den johnsonske vekkelse fremstilt av edvard sverdrup

 

gjengitt fra boken «Fra Norges Kristenliv», Kristiania 1918.

Forord : At skrive den norske indremissions historie i femti aar, forsaavidt dette arbeide har været knyttet til Den norske Lutherstiftelse og D. n. l. indremissionsselskap, har ikke væ­ret nogen let opgave. Kildene har tildels svigtet i stor utstrækning og det spredte stof har rnaattet hentes fra mange kanter.

Skjønt boken er blit større end tænkt, er det dog kun de store grundlinjer, som er trukket op, og der var ting, som ikke kunde tas med, tiltrods for at de vilde hat sin store interesse som f. eks. de enkelte kredsers og fællesforeningeis historie eller utfoldelsen av kristenlivet blandt det troende norske lægfolk .i by og bygd gjennem forsamlingsliv, vækkel- ser og aandelig vekst eller skiftende form i selve indremis- sionens gjerning. Jeg anser derfor det arbeide, som er ned­lagt i denne bok, kun som en begyndelse til at trænge ind i stoffet og haaper, at andre maa føle sig drevet til at frem­stille andre sider av del samme liv.

Om det med rette kan sies, at Lutherstiftelsens historie er blit fremstillet fyldigere end indremissionsselskapets, har det sin grund i, at Lulherstiftelsen i høiere grad tilhører historien.

Jeg bringer en hjertelig tak til de mange utover Norges land, som med stor velvilje har hjulpet mig med oplysninger og billeder. Og en særlig tak retter jeg til hr. klokker H. G. Heggtveit, som med aldrig svigtende velvilje har ydet mig sin bistand. De korte notiser om enkelte av de gamle bibelbud s. 320—334 skyldes saaledes ham.

Boken har jeg viet min fars minde, fordi han — blandt saa meget andet — lærte mig at elske aandens liv inden Nor­ges kirke.

Nordstrand i december 1918.   Edv. Sverdrup.

 

Fra s. 10-17 :

Samtidig med den bevægelse, som utgikk fra presten Lammers, tok den store vækkelse som er kaldt efter prof. Johnsons navn til at gaa over vort land. Sine menneskelige redskaper fik den jo i ham og i de prester, som ved ham var vakt til liv med Gud.

De to mænd, som har været den norske kirkes ypper­ste lærere, Carl Paul Caspari og Gisle Johnson, blev insat ved Kristiania universitet i 1848 og 1849. Og med dem kom ogsaa et helt nyt teologisk syn. Hittil hadde Grundtvigs kristelige grundsyn gjennem professorene Hersleb og Stenersen øvet størst indflydelse over de bedste av den unge teologslegt, men til grundtvigianismen stod baade Caspari og Johnson i avgjort motsætning.

Av disse to teologiske pro­fessorer, hvis navne altid vil bli nævnt sammen inden den norske kirke, var det, som enhver vet, især Johnson, som kom til at gripe ind i det praktiske kirkeliv og særlig at virke vækkende baade blandt folket i sin almindelighet og de unge teologer i særdeleshet.

I stilhet og under dyp selvprøvelse var Gisle Johnson ført frem til levende kristendom under paavirkning dels fra sin lærer Chr. Thistedal, dels fra Lammers, men især fra den danske forfatter Søren Kierkegaard. Til det yterste sandhetskjærlig og helhjertet i sin karakter som Johnson var, blev han ogsaa i sin kristendom og sin forkyndelse en mand, som ikke gik paa akkord og det blev bodens og omvendelsens krav, som med glødende kraft kom til at fylde hans tale. Slik blev den unge, lærde teolog et redskap til vækkelse inden Norges kirke.

Den vækkelse, som er blit knyttet sammen med Johnsons navn, kom dog ingenlunde som et aandsveir, som ingen forbindelse hadde med det tidligere kristenliv i Norge.

