hans christian knudsens «farvel til norge», november 1840

 

– Missionær blandt de Komaggas i Lille Namaqua Land i Sydafrika.

Hans Christian Knudsens FARVEL TIL NORGE.

Paa Reisen til Tydskland, den 23 November 1840.

Farvel kjære Norge !

Herren velsigne deg og lade dine Bjerge forkynde hans Trofasthed og dine Dale hans Fred. Herren velsigne meget det Folk, som boer i dig, at de igjen maatte kunne velsigne mange Slægter. Han sætte ogsaa dit Folk til et Lys iblandt Hedningerne, og lade mange Fredens Bud udgaae fra dig !

Ja Herren har allerede velsignet os. Han har ogsaa i vort Land udsendt en Johannes, der skulde berede Herren Vei. Høiene jevnede han og Dalene ophøiede han for at gjøre det lige for Herren. Hvad Bjerg og Dal adskilte, forenede han.

De som vare langt borte, kom nær til, og hele Landet lovede Herren. Han var ikke den, der skulde komme, men han var hans Røst som raaber i Ørken : «Bereder Herren Vei og gjører hans Stier jævne !»  Ja, kom snart, Herre Jesu ! Og viis dig ret klarlig for os, som den Johannes pegede paa og sagde : «See, det Guds Lam, som bærer Verdens Synd !»

Herren velsigne dig, Johannes Nielsen Hauge ! Herren velsigne rigeligen din Slægt og dit Folk, og sætte dig til endnu større Velsignelse blandt Folkene paa Jorden.

Og, I Kjære af Brødrene, som samles i Herrens Navn, og som ville boe i yndig Fred hos Eders øvrige Brødre; Herren velsigne Eder og gjøre Eder til sande Philadelphiske Brødre; saa skal ogsaa Eders «liden Kraft» blive stor, og Mange skulde kjende, at «Herren haver elsket Eder». Forkynd og tie ikke med «hans Navn,» som blev slagtet for vore Synder; men giver da ogsaa flittig Agt paa den «Dør», som Herren just har aabnet for Eder. Aab.3, 7-13.

Og I, saa mange som bygge paa den eneste sande Grundvold, Kristum; seer til at I bygge med Guld, Sølv og Ædelstene, og ikke med Træ og Straa, saa skal Eders Gjerning ikke forgaae som Avner for Ilden; men kun luttres for endnu langt ædlere at udkomme af den.

I Herrens og Kirkens Stridsmænd ! Strider værdig for alt Israels Folk. Strider i Gideons Kraft; men strider ogsaa altid kun med «Herrens Sværd».  — og det indtil Enden. Farvel i Alle ! Herren være med Eder Alle ! Amen.

Min hjerteligste Tak til Eder Alle, som med saa megen Kjærlighed modtog, og ikke foragtede mig for min Ungdoms Skyld; men antoge Herrens trøstende, glædende og advarende Ord af en saare ringe Tjeners Mund.

Tak I Kjære, som ledsagede mig saa kjærlig fra By til Bygd, til Lands og Vands, og vare mig behjelpelige i at faae udrettet mit Ærinde til Folket.

Tak til Eder, i Kjære, som forenede Eder i Herrens Navn til Missionsforeninger, for paa denne Maade med samlet Kraft, at maatte kunne glæde og husvale et og andet forsmægtende Hedningehjerte. I ere mine Vidner, at jeg ikke søgte min Vinding, med Eders Kjærlighed og Barmhjertighed for de arme Hedninger. Gud give, at Judasraabet : » Hvorfor bliver al denne Salv spildt ? Vi har jo Fattige nok selv !» (Joh.12,4,5,6) maatte blive uhørt iblandt Eder, thi de sige det ikke fordi de have Omsorg for de Fattige (Joh. 12,6). Herren lade Eder, saamange som gjøre denne Gjerning af Kjærlighed til ham, vederfares samme trøstende Svar, som Marias Hjerte blev glædet ved, da han udbrød : «Lad hende med Fred.» Joh. 12,7.

Endelig ogsaa hjertelig Tak til Eder, kjære Veninder, der liig hiin Kvinde i Evangeliet have Lyst til at tjene Herren. Han lægge selv sin Velsignelse til Eders Arbeide, og samle snart mange af Eders Kjøn til Dame-Missionsforeninger, til Arbeiderinder for Hedningerne.

Jo, Alle, Alle, skulle vi tjene Herren med Lyst, og da skulle vi ikke gjøre det forgjæves. Og gjøre vi det ikke med Lyst, saa er det os dog befalet.

Vort ringe Arbeide for Hedningerne skulde rigeligen belønnes med den Trøst : Ogsaa vi have Andel i den store Gjerning, som Herren i vore Dage virker iblandt Hedningerne. Ogsaa vi ere i de mange Tusinders Tal, som hjælpe til at forkynde Evangeliet i al Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk. Ogsaa vi have Del i den Fryd og Glæde, som er bleven frelste Hedningers Sjæl tildeel, da de fik høre om ham, som er kommen til Verden for at gjøre Syndere salige; og med det samme, som disse love og takke den kjære Gud i Himlen, skal deres Glæde gaae igjennem alle Lande, og blive over dem, der lod deres Lys skinne, at disse arme Hedninger saae deres gode Gjerninger, og kom til at prise vores Fader, som er i Himlene. Herren oppvække sig selv Arbeidere, baade dem, som vilde sende, og dem, der vilde lade sig sende i hans Vingaard, og give Mange Lyst til :

«De himmelsøde Ord af Jesu Læber flyde,

hvorved den ganske Jord sig daglig skulde fryde :

Gaaer ud i Verdens Kreds, Saavidt, der findes Rum,

Forkynder allesteds Mit Evangelium». Matth. 28, 18,19,20.

Den samme Herre, Jehova, som engang ledsagede sit Folk saa trofast igjennem Arabiens Ørk, og uden hvilken Moses ikke vilde drage afsted, har efter sin overvættes Naades Rigdom ogsaa trofast ledsaget mig indtil denne Dag.

Vel har jeg tidt ikke kunnet see Herrens Ansigt; men af sin Barmhjertighed har han givet mig et fast og sikkert Sted paa Klippen (Kristus), at staae paa og medens han drog forbi med al sin Herlighed, skjulte han vel sit Ansigt; men bagefter lod han mig dog ofte mærke at det var den Herre Jehovah, barmhjertig og naadig, og fuld af megen Miskundhed, der drog forbi i megen Pragt. 2. Mosebog 33,15-23. Og dette Syn har glædet og styrket mig saaledes, at jeg med god Taalmodighed igjen har kunnet oppebie den Tid, naar han vilde tage Haanden bort og lade mig faae see hans Herlighed efter ham.

Atter er Herren draget forbi i sin Herlighed ! Det saalænge nærede Ønske, før min Afsendelse til Hedningerne, at maatte kunne besøge mit kjære Fædreland Norge, opfyldte han endnu langt over Ønske.

Glædet drager jeg nu tilbage, overladende til denne kjære Herre at gjøre med sin ringeste Tjener efter sit Velbehag.

Imidlertid ønsker jeg ogsaa, med min Gjerning blandt hedningerne, at være indesluttet i mine kjære Venners og Beslægtedes Kjærlighed og hjertelige Forbøn.

Eders forbundne H.C. Knudsen

(trykt i Guldberg & Dzwonkowskis Officin ved L. Risum)

 

Stengt for kommentarer.