ole sørflaten : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 376 – 379 :

Det er allerede nævnt, at Feigianismen fik adskillig Udbredelse i Hallingdal og Valdres. Et Par af Retningens mest fremtrædende Talsmænd paa sidstnævnte Sted maa endnu omtales.

Som foran berørt, var Helge Erichsen Hagene den første Valdris, som sluttede sig til Feigum. Efter sin Hjemkomst forkyndte Hagene den nye Kristendomsopfatning og vandt ikke faa Venner.

Den ældste og mest omtalte af disse var Gaardbruger Ole Sørflaten i Søndre Aurdal, født Aar 1803 (Meddelelser fra Sognepresten i Søndre Aurdal).

Han eiede utvilsomt adskillig Begavelse, men var raa, udannet og lidet oplyst. Samtidige beretter, at han besad en betydelig Evne til at vække og paavirke, havde Hang til Sværmeri og Anlæg for Sindsygdom. De senere Udskeielser var ganske vist et Udslag heraf.

Om de sørgelige Begivenheder havde passeret nu, vilde han sandsynlig være bleven erklæret forstyrret og sat fast som farlig for den offentlige Sikkerhed og ikke straffet med Tvangsarbeide.

Sørflatens saakaldte Vækkelse foregik under en Sygdom i 1841. I et Brev til Feigum, skrevet 12 Juli 1842, fortæller han herom saaledes : «Jeg vil sende eder nogle Ord angaaende min Omvendelse og Oversættelse fra Mørket til Lyset. Den begyndte med en Helvedes Sjæleangst over, at jeg var den største Synder paa den ganske Jord. Saa begyndte jeg at ydmyge mig for Gud; men det vilde i Førstningen ikke hjælpe; thi Djævelen, den listige Aand, holdt mig saaledes fangen, at jeg følte intet andet end Fortabelse».

Han kom «under Loven» og «blev udmattet baade af Angst og Strid»; «Jeg maa sige med David», fortsætter han, at mit Hjerte «udsvolned»; men da troede jeg, at det skulde gaa i Stykker. Saa blev jeg ganske afmægtig; men min Tanke var vendt til Gud alene. Saa fik jeg se indeni mit Hjerte; daa laa min Sjæl i det Nederste derinde og var rød som Blod; jeg vedblev i Bøn baade Nat og Dag, indtil den korsfæstede Frelser blev forklaret ved den levende Tro, som begyndte alt mere og mere at gjøre mig driftig til at bede med fuld Tillid, og nu gaar jeg frem i den daglige Fornyelse, min Død i Møde, med fuld Forvisning, at min Frelser har betalt baade for mine og den ganske Verdens Synder. Men han kan ikke hjælpe nogen ubodfærdig. Nu hviler min Sjæl i min Frelser alene den ganske Dag, saa jeg føler en overnaturlig og gudommelig Bøn, som blev virket i mit Hjerte, nemlig naar Kristus forener sig med sin Brud»…Forstættelsen bortrevet (Brev fra Sørflaten til Hans Feigum af 12. Juli 1842).

Sørflaten tilegnede sig nu Feigums Opfatning, veiledet af Helge E. Hagene, og blev snart stærk i Syner og Aabenbarelser. Hvad han troede, at Aanden saaledes skjænkede ham, fôr han om i Bygden  og forkyndte i uklare, kraftige Tordentaler, som røg af Ild og Svovl. De var i Almindelighed korte og sluttede sig til oplæste Stykker af en eller anden gudelig Bog, især Johan Arndts «Sande Kristendom». Han sluttede næsten bestandig med at sige, at Folk vilde blive fordømte, hvis de ikke fulgte hans Formaninger.

I August 1841 traadte Sørflaten frem som offentlig Bodsprædikant, idet han fra Bagns Kirkemur meddelte flere af sine Syner.

Samtidig optraadte han skarpt mod Haugianerne, hvoraf der dengang i Bygden var temmelig mange, som modarbeidede ham, især de mest fremragende, Gaardbruger Lars Kirkeberg og John Nielsen Fjeld.

Dette vakte hans Forbitrelse

Stengt for kommentarer.