Meget mere maa det sies, at om den Johnsonske vækkelse end hadde sin egen karakter, hadde den dog sin grobund i alt det av kristelig og aandelig liv, som allerede før var vok­set frem i Norge. Hvad der var saadd ved H. N. Hauge og hans venner, ved Hersleb, Stenersen, Wexels og mange av de nye prester fra det norske universitet, maatte alt ha forbe­redt hjertene for den store vækkelse i 50-aarene. Og desuten var det jo just da i Norge en opvaakningens tid i folkets hele aandelige liv, i kunst, digtning og tænkning. Der var som vaar i luften og dermed ogsaa grotid for Guds ords sæd.

Det var fra Jonhsons bekjendte bibellæsninger i Kri­stiania, at den store vækkelse i femtiaarene utgik over det hele land.

En av dem, som har skildret denne tid, skriver: «På de merkeligste veier spredtes bevægelsen over hele landet. Teologene skrev breve hjem til sine forældre, sine søskende, forlovede og bekjendte. I feriene kom de hjem, holdt op- byggelser, bad og formanet. Unge damer bragte bevægel­sen med sig, naar de reiste i besøk til sine veninder. Badestedene var ofte om sommeren arnesteder for bevæ­gelsen, hvorfra den atter spredtes i «de tusind hjem». Kort, paa de forskjelligste maater skar denne bevægelse gjennem hele det norske samfund» (Prof. Georg Sverdrup: Samlede skrifter, utgit ved A. Helland. Minneapolis 1909. I. pag. 197).

Men som redskap til at gi støtet til den hele bevæ­gelse brukte Gud den lille, tause og indesluttede mand, som dog kunde tale med en slik aandens brændende glød. En mand som senere kom til at indta en av den norske kirkes høieste stillinger, og som i denne tid blev vakt ved Johnsons forkyndelse har fortalt, hvorledes han under denne blev slik grepen av ordet at naar han igjen kom ut paa gaten, trængte han nogen lid til at bli klar over, at han endnu var i de gamle livsforhold.

Hvad var det saa, som gjorde Johnsons tale til dette mægtige, gripende og vækkende ord? Efter alt at dømme var det den indtrængende og avgjorte betoning av det ene fornødne, kristendommens store «Enten — Eller».

«Det var» — skriver sogneprest Th. Odland i Det n. bibelselskaps 79. beretning — «vidnesbyrdet om synd og om naade, om frelse eller fortapelse, han frembar med en saa gripende inderlighet, med en saa indtrængende styrke, at hans tale blev mangfoldige til vækkelse og omvendelse. Han svingte lovens hammer over den døde navnkristendom, over det gudløse verdslige liv, men han viste ogsaa hen til den naadestol, som er opreist i Jesus, vor frelser. Det var det store «Enten — Eller», han holdt frem med et alvor og en klarhet, som ikke kunde la nogen tilhører uberørt. Man maatte træffe et valg, et bestemt valg, her dudde ikke de delte hjerter».

Desværre kom Johnsons virksomhet som vækkelsesprædikant ikke til at vare længe. Foruten i Kristiania holdt han bibellæsninger ogsaa rundt om i flere av lan­dets byer og bygder. Men hans helbred, som ikke var sterk, strak ikke til for det anspændte arbeide. Han maatte gi avkald paa sin forkyndervirksomhet og blev siden den stille mand, om hvem man ikke let kunde tænke sig, at hans ord hadde saa sterk en magt.

At den Johnsonske vækkelse ikke kunde holde sig fri fra ensidigheter, er klart nok. Det vil ingen sterk aandelig  bevægelse av nogen art kunne gjøre. Som saa ofte i vækkelsestiden blev der tildels lagt for stor vegt paa rent ut- vortes ting, klædedragt og miner og særlig forholdet til de saakaldte middelting. Sneversind og dømmesyke, strid mellem de paagaaende ny vakte med deres avgjorte, for ikke at si avfeiende syn og tale og de ældre kristne, som ikke var færdige til i alle biting at følge de unge, gik i vækkelsens spor og skjæmmet den tildels. Gjorde den ogsaa til gjenstand for spot og haarde domme.

