peder steen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 372 –

 

Den betydeligste af Feigums Disciple paa Vestlandet var utvilsomt den allerede nævnte Peder Steen (Fremstillingen af Peder Steens Liv hviler væsentlig paa hans utrykte «Selvbiografi», hvoraf her er meddelt et stærkt Sammendrag. Andre i Skildringen meddelte Oplysninger grunder sig paa samtidige Breve og nogle samtidige Meddelelser fra Haugianere og andre).

Han blev født i Christianssund den 9. September 1818. Forældrene var «skikkelige og ordentlige Folk, men sikre og ubekymrede med Hensyn til sin Sjæls Saliggjørelse».

Peder var eneste Søn, men havde to Søstre, en ældre og en yngre end ham. «I min Barndom», skriver han, «havde jeg mange Betænkninger om Døden og Evigheden; naar jeg hørte nogen tale om saadanne Gjenstande, gjorde dette et dybt Indtryk paa mit Gemyt. Som Barn blev vi af vor gode Moder tilholdt at fremsige vore udenatlærte Morgen- og Aftenbønner. Jeg kan erindre, naar jeg om Morgenen vaagnede og var alene, saa strævede jeg med at læse mine Bønner og have mine Tanker fæstet paa Herren; thi jeg gjorde mig et barnlig Begreb om, at det ikke kunde nytte at læse Bønner, naar jeg ei derunder vendte Sind og Begjæring til Gud.

Og det var som en Høitidelighed, naar jeg kunde bede en eller anden uden Adspredelse. De korte Bønner var de bedste for mig, bland andre : «O, Jesus vær, du Jesus min, O, Jesus, lad mig være din, O, Jesus, vær du min Tillid, Saa har jeg nok til evig Tid», og : «Jesu styr du mine Tanker» o.s.v.

Disse og flere smaa Bønner var mig saa kjære; men naar jeg skulde fremsige en lang Bøn, var det mere besværligt at undgaa Adspredelse. Vi læser om vor kjære Frelser, at han tiltog i Alder som i Naade hos Gud; men saa gik det ikke med mig desværre; efterhvert som jeg tiltog i Alder og Legemsstyrke, vokste jeg i den almindelige Verdens Sikkerhed; den indre Stemme blev overdøvet under mine Kameraters Adspredelser.

Jeg gik paa Skolen hver Dag; jeg kunde godt læse, skrive og regne og tænkte ogsaa da at jeg vilde skikke mig anstændig og ulastelig.

Da jeg var lidt over 14 Aar (Høsten 1832), gjentog jeg mit Daabsløfte, men desværre, jeg tænkte lidet over Vigtigheden af denne hellige, alvorsfulde Handling. Fra det 14. til mit 17. Aar var jeg omgivet af slet Selskab, og følgende Ordsprog passede i den Tid paa mig : «Sig mig, hvad Selskab du har, saa skal jeg sige dig, hvad Mand du er». I 1835 kom jeg i Farverlære hos en Mand ved Navn H. Nerland som boede i min Fødeby».

Her var han (P. Steen/red.) stærkt optaget med sit Arbeide, der svækkede Helbreden; samtidig følte han stor Lyst til at deltage med Kammerater i deres Fornøielser og Adspredelser. Atten Aar gammel faldt han i en alvorlig Sygdom, men følte alligevel ingen virkelig aandelig Bekymring. Gud lod ham blive frisk, og nu traadte Herrens Naadekald atter imod ham; samtidig lokkede den onde Frister med, hvad Verden kan byde af Glæde. Det var ligesom to stærke, men modsatte Magter kjæmpede om hans Sjæl.

Den unge Gut kom i Sjælenød og modtog aandelig Paavirkning af nogle Haugianere paa Stedet. Han blev vakt og stred længe haardt for at finde Fred.

Da kom den bekjendte Guds Ords Forkynder Ole Løseth fra Rindalen did for at holde Opbyggelse. Peder Steen bad nu sin Mester om Lov til at gaa paa Sammenkomsten, der skulde holdes hos Handelsmand H. Dahl, men ikke den bekjendte store Kjøbmand og Storthingsmand af samme Navn. Han fik Tilladelse.

«I min aandelige Hunger», skriver han, «slugte jeg hvert Ord. Efterpaa bad jeg om at faa tale alene med Lægmanden og udøste nu mit Hjertes Trang. Han trøstede mig og henviste mig til det nye Testamente og bad mig søge Herren med Andagt og gjennem haabefuld Bøn. I min Erindringer denne Mands Minde velsignet. Siden skrev han til mig et styrkende Trøstebrev. Den samme Sommer kom to unge Mænd fra Sundfjord til Byen; det var Anders Nielsen Haave og Mads Wefring. Disse holdt nogle Forsamlinger der og havde store Talegaver. Den første især forekom mig at være en alvorlig Søgende».

Læretiden faldt lang for Steen, da hans Husbond var «verdslig og af Naturen en haard Mand». Lærlingen søgte af yderste Evne at være tro og flittig, men «længedes inderlig efter, at Prøvetiden var tilende».

