«far og søn»

 

– hentet fra Emil Birkeli’s bok : «En ørkenvandrer».

 

– Fra s. 7 – 91:

 

-7-

FARVER FREDRIK TOBIAS KNUDSEN

Jeg haaber at mine kjære læsere vil se gjennem fingrene med mine mangler i logik og med alt andet som maatte forekomme dem skurrende. — Min samvittighets overbevisning anklager mig ikke» (forord i Fr. Knudsens Levnetsbeskrivelse).

I aaret 1807 kom en jagt fra Sørlandet ind Bergensleden. Ombord var en ung mand paa 22 aar med et tungt og melankolsk ydre, om man kan tro hans egne ord. Han flygtet fra sit hjemsted Farsund — ikke for nogen forbrydelses skyld, men paa grund av kjærlighetssorg. Hans utkaarede var overtalt til at gjøre forlovelsen forbi og til at gifte sig med en skibskaptein som var istand til snarere at byde hende et sorgfrit hjem end vor helt.

Han hadde egentlig tænkt sig til England for det første, og senere endda længer for at svale sin sorg. Men nu blev han ført til Bergen; ti «engelske krydsere stængte hver havn», og her vilde han da prøve sin lykke. Manden het Fredrik Tobias Knudsen (født i Vanse 26. november 1785, død i Solum ved Skien 7. september 1870) og er far til hovedpersonen i denne bok : H. C. Knudsen. Han præsenteres her — ikke paa grund av slegtshistorien — men som nødvendig indledning til forstaaelse av sønnens historie. Han var det
.

 

-8-

som sterkest paavirket sønnen, som deltok med ham i ungdommens vanskelige kampe og beslutninger. Han stod last og brast med ham under de store oplevelser, og han vilde endog ha reist med ham til Afrika i 1849. Han overlevet ham ogsaa og reiste ham et minde i literaturen ved at oversætte nogen av hans dagbøker, ved hvis hjælp det er blit efterslegten mulig at vurdere den indsats, han gjorde i landets religiøse og kirkelige utvikling.

Større original end denne Fr. Knudsen er neppe kommet til Bergen, denne paa originalitet og særpræg dog saa rike by. Original og selvstændig i sit livssyn : fri likeoverfor den officielle kirke og læren, skeptisk likeoverfor haugianerne, glødende missionsbegeistret i en tid da missionen knapt var kjendt.

Original som forretningsmand : han brygget eddik og øl, brændte brændevin og byttet i bondevarer og reiste paa fisket med slike saker og bad om vor Herres velsignelse. Havnet saa derefter som tidens første avholdsprædikant og reiste over store strøk av det søndenfjeldske Norge for at stifte foreninger.

Original var han ogsaa da han arbeidet paa perpetum mobile med over 50 messinghjul, dreiet cylindre og akselledninger, fik stiftsamtmand Christie, kaptein Foss og Lyder Sagen til at overvære den høitidelige akt med igangsættelsen, og senere hadde forstand nok til at erkjende sit nederlag og kaste det hele. Original var han ogsaa da han i sit 81. aar skriver sin egen og sønnens livshistorie i en blanding av djervt folkesprog og Joh. Arndts huspostille, med den forunderligste blanding av stof og emner : familiens ulykkelige egteskaper, salige dødsleier, dogmatiske spørsmaal, statskirken, treenighetslæren o. s. v

Han var egentlig farver av profession, men da han kom til Bergen fik han ingen plads i farveri og var til at begynde med i arbeide hos krigskommissær Viby,

-9-

indtil han fik leiet et farveri og begynde driften for egen regning. Men landet var nu lukket av engelske og svenske krigsskibe.

«Den fattige sultet, den rike led savn,

to kraftige arme var ingen til gavn,

for døren stod hunger og død».

Farver var ikke at opdrive, og dermed stanset haandverket av sig selv. — Denne mands historie og hans forsøk paa at slaa sig igjennem gir et godt indblik i tiden og hvad vort folk dengang hadde at stride med.

Det første han tok fat paa var saapekokning, og han var saa heldig at faa overlatt litt kapital av sine forældre hertil. Det gik ogsaa ganske bra med driften, og han slog sig paa denne maaten igjennem et par aars tid. — Tiden læger som bekjendt alle saar, og hans hjertevunder var nu saapas læget, at han blev forlovet med jomfru Asseline Johanne Marie Lie. Hun tilhørte en gaarbrukerslegt fra Gudbrandsdalen og overtalte den unge mand, assisteret av sin mor, til at kjøpe kapteinsgaarden i Etne i Søndhordland. Det er ikke greit at motsaa en utkaarets bønner, især naar de støttes av en mægtig svigermor. Men kapteinen var ute i felten, og salget kunde ikke ordnes. Men siden først gaardskjøp var kommet paa tale og tankerne gik til Søndhordland, saa kjøpte han Hustvedt i samme bygd og giftet sig i 1809.

Den samme vanskelighet man hadde med at faa arbeidsfolk under den sidste verdenskrig hadde man ogsaa hin gang, trods dyrtid og hunger. Arbeidsfolk var ikke at opdrive, og aker og eng holdt paa at raatne ned. — Fredrik Knudsen gjorde det paa den maate at han inviterte 28 naboer og trakterte som til et gjestebud for at faa engen avslaat ved «dugne». Men da høiet vel var slaat fik det regn i tre samfulde uker og var da omtrent værdiløst som for. Paa tre kornåkre fik han ingen avling.

 

-10-

Dertil kom at han mistet tre kostbare kjør ved uheld. En stor okse satte sig fast i en myr. En av hans melkekuer faldt utfor et fjeld og slog sig ihjel. — Det kvindelige raad om at gaa over til jorddyrkningen, hvor klokt det ellers kunde være i en slik tid, viste sig ikke at være praktikabelt. — Han opgav da allerede i 1811 gaarden og vendte tilbake til byen for at ta fat der igjen. Men paa veien opover hadde han nær fundet en vaat grav med kone, barn og sig selv, idet han overlastet et litet fartøi med flyttegods og kom ut i en rykende storm.

Men det var hverken første eller sidste gang han var ute i livsfarlige eventyr. Sin eventyrlyst og mod paa sjøen hadde han i arv fra sin slegt og sin race i Sør-Norge, som altid har været med blandt pionererne for det farende norrønafolk og synes at ha arvet et ekstra fond av energi og dumdristighet fra sine fædre.

Fredrik Tobias Knudsen var av bra folk. Hans far, Knud Knudsen, var en driftig mand fra Dranksland i Lyngdal, hvor slegten hadde bodd i flere generationer, giftet sig til gaarden Knivsland i Vanse og bodde der hele sit liv indtil han paa sine sidste dage flyttet til en bror i Kristiansand, hvor han døde. Han var en framifraa flink smed og fik Iste præmie av det danske Landhusholdnings- og Commercecollegium for fabrikanlæg og gaardsbruk. Han plantet frugttrær, brøt nyt land, anla møllebruk og oprettet farveri.

I det sidste fik sønnen Fredrik sin oplæring som farver av en tysk farversvend Gotlob Monhaupt. Denne mand har neppe været den bedste eller mest behagelige læremester efter Fr. Knudsens beskrivelse at dømme. Han hadde været fransk spion og anstillet sig særlig religiøs og from for den hernhuttiske Knud, men viste en noget anden side i farveriet. Han drak og bedrog og holdt sig med en gift kone paa den andre siden av fjorden. Og med denne sin veninde stod han i forbindelse ved avtalte signaler. Han uttalte sin motvilje mot at komme i himmelen

 

-11-

hvor det var altfor ensomt og koldt for ham. Derimot foretrak han langt heller et andet varmt sted. Der var det folksomt og der kunde han steke poteter i vinduerne. Han truet med at skyte Knud dersom han anla proces, og denne maatte løse ham ut med 200 rdl. og være glad til at han blev kvit ham. Unge Fredrik sier selv at han var saa plaget av ham og saa fortvilet at han tænkte paa at drukne sig til sine tider.

