h.c. knudsen : en glemt norsk kunstner

 

– av C.R.Røstvig

 

På den utstilling av Stavanger-portrætter som Stavanger museum avholdt for 3-4 aar siden var der en liten farvelagt tegning av familien Schmeckler, som man straks maatte lægge merke til. Det var et mesterverk i sin linjerenhet og gjennomfølte form, og med et straalende psykologisk skarpsyn var denne familie skildret.

Men hvem var saa denne mestertegner, denne norske Ingres som ingen av os tidligere hadde set noge til eller hørt tale om ? – Nede i tegningens ene hjørne stod fint og sirlig signeret H.C.Knudsen 1857.

Historien om dette genis skjæbne er overordentlig tragisk; men det er paatide hans navndras ut av glemselen og hans kunst faar den honnø den fortjener og har krav paa.

H.C.Knudsen er født i Bergen 18. mars 1816. Hans far maa ha været en magtfuld personlighet og hans indflydelse paa sønnen bandt denne i et avhængighetsforhold som aldrig løsnet, og som førte ham ind i en ulykkelig abstrakt livsfølelse og en dypt forkvaklet livsskjæbne. Farens flammende religiøse interesser foraarsaget, at sønnen i 12 aars alderen avgav et løfte om at blive missionær – et løfte han holdt paa en rørende maate og som saare fint fortæller os om hans karakteregenskaper.

H.C. Knudsen har i en selvbiografi fortalt følgende om sin barndom og ungdom : «Min far gik i ungdommen med ønske om at bli missionær, hans forældre hørte nemlig til brødremenigheten; men det blev ikke noget med ham. Heroppe hos os var saken (mission) dengang meget litet kjendt, og han giftet seg ogsaa meget tidlig. Hans inderligste ønske var derfor, at et av hans barn kunde ofre sig for missionstjenesten. Han fik 8 barn; den ældste søn døde kort før min fødsel; men mine øvrige søskende : 5 piker og 1 gut lever alle. – Fra jeg var ganske liten fandt jeg stor fornøielsei tegning. Ja saa sterk var min tegnelyst at selv om noget gik mig aldri saa meget imot, kunde jeg bringes til at glemme min  sorg, naar min far tok et stykke kridt og tegnet en hest for mig paa den nedslaatte bordklaf. – Jeg tørret taarerne og forsøkte at efterligne hesten.

Min skoletid var kort og faldt i alderen 9-12 aar. Jeg gjorde smaa fremskridt. Gjennem min onkel, som var hjelpelærer paa en søndagsskole, fik jeg adgang til tegneundervisning, og ved min landsmand, professor Dahl fra Dresden, ble jeg hjulpet ind paa en større tegneskole under hans besøk i Bergen, da jeg var i 12 aars alderen. Jeg var nødt til at gaa som gratiselev ved denne skole, da min far ikke hadde raad til at betale for mig. Paa tegneskolen gjorde jeg fremskridt og tok første aar anden præmie, og de to derpaa følgende aar skolens første præmie. Da jeg var omkring 12 aar døde min mor, og min far forlot Bergen sammen med mine søskende og reiste til Farsund, sin fødeby». –

Som man ser viste han meget tidlig utprægede maleriske anlæg, og en tegning, han utførte i 12 aars alderen av sin mor paa likstraa, vidner paa en gripende maate om hans genialitet og vidunderlige kunstneriske muligheter.

Om denne professor Dahls interesse for Knudsen samstemmer ogsaa andre forfattere. Saaledes fremstiller forfatteren av familierne Ellerhusen og Gørbitzernes stamtavle saken paa væsentlig samme maate : «Mens han 18 aar gammel var i Prahls institut her i Bergen (som litografisk tegner), hvor hans arbeide vakte opsigt og beundring, blev professor Dahl gjort opmerksom paa denne saa rikt begavede unge mand, og professoren, efterat ha hat ham hjemme hos sig og set ham ta ut et kontur av et av Dahl selv malt prospekt av Bergen, tilbød sig straks at ville sende ham til utlandet og sørge videre for hans utdannelse som maler». Men dette rike og straalende tilbud mottok ikke Knudsen – han fastholdt sit missionsløfte til faren og blev missionær. Han fik sin missionærutdannelse i Barmen og reiste som dette selskaps utsending til Afrika i 1841.

Fra nu av begynder kampen, lidelsen og nederlagene for denne exalterte natur, denne sværmer og himmelstormer. Kunstneren og religionsforkynderen kjæmper side om side i hans sind – og tegner gjør han til stadighet.

Der er fra afrikaopholdet bevaret en del tegninger av hottentottyper og landskapsstudier, samt et utkast til en stort anlagt figurkomposition : Namaqua – som sikkerlig er tænkt som en malerisk symfoni, en apotheose til afrikanaturen.

I 1854 avsluttes hans virksomhet i Afrika, efterat det er kommet til aapent brud med hans overordnede i Barmen. Imidlertid er hans hustru blit sindssyk, og som en til døden skuffet mann vender han tilbake til Norge med sin syke hustru og to barn.

Saa er det til at begynde forfa igjen. Hans hustru blir anbragt paa asyl, og deres to barn blir bortsat i pleie.

Nu tar han fat paa et forkyndermæssig vandreliv, samtidig som han tegner portrætter, der indbringer ham en nødtørftig indtægt. En kort tid er han skolelærer i Stavanger – men intet borgelig erhverv kan længer fastholde denne himmellængtende fredløshet. Han levet desuten i en ekstatisk forventning og tro paa Kristi gjenkomst.

Der foreligger rørende beretninger om hans asketiske nøisomhet og offervilje og hans mysteriøst magtfulde men beskedne væsen. Omsider havner han oppe i Skarmodal i Nordland, og her møter han døden paa en tragisk maate.

Kan hænde han som Brand har søkt iskirken og i dens iskolde favntak fundet den livsforløsende varme, jordelivet hadde negtet ham. Vi vet intet utover det, at han mot Skarmodalsfolkets advarsler forsøkte ar gaa over fjeldet til Susendalen uten fører – og omkom. Antagelig er han tat med av et ras. Efter megen søkning fandt de blot støvlekaftene med nogen knokler i, ben og trevler av hans tøi.

Der er ihøst utkommet paa Lutherstiftelsens forlag en biografi over denne merkelige mands liv, som paa en pietetsfuld maate behandler hans menneskelige og missionshistoriske indsats, nemlig missionshistorikeren Emil Birkeli’s : «En ørkenvandrer». De biografiske oplysninger om H.C.Knudsen, jeg her fremlægger, skylder jeg hr. Birkeli min tak for.

Til slut vil jeg faa lov til at komme ind paa hr. Birkeli’s post scriptum i : «En ørkenvandrer», som berører et literært høist interessant spørsmaal : Har Henrik Ibsen kjendt H.C. Knudsen og hans skjæbne ? Birkeli paaviser et indicium : «at Knudsen brukte uttrykket Livets konges brand – som i høi grad fortjener opmerksomhet. «Brand» ble skrevet 1866.  «I 1863, da Knudsen omkom, var Ibsen i Bergen og Oslo. Det er ikke usandsynlig, at ha har hørt hans historie enten gjennem aviser eller gjennem familiene Gørbitz, Mohn, Christiansen eller Knudsen».

Der er meget som taler for, at vi he har forklaringen paa den eiendommelige titel Ibsen gav sit drama.

C. R. Røstvig

Stengt for kommentarer.