Den 4. Februar 1840 udløb de bestemte 4 1/2 Aar, og Steen «følte sig fri og glad som en Fugl, der er sluppet ud af sit Bur».

Det var nu hans Agt at begynde egen Forretning i sin Fødeby; men først ønskede han at arbeide nogle Maaneder som Svend hos en eller anden kristelig Mester. Han talte med den førnævnte H. Dahl, der bifaldt Planen og tilbød ham at faa fri Skyds med sig gjennem Romsdalen, Gudbrandsdalen og Østlandet.

Dette blev modtaget med Tak, og de begyndte Reisen. Øverst i Romsdalen boede der en gammel Haugianer ved Navn Elling Asbjørnsen Ormheim, som havde ligget tilsengs i mange Aar. «Han talte med dem om Hjertets Alvor og Oprigtighed og formanede til at søge Herren af ganske Hjerte».

«Hans Ord var faa, men kraftige», siger Steen, «og havde en Vægt paa mit Hjerte, som jeg ikke kan glemme».

De fortsatte Reisen, standsede her og der, havde Opbyggelser, og den unge Mand deltog sommetider ved å holde Bøn. Endelig kom de til Brumunddalen i Furnæs ved Hamar og tog ind hos Farver Christian Sund. «Da denne fik høre, at jeg var Farversvend», skriver Steen, «tilbød han mig at blive der, da han netop behøvede en saadan, Jeg traadte straks i Arbeide, var heldig i mit Fag og viste den Troskab og Flid, som stod til mig; mine Foresatte, Børnene og andre i Huset fattede Fortrolighed til mig og jeg til dem. Vi levede sammen som Søskende og de 1 1/2 Aar, jeg tilbragte der, var den hyggeligste Tid jeg har levet, siden jeg som Barn nød min Moders omhyggelige Pleie og mine kjære Søskendes Omgjængelse. Jeg blev ogsaa mere trøstet og beroliget med Hensyn til min Saligheds Sag. Her var Anledning til at træffe Ligesindede.

I Ugen arbeidede jeg flittig, om Søndagene samledes vi til Opbyggelse. Sommeren vilde jeg reise hjem for at udføre mit nævnte Forsæt; men Sund bad mig broderlig at blive endnu et Aars Tid».

Vinteren 1841-42 kom den gamle bekjendte Daniel Arnesen til Hedemarken. Det blev nu besluttet, at Steen skulde følge med ham. De tog udover Bygderne til Odalen og derfra til Christiania og Drammen og var sammen ialt 7 Uger. Underveis holdt de mange Opbyggelser.

Steen stemte ikke med Arnesen; de var høist forskjellige baade i Opfatning og Natursind. I nogle Optegnelser, som den unge Mand senere nedskrev, efterat han havde sluttet sig til Feigum, bedømmer han Arnesen baade ubillig og uretfærdig, — stik modsat alle andre, som reiste sammen med ham i lang Tid eller i over 20 Aar var hans Naboer.

De skiltes nu, og Steen drog opover igjen til Farver Sund, hvor han atter tilbragte nogle Uger under flittigt Arbeide. Saa greb han paany Vandringsstaven. Det var Vaaren 1842; han tog over til Biri og Torpen for at opsøge Hans Ekren og flere Venner der. Han traf nysnævnte, men blev skuffet i sine Forventninger. Ekren bad ham om at søge op en «vildledet Broder» ved Navn Helge Erichsen Hagene fra Valdres, som havde været i Lyster hos Hans Feigum og var bleven hildet i dennes Vildfarelse.

Efter nogen Modstand gik Steen ind derpaa og begyndte at faa ikke ringe Tanker om sig selv, naar ældre Venner troede, at han var dygtig til at udføre en saadan Gjerning. Han traf den nævnte Mand; men det gik ganske anderledes, end Steen selv tænkte; han blev ydmyget og overbevist af Hagene og sluttede sig snart til dennes Opfatning af «den indre Gudfrygtigheds Øvelse». Han fik ogsaa ganske andre Tanker end tidligere om Hans Feigum og besluttede at reise over til Lyster for at lære sidstnævnte nøiere at kjende.

Mange raadede fra; men han «bespurgte sig ikke med Kjød og Blod» og drog straks afsted, til han havde truffet den saa omtalte og forskjellig bedømte Læremester. «Den første Aften», skriver Steen, «talte Feigum sparsomt med mig om aandelige Ting, men hans Kone saameget mere; hun var særdeles forekommende, gav mig en god Seng, hvor jeg om Morgenen trakteredes med Kaffe. Saa talte hun om sin Mand, at han var vildfarende i Tro og Lære, beklagede mig, som var kommen der og kunde let besmittes; jeg maatte tage mig iagt og ikke indlade mig i Samtale med ham».

Dette Raad fulgte Steen imidlertid ikke, søgte tværtimod med Flid Mandens Undervisning om Veien til Livet, blev blændet og snart helt vundet for dennes eiendommelige Kristendomsopfatning.

