haugianere i gudbrandsdalen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 263 – 264 :

 

I Kristians Amt blev fremkaldt ved Hauges og hans Venners Virksomhed en ikke liden Vækkelse. Der fandtes ei saa ganske faa Haugianere i Faaberg, men flere i Gausdal; her var Johan Opsal (død 1860), der fra 1803 boede paa Forseth i vestre Gausdal og fra 1807 paa Bleken i Faaberg, Lederen og hans Hjem Midtpunktet for Bevægelsen.

Særlig ved Hauges Besøg Aar 1800 blev i Øier og fornemmelig i Annekset Tretten vakt en Skare. Presten skriver : «at den halve Bygd er af Hauges ivrigste Tilhængere». Blandt de ældste Ledere der mærkes Johannes Johnsen Kraabøl (død 1855) og Haagen Olsen Langaard (død 1811).

I Ringebo og paa Fron omtales ogsaa enkelte Haugianere, i Vaage var der mange Vakte; Hauges Skrifter fandtes i «Hverandens Hænder».

Paa Lom var Vækkelsen stærk og udbredt; fem af de ældste og mest fremtrædende Kristne nævnes Erik Syversen Skamsol, «en meget virksom og for sin Forstand og Duelighed høit agtet Bondemand». Om ham skriver Hauge : «I Aaret 1801 fattede han et aandeligt Sind ved Betragtningen af gudelige Bøger og Samtaler med gudfrygtige Mennesker. Fra den Tid blev det hans vigtigste Anliggende at leve et kristeligt Liv og vise Troens Gjerning til Eksempel for sin Næste. Han forkastede ikke sine jordiske Sysler og Forstand, men de blev drevne ved en anden Aand. Istedet for at han tidligere, som han selv bekjendte, i sin uomvendte Tilstand havde søgt sin egen Ære og Nytte, saa søgte han nu Guds Ære og Næstens Gavn. Han bekjendte den Herre Jesus, som dyrt har forløst os alle med sit Blod, formanede til at omvende sig og afstaa fra Synden ved hans Kraft; hvis ikke, saa har man ingen Del i Jesu Naade. 1803 blev han syg; denne Sygdom tiltog og varede et halvt Aar. I den Tid trængte han mere og mere med sit Sind efter Guds Naade; undertiden fandt han Haab og Trøst, andre Tider tvilede han, indtil det sidste af sin Levetid; da fandt han efter sin Strid og Forventning en herlig Forsikring; thi da hans Kone læskede ham, sagde han : «Nu faar jeg snart Livsens Vand uforskyldt«, hvorpaa han døde rolig».

Af andre bekjendte Haugianere paa Lom var dengang Gulbrand Haave (død 1857), Ole Pedersen Aanstad (død 1871) og Sivert Høvre, Digteren Silvester Sivertsons Fader.

I Birid fandtes nogle Vakte hist og her; Lederen var Christopher Olsen Brateng (død paa Løvøen i Stegen (Steigen/red.) 1849), bekjendt allerede da som en begavet og frimodig Lægprædikant. Det samme var Tilfældet i Naboprestegjældet Vardal; Ole og Marthe Øvre Gjøvik nød Tillid og Agtelse som de mest fremtrædende af Haugianerne der; deres Hjem var en Station, hvor reisende Lægprædikanter og Venner fra nær og fjern tog ind og fandt gjæstfri Modtagelse.

Paa Toten omtales ogsaa en Del Vakte; men ingen af dem var i denne Tid mere fremtrædende, det maatte da være de fire begavede Døtre paa Nesterud, hvoraf Lucine først blev gift med Bogtrykker H.T. Bacherud i Christianssand og efter dennes Død med Kjøbmand O.P. Moe sammesteds; to Søstre af hende ægtede bekjendte Haugianere i Trondhjem. Af den senere Vækkelse fremgik paa Toten flere bekjendte Guds Ords Forkyndere.

 

 

 

Stengt for kommentarer.