haugianerne i lesje (lesja) : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912 – 1920 .

 

– fra s. 714 – 715 :

 

En samtidig Meddeler har udtalt : «Jeg tænker med Vemod paa hin Tid, hvor enfoldig de gamle Haugianere havde det sammen, og hvilken Kjærlighedens og Endrægtighedens Aand dengang raadede blandt Vennerne i Modsætning til mange Steder senere. De havde mere af det Sind, de første apostoliske Kristne eiede; de var som disse ét Hjerte og ét Sind».

«I en længere Tid fremover arbeidede Herren mere i det skjulte paa adskillige i Bygden indtil 1851, da en større Vækkelse kom over Lesje ved Gaardbruger Syvert Gravaune (1815 – 1896) og Hans Pedersen Lingjerde (1819 – 1913). Med adskillige blev det da en fuld aandelig Overgang, deriblandt ikke faa Familiefædre.

Nu aabnedes ogsaa mange Huse for gudelige Forsamlinger, og flere begavede unge Mænd deltog fra den Tid i Opbyggelserne. Blandt disse nævnes særlig en Søn af den rigeste Mand i Bygden samt en ældre Skolelærer.

Der blev en stor og glædelig Forandring i Menigheden, og Kristendommen, der idethele forhen var ringeagtet, blev nu en Livssag.

Aldrig var der nogen brusende Vækkelse; Guds Aand virkede mere stille gjennem Erkjendelsen; men de, som vaktes, blev faste i sit kristelige Forsæt og udvikledes til forsigtige og alvorlige Kristne, hvilket ogsaa til den senere Tid har vist sig.

Under den Lammerske Bevægelse fra Midten af Femtiaarene og udover kom en Del af de Nyvakte i største Tvil om forskjellige kirkelige og kristelige Spørgsmaal, især angaaende Barnedaaben; men det gik snart over, og kun nogle faa blev revne med.

Vennerne i Lesje har altid havt en sund og grundig kristelig Kundskab og er hidtil blevne bevarede i den luthersje Lære og i Aandens Enhed. Hertil bidrog ogsaa meget, at Bygden fra Vækkelsens første Tid har havt Besøg af erfarne, ældre, fuldt ud lutherske Bekjendere, som Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard, A.N. Haave, O. Kallem, N.T. Ylvisaker, Herman Rustad, Lars Olsen, J.N. Fjeld og ikke mindst Prof. G. Johnson, samt at Lederne i Bygden har holdt fast ved den evangelisk-lutherske Lære.

Den Tid vaagede ogsaa Hauges Venner nøie over den gamle, prøvede Sandhed, og de frygtede meget for, at noget skadeligt skulde snige sig ind. Især holdt de trofast ved sin lutherske Børnelærdom og de gamle kjærnefulde lutherske Salmer.

I 1848, da den omarbeidede Forklaring af Wexels m.fl. blev indført i Lesje paa enkelte Steder, opstod der Strid særlig i Anledning af Spørgsmaalet i Lærebogen om Kristi Nedfart til Helvede, hvor der svares, at han prædikede Evangelium for Aanderne, som var i Forvaring. Da Biskop J.L. Arup kom paa Visitats til Lesje om Sommeren det nævnte Aar, berørte han den omarbeidede Forklaring og spurgte, om de vilde vælge den som Lærebog i Skolen.

Peder Nestande svarede da : «Jeg tror, vi holder paa den, vi har, indtil vi faar en bedre».

Dette Svar gav Biskoppen sit Bifald, og Bogen kom heller ikke til at blive stort benyttet i Lesje; det Saxdorfske Udtog (utdrag/red.) af Pontoppidans Forklaring var mest i Brug lige til den senere Tid.

Den store kristelige Bevægelse i Romsdalen i Femtiaarene var en Frugt af de gamle Haugianeres trofaste Arbeide. Vækkelsen blussede stærkt op omkring 1857 ved den unge, ildfulde og begavede Gunder Gravens Prædiken. Han var fra indre Nordmøre og døde som Prest i Kalifornien for nogle Aar siden. Denne Vækkelse forplantede sig ogsaa til Lesje, og mangfoldige blev grebne.

Den ældste og mest fremtrædende fra Begyndelsen af Femtiaarene var Udskiftningsformand Ingebrigt Norderhus, vakt ved Hans Lingjerde i 1851, en alvorlig, begavet Mand. Han var en Tid lidt paavirket af den frikirkelige Bevægelse, men kom snart til kristelig Klarhed og aandelig Fasthed. Han virkede velsignelsesrigt ikke alene i Hjembygden, men ogsaa i næsten hele Gudbrandsdalen og Romsdalen og er død for en Del Aar siden i en god Alderdom.

Omtrænt samtidig med nysnævnte blev Thor Hattrem vakt ved samme Lægmand (Lingjerde/red.). Han var født paa Lesje 20. Juli 1830, en Søn af Hans Hansen Hattrem og Hustru Ragnhild Thorsen. Han omtales som en ildfuld Mand, begavet som Taler, men oppositionel samt noget rastløs og urolig. Saavidt vides, var han først Gaardbruger i Hjembygden, derefter Eier af Udengen i Lier, saa Fedevarehandler i Christiania, men reiste som Lægprædikant baade Østenfjelds, Søndenfjelds og paa Vestlandet.

I 1869 udvandrede han til Amerika, blev straks eksamineret af Lærerne ved Luther College i Decora og samme Aar Prest i «den norske Synode». Efter en nidkjær, men kort Virksomhed døde han 7. Januar 1873. Han blev i 1858 gift med Enkefru Marie Skjolden fra Lyster (Luster); de havde tre Børn, hvoraf de to døde som voksne. Datteren Ragnhild har nu i mange Aar været Missionær i China. Moderen flyttede med hende og døde derude.

En nær Slægtning af Hattrem var Ole Kaarbø, født 23. Juni 1840 paa Lesje. Han blev vakt i 1856 ved gamle Peder Nestande og var en meget begavet Mand, af en fast Karakter; som Taler var han mer end almindelig dygtig. Kaarbø virkede over hele det sydlige Norge baade som Lægprædikant, Emissær for Hedningemissionen og Talsmand for Afholdssagen. Han døde paa Gaalaas i Furnæs 19. Juni 1889. Han blev gift 2. Juli 1864 med Guro Johannesdatter Enstad fra Lesjeskogen, født 15. Mai 1846. Hun lever endnu og har virket ikke lidet for Afholdssagen samt opdraget omsorgsfuldt sin store Børneflok.

De vidt bekjendte Emissærer Jacob Olsen Traasdal, født 7. Januar 1838, død 14. October 1903, og Peder Nordsletten er begge fra Lesje. De optraadte imidlertid først omkring 1860; deres aandsbeslægtede Virksomhed ligger derfor udenfor dette Tidsrum.

Stengt for kommentarer.