Fr. Knudsens fædre var fromme mennesker og herrnhuttere. Selv arvet han ogsaa denne religiøsitet og herrnhuttiske sympati. Han kom derved i et for samtiden ikke almindelig frit forhold til den officielle kirke, stod skeptisk likeoverfor presterne og meldte sig tilslut ut av statskirken under den Lammerske bevægelse 1857.

Et eiendommelig karaktertræk hos ham var imidlertid en glødende missionsbegeistring som virker saa meget mere fremmed, som saken var ukjendt og upaaagtet i hans samtid. Nøkkelen til forstaaelse av hans utvikling maa imidlertid søkes i de religiøse forhold i hans hjemtrakter. Og da finder vi, at særlig Listerlandet uten tvil kan betegnes som et av de sterkeste religiøse centrer paa denne tid. Gjennem hernhuttisk paavirkede prester som Søren Bugge og sønnen Peder Olivarius m. fl. var det kommet saavidt, at en av vore historikere kunde si at halve Listerlandet var hernhuttisk sindet (Daniel Thrap : Brødremenighetens historie s. 42 flg.).

Denne herrnhuttisme var dog sterkt lokalt farvet og lignet litet paa den milde, fredsommelige form som man ellers kjender under dette navn. En utsending fra Herrnhut, Hans Peter Bau, klaget i 1805 over, at folket var opfanatisert til en usalig omvendelsessyke og trættekjærhet. — Denne uro og trættekjærhet forklares imidlertid noksaa let, naar man husker at den tid Bau her omtaler var præget av den haugeske vækkelse og den sterke gjæring den fremkaldte. Hauge tok standpunkt mot brødrene, og hans eksempel blev fulgt av haugianerne.

 

-12-

Det var ogsaa en væsenforskjel paa deres virkemaate. Brødrene var sentimentale og følelseskristne. Sigtet paa at fremkalde sterk religiøs bevægelse ved hjælp av Kristi lidelse og stadig kredsen om den «blodige kjærlighet». Haugianerne truet sine tilhørere med helvedes svovl og ild dersom de ikke forlot sine syndige veie, og advaret mot en falsk fortrøstning, enten denne hvilte paa sakramenterne eller paa forsoningslæren. — Vækkelsen grep slik om sig, at folk forlot sit arbeide, tjenestepikerne blev borte fra huset, og folk var samlet hele og halve døgnet. Øvrigheten grep ind og arresterte mange blandt andet en bekjendt predikant Omdahl, men slap dem ut igjen efter langvarige forhør, og bevægelsen fortsattes.

Paatrods av dette motsætningsforhold har dog herrnhuttismen sat uutslettelige spor i den norske vækkelse, ja dens maate og syn har seiret i det lange løp.

Denne skepsis fra brødrenes side likeoverfor haugianerne hadde ogsaa Fr. Knudsen. Han syntes at de var for egenretfærdige og for litet evangeliske. Han sier ogsaa, at han syntes deres liv var mindre retfærdig end deres lære. Senere fandt han at de kom væk fra sin egenretfærdighet, og paa den store reise sammen med sønnen 1839—40 viser det sig at han baade hadde mange venner blandt dem og blev vel mottat. H. N. Hauge traf han aldrig personlig, men omtaler ham meget rosende. Fr. Knudsen følte og regnet sig altid for noget, og søkte ofte samfundets spidser. Han var i det hele tat meget frimodig og ikke ræd for at holde sig fremme. I Bergen regnet han presten til Mariakirken for en av sine bedste venner.

Det blev en haard nøtt at knække for ham at slaa sig igjennem i Bergen efter tilbakekomsten i 1811. — Han solgte gaarden efter en almindelig dalerkurs, men fik kun 2 skilling for mange av dalerne efter den nye pengestabilisering. En del av dem fik han nemlig anbringe efter normal værdi i et farveri. Imidlertid maatte han nu

 

-13-

foreløbig prøve med bondehandel og sildesaltning, og trængte til denne drift sjøhus, jagt, tønder, salt o. s. v. Kornet stod nu i 6 – 900 daler tønden, al indførsel var stanset, og handelen var derfor en daarlig levevei.

Et sildeparti han solgte til Rusland betalte ikke engang fragten. I sin nød grep han nu til den tvilsomme utvei at brygge eddik og øl samt brænde brændevin. Det sidste især maa forbause adskillig og var neppe i overensstemmelse med herrnhuttisk livsopfatning. Selv forsøkte han at undskylde sig med at haugianerne gjorde det samme. Men hans onde samvittighet drev ham senere over i et ihærdig avholdsarbeide, eller som det dengang kaldtes «maatehold». Han var den første nordmand som forsøkte at danne foreninger og at reise i landet for at virke mot misbruk av berusende drikke.

I 1845 fik han stiftet det første maateholdsselskap i Kristiania med endel jevne haandverksmestre og en artillerikaptein Schjeel i bestyrelsen. — Efter hvad han selv fortæller kom folk til ham før de skrev sig ind og vilde vite om det var et frimurerselskap og om de kunde faa lov at gaa til alters. — Gategutterne fik ogsaa tak i emnet, for naar kaptein Schjeel, som samtidig var brandchef, befandt sig i gåterne, samlet ungdommen sig og holdt foredrag om det giftige brændevin og de berusende drikke. Stiftsprost Munk hadde oprindelig undertegnet maateholdsløftet, men fik skrupler og sendte bud efter Knudsen og bad ham stryke sit navn. — Man klistret da en lap over navnet og foreslog følgende tekst : Herunder hviler stiftsprosten.

Biskop Sørensen paala ham ofte at komme op til ham. Men naar han saa kom, blev han skuffet over bare at faa følgende forsikring : «Hold De paa, kjære Knudsen, og vær viss paa at jeg ikke skal svike Dem». — Da saa denne engang sa, at det jo ikke hjalp stort saalænge biskopen ikke selv vilde være medlem, spurte denne i stort alvor, om han trodde et glas konjak nu og da var skadelig.

 

-14-

Da det var paa det værste med hans finanser kom det bud fra faren, Knud Knudsen, at han maatte ha igjen sine penger, og den eneste utvei han nu saa var selv at reise paa fiske paa lykke og fromme. — Han utrustet sit fartøi med salt, tønder, hamp, tobak og brændevin og bad vor Herre staa sig bi. Han fik motvind fire mil fra byen og maatte lægge iland. Dette blev hans redning, for han fik nu høre at det var sildefiske i nærheten.

Ved Marøen fandt han sildelaas og gjorde kontrakt om 10 rdl. tønden. Han forskrev nu i hast jagt og tønder fra Bergen, og med 7 rdl. i lommen kjøpte han ogsaa ind en anden laas, og fik snart midler til at betale med, da han solgte for optil 40 rdl. tønden. Dermed var han reddet for den gang.

En anden gang var han helt inde i Sognefjorden paa brislingsaltning og hadde faat 40 tønder daarlig vare. Jagten han hadde sprang imidlertid læk, og lasten blev kastet iland saa lake og brisling fløt om hverandre paa bryggen. Men ogsaa denne gang reddet han situationen ved at komme over 80 tønder god vare som han saltet med egne hænder og fik god pris for.

Hans ruin kom med et forlis i Biskophavn, og da man dengang ikke kunde assurere skib og ladning greiet han ikke sine forpligtelser, men blev av sin hovedkreditor, stadskaptein Fischer, sat under tvangsauktion og vandt aldrig tilbake igjen sin formue. — Han tok nu op igjen farverprofessionen og skaffet sig ved gode venners hjælp et hus ved Nykirken. — Men hans finanser var ikke bedre end at han for at kunne bekoste en borgerlig begravelse til sin svigermor og senere til sin hustru, paa 100 rdl. hver gang, maatte sælge av sit indbo.

