haugianerne i øvre hallingdal : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

– fra s. 85 – 87 :

Angaaende Haugianismens Udvikling i øvre Hallingdal, skal her meddeles følgende : I Hemsedal indtraadte foreløbig en tilsyneladende Stilstand, efterat de sværmeriske Foreteelser var tilbagetrængte ved Hauges eget Besøg i Bygden (Meddelelser fra Provst John Ulsaker efter eget Bekjendtskap og Oplysninger fra samtidige Haugianere); det syntes derfor,s som om hans Optræden nærmest havde et mere negativt Resultat, idet en hel Del af dem, som kun overfladisk var paavirkede af Bevægelsen eller igrunden bare af de usunde Drag i Vækkelsen, trak sig tilbage.

Det mest betydningsfulde ved Hauges Vidnesbyrd her var imidlertid, at Folk fik Øiet op for det forkastelige i Sværmeriet og Nødvendigheden af, at alt Kristenliv, om det skal udvikle sig sundt, maa næres og ledes af Ordet og Sakramenterne.

Under sit Besøg havde han desuden indledet personligt Bekjendtskab med saadanne Mænd i Bygden, som efter hans Mening hørte til de sindigste og dybeste Naturer blandt de Vakte; med flere af disse stod han bagefter i Brevveksling, gav Raad og Tilskyndelse angaaende det nyvakte Livs Vekst og Ledelse, paapegede Opbyggelsestalere i Nabobygderne, som han antog burde indkaldes paa Besøg, samt opmuntrede nogle faa af Sognets egne til at samle Folket om Postillelæsning, Sang og Bøn, raadede dem til flittig at deltage i Gudstjenesten, som forøvrigt holdtes hver femte og om Sommeren hver fjerde Søndag, og indtog idethele en ledende Stilling under den videre Udvikling.

Det var heller ikke af liden Betydning for det nyvakte Livs sunde Vekst, at Abraham Wilhelm Støren endnu dengang og lige til 1820 var Sogneprest til Næs og dermed til Gol og Hemsedal, som var Annekser. Denne Mand omtales som en from og vindende Personlighed, paavirket mere af Herrnhutismen end af Tidens Rationalisme. Han virkede til Velsignelse ikke blot ved sin Prædiken, men endnu mere gjennem sin Konfirmationsundervisning; Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» blev benyttet, og den Gamle krævede Forklaringen lært udenad af de fleste Unge; dermed bidrog han meget til at løfte den religiøse Erkjendelse blandt Menighedens Ungdom, og det blev af særlig Betydning for dem, der enten som Skolelærere eller Lægprædikanter senere kom i ledende Stilling til denne Bygds aandelige Liv. Det var jo dengang Prestens Sag at «beskikke Skoleholdere», og Støren valgte disse udelukkende blandt dem, som han ansaa for de frommeste og bedst underviste Gaardmandssønner i Bygden. De kunde udenad og forstod sin «Pontoppidan» og havde derved en sund Kilde at øse af baade i Opbyggelser og ved sin Børneundervisning.

Af de aandelige Ledere inden Bygden maa omtales nogle. En blandt de ældste var Jul A. Tuf, vakt ved Hauges Besøg i Hemsedal 1801, senere Gaardbruger paa Tuf og gift med en troende Kvinde ved Navn Gulloug, der havde tjent hos Hauge paa Bredtvedt.

Ved Siden af ham mærkes Sven Ulsaker, født 1790, knapt voksen Lærer i Hemsedal, senere Gaardbruger og Eier af Gaarden Ulsaker, gift med Margit Nilsdatter, begge vakte i sin Ungdom (Meddelelser fra Sønnen Provst J. Ulsaker; dennes Biografi af Faderen i «Luthersk Lægmandstidende» 2. Aargang, Horten 1884, Side 89-90. Wefring (Mads Iver/red.), «Minder», S. 71).

De var dybe og sunde Kristne, der havde modtaget sit aandelige Præg af Hauge baade ved hans Skrifter og især gjennem den Vækkelse, som hans Besøg i Hallingdal gav Stødet til. Ved sjelden Flid og Nøisomhed arbeidede de sig op til Velstand; men Arbeide for egen Saliggjørelse og Medmenneskers Frelse var deres store Hovedsag. Sven Ulsaker kjendte Hauge personlig og besøgte denne baade under hans Fangenskab og engang senere paa Bredtvedt. Forøvrig stod hans i Brevveksling baade med Hauge og mange af hans Venner som Lars Tjødlingen (Kyllingen/red.), Daniel Arnesen, Ole Simonsen Berg, Ole Mjelva, Jens Johnsgaard, Christen Dahler m.fl. Disse Breve blev læste i de mindre Vennekredse og var ikke alene af et almenkristeligt Indhold, men gav ogsaa ofte Svar og Raad  angaaende særegne Spørgsmaal og Forhold, som Samlivet medførte. Man vil derfor let indse, at denne udstrakte Brevveksling bev af ikke ringe Betydning for Kristenlivets Vekst. Den samme gode Skik var forresten i hin Tid almindelig rundt om i Landet, hvor der fandtes Haugianere. Den øvede større Indflydelse, end vi nu kan danne os nogen klar Forestilling om.

Efter gjentagne Tilskyndelser af sine Venner begyndte Sven Ulsaker i sine tidligere Aar at holde Opbyggelser, fornemmelig i Hjembygden, og hans Virksomhed var vistnok den nærmeste Anledning til den religiøse Bevægelse, som samtidig udbredte sig over den største Del af den lille Fjelddal.

