haugianernes preg og kultur : framstilt av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. Chra. 1912-1920.

 

– fra s. 256 – 259 :

Disse Mænds og Kvinders (Haugianernes/red.) Vidnesbyrd var ofte uklare, ensidige og mangelfulde, som Tilfældet pleier at være i store Vækkelsestider; men de var dog oprigtige og personlig sande.

At enkelte Sandheder stærkere maa betones end andre overfor en mere eller mindre aandelig sovende Slægt er baade nødvendigt og selvsagt. Tidsforholdene stiller ogsaa sine særegne Krav, der maa tages Hensyn til, hvis Udbyttet af Arbeidet ei skal blive magert eller endog helt resultatløst.

Efterhaanden som Aarene skred, under Aandens Veiledning og Helliggjørelsens Kamp, voksede de i Klarhed og en fuldere kristelig Erkjendelse, og en Række af de foran nævnte vil altid mindes med Kjærlighed og Tak som Banebrydere for en ny Tid.

I Modsætning til Rationalismen fremholdt de Menneskets Syndighed og Omvendelsens Nødvendighed, og overfor den udartede Herrnhutisme indprentede de Helliggjørelsen og Kristi Efterfølgelse.

De var den lutherske Kirke trofast hengivne og vidste sig ikke paa noget Punkt i Uoverensstemmelse med den.

At de derimod som Lægmænd baade i Tale og Skrift ofte ikke evnede at udtrykke klart og bestemt sin  Opfatning af Sandheden bør ikke forundre nogen; det vilde være urimeligt at fordre dette af dem.

Det er ogsaa ubilligt at kræve, at de skulde have fuld Klarhed over Retfærdiggjørelsen, Forsoningen og Sakramenterne, naar der neppe dengang i hele Landet fandtes en eneste Geistlig, som dette fuldt ud var Tilfældet med.

Men de viste ved sit Liv, at Evangeliet var deres Livs Rod; de bad stadig om «Syndernes Forladelse», om «Naade» og endte altid sin Bøn med «for Jesu Skyld». Kristus og hans Gjerning var deres Livs Kraft og Saligheds Grund; de satte Daaben høit, lod altid sine Børn tidlig døbe og var sin Tids flittigste Nadvergjæster.

De kjæmpede sig ogsaa efterhaanden frem til fuld evangelisk Klarhed; dette viste sig under den senere kirkelige Udvikling, hvilket siden vil blive Anledning til at paavise.

De religiøse Erkjendelseskilder, hvoraf de øste, var Bibelen, Luthers lille Kathekismus, Pontoppidans Forklaring og den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesskrifter.

I sine Opbyggelser sees de mere fremragende at have talt over et eller andet Afsnit af Bibelen; de andre pleiede ofte at læse et Stykke af en god Opbyggelsesbog og dertil knytte nogle enfoldige og hjertelige Formaningsord eller tale i Tilslutning til et Stykke af Kathekismen, Forklaringen eller et Salmevers. Bøn og Sang udgjorde vigtige Dele af deres Opbyggelser, ligesom Samtale med den Enkelte blev hyppig benyttet.

Det ligger nær at stille det Spørgsmaal : Hvad var Aarsagen til, at Hauge og hans Venner blev Midlet til en saa stor og omfattende Vækkelse ?

Vi kan imidlertid her kun give nogle korte Antydninger.

Først maa nævnes den almindelige aandelige Nødstilstand ved Rationalismens store Udbredelse og Guds Ords Forvanskning gjennem den; det rene, uforfalskede Guds Ord var i Sandhed dyrt i de Dage; og det er dette, som alene er istand til at stille et Menneskehjertes dybe Trang efter Frelse og Fred.

Dernæst var hin Tid i særegen Forstand en aandelig Besøgelsestid fra Gud, da Aandens Veir fôr vældig frem og og vakte Liv i de aandelig Døde.

Med ved Siden heraf havde Gud ogsaa i særegen Grad udrustet og faaet dannet sine Vidner.

Den væsentligste Grund til, at de gjorde et saa stærkt Indtryk, var vistnok den, at de altid talte, fordi de troede, ud af sin egen kristelige Livserfaring, med Selvoplevelsens Kraft og Sandhed og med Overbevisningens og den hellige Begeistrings stærke Ild.

Den Glød, som laa i deres personlige Troesvidnesbyrd, kom væsentlig af den eiendommelige, men meget betydningsfulde Maade, hvorpaa de forberedte sig til Opbyggelser.

