immanuel flood : vækkelsen ved hans nielsen hauge

 

– fra boken : «Kort oversigt over Det Norske Missionsselskaps historie og missionsutviklingen herhjemme». Stavanger 1911.

 

Der kom haarde og trange tider for den lutherske kirke i Norden i sidste halvdel av 18de og begyndelsen av 19de aarhundrede og dermed ogsaa for missionsarbeidet.

Det var oplysningens tid, fornuftstroens tid.

Man arbeidet for at utvikle dyd og gode sæder, for alt som var nyttig og gavnlig for borgersamfundet, men paa høiere interesser, paa aandelig liv, paa kjærlighetens aand er denne tid fattig, ofte like til fremmed. Hver er optat med sig selv og sine egne materielle interesser.

Og kirkens tjenere, presterne, var smittet og stærkt paavirket av tidens aand, og paa saa mange steder i vort land gik de i spidsen for denne retning. Evangeliet om Jesus og hans forløser-gjerning traadte tilbake. Dyd og gode gjerninger traadte i forgrunden.

En ny tid begynder at gry med Hans Nielsen Hauge, bondegutten fra Tune i Smaalenene, født 3die april 1771. Han begyndte sin offentlige virksomhet som vækkelses-prædikant og forkynder av Guds ord omkring 1795 og vedblev ufortrøden til sin død 1824, rigtignok med avbrydelser i de mange aar han maatte tilbringe i fængsel, for sin troes skyld.

Han indskrænkede sig ikke til at virke paa sit hjemsted i Tune, senere paa Eker og i Aker hvor han var bosat og drev sin borgerlige næring, men vandret landet rundt bokstavelig paa sin fot, forkyndte Guds ord i sammenkomster i husene, hvor han kunde faa rum, og retledede folk, først og fremst i det aandelige til en sund og klar erkjendelse av synd og naade, men tillike i det timelige, ti han var ogsaa der en kraft. Han kunde baade bede og arbeide, aandelig og legemlig.

Mange sluttede sig om ham, dog uten at danne noget kirkesamfund. Hauges venner kaldes gjerne Haugianere .

Men øvrigheten forfulgte Hauge og hans venner paa mange maater. Hauge blev en martyr for sin tro, men intet kunde avholde ham fra at arbeide for sjælenes frelse og sine medmenneskers vel. Han blev fængslet og sad mange aar i fængsel, uten at ha forbrutt sig mot lov og ret. Han blev transporteret fra lensmand til lensmand som en forbryder. Han blev ilagt store bøter og betalte dem med glæde av sit eget arbeide.

Men intet kunde binde Hauges tunge. Han var et sandhets vidne, og frugten av hans arbeide rak langt utenfor hans personlige virke, kom tilsyne længe efter hans død.

Nogen likefrem missionsvirksomhet drev hverken Hauge eller hans samtidige venner. De var altfor meget optat med utfoldelsen og utviklingen av det kristelige liv, hos dem selv og inden deres nærmeste kreds. Deres virkemidler var endnu for smaa, deres oplysning var ikke tilstrækkelig stor nok endnu, og vel ogsaa for en del deres syn paa denne side av kristenlivet endnu for snevert.

Og dog har denne bevægelse den allerstørste betydning for utviklingen av missions-sansen og missions-arbeidet i tiden fra tyve(1820)-aarene og utover. Det vaagnet et nyt aandelig liv, paa en sund, evangelisk grund. Og med dette liv fulgte i sin tid med en indre nødvendighet ogsaa tanken paa dem som endnu ikke hadde anledning til at høre Guds ord.

– les videre fra boken om Brødremenigheten her :

 

Stengt for kommentarer.