Han hadde 8 barn i sit egteskap: tre gutter, hvorav den ældste døde tidlig, og fem piker. De yngste av hans barn viste tegn paa mental svakhet, og flere av hans døtre bukket under for tuberkulose. — Antagelig har det været fra moren de har arvet denne svakhet. Hun var vistnok

-15-

en stilfærdig person og øvet en forholdsvis liten indflydelse.

Hun døde straks efter tvangsauktionen og mente selv at den økonomiske ruin hadde knækket hende. Familien levet et eksemplarisk samliv. Og alt tyder paa at faren var det midtpunkt som barnas kjærlighet og beundring dreiet sig om. Like til sin alderdom hadde han de to yngste hos sig, og fulgte alle de andre med en aldrig svigtende familiekjærlighet.

Da hustruen døde holdt han ikke længer ut i Bergen, men drog tilbake til Farsund, hvor han i 8 aar slog sig igjennem som farver, virket for maatehold og stiftet landets næstældste missionsforening. — Saa grep vandrelysten ham for alvor og han flyttet ind til Kristiania, hvor han gik over i en ganske ny bestilling, nemlig som bestyrer av Grønlandslerets asyl. I 1840 (det var i 1848 – etter sønnens bryllup) tænkte han paa med søn og datter at følge missionær H. C. Knudsen til Sydafrika, men i Barmen blev denne bestemmelse forandret, og han satte kursen for Amerika. To gange forliste de nu og døiet meget ondt. Bestemmelsen blev derfor ikke opretholdt, og de vendte tilbake til Norge. I nogen tid bodde han paa Oplandet ved Hamar og Hurdalen. Men tilsidst havnet han i Solum ved Skien, hvor han tilbragte sine sidste dage og var kjendt som «gamle Knudsen».

I denne mands hjem og under hans indflydelse vokset missionær Hans Christian Knudsen op. Til sin far indtok han altid et rørende avhængighetsforhold, og lot sig paavirke av ham like til sine sidste leveaar.

Det var særlig tre ting som bidrog til denne paavirkning : farens sterke og særprægede personlighet slik som den i nogen grad er forsøkt tegnet i det foregaaende. Denne harbalige, men friske og altid bevægelige aand kunde ikke andet end appellere til de unges beundring og interesse.

Det andet var den sterke religiøsitet og personlige kristendom som raadet i hjemmet. Den kan ha været

 

-16-

sterkt paavirket av tiden og mangelfuld, men den manglet ikke paa at sætte et avgjørende stempel paa barnas karakter for hele deres senere liv.

Det tredje var, at der i hans hjem blev talt, læst og sikkerlig ydet pengegaver til hedningemissionsarbeidet. Denne missionsinteresse var den gang et særsyn i et almindelig borgerlig hjem. Den fandtes ikke engang i prestehjemmene. Men her var det særlig den herrnhuttiske arv fra Sørlandet hadde faat utslag. Ja, mere end det. Fr. Knudsen hadde selv i sin ungdom tænkt paa at reise med brødrenes missionærer til de ukjendte fremmede land og ofre liv og kraft for evangeliets forkyndelse.

Han stod derfor i en særstilling helt fra først av. Og det hjalp ham, at der i landet nu vokset op en ny forstaaelse av spørsmaalet og dets rækkevidde for en kristen kirke.

Biskop Bugge i Trondhjem var paavirket av brødremenigheten og dens missionssyn og forsøkte at starte et missionsblad i 1821 uten at det dog lykkedes ham at føre saken frem.

Den egentlige banebryter for det nyere missionsarbeide i vort land er N. J. Holm, brødremenighetens forstander i Kristiania. Han var slesviger og hadde opholdt sig i Tyskland og England da han kom til Kristiania i 20-aarene. Han blev snart en av byens indflydelsesrikeste mænd. Hans indflydelse rak fra kirkedepartementet til universitetet og ut over landet, hvor det av ham startede «Norsk Missionsblad» blev utbredt, og han var det som begyndte en regelmæssig pengeindsamling til missionen og fra først av slog til lyd for dannelsen av et norsk missionsselskap.

Desuten kom ogsaa i denne tid J. W. Cappelens oprop i Morgenbladet 1828, som hadde tilfølge nedsættelsen av en komité i Kristiania bestaaende av ingen mindre end pastor Wexels, boktrykker Grøndahl og kjøbmand Nielsen.

Cappelen hadde været elev av Baselermissionens skole og var fyldt av begeistring for missionssaken og

-17-

iver for at vække sine landsmænd til forstaaelse av dens betydning.

Mange gode mænd tegnet sig som bidragsydere: professorer, statsraader, prester, bønder og byfolk. Cappelen utgav ogsaa en mønsterværdig skrevet missionshistorie oversat fra tysk.

Gamle Knudsen overlevet sin søn. Til alle sine sorger og motgange i livet fik han ogsaa «sønnetapet» at bære.

Men i sit 82. aar satte han sig ned og skrev sin «draapa» til sønnens minde : «Missionær Hans Christian Knudsens korte og møisommelige liv paa jorden. Nedskrevet av hans far».

Der er noget høistemt og patetisk i hans farvel til sønnen. «Farvel og lev vel for evig, min kjære søn, og høst hvad du har saddd med dype sukke. Du var tro over litet og fulgte din instruks baade som prest og missionær. Herren gav, Herren tok, Herrens navn være lovet. Ja evig lovet, fordi jeg vet at mine barn er døde i Herren, og at jeg snart skal samles med dem og de jeg endnu har igjen paa jorden».

Det som egentlig er værdifuldt i hans levnetsbeskrivelse er oversættelsen av H. C. Kundsens dagbøker fra reisen i Norge 1839. Paa flere steder synes rigtignok teksten at være misforstaat eller daarlig oversat, men det har man da ikke nu anledning til at berigtige, da originalmanuskripterne er tapt.

Og det har virkelig paa denne maate lykkedes den gamle mand i en slags intuition at redde sønnens minde og sikre ham den plads han tilkommer ifølge sin indsats i landets religiøse utvikling.

Sine sidste aar tilbragte den gamle prøvede mand i sit hjem i Fjerstrand i Solum. Hjemme hos sig hadde han kun en aandssvak søn. Datteren Lucie som hadde en

 

-18-

skole i Skien var i flere aar faren til stor hjælp. Han gik da under navn av «gamle Knudsen» og var en stadig gjest i prost Hauges, kjøbmand Ording m. fl. hus.

Han døde 2. februar 1870.

 

 

HANS KRISTIAN KNUDSEN. KUNSTNER ELLER MISSIONÆR ?

«I Knudsens liv og vandel skimtet altid den utprægede kunstner frem» (von Rohden).

Det er ikke bare «moder Saga» som av og til har daarlig hukommelse og glemmer hvad hun har visst. Ogsaa «moder Mission» lider undertiden av samme svakhet. Saaledes har hun glemt den mand hvis navn staar over dette kapitel.

Hun husker nok hans navn, men stort mere er det ikke. Knudsen fra Farsund kaldes han baade i Norsk missionstidende og i Sommerfeldts missionshistorie. Biskop Schreuder har faat hans plads som Norges første missionær. Missionsforeningen i Stavanger og Jon Hangvaldstad har faat meget av den ære som tilkommer ham som ophavsmand til det nuværende Norske Missionsselskap

H. C. Knudsen er landets første Afrikamissionær overhodet, og den første missionær her fra landet i nyere tid. 

Han er født 18. mars 1816 i Bergen, og opdraget sammesteds. Han er derfor med rette baade av fødsel og opdragelse bergenser. Han har da ogsaa alle bergenseres umiskjendelige egenskaper : sterke stemninger, kunstnerisk temperament, national selvfølelse og munterhet. — Det er faren, farver Knudsen, som er skildret i det forangaaende kapitel som er fra Farsund og vistnok er forvekslet med missionæren. — Sønnen har saavidt man vet kun været paa smaa og korte besøk i nævnte by.