Denne Vækkelse truede imidlertid med at antage en sværmerisk Karakter, idet der uafhængig af Ulsaker optraadte en temmelig ung Prædikant, som paaberaabte sig Syner og Aabenbarelser. Det var især Ungdommer, som lod sig henrive af den sværmeriske Lægmand.

Stedets Prest fra 1820 – 1835 var den til Voldsomhed saa tilbøielige C.F.G. — Beretningen om hans «brutale og vanvittige» Færd og «den Mishandling, han øvede mod alle, som vovede at tale ham til rette», er «i høi Grad rystende». Han forkortede ogsaa sit Liv i Slutningen af det optagne Forhør, der varede i 8 Dage.

Men et saadant Eksempel var dog heldigvis enestaaende, selv i hin Tid, da Evangeliet saa ofte blev sat under Skjeppen. Da denne Prest boede fire Mile borte og som Rationalist stod Almuen og dens Interesser temmelig fjernt, var det ikke at vente, at han kunde Modarbeide den sværmeriske Retning. Han indskrænkede sig til korte Prædikenbesøg hver fjerde eller femte Søndag, og hans Taler var desværre altfor lidet skikkede til at lede og nære Folket, der under Gjæringen hungrede efter Guds Ord.

Da var det, at Sven Ulsaker troede sig kaldet til at optræde hyppigere end før med Opbyggelser. Det lettede Arbeidet, at han af Naturen var sindig og udrustet med en betydelig Begavelse; «hans religiøse Erkjendelse var vistnok ikke meget omfangsrig; men Kilderne kunde ei heller være mange under den Tids Forholde i en fattig og afsides Fjeldbygd. De indskrænkede sig for hans Vedkommende til det nye Testamente, som han havde arvet efter sin Moder, Luthers Katekismus, Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed», som dengang endnu lærtes udenad til Konfirmationen, og endelig Kingos Salmebog».

Hans Forkyndelse dreiede sig væsentlig om Katekismens Sandheder efter den Udlæggelse, som han af disse havde tilegnet sig gjennem «Sandhed til Gudfrygtighed».

Den samlede dog mange Mennesker, som aldrig syntes at blive trætte af at høre paa denne enfoldige Katekismusprædiken, der næsten ikke befattede sig med Polemik mod Syneprædikanten, men kun fremstillede Frelsens vigtigste Sandheder.

Følgen var, at de sværmeriske Tendentser lagde sig efterhaanden.

Forøvrigt nød Sven Ulsaker almindelig Agtelse inden sin Bygd, og et Vidnesbyrd derom var, at han blev betroet dens vigtigste Tillidshverv. Den viltre Ungdom kaldte ham vistnok spottende «Storlæseren»; men kom han uforvarende i de Unges Nærhed, saa forsvandt de ilsomt, og selv de modigste Kjæmper flygtede i Skjul.

Han foretog ogsaa nu og da mindre Opbyggelsesreiser til Aal, Nummedal og Valders, og hans eget Hjem var et fast Opbyggelsessted og en aandeligt Midtpunkt i Bygden.

Den nævnte ulykkelige Sogneprest omgikkes han med Venlighed og Kjærlighed; denne viste igjen Ulsaker Agtelse og Tillid, uagtet Presten flere Gange just af ham havde faaet Paamindelse baade angaaende de rationalistiske Udgydelser, han ofte kom med i sine Prædikener, og det forargerlige Liv, han førte. Sognepresten valgte Ulsaker til sin Medhjælper og overdrog ham at lede den lovbefalede Andagt, som Bededag skulde holdes i Annekskirkerne.

Men rigtignok bidrog ogsaa Ulsaker paa sin Side til at bevare denne Agtelse, idet han baade ved Ord og Eksempel opfordrede til stadig Benyttelse af Gudstjenesten, uagtet Prædikanten var aldeles uskikket til sin Gjerning i Menigheden.

— Det syntes at væe et stort Tab baade for Familien og Bygden, da Sven Ulsaker i sin bedste Manddomsalder gik bort efter et kort Sygeleie Aar 1844.

Navnlig følte hans efterladte Hustru sig usigelig forladt efter Ægtefællens Bortgang. Der stod hun ensom under Bekymringerne og Arbeidet baade med den besværlige Gaard og Børnenes Opdragelse !

Men i den sidste Stund ved Mandens Dødsleie, blev hun af ham opmuntret til at «sætte sit Haab til Gud», «blive ved i ydmyge Begjæringer og Bønner Nat og Dag» samt «bie paa Herren» og lade «Hjertet styrkes ved Naaden».

Og ved at øse flittig af denne Kilde søgte hun styrke til at bære sin Gjernings Byrde.

Enken sad tilbage med 5 Børn; af disse var de fire ukonfirmerede; «hun var en kjærlig og god Moder, der opdrog dem vel efter Bygdens og Tidens Forholde».

Den Afdødes Broder, John Torset, blev en trofast Værge for Familien.

Margit Ulsaker gik i 1861 hjem til sin Herres Glæde.

Af Børnene blev Nils Ulsaker (1837 – 1882) Kirkesanger og Missionsemissær; den yngste, Provst John Ulsaker (født 1841), er Sogneprest i Vikedal, Ryfylke.

Stengt for kommentarer.