ingebrigt hansen kvam

 

hansen kvam1

– les også Sigrid Svendsen’s presentasjon av ham her :

Om denne mand, som i 20 aar virket som bibelbud i Lutherstiftelsens tjeneste og som endnu lever i manges erindring, fortæller en av hans nærmeste efterlatte.

»Ingebrigt Kvam var født paa Lesjeskogen 26de januar 1816. Som ganske ung kom han til Kristiansund i garverlære hos garvermester Sundved, og efter utstaat læretid etablerte han sig som garvermester i Molde. Han var middelshøi med rank holdning, vakre ansigtstræk og liv­lige, kvasse øine. Han førte altid respekt med sig, og hans ord og raad blev gjerne tat til følge ogsaa i offentlige og kommunale saker. Han var slagfærdig i debatter og besat ikke ringe kundskaper, da han var vitebegjærlig og søkte paa enhver maate at berike sin aand.

— Efter at ha bodd nogen aar i Molde kjøpte han gaarden Hole i Grytten — (hans hustrus fædrenegaard), hvor han bodde til sin død 1ste november 1904.

Baade han og hans hustru blev i sin ungdom vakt av Hauges venner og var saaledes ægte haugianere og den evangelisk lutherske lære inderlig hengivne. Ingebrigt Kvam optraatte ikke som offentlig taler før omkring 60-aarene, da der kom en religionssekt til Romsdalen, som de gamle troende ikke kunde la uhindret faa drive sin virksomhet.

Der var baade syner og tungetaler paa deres møter. Det var vel den ny-evangeliske retning, men det gik saavidt i deres bekjendelse, at naar de engang hadde faat syndsforladelse, kunde de al­drig synde mere, og Fadervor var overflødig at be, de var hellige, rent syndefri — og kaldte sig Gud. Da tok Ingebrigt til offentlig gjenmæle og fremholdt, at der maa en daglig syndsforladelse til, at Guds bud er git os til efterfølgelse og »tugtemester til Kristus«, ved hvem vi alene kan faa naade og syndernes forladelse.

Han blev da kaldt »lovtræl« av disse, men da de som »syndefri« begyndte at føre et lastefuldt liv, fældte de dommen over sig selv og blev til forargelse og spot, saa det blev slut med den hele bevægelse.

Efter hans hustrus salige død (1865) og efter at hans søn hadde overtat gaarden, begyndte Ingebrigt at reise omkring og tale Guds ord. Han var ingen saakaldt stortaler, men han forkyndte Guds ord purt og rent efter bi­belens lære og fremholdt ham som er »veien, sandheten og livet« til efterfølgelse. Han hadde jo en lang livserfa­ring baade som menneske og troende kristen, saa hans taler og samtaler var meget belærende. Baade gamle og unge søkte til hans hus og hørte med interesse og glæde paa hans fortællinger og samtaler. Den norske mission var hans hjertebarn, og han var norsk med liv og sjæl i national henseende.

Ingebrigt Kvam døde salig i troen paa den frelser, han bekjendte for andre, og det er mit haap, at han nu skuer ham, som han her trodde paa.

Det sisste leveaar var han noksaa legemlig svak, men aldeles aandsfrisk og fulgte med levende interesse med baade i det kirkelige og politiske liv. Han var saa lykke­lig, at han kunde se at læse, like til han døde næsten 89 aar gammel. Naar han talte om livets forhold, uttalte han ofte, at der forestod haarde tider; det var næsten som med seerblik, han skuet ind i fremtiden. Det hændte saaledes nylig før hans død, at nogen venner var hos ham, og han laa og likesom saa ind i det fjerne. Saa sa han: Vær paa vakt ! ja, det norske folk bør være paa vakt; jeg ser mørke skyer paa horisonten, det trækker op til uveir baade i aandelig og politisk henseende«.

Dette har en av disse, som var tilstede fortalt.

Stengt for kommentarer.