De udstuderede ikke nøie, hvad de vilde sige; men de talte derfor ikke uforberedte; de gjorde den bedste Forberedelse, som en Guds Ords Bekjender kan gjøre : De læste flittig i Guds Ord samt vore bedste Opbyggelsesbøger og bad, til de selv blev fyldte af Aanden; derfor talte de ogsaa saa, at Ilden fra Himlen, der brændte i dem, gjennem det Guds Ord, som de selv saa levende havde erfaret Sandheden og Kraften af, slog ned i Tilhørernes Hjerter, tændte Lys, vakte Liv og gav Kjærlighedens rige Varme.

Det virkede ogsaa stærkt paa Folket, at de uden Betaling øvede sin Virksomhed under Savn og Forfølgelse, Haan og Spot. Folket mærkede Kristi Kjærlighed og dens rige Omsorg af hele deres Ydre, i deres Ord, ja i al deres Handling og Omgjængelse.

Vi har her meget at lære af de gamle Haugianere; og gaar vi trolig den samme Vei som de, saa vil utvilsomt atter «Vederkvægelsens Tider fra det Høie» oprinde over os og vort Land med rig Aandens Udgydelse og Vækkelse.

Guds Rige fremmes først og fremst ved Bøn, Lydighed mod Aanden og selvfornægtende, virksom Kjærlighed.

De dybsindige, klart ordnede og fint formede Tanker er ikke det Væsentlige, skjønt priseligt og bra nok i og for sig. Rationalisterne raadede ogsaa ofte over dette.

Nei, det Væsentligste og Vigtigste, som en Guds Ords Forkynder ikke maa glemme, er, at Talerne, hvis de skal virke ret, maa være Selvvidnesbyrd, udgaaede fra en af Kristus dybt greben Personlighed, der er lydig mod Aanden og Ordet og lever i et inderligt og uafladeligt Bønnesamfund med Gud og i fortrolig og enfoldig Omgang med Guds Ord uden at mestre det med sin Fornuft.

Det er Aand og Liv, Mennesket er skabt til at eie, og det er herefter det hungrer og tørster.

Som allerede antydet tog de gamle Haugianere ikke Betaling for sin Lægmandsvirksomhed og gjorde den følgelig aldrig til en Levevei; ingen af dem opgav sin timelige Virksomhed eller Bedrift; de drev tværtimod i Regelen denne bedre end nogen anden af deres Jevnlige i Samtiden; de var Foregangsmænd paa mange Omraader og vilde ved sin ivrige timelige Virksomhed tilbagevise paa det kraftigste den Beskyldning, at de var Løsgjængere.

De virkede som Guds Ords Forkyndere i Høitiderne eller paa de Tider af Aaret, da der var mindst at gjøre hjemme, og da en tro Tjenestegut uden større Vanskelighed kunde varetage deres Plads. Dette, at de havde en jordisk Gjerning at vende tilbage til, var af stor Betydning. De fik derved god Anledning til selv i Stilhed og uafhengig af al ydre forstyrrende Indflydelse at prøve sit eget Kristenliv og samle ny aandelig og legemlig Kraft til fortsat Arbeide for Guds Rige.

Hauge og hans Venner kunde ofte kritisere skarpt og skaanselløst de Prester, som var utro Hyrder og istedetfor Guds rene Ord forkyndte den tørre og kraftløse Fornuftskristendom; men desuagtet gik de stadig i Kirke og til Alters selv hos de mest fanatiske Rationalister, og der kjendes mange og mærkelige Eksempler paa deres sagtmodige og taalmodige Kjærlighed overfor disses stadige Angreb og ofte uforsvarlige Færd.

Der gives ogsaa skjønne Beviser paa, hvorledes deres Kjærlighed var opfindsom for at udtænke Midler, hvorved de kunde stille Bitterheden, formilde Hadet og gjøre dem til sine Venner. De var i bedste Forstand kirkelige, idet at deres Virksomhed gik ud paa at vække Liv inden Kirken, men ikke at splitte og adsprede.

Derfor var de ogsaa saa glade, naar de traf en Prest, som forkyndte Ordet i Overensstemmelse med deres Børnelærdom, hvilket fremgaar af mangfoldige Udtalelser af dem i Breve. Under de senere Tiders usunde eller sekteriske Bevægelser har de gamle Haugianere altid virket beroligende og klarnende og samlet til Kirken og vist sig som dens bedste Venner; derfor er ogsaa den haugianske Vækkelse i sin Helhed og paa en velsignelsesrig Maade kommet den lutherske Kirke til Gode.

