskap» var jo dannet allerede i 1842.

¤

Ifølge «Kirkeleksikon for Norden», samlet av pastor Thrap og Halvorsen Forfatterleksikon, III s. 303, findes følgende biografiske data :

Hans Christian Knudsen var født i Bergen 18de mars 1816 (av hernhutiske forældre, sier Thrap), kom i sit 18de aar ind paa det Rhinske selskaps missionsskole i Barmen, blev færdig herfra i 1839, avla saa et besøk i Norge, reiste om og virkede for egen norsk mission, blev ordineret og utsendt til Namakvalandet , kom hjem igjen 1847 (1848), utsendtes paany i 1849 og kom hjem for godt i 1854 (tildels paa grund av hustruens sykelighet).

Siden opholdt han sig i Norge. Først søkte han at drive en skole i Stavanger, men det gik ikke. I 1861-62 var han huslærer hos lensmand Nergaard ved Molde (Kristiansund) og utgav ogsaa nogen smaaskrifter.

Saa reiste Knudsen om og holdt opbyggelser; men hans kristendomsopfatning var nok ikke fri for sværmeri. Han havde grublet meget over Daniel og Aabenbaringen (Joh. Åpenbaring).

Paa sine reiser i Nordland satte han livet til paa fjellet mellem Hatfjelldalen og Susendalen, hvor hans lik (d.v.s levninger av det) blev fundet i Skarmodalselven. Knudsen saaes sisst i Hatfjelldalen den 26. mai 1863.

Om hans virksomhet som missionær var der nok delte meninger. Han syntes nærmest at have været noget av en fusentast (brusehode). Saa langt nævnte kilder.

I «Norsk Missionstidende» 6te og 7de aargang omtales Knudsens virke ganske kort. Der fortælles bl.a. at i Namakvalandet (Syd-Afrika) grundla han en station, som han kaldte «Gudbrandsdalen», men ellers intet av betydning for hans livs historie.

¤

Her lever endnu flere i Vefsen og Mosjøen, som husker Knudsen fra hans reiser heroppe. Et par ældre mænd, som da var i 13-aars-alderen, har fortalt, at de mindes saa godt hans opbyggelsestale, der gjorde et meget sterkt indtryk paa dem. En husker ogsaa, at K. paa sin reise til Hatfjelldalen for op om Herringbotn og over til Røsvatnet.

Sluttelig hitsættes følgende oplysninger, som hr. lærer O.A. Ingebrigtsen, Tjøtta, paa henvendelse velvillig har git. Han skriver bl.a.:

«Omskrevne missionær Knudsen kan jeg meget godt mindes kom til Hatfjelldalen i følge med en ung svensk væskehandler Sven Johan Lindblad fra Smaaland. De havde begge to hus hos min far i nogle dage. Knudsen var meget forkjølet, saa han en dag eller saa maatte holde sengen, men kom sig ellers bra, saavitt jeg husker, før han for fra os.

Imidlertid var det ikke frit for vi syntes, han var litt rar av sig : Idetheletat meget stille tilbragte hele tiden mest med at læse i – som vi antok en bibel paa zulusproket. Han kunde saaledes endog gaa tilbords, men ikke røre maten, blot læse til de andre var færdige. Dette hændte flere gange.

Fra Hatfjelldalen tok han østover til Unkervand og Skarmodal og fandt saa paa der at skulle ta over fjellet til Susendalen.

Det var paa vaarparten, saa han vilde nytte skareføret om morgenen. Imidlertid hadde rimeligvis kommet til visshet om, at dette ikke lot sig gjøre, da han ikke hadde ski eller kunde bruke dem.

Han har saa snudd om for at komme tilbake til Skarmodal og prøvet at vade  over Skarmodalselven (Vefsna). Den var imidlertid i dagens løp flomet frem, saa han ikke greiet det og omkom paa den maate.

Der blev senere utlovet en belønning til den, som kunde skaffe visshet for, hvor og hvorledes han var kommen bort. Og Hans Eriksen Ørnes  fandt da om sommeren en støvel og vist ogsaa noget andet, som gav fuld vishet for, at Knudsen var omkommet i elven.

Hvad aar dette skede, kan jeg ikke bestemt huske, men det var i 60-aarene. Det kan nok hænde, at ældre folk i Skarmodalen kunde ha litt mere detaljeret rede paa, hvad der specielt stod i forbindelse med ulykkeshændelsen der; men jeg vet ingen at nævne, da jeg ikke vist vet, hvem som nu lever av dem, som da var der, ti de fleste er reist til Amerika».

¤

Jeg har ogsaa anstillet undersøkelser ang. Knudsen i Hatfjelldalen. Av disse fremgaar at «han var no rar av sig» og hadde den fikse ide, at han saavitt mulig vilde gaa mot øst og høiere og høiere op til fjells.

Hans lik blev ikke gjenfundet i Skarmodalselven og nogen begravelse saaledes ikke omtalt i kirkeboken for Hatfjelldalen.

Et bevæget og virksomt liv avsluttedes hin vaar i 1863 paa fjeldvidden. Graven mangler og ingen mindesten er reist eller kan reises ved Knudsens hvilested.

Men missionens herre vet, hvor ogsaa hans støv fandt ro.

M. Hustad.

Stengt for kommentarer.