 

-19-

Det er altsaa Bergen som har den ubestridte ære av at ha git os den første missionær til Afrika. Og var det egentlig saa meget av veien ? Var det ikke fra Bergen og ved bergensernes hjælp at ogsaa Hans Egede fik istand sin utrustning?

Paa den anden side maa det nok desværre sies, at det ikke egentlig var bergenserne som gav ham missionskaldet eller hjalp ham avsted, men hans far fra Farsund med den sterke religiøse interesse og levende missionssans. Som missionær er han derfor allikevel maaske mere fra Farsund end Bergen.

Iblandt de gulnede blade i Barmens Missionsarkiv som trolig har gjemt mindet om H. C. Knudsen fandtes ogsaa en værdifuld selvbiografi, igrunden det eneste dokument som gir paalidelig oplysning om hans barndom og ungdom. — I denne fortæller Knudsen følgende om sig selv: «Min far gik i ungdommen med ønske om at bli missionær, hans forældre hørte nemlig til brødremenigheten, men det blev ikke til noget med ham. Heroppe hos os var saken dengang meget litet kjendt, og han giftet sig ogsaa meget tidlig.

Hans inderligste ønske var derfor at en av hans barn kunde ofre sig for missionstjenesten. Han fik 8 barn, den ældste søn døde kort før min fødsel, men mine øvrige søskende : fem piker og en gut lever alle. — Fra jeg var ganske liten fandt jeg stor fornøielse i tegning. Ja saa sterk var min tegnelyst, at selv om noget gik mig aldrig saa meget imot, kunde jeg bringes til at glemme min sorg, naar min far tok et stykke kritt og tegnet en hest for mig paa den nedslaatte bordklaf. — Jeg tørret taarerne og for» søkte at efterligne hesten.

Min skoletid var kort og faldt i alderen 9—12 aar. Jeg gjorde smaa fremskridt. Gjennem min onkel, som var lijælpelærer paa en søndagstegneskole, fik jeg adgang til tcgneundervisning, og ved min landsmand, professor Dahl fra Dresden, blev jeg hjulpet ind paa en større tegneskole

 

-20-

under hans besøk i Bergen, da jeg var i 12-aars alderen. Jeg var nødt til at gaa som gratiselev ved denne skole, da min far ikke hadde raad til at betale for mig. Paa tegneskolen gjorde jeg fremskridt og tok første aar anden præmie, og de to derpaa følgende aar skolens første præmie Da jeg var omkring 12 aar døde min mor, og min far forlot Bergen sammen med mine søskende og reiste til Farsund, sin fødeby».

Med undtagelse av et træk fra morens begravelse, da gutten paa farens opfordring tegnet moren paa likstraa og hele stueinteriøret hvor hun laa, er dette alt hvad vi vet om hans barndom. — Det synes at være merkelig, at Fredrik Knudsen med sin forretning, sit farveri o.s.v. ikke skulde kunne holde sønnen paa skole. Men hans økonomiske forhold efter tvangsauktionen var meget slette, saa han antagelig ikke har hat noget at avse til sønnens utdannelse. Det ser ut til at være onkelen, dyrlæge Knudsen, som først har hat syn for at utvikle hans utprægede anlæg til tegning.

— Dette anlæg var det mest fremtrædende ved Hans Christian i gutteaarene, og det blev det kanske liketil hans død. — Efter Knudsens egen beretning at dømme var det med professor Dahls hjælp han fik friplads paa Bergens tegneskole . . . Det besøk som skulde passe ind til Knudsens 12-aars alder maa være Dahls reise til Bergen over land fra Kristiania over Kongsberg, Numedal og Hardangervidden i 1826. Men da var han jo ikke mere end 10 aar. Hans fødselsaar opgives nemlig av alle til 1816. — Der maa da her foreligge en hukommelsesfeil, nogen forveksling av Dahls tilbud i 1834, hvorom mere senere, kan det jo ikke være tale om.

Hans skoledannelse maa sies at være blit ensidig anlagt, idet han kun fik tre aars almindelig skolegang og resten udelukkende tegning. For det virke han senere valgte sig vilde det sikkerlig vieret langt bedre for ham om han fra først av hadde benyttet tiden til bedre træning i almindelige skolefag.

 

– 21-

Paa evner manglet det ikke, naar han selv klaget over at han gjorde daarlige fremskridt maa dette skyldes i første række den skole og de lærere han har hat.

At hans tegneutdannelse lykkedes helt ut viste sig snart. Da kaptein Prahl kom til byen for at slaa sig ned som litografisk banebryter, tok han øieblikkelig Knudsen i arbeide, og i hans officin, sier den unge tegner, blev det avgjørende grundlag for hans senere tegnekunst forberedt.

Denne Prahl, som han blev hos til han forlot Bergen forgodt, var en merkelig mand. Selv var han hverken tegner eller litograf, men hadde sat sig ind i de nye stentrykmetoder fra Tyskland og gik igang med et uforfærdet mod med at starte et stentrykkeri i Bergen. Han var i høi grad særpræget og original.

Dette skyldtes for en del hans opdragelse. Forældrene var nemlig skilte, og moren hadde git avkald paa alt underhold for at faa beholde sin lille Georg. Utsigterne for ham og moren var meget slette, indtil kongens generaladjutant en dag blev opmerksom paa gutten og indtat i ham for et djærvt svar, han gav ham.

Han blev hjulpet ind paa krigsskolen i Kristiania i 1809 og kunde saavidt tilfredsstille fordringerne : at læse sit morsmaal «til tarvelighet», skrive nogenlunde «samskrift», og regne de fire species i hele tal ! Han blev just færdig uteksaminert da krigen var over, og var derpaa en stund i Skien før han kom til Bergen i 1823 som løitnant. Livet var raatt og vildt i militærkredse dengang, og Prahl drak mindre, men bandet desto mere ifølge Imanuel Ross. Han var hoven og uerbødig mot sine overordnede og heftig mot sine underordnede. I 1827 oprettet han sit stentrykkeri, og det første litografi var av mestertyven Gjest Baardsen !

Hans mest fortjente arbeider er imidlertid farvede tegninger av norske bondedragter og prospekter fra Bergen, samt en mængde gode portrætter av inden- og utenlandske mænd.

 

– 22 –

Hans tegnere var Losting, Bucher, Walt(h)er og Knudsen m. fl. Livet i den litografiske anstalt var meget livlig.

Herom fortæller et øienvidne følgende: «Det gik som man kan tænke sig ofte muntert til blandt denne flok av unge mennesker hvor selv de eldste: Knudsen og Walther ikke var mere end 18—20 aar gamle. Prahl var efter nuværende tids forhold en ren tvran.

Men da han selv var livsfreidig saa han gjennem fingrerne med vore spilopper. Vi — jeg antar vi to ældste med, som naar intet andet arbeide forelaa, var baade lærer og arbeidere — maatte alle være ved vort arbeide 1/2 7 hver morgen, og forat alle skulde være præcis, var Prahl selv tilstede ved det store bord som vi kaldte det; dette var placert midt i trykkeriet. Prahl som ikke selv kunde utføre noget arbeide i tegnebranchen blev imidlertid kjed av sit tvungne inspektionsarbeide og forsvandt derfor næsten hver morgen efter en halv eller hel times ophold.

Dette var tegnet til at vi sprang op fra vore pladse for at skaffe os noget spiselig i smørkringler, plommer, rosiner etc, saasnart vi var sikre paa at vi hadde ham i tilbørlig avstand.

Vi opkvikket os paa denne maate efter bedste evne, puffet og dunket hverandre, og det endte ofte med at vi laa i gulvet alle mand i et eneste bøle. Enkelte gange hændte det at Prahl overrasket os i en saadan situation, og da fik vi to «gamle» vor skjære skrubb for daarlig opretholdt orden.

