haugianerne i hemsedal

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : » Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Kristiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 576 – 577 :

Det kristelige Liv i Hemsedal tiltog ogsaa i dette Tidsrum. Her fandtes en hel Del vakte Folk. Ledere var fremdeles de fleste tidligere omtalte Haugianere.

Af disse maa særlig nævnes Sven Olsen Ulsaker (1790 – 1844), Ole Knutsen Imre, Bjørn og Sven Aalrust samt Ole Oddsen Kirkebøen, alle gjæve og indflydelsesrige Mænd.

De haugianske Traditioner er til vore Dage bedst bevarede i Familien Grøthe.

En af Hauges Samtidige her var Ole Syversen, død omkring 1856. Han omtales som et trofast Vidne og en dygtig Leder. Den ældste Søn, Syver Olsen nedre Grøthe, traadte i Faderens Fodspor. Han drev Fædrenegaarden dygtig, var i længere Tid Underlensmand og «forkyndte flittig efter Hauges Eksempel Guds Ord i sin Hjembygd samt Valders og Sogn. Dette holdt han paa med, saa længe han havde Kræfter til at deltage i Møderne. Han døde i en Alder af over 80 Aar».

Syver Olsens Søn Halvor blev «derefter den, som bevarede og øgede den smukke,aandelige Arv fra Fader og Farfader til Velsignelse for sine Omgivelser. Han virkede for Guds Riges Fremme mere end nogen anden i Ætten, ja endog rigere og betydningsfuldere end nogen anden i Bygden den Tid».

Halvor Syversen blev født paa Grøthe den 11. September 1831. Allerede som Smaagut følte han ofte en mægtig kristelig Dragelse. Han voksede op blandt en stor Søskendflok, fuld af Liv og Lystighed; Alvorstankerne kunde derfor ofte vige Plads for Øieblikkets Luner.

Da han var en begavet og lærelysten Ungdom, begyndte han straks efter Konfirmationen at holde Skole, først i Hemsedal og saa i Heradsbygden i Gol, efter at han omkring 1848 havde underkastet sig Lærereksamen hos den anseede Skolemand, Sogneprest i Gran paa Hadeland, Søren Brun Bugge (1798 – 1887).

Ved denne Tid og under hans Virksomhed i førnævnte Bygd indtraf en Begivenhed, som fik den største Betydning for den unge Mands senere Liv. En Dag faar han Bud om, at hans yngre Broder Sven pludselig var død. I Halvors Sjæl brændte nu det Spørgsmaal : Var han beredt til at træde ind i Evigheden og stilles for sin Dommer ? Har ikke ogsaa du forført ham til at gjøre det, som var Gud imod ?

De kristelige Krav, der saa længe havde været trængt tilbage, brød nu frem med Magt, og han kom efter stærke Kampe til en sand Omvendelse og levende Tro paa Kristus. «Saa snart han havde vundet frem til større Klarhed, Ro og Modenhed, begyndte han sammen med sin Fader at holde Sammenkomster. Derefter øvede han en voksende Indflydelse som ingen anden i Bygden baade ved sin eksemplariske, kristelige Personlighed og gjennem sine alvorlige, dybe, alsidige og formfuldendte Opbyggelsestaler».

Udenfor Bygden har han kun foretaget kortere Reiser, særlig til Valders; men rundt om i Hemsedal, i hver Kreds og Grænd, nød man godt af hans utrættelige Opbyggelsesarbeide.

Yngre Mænd, som følte Kald til at forkynde Guds Ord, har seet op til ham som deres nærmeste Veileder. For hele Sognet, ja langt udenfor dette, stod han som en Autoritet i kristelige Spørgsmaal. Havde han sagt det, saa var det at lide paa. Han retledede Tvilende og lyste op i Sjælemørke baade under Dagens Stræv og ved Syge- og Dødsleier.

Og mangen nu Afdød har velsignet ham, fordi han ved Guds Ord vakte deres aandelige Hunger og Tørst og ledede dem hen til Frelsens Kilde, Jesus Kristus, saa de i Fred og med et saligt Haab kunde lukke sine Øine i den sidste Søvn.

Han var en prøvet, at Gud rigt benaadet og oplyst Sjæleleder, som altid indgav den Søgende en sikker Tiltro.

— Hans nidkjære og dygtige Arbeide i Skolens Tjeneste blev ikke af nogen ret lang Varighed. Da han giftede sig med Liv Ulsaker, Enke efter Ole Ulsaker og Søn af den førnævnte Haugianer Sven Olsen Ulsaker, og fik Gaard med hende, frasagde han sig Skolen for at overtage dens Drift. Denne hans Hustru var Sønnedatter af Ole og Liv Imre, hvilke begge hørte til Hauges personlige Venner.

Efter Gaarden Ulsaker tog nu Halvor Navn. Da hans Kones Søn i første Ægteskab senere overtog nysnævnte Eiendom, kjøbte Faderen (Halvor/red.) Gaarden Aaltvet, hvor han saa boede de sidste 20 Aar.

Halvor Ulsakers fremtrædende og alsidige Begavelse blev meget benyttet ogsaa i Kommunens Tjeneste. Han betroedes omtrent alle Bygdens Tillidshverv. I omkring 30 Aar var han Forligelseskommisær, Formand i Fattigstyret, Prestens Medhjælper samt 6 Gange Valgmand til at kaare Storthingsrepræsentanter. De private Tjenester, som han ydede Folk ved Affattelse af Dokumenter og som paalidelig og indsigtsfuld Raadgiver i næsten alt muligt, er for mange til at opregnes her. Saaledes var hans Liv og Virksomhed gjennem en hel Menneskealder paa det nøieste knyttet til Hemsedals Historie. Han har i alt været den punktlige, samvittighedsfulde og dygtige Mand. Hvad der var hans Overbevisning, slog han ikke en Tøddel af paa, enten det gjaldt kristelige eller borgerlige Spørgsmaal.

Der var hos ham en særegen Agtelse for det gamle. Han anførte ofte et Ord af Sogneprest Mauritz Thønnesen paa Næs : «Jeg er af den gamle Verden, jeg !» fordi dette var i Samklang med hans eget Livssyn, ja som sprunget ud af hans egen Sjæl.

Det fortjener at berøres, at han selv var en i Livets Skole rigt prøvet og erfaren Mand. Foruden den allerede omtalte Begivenhed med hans Broder, hændte det ogsaa, at hans Søn, der hed Sven efter den nævnte tidlig bortgangne Farbroder, pludselig døde under et Tordenveir i Amerika. Og hans Hustru laa en Nat død ved hans Side uden videre forudgaaende Sygdom.

Ogsaa andre tunge Prøvelser stødte til. Men under alt, i Medgang og Modgang, var «det ene Fornødne» hans største og mest fremtrædende Livstanke. Efter et langt og ved Guds Naade rigt velsignet Liv døde Halvor Ulsaker i Troen paa sin Frelser 1906.

 

Stengt for kommentarer.