ivar smelhus

 

ivar smelhusMeddelt av provst Th. Barth i boken av Edvard Sverdrup : «Fra Norges Kirstenliv». 1918.

Ivar Smelhus blev født 19de november 1826 paa gaar­den Vidden i Hemsedal. Forældrene var gaardbruker Ole Helgesen og hustru Margit Iversdatter Brandvold. Hun var søster av missionsprest Markus Dahles far og anse: som en begavet, gudfrygtig og dygtig kvinde. Fra hende fik sønnen Ivar, der var meget begavet og hadde et lyst muntert sind, de første kristelige indtryk.

Til bevisst liv i Gud kom han i 19-aarsalderen uten haarde kampe. Da fik han se Gud som en forsonet far, fuld av kjærlighet til ham og alle mennesker. Dette lyse, tillidsfulde kristensyn fulgte ham altid siden. De ældre lægmænd i hjembygden Svend Ulsaker, far til den senere provst John U. og kirke­sanger Nils U., samt John Torseth og Ole Syversen Grøthe tok sig av Ivar med aandelig veiledning; likesaa brødrene Lars Paulgaard og Knut Dybsjord fra Hol, — især Lars Paulgaard, som han var me­get sammen med.

Han begyndte at tale Guds ord i opbyggelser ved siden av disse prøvede lægmænd baade i hjembygden og i nabobygder i Hallingdal og i Valdres. Paa en saadan reise til Brufladt i Etnedalen, Valdres, blev han kjendt med en litt ældre enke, Berte Evensdatter Smelhus, der var vakt ved Hauges ven­ner. Hun var en elskelig kri­sten og varm missionsven, hvis hus var hvilested for til­reisende lægmænd. Med hende blev han gift i 1858 og bodde fra nu paa Smelhus i Brufladt. Her virket han flittig som ordets forkynder sammen med barndomsvennen Nils Ulsaker, som var blit kirke­sanger der, og den bekjendte fremragende lægmand John Nilsen Fjeld sammesteds.

Da Lutherstiftelsen blev oprettet i 1868 var dens styre opmerksom paa Ivar Smelhus og kaldte ham til sit »bibel- bud«. Som saadan virket han i flere aar ved siden av vennen Lars K. Kirkeberg fra nabobygden Bagn. Især om vinteren reiste han meget, — flere maaneder ad gangen især i Smaalenene paa Hedemarken og i Aurland, Sogn.

Han stod i stadig forbindelse med Peter Hærem, Lutherstiftelsens daværende sekretær.

Omkring 1880 solgte S. gaarden i Brufladt og flyttet efter et kortvarig ophold i nordre Aurdal til Hagen i Bagn, søndre Aurdal, hvor han bodde til 1903. Hans hustru døde her i 1897. Da deres eneste datter med mand og børn flyttet til Odnæs, søndre Land, fulgte gamle Smelhus med og levet siden der, vel aandelig og legemlig svækket, men fuld av barnlig fortrøstning til Frelseren og forvent­ning om snart at faa komme hjem.

Straks S. kom til Bagn blev han av sognepresten, Kaurin, antat som medhjælper i menigheten. Som saadan stod han, like til han forlot stedet, agtet og elsket av menigheten og prestene. Paa samme tid som han selv av overbevisning var den læge gudsordsforkynder, hadde han likesom Hauges gamle venner et sjelden klart syn for det kirkelige embedes og den faste naademiddelforvaltnings samfundsmæssige betydning. En mere visdomsfuld og i ordets rette mening »kirkelig« medhjælper end han kunde vanskelig gis.

Det eiendommelige ved Ivar Smelhus’s aandelige per­sonlighet var en sjelden klar og skarp forstand, alsidig kri- stensyn og fast luthersk holdning. Jeg har neppe hos nogen truffet en klarere og dypere forstaaelse av daapen og dens betydning for kristenlivet.

Som offentlig forkynder var han ikke egentlig velta­lende, men træffende, dyp og varm. Hans rigdom paa erfaring og store kjærlighet kom især til sin ret i privat samtale, brevskrivning og undertiden ved indsendte smaastykker, trykt i bladet »Fædrelandet«. Hans aandelige indsigt og evne til ved ukunstlet venlighet at vinde mennesker gjorde hans virksomhet som »bibelbud« i høi grad velsignelsesrik.

Av Smelhus’s mange brever til kristelige venner skal anføres et par fra de allersisste aar til vidnesbyrd om hans tro og kristendomsopfatning.

Til sin brorsøn, presten B.-O. skriver han i 1910 bl. a.:  »Det  er   glædelig,   kan du tro, for mig at høre, det gaar saa godt med dig og dine ——————

—— — Desværre synes den gamle kristendom at skytes tilside for verdslig dannelse og en forfinet moral. Men saa maa vi huske paa, at vi har et naaderike paa jorden, som stadig ligger i bøn for og med hverandre; ti vi har alle det samme at be om og takke for. Naar vi kommer for hans trone, saa blir det en skare, som ingen kan tælle, og vi kan maaske komme til at se, at Guds rike har samlet til sig tiere, end vi kunde tro.

Ja, nu begynder jeg at stunde og længes saa meget til denne store forsamling. Jeg er nu som død for mig selv og for den hele verden og har forlænge siden begyndt at bære paa mit salighetsliv. Man sier, man maa dø, før man kan bli salig; men Jesus har i bjergprækenen lært, at man blir salig ogsaa, mens man er i kjødet, — ja om dette ikke sker, blir man det ikke siden«.

Av et andet brev til samme i 1911:

»Du kan ikke tro, hvor ofte jeg kommer dig ihu og ber og ønsker Guds velsignelse over dig og den gjerning, han har betrodd dig at utføre for sit rikes sak. Det maa agtes saare stort at faa være Herrens medarbeider. Hvad mig angaar, saa vandrer jeg her bare som en skygge og kan intet utrette. Men naar man kan si med apostelen, at jeg lever ikke mere mig selv, men Kristus og blir som død for sig selv og den hele verden og har fred med Gud, saa lever jeg paa mit salighetsliv, mens jeg endnu er i kjødet«.

Av et brev fra 1914 til en anden prest, som stod ham nær, hitsættes:  »Du har altsaa imorgen din fødselsdag. Guds naade er dig nok, har været dig nok og blir det og­saa nu i det nye leveaar; thi du blev i utvælgelsen, som skedde, før verdens grundvold blev lagt, utvalgt til denne naade; der blev dit navn tegnet; og han antok dig i daapen, hvor den Helligaand beseglet denne naade i dit hjerte. Ved denne naade er det, du lever som prest og sjælesørger, og paa denne naade har du nu atter levet dette leveaar, og jeg ønsker dig tillykke med et nyt !

Hvad mig og min helbred angaar, saa er det ikke saa rart, men jeg maa ikke klage, da jeg har Gud at tale med om alt, saa at om mit kjød og hjerte forsmægter, saa er dog Gud mit hjertes klippe og min gjenløser. Vi sees maaske ikke mere her i tiden, — saa vel mødt for Guds trone !«  Ivar Smelhus døde ved Odnæs, S. Land 12. septbr 1917.

Stengt for kommentarer.