Prahl var en stor ynder av musik og sang, og da de fleste av os unge dyrket musikken, hændte det naar vi hadde faat fat i en melodi som særlig tiltalte os, at vi la pensler og blyanter væk og slog takten til vor melodi, mens Prahl kikket ind gjennem et kikhul og var vidne til det hele. Til vor store skræk lukker han pludselig op døren og sier med sin sædvanlige barskhet: «Det var da fælt saa vakkert, la mig høre en gang til !»

 

– 23 –

Prahl brukte stokken flittig, men var hans vrede over foreslog han gjerne en sang like efterpaa. Johannes Brun var ogsaa en tid lærling hos Prahl. Han forstod udmerket at spille chefen. I stykket «Hos kapteinen» skal han ha lagt ind adskillig av Prahls eiendommeligheter. Senere blev Prahl med i maateholdsarbeidet og var med som indbyder til oprettelse av et asyl i Bergen.

Her hos Prahl fik Knudsen flere betydelige arbeider, og man finder hans merke paa flere av de mest vellykkede reproduktioner, saaledes har han stukket Groligers portræt av professor Dahl, billedet av stortingspræsident Christie, Lyder Sagen o.s.v.

Men det var særlig hans litografering av Dahls prospekt av Bergen (originalen blev git prins Oscar som gave fra bergenske bor­gere), som gjorde professoren saa begeistret for ham.

Originalen paa Stockholm slot er 2 alen langt, 1 alen og 8 1/2 tomme bredt. Det litograferte farvetryk er kun 36 cm. langt og 36,6 cm. bredt. Titelen er Bergen. Og i kanten tilvenstre staar: «Forlagt og trykt ved Prahl i Bergen». Paa den motsatte side: «Tegnet paa sten av H. C. Knudsen».

Paa grund av dette møte og Dahls tilfredshet med ham blev han optat i den kreds av unge kunstnere som omgav ham i Bergen. Andreas Aubert fortæller, at det var i Lyder Sagens hus Dahl holdt til og det eiendommelige kunstnersamfund utviklet sig.

Sagens hus laa opunder Fløifjeldet omgit av en underskjøn have, som Dahl selv hadde megen ære av, da han sendte fruen utvalg av de sjeldne frøsorter, som han kom over i Tyskland, og pragteksemplarer av plantesorter fra haver dernede. — Knudsen blir i de kilder, Aubert har hat til sin raadighet, viet en speciel opmerksomhet. Hans ord falder saa: «Det har sikkert ikke gjort Sagen mindre lykkelig at se Dahl midt i en kreds av elever : Schultz, Bull, siden ogsaa Groliger, desuten Rasch og en attenaarig ber-

 

 

– 24 –

genser med utprægede kunstneriske evner, Hans Christian Knudsen, som tegnet og litograferte for kaptein Prahl. — Dahl fik en subskription igang for ham for at hjælpe ham til at fortsætte sin utvikling i utlandet. Men Knudsen vilde ikke, han hadde faat lyst til at bli missionær. Et minde om dette kunstnerstevne i Bergen 1834 er hans vellykkede litografi efter Dahls portræt ved Groliger, som ogsaa paa Dahls opfordring utførte et portræt av Lyder Sagen (Andreas Aubert: Professor Dahl s. 276).

Om denne professor Dahls interesse for Knudsen samstemmer ogsaa andre forfattere. Saaledes fremstiller forfatteren av familierne Ellerhusens og Gorbitzernes stamtavle, skrevet i 1866 av N., saken paa væsentlig samme maate: «Mens han 18 aar gammel var i kaptein Prahls lille institut her i Bergen, hvor hans arbeide vakte opsigt og beundring, blev professor Dahl gjort opmerksom paa denne for hans kunst saa rikt begavede unge mand, og professoren, efterat ha hat ham hjemme hos sig og set ham ta ut et kontur av et av Dahl selv malt prospekt av Bergen, tilbød sig straks at ville sende ham til utlandet og sørge videre for hans utdannelse som maler».

Men dette stemte ikke overens med Knudsens ønske, hvis eneste digten og tragten gik ut paa at bli forkynder av Guds ord blandt hedningerne (Brev av 1/6 1844, Miss. Ark. Barmen. Et andet sted sier han: «Manden er sin egen stil. Ja ganske rigtig, men man kan jo ofte føre en alvorligere tone end ens eget indre er stemt i, eller omvendt. Ak la mig faa lov til at skrive saa ubundet og litet tilstelt som mulig. Ti derfor la jeg jo ogsaa kunsten væk, fordi jeg ikke vilde være nogen «kunstner»).

Sjelden har vel en ung kunstner i 18-aarsalderen hat et saa glimrende tilbud som H. C. Knudsen i 1834. Istedetfor den lange og ofte haabløse kamp paa kunstens tornefulde vei frem til utdannelse og anerkjendelse møtte en av Europas mestere ham ved indgangsporten til det forjættede land for at lukke op for ham og føre ham ind. — Men han avslog det lokkende tilbud. Visste han hvad

 

– 25 –

 

han gjorde? Efter al sandsynlighet visste han det, og det var efter et saa modent overlæg som en 18-aaring overhodet kan præstere, at han tok denne alvorlige beslutning.

Han røber i et brev til sit missionsstyre 10 aar senere at han nok var opmerksom paa sine chancer. Han skriver da:

«Ja saa hjertens gjerne gir jeg Gud æren for hvad der maatte være utrettet til missionens fremme under min reise. Og min tegnekunst, hvor fattig den end var i og for sig, skapte mig dog et navn i mit fædreland for 9 aar siden. Men at menneskene let kan glemme Skaperen for skabningen har jeg tidlig lært. Jeg forstaar derfor nu dette, at det er en saare liten ting for mig at bli holdt for stor av mennesker. Men derfor frygter jeg ogsaa mindre baade deres hat og deres gunst»(Dagbok august 1844. Miss. Ark. Barmen).

Og dog var han og blev han kunstner hele sit liv.

Kunsten var indvævet i hans natur og dannet en væsentlig del av hans personlighets indhold. — Han tegnet og malte hele livet, og flere av hans efterlatte arbeider bærer sterkt præg av den lovende kunstnerbegavelse som i ungdommen skaffet ham en saa hjertelig mottagelse hos kunstforstandige mænd. — Paa samme tid finder man vel at han nærmest blev staaende som tegneren. — Den videre utdannelse i kunstakademierne skulde jo først ha bragt ham i malernes klasse. — Og da han avbrøt sin kariére hadde han jo væsentlig kun tilegnet sig en teknisk færdighet som sammen med det medfødte skjøn skulde hjulpet ham over i den selvstændige kunst.

Det er derfor mest som portrættør man finder ham virksom baade herhjemme og derute i Afrika. Dog har man enkelte malte billeder som viser en fin farveglæde indenfor datidens enkle og dystre farvevalg. Man vil ogsaa finde temmelig middelmaadige ting efter ham. Hans arbeider fra 50-aarene, da han ernæret sig ved at tegne og undervise, tilhører maaske de mindst gode.

 

– 26 –

Merkelig nok nævner ikke Knudsen selv med et ord denne begivenhet i sin korte selvbiografi. Det kan ikke være fordi den ikke har gjort indtryk paa ham, den maa tvertimot ha været en av hans livs hovedbegivenheter. Den eneste forklaring paa hans taushet maa da være denne at han av beskedenhet har undlatt den.

Da han skrev nævnte biografi var han desuten paa reise ut til Afrika over England, og det store synspunkt for alle de anførte træk av hans liv har ene og alene interesse for hans missionskald. — Hans beslutning om at forlate kunstnerveien og bli missionær vakte som rimelig kan være stor forundring og liten forstaaelse i Bergen. Utenfor hans egen lille kreds blev sikkerlig en saadan bestemmelse opfattet som uttryk for mere eller mindre forskruet livsopfatning. — Han fik da ogsaa en meget kjølig mottagelse i sin fødeby i 1839 da han besøkte den som missionskandidat. Tiden for utviklingen av de tanker og kræfter som hadde grepet utviklingen var endnu ikke kommet. Han var den ensomme forpostfegter.