Han blev nu en Tid paa Feigum, sysselsat med Arbeide og gudelige Øvelser. Hans Læremester «fordrede ikke saa meget timeligt Arbeide, for at det ei skulde hindre det indre Aandens Arbeide», skriver Steen, «men formanede os til at vaage, bede og give Agt paa vort eget bedragelige Hjerte, at ikke den onde Aand skulde hindre det salige Naadens Værk, som var begyndt i os… Jeg havde i denne Tid adskillige Syner om min indre Skikkelse; men da disse var dunkle og uklare mod Hans Feigums, saa erstattede dog den algode Gud en Del af denne Mangel ved at meddele mig en levende Aandens Kjendelse og Fornemmelse i Bønnen om min egen og andres aandelige Forfatning… Mange af de saakaldte Troende (Haugianerne) erklærede, at Feigum var en vildfarende og falsk Profet; men jeg fik ved mit nøie Bekjendtskab med ham en ganske anden Anskuelse om hans Tro og Lære.

Ligesom de forblindede Jøder sagde, at Kristus uddrev Djævle ved Beelsebul, saaledes var der mange, som forargede sig over de bibelske Syner, som Gud gav Feigum, nemlig at han med Aandens og Troens Øie saa i Medhold af den hellige Skrift, hvorledes den Helligaands Gjerning foregik i hans eget og andre Guds Børns Hjerter, hvorledes man skal forstaa sig paa Synd og Naade, hvorledes vore Synder ikke er indbildte eller Tankebilleder, men virkelige Synder, hvorledes den saliggjørende Naade ei alene bestaar i en bogstavelig Opfattelse af vor Frelsers Lidelse og Død for os, hvilket man kun gjennem sine Tanker og Begreber tilraner sig Trøst af.

Han hævdede stærkt, at vi i Sandhed maa modtage Kristus i vore Hjerter, saa knuser han med sin Guddoms Kraft Slangens Hoved i os, forstyrrer Satans Rige og opretter sit Rige igjen, ganske i Overensstemmelse med den Hellige Skrifts Vidnesbyrd, der vel paa en for Fornuften dunkel Maade udtaler sig derom, men klart nok for dem, som det er givet at fatte Himmeriges Riges Hemmeligheder, de som af Naade har faaet Sjælens opladte Øie og Aandens Sands.

Mange beskyldte Feigum for at lære sine Venner og Tilhængere en Slags Gudfrygtighedens Øvelse ved egne Kræfter, adskilt fra Kristus og hans Naade; men dette stemmer ikke med de Formaninger og Tilskyndelser, han broderlig imødekom mig med; thi istedetfor det omtalte, formanede han os at bede Gud om Naade til at forsage alt vort eget, at Kristus kunde faa leve og virke i os.

Thi, sagde han, Kristus er den, som udretter alle Ting baade at ville og fuldkomme; men vi maa give ham vort Hjerte og ikke med egne Tanker og Kjødets Sands staa ham imod.

Og da jeg fandt, at baade hans Tro og Lære var i Overensstemmelse med det profetiske og apostoliske Ord, fattede jeg mere og mere Fortrolighed til ham. Endog i denne Stund anser jeg det for en gudløs Vildfarelse at modarbeide den Aand, som vil sønderknuse og aabne vort Hjerte og berede det til en Bolig for den treenige Gud».

Under Opholdet hos Feigum blev Steen ogsaa kjendt med hans fortrolige Ven Farver Jacob Herum. Det er tidligere berørt, at han 19. Marts 1844 blev gift med Enken og fortsatte at drive dennes Farverforretning.

Han skriver følgende om sin senere Livshistorie : «Da jeg fra Ungdommen af eiede stor Interesse for Jordbrug og en Gaard paa den anden Side af Fjorden blev tilsalgs for en rimelig Pris, kjøpte jeg denne.

Myrene, hvor vi boede og drev Farveri, leiede jeg da bort til min yngste Stedsøn Lars. Vi flyttede saa til den kjøpte Eiendom Sande; jeg havde godt Udkomme, leiede mange Folk og begyndte at sætte Gaarden istand. Men desværre, jeg raadførte mig for lidet med Gud om denne Handel og lod mig mere styre af egne Tanker; jeg maatte ogsaa erfare, at vort Ophold paa Sande ei blev gavnligt, hverken for Liv eller Sjæl … Travlheden og Omgangen med de mange verdslige Folk virkede sløvende paa mit Kristenliv.

Derfor besluttede vi efter to Aars Forløb at leie bort det meste af Eiendommen og flytte til Myrene igjen; vi beholdt dog noget Ager og Eng samt Raadighed over Skogen til fornødent Brænde.

Og da denne Bestemmelse var noksaa fornuftig, traf jeg Aftale med en Mand, som lovede at bestyre Gaarden paa rimelige Betingelser. Dette var Høsten 1853; ved Nytaar 1854 skulde jeg flytte til min første Eiendom og Farveriet».

Nogle Uger før Jul brændte imidlertid Myrene, og Steen led et stort Tab, men opfattede Ulykken som sendt fra Gud for at vække ham til større Alvor og Iver i sin Kristendom. Vaaren 1854 kjøbte han den vakre Gaard Hillestad i Hafslo og overlod Myrene til den før nævnte Stedsøn Lars.

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.