«jeg vanked saa længe paa vidderne om» : salme av h.c. knudsen

 

Jeg vanked saa længe paa Vidderne om (Mel. Saa vil vi nu sige hverandre Farvel);

hentet fra «Salmebog til Guds Ære og Menighedens Opbyggelse». Kristiania.

¤

Jeg vanked saa længe paa Vidderne om

Og mente, at Vand var at finde.

Hvor Solbrand og Sand overalt, hvor jeg kom,

Stod i Pagt med de tørkende Vinde.

Min Sjæl søgte Fred, Men fandt i dens Sted

Kun Uro og Angest og Smerte.

¤

Jeg trælled mig frem, men min Kraft var for svag,

Syg kunde jeg intet udrette;

Indhyllet i Mørke, jeg vented paa Dag,

Med Sorg vilde Taagen jeg lette;

Det bedre ei blev, Guds Finger selv skrev

Min Dom i det ængstede Hjerte.

¤

Saa spredte Guds Ord over Golgata lys,

Forklared Korsfæstelsens Under;

Jeg øinede klart, hvad jeg aned ei nys,

Fandt Fred i de blødende Vunder.

Guds Søn, da han led, Var traadt i mit Sted,

Hans Blod havde Gjælden udslettet.

¤

Nu bor jeg ved Korset, vil aldrig derfra,

Før brusten er Jordlivets Hytte;

Saa flytter jeg gjerne med Jesus, thi da

Skal Korset med Himlen jeg bytte,

Og Freden, som her Var Forsmag, skal der

I Evighed fylde mit Hjerte.

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.