J. W. Cappelens indtrængende ord i Morgenbladet var ikke hørt av mange: «Er dette ikke en gjerning sømmelig for kristne ? Skulde ikke ogsaa Hans Egedes landsmænd ønske at ta del deri ? Haardere end de klipper som omgir dem maatte deres hjerter være, naar de længer vilde staa ørkesløse og kun se til det som vore protestantiske brødre i England, Tyskland, Schweitz, Holland, Frankrike, Danmark o.s.v. gjør for at utrette dette menneskehetens herligste verk» (Mgbl. nr. 163, 1826).

Men hvad var det som bragte vegtskaalen til at veie over til denne uforutseede side ved Knudsens valg ? Menneskelig talt er det og blir det en gaade at han valgte som han gjorde, og av og til kunde man fristes til at spørre om han valgte ret. For at gi den psykologiske for­klaring paa fænomenet, maa vi derfor søke oplysninger om hans indre utvikling i disse aar.

 

– 27 –

AANDELIG GJENNEMBRUD

And he felt his bosom burn, comprehending all the meaning,

when the blessed vision said:

«Hadst thou stayed, I must have fled».

Longfellow.

 

Nøkkelen til hele hans utvikling i ungdommen gir Knudsen selv i en tildragelse fra 12-aars alderen. «I disse aar fandt den første avgjørende forberedelse for min tegnekunst sted, idet jeg begyndte paa en litografisk anstalt. Men paa samme tid blev ogsaa den avgjørende forberedelse gjort til missionstjenesten, idet kaldet til at gaa ut og forkynde evangeliet for hedningerne blev lagt mig paa eller i hjertet.

Foranledningen var et spørsmaal fra min far, efterat han hadde læst i et missionsblad for os barn og to andre venner som var tilstede. Han spurte mig om jeg kunde lide alt det som den missionær hadde utstaat, om hvem det var tale, for at kunne meddele hedningerne noget om Jesus. — Det første og eneste spørsmaal av denne art som jeg kan huske jeg har hørt av ham. En av de tilstedeværende venner sa halvhøit til min far: «Du skulde ikke spørre om slike ting. De bør komme av sig selv». Jeg svarte i det samme et «Ja» paa min fars spørsmaal. Men bemerkningen fra den anden gjorde dette ja ugjenkaldelig. Ti fra den stund begyndte jeg selv at spørre, og har gudskelov ikke spurt forgjæves (Selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).

Denne fortælling sier meget. Man ser ind i hjemmet hvor husfaren læser for sine barn, og benytter det nylig startede Norsk missionsblad. I 1828 hadde det emner fra Sydhavet, Bakindia og Sydafrika. Hvorvidt angjældende missionær var Adoniram Judson i Birma (Burma), John Williams paa Rarotonga eller Smith, brødremenighetens hero i Syd-

 

– 28 –

Afrika, er umulig at vite. Men alle kunde inspirere et paa forhaand forberedt og sensibelt gemyt.

Fortællingen avdækker ogsaa meget av Knudsens egen tilstand og sjælelige anlæg. — Det er høist usædvanlig at en gut paa 12 aar svarer ja paa et slikt spørsmaal og føler sig forpligtet av det som en ed. — Det viser for det første en religiøs natur og en tidlig utviklet og reflekteret gut. — Dernæst blotter det noget av det skrupuløst, næsten sykelige ved hans karakter som ogsaa senere faar utslag paa andre maater.

Hverken Gud eller mennesker kunde ha lagt ham til last, at han i en modnere alder hadde gaat efter paa sit ord og fundet, at han i en bevæget stund i barneaarene hadde sagt for meget.

Men man maa beundre det alvor hvormed han holdt fast paa sit ja, og den respekt for sig selv og et givet ord som hele dette forhold vidner om. — Han nævner ikke med et ord sin mor. I det hele hører man litet om hende i alle hans brev og uttalelser. Det synes kun at være faren som har sat de dypeste og varigste merker i hans liv. — Dog maa det være tillatt at forutsætte, at hendes død staar i forbindelse med guttens sterke følelsesliv i 1828. Det var nemlig ogsaa Asseline Knudsens, hans mors, dødsaar. — Uten tvil var det opofrelsen og lidelsen ved missionskaldet som gjorde det sterkeste indtryk paa ham. Ti han forteller selv at han begyndte at gaa med overspændte tanker hin stund om alt det han maatte forberede sig paa at taale : pinsler, tortur, vilde dyr og ophold i mørke huler, særlig det sidste var det vanskelig at vænne sig til, for han frygtet mørket.

— Det er derfor psykologisk forklarlig at der findes en naturlig aarsak til disse for en gut saa livsfremmede følelser, og at de maa søkes i forbindelse med morens død.

To aar efter flytter hans familie fra byen, og han blir alene igjen. Denne ensomhet har ogsaa gjort sit til at fremme hans indre modning — Paa samme tid var han

 

– 29 –

nu kommet ind i det glade ungdomsliv i Prahls officin, og det er ingen grund til at tro, at Knudsen her har været livad man kalder «et hængehode», tvertimot. Hele hans karakter og livlige temperament tyder paa det motsatte. — Nogen stor avlønning hadde han vel neppe. Prahl hadde sikkerlig sine grunde naar han drev med saa ungt mandskap : Det var billigere  at lønne og lettere at dirigere end ældre, og «dirigere» dem gjorde han jo til gavns.

Paa denne maate gik 5 aar av hans liv, nogen av hans lykkeligste og rikeste aar. Det viser sig ogsaa, at han i denne tid hadde syn for at ta igjen noget av sin forsømte skolegang.

Ved at tegne for en student fik han ukentlige timer i norsk og tysk (Selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).

I 17-aarsalderen gjorde han saa en reise til Farsund for at besøke sine slegtninger. Da var han allerede bestemt paa at reise til missionsmarken, ifølge sin egen tilstaaelse.

De 5 aars eftertanke hadde kun bekræftet hans beslutning og fyldt hans sind saa aldeles, at man maa spørre, hvordan han under dette hadde kunnet gjøre slike fremskridt i sit fag, og røgte sit arbeide tilfredsstillende. Noget vi vet han gjorde. — Men reisen til Farsund bragte ham ikke til hedningerne, derimot gav den ham det aandelige gjennembrud, den personlige oplevelse som ene og alene kunde berettige hans missionskald.

Besøket faldt i paasken 1833. En svensk prædikant Retzius holdt en præken paa langfredag som blev middel til hans fornyelse og kristelige frigjørelse. Han fortæller selv om denne tildragelse paa følgende maate ut fra den modne inands og dogmatikerens standpunkt.

«Selvom jeg allerede fra barndommen av var blit bekjendt med min Herre og Frelser, saa kjendte jeg ham dog litet i mit 17de aar. Som et ganske nyt lys gik det op for mig, at Kristus maatte lide for mig. Før hadde jeg visst det saadan i sin almindelighet. Ved konfirma-

 

 

– 30 –

tionen lærte jeg at vi måtte bli retfærdiggjorte uten vor fortjeneste. Men nu ved min kjære fars hjælp fandt jeg det vigtigste, nemlig min personlige forløsning og min retfærdighet i Kristus. Dette var atter en velsignelse av min kjære fars omsorg, og midlet var en langfredagspræken av en svensk prædikant Retzius (antagelig den samme Retzius som har skrevet huspostillen), som fremstillet Herren som den barmhjertige samaritan med utstrakte hænder, villig til at motta den som kommer til ham. Hans opgave i denne præken var at «tale venlig til Jerusalem», og det gjorde han til fuldkommenhet. Her fandt jeg først min gjenløser. Her saa jeg først at mine synder laa paa ham, at jeg var fri, og at jeg kunde helbredes ved hans saar. Min glæde var stor» (selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).—

Atter er det faren, Fredrik Knudsen, som møter ham paa livets korsvei og gir ham det avgjørende puf til det aandelige gjennembrud. — Det var nede paa Listerlandet i centret for vækkelseskristendommen og de sterke religiøse følelser at han fik denne oplevelse. — Nu først hadde han et naturlig grundlag for sin missionsinteresse, og nu først kunde han for alvor begynde at prøve sig.