Men denne Udsigt over Lægmandsvirksomheden i den ældste Tid vilde blive ensidig og ufuldstændig, hvis vi ikke allerede her foreløbig omtalte Haugianernes Syn paa det jordiske Arbeide og deres Betydning for Kulturen.

Hauge var selv en Arbeidets Mand : alsidig, fordomsfri og praktisk. Han drev Snedkeri m.m. i sin Ungdom, strikkede, naar han gik paa Landeveien, eller medens han talte med Folket, før Opbyggelserne holdtes, deltog i Arbeidet paa Gaardene, hvor han kom, lærte Bøndene bedre at dyrke sin Jord og gjorde dem kjendt med nyere og hensigtsmæssigere Gaardsredskaber. Han havde Opmærksomheden vendt paa Malmen i Fjeldene og lærte Folk ret at udnytte Skovene ved at anlægge Skibsbyggerier og udføre Trælast, koge Potaske etc.

Han underviste Almuen om, hvorledes den skulde gjøre Brug af Vandfaldene til at drive Mølle- og Sagbrug og forskjellige Slags Fabriker, gav Stødet til Anlæggelse af to Bogtrykkerier, to Papirmøller, flere Saltkogerier m.m. Fabrikvirksomheden ved Akerselven har tildels sin Oprindelse fra ham.

Han fik sine Venner til at nedsætte sig paa de forskjellige Steder, hvor deres Evner og Virketrang bedst kunde komme til Anvendelse, og hvor de kunde øve størst timelig og aandelig Virksomhed.

Handelssteder blev kjøbte og drevne fortrinlig og mange endnu bekjendte Handelshuse grundlagte, ja Hauge drev selv en Tid, som bekjendt, stor og omfattende Handelsvirksomhed med Bergen som Udgangspunkt.

Hauge søgte at tilegne sig mest mulig af boglige Kundskaber, og mange af hans Venner gjorde ligesaa; de lod ofte sine Børn studere, og vor Kirke og Videnskab har gjennem dem modtaget dygtige Arbeidere, hvoraf flere endog er af fremragende Betydning.

Vi minder om Biskoperne A. Grimelund og Chr. Thorkildsen, Professor Dr. theol. Sig.V. Odland, Stiftsprost Gustav Jensen, Provsterne Andreas Hauge, J.S. Ulsaker og M.I. Wefring, Sogneprest Th. Odland, Missionssekretær L. Dahle, Arkæologen Dr. Ingvald Undsæth, Naturforskerne, Universitetsstipendiat O.S. Jensen, Professor Amund Helland m.fl.

Gjennem sine Bøger, Opbyggelsestaler og Breve fremmede Hauge og Aandsfrænder den kristelige Folkeoplysning, og gjennem Breve og forskjellige af sine Skrifter har de givet vigtige Bidrag til det religiøse Livs Historie i Norge.

Adskillige af dem deltog med stor Dygtighed i Bygdernes Styrelse og Storthingets Forhandlinger; vi nævner Ole Torjersen Svanøe, Michel Nielsen Grendahl og fremfor alle Ole Gabriel Ueland.

De arbeidede med Held for Folkeoplysningen, og adskillige havde for sin Stand og sin Tid et mærkværdig klart Syn for Kulturens og det Humanes Betydning; en har f. Eks. efterladt sig en værdifuld Fortegnelse over Folkesproget i øvre Thelemarken og desuden givet M.B. Landstad betydningsfulde Bidrag til hans store Samling af «Norske Folkeviser»; en Gudbrandsdøl meddelte P.Chr. Asbjørnsen vigtige Folketraditioner, og en af de ældste Vakte i øvre Thelemarken, der fra 1802 til sin Død 1822 sluttede sig til Hauge og hans Retning, har givet interessante Oplysninger om Primstaven, Mærkedagene samt Bryllups- og Høitidsskikke m.m. i sin Fødeegn.

(Foranstaaende Fremstilling hviler paa den trykte haugianske Literatur, en Mængde utrykte Breve samt Oplysninger fra en Mængde samtidige Haugianere, som jeg siden 1872 har staaet i Forbindelse med og i Kjendskabsforhold til. Skulde Hjemmel for hver enkelt Udtalelse anføres, vilde det optage mere Plads end selve Teksten)

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.