Men en stor aandelig bevægelse skal aldrig dømmes efter ensidighetene, men efter hovedsaken. Og hovedsaken var her denne, at mangfoldige sjæle blev vakte op av søvn og sikkerhet, omvendte til Gud og levendegjorte i Kristus. Og naar vækkelsen da som altid, naar aandens kraft er i den, blev kritisert og spottet, var det nok mest fordi verdens aand stred mot Guds aand.

Et særmerke ved den Johnsonske vækkelse var, at den grep saa mange prester og teologer. Ikke mindst derved blev den av betydning ikke bare for den norske kirke i almindelighet, men ogsaa særlig for forholdet mellem lægfolk og prester.

Som ved Hersleb og Stenersen en ny presteslegt var vokset frem, saa skedde dette ikke mindre ved de to prestelærere Johnson og Caspari. Hertil kom, at ogsaa de bor­gerlige og sociale forhold hadde forandret sig og at derved kløften mellem pre­stene og folket i sin alminde­lighet var begyndt at minke.

Mellem de ældre prester og det vakte lægfolk kunde det kun vanskelig komme til nogen dypere forstaaelse. Ialfald var dette kun undtagelser. Selv om presten virkelig var en from og troende mand, var det vanskelig at finde bro over «kløften».

Hin  tids ældre prester til­hørte i virkeligheten i mere end en henseende en hendøende slegt. Efter hele den tids tænkemaate blandt embedsstanden følte de sig paa av­stand fra «almuen». Og de søkte ogsaa at holde denne paa avstand. Men ikke dette alene. Vi har allerede før omtalt, hvorledes de ældre presters grundtvigske retning stillet dem fjernt fra det troende lægfolk, Hauges venner. Og endelig maa det sies, at den tids ældre presteslegt gjennemgaaende tok hele sin prestegjerning mere embedsmæssig og kontormæssig og ikke som en personlig indsats der, hvor kraften trængtes og livet rørte sig.

I alt dette hadde adskillig forandret sig. Grænsene mellem embedsmændene og «almuen» holder paa at miste en god del av sin skarphet. Embedsmand og bonde kommer hinanden nærmere, standsforskjellen er ikke længere saa utpræget. Allerede dette bidrar til, at den yngre Johnsonske presteslegt kom folket nærmere end den gamle, selv om ogsaa mange av disse prester i sandhet kunde være stive og aristokratiske nok.

Men følelsen av deres kald og pligt og endnu mere selve det aandens liv, som var i deres hjerter, drev dem dog ut blandt folket for at vinde sjæle for Gud. Som kristne brødre kunde de selv opbygges sammen med det troende lægfolk og tilføre dette ny aand og kraft. Og til at fremme et virkelig tillidsforhold mellem presten og lægfolket maatte det jo ogsaa i høi grad bidra, at mange av disse nye pre­ster, Johnsons discipler, blev blandt de bedste, alvorligste og virksomste, som den norske kirke har eiet.

Som de selv var vakt til liv i Gud, saa utgik der ogsaa fra en række av dem vækkelse og liv. Med forstaaelse og glæde saa disse derfor ogsaa paa det liv, som rørte sig i menig­hetene og ønsket tillike efter sit syn at ta de læge kræfter i livets tjeneste. Men som vi skal se, var deres syn og erkjendelse i dette stykke endnu ikke tilstrækkelig klarnet og frigjort. Det var bundet av deres opfatning av den fjortende artikel i den augsburgske bekjendelse. Om vi derfor end kunde nævne en række prester fra denne tid, som nød lægfolkets fuldeste tillid og agtelse, sa kunde dog heller ikke fra disse — likesaa litt som fra Johnson selv — lægmandsvirksomhetens fulde frigjørelse komme til at utgaa. Til et helt og fuldt samarbeide mellem prestene av den Johnsonske skole og det troende lægfolk kom det da heller ikke.

 

Stengt for kommentarer.