De tanker han før hadde hat var mere at ligne med en selvsuggestion bygget paa en oplevelse i barndommen uten nogen berettigelse i hans personlige aandsliv. Nu blev det anderledes. — Farens raad med hensyn til missionskaldet var nøkternt og godt. Han sa ham, at man ikke slik kunde hoppe avsted til hedningerne. Der var ordnede forhold ogsaa i missionsarbeidet og former som maatte følges. Han blev desuten tilraadet at prøve sig og be om klarhet.

Han maatte nu tilbake til det gamle lystige liv i litografen. Og det store spørsmaal og nye problem var, hvordan han skulde kunne indforlive sit nye syn med den fortrolige kameratflok, som han jo maatte leve og arbeide sammen med som før.

 

– 31 –

Forandringen blev stor og vakte forstemthet. — Walther har fortalt sin søn at, Knudsen var en uforglemmelig kamerat, en tænksom og dyp natur, og at han øvet en sterk inflydelse paa kameraterne. Resultatet av hans religiøse gjennembrud hadde tilfølge, at en av hans kamerater, hvilken vites ikke, helt sluttet sig til ham, og de andre tok standpunkt på den anden side og overdænget ham med spot og satire . .»

Vi maatte gaa for «skinhellige», for «forførte» og forførende mennesker. En student som ukentlig gav mig en time i norsk og tysk mot at jeg tegnet for ham kunde blit mig en farlig fiende, dersom ikke vor Herre hadde staat mig bi. Han blev opfordret av min principal til at søke at overtale mig med trusler eller smiger til at begynde paa det gamle liv igjen. Han gav mig det raad ikke pludselig, men litt efter litt at forlate det nye. En pludselig forandring vilde vække for stor opsigt. — Gud var mig god og lot ikke det onde anslag lykkes. Og naar det saa daarligst ut med min troskap saa var han saa meget mere tro.

Paa den ene side var jeg utsat for vantro under denne prøve, paa den anden side for en endda farligere fiende i mit eget kjød, nemlig ungdomssynd. Jeg blev tilslut saa bundet at jeg neppe kunde tro at der gaves utfrielse . . . Imidlertid lærte jeg mere og mere at i mit kjød bor intet godt. At ville kunde jeg ved Guds naade, men ikke at fuldføre. Saa blev jeg da trøstet og kunde efter lange kampe tilegne mig Paulus’ ord. «Saa gjør ikke jeg det onde, men synden som bor i mig. Gud være tak som gir os seier ved Jesus Kristus».

— I to aar gik han nu og prøvet sig. Og merkelig nok var det ogsaa i denne tid han feiret sine største triumfer paa tegnekunstens omraade, og at kunstnerbanen aapnet sig lokkende for ham. — Resultatet av den lange og samvittighetsfulde overveielse blev at han valgte missionæren som vi allerede har hørt. — Begge de livsveie han hadde at vælge imellem var ide-

 

– 32 –

elle og satte store krav til personen. Men for Knudsen fortonet kunsten sig som en samling om jegets maal, en egocentrisk livsretning, mens han valgte den anden, den Kristocentriske. Slik behøver det jo ikke at være for alle, men slik stod problemet for ham.

— Men nu var han kommet til et brændpunkt. — Hvordan skulde han løses fra Prahl ? Ikke for intet hadde denne mand sat sig i faderlig respekt hos sine unge tegnere, som han endog prylte av hjertens lyst. Prylemetoden var jo i det hele anset for god og uundværlig i alle forhold. Den blev som bekjendt ogsaa indført som missionsmiddel i Syd-afrika og selv praktisert til langt op i vor tid. — Han frygtet for de scener som vilde følge paa en aapen meddelelse med hensyn til sine planer og gik derfor taus like til 1835.

Aaret i forveien hadde han jo imidlertid maattet avslaa Dahls stipendium, og det kan jo ethvert barn vite, at Prahl maatte kjende til. — Etter at være kommet til endelig klarhet hadde han skrevet til sin far om saken, og de videre planer var allerede saa langt færdige, at det gjennem sogneprest Kjelland til Finnøy var ført underhandlinger med missionsskoler i Tyskland om hans utdannelse.

Han maatte nu gjøre Prahl bekjendt med sin opsigelse og tok først en tur paa nogen dage med en av sine kamerater.

Da han kom tilbake slap han meget let fra det hele. Prahl fortalte at han visste alt, og bebreidet ham bare at han ingen ting hadde sagt før. «Men har du ogsaa tænkt over hvad det vil si at bli missionær ?» var hans sidste spørsmaal. — «Derpaa har jeg nu tænkt i 7 aar», var den unge mands svar. — «Gaa i Guds navn», sa den gamle hugaf, «jeg vil ikke hindre dig. Men forstaa det kan jeg ikke».

— — De skiltes som gode venner, og da Knudsen 4 aar senere kom til Bergen, besøkte han Prahl og maatte love at sende korrespondanser til et blad som han hadde startet.

– 33 –

Knudsen stod nu reisefærdig og drog fra byen i august 1835. Det var hans opfatning, at hans utdannelse hittil ikke hadde været bortkastet, og at han skulde kunne bruke sin begavelse som tegner i missionens tjeneste. Fra mit 12. aar betragtet jeg altid tegningen kun som et middel til at naa mit missionsmaal. Jeg takker Gud som gav mig denne gave, den var en kjær hjælp og har git mig megen glæde, og jeg haaber den fremdeles kan tjene til at bringe glæde. Men da kaldet kom om at gaa til hedningerne grep jeg glad dertil, og tragter nu efter de bedste gaver, likesom den bedste vei dertil er mig anvist».

Hans vei faldt over Stavanger, hvor han blev hjertelig mottat og hvor han fik venner med hvem han senere stod i nær forbindelse, særlig postmester Kjelland, kjøbmand Ramsland og foged Schiøtz m. fl. Derfra stod reisen til Farsund hvor han stanset nogen dage, og hvor faren og endel venner tok det løfte av ham at han ikke egenhændig skulde løse sig fra forbindelsen med den missionsskole hvortil han reiste. — Med en hollandsk slup fik han leilighet like frem til Rotterdam og drog derfra til Barmen hvor han skulde søke optagelse paa den nyoprettede missionsskole.

Hvorfor han blev sendt til Barmen vil bli behandlet i næste kapitel.

 

PAA MISSIONSSKOLEN I BARMEN

Der foreligger to beretninger om Knudsens første forbindelse med Barmen. Den ene er pastor Sommerfeldts, den anden hans egen. — Selv fortæller han at faren fra Farsund skrev til sogneprest Kjelland og gjorde ham bekjendt med sønnens ønske. Denne skrev da op endel spørsmaal til den unge Knudsen i Bergen, og hans svar paa disse spørsmaal blev av Kjelland sendt ned til Bar-

 

 

– 34 – 

mens missionsskole til fader Billingrath, og ikke længe efter meddelte denne, at man vilde ta imot Knudsen og sørge for at skaffe ham losji til at begynde med.

