haugianerne i nummedal (numedal)

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid. Anden Halvdel. Kristiania 1912-1920.

 

– fra s. 571 –  :

I Nummedal bevaredes det kristelige Liv temmelig usvækket helt siden Hauges Dage, ja øgedes ikke saa lidet i vort Tidsrum ved Virksomhed fra tilreisende Lægmænd som A.Nielse Haave, M.J. Wefring samt Hans Kolbeinsrud og Nils Haukaas fra Tinn, Brødrene Lars Paulgaard og Knut Dybsjord fra Hol, Ingebret Thorkelsen Opheimshougen fra Aal og en Del andre i Forening med Dalens egne Haugianere.

Lærer Nils Huslænde (1795 – 1844) var i Flesberg den mest virksomme Lægmand og tillige Lederen af det kristelige Liv der.

I Rollag maa især nævnes Ole Næsset (1805 – 1886) som en utrættelig Arbeider og en anseet Leder.

En af de ældste Venner med stor Anseelse var Gaardbruger Simen Knudsen Storemoen, født i November 1769, vakt ved Hauge og en Tid Medeier i Eker Papirmølle. Han solgte imidlertid snart sin Part, flyttede tilbage til den nævnte Gaard i Rollag og giftede sig 20. October 1813 med Aasne Amundsdatter Lønvik af Vinje, født 1784. Hun hørte ogsaa til Hauges Venner og var en driftig og dygtig kristelig Kvinde. Efter et lykkeligt Ægteskab døde hun 12. Mai 1844 i en Alder af 60 Aar. Hendes Mand levede til 26. Marts 1859 og blev saaledes over 89 Aar gammel.

Den mest anseede Leder i Prestegjældet ved Siden af Ole Næsset var utvilsomt Anders Nielsen Kjømme, født 17. Juli 1829, Søn af Gaardbruger Nils Olsen og Hustru Jøran Nilsdatter Kjømme. Hans hele Liv fra Barneaarene af bar Præg af den haugianske Vækkelse. Forældrene gav ham en stræng Opdragelse. «Det smagte ikke godt for Kjød og Blod», fortalte han selv engang; «men jeg har erfaret, at det er gavnligt for Livet at bære Aag i sin Ungdom».

Han blev tidlig øvet i at fornægte sig selv og være arbeidssom og nøisom. Da han var en flink, lærelysten Ungdom, ansattes han ikke længe efter sin Konfirmation til Omgangsskolelærer i Dagalien (Dagali/red.), det øverste Sogn i Dalen. Der var smaa og trange Forholde og mange Vanskeligheder at overvinde; men han arbeidede nidkjært og dygtig baade for at meddele de Unge nyttige og nødvendige Kundskaber og ved Siden heraf paavirke dem i kristelig Henseende ved at nære og udvikle Daabslivet.

Efter at have virket saaledes her i en Række af Aar maatte han slutte paa Grund af svag Helbred. Under sit Ophold i Dagalien lærte han at kjende en brav, kristelig Kvinde, Haldis, der blev ham en trofast og dygtig Medhjælp for Livet. Han overtog nu Faderens Gaard og drev den samvittighedsfuldt og godt, indtil han overlod den i yngre Hænder.

Da han havde sluttet med Skolen og begyndt som Jordbruger, fik han imidlertid sin travleste Arbeidsdag. Hans Evner og Tjenstvillighed blev taget i Brug i den Grad, at det nedbrød Kræfterne. Gjennem lange Tider var han hædret med alle mulige Tillidshverv. Paa Grund af hans Skrivefærdighed og Indsigt i mange praktiske Ting gik mangfoldige af Bygden til ham for at faa sine private Breve skrevne eller Dokumenter affattede; alt udførte han med uopslidelig Velvilje og Dygtighed og bevarede de betroede private Ting i ubrødelig (ubrytelig/red.) Taushed som under Laas og Lukke.

Hans store Retsindighed og Uegennytte henledede Prestegjældets Opmærksomhed paa ham; han fungerede saaledes i lang Tid som Overformynder, Prestens Medhjælper samt Ordfører i Herredsstyret og var Storthingssuppleant for Buskerud Amt Aarene 1880-1882.

ved sin Klokskab, Forsigtighed, Rolighed og Beskedenhed var han en Mester til at «seile i vanskelige Farvande», en ægte Bygdeleder, uden at han selv søgte at være det, men ikke mindst derfor med stor og vidtrækkende Indflydelse.

Han havde et Smil og et venligt Ord til ethvert Barn, han traf, og arbeidede fremdeles blandt Ungdommen, som han ofte formanede med Ordene : «Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud og ærer Kongen«.

Den indre og ydre Mission omfattede han med levende Interesse og deltog flittig i Opbyggelsesarbeidet baade selvstændig og helst sammen med andre. Hyppig formanede han til at være tro i det «lille» indtil Døden, saa vilde Herren af Naade skjænke Livsens Krone. Med al sin Sagtmodighed og Mildhed var han dog ikke nogen veik Karakter, men en i Aandens og Livets Skole udviklet og staalsat kristelig Personlighed, der aldrig veg for det, han ansaa for at være Sandhed og Ret, selv om han stod ganske alene; han var aldrig ræd for at værge det, som var kjært og dyrebart, enten borgerligt eller kristeligt. Derfor fik han adskillig Kamp især i de sidste Leveaar, men førte Striden saglig, kjærlig, aabent og ærligt, med blanke Vaaben.

Af denne Grund omfattede alle, selv Modstandere, ham med Agtelse. Mod sit Livs Aften følte han stærkt Byrden af de mange jordiske Krav og Gjøremaal og længtede efter at faa komme hjem til den Sabbatshvile, som er tilbage for Guds Folk.

Dette sit Ønske fik han opfyldt 7. April 1890; han blev under stor Deltagelse begravet paa Rollag Kirkegaard den 18. April næstefter.

— Ogsaa i Nore med Annekserne Opdal og Dagalien blussede den kristelige Ild op i Treti- og Firtiaarene.

Stengt for kommentarer.