Sommerfeldt derimot beretter, at faren henvendte sig til missionsforeningen i Stavanger for at faa dens anbefaling til at kunde faa sønnen optat i det Rhinske missionsselskaps institut i Barmen. Denne anmodning fandt man ingen grund til at avslaa, da man gjennem kristne mænds vidnesbyrd hadde faat visshet for egtheten av den unge mans missionskald. Den anbefalte ham altsaa til Barmen og fik straks det opmuntrende svar, at Knudsen skulde bli antat efter det i lovene bestemte prøveaar. «Nu grep foreningen med glæde anledningen til at kunde gjøre noget mere for saken og besluttet at understøtte den unge mand med de fornødne reisepenger. Alt dette var smaa livstegn, men de blev ikke uten indflydelse. Især virket begivenheten belivende tilbake paa Stavangerforeningen selv, hvis medlemmer hadde faat noget nyt at tænke paa. Den fandt sig ikke længer tilfreds med bare at ha en forening. Man fik øie for at der var mere at gjøre end at tale om og be for saken. Man begyndte i stilhet at tale om, at det kunde være paa tide at faa noget for sig selv. Og den ene spurte den anden om ikke Norge nu skulde kunne utdanne sine sønner som følte kald til at gaa ut som missionær» (Halvdan Sommerfeldt:Den norske Zulumission s. 11).

Uten tvil har den sidste forfatter den rigtige opfatning av saken. Men sogneprest Kjelland var formand og den drivende kraft i foreningen, saa det har været ham som har formidlet korrespondansen og utnyttet denne anledning til at styrke foreningen. — Men hvorfor henvende sig til Barmen?

Kunde der ikke ha været andre skoler i nærmere forbindelse med norsk eller dansk kirkeliv?

Her møter vi atter N. J. Holms missionsblad. — I bladets 5. aargang 1832 fortæller han, at de barmenske

 

– 35 –

kristne hadde en særlig forkjærlighet for Norge. Alene ved deres opmuntringer og støtte var bladet blit til. Og i alle de brev redaktøren fik fra Rhinlandet blev det uttalt haab om, endnu at faa se et missionsselskap i Hans Egedes land.

— Det er selvfølgelig gjennem Holms personlige formidling at denne interesse er vakt og holdtes vedlike. — I bladet gav han missionslivet i Rhinprovinsen en bred plads, likesaa den missionsvirksomhet som blev drevet fra Barmen. Og denne spredning av nyhetsstof virket selvsagt tilbake paa norske forhold. I 1833 og 34 viser det sig saaledes at Stavanger missionsforening har sendt gaver til Rhinske missionsselskap gjennem Holm og mottat kvittering for beløpene av Wilhelm Leitpold.

Men ved siden av brødrekirkens skole i HerrnhutJannickes missionsskole i Berlin og Baselerskolen, var der neppe i hele utlandet et sted som passet bedre i øieblikket end Barmen.

En ny og frisk aand hvilte over det religiøse liv efter de store prøver som Napoleonskrigene hadde ført over landet, en mere ungdommelig og i dogmatisk henseende mindre rigorøs retning end andre steder. — Fra 1899 hadde det dannet sig flere lokale foreninger i provinsen. Av de vigtigste var de som hadde Elberfeldt, Barmen eller Koln til hovedsæte. Barmenforeningen startet saa et nyt blad i 1826, tidligere hadde man kun holdt sig til Baselermissionens.

Aaret før hadde man ogsaa sat igang en egen skole under pastor Lindl’s ledelse. De andre foreninger holdt sig til Jannickes skole i Berlin. Deres nye blad fik en voldsom utbredelse og Barmenselskapet vokste snart sine søsterselskap over hodet. I 1828 blev man derfor enig om at gaa sammen og kalde sig: Det Rhinske missionsselskap og staa sammen om Barmens missionsskole som fælles institut.

I Tyskland maa slike selskaper ha officiel bekræftelse, og det fik de da aaret efter. — Med hensyn til egen

 

– 36 –

arbeidsmark heldet man nærmest til Sydafrika, og Londonerselskapets store tillidsmand og banebryter i Sydafrika dr. Phillip blev raadspurt.

Han kom selv over til Barmen just som den første ordination av missionærer foregik og haabet at faa de arbeidsomme og nøisomme tyskere til assistenter for den engelske mission.

De første missionærer reiste ogsaa ut uten nogen bestemt instruks om dette forhold og samarbeide, men alle begyndte straks selvstændig arbeide. — I 1832 blev en ny bygning til missionsskolen færdig, og det ydre apparat skulde derfor være i god orden og av mest tidsmæssig art. Skolen stod under ledelse av Richter og var just tat i bruk, da Knudsen kom ned i november maaned 1835.

— — Her ventet ham en bitter skuffelse. — Han fik ikke bo paa skolen som elev, og blev utnyttet i trykkeriet som litograf og farvetrykker. Herom sier han selv :

«Saa skjært dette opdrag end var, tænkte jeg dog med bedrøvet hjerte paa, at jeg ved dette arbeide vilde bli holdt borte endnu to aar fra det virkelige missionsstudium, for hvis skyld jeg hadde forlatt tegning, fædreland og venner. At jeg derfor tigget vor Herre om snarlig utfrielse maa ikke lægges mig tillast».

Den første sten slog feil ved for sterk ætsning. Trykningen faldt for dyr for de økonomiske tyskere, og reproduktionen av billeder blev opgit. — Men saa blev han sat til at tegne portrætter. Knudsen var like lite fornøiet og klaget over sine øine. Det kunde han vist ogsaa ha grund til, for han var temmelig nærsynt. — Han gjorde alt hvad han kunde for at komme ind som elev paa missionsskolen og vandt sig en ven i bestyrelsen som talte hans sak, saa han 4 maaneder efter sin ankomst, den 15. februar 1836 blev officielt antat. — Studieopholdet ved skolen varte for hans vedkommende ut vaarsemestret 1839, altsaa henimot 4 aar. — Om Barmen missionsskoles værd som teologisk seminar uttaler en anden nordmand sig ad-

– 37 –

skillig nedsættende i 1869, nemlig L. Dahle, senere generalsekretær i Det norske missionsselskap. Hvad han særlig hadde at utsætte gjaldt imidlertid mere mangelen paa konfessionel disiplin end den egentlige studieplan. Dr. Fabri, senere professor i Bonn, var da inspektør. Han erklærte sig enig i den græsk-katolske lære om Aanden og forkastet uttrykket «Filioque» i vor bekjendelse. Paa skolen brukte han en mystisk-teosofisk lærebok som hverken var reformert eller luthersk (L. Dahle: Tilbageblik. I. s. 192).

Dette interkonfessionelle drag fandtes sikkerlig ogsaa i Richters tid. Dertil levet man i parusiens forventning (Kristi snare komme). Og denne lære tok Knudsen med sig som noget av det vigtigste han fik i Barmen. Fore» stillingen fæstnet sig mere og mere jo ældre han blev, og tilslut nærmet den sig sterkt det overspændte. — Ellers var tonen i forkyndelsen og den hele kristendomsretning lys og mild og væsentlig paavirket av den hernhuttiske retning.

Om videnskabelige studier var der neppe tale. Grund» sprogene blev ikke lagt til grund for bibelstudiet, og egent» lig kritiske metoder var ikke indført i de tyske missions» skoler. — Det hele system lignet paa lærerseminarernes med et opsat pensum som skulde «læres» og bygges paa andres autoritet.

Knudsens ophold paa skolen blev ikke bare ro og fred, som ventelig kunde være. — Han fik det ikke efter sin vilje og tænkte vistnok for alvor at forlate skolen. Men her kom det løfte han hadde avlagt i Farsund ham tilgode: aldrig egenmægtig at skille sig fra missionen. Hvori hans vanskelighet bestod er det umulig at faa klarhet over. Men i sin selvbiografi klager han over uvisshet og ensom» het. — «Snart vilde jeg med min egen iver lave en utvei, snart atter la Herren vise mig en vei og være rolig. Det sidste lykkedes ogsaa herlig. — I denne trængsels tid da man bedømte mig snart paa denne, snart paa hin maate,

 

